Kendelse af 19-02-2015 - indlagt i TaxCons database den 25-04-2015

Sagen vedrører opgørelsen af selskabets afskrivningsgrundlag for distributionsnet og ejendomme ved indskydelsen af den kommunale spildevandsforsyningsvirksomhed i selskabet.

Landsskatterettens afgørelse

Selskabsindkomst (Indkomståret 2007)

SKAT har ændret den af selskabet

selvangivne skattemæssige saldo for distributionsnet

fra 1.292.360.000 kr. til284.023.928 kr.

Herefter har SKAT alene godkendt

fradrag for 25 % af 284.023.928 kr. svarende til 71.005.982 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

SKAT har endvidere ændret det af selskabet

selvangivne afskrivningsgrundlag for ejendomme

fra 17.218.000 kr. til 7.388.900 kr.

Herefter har SKAT alene godkendt

fradrag for 5 % af 7.388.900 kr. svarende til 369.445 kr.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S (selskabet) blev stiftet den 13. december 2007 ved et apportindskud af virksomheden [virksomhed2] fra [kommunen]. Selskabet blev stiftet som et almindeligt skattepligtigt aktieselskab omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1. Regnskabsmæssigt skete stiftelsen med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2007, mens den skattemæssige stiftelse skete den 13. december 2007.

Ifølge selskabets årsrapport for 2007 er selskabets aktivitet etablering og løbende vedligeholdelse af spildevandsnettet og renseanlæg i [kommunen]. Personalet lejes fra [virksomhed3] A/S. Alle aktierne i selskabet ejes af [virksomhed4] A/S, der ejes direkte af [kommunen].

Aktiverne omfattet af apportindskuddet bestod af distributionsanlæg i form af kloakledninger og bassiner. Herudover var til distributionsaktiverne også knyttet pumpestationer. Endvidere blev der overdraget anlægsaktiver i form af grunde, bygninger og øvrige anlæg samt kørertøjer, værktøj og lignende.

I henhold til vurderingsberetningen med tilhørende åbningsbalance pr. 1. januar 2007 har selskabet regnskabsmæssigt opgjort værdierne ved apportindskuddet af virksomheden [virksomhed2]på følgende måde:

Som vederlag for den indskudte virksomhed modtoges nominelt 50.000.000 kr. aktier til kurs 937,02 svarende til en overkurs på 418.510.000 kr., hvilket gav en samlet egenkapital på 468.510.000 kr. Herudover overtog selskabet en række gældsforpligtelser for 39.038.000 kr.

Af selskabets skattemæssige opgørelser for regnskabsåret 2007 fremgår, at selskabet har opgjort følgende skattemæssige åbningsbalance den 13. december 2007:

Det er oplyst, at den skattemæssige værdi af distributionsanlægget pr. 13. december 2007 er opgjort til den nedskrevne genanskaffelsesværdi.

Selskabet har opgjort afskrivningsgrundlaget for bygningerne den 13. december 2007 til 17.218.000 kr. Beløbet er fremkommet ved, at den samlede værdi af selskabets ejendomme på 24.209.000 kr. er fratrukket værdien af grunde på 6.991.000 kr.

Ifølge årsrapporten for 2007 var værdien af selskabets grunde og bygninger ifølge den offentlige vurdering pr. 1. januar 2007 13.681.000 kr.

For så vidt angår selskabets etablering er der fremlagt et rådgivernotat af 29. november 2007 udarbejdet af selskabets repræsentant med titlen ”Notat vedrørende etablering af aktieselskab inden for vand-, spildevand- og fjernvarmeområdet, herunder opgørelse af åbningsbalancer og udarbejdelse af budgetter med henblik på eventuel selskabsdannelse”. Af det pågældende notat fremgår blandt andet følgende:

”2. Sammenfatning

Tarifmæssige overvejelser

(...)

[kommunen] har valgt en prisstrategi der sikrer, at indtægter i vand- og spildevandsforsyningen kan dække drift og vedligeholdelse, nødvendige investeringer i ledningsnettet, en tilstrækkelig kapital til at sikre det økonomiske fundament for henholdsvis vand- og spildevandsforsyningen samt på sigt en værdisikring af kapitalen i niveauet 2-3 %. Den valgte prisstrategi kræver en takststigning for henholdsvis vand og spildevandsforsyningen på 82 % og 25 %, hvilket svarer til en forbrugeroplevet prisstigning på henholdsvis 40 % og 23 %. Såfremt [kommunen] herudover ønsker at skabe økonomisk råderum til fuld forrentning af den investerede kapital, vil det kræve en takststigning for vand- og spildevandsforsyningen på henholdsvis 191 % og 140 %.

En gradvis prisstigning kan stå over for den problemstilling, at den vil blive ramt af prisloftet, som forventes at træde i kraft 1. januar 2009.

Vælger kommunen at sætte prisen op, inden den nye prisregulering træder i kraft, vil en sådan stigning skulle overholde de nugældende regler om hvile-i-sig-selvsprincippet.

Det er vores anbefaling, at prisstrategien for vand- og spildevandsforsyningen overvejes, herunder overvejelser om prisstigninger for vand- og spildevandsforsyningen. Alt efter afvejningen mellem muligheder for kapitaldannelse og hensynet til forbrugerne, kan prisstigningerne gennemføres uden at kommunens priser vil stige mere end til prisniveauet for sammenlignelige kommuner.

(...)

Kapitalforhold og åbningsbalancer

Arbejdet med åbningsbalancerne viser, at der er betydelige værdier gemt i vand- og spildevandforsyningen, men størrelsen er afhængig af taksterne. Ved opgørelse af anlægsværdierne er der taget udgangspunkt i nedskrevet genanskaffelsesværdi og en revurderet restlevetid for eksisterende anlæg. Forudsættes et stabilt højt prisforløb, der giver dækning for pensionsforpligtigelser, re- og nyinvesteringer i net samt fuld forrentning af kapitalen, er værdierne opgjort til ca. 460 mio. kr. for vandforsyningen og ca. 1.390 mio. kr. for spildevandforsyningen.

Som konsekvens af den forudsatte prisstrategi baseret på ovenstående krav til prisen, er der foretaget en vurdering af aktiverne til en skønnet markedsværdi på 200 mio. kr. for vand og 500 mio.kr. for spildevand.

Når selskabet først er etableret, kan værdiansættelsen ikke ændres. Konstateres det senere, at aktiverne har en højere værdi, kan de godt opskrives i årsrapporten, men ikke med samme virkning som åbningsbalancen.

Da vilkårene i den kommende økonomiske regulering ikke er kendt i detaljer, skal man være opmærksom på, at det ikke kan udelukkes, at den nye regulering kan føre til behov for yderligere regnskabsmæssig nedskrivning af værdierne i de to aktieselskaber.

(...)

4 Selskabsetablering i 2007 eller senere

(...)

[kommunen]s vurdering af markedsværdien indebærer, at anlægsaktiverne skal nedskrives til fra 463 mio. kr. til 200 mio. kr. for vandforsyningen og 1.393 mio. kr. til 500 mio. kr. for spildevandsforsyningen. For at give en indikation af, hvilken betydning denne forudsætning har for den økonomiske fordel for kommunen ved selskabsetablering i 2007 frem for 2008, har vi opsat nedenstående tabel. Den angiver skattefordelen m.v. ved at stifte i 2007 frem for 2008, når værdierne bliver opgjort til markedsværdi.

(...)

Tabel 2: Skattefordel for Spildevandsforsyningen ved etablering i 2007 frem for 2008

Den økonomiske fordel er meget afhængig af investeringsomfanget de kommende år, ligesom den eventuelle forrentning (overskud) som kommunen opnår, indvirker positivt på fordelen.

(...)

5.4 Tariffer på vand og spildevand

(...)

En analyse af de langsigtede omkostninger til drift af vand- og spildevand viser, at det nuværende prisniveau ikke giver dækning for drift og vedligeholdelse samt de nødvendige investeringer i ledningsnettet. Hvis de initiativer, der fremgår af regeringens oplæg ”Serviceeftersyn i vandsektoren” udmøntes i konkrete initiativer, risikerer kommunen, at vand- spildevandsforsyningens kan blive låst fast på det eksisterende niveau uden mulighed for efterfølgende at forhøje priserne. Et fuldt prisstop vil således bevirke, at vand- og spildevandsforsyningen ikke vil have midler til at foretage de nødvendige investeringer, ligesom der ikke vil være midler til eventuel forrentning af den kapital, der er investeret i vand- og spildevandsforsyningen.

Som følge af ovenstående har administrationen revurderet prisstrategien for vand- og spildevandsforsyningen. For at sikre forsyningerne mulighed for fremover at afholde de løbende drifts- og vedligeholdelsesomkostninger samt de nødvendige investeringer har [kommunen] besluttet en forhøjelse af tarifferne. Konkret betyder dette, at taksten for vand skal stige med 82 % pr. 1. januar 2008 og taksten for spildevand skal stige med 25 % i perioden 2008 – 2009. Som følge af afgifter vil forbrugerne dog opleve en mindre prisstigning for henholdsvis vand og spildevand. Ses der på betalingen for hver enkelt forsyningsart, vil det svare til en forøgelse af betalingen for vand med ca. 40 % pr. 1. januar 2008 og samlet forøgelse af betalingen for spildevand med 23 % i perioden 2008 til 2009. Herefter fremskrives taksterne med inflationen 2 % årligt.

Prisstigningen pr. 1. januar 2008 er indarbejdet i de budgetter, der fremgår af afsnit 7 i nærværende rapport. Fra 1. januar 2008 og frem er såvel indtægter (dvs. tarifferne), omkostninger og investeringer forudsat at stige med inflationen, der pt. er skønnet til 2 % p.a.

De værdier, der fremgår i de indikative åbningsbalancer for såvel vand- som spildevandsforsyningen (se afsnit 6), er baseret på ovennævnte budgetter, hvori den nye prisstrategi er indarbejdet. Af de indikative åbningsbalance kan det udledes, at prisstrategien sikrer et tilstrækkeligt økonomisk fundament for de fremtidige selskaber, men prisstigningen giver dog ikke på sigt mulighed for fuld forrentning af den investerede kapital.

Såfremt [kommunen] på langt sigt ønsker at opnå fuld forrentning af den kapital, der er investeret i henholdsvis vand- og spildevandsforsyningen, er det nødvendigt at sætte taksterne op med 191 % og 140 %. Den forbrugeroplevede prisstigning vil i dette tilfælde være 93 % for vand og 122 % for spildevand. En gennemsnitlig husstand med et forbrug på 120 m³ årligt vil med sådanne prisstigninger opleve en samlet stigning i betalingen for vand og spildevand inklusive afgifter og moms på i alt 113 %.

Nedenfor er vist resultaterne af den foretagne analyse af vand- og spildevandsforsyningens forbrugeroplevede priser. Alle prisstigninger er beregnet ud fra de pr. 1. januar 2007 gældende priser.

Noter

1) Prisstigning hvor der opnås fuld forrentning af nedskrevet genanskaffelsesværdi

2) Valgt prisstrategi for år 2008

3) Valgt prisstrategi for år 2009

(...)

6 Principper for opgørelse af åbningsbalancer

6.1 Værdiansættelse af anlægsaktiver

Værdiansættelse af vand- og spildevandforsyningens ledningsanlæg er baseret på et skøn over markedsprisen pr. stiftelsesdagen. Markedsværdien af ledningsnettet er opgjort med udgangspunkt i forsyningernes anlægsregistreringer og værdiansat til genanskaffelsespriser nedskrevet for slid og ælde. Opgørelsesmetoden medfører normalt en væsentligt højere værdi af ledningsnettet end en opgørelse baseret på historiske anskaffelsessummer.

Værdiansættelsen af anlægsaktiverne er foretaget af [virksomhed5] og [virksomhed6] ifølge en arbejdsfordeling udarbejdet af [kommunen]. [kommunen] er ansvarlig for, at anlægsbestanden til brug for værdiansættelsen er fuldstændig. Ligeledes er de ansvarlig for, at forsyningernes komponenter kun indgår i værdiansættelsen hos enten [virksomhed5] eller [virksomhed6].

[virksomhed5] har udarbejdet en rapport vedrørende grundlaget for den del af værdiansættelsen, som de har været ansvarlig for.

Med udgangspunkt i en standardiseret levetid er der foretaget en revurdering af restlevetiden for anlægsaktiverne. Denne revurdering har ikke betydet nogen væsentlig ændringer af forsyningens værdier.

Det er en forudsætning for den foretagne værdiansættelse af ledningsnettet, at den opgjorte markedsværdi kan retfærdiggøres ud fra den fremtidige indtjening i selskabet. Den fremtidige indtjening fremgår af de budgetter, der er udarbejdet i forbindelse med selskabsstiftelsen. Som følge af den valgte prisstrategi beskrevet i afsnit 5.4 er anlægsaktiverne nedskrevet til en lavere opgjort genindvindingsværdi efter årsregnskabslovens regler. Anlægsværdierne er således nedskrevet fra 463 mio. kr. til 200 mio. kr. på vand og fra 1.393 mio. kr. til 500 mio. kr. på spildevand.

Såfremt det efterfølgende viser sig, at den fremtidige indtjening ikke længere retfærdiggør opretholdelsen af den opgjorte værdi af ledningsnettet, vil ledningsnettet skulle nedskrives yderligere. Det kan f.eks. være tilfældet såfremt der introduceres en prisregulering, der afviger væsentligt fra det forventede. Dette forhold bør der være opmærksomhed omkring hos ejeren.”

SKATs afgørelse

SKAT har ændret den af selskabet selvangivne skattemæssige saldo for distributionsnet

fra 1.292.360.000 kr. til 284.023.928 kr. og herefter alene godkendt fradrag for afskrivning på 71.005.982 kr.

SKAT har endvidere ændret det af selskabets selvangivne afskrivningsgrundlag for ejendomme fra 17.218.000 kr. til 7.388.900 kr. og herefter alene godkendt fradrag for afskrivning på 369.445 kr.

Til støtte for afgørelsen har SKAT overordnet anført, at overdragelsen af spildevandforsyningsaktiviteten fra [kommunen] til [virksomhed1] A/S er en transaktion, der er omfattet af ligningslovens § 2, hvilket medfører, at prisen for aktiviteten derfor skal fastsættes i overensstemmelse med, hvad der kunne være opnået, hvis transaktionen var afsluttet mellem uafhængige parter – dvs. på armslængdevilkår.

SKAT har nærmere anført, at SKAT har været nødsaget til at udøve et skøn over handelsværdien af selskabets aktiver, idet det selvangivne afskrivningsgrundlag ikke er udtryk for armslængdeprisen for de aktiver, som blev apportindskudt i selskabet, jf. ligningslovens § 2, og at det pågældende skøn kun kan tilsidesættes, hvis selskabet godtgør, at det er åbenbart urimeligt eller udøvet på et klart fejlagtigt grundlag, jf. SKM2005.368H og SKM2009.37H. Selskabet har ikke formået at løfte bevisbyrden for, at skønnet kan tilsidesættes.

SKAT har i denne forbindelse henvist til, at det følger af Skatteministeriets svar på spørgsmål 5 fra [virksomhed7] af 1. april 2009 til ændringsloven nr. 460 af 26. februar 2009, der ændrede en række love, herunder selskabsskatteloven, som følge af reformen af vandsektoren, at vand- og spildevandsforsyningerne ikke kan anvende nedskrevne genanskaffelsespriser som sådan som indgangsværdier, medmindre det kan dokumenteres, at det således opgjorte beløb svarer til aktivets handelsværdi. Ligeledes fremgår det af Skatterådets afgørelse af 28. marts 2011, offentliggjort SKM2011.220.SR, at genanskaffelsesværdien, korrigeret for restlevetid, kun kan anses for at være handelsværdien, hvis det dokumenteres, at de to værdier svarer til hinanden. Af rådgivernotatet af 29. november 2007 fremgår, at værdiansættelse af aktiverne til nedskrevne genanskaffelsesværdier som udgangspunkt vil give en værdi, der klart overstiger de pågældende aktivers handelsværdi. Dette ses bl.a. af opgørelsen af de regnskabsmæssige værdier i forbindelse med apportindskuddet, hvor anlægsaktiverne er værdiansat til 500 mio. kr. De regnskabsmæssige værdier benævnes endvidere i det pågældende notat som opgjort til ”markedsværdi”. Værdien af de indskudte anlægsaktiver ved anvendelsen af nedskrevne anskaffelsesværdier er derimod opgjort til 1.390 mio. kr.

Derudover har SKAT henvist til, at selskabet for perioden 2007 til 2010 alene har en gennemsnitlig afkastgrad (resultat før finansielle poster * 100/samlede aktiver) på 2,1 % baseret på selskabets regnskabsmæssige værdier, hvilket er væsentligt under den gennemsnitlige afkastgrad for en risikofri investering i danske statsobligationer, der i perioden fra 2008 til 2010 havde en gennemsnitlig afkastgrad på 3,8 %. Da en investering i sikre danske statsobligationer således ville give et højereafkast end en investering i forsyningsvirksomhed, kan hverken den regnskabsmæssige eller den meget højere skattemæssige værdiansættelse være udtryk for den pris, som en uafhængig tredjemand ville betale selskabets aktiver efter ligningslovens § 2. I tilknytning hertil har SKAT gjort gældende, at en afkastgrad på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2 skal fastsættes på baggrund af, hvad en uafhængig investor ville kræve i afkast, og at en uafhængig investor aldrig ville foretage en investering, hvor afkastet er mindre end den risikofrie rente.

SKAT har videre til støtte for afgørelsen anført, at den bedste måde at fastlægge handelsværdien for selskabets skatterelevante aktiver på er at tage udgangspunkt i en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode, idet der for det første bliver henset til den specifikke lovmæssige regulering af indkomsten, som gælder for selskabet, for det andet vil selskabets pengestrømme kunne opgøres med relativ stor sikkerhed, og for det tredje vil pengestrømmene med stor sandsynlighed kunne forventes i en længere periode. SKAT har endvidere henvist til, at FSR i december 2002 har udarbejdet et rådgivningsnotat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele, hvoraf fremgår, at den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode benævnt ”den tilbagediskonterede cash flow-model” (DCF-model) er blandt de mest benyttede værdiansættelsesmetoder i praksis.

SKAT har herefter anvendt DCF-modellen til at opgøre værdien af de aktiver, som selskabet ved apportindskuddet henførte til den skattemæssige saldo for distributionsnettet, på følgende måde:

”[virksomhed1] A/S har ved dets repræsentant [virksomhed6] valgt ikke at indsende de af SKAT, Store Selskaber udbedte budgetter, da det, ifølge [virksomhed6], ikke er relevant at anvende en cash flow model i forhold til at opgøre afskrivningsgrundlaget for de enkelte aktiver i [virksomhed1] A/S. På den baggrund har SKAT, Store Selskaber, skønnet værdien ved anvendelse af den nedenstående metode. Ved metoden er der særlig henset til at indkomsten langsomt vil blive udfaset (henfalder), når der til ikke indregnes nye investeringer:

Ad 1: De opgjorte pengestrømme

Der tages udgangspunkt i de oplysninger, som var tilgængelige på tidspunktet for transaktionens gennemførelse.

SKAT, Store Selskaber har ikke fået forelagt det budget, som er anvendt i Rådgivernotatet af 29/11 2007, idet de relevante sider ikke er indsendt. I selskabets årsrapport for 2007 er vist en penge-strømsanalyse, hvoraf fremgår at pengestrømme fra driften før finansielle poster udgør 26.965 t. kr. Dette beløb er anvendt som estimat for pengestrømmen ved værdiansættelsen.

SKAT, Store Selskaber er umiddelbart ikke i stand til at vurdere, i hvilket omfang de i Rådgiver-notatet omtalte prisstrukturer og prisforhøjelser er gennemført, og heller ikke om de reelt kunne gennemføres inden for rammerne af hvile-i-sig-selv-princippet. Konkurrencestyrelsen opgør i prisloftsafgørelsen af 22. oktober 2010, at der pr. 31. december 2009 er en ”overdækning” på 2,8 mio. kr., hvilket styrelsen finder at kunne pålægge selskabet at tilbagebetale fuldt ud på et år. SKAT, Store Selskaber anser det på denne baggrund usikkert, hvilken del af prisstigningen/omsætningen som eventuelt i 2007 ikke kunne oppebæres inden for hvile-i-sig-selv-princippet og ser derfor bort herfra.

Den samlede repræsentative pengestrøm, som en køber maksimalt måtte kunne henføre til de eksisterende driftsmidler ved skattepligtens indtræden, skønnes herefter til at udgøre 26.965 t. kr.

SKAT, Store Selskaber henfører denne tilnærmede pengestrøm alene til de vanskeligt værdisatte driftsmidler (distributionsnettet). Dette forøger principielt uberettiget den beregnede handelsværdi af disse aktiver. SKAT, Store Selskaber skønner, at dette er acceptabelt ud fra en konkret helhedsvurdering.

Ad 2: Opgørelse af henfaldsperioden

Ifølge årsrapporterne afskrives distributionsanlæg lineært over den forventede brugstid, som opgives at ligge mellem 8 og 100 år. Gennemsnittet af de forventede levetider antages på denne baggrund at være 54 år, hvilket tidsrum anvendes som henfaldsperiode for den repræsentative pengestrøm.

Ad 3: Opgørelse af diskonteringsfaktor

Diskonteringsfaktoren anvendes til at tilbagediskontere de opgjorte pengestrømme. Diskonte-ringsfaktoren skal principielt afspejle en uafhængig købers afkastkrav ved en tilsvarende investering. Diskonteringsfaktoren er fastsat som en WACC, Weighted Average Cost of Capital.

Der er ved beregningerne taget udgangspunkt i følgende parametre:

Skattesats: 25 %, som var skattesatsen i 2007.

Satsen anvendes i budgettet ved opgørelsen af netto cash flow’et og i beregningen af diskonteringsfaktoren, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.7, samt nedenfor.

En formindskelse af skattesatsen vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Risikofri rente: 4,416 %, hvilket er renten på en statsobligation (stående lån), løbetid 10 år på datoen for værdiansættelsen, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.2.

En formindskelse af den risikofrie rente vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Risikopræmie: 4,5 %.

Risikopræmien er en aktieinvestors forventede merafkast i forhold til en investering i statsobligationer.

Præmien er målt på mange måder og bevæger sig, efter SKAT, Store Selskabers opfattelse mellem 4 og 5 % i Danmark.

I forhold til [virksomhed1] A/S findes ikke grundlag for at fravige SKAT, Store Selskabers normale anbefalinger, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.3.

En formindskelse af risikopræmien vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Betaværdi: 0,5

Betaværdien er et mål for den systematiske risiko, jf. TP Værdiansættelsesvejledningen, afsnit 4.1.2.4. En betaværdi på 0 udtrykker en risikofri investering. En betaværdi under 1 udtrykker en risiko mindre end en veldiversificeret portefølje og omvendt for en betaværdi over 1.

FSRs faglige notat om den statsautoriserede revisors arbejde i forbindelse med værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele af december 2002 (FSRs faglige notat), angiver, under ”Common sense metoden” i afsnit 8.2.2.7, at ved en lav driftsmæssig risiko og en lav finansiel risiko, findes beta i et interval mellem 0,4 og 0,6.

SKAT, Store Selskaber skønner, at betaværdien for en vandvirksomhed i almindelighed kan ansættes til 0,5. Som det fremgår af FSRs faglige notat er dette en usædvanlig lav værdi, som dog findes forsvarlig under hensyntagen til vandselskabernes ejerforhold.

En formindskelse af betaværdien vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

Gældsandel: 7,6 %

I åbningsbalancen pr. 1. januar 2007 i Rådgivernotatet af 29/11 2007, udgør gælden 7,6 % af aktivmassen.

SKAT, Store Selskaber skønner, at gældsandelen kan ansættes i overensstemmelse med åbningsbalancen.

En forøgelse af gældsandelen vil medføre en forøgelse af værdierne i den skattemæssige åbningsbalance.

På baggrund af de fastlagte parametre er diskonteringsfaktoren (WACC’en) til 6,411096 %, der afrundes til 6,4 %.

Ad 4: Den værdi af de skattemæssige afskrivninger (TAB)

TAB er en summarisk tilbagediskonteret værdi af skattebesparelse ved skattemæssig afskrivning på de værdiansatte driftsmidler. Beløbet beregnes iterativt ud fra formlen:

Værdi * afskrivningssats * skattesats / (afskrivningssats + diskonteringsfaktor).

Ved den anvendte iterative tilgang indregnes ’skattefordel af skattefordel’ indtil yderligere beløb er uvæsentlige.”

Herefter har SKAT under punkt 5 opgjort værdien af selskabets afskrivningsgrundlag på følgende måde:

Overfor selskabets indvending om, at det er meningsløst at ansætte en markedsmæssig værdi for aktiver baseret på en fremtidig fri indtægtsstrøm, der ikke er undergivet fri prisdannelse, har SKAT anført, at det udslagsgivende netop er, at der er en indtægtsstrøm. Selskabets branche er undergivet en intensiv priskontrol, og ved anvendelsen af den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode tages der dermed højde for den markedssituation, som selskabet befinder sig i. Prisreguleringen bevirker i sig selv, at en indkomstbaseret værdiansættelsesmodel som DCF-modellen i den konkrete situation er hensigtsmæssig. Reguleringen medfører således, at de pengestrømme, der vil kunne realiseres fra klagerens aktiviteter, kan opgøres med relativ stor sikkerhed og vil kunne forventes i en længere årrække. Prisloftet begrænser størrelsen af de pengestrømme, der kan forventes ved driften af en vand- eller spildevandsvirksomhed, hvilket resulterer i en lavere værdiansættelse. Den reducerede værdiansættelse er imidlertid et resultat af prisloftsreguleringen og ikke en følge af anvendelsen af en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode. Den indkomstbaserede værdiansættelsesmetode er blot velegnet til at opgøre den negative indvirkning af reguleringen ved fastlæggelsen af aktivernes værdi.

SKAT har endvidere anført, at selskabet grundlæggende ønsker, at der skal ses bort fra den faktiske markedssituation, som selskabet og dennes branche befinder sig i – dvs. først og fremmest den tætte offentlige regulering af priserne i branchen. I øvrigt var selskabets repræsentants opfattelse ifølge det fremlagte rådgivernotat, at der ved værdiansættelsen af aktiverne skulle tages hensyn til den fremtidige indtjening, der kunne genereres.

Overfor selskabets anbringende om, at anvendelsen af DCF-modellen som værdiansættelsesmetode inden for vandsektoren er udtryk for en skærpelse af praksis, der ikke kan finde sted med tilbagevirkende kraft, har SKAT overordnet anført, at bevisbyrden for eksistensen af en praksis, hvorefter indgangsværdien skal fastsættes til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, påhviler selskabet, og at selskabet ikke har løftet denne bevisbyrde.

SKAT har nærmere anført, at der i den forbindelse stilles strenge krav til beviset for påstanden om, at en fast og bindende praksis har været gældende. Det er således ikke tilstrækkeligt at henvise til, at andre skatteydere har haft held til at anvende tilsvarende værdiansættelsesmetoder, uden at det er blevet anfægtet af myndighederne. Det er heller ikke tilstrækkeligt, at det kan påvises, at en myndighed har godkendt værdiansættelsesmetoden efter en egentlig ligningsmæssig prøvelse. Det er ikke engang tilstrækkeligt, hvis der kan føres bevis for, at en myndighed har rent faktisk har haft en fast godkendelsespraksis på det pågældende område, hvis der er tale om en underordnet myndighed. Underordnede myndigheders eventuelle praksis er således ikke bindende for de overordnede myndigheder. End ikke, hvis der kan føres bevis for, at også de overordnede myndigheder i enkelte tilfælde har godkendt en tilsvarende opgørelsesmetode, kan det uden videre lægges til grund, at der er tale om en fast og bindende administrativ praksis. Kun hvis de overordnede myndigheder vedvarende har godkendt fremgangsmåden som udtryk for en fast praksis, er der tale om en praksis, der kan være bindende på den måde, at det vil indebære et brud på en lighedsgrundsætning, hvis en tilsvarende fremgangsmåde nægtes en skatteyder uden saglig begrundelse.

SKAT har videre anført, at praksis skabes af afgørelser fra overordnede myndigheder, jf. UfR 1994.792 H og SKM2011.587.H, og selskabet har ikke ved sine henvisninger løftet bevisbyrden for eksistensen af den hævdede praksis i 2007.

For så vidt angår revisionsrapporten fra [by1] Kommune vedrørende [virksomhed8] A/S og sagsforløbet vedrørende [virksomhed9] A/S har SKAT nærmere anført, at der for det første ikke er tale om afgørelser, der tager principiel stilling til værdiansættelsesspørgsmålet, og for det andet er de anvendte værdiansættelsesmetoder ikke identisk med den af selskabet anvendte. Ligeledes var den i Landsskatterettens kendelse j.nr. 2-1-1811-1199 anvendte værdiansættelsesmetode heller ikke identisk med den af selskabet anvendte og vedrørte i øvrigt også værdiansættelse efter selskabsskattelovens § 5 D og ikke ligningslovens § 2. De anførte eksempler viser ikke, at der forelå en praksis om værdiansættelse på den af selskabet hævdede måde, men viser blot, at værdiansættelsen konkret sker under hensyntagen til de faktiske omstændigheder, en skatteyder befinder sig i.

Overfor selskabets anbringende om, at selskabet har anvendt den værdiansættelsesmetode, som var forudsat af lovgiver på tidspunktet for gennemførelsen af reformen af vandsektoren, har SKAT anført, at der alene er støtte i motiverne til at fastslå, at de skattemæssige indgangsværdier skal opgøres til handelsværdien, men at der ikke er anvist nogen konkret metode til opgørelsen heraf. ”Kompromismodellen” blev alene realiseret i forsyningsmæssig henseende, nemlig ved opgørelsen af prisloftet. I skattemæssigt henseende blev der ikke gennemført regulering, der gjorde det muligt at anvende modellen i forbindelse med værdiansættelsen.

I forhold til selskabets anbringende om, at diskonteringsfaktoren ved en værdiansættelse efter DCF-metode kan sættes til 0 %, har SKAT anført, at hvis årsagen hertil er, at en investor i et vand- eller spildevandsselskab ikke oppebærer et afkast af sit indskud, må det nødvendigvis følge heraf, at også det afkast, det er muligt at oppebære sættes til 0 kr., hvorved opnås en værdi af de pågældende aktiver på 0 kr. Virkningen af selskabets indsigelser overfor den af SKAT anvendte diskonteringsfaktor kan følgelig ikke meningsfuldt anskues isoleret. En justering af diskonteringsfaktoren vil have virkning på andre elementer af DCF-metoden, som mere end opvejer ændringen af diskonteringsfaktoren. Hertil kommer, at diskonteringsfaktoren skal afspejle en uafhængig købers afkastkrav, der er i overensstemmelse med en sædvanlig markedsmæssig forrentning. Endelig skal cash flowet, der ligger til grund for SKAT anvendelse af DCF-metoden, ikke inflationsreguleres, da cash flowet blandt andet modsvares af de lineære afskrivninger på de historiske investeringer (POLKA-værdien) og derfor er en stationær værdi. Uanset om andre driftsudgifter måtte stige med en deraf følgende højere indtægt inden for prisloftet, vil ”netto cash flowet” ikke ændre sig, hvorfor der ikke er grundlag for inflationsregulering af cash flowet.

For så vidt angår opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for ejendommene har SKAT med henvisning til TSS-cirkulære 2000-9 anført, at den senest kendte offentlige ejendomsvurdering skal lægges til grund, og at selskabet ikke har godtgjort, at handelsværdien er højere end vurderingen.

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har for det første nedlagt påstand om, at det skattemæssige afskrivningsgrundlag for de driftsmidler, der hører under distributionsnettet, for indkomståret 2007 opgøres til 1.292.360.000 kr. som selvangivet.

For det andet har repræsentanten nedlagt påstand om, at det selvangivne skattemæssige afskrivningsgrundlag for ejendomme opgøres til 17.218.000 kr.

Repræsentanten har nærmere anført om de markedsmæssige vilkår for driften af vandforsyningsvirksomhed, at det er en infrastrukturvirksomhed, der er gennemgribende lovreguleret. Lovreguleringen har flere hensyn, herunder er det et væsentligt hensyn, at der bliver givet almen adgang til vandforsyning samt afledning af spildevand – dvs. at virksomheden ikke selv ”vælger” sine kunder, da der er pligt til at levere til de forbrugere, der findes inden for et bestemt forsyningsområde. Desuden er det et væsentligt hensyn, at kunderne har adgang til produktet – vand og spildevandsafledning – inden for prisrammer, der er rimelige. Dette skyldes dels, at der er tale om levering af en livsfornødenhed, dels at vandforsyningsselskabet har monopol på at levere til kunderne i forsyningsområdet. Prisfastsættelsen inden for vandforsyning er derfor også undergivet offentlig godkendelse og bliver nøje overvåget. Der er således ingen mulighed for vandforsyningsvirksomheder at prisoptimere efter normale økonomiske modeller, når der drives virksomhed med levering af vand eller afledning af spildevand. Der er her ikke den normale sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel og f.eks. medfører en stor efterspørgsel ikke en højere vandpris. Det er alene de omkostninger, der medgår til at levere og aflede vandet, der er bestemmende for prisen. Desuden er vandforsyningsvirksomheder forpligtet til at opretholde vandforsyningen inden det område, hvor virksomheden opererer. Det betyder, at virksomheden er forpligtet til at reinvestere i rørledninger m.v. uden hensyntagen til det afkast, som reinvesteringen vil resultere i. Anlæg og vedligeholdelse af vandforsyningsvirksomhed sker således ikke efter de økonomiske parametre, der er gældende på markeder med fri prisdannelse. Det er disse markedsvilkår, der gælder for vandforsyningsvirksomheder.

Endvidere har repræsentanten nærmere om lovgrundlaget for kloakforsyningsvirksomhed anført, at det i 2007 var kommunalbestyrelsen, der besluttede det løbende bidrag for spildevandsafledning efter den dagældende bestemmelse i § 3 i lov om betalingsregler for spildevandsanlæg. Dette bidrag skulle overholde det såkaldte ”hvile-i-sig-selv”-princip efter lovens § 1, stk. 4. Det var ikke hensigten, at der skulle kunne tjenes penge på vandforsyningsvirksomhed. ”Hvile-i-sig-selv”-princippet indebar, at der ikke kunne anvendes midler til aktiviteter, som lå uden for vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhedernes ansvarsområde. En vand- eller spildevandsforsyningsvirksomheds midler kunne ikke anvendes til at finansiere andre forsyningsvirksomheder eller almindelige skattefinansierede aktiviteter. Det var endvidere heller ikke muligt at finansiere aktiviteter forbundet med vandforsyning via midler opkrævet for aktiviteter forbundet med spildevandsforsyning eller omvendt, uanset om vand- og spildevandsaktiviteterne organisatorisk var samlet i ét selskab eller var en del af den kommunale forvaltning.

Med hensyn til opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for distributionsnettet har repræsentanten nærmere anført, at dette er opgjort på baggrund af de indskudte aktivers nedskrevne genanskaffelsesværdier.

Repræsentanten har hertil anført, at det ikke i forbindelse med selskabsstiftelsen i 2007 var muligt at tage udgangspunkt i de oprindelige kostpriser, da disse priser ikke figurerede i den kommunale bogføring. Som grundlag for beregningen benyttede [kommunen] de priser, som rådgivningsfirmaet [virksomhed5] på daværende tidspunkt anførte i deres pris- og levetidskatalog, hvor vand- og spildevandsforsyningsvirksomheders aktiver blev prisestimeret. Priserne angav en standardpris for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede, herunder forsyningsledninger (angivet i længdemål), pumpestationer etc. En lignende kostprisbaseret opgørelsesmetode anvendtes af [virksomhed7] til opgørelser af priser og levetider for vandaktiver i den i 2007 gældende ”Prisbog”. Prisbogen blev oprindeligt lavet i forbindelse med udarbejdelse af benchmarkingundersøgelser med henblik på at skabe mulighed for at sammenligne de enkelte vandvirksomheders effektivitet. Der blev således skabt et fælles grundlag for værdiansættelserne af vandvirksomhedernes aktiver. Selskabets driftsmidler blev på stiftelsestidspunktet herefter opgjort med udgangspunkt i pris- og levetidskatalogets priser på de enkelteaktiver. Det pågældende beløb blev herefter korrigeret for aktivernes forventede restlevetid for de eksisterende anlæg, således at der blev taget højde for den nedskrevne værdi. Disse priser er således udtryk for aktivernes nedskrevne genanskaffelsesværdi.

Med hensyn til aktivernes værdiansættelse i den regnskabsmæssige åbningsbalance pr. 1. januar 2007 for selskabet har [kommunen] benyttet en justeret værdi, hvilket skyldes, at kommunen ud fra det regnskabsmæssige forsigtighedsprincip regulerede aktivernes værdi til genindvindingsværdien efter årsregnskabslovens § 42. Denne såkaldte impairment-nedskrivning er således alene en regnskabsmæssig regulering af aktivernes værdi, som foretages, da aktiverne ikke måles til dagsværdi.

Til støtte for de nedlagte påstande har repræsentanten overordnet gjort gældende, at overdragelsen af spildevandsforsyningsvirksomheden til selskabet er sket på vilkår, der svarer til markedsvilkår, herunder er driftsmidler i form af rørledninger, pumpestationer m.v. overdraget til værdier, der udgør handelsværdierne.

I tilknytning hertil har repræsentanten videre gjort gældende, at den nedskrevne genanskaffelsesværdi - og ikke den nedskrevne anskaffelsesværdi - af selskabets aktiver må være det bedste udtryk for, hvad der er handelsværdien på overdragelsestidspunktet. Værdiansættelsen af selskabets aktiver skal foretages med hjemmel i ligningslovens § 2 og skal i øvrigt følge de retningslinjer, som SKAT selv har fastlagt, og som ikke kan fraviges.

Repræsentanten har nærmere gjort gældende, at lovgiver i forbindelse med vandsektorreformen forudsatte, at de af SKAT hidtil anvendte værdiansættelsesmetoder skulle finde anvendelse. I denne forbindelse har repræsentanten henvist til, at der på tidspunktet for overdragelsen i 2007 ikke forelå andre anvisninger for værdiansættelse end SKATs cirkulærer 2000-9 om værdiansættelse af aktier og anparter og 2000-10 om værdiansættelse af goodwill, der var vejledende og kunne anvendes, hvor der ikke er andre indikationer af aktivernes eller selskabets handelsværdi.

Endvidere har repræsentanten henvist til, at det af bemærkninger til ændringsloven nr. 460 af 26. februar 2009, følger, at det ikke var lovgivers hensigt, at vandselskaberne skulle betale skat, jf. bemærkningen: ”Det forventes ikke, at selskaberne i vandsektoren giver et skattemæssigt overskud på hverken kort eller mellemlangt sigt som følge af forslaget om skattepligt”. Bemærkningerne er relevante i relation til opgørelse af indgangsværdierne for selskabet i 2007, da der i forbindelse med ændringsloven nr. 460 af 26. februar 2009 ikke skete ændringer af reglerne for skattemæssig opgørelse af indgangsværdier. Det er således oplagt, at SKATs afgørelse for selskabet fører til et andet resultat end det, der er lagt til grund ved vandsektorreformens tilblivelse. Forventningen om vandselskabernes manglende skattemæssige overskud hænger helt sammen med de værdier, som det fra lovgivers side var forudsat, at vandselskaberne skulle anvende i åbningsbalancen. En udtalelse som den ovennævnte viser med al ønskelig tydelighed, at lovgiver ville acceptere, at der er sammenhæng mellem de værdier, der anvendes vandprismæssigt og de værdier, der anvendes skattemæssigt. Kun på denne måde kan den skattemæssige neutralitet opretholdes på kort og mellemlang sigt.

Derudover har repræsentanten henvist til mødereferat af 13. januar 2009, hvor Miljøministeren over for forligskredsen, som vedtog vandsektorreformen, redegjorde for følgende vedrørende beskatning: ”Det blev understreget, at spørgsmålet om beskatning skal ses i sammenhæng med spørgsmålet om værdiansættelsesmetode, idet den skitserede kompromismodel vil give forsyningerne øgede muligheder og mindske sandsynligheden for, at der skal betales skat”. Forligsparterne bag vandsektorreformen har således klart lagt til grund, at der tages udgangspunkt i kostpriser, og dette har også været en politisk forudsætning for en opgørelse af de skattemæssige værdier. Disse metoder svarer også til SKATs praksis i 2007 for beregning af indgangsværdier for forsyningsvirksomheder. Da selskabet har anvendt de metoder til værdiansættelse, som SKAT selv har anvist, og da lovgiver bl.a. ved gennemførelsen af vandreformen har forudsat, at denne værdiansættelsesmetode fandt anvendelse, så er det SKAT, der har bevisbyrden for, at aktiverne i selskabet skal værdiansættes på en anden måde selvangivet.

Til støtte for det overordnede anbringende om, at aktiverne er overdraget til handelsværdien, har repræsentanten for det første gjort gældende, at handelsværdien opgjort som den nedskrevne genanskaffelsesværdi må være det bedste udtryk for, hvad handelsværdien var på overdragelsestidspunktet, idet vandforsyningsaktiver ikke undergår teknologisk udvikling, og som følge heraf ville en uafhængig køber skulle afholde samme omkostninger til nyetablering på overdragelsestidspunktet.

For det andet har repræsentanten gjort gældende, at der i 2007 forelå en klar og fast administrativ praksis om værdiansættelse af forsyningsvirksomheder og tilsvarende infrastrukturvirksomheder med udgangspunkt i aktivernes kostpriser, og at denne praksis ikke kan ændres uden et forudgående rimeligt varsel fra SKATs side.

Repræsentanten har med henvisning SKATs revisionsrapport fra 2006 vedrørende [virksomhed8] A/S, Ligningsrådets godkendelse af selvangivelsen for [virksomhed9] A/S i forbindelse med etableringen i 2000 og Landsskatterettens kendelse i j.nr. 2-1-1811-1199, der vedrørte indkomståret 2002, gjort gældende, at det hidtil har været anerkendt, at der ved opgørelsen af indgangsværdier for offentligt regulerede virksomheder skal tages udgangspunkt i aktivernes estimerede kostpriser, som udtrykt ved den skønnede etableringsomkostning ved tidspunktet for overdragelsen. SKAT har hidtil anerkendt, at en nedskreven anskaffelsesværdi kunne benyttes i selskabernes skattemæssige åbningsbalancer.

Med hensyn til Landsskatterettens kendelse i j.nr. 2-1-1811-1199, hvorved Landsskatteretten godkendte, at indgangsværdierne for et varmeselskab skulle opgøres til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, har repræsentanten nærmere anført, at denne sag er fuldstændig sammenlignelig med den situation, som selskabet befinder sig i. Der er tale om aktiver, for hvilke der findes et reguleret marked og en prisdannelse, som foretages efter et ”hvile-i-sig-selv”-princip. De udpegede vurderingsmænd i sagen var enige med SKAT i anvendelsen af en kostprisbaseret model, som tog udgangspunkt i prisniveauet på tidspunktet for vurderingen, hvilket blev tiltrådt af såvel SKAT, Hovedcentret og Landsskatteretten. Det er den selv samme metode, som selskabet har anvendt ved opgørelsen af indgangsværdier i 2007. I vurderingsmændenes erklæring, der er refereret i kendelsen, omtales forsyningssektorens karakteristika som udslagsgivende for valg af opgørelsesmetode og ikke varmeværkets konkrete forhold, hvilket medfører, at den pågældende værdiansættelsesmetode som sådan må finde anvendelse på andre forsyningsvirksomheder, der opererer efter et ”hvile-i-sig-selv”-princip. Landsskatteretten har således med denne sag klart taget stilling til – og godkendt – anvendelsen af en kostprisbaseret opgørelsesmetode som den nedskrevne genanskaffelsesværdi i forbindelse med ansættelsen af de skattemæssige indgangsværdier for en forsyningsvirksomheds aktiver.

Repræsentanten har i øvrigt henvist til, at SKAT i to konkrete afgørelser af henholdsvis 6. februar og 1. marts 2007 vedrørende indkomstårene 2001 – 2005 har godkendt, at spildevandsselskaber kunne opgøre afskrivningsgrundlaget for driftsmidler til den nedskrevne genanskaffelsesværdi.

Repræsentanten har endvidere gjort gældende, at idet der ikke tidligere har været benyttet DCF-modeller til udfærdigelse af forsyningsvirksomheders åbningsbalancer, er SKATs afgørelse af 21. september 2011, hvorved SKAT ændrede selskabets indgangsværdier efter en DCF-model, udtryk for en klar og meget indgribende praksisændring. Det har således været kendt og accepteret af SKAT i 2007, at man benyttede en kostprismetode til værdiansættelse af indgangsværdier for forsyningsvirksomheder. Ligeledes er der ikke fortilfælde, hvor SKAT har tilsidesat synspunktet om, at en kostprisbaseret metode fandt anvendelse. Alt i alt er det således klart dokumenteret, at der i 2007 var praksis for, at kostprisbaserede metoder fandt anvendelse i tilfælde, som nærværende sag vedrører. Når det således er klart påvist, at SKAT ikke på noget tidspunkt i 2007 eller tidligere har anvendt eller tilkendegivet, at SKAT ville anvende en DCF-model til brug for værdiansættelse, er det SKAT, der har bevisbyrden, for at der ikke forelå en sådan praksis.

Med hensyn til SKATs anvendelse af en DCF-model har repræsentanten indvendt, at en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode med udgangspunkt i fremtidige frie pengestrømme ikke er anvendelig i den situation, som vand- og spildevandsforsyningsvirksomhederne befinder sig i. Vand- og spildevandsforsyningsvirksomhederne opererer på et monopoliseret marked, og det er fuldstændig meningsløst at forsøge at værdiansætte en markedsmæssig værdi for aktiverne i en virksomhed baseret på et fremtidigt frit cash flow, der ikke er undergivet fri prisdannelse. En DCF-model kan alene anvendes med mening, såfremt det er muligt også at opkræve takster af forbrugerne for distribution af vand m.v., hvor taksterne er baseret på en fri prisdannelse. I en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed kan pengestrømmene ikke på nogen måde anses for at være frie, og de er undergivet de helt særlige markedsvilkår og reguleringer, der er gældende for spildevandsforsyningsvirksomheden. Henset til at indtægterne i en vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed fra 2011 både er underlagt et ”hvile-i-sig-selv”-princip og et prisloft, som fastsætter en øvre grænse for indtægterne, er prisdannelsen således ikke fri, og det giver derfor ingen mening at anvende en model, der tilbagediskonterer frie pengestrømme.

Repræsentanten har endvidere indvendt, at det ikke som anført af SKAT er tilstrækkeligt, at der blot er et cash flow fra en virksomhed, der ikke opererer på et marked med fri prisdannelse, for at DCF-modellen kan finde anvendelse, idet en markedsbaseret værdiansættelsesmodel som DCF-modellen nødvendigvis må forudsætte, at der er et frit marked, og at en virksomhed kan genere et afkast, som ejeren kan disponere over frit. SKAT har taget udgangspunkt i et afkastkrav på 6,4 %, hvilket er uden sammenhæng med de særlige vilkår, der gælder for reguleret vandforsyningsvirksomhed og fører til en alt for lav værdisætning. Anlægsaktiverne må nødvendigvis værdiansættes ud fra de samme forudsætninger om, at der er en leveringspligt. Hvis der ikke forelå en forsyningspligt, ville der ganske enkelt ikke være grundlag for at drive vandforsyningsvirksomhed ud fra de gældende forudsætninger om prisregulering. Hvis man efter SKATs udsagn skal benytte en indkomstbaseret metode til værdiansættelse for indkomståret 2007, må det også gøre sig gældende, at der i øvrigt tages udgangspunkt i de markedsvilkår, som en eventuel uafhængig køber af vandforsyningsvirksomheden måtte være underlagt. Herunder må det være en forudsætning for denne køber, at der påhviler en pligt til at tilbyde vand- og spildevandsforsyning til forbrugeren i et nærmere defineret område. Når dette er tilfældet, må anlægsaktiverne blive værdiansat efter en metode, der tager højde for, hvad det alternativt vil koste at genopføre et lignende forsyningsnet. Årsagen hertil er, at en køber vil lægge vægt på, hvad der kan spares af omkostninger ved at overtage ledningsnettet i stedet for selv at skulle investere i et nyt ledningsnet. Hvis der ikke anlægges en sådan betragtning i forbindelse med det af SKAT udøvede skøn, savner det ganske enkelt mening at værdiansætte et vandselskab efter en indkomstbaseret værdiansættelsesmetode. Alene af den grund er det af SKAT udøvede skøn baseret på forkerte forudsætninger.

Som eksempel på at metoden giver et forkert resultat, har repræsentanten henvist til, at hvis en kommunal forsyningsvirksomhed investerede 100 mio. kr. i ny infrastruktur i 2006, og selskabet, der overtager vandaktiviteterne pr. 1. januar 2007, investerer yderligere 100 mio. kr. i infrastruktur, så medfører DCF-modellen, at investeringerne foretaget i 2006 stort set ikke kan afskrives, mens der er fuld afskrivningsmulighed på investeringerne foretaget i 2007. Dette beviser i sig selv, at DCF-modellen ikke er anvendelig i en situation, hvor virksomheden ikke opererer på et marked med fri prisdannelse. Værdien af selskabets anlægsaktiver har således en væsentlig højere værdi end den, som DCF-modellen genererer efter SKATs beregninger. Det må derfor konkluderes, at en DCF-model ikke kan anvendes til værdiansættelse af aktiver inden for vand- og spildevandsforsyningsvirksomhed.

Repræsentanten har yderligere henvist til, at både Erhvervsstyrelsen og Forsyningssekretariatet har stillet sig tvivlende over for anvendelse af en DCF-model til værdiansættelse af vandselskaber, og at SKAT derfor står helt alene med synspunktet om, at en DCF-model er anvendelig til værdiansættelse af et vandselskabs aktiver i den form, som SKAT benytter den.

Overfor SKATs anbringende om, at SKAT har været nødsaget til at foretage en skønsmæssig fastsættelse af værdien af aktiverne efter ligningslovens § 2, idet selskabets afkast af aktiverne er mindre end afkastet af risikofrie statsobligationer, har repræsentanten anført, at sammenligningen mellem en investering i statsobligationer og en investering i en vand- eller spildevandsvirksomhed ikke er mulig. En investor, der efterspørger et markedsafkast, ville aldrig investere i vand- eller spildevandsvirksomhed, idet en sådan virksomhed er underlagt ”hvile-i-sig-selv”-princippet, hvorfor et markedsmæssigt afkast aldrig ville kunne opnås. Det er nødvendigt at betragte en mulig erhverver af vand- og spildevandsaktiver – hvis en sammenligning skal give mening – som en part, der er underlagt en forsyningspligt og således ikke agerer med en markedsmæssig profit for øje.

Endeligt har repræsentanten gjort gældende, at i det tilfælde af, at Landsskatteretten måtte finde, at DCF-metoden faktisk er anvendelig, må parametrene i SKATs DCF-beregninger justeres. Henset til fraværet af et investeringsmæssigt afkast inden for vandsektoren, og som et helt afgørende element i DCF-metoden, skal afkastkravet – eller WACC’en – således rettest sættes til 0 %. Derved værdiansættes aktiverne ud fra deres faktiske ”indtjeningsevne”. Hvis en privat investor således indskyder en selskabskapital i et vandaktieselskab, så vil han 10 år senere – på grund af de regulatoriske forhold i branchen, hvorefter investoren ikke kan opnå en forrentning – kunne hæve det præcis samme beløb. Investoren har således ingen mulighed for overskud og kan ikke oppebære en forrentning, hvorfor der bør anvendes en afkastgrad på 0 % i overensstemmelse med det hvile-i-sig-selv-princip, som virksomhederne er underlagt. Endvidere bør cash flowet, der er anvendt ved SKATs værdiansættelse, reguleres for inflation, når afkastgraden ligeledes er fastsat i løbende priser, hvis den anvendte beregningsmetode skal være konsistent.

Repræsentanten har lavet følgende opgørelse til illustration af, hvordan WACC’ens fastsættelse påvirker den samlede værdi en række forsyningsvirksomheders samlede aktiver:

For så vidt angår opgørelsen af det selvangivne afskrivningsgrundlag for ejendommene har repræsentanten gjort gældende, at den offentlige vurdering ikke kan anses for et udtryk for ejendommenes handelsværdi. Opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for ejendommene må ske til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, der i mangel af andet brugbart grundlag må anses for handelsværdien. Opgørelsen af det selvangivne afskrivningsgrundlag er derfor i overensstemmelse med ligningslovens § 2.

Landsskatterettens afgørelse

[kommunen]s frivillige overdragelse af den hidtil kommunalt drevne spildevandsforsyningsvirksomhed til et af kommunen ejet skattepligtigt selskab forud for udskillelseskravets indtræden den 1. januar 2010 efter vandsektorlovens § 15 (lov nr. 469 af 12. juni 2009) reguleres af ligningslovens § 2, hvorefter skattepligtige, der foretager handelsmæssige eller økonomiske transaktioner med en nærmere angivet kreds af interesseforbundne parter (kontrollerede transaktioner), ved opgørelsen af den skatte- eller udlodningspligtige indkomst skal anvende priser og vilkår i overensstemmelse med hvad der kunne være opnået, hvis transaktionerne var afsluttet mellem uafhængige parter (armslængdeprincippet).

Det følger af Højesterets dom af 18. november 2004, offentliggjort i SKM2005.5.HR., at der ved vurderingen af, om en transaktion mellem interesseforbundne parter er i overensstemmelse med ligningslovens § 2, skal foretages en sammenligning med, hvad der under tilsvarende omstændigheder og på tilsvarende vilkår kunne være opnået, hvis transaktionen var foretaget med en uafhængig tredjemand.

Idet der i øvrigt er enighed mellem parterne om, at der ikke foreligger et marked for handler med vand- eller spildevandsvirksomheder, eller at der er sammenlignelige handler, der kan tjene til belysning af handelsværdien for vand- eller spildevandsvirksomheder, må værdien på armslængde efter ligningslovens § 2 fastsættes på anden vis i overensstemmelse med, hvad der ville have været aftalt mellem uafhængige parter under tilsvarende omstændigheder og på tilsvarende vilkår.

I denne forbindelse følger det af Højesterets dom af 7. juni 1996, offentliggjort i TfS 1996, 496 H, at der ved overdragelse af en virksomheds brugte driftsmidler mellem parter med en fælles interesse i en høj værdiansættelse ikke er krav på skattemæssig godkendelse af en salgspris, der er højere end, hvad der kunne forventes opnået i forbindelse med et samlet salg af virksomheden til en uafhængig køber. Ved fastsættelsen af værdierne af de overdragne aktiver på armslængde må der således stilles krav om, at der tages hensyn til den begrænsende effekt, den gældende sektorlovgivning har, på den konkrete vandforsyningsvirksomheds samlede værdi.

For så vidt angår praksis for værdiansættelse i indkomståret 2007, er det ubestridt, at SKAT i to konkrete afgørelser af henholdsvis 6. februar og 1. marts 2007 har godkendt, at opgørelsen af værdien af driftsmidler til den nedskrevne genanskaffelsesværdi kan anses for at svare til driftsmidlernes handelsværdi ved opgørelsen af driftsmidlernes afskrivningsgrundlag efter selskabsskattelovens § 5 D. Endvidere blev det ved Landsskatterettens utrykte kendelse af 4. december 2007 på baggrund af en syns- og skønsrapport godkendt, at restværdien for et varmeværks ledningsnet i henhold til selskabsskattelovens § 5 D kunne opgøres under hensyntagen til dets art, alder, stand og prisniveau i det pågældende indkomstår, der var til prøvelse.

Eksistensen af en praksis, hvorefter handelsværdien kun kan opgøres til den nedskrevne genanskaffelsesværdi, og SKAT dermed er afskåret fra at udøve et selvstændigt værdiskøn over handelsværdien af aktiver, der ikke handles på det åbne marked, efter en anden metode end opgørelsen til den nedskrevne genafskaffelsesværdi, kan på det foreliggende grundlag hverken udledes enkeltvist eller samlet af Landsskatterettens kendelse og/eller SKATs øvrige afgørelser. SKAT handlede således ikke i strid med det forvaltningsretlige lighedsprincip ved konkret at anvende en DCF-model ved opgørelse af værdien af selskabets afskrivningsgrundlag for distributionsnettet.

For så vidt angår SKATs adgang til at korrigere selskabets selvangivne afskrivningsgrundlag efter ligningslovens § 2, kan en opgørelse af værdien af de enkelte aktiver i [kommunen]s spildevandsforsyning, herunder distributionsnettet, til den nedskrevne genanskaffelsesværdi som udgangspunkt ikke uden videre anses for at være et retvisende udtryk for værdien af virksomhedens konkrete aktiver på armslængdevilkår. Der er herved henset til, at det ikke er et realistisk alternativ til køb af den pågældende virksomhed for en uafhængig køber at anlægge en tilsvarende virksomhed fra grunden, og til at en opgørelse af værdien af de enkelte aktiver til den nedskrevne genanskaffelsesværdi ikke kan anses for at tage tilstrækkeligt højde for den begrænsning af virksomhedens samlede værdi, der følger af den gældende sektorlovgivning på området.

Dernæst kan [virksomhed5]s pris- og levetidskatalog ikke uden videre lægges til grund for en fastlæggelse af handelsværdien af de konkrete aktiver i [kommunen]s spildevandsforsyning. Der er herved henset til, at [virksomhed5]s pris- og levetidskatalog efter det oplyste var baseret på standardpriser for hvert enkelt aktiv, som en forsyningsvirksomhed normalt ejede. Den pågældende metode inddrager ikke i værdiansættelsen som parameter, hvad en uafhængig og økonomisk rationel køber – uanset om denne er omfattet af den gældende sektorlovgivning eller ej – ville være villig til at betale for den pågældende virksomhed, og på det foreliggende grundlag er det således ikke godtgjort, at de konkrete værdier opgjort efter [virksomhed5]s prisbog kan anses for et retvisende udtryk for en handelsværdi af [kommunen]s spildevandforsyning på armslængdevilkår efter ligningslovens § 2.

Endvidere besluttede [kommunen] efter det oplyste at følge en takststrategi, der ifølge det af repræsentanten udarbejdede notat medførte en forbrugeroplevet takststigning på 23 % for spildevandsforsyningen, hvilket ifølge repræsentanten på stiftelsesdagen kun kunne retfærdiggøre en regnskabsmæssig værdi af de samlede materielle anlægsaktiver i årsregnskabet på ca. 500.000.000 kr., i modsætning til den takststrategi, der gav fuld forrentning, og som medførte en regnskabsmæssig værdi af de samme aktiver på 1.393.000.000 kr. Idet der således ubestridt var en proportional sammenhæng mellem taksterne og den regnskabsmæssige værdi af anlægsaktiver, kunne kommunalbestyrelsen i [kommunen] ved selskabets stiftelse i 2007 således gennem valg af takststrategi reelt selv bestemme værdien af sine anlægsaktiver i åbningsbalancen, så længe den pågældende takststrategi overholdt ”hvile-i-sig-selv”-princippet. Det må antages, at kommunalbestyrelsen i sit valg af takststrategi blandt andet har henset til, hvilken takststrategi, der var politisk holdbar i forhold til forbrugerne, og på denne baggrund må det forhold, at kommunalbestyrelsen i [kommunen] ikke valgte den takststrategi, der gav fuld forrentning, føre til, at der ikke ved apportindskuddet af [kommunen]s spildevandsforsyning i selskabet kan anses for at have været værdier til stede i selskabet svarende til det opgjorte afskrivningsgrundlag på 1.292.360.000 kr. for distributionsnettet.

Da opgørelsen til den nedskrevne genanskaffelsesværdi på baggrund af [virksomhed5]s standardpriser således som udgangspunkt ikke kan anses for et retvisende udtryk for den konkrete handelsværdi af selskabets aktiver, da der yderligere på stiftelsestidspunktet ikke var takstmæssig dækning for den værdiansættelse af distributionsnettet, der lå til grund for det selvangivne afskrivningsgrundlag på 1.292.360.000 kr., og da der endelig ikke er tilstrækkeligt redegjort for den difference, der er mellem værdien i vurderingsberetningen og den selvangivne værdi af afskrivningsgrundlaget, har SKAT haft grundlag for at foretage en korrektion af det selvangivne afskrivningsgrundlag efter ligningslovens § 2.

For så vidt angår SKATs valg af metode til fastsættelse af armlængdeprisen efter ligningslovens § 2, fremgår det af Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 5 til L 150 og L 151 af 14. april 2009, at den overordnede hensigt med den politiske aftale af 1. februar 2007, der lå til grund for henholdsvis vandsektorloven og følgeloven (ændringslov nr. 460 af 12. juni 2009), var at opnå en mere professionel og effektiv drift af vandsektoren, og at dette bedst kunne opnås ved et krav om, at driften skulle ske i selskabsform med en almindelig beskatning, hvilket ville tvinge vand- og spildevandsforsyningerne til at tænke mere professionelt.

I denne forbindelse må det anses for at være i overensstemmelse med forudsætninger bag den politiske aftale fra 2007, at en armslængdepris på den kommunale spildevandsforsyningsvirksomhed i skattemæssig henseende ved overdragelsen til selskabet blev fastsat efter DCF-modellen, der ifølge FSRs notat om værdiansættelse af virksomheder og virksomhedsandele fra 2002 var blandt de mest benyttede værdiansættelsesmodeller i praksis.

Endvidere må værdiansættelsen af en spildevandsforsyningsvirksomhed efter en DCF-model metodisk anses for velegnet til at give et realistisk bud på en armslængdepris for spildevandsforsyningsvirksomheden, idet der ved en værdiansættelse af aktiverne efter en DCF-model tages udgangspunkt i, hvor effektivt virksomheden generer en pengestrøm i den løbende drift under den gældende sektorlovgivning, herunder ”hvile-i-sig-selv”-princippet og det efterfølgende prisloft, hvilket må antages at have værdi hos en uafhængig køber, der selv er omfattet af den gældende sektorlovgivning.

For så vidt angår SKATs konkrete anvendelse af DCF-modellen, må der ved fastsættelsen af afkastkravet i forbindelse med beregningen henses til, hvilket afkastkrav der er sædvanligt for vand- og spildevandsbranchen, uanset om dette afkastkrav måtte være mindre end den risikofri rente, idet den primære interesse under den gældende sektorlovgivning for en køber af en vand- eller spildevandsvirksomhed ikke kan anses for at være en forrentning af den pågældende investering. En køber af en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed kan således ikke sidestilles med en almindelig investor, der har investering i risikofri statsobligationer som alternativ til investering i en vand- eller spildevandsforsyningsvirksomhed.

Idet selskabet ikke har fremlagt et andet budget, end det SKAT havde til rådighed ved sin beregning, og idet Landsskatteretten ikke på det foreliggende grundlag kan tiltræde selskabets synspunkt om, at afkastkravet ved en beregning efter en DCF-model kan sættes til 0 %, eller at cash flowet i denne sammenhæng skal inflationsreguleres, må Landsskatteretten fastholde den af SKAT opgjorte værdi på armslængde af de overdragne aktiver og derved stadfæste SKATs opgørelse af afskrivningsgrundlaget for selskabets distributionsnet.

For så vidt angår selskabets opgørelse af bygningernes afskrivningsgrundlag, kan det på det foreliggende grundlag ikke anses for godtgjort, at bygningernes handelsværdi overstiger den seneste kendte offentlige vurdering.

Herefter må selskabets afskrivningsgrundlag ansættes ud fra den senest kendte offentlige vurdering, jf. TSS-Cirkulære nr. 2000-9, hvorfor Landskatteretten ligeledes stadfæster SKATs afgørelse på dette punkt.