Kendelse af 24-06-2015 - indlagt i TaxCons database den 14-08-2015

Indkomståret 2009

SKAT har ikke godkendt fradrag på 17.000 euro for køb af vin i Italien.

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

Faktiske oplysninger

Klageren driver enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1] med branchekode 562100: Event catering.

Virksomheden beskæftiger sig med at lave mad mv. til forskellige arrangementer og har adresse på klagerens private bopæl.

I 2008 bestilte klageren diverse flasker vin til et samlet beløb på 17.000 euro hos [virksomhed2] i Italien. Der er fremlagt udskrift af 12. januar 2010 vedrørende faktura nr. 182/08 af 5. februar 2008.

Klageren har oplyst, at fakturaen først blev betalt i 2009. Der er fremlagt en betalingskvittering fra [finans1], hvor af det fremgår, at der blev betalt 14.000 euro i henhold til faktura nr. 182/08 17. september 2008.

Der er ikke fremlagt dokumentation for, hvornår det resterende beløb blev betalt.

SKATs afgørelse

SKAT har ikke godkendt fradrag på i alt 17.000 euro for køb af vin i Italien.

Der er ikke fremlagt en egentlig faktura, men blot en bekræftelse på, at vinen er betalt.

Fakturaen vedrører køb af vin foretaget i 2008. Udgiften kan derfor ikke fratrækkes i indkomståret 2009.

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag på i alt 17.000 euro for køb af vin i Italien.

Det er forkert, at SKAT har anført, at der ikke er tale om en faktura, men at det er en betalingsbekræftelse. Det fremgår klart og tydeligt, at der er tale om en faktura med nummer. Fakturaen er vedlagt.

Bestilling af vinen foregik i 2008, men betalingen skete først i 2009. Der er fremlagt kvittering på overførslen fra [finans1].

Beløbet er ikke medtaget i årsregnskabet for indkomståret 2008 eller for indkomståret 2010. Klageren anmoder derfor om, at det godkendes fradraget i indkomståret 2009.

Landsskatterettens afgørelse

I henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kan udgifter, som i årets løb er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages ved indkomstopgørelsen.

Det fremgår af fakturaen fra [virksomhed2], at bestillingen af vinen er foretaget i februar 2008 og af den vedlagte betalingskvittering fra [finans1] fremgår, at størstedelen af fakturaen er betalt 17. september 2008. Beløbet kan derfor ikke fratrækkes i indkomståret 2009.

Klageren har i sin klage anført, at betalingen først er sket i 2009. Dette kan dog ikke lægges til grund, da det fremgår af betalingskvitteringen, at en del af betalingen er sket i 2008. Såfremt den resterende del af fakturaen er blevet betalt i 2009, kan der heller ikke godkendes fradrag for den del af udgiften i indkomståret 2009. Fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, forudsætter efter praksis, at der er opstået en endelig retlig forpligtelse til at betale det pågældende beløb, og at beløbet kan gøres endeligt op, hvilket var i februar 2008. Der stilles normalt ikke krav om, at beløbet er betalt eller er forfaldent til betaling, jf. hermed SKATs juridiske vejledning 2012 C.C.2.5.3.3.1.

Der kan dermed ikke godkendes fradrag for udgiften på i alt 17.000 euro i indkomståret 2009.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.