Kendelse af 01-07-2014 - indlagt i TaxCons database den 09-08-2014

Sagens problemstilling

Sagen drejer sig om, hvorvidt lønudgifter afholdt af selskabet i forbindelse med varetagelse af selskabets interesser i en voldgiftssag om selskabets køb af aktier og et varemærke kan fratrækkes efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt nærmere opregnede rådgiveromkostninger kan tillægges den skattemæssige anskaffelsessum for varemærket.

Talmæssig opgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag for udgifter på 11.665.022 kr., heri

er indeholdt påklagede lønudgifter på 2.142.769 kr. vedrørende voldgiftssag om

betaling af købesummen for aktierne i [virksomhed1], som [virksomhed2] købte i 2005.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


SKAT har ikke godkendt, at et beløb på 3.006.391 kr., som ikke er godkendt

fratrukket ved indkomstopgørelsen i 2008, kan henføres til anskaffelsessummen

for varemærket [virksomhed1] i 2005.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.


Faktiske oplysninger

[virksomhed2] A/S ([virksomhed2]) er et børsnoteret selskab, der driver virksomhed indenfor allergivaccination. [virksomhed2] har datterselskaber i mange lande. [virksomhed2] har kalenderårsregnskab. [virksomhed2] havde i 2008 og 2009 ca. 500-600 ansatte.

I 2005 købte [virksomhed2] 97,77 pct. af aktierne i det franske selskab [virksomhed1] fra [virksomhed1] (Switzerland), Ms. [person1] og Mr. [person2]. Købet er beskrevet i en Sale and Purchase Agreement (SPA) af 26. maj 2005. [virksomhed1] driver virksomhed med forskning, udvikling, produktion og salg af allergimedicin i Frankrig, Tyskland og Italien. Prisen for aktierne i [virksomhed1] blev aftalt til 23 mio. euro, hvoraf 20 mio. euro skulle betales ved closing, mens de resterende 3 mio. euro ville komme til udbetaling efter 1 år, forudsat en række betingelser blev opfyldt, jf. købsaftalens art. 3.3.

I en aftale af 29. juni 2005 købte [virksomhed2] det internationale varemærke [virksomhed1] fra [virksomhed1] (Schweitzerland). Varemærket skulle udnyttes af det franske selskab [virksomhed1], som [virksomhed2] havde købt den 26. maj 2005. Prisen for varemærket blev aftalt til 3 mio. euro. [virksomhed2] havde ret til at tilbageholde 10 pct. af købesummen svarende til 300.000 euro, indtil varemærket var blevet registreret. Den øvrige købesum skulle betales i rater efter en plan, som var nærmere aftalt i art. 3.1. – 3.5 i overdragelsesaftalen.

Da [virksomhed2] skulle betale den resterende købesum på 3.000.000 euro for aktierne i det franske selskab [virksomhed1], nægtede [virksomhed2] at betale købesummen, idet det var [virksomhed2]´s opfattelse, at sælgerne ikke havde givet retvisende informationer. Sælgerne nægtede at være erstatningsansvarlig overfor [virksomhed2] og krævede den resterende købesum på 3.000.000 euro betalt.

[virksomhed2] anlagde voldgiftsag ved ICC International Court of Arbitration (ICC) mod sælgerne af aktierne i [virksomhed1]. [virksomhed2] påstod, at sælgerne skulle betale [virksomhed2] en erstatning for tab af markedsandele vedrørende det købte franske selskab [virksomhed1] på 9.002.555 euro samt et beløb på 612.040 euro i afbødeudgifter.

Under sagen rejste [virksomhed1] (Schweizerland) modkrav, idet [virksomhed1] (Schweizerland) påstod, at selskabet ikke havde modtaget første afdrag på betaling af varemærket [virksomhed1].

ICC traf afgørelse den 3. september 2008. [virksomhed2] fik medhold i, at [virksomhed2] ikke skulle betale den resterende købesum for aktierne på 3.000.000 euro, og at [virksomhed2] havde betalt første afdrag på varemærket. [virksomhed2] fik ikke medhold i, at [virksomhed2] havde lidt et tab som følge af mistet indtjening.

ICC tog endvidere stilling til fordeling af sagens omkostninger. [virksomhed2] havde rejst krav om godtgørelse af udgifter i forbindelse med voldgiftssagen på i alt 2.279.112,74 euro. Beløbet er specificeret således:

ICC costs

135.055,68 euro

Fees and expenses of outside counsel

1.867.505,23 euro

Costs of witnesses

226.905,70 euro

Costs of experts

112.210,13 euro

Internal costs of Clairmants

363.426,00 euro

Conference room

4.710,00 euro

Translators

11.700,00 euro

Stenographers

7.600,00 euro

Total

2.729.112,74 euro

ICC opgjorde udgifterne ved retten til i alt 355.000 USD, heraf havde parterne hver især ”up-front” betalt 177.500 USD.

ICC traf afgørelse om, at hver part skulle bære sine egne udgifter, og at [virksomhed2] alene skulle bære ¼ af ICC-udgifterne på i alt 355.000 USD, dvs. 88.750 USD, hvilket omregnet til danske kroner udgør 524.357 kr.

Udgifterne til ”Internal costs of Clairmants” på 363.426 euro, nævnt ovenfor, er specificeret således:

[virksomhed2]

[person3] (Executive Vice President)

158.100,00 euro

[person4] (Executive Vice President)

31.655,00 euro

[person5] (Former Commercial Manager of [virksomhed2], Freelance Concultant)

127.845,00 euro

[person6] (Management Assistant)

20.000,00 euro

337.600,00 euro

[virksomhed1] (varemærket)

[person7] (Financial Manager)

20.100,00 euro

[person8] (Regulatory Affairs Manager)

2.700,00 euro

[person9] (Medical and Scientic Advisor)

1.170,00 euro

[person10] (Medical Manager)

1.408,00 euro

[person11] (Marketing Manager)

448,00 euro

25.826,00 euro

I alt

363.426,00 euro

I en note har [virksomhed2] f.eks. oplyst, at [person3] har anvendt 240 timer a 640 euro på voldgiftsagen, og at der er afholdt 4.500 euro i udlæg til rejser og hotel. Det er oplyst, at [person4] har anvendt 48 timer a 640 euro og 935 euro i rejse- og hoteludgifter. Det er oplyst, at [person5] har anvendt 320 timer a 350 euro, 8 måneder til en månedlig rate på 1,065 euro, 5 dage til en daglig rate på 1,065 euro og 2.000 euro i rejse- og hoteludgifter. [person6] har anvendt 160 timer a 125 euro.

Af beløbet på 2.729.112,74 euro er 1.565.775 euro afholdt af [virksomhed2]. Det resterende beløb på 1.163.337,74 euro er afholdt af det franske selskab [virksomhed1]. SKAT har anset udgifterne på 1.163.337,74 euro, som [virksomhed1] afholdte, for maskeret udbytte til [virksomhed2].

Udgifterne, som [virksomhed2] afholdte, og som [virksomhed2] fratrak i sin indkomstopgørelse for 2008, er specificeret således.

Advokatbistand

989.933 euro

7.375.001 kr.

Eksperter

112.210 euro

976.284 kr.

Egne ansatte

306.455 euro

2.142.769 kr.

Retsomkostninger

140.767 euro

1.048.714 kr.

Diverse

16.410 euro

122.254 kr.

I alt

1.565.775 euro

11.665.022 kr.

[virksomhed2] har oplyst, at der i beløbet på 306.455 euro til egne ansatte indgår et beløb på 18.835 euro til eksperter. Ved omregning til danske kroner er udgiften til egne ansatte reduceret med 18.835 euro, og udgiften til eksperter er forhøjet med 18.835 euro.

Det fremgår af selvangivelsesbilaget for [virksomhed2] for indkomståret 2008, at selskabet ved konvertering af resultatet ifølge årsrapporten bl.a. har fratrukket 6.102.000 kr. i advokatudgifter. Dette beløb er ikke fratrukket i [virksomhed2]´s årsrapport for 2008. De øvrige udgifter på (11.665.022 kr. – 6.102.000 kr.) på 5.563.022 kr. er allerede fratrukket ved opgørelsen af det regnskabsmæssige resultat. Advokatudgifterne er fratrukket med henvisning til ligningslovens dagældende § 8 J, stk. 1.

Det er ubestridt, at udgifterne på 11.665.022 kr. skal reduceres med 524.357 kr. (88.750 USD).

Det fremgår endvidere af selvangivelsesbilaget for 2008, at afskrivningsberettigede anskaffelsesudgifter på varemærket [virksomhed1] skattemæssigt er afskrevet over 6 år. Afskrivningsgrundlaget er opgjort således:

Anskaffelsessår

Anskaffelsesværdi

Trademark [virksomhed1]

2004/2005

16.781.000 kr.

Trademark [virksomhed1] (korrektion til anskaffelsesværdi)

2005/2006

3.567.000 kr.

Trademark [virksomhed1] (korrektion til anskaffelsesværdi)

2005

-3.744.000 kr.

16.604.000 kr.

Afskrivning (over 6 år)

2.767.000 kr.

Ved opgørelsen af [virksomhed2]´s skattepligtige indkomst for 2008 har selskabet fratrukket 2.767.000 kr. i skattemæssig afskrivning på varemærke.

Under sagens behandling i SKAT bad [virksomhed2] SKAT om, at afskrivningsgrundlaget blev forhøjet med 3.744.000 kr., som selskabet ved en fejl havde fratrukket ved opgørelsen af afskrivningsgrundlaget. SKAT imødekom selskabets anmodning. Selskabet bad endvidere om, at 2/3 af de udgifter, som ikke kan fratrækkes ved indkomstopgørelsen, blev henført til anskaffelsessummen for varemærket [virksomhed1] og 1/3 henføres til anskaffelsessummen for aktierne i [virksomhed1].

SKAT imødekom ikke selskabets anmodning, jf. herom nedenfor.

SKATs afgørelse

Selskabet har fejlagtigt ikke reduceret omkostningen til ICC med 88.750 USD svarende til 524.357 kr. Udgifterne til voldgiftssagen på 11.665.022 kr. skal derfor reduceres med 524.357 kr.

[virksomhed2] har fremført, at selskabet ønsker fradrag for udgifter på i alt 11.161.941 kr., og at udgifterne skattemæssigt kan opdeles i 3 kategorier, der hver især bør behandles forskelligt:

1. Lønomkostninger

2. Advokat/revisoromkostninger

3. Andre omkostninger knyttet til overtagelsen af [virksomhed1]

Årsagen til voldgiftsagen var uenighed mellem parterne om betalingerne for aktier og varemærket [virksomhed1]. Tvisten opstod ikke i etableringsfasen, men på det tidspunkt hvor restkøbesummen for aktierne skulle betales. [virksomhed2] mente, at sælgene ikke havde overholdt sine kontraktlige forpligtigelser i henhold til SPA´en.

Omkostninger i forbindelse med en efterfølgende tvist om betaling for allerede erhvervede aktiver er ikke normalt forekommende udgifter i forbindelse med en virksomhedsudvidelse. Det er kun de undersøgelser og den rådgivning m.v., der er afholdt i forbindelse med selve købet af datterselskabet i indkomståret 2005, som kan fradrages i medfør af ligningslovens § 8 J. Når der efterfølgende opstår en tvist om værdiansættelsen af de købte aktier og anskaffelsessummen for det købte varemærke, må disse udgifter betragtes som formueudgifter, der hverken er fradragsberettiget efter ligningslovens § 8 J eller efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Den del af voldgiftssagsudgifterne, der vedrører advokat- og revisorudgifter, kan ikke fratrækkes efter ligningslovens dagældende § 8 J, stk. 1.

Det er derfor SKATs opfattelse, at der ikke er fradrag for de afholdte omkostninger til rådgivere på 7.375.001 kr.

Lønomkostninger er som hovedregel fradragsberettigede driftsomkostninger jf. statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, men hvis lønomkostningen må antages at være anvendt til selskabets formuedispositioner, vil den ikke kunne fradrages i den almindelige indkomstopgørelse. Dette var bl.a. tilfældet i SKM 2009.271 HR, hvor lønomkostningen ikke havde den tilknytning til selskabets drift, der kræves, for at udgiften kan anses for en driftsomkostning. I afgørelsen, gengivet i SKM 2007.384 LSR, godkendte Landsskatteretten ikke fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for lønomkostninger afholdt i forbindelse med fremstilling af anlægsaktiver til eget brug, men lønudgifterne kunne indgå i anskaffelsessummen og afskrives. Tilsvarende godkendte Østre Landsret ikke i en dom, gengivet i SKM2008.719 ØLD, fradrag for udgifter til ansattes rejser og ophold i forbindelse med udvidelsen af erhvervsvirksomheden. SKAT har derfor ikke godkendt fradrag for lønudgifter på 2.142.769 kr.

Vedrørende opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for varemærket [virksomhed1] er SKAT enig med selskabet i, at afskrivningsgrundlaget i 2008 ikke skal reduceres med 3.744.000 kr. Selskabet har afskrevet varemærket over 6 år. SKAT ansætter afskrivningsperioden til 7 år. Disse to ændringer medfører en nedsættelse af selskabets indkomst med 140.000 kr.

Selskabet har anmodet SKAT om, at der foretages en allokering af omkostningerne til henholdsvis [virksomhed1] varemærket og [virksomhed1]- aktierne. Selskabet har foreslået en fordelingsnøgle således, at 1/3 af omkostningerne tillægges anskaffelsessummen for varemærket [virksomhed1] og 2/3 af omkostningerne henføres til anskaffelsessummen for aktierne i [virksomhed1].

SKAT kan som udgangspunkt tilslutte sig, at 2/3 af omkostningerne vedrører aktierne og 1/3 af omkostningerne vedrører varemærket.

I SKM 2007.773 HR. og SKM 2007.775 HR fandt Højesteret, at ligningslovens § 8 J, stk. 3, for så vidt angår tilfælde, hvor en virksomhed udvides ved erhvervelse af en bestemmende aktiepost i et andet selskab, må forstås således, at bestemmelsen alene omfatter sådanne udgifter til advokat og revisor, som kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve aktiekøbet, herunder udgifter til udfærdigelse af transportpåtegninger, noteringer og anmeldelser. Andre udgifter til bistand fra advokat og revisor, herunder bistand i form af undersøgelser, rådgivning, deltagelse i forhandlinger og udfærdigelse af kontrakter, kan ikke anses for tillæg til købesummen.

Da de afholdte omkostninger ikke har den snævre tilknytning som Højesteret foreskriver i de nævnte afgørelse, kan de omhandlede omkostninger ikke tillægges aktiernes anskaffelsessum. Omkostningerne anses derfor for en ikke fradragsberettiget formueudgift. Det samme gælder de udgifter, som selskabet ønsker tillagt den skattemæssige anskaffelsessum for varemærket [virksomhed1].

SKAT har efterfølgende supplerende henvist til Østre Landsrets dom, gengivet i SKM2013.557 ØLD, hvor landsretten afviste det sagsøgende selskabs anbringende om, at ligningsvejledningen for 2005 indeholdt et klart udsagn om, at alle erhvervsmæssigt betingede lønudgifter kan fratrækkes.

Selskabets opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at selskabet godkendes fradrag for lønudgifter på 2.142.769 kr. Selskabet har endvidere nedlagt påstand om, at et beløb på 3.006.391 kr. aktiveres som anskaffelsessum på varemærket [virksomhed1].

Lønudgifterne på 2.142.769 kr. blev afholdt i forbindelse med voldgiftsagen. Det udførte arbejde dækker over at vidne, fremskaffe dokumentation, redegørelse for forløb m.v. De medarbejdere, som udførte arbejdet, har ikke fået ekstra løn for arbejdet, og lønudgiften er derfor dækket af den ordinære løn.

Der er således tale om ordinære lønudgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets ordinære indkomst. Der foreligger en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelse af lønudgiften og erhvervelsen af selskabets ordinære indkomst.

Omkostninger til lønninger af [virksomhed2] A/S’ ansatte er fradragsberettiget som driftsomkostninger jf. SL § 6, stk. 1, litra a.

Det fremgår af ligningsvejledningen E.B.3.1, at "alle erhvervsmæssigt betingede lønudgifter kan fradrages". [virksomhed2] A/S driver utvivlsomt erhvervsmæssig virksomhed, både for så vidt angår den driftsmæssige aktivitet og for så vidt angår aktivitet som moderselskab, jf. TfS 2004, 542H. Det fremgår således entydigt og forbeholdsløst af ligningsvejledningen, som selskabet kan støtte ret på.

Omkvalificering af sædvanlige lønomkostninger til ikke fradragsberettigede formueudgifter kræver særlig hjemmel. SKAT har til støtte for sin holdning om en omkvalificering af omkostningerne fra en driftsomkostning til en anlægsudgift henvist til SKM2009.271 HR om bonusudbetaling, SKM2007.384 LSR om egenfremstillede anlægsaktiver og SKM2008.719 ØLR om medarbejderes rejse- og opholdsudgifter.

I SKM2009.271 HR var der tale om tildeling af en ekstraordinær bonus, der var betinget af hovedaktionærens interesser og ikke af det udbetalende selskabs interesser. Dette kom bl.a. til udtryk ved, at bonussen blev modregnet i den pris som hovedaktionæren opnåede ved salg af det betalende selskab. En ekstraordinær bonus, der er hægtet op på forhold, der er selskabets drift uvedkommende, og som i øvrigt er tilsigtet et formål, der ikke vedrører driften, kan ikke sammenlignes med almindeligt løbende lønvederlag. I sådanne tilfælde er det ikke afgørende, hvordan bonussen beregnes (f.eks. udvikling i selskabets markedsværdi), så længe formålet er at optimere driften. Højesterets dom kan ikke tages til indtægt for, at ordinære lønvederlag er underlagt begrænsninger i forhold til driftsomkostningsbegrebet i SL § 6, stk. 1, litra a.

I SKM2007.384 LSR var der tale om lønomkostninger, der var afholdt i forbindelse med fremstilling af anlægsaktiver. Landsskatteretten fandt, at disse omkostninger sammen med en række andre løbende omkostninger skulle tillægges anskaffelsessummen for anlægsaktiverne. Der var således tale om periodisering af lønomkostningerne. Det var helt afgørende for denne periodisering, at skatteyderen regnskabsmæssigt havde opgjort omkostningerne som indirekte produktionsomkostninger. Afgørelsen vedrører således ikke en situation, hvor afholdte lønninger ikke kan henføres til anlægsformuen i form af indirekte produktionsomkostninger.

I SKM2008.719 ØLR var der tale om rådgiveromkostninger samt medarbejderes rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med gennemførte og ikke gennemførte dispositioner. Skatteministeriet stillede ikke spørgsmålstegn ved, om lønudgifterne ville have kunnet anses som driftsomkostninger. Det må derfor lægges til grund, at disse i overensstemmelse med praksis blev betragtet som driftsomkostninger efter SL § 6, stk. 1, litra a.

Ingen af de ovenfor refererede domme kan bruges til støtte for at fravige den generelle praksis, der tilsiger, at lønninger afholdt til et selskabs ansatte, i det omfang de ikke regnskabsmæssigt må betragtes som indirekte produktionsomkostninger, er dækket af driftsomkostningsbegrebet efter SL § 6, stk. 1, litra a og således fuldt fradragsberettigede. Der henvises til Landsskatterettens ikke offentliggjorte afgørelse af 8. februar 2011 i sag nr. 12-028412.

Omkostninger, der er afholdt i forbindelse med voldgiftssagen, og som ikke kan fratrækkes i indkomsten efter statsskattelovens § 6, litra a, eller ligningslovens dagældende § 8 J, stk. 1, skal fordeles på henholdsvis [virksomhed1] varemærket og [virksomhed1] aktierne. I den forbindelse er der behov for at introducere en fordelingsnøgle, der kan anvendes til denne opsplitning. På baggrund af en konkret vurdering bør 2/3 af omkostningerne tillægges anskaffelsessummen for [virksomhed1] aktierne, og 1/3 af omkostningerne bør tillægges anskaffelsessummen for varemærket.

Der henvises til UfR 1945,335 HR og LSRM 1960,140 om procesudgifter i forbindelse med erhvervelse af immaterielle aktiver. De nævnte afgørelse vedrører imidlertid erhvervelsen af rettigheden til det immaterielle aktiv og ikke selve aktivet.

Omhandlede sag vedrører især betalingen for aktierne og varemærket. Det bestrides ikke, at udgifterne ikke direkte relaterer sig til erhvervelsen af den skattepligtige indkomst, men til erhvervelsen af aktiverne. Udgifterne skal derfor allokeres til anskaffelsessummen for aktiverne.

Hverken afskrivningslovens § 40 eller aktieavancebeskatningsloven udtaler sig om, hvilke omkostninger, der kan tillægges en anskaffelsessum, og der er ikke offentliggjort praksis, som specifikt tager stilling til spørgsmålet.

SKM2007.773 og SKM2007.775 HR kan ikke påberåbes af SKAT til støtte for, at selskabet ikke skal kunne allokere de omhandlede procesudgifter til anskaffelsessummen for henholdsvis aktierne og varemærket, idet omhandlede sag, som anført af SKAT, ikke drejer sig om fradrag for udgifter afholdt i forbindelse med etablering eller udvidelse af en erhvervsvirksomhed, men om et tvist, der er opstået efterfølgende. De to nævnte Højesterets domme kan derfor ikke påberåbes til støtte for, at de omtvistede udgifter ikke kan tillægges anskaffelsessummen for varemærket. Ligningslovens dagældende § 8 J, stk. 1 og stk. 3, er derfor irrelevant.

Landsskatteretten godkendte derimod i en ikke offentliggjort afgørelse af 8. februar 2011, at procesomkostninger kan allokeres til en salgssum.

Selskabet har efterfølgende bl.a. udtalt, at de faktiske forhold i SKM2007.354 VLD og i SKM2013.557 ØLD ikke er sammenlignelige med forholdene i selskabets sag. De lønudgifter, som SKAT har nægtet selskabets fradragsret for, er ordinære lønudgifter til medarbejdere, som udfører ordinære arbejdsopgaver som led i virksomhedens ordinære drift. Som led i de pågældende medarbejderes almindelige opgaver har de udført opgaver i forbindelse med en voldgiftssag. Sagen drejede sig om pris og vilkår vedrørende et varemærke, som selskabet havde erhvervet for et par år siden. Tidsanvendelse vedrørende retssager m.v. falder inden for de pågældende medarbejders ordinære arbejdsopgaver. Tidsanvendelsen har i øvrigt kun udgjort en mindre del af de pågældende medarbejders samlede arbejdstid i den pågældende periode, og de pågældende medarbejdere har ikke modtaget særskilt vederlæggelse, bonus m.v. for deres udførelse af arbejdsopgaver i forbindelse med voldgiftssagen. Der er derfor tale om ordinære lønomkostninger, som er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets ordinære indkomst.

Landsskatterettens afgørelse og begrundelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Der skal således foreligge en direkte og umiddelbar forbindelse mellem afholdelsen af udgiften og erhvervelsen af indkomsten. Dette kræver dels, at udgiftsafholdelsen ligger inden for de naturlige rammer af virksomheden, dels at udgiften ikke kan karakteriseres som en privatudgift, som er indkomstopgørelsen uvedkommende.

Det fremgår af § 40. stk. 2, i lovbekendtgørelse nr. 1191 af 11. oktober 2007 af lov om skattemæssige afskrivninger (afskrivningsloven), at erhververen af retten til et varemærke fra og med anskaffelsesåret kan afskrive anskaffelsessummen i sin skattepligtige indkomst med indtil 1/7 årligt.

Det fremgår af afskrivningslovens § 45, stk. 1, at anskaffelses- og salgssummer samt godtgørelser og vederlag for aktiver omfattet af denne lov omregnes til kontantværdi, der beregnes ved, at den kontante del af anskaffelsessummen henholdsvis salgssummen lægges sammen med kursværdien af aktivets gældsposter. Afskrivninger foretages på grundlag af den således omregnede anskaffelsessum m.v.

Det fremgår af ligningsvejledningen for erhvervsdrivende for 2008, afsnit E.B.3.1, at alle erhvervsmæssigt betingede lønudgifter kan fradrages. I samme afsnit er der dog henvist til bl.a. SKM2007.354 VLD, hvor landsretten fandt, at en bonus til to direktører for en ekstraordinær arbejdsindsats i forbindelse med salg af selskabet ikke blev anset for en fradragsberettiget driftsomkostning i selskabet.

Landsskatteretten lægger til grund, at [virksomhed2] ved købet af aktierne i [virksomhed1] og varemærket [virksomhed1] i 2005 udvidede sin erhvervsvirksomhed.

Tvisten i voldgiftssagen var, om [virksomhed2] var forpligtet til at betale den resterende købesum på 3.000.000 euro for aktierne, som i henhold til SPA´en skulle betales, når nærmere opregnede betingelser var opfyldt samt om, hvorvidt sælgerne havde afgivet urigtige oplysninger, der havde medført, at [virksomhed1] havde tabt markedsandele. Sagen drejede sig endvidere om, hvorvidt [virksomhed2] havde betalt første afdrag på købesummen for varemærket [virksomhed1], som skulle udnyttes af [virksomhed1].

Det er på den baggrund Landsskatterettens opfattelse, at voldgiftssagen drejede sig om sikring af [virksomhed2]´s formueinteresser.

I overensstemmelse med selskabets omkostningsopgørelse i voldgiftssagen lægger Landsskatteretten til grund, at selskabet afholdte sagsomkostninger på i alt 11.665.022 kr., heri er bl.a. indeholdt lønudgifter til egne ansatte og advokatudgifter på hhv. 2.142.769 kr. og 7.375.001 kr. Bortset fra lønudgifterne på 2.142.769 kr. er det ubestridt, at de øvrige udgifter på i alt 9.522.253 kr. ikke kan fratrækkes som driftsudgifter i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet udgifterne ikke direkte kan henføres til en skattepligtig indkomst.

Landsskatteretten lægger endvidere i overensstemmelse med selskabets forklaringer uprøvet til grund, at de ansatte personer, som varetog selskabets interesser i voldgiftssagen, ikke fik ekstra betaling for deres arbejde med voldgiftssagen, og at de lønudgifter, som selskabet har allokeret til voldgiftssagen, kun udgør en mindre del af den samlede løn, som selskabet i indkomståret udbetalte til de omhandlede medarbejdere.

Landsskatteretten er enig med selskabet i, at erhvervsmæssigt betingede lønudgifter i almindelighed vil kunne fratrækkes, idet der heri ligger en forudsætning om, at udgifterne er medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde den løbende indkomst. Denne formodning kan dog afkræftes i det enkelte tilfælde.

Da det er ubestridt, at en del af lønnen til de ansatte, nemlig et beløb på 2.142.769 kr., er afholdt í forbindelse med varetagelse af selskabets interesser i en voldgiftssag, der drejede sig om sikring af selskabets formue, er lønudgiften ikke medgået til at erhverve, sikre og vedligeholde selskabets løbende skattepligtige indkomst i indkomståret, jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Indholdet i ligningsvejledningen for 2008 fører ikke, som anført af selskabet, til, at de omhandlede lønudgifter til varetagelse af selskabets interesser i voldgiftssagen kan fratrækkes som driftsomkostninger. En lønkrone, der er anvendt af hensyn til formuen, har ikke samtidigt tjent til erhvervelsen, sikringen og vedligeholdelsen af den løbende indkomst i året.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse, hvorefter indkomsten er forhøjet med 2.142.769 kr.

For så vidt angår opgørelsen af anskaffelsessummen efter afskrivningsloven har Højesteret i bl.a. UfR 2009 s. 449 (SKM2008.967 HR), fastslået, at der - ud over købesummen – alene kan medtages sådanne udgifter, som kan henføres til berigtigelse og gennemførelse af selve købet af de afskrivningsberettigede aktiver, jf. herved også Højesterets domme gengivet i UfR 2008.203 og UfR 2008.213 (SKM2007.773 HR og SKM2007.775 HR).

De omhandlede udgifter på i alt 3.006.391 kr. har ikke karakter af handelsomkostninger eller transaktionsudgifter, og udgifterne kan derfor ikke tillægges anskaffelsessummen for varemærket, og Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse vedrørende ansættelsen af afskrivningsgrundlet for varemærket.