Kendelse af 24-04-2014 - indlagt i TaxCons database den 17-05-2014

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Skatteankenævnets afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

2008

Fri sommerbolig til rådighed, jf. ll § 16 A, stk. 9.

147.500

147.500

0

0

2009

Fri sommerbolig til rådighed, jf. ll § 16 A, stk. 9.

152.500

152.500

0

0

2010

Fri sommerbolig til rådighed, jf. ll § 16 A, stk. 9.

122.500

122.500

0

0

Faktiske oplysninger

Klager er hovedaktionær i selskabet [virksomhed1] ApS via sit ejerskab af [virksomhed2] ApS, som ejer 50 % af [virksomhed3] ApS. [virksomhed3] ApS ejer 100 % af anparterne i [virksomhed1] ApS.

Selskabets formål er handel, investering og udlejning af fast ejendom, jf. årsrapporten.

Koncernoversigt er vedlagt som bilag 1.

[virksomhed1] ApS har erhvervet 11 ferielejligheder under opførelse i ”[...]” i [by1], [Spanien], af selskabet [virksomhed4], S.L.

Det fremgår af ”Termination of contract and right to buy”, dateret den 19. oktober 2007, at:

10 lejligheder, bungalows nr. 36, 38, 40, 54, 56, 62, 64, 66, 68, 70 er anskaffet med salg til tredjemand for øje. Der er indbetalt et forskud/depositum i forbindelse med kontraktens indgåelse.
Lejlighed nr. 10 er betalt fuldt ud. Lejligheden er anskaffet til personlig brug. Skøde er endnu ikke underskrevet på tidspunktet for indgåelse af ”Termination of contract and right to buy”.
Køb af Lejlighederne nr. 36, 38, 40, 54, 56, 62, 64, 66, 68, 70 er indgået på en samlet kontrakt, mens lejlighed nr. 10 er købt på en selvstændig kontrakt.
Alle lejligheder er færdiggjorte på tidspunktet for indgåelse af ”Termination of contract and right to buy”, men grundet mangel på interesserede købere, har [virksomhed1] ApS ikke råd til at erlægge den resterede købesum for lejlighederne nr. 36, 38, 40, 54, 56, 62, 64, 66, 68, 70, hvorfor kontrakten vedrørende disse lejligheder opsiges i enighed mellem parterne.
[virksomhed4], S.L. beholder det indbetalte beløb for lejlighederne nr. 36, 38, 40, 54, 56, 62, 64, 66, 68, 70. Det beløb, der er indbetalt ved købet af de 10 ejendomme skal anses som præmie, indbetalt for forkøbsret til lejlighederne.
Skøde på lejlighed nr. 10, som er betalt fuldt ud, skal underskrives af [virksomhed1] ApS inden 31. december 2007.

Lejlighed nr. 10 er købt ved kontrakt af 20. juli 2006 for 320.893 Euro, svarende til 2.392.900 kr. omregnet efter kurs 7,4571.

SKAT har modtaget bilag fra selskabet der viser, at der er modtaget følgende lejeindtægter:

Perioden 1/7 2008 - 31/12 2008:20.877 kr.

Perioden 1/1 2009 - 30/6 2009:7.425 kr.

Perioden 1/1 2010 - 30/6 2010:8.430 kr.

Perioden 30/6 2010 - 31/12 2010:36.161 kr.

SKAT har skønsmæssigt ansat de uger, hvor lejlighed nr. 10 er udlejet til anden side således:

Indkomståret 2008 3

Indkomståret 2009 2

Indkomståret 2010 8

Der er ikke uenighed mellem parterne herom.

Der er ikke udarbejdet en rådighedsfraskrivelse.

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet har anset klager for at være hovedaktionær i [virksomhed1] ApS. Dermed er han også anset for at have bestemmende indflydelse i selskabet, sådan som dette er defineret i aktie-avancebeskatningslovens § 4.

En hovedaktionær som nævnt i aktieavancebeskatningslovens § 4, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en bil, en sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, skal ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Godernes værdi ansættes efter reglerne i henholdsvis § 16, stk. 4, 5, 6 og 9. Hjemmelen hertil findes i ligningslovens § 16 A, stk. 6 (tidligere § 16 A, stk. 9).

Efter ordlyden og forarbejderne til ligningslovens § 16 A, stk. 6 (tidligere stk. 9), og § 16, stk. 5, er det ikke en betingelse for beskatning, at sommerboligen faktisk benyttes af en hovedaktionær. Det har således blandt andet været formålet med bestemmelsen, at skattemyndighederne ikke skal være nødt til at bevise, at sommerboligen er anvendt privat af en hovedaktionær.

Beskatning vil derfor også kunne ske, når der er tale om adgang til at råde eller en råderet.

Afgørende er, om sommerboligen efter en konkret vurdering kan anses for at være stillet til hovedaktionærens rådighed.

Det bemærkes til klagers primære påstand, at SKAT ikke ved sin afgørelse ses at have lagt vægt på repræsentantens udokumenterede redegørelse og forklaringer omkring [person1]s brug af og planer med lejlighed nr. 10. SKATs afgørelse om beskatning af klagers rådighed over ferielejligheden findes således ikke at hvile på en vurdering af [person1] forhold, men på den i sagen foreliggende dokumentation.

Klagers primære påstand kan således ikke tages til følge.

Skatteankenævnet har bemærket, at det fremgår af den indsendte ”Termination of contract and right to buy”, dateret den 19. oktober 2007, at lejlighed nr. 10, i modsætning til de øvrige 10 lejligheder, er anskaffet til personlig brug. Der foreligger ikke en rådighedsfraskrivelse, ligesom der ikke i øvrigt foreligger nogen dokumentation for, hvori den personlige brug består.

Repræsentantens forklaring, hvorefter lejligheden i første omgang var anskaffet til brug for virksomhedens markedsføring m.v. kan ikke mod den klare ordlyd i ”Termination of contract and right to buy” lægges til grund.

Heller ikke repræsentantens forklaring omkring et planlagt efterfølgende salg til [person1] kan afkræfte formodningen for, at klagers som hovedaktionær har haft rådighed over lejligheden.

Det bemærkes hertil særligt, at det ikke er afgørende for beskatningen, om klager rent faktisk har anvendt lejligheden privat, jf. hertil SKM2009.558.HR.

Når henses til, at lejligheden ifølge kontrakten udtrykkeligt – i modsætning til øvrige lejligheder – er anskaffet til privat brug, kan det ikke tillægges vægt, at der sker en udlejning af øvrige ejendomme i koncernen, ligesom repræsentantens oplysninger omkring udlejning af lejlighed nr. 10 ikke kan føre til et andet resultat.

Klagers repræsentant har til støtte for klagen endvidere henvist til SKM2009.558.HR (TfS 2009,903) modsætningsvis. Det er anført, at Højesteret i sin begrundelse lægger vægt på, at selskabet ikke i øvrigt drev udlejningsvirksomhed. Repræsentanten gør gældende, at [virksomhed1] og dermed lejlighed nr. 10, har sammenhæng med koncernens øvrige erhvervsmæssige formål, hvormed der, i modsætning til afgørelsen i SKM2009.558.HR er en egentlig erhvervsmæssig begrundelse for investeringen i projektet/ejendommen, og dette uanset om lejligheden har været udlejet eller ej.

Ifølge kontrakten er lejlighed nr. 10 utvivlsomt anskaffet til privat benyttelse.

Med samme begrundelse er heller ikke SKM2009.459.LSR (TfS 2009,895) sammenlignelig med nærværende sag, idet Landsskatteretten ved afgørelsen har lagt vægt på, at ejendommen var erhvervet som led i driften at selskabet. Lejlighed nr. 10 ifølge den foreliggende dokumentation ikke er erhvervet som led i driften af selskabet, men er anskaffet til privat benyttelse.

Klager anses på denne baggrund i sin egenskab af hovedaktionær i [virksomhed1] at have haft adgang til at benytte lejligheden privat, og denne må derfor anses for at være stillet til klagers rådighed, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 6, tidligere stk. 9, jf. ligningslovens § 16, stk. 5.

Vedrørende den mest subsidiær påstand, er den skattepligtige værdi af en sommerbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 0,5 pct. pr. uge af ejendomsværdien pr. 1. oktober året før rådighedsåret eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. 1. oktober året før rådighedsåret, for hver af ugerne 22-34 og 0,25 pct. for hver af årets øvrige uger, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, 1. pkt.

Det følger af ligningslovens § 16, stk. 5, at hovedaktionæren må anses for at have haft sommerhuset til rådighed hele året, men at den skattepligtige værdi skal nedsættes i forhold til antallet af dage, hvor det har været stillet til rådighed for eller udlejet til andre personer. SKAT's opgørelse må anses for at være foretaget i overensstemmelse hermed, og klager ses at være enig i det antal uger, hvor lejligheden er anset udlejet til anden side.

SKAT har ansat værdien af ferielejligheden til anskaffelsessummen i 2007 på 2.392.900 kr. med et nedslag på 16 %, som følge af den globale krise. Værdien er herefter sat til 2.000.0000 kr. Til støtte for den skønsmæssige ansættelse er henvist til tal fra [finans1], som er gengivet i på www.[...].dk den 30. august 2010 og 1. marts 2011, hvoraf fremgår, at priserne på ferieboliger på [Spanien] på dette tidspunkt er faldet med 15,5 % siden 2006-2007.

Klager findes ikke ved de indsendte bilag at have godtgjort, at skønnet hviler på et forkert grundlag, eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat.

Klagers bilag 2 består af et print fra en hjemmeside, hvoraf fremgår af et ”Town House” er sat til salg for 151.500 Euro. Det fremgår ikke nærmere, hvorfra printet stammer eller hvilken dato huset er sat til salg.

Klagers bilag 3 er en mail til [person1] fra [person2], [virksomhed5], sendt den 7. november 2011. Mailen har følgende ordlyd:

”Hej [person1]

Her er så din bekræftelse af købesummen på € 177.500 + 7 % moms € 12.425 = € 189.925.

Håber du (= din revisor) er tilfreds med mit arbejde, ellers må I lige kontakte mig igen.

--- ”

Klagers bilag 4 er (del af) en mail fra en [person3] til [person4]. Mailen er sendt 17. januar 2012, og har følgende ordlyd:

”Nedenfor gammel salgsopstilling – 157 tEUR + moms.”

Der er herefter indsat et meget utydeligt skærmbillede.

Bilagene anses ikke at være så præcise i angivelse af ejendommene, datoer for salg m.v., at de findes at kunne danne grundlag for et ændret skøn. De anførte mails er dateret henholdsvis 7. november 2011 og 17. januar 2012.

Skatteankenævnet kan endvidere henvise til angivelse af prisudviklingen fra [finans1].dk, som er indhentet den 23. juli 2012. Det fremgår heraf, at boligpriserne i Spanien er faldet yderligere siden 2010, som er sidste indkomstår, der er omfattet af denne klage. Således er priserne i [by2] ([Spanien]) faldet med 4,4 % i 2011. Udskrift fra [finans1].dk er vedlagt som bilag 4.

Da klageren ikke har godtgjort, at skønnet over ferielejlighedens værdi i de omhandlede indkomstår hviler på et forkert grundlag, eller har ført til et åbenbart urimeligt resultat, er SKATs afgørelse stadfæstet.

Rådigheden beskattes som personlig indkomst, jf. personskattelovens § 3, stk. 1, jf. person-skattelovens § 4, stk. 1, sidste punktum.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt principal påstand om, at der ikke skal ske beskatning af fri ferielejlighed for indkomstårene 2008, 2009 og 2010.

Såfremt Landsskatteretten måtte finde, at der skal ske beskatning af klager i medfør af ligningslovens § 16 a, stk. 6, nedlægges subsidiært påstand om, at ferielejlighedens værdi i beskatningsmæssig henseende skal ansættes til 1.200.000 kr.

Som argumentation for den principale påstand har repræsentanten anført, at klager, [person5], via sit holdingselskab [virksomhed2] ApS, ejer 50 % af [virksomhed6] A/S, der er eneejer af [virksomhed1] ApS, som erhvervede de 11 ferielejligheder på [Spanien]. I forhold til definitionen i aktieavancebeskatningslovens § 4 har klager — indirekte — status af hovedaktionær, men har ikke bestemmende indflydelse i selskabet [virksomhed1] ApS - i modsætning til det af Skatteankenævnet anførte.

Af de grunde der fremgår på siderne 12 og 13 i Skatteankenævnets sagsfremstilling gøres det gældende, at det i realiteten er [person1], der har kontrol med selskabet, idet [person5] udelukkende er at betragte som “sleeping partner”.

Den omhandlede ferielejlighed nr. 10 er ikke af selskabet [virksomhed1] ApS anskaffet med det formål at stille den til rådighed for dets ultimative ejere. Lejligheden skulle, som den først færdig byggede, anvendes som “udstillingsmodel” for de 10 andre lejligheder, der udelukkende blev erhvervet med videresalg for øje. Når disse 10 lejligheder var solgt, var det meningen, at lejlighed nr. 10 skulle overdrages til selskabets direktør, [person1], der via sit ejerskab af [virksomhed7] ApS indirekte er medejer af [virksomhed1] ApS. Det har således aldrig været meningen, at klager, der aldrig har haft noget med driften i [virksomhed3] ApS at gøre, skulle anvende den pågældende lejlighed privat.

Det er, jf. Højesterets afgørelse refereret i TFS 2009.903 en betingelse for, at beskatning i medfør af ligningslovens § 16 a, stk. 6 indtræder, at den pågældende ferielejlighed efter en konkret vurdering må anses for at være stillet til hovedaktionærens rådighed til privat brug, Det forhold, at oprindeligt ferielejligheden blev anskaffet til markedsmæssig brug og dernæst til overdragelse til selskabets direktørs/medhovedaktionær, medfører ikke uden videre, at der skal beskattes efter i ligningslovens § 16A, stk. 6. Når det samtidigt tages i betragtning at den oprindeligt tiltænkte overdragelse til direktør [person1] efter salget af de 10 øvrige lejligheder, grundet den indtrådte finansielle krise på ejendomsmarkedet, ikke viste sig realiserbar, og at lejligheden derfor nu indgår som et almindeligt driftsaktiv i koncernens ejendomsportefølje, taler det endnu mere for, at der intet privat beskatningselement er til stede i sagen.

I den nævnte højesteretsdom blev der lagt vægt på, det anskaffende selskab ikke drev udlejningsvirksomhed, at lejligheden var anskaffet på vilkår, der måtte anses for udformet med henblik på at sikre adgang til en vis brug for ejeren, samt at selskabets eneanpartshaver var den eneste, der havde adgang til at benytte lejligheden til eget brug. De forhold, der gjorde sig, gældende i Højesterets dom, er ikke til stede i nærværende sag. For det første har det anskaffende selskab, [virksomhed1] ApS, til formål at opføre og videresælge ferieboliger på [Spanien]. For det andet er købsvilkårene for ferielejlighed nr. 10 ikke udformet med det formål at sikre en vis form for privat brug for klager. Formålet var som ovenfor nævnt, at lejligheden skulle virke i markedsføringsmæssig henseende og dernæst overdrages til selskabets direktør og medhovedaktionær, [person1]. For det tredje er der i nærværende sag flere aktionærer og ikke kun en eneaktionær, der kunne anvende ferielejligheden. Præmisserne i Højesterets dom taler således, modsætningsvis, for, at klager på baggrund af ‘de faktiske omstændigheder i sagen’ ikke skal beskattes af fri feriebolig.

I Landsskatterettens kendelse refereret i TFS 2009.895 LSR gentages det, jf. Højesterets ovennævnte dom, afgørelsen efter ligningslovens § 16A, stk. 6 beror på en samlet konkret vurdering.Når der på baggrund af sagens omstændigheder foretages en sådan konkret vurdering, vil man komme frem til, at klager i skattemæssig henseende ikke har haft rådighed over ferielejligheden. Det skal særligt bemærkes, at det forhold, at klagers medaktionær, [person1], har haft rådighed over den pågældende ferielejlighed, ikke kan føre til, at klager derved automatisk også beskattes i medfør af ligningslovens § 16 a, stk. 6.

Til støtte for den subsidiære påstand har repræsentanten anført, at lejlighedens værdi i skattemæssig henseende skal ansættes til 1.200.000 kr. Der henvises herved til det af klagers repræsentant anførte på siderne 10 ff. i Skattankenævnets sagsfremstilling. Der henvises endvidere til de som bilag 2, 3 og 4 fremlagte oversigter over udbudspriser for identiske lejligheder på [Spanien]. Endvidere skal det bemærkes, at klager i årsrapporten 2009/2010 og 2010/2011 har nedskrevet ferielejlighedens værdi betydeligt.

Landsskatterettens afgørelse

Ifølge ligningslovens § 16A, stk. 6, skal en hovedanpartshaver, der modtager udbytte fra selskabet i form af, at der stilles en bil, sommerbolig, en lystbåd eller en helårsbolig til rådighed, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregne værdien af godet tillagt eventuelt sparet privatforbrug i relation til godet. Godernes værdi ansættes efter reglerne i henholdsvis § 16, stk. 4, 5, 6 og 9.

Den skattepligtige værdi af en sommerbolig, sættes til 1/2 % pr. uge af ejendomsværdien pr. 1. oktober året før rådighedsåret eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. 1. oktober året før rådighedsåret, for hver af ugerne 22-34 og ¼ % for hver af årets øvrige uger, jf. ligningslovens § 16, stk. 5, 1. pkt.

I henhold til ligningslovens § 16, stk. 5, 2. pkt. er der en formodningsregel, hvorefter en ansat direktør eller anden medarbejder, med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, der som led i ansættelsesforholdet får stillet en sommerbolig til rådighed, anses for at have sommerboligen til rådighed hele året. Samme regler gælder for hovedaktionærer efter ligningslovens § 16A, stk. 6. Denne formodningsregel finder dog ikke anvendelse for så vidt angår fri bolig, hvor selskabet driver erhvervsvirksomhed med køb og salg eller udlejning af ejendomme.

Landsskatteretten finder, at det må lægges til grund, at erhvervelsen af ejendommen lejlighed nr. 10 på [Spanien] har været et led i driften i det overordnede selskab [virksomhed3] ApS, der har til formål at erhverve, sælge og udleje ejendomme. Lejlighed nr. 10 må herefter betragtes som et driftsaktiv, og formodningen om privat rådighed kan dermed ikke anvendes. Ved afgørelsen er der lagt vægt på, at der er fremlagt dokumentation for, at koncernen ejer og udlejer adskillige andre ejendomme og på, at faktisk privat anvendelse eller privat anskaffelsesformål ikke er påvist.

Landsskatteretten nedsætter Skatteankenævnets afgørelse.