Kendelse af 23-10-2023 - indlagt i TaxCons database den 23-11-2023

Journalnr. 23-0057018

Toldstyrelsen ændrede, ved en varekontrol, selskabets tarifering af præsentationsæsker, fremstillet af stift pap og beklædt med papir, fra positionerne 4819 20 00 00, 4819 10 00 00 og 4819 50 00 00 til position 4202 99 00 90 i den kombinerede nomenklatur (KN). Ændringen medførte en efteropkrævning på 43.883,60 kr. i tarifmæssig told og 2.571,34 kr. i morarenter.

Landsskatteretten ændrer Toldstyrelsens tarifering fra KN-position 4202 99 00 90 til KN-position 4819 50 00 00. Det overlades til Toldstyrelsen at beregne told, moms og renter som følge af den ændrede varekode.

Faktiske oplysninger

Selskabet blev udtaget til kontrol af varekoden, på æsker importeret fra tredjeland i perioden 1. januar 2020 til 1. oktober 2022. Toldstyrelsen fandt, at selskabet i 6 toldangivelser havde angivet forkert varekode. Selskabet havde angivet varekoderne 4819 20 00 00, 4819 10 00 00 og 4819 50 00 00 med toldsats 0 %, hvor Toldstyrelsen fandt, at den rigtige varekode skulle være 4202 99 00 90 med toldsats 3,7 %. Det betød, at selskabet blev efteropkrævet med 43.883,60 kr. i tarifmæssig told og 2.571,34 kr. i morarenter.

Varen fremstod som præsentationsæsker, fremstillet i pap, dækket af papir, præget med logo og påtrykt QR-kode, som henviste til producenten af de produkter, som præsentationsæsken var designet til. Æsken havde et vippelåg og var udstyret med en udskåret skumindsats, som havde til formål at sikre, at produkterne i præsentationsæsken blev holdt på plads. Skumindsatsen var klistret fast og kunne ikke fjernes uden at beskadige æsken. Æsken blev anvendt ved pakning, transport og detailsalg af specifikke produkter til skægpleje. Den målte 21 x 21 x 4,5 cm.

Der er fremlagt billeder af æsken.

Toldstyrelsens afgørelse

Toldstyrelsen ændrede varekoden for et vareparti med præsentationsæsker, fremstillet af stift pap og beklædt med papir, fra positionerne 4819 20 00 00, 4819 10 00 00 og 4819 50 00 00 til position 4202 99 00 90 i den kombinerede nomenklatur (KN). Ændringen medførte en efteropkrævning på 43.883,60 kr. i tarifmæssig told og 2.571,34 kr. i morarenter.

Som begrundelse herfor er anført:

”(...)

Af TL § 2 fremgår der blandt andet, at varer, der føres ind i det danske toldområde, behandles efter EU’s retsakter, herunder EU-toldkodeksen. Der svares told i henhold til disse regler.

Ved import opstår der toldskyld, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning. Se EUTK artikel 77, stk. 1, litra a).

Toldskylden opstår på tidspunktet for antagelsen af den pågældende toldangivelse, se EUTK artikel 77, stk. 2.

Når der opstår toldskyld, er grundlaget for det skyldige toldbeløb de regler, der var gældende da toldskylden opstod, se EUTK artikel 85, stk. 1.

Toldbeløbet beregnes efter Toldtariffen og EUTK artikel 56, stk. 1 og stk. 2, litra a)-c)

6.1 Tarifering

For at beregne de skyldige importafgifter, skal de indførte varer tariferes. Tarifering af varer består i at fastslå, hvilken position (10-cifret varekode) i Toldtariffen, varen hører under jf. EUTK art. 57. Varekoden angives på fortoldningen og afgør hvilken toldsats, der skal anvendes.

Reglerne for tarifering fremgår af de Almindelige Tariferingsbestemmelser til Toldtariffen (ATB). Det fremgår af ATB pkt. 1 og 6, at tariferingen skal ske på grundlag af teksten til de enkelte positioner, samt af de bestemmelser, der er knyttet til afsnit og kapitler i Toldtariffen.

Virksomheden skal være opmærksom på, at varens beskrivelse i importfortoldningens rubrik 31, er ”varens normale handelsbetegnelse, beskrevet så tilstrækkeligt præcist, at den muliggør en sikker identifikation og tarifering” jf. Kommissionen delegerede forordning 2015/2446 af 28. juli 2015 Bilag B vedrørende rubrik 31.

Ved gennemgang af det indsendte materiale kan Toldstyrelsen konstatere, at virksomheden i forbindelse med import af æsker og poser har angivet en af følgende varekode på de udtagne referencenr. med følgende varebeskrivelse:

Varekode 4819500000 har følgende varebeskrivelse:

KAPITEL 48 – PAPIR OG PAP; VARER AF PAPIRMASSE, PAPIR OG PAP; Æsker, kartoner, sække, poser og andre emballagegenstande af papir, pap, cellulosevat eller cellulosefiberdug; kartoteksæsker, brevbakker og lignende varer af papir eller pap, af den art der anvendes i kontorer, butikker og lign.; Andre emballagegenstande, herunder omslag til grammofonplader. Med tarifmæssig told på 0 %.

Varekode 4819200000 har følgende varebeskrivelse:

KAPITEL 48 – PAPIR OG PAP; VARER AF PAPIRMASSE, PAPIR OG PAP; Æsker, kartoner, sække, poser og andre emballagegenstande af papir, pap, cellulosevat eller cellulosefiberdug; kartoteksæsker, brevbakker og lignende varer af papir eller pap, af den art der anvendes i kontorer, butikker og lign.; Sammenfoldelige æsker og kartoner, ikke af bølgepapir eller bølgepap. Med tarifmæssig told på 0 %.

Varekode 4819100000 har følgende varebeskrivelse:

KAPITEL 48 – PAPIR OG PAP; VARER AF PAPIRMASSE, PAPIR OG PAP; Æsker, kartoner, sække, poser og andre emballagegenstande af papir, pap, cellulosevat eller cellulosefiberdug; kartoteksæsker, brevbakker og lignende varer af papir eller pap, af den art der anvendes i kontorer, butikker og lign.; Æsker og kartoner af bølgepapir eller bølgepap. Med tarifmæssig told på 0 %.

Varekode 4823699000 har følgende varebeskrivelse:

KAPITEL 48 – PAPIR OG PAP; VARER AF PAPIRMASSE; PAPIR OG PAP; Andet papir, pap, cellulosevat og cellulosefiberdug, tilskåret; andre varer af papirmasse, papir, pap, cellulosevat eller cellulosefiberdug; Bakker, fade, tallerkner, bægre og lignende varer, af papir eller pap; I andre tilfælde; Andre varer. Med tarifmæssig told på 0 %.

6.1.1. Æsker

Nedenstående er en beskrivelse på tarifering af æsker.

Af positionsteksten til position 4202, fremgår det er at positionen omfatter følgende:

4202 Kufferter, dokumentmapper, skoletasker, beautybokse, etuier og lignende beholdere til briller, kikkerter, fotografiapparater, musikinstrumenter, våben m.v.; rejsetasker, isolerede tasker til transport af næringsmidler og drikkevarer, toilettasker, rygsække, håndtasker, indkøbstasker, tegnebøger, punge, kortetuier, cigaretetuier, tobakspunge, værktøjsetuier, sportstasker, flaskeholdere, smykkeskrin, pudderdåser, æsker til spisebestik samt lignende beholdere, af læder eller kunstlæder, af plader eller folier af plast, af tekstilmaterialer, af vulkanfiber eller af pap, eller helt eller i overvejende rad beklædt med disse materialer eller med papir.

Ifølge de forklarende bemærkninger til position 4202 fremgår følgende definition:

Disse varer kan være fremstillet af stift materiale, af blødt materiale forsynet med afstivning eller af blødt materiale uden afstivning.

I den anden del af positionsteksten omfatter udtrykket ”lignende beholdere” seddelmapper, penalhuse, penneetuier, billetetuier, etuier til sy artikler, nøgleetuier, pipeetuier, smykkeskrin, etuier til børster, sko osv.

Udtrykket ”smykkeskrin” omfatter ikke alene æsker, der er specielt udformet til at rumme smykker m.v., men også lignende beholdere af forskellige størrelse, med låg (med eller uden hængsler eller lukkeanordninger), forudsat beholderen er specielt udformet eller udstyret til at indeholde et produkt og almindeligvis foret med tekstilmateriale, og er af den type, der anvendes til præsentation og salg af produktet, og som er anvendelig til lang tids brug

Toldstyrelsen har den 7. januar 221 foretaget en fysisk kontrol på referencenr. [...]8546784 og journalnr. [sag1], hvor an foretog en kontrol på Gaveæsker, Andre emballagegenstande. Fakturaen på denne kontrol havde følgende beskrivelse på produktet: [...] Gift Box. Derudover er der billeder vedlagt sagen. Toldstyrelsen kan konkludere, at der er tale om samme slags æsker, som nærværende kontrol omfatter. Da varebeskrivelsen på de kontrollerede fakturaer er [...] Gift Box og Toldstyrelsen ligeledes har fået tilsendt billeder af de kontrollerede æsker.

Toldstyrelsens konklusion dengang var, at gaveæskerene skal tariferes i varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 %.

Argumenterne herfor er følgende.

I forhold til varens objektive karakteristika (stift pap og skumindsatsens særlige udformning) er æsken udformet til at indeholde bestemte produkter. Æsken er fremstillet af pap, dækket af papir og lavet med vippelåg. Varen er lavet med fordybning, hvor det er muligt at have produkter liggende. Det er Toldstyrelsens vurdering, at man kan tage produkterne ind og ud af æsken mange gange uden, at den går i stykker. Det vil sige, at der er tale om en æske, som kan holde til langtidsbrug. Jf. kommissionens forordning nr. 781/2006. Da æsken og dens indsats er holdbar, er varen ikke sammenlignelig med varen i kommissionsforordningen 2020/958, der omfatter en vare, som ikke er anvendelig til lang tids brug, da indsatsen er af tynd plast, der mister formen og slår revner og/eller gå itu, når de kosmetiske produkter, der skal være i æsken, tages ud og lægges tilbage flere gange. Derfor skal virksomheden bruge varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 %

Nedenstående er referencenr., på angivelser hvor Toldstyrelsen har konstateret, at der er tale om æsker i position 4202, hvorfor virksomheden skal ændre varekoden til varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 %.

Refnr. [...]6934922 vp 1 antagelsesdato 10-mar-2020.

Varepost 1 er angivet med varekode 4819200000 med en tarifmæssig toldsats på 0 % og en toldværdi på 269.095 kr. ved gennemgang af dokumentationsmaterialet på produktet, vurderer Toldstyrelsen, at virksomheden skal bruge varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 % og en tarifmæssig told på 9.956,52 kr. Det betyder, at virksomheden skal efterbetale 9.956,52 kr. i tarifmæssig told.

Refnr. [...]7045999 vp 1 antagelsesdato 31-mar-2020.

Varepost 1 er angivet med varekode 4819100000 med en tarifmæssig toldsats på 0 % og en toldværdi på 30.248 kr. ved gennemgang af dokumentationsmaterialet på produktet, vurderer Toldstyrelsen, at virksomheden skal bruge vare-kode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 % og en tarifmæssig told på 1.119,18 kr. Det betyder, at virksomheden skal efterbetale 1.119,18 kr. i tarifmæssig told.

Refnr. [...]7417951 vp 1 antagelsesdato 03-jun-2020.

Varepost 1 er angivet med varekode 4819200000 med en tarifmæssig toldsats på 0 % og en toldværdi på 230.984 kr. ved gennemgang af dokumentationsmaterialet på produktet, vurderer Toldstyrelsen, at virksomheden skal bruge varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 % og en tarifmæssig told på 8.546,41 kr. Det betyder, at virksomheden skal efterbetale 8.546,41 kr. i tarifmæssig told.

Refnr. [...]7452939 vp 1 antagelsesdato 30-jun-2020.

Varepost 1 er angivet med varekode 4819500000 med en tarifmæssig toldsats på 0 % og en toldværdi på 75.763 kr. ved gennemgang af dokumentationsmaterialet på produktet, vurderer Toldstyrelsen, at virksomheden skal bruge varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 % og en tarifmæssig told på 2.799,90 kr. Det betyder, at virksomheden skal efterbetale 2.799,90 kr. i tarifmæssig told.

Refnr. [...]7606009 vp 1 antagelsesdato 03-aug-2020.

Varepost 1 er angivet med varekode 4819200000 med en tarifmæssig toldsats på 0 & og en toldværdi på 362.072 kr. ved gennemgang af dokumentationsmaterialet på produktet, vurderer Toldstyrelsen, at virksomheden skal bruge varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 % og en tarifmæssig told på 13.396,66 kr. Det betyder, at virksomheden skal efterbetale 13.396,66 kr. i tarifmæssig told.

Refnr. [...]7723429 vp 1 antagelsesdato 24-aug-2020.

Varepost 1 er angivet med varekode 4819200000 med en tarifmæssig toldsats på 0 % og en toldværdi på 217.972 kr. ved gennemgang af dokumentationsmaterialet på produktet, vurderer Toldstyrelsen, at virksomheden skal bruge varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 % og en tarifmæssig told på 8.064,96 kr. Det betyder, at virksomheden skal efterbetale 8.064,96 kr. i tarifmæssig told.

(...)

Efteropkrævning:

Der skal foretages en efterfølgende bogføring (efteropkrævning) af importafgiftsbeløbet, når der er betalt for lidt i told og afgifter.

Da I på nogle af jeres angivelser har anvendt en forkert varekode, foreslår vi at efteropkræve jer:

43.883,60 kr.

Efteropkrævningen af tolden af de indførte varer sker efter EUTK artikel 105, stk. 4.

Morarenter:

Når vi kontrollerer varer, efter de er frigivet, og der opstår en toldskyld, så skal der beregnes morarenter, se EUTK artikel 114, stk. 2.

Morarenterne skal beregnes fra den dato, hvor toldskylden opstod (antagelsesdatoen) og frem til den dato, hvor vi træffer endelig afgørelse.

Når en toldangivelse omfatter to eller flere vareposter, anses oplysningerne for hver enkelt varepost som udgangspunkt for at udgøre en særskilt angivelse, se GF artikel 222, stk. 1.

En toldangivelse med fire vareposter, svarer til fire særskilte angivelser og dermed fire særskilte opkrævninger.

Dette gælder dog ikke, hvis en eller flere af vareposterne er angivet under samme 10-cifrede position i toldtariffen. I dette tilfælde, vil vareposterne med samme 10-cifrede position i Toldtariffen blive anset for at være én toldangivelse og én opkrævning, se GF artikel 222, stk. 2.

Morarenterne opkræves kun, hvis beløbet pr. varepost (hver opkrævning) er over 10 EUR, se EUTK artikel 114, stk. 4.

Vi beregner morarenter af følgende beløb (rentegrundlaget): 43.883,60 kr.

Morarentesatsen beregnes med Nationalbankens udlånsrente + 2 procentpoint, se EUTK artikel 114, stk. 1, 3. afsnit.

Hvis vi træffer afgørelse i overensstemmelse med dette forslag den 20. marts 2023, udgør morarenterne:

2.524,71 kr.

Af vedlagte renteberegningsskema fremgår, hvorledes vi er kommet frem til morarentebeløbet.

I skal være opmærksomme på, at følgende tilfælde, kan betyde, at morarentebeløbet bliver ændret:

Hvis jeres eventuelle bemærkninger, betyder at rentegrundlaget bliver ændret.
Hvis vi træffer afgørelse en anden dato end den 20. marts 2023.
Hvis Nationalbanken ændrer deres udlånsrente inden vi træffer afgørelse.

Importmoms:

Der skal betales moms af varer, der importeres til Danmark fra lande uden for EU, se ML § 12.

Ændringen af toldbeløbet og toldværdien betyder, at importmomsen reguleres således:

Moms af efteropkrævet told..................

10.970,90 kr.

I alt

10.970,90 kr.

Importmomsbeløbet er beregnet efter ML § 32, stk. 1 og skal indberettes efter ML § 56, stk. 2 og 3.

(...)

Toldstyrelsens har følgende svar til kommentarerne:

Advokaten skriver, at Toldstyrelsen ved sag nr. [sag2] har truffet en ubegrundet straksafgørelse, dette er ikke korrekt. Ifølge Toldstyrelsens kommentarer til klagesag nr. [sag3], var der tale om en enighedssag, hvor klagers speditør [virksomhed1] A/S v/[person1] på vegne af klager har accepteret enighedsbrevet ved mail af 15-10-2020

Toldstyrelsen fastholder konklusionen mht., at gaveæskerne skal tariferes i varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3,7 %.

Argumenterne herfor er som tidligere nævnt:

I forhold til varens objektive karakteristika (stift pap og skumindsatsen særlige udformning) er æsken udformet til at indeholde bestemte produkter. Æsken er fremstillet af pap, dækket af papir og lavet med vippelåg. Varen er lavet med fordybning, hvor der er muligt at have produkter liggende.

Varen har været forelagt Toldstyrelsen i den oprindelige sag, samt i nærværende sag nr. [sag4], hvor Toldstyrelsen har anvendt Forordning (EF) Nr. 781/2006 af 24. maj 2006 som grundlag for deres forslag til tariferingen. Toldstyrelsen har lagt vægt på pappets kvalitet, der viser, at varen er anvendelig til lang tids brug. Indsatsens mål i æsken (tilpasset æsken), tykkelse og udseende, og især udskæringernes særlige udformning gør desuden varen til en beholder med låg, udstyret til at rumme specifikke varer.

Det er Toldstyrelsens vurdering, at man kan tage produkterne ind og ud af æsken mange gange uden, at den går i stykker. Det vil sige, at der er tale om en æske, som kan holde til langtidsbrug jf. kommissionens forordning nr. 781/2006. Da æsken og dens indsats er holdbar, er varen ikke sammenlignelig med varen i kommissionsforordningen 2020/958, der omfatter en vare, som ikke er anvendelig til lang tidsbrug, da indsatsen er af tynd plast, der mister formen og slår revner og/eller går itu, når de kosmetiske produkter, der skal være i æsken, tages ud og lægges tilbage flere gang. Derfor skal virksomheden bruge varekode 4202990090.

De modtagne bemærkninger, jf. afsnit 10, har ikke givet anledning til ændring af Toldstyrelsens opfattelse. Vi træffer derfor afgørelse som foreslået i afsnit 8.

(...)”

Toldstyrelsen har den 4. juli 2023 udtalt følgende til klagen.

”(...)

Selskabets anmodning om samlet behandling af klagesager

Toldstyrelsen har tidligere ved afgørelse af 15. oktober 2020 truffet afgørelse vedrørende ændring af tariferingen af klagers præsentationsæsker. Klager har påklaget denne afgørelse til Landsskatteretten som derfor aktuelt behandles under Landsskatterettens sagsnr. [sag3].

Til støtte for den i nærværende sag nedlagte påstand henviser klager i det hele til det fremførte i klagesagen behandlet under j.nr. [sag3] og anmoder derfor venligst om samlet behandling af sagerne, idet begge sager vedrører tarifering af præcis samme præsentationsæsker.

Begrundelse for varekode 4209.99.00.90 vedrørende journalsag [sag3]

Ifølge udtalelse til klagesag [virksomhed2] ApS, 37376701, [sag3] er der lagt vægt på, at I betragtning af varens objektive karakteristika (stift pap, skumpladens særlige udformning) er varen udformet til at indeholde en specifik vare, dvs. specifikke skægprodukter og redskaber.

Der er således tale om en vare, der er nævnt i anden del af teksten til pos. 4202 (og lignende beholdere) og som sådan udelukket fra kapitel 48, jf. bestemmelse 2 h) til kapitel 48, "2. Dette kapitel omfatter ikke h) rejseartikler, håndtasker og andre varer henhørende under pos. 4202 ". Jf. også første sætning i første afsnit af de forklarende bemærkninger til HS til pos. 4819, (A) " Denne varegruppe omfatter beholdere af forskellig art og størrelse". Pappets kvalitet viser, at varen er anvendelig til lang tids brug. Skumpladens mål (tilpasset æsken), tykkelse og udseende, og især udskæringernes særlige udformning gør desuden varen til en beholder med låg, udstyret til at rumme specifikke skægprodukter og redskaber.

Forordning (EU) 2020/925 af 26. juni 2020

Klager fremfører i sin klage, af der ikke i afgørelsen er taget højde for Forordning (EU) 2020/925 af 26. juni 2020. Der er taget højde for denne forordning. Tariferingscentret har dog anvendt Forordning (EF) Nr. 781/2006 af 24. maj 2006 som grundlag for deres forslag til tariferingen. Som tidligere nævnt er der lagt vægt på: Pappets kvalitet viser, at varen er anvendelig til lang tids brug. Skumpladens mål (tilpasset æsken), tykkelse og udseende, og især udskæringernes særlige udformning gør desuden varen til en beholder med låg, udstyret til at rumme specifikke varer ".

Desværre er der en tastefejl i ovenstående forordnings henvisning, der skulle have stået Forordning 2020/958 af den 26. juni 2020, og ikke 2020/925 af 26. juni 2020.

Begrundelse for varekode 4209.99.00.90 vedrørende journalsag [sag4].

Nedenstående er en beskrivelse på tarifering af æsker jf. sag [sag4]:

Af positionsteksten til position 4202, fremgår det er at positionen omfatter følgende:

4202 Kufferter, dokumentmapper, skoletasker, beautybokse, etuier og lignende beholdere til briller, kikkerter, fotografiapparater, musikinstrumenter, våben m.v.; rejsetasker, isolerede tasker til transport af næringsmidler og drikkevarer, toilettasker, rygsække, håndtasker, indkøbstasker, tegnebøger, punge, kortetuier, cigaretetuier, tobakspunge, værktøjsetuier, sportstasker, flaskeholdere, smykkeskrin, pudderdåser, æsker til spisebestik samt lignende beholdere, af læder eller kunstlæder, af plader eller folier af plast, af tekstilmaterialer, af vulcanfiber eller af pap, eller helt eller i overvejende grad beklædt med disse materialer eller med papir.

Ifølge de forklarende bemærkninger til position 4202 fremgår følgende definition:

Disse varer kan være fremstillet af stift materiale, af blødt materiale forsynet med afstivning eller af blødt materiale uden afstivning.

I den anden del af positionsteksten omfatter udtrykket "lignende beholdere" seddelmapper, penalhuse, penneetuier, billetetuier, etuier til sy artikler, nøgleetuier, pibe etuier, smykkeskrin, etuier til børster, sko osv.

Udtrykket "smykkeskrin" omfatter ikke alene æsker, der er specielt udformet til at rumme smykker m.v., men også lignende beholdere af forskellige størrelse, med låg (med eller uden hængsler eller lukkeanordninger,), forudsat beholderen er specielt udformet eller udstyret til

at indeholde et produkt og almindeligvis foret med tekstilmateriale, og er af den type, der anvendes til præsentation og salg af produktet, og som er anvendelig til lang tids brug.

Toldstyrelsen har den 7. januar 2021 foretaget en fysisk kontrol på referencenr. [...]8546784 og journalnr. [sag1], hvor man foretog en kontrol på Gaveæsker, Andre emballagegenstande. Fakturaen på denne kontrol havde følgende beskrivelse på produktet: [...] Gift Box. Derudover er der billeder vedlagt sagen. Toldstyrelsen kan konkludere, at der er tale om samme slags æsker, som nærværende kontrol omfatter. Da varebeskrivelsen på de kontrollerede fakturaer er [...] Gift Box og Toldstyrelsen ligeledes har fået tilsendt billeder af de kontrollerede æsker.

Toldstyrelsens konklusion dengang var, at gaveæskerene skal tariferes i varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3, 7 %.

Argumenterne herfor er følgende:

I forhold til varens objektive karakteristika (stift pap og skumindsatsens særlige udformning) er æsken udformet til at indeholde bestemte produkter. Æsken er fremstillet af pap, dækket af papir og lavet med vippelåg. Varen er lavet med fordybning, hvor der er muligt at have produkter liggende. Det er Toldstyrelsens vurdering, at man kan tage produkterne ind og ud af æsken mange gange uden, at den går i stykker. Det vil sige, at der er tale om en æske, som kan holde til langtidsbrug. Jf kommissionens forordning nr. 781/2006. Da æsken og dens indsats er holdbar, er varen ikke sammenlignelig med varen i kommissionsforordningen 2020/958, der omfatter en vare, som ikke er anvendelig til lang tids brug, da indsatsen er af fynd plast, der mister formen og slår revner og/eller går itu, når de kosmetiske produkter, der skal være i æsken, tages ud og lægges tilbage flere gange. Derfor skal virksomheden bruge varekode 4202990090 med en tarifmæssig toldsats på 3, 7 %

[virksomhed2] ApS har den 17. marts 2023 via deres advokat sendt bemærkninger til Toldstyrelsens forslag af den 15. februar 2023 sag nr. [sag4], hvori selskabet tilkendegiver, at selskabet ikke er enig i Toldstyrelsens forslag med hensyn til, at æskerne skal tariferes i position 42029900.

Toldstyrelsens har følgende svar til kommentarerne jf. sag nr. [sag4]:

(...)

Argumenterne herfor er som tidligere nævnt:

I forhold til varens objektive karakteristika (stift pap og skumindsatsens særlige udformning) er æsken udformet til at indeholde bestemte produkter. Æsken er fremstillet af pap, dækket af papir og lavet med vippelåg. Varen er lavet med fordybning, hvor der er muligt at have produkter liggende.

Varen har været forelagt Toldstyrelsen i den oprindelige sag, samt i nærværende sag nr. [sag4], hvor Toldstyrelsen har anvendt Forordning (EF) Nr. 781/2006 af 24. maj 2006 som grundlag for deres forslag til tariferingen. Toldstyrelsen har lagt vægt på pappets kvalitet, der viser, at varen er anvendelig til lang tids brug. Indsatsens mål i æsken (tilpasset æsken), tykkelse og udseende, og især udskæringernes særlige udformning gør desuden varen til en beholder med låg, udstyret til at rumme specifikke varer.

Det er Toldstyrelsens vurdering, at man kan tage produkterne ind og ud af æsken mange gange uden, at den går i stykker. Det vil sige, at der er tale om en æske, som kan holde til langtidsbrug jf. kommissionens forordning nr. 781/2006. Da æsken og dens indsats er holdbar, er varen ikke sammenlignelig med varen i kommissionsforordningen 2020/958, der omfatter en vare, som ikke er anvendelig til lang tids brug, da indsatsen er af tynd plast, der mister formen og slår revner og/eller går itu, når de kosmetiske produkter, der skal være i æsken, tages ud og lægges tilbage flere gange. Derfor skal selskabet bruge varekode 4202990090.

(...)”

Toldstyrelsen har den 5. september indsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse.

”(...)

Toldstyrelsen har fortsat den opfattelse, at Toldstyrelsens afgørelse om ændring af varernes tarifering og krav om efteropkrævning af tarifmæssig told skal opretholdes.

Det skal bemærkes, at Toldstyrelsen ved to lejligheder har haft det pågældende fysiske produkt til kontrol, hvilket betyder, at Toldstyrelsen fysisk har haft produktet i hænderne, og dermed ikke alene har vurderet produktet ud fra billeder.

Toldstyrelsen har i denne sag (J.nr. på afgørelsens sagen hos Toldstyrelsen [sag2]), samt ved en fysisk kontrol på toldangivelsen med referencenr. [...]8546784 den 7. januar 2021, vurderet varen. Toldstyrelsens har ved begge fysiske kontroller vurderet, at varen skal tariferes med varekode 4202 99 00 90, da det vurderes, at i forhold til varens objektive karakteristika (stift pap og skumindsatsens særlige udformning) er æsken udformet til at indeholde bestemte produkter. Æsken er fremstillet af pap, dækket af papir og lavet med vippelåg. Varen er lavet med fordybning, hvor der er muligt at have produkter liggende. Pappets kvalitet og indsats viser, at varen er anvendelig til lang tids brug. Det var derfor i afgørelsen Toldstyrelsens vurdering, at man kan tage produkterne ind og ud af æsken mange gange uden, at den går i stykker. Det vil sige, at der er tale om en æske, som kan holde til langtidsbrug, ligesom i Kommissionens forordning nr. 781/2006. Da æsken og dens indsats er holdbar, er varen ikke sammenlignelig med varen i Kommissionens forordning 2020/958. Forordningen omfatter en vare, som ikke er anvendelig til lang tids brug, da indsatsen er af tynd plast, der mister formen og slår revner og/eller går itu, når de kosmetiske produkter, der skal være i æsken, tages ud og lægges tilbage flere gange.

Skatteankestyrelsens indstilling

Der er i indstillingen lagt vægt på, at den omhandlede præsentationsæske forelå på fortoldningstidspunktet med de objektive kendetegn og karakteristika af andre emballagegenstande, henhørende under KN-position 4819 50 00 00. Der er lagt vægt på, at præsentationsæsken anvendes ved pakning, transport og salg af produkter til skægpleje, ligesom den også har en dekorativ værdi, jf. de forklarende bemærkninger til KN-position 4819. Indsatsen i æsken sørger for, at produkterne holdes på

plads under transport, og æsken anvendes til fremvisning af produkterne med henblik på salg. Det vurderes, at indsatsen af skumgummi ikke kan anses for at være anvendelig til lang tids brug, idet denne vil gå i stykker, når produkterne tages ud og lægges tilbage flere gange.

Toldstyrelsens bemærkninger hertil

Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif med senere ændringer.

Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i KN alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen. Det fremgår af almindelig tariferingsbestemmelse (ATB) 1 og 6 i KN.

EU-Domstolen har fastslået, at det afgørende kriterium for tariferingen af varer normalt bør være disses objektive karakteristika og egenskaber, som beskrevet i den enkelte position i KN og bestemmelserne i nomenklaturens afsnit og kapitler.

EU-Domstolen har endvidere fastslået, at de forklarende bemærkninger i forbindelse med tarifering ikke er juridisk bindende, men dog er et fortolkningsbidrag og dermed retningsgivende for tariferingen, da de angiver EU's og WCO's anvendte fortolkninger af de gældende positionstekster og bestemmelser m.v.

I forhold til varens objektive karakteristika (stift pap og skumindsatsens særlige udformning) er æsken udformet til at indeholde bestemte produkter. Æsken er fremstillet af pap, dækket af papir og lavet med vippelåg. Æsken har en skumindsats, som er tilpasset æsken og har fordybninger, hvor der er muligt at have produkter liggende. Det er Toldstyrelsens vurdering, at man, grundet pappets kvalitet og skumindsatsens tykkelse, kan tage produkterne ind og ud af æsken mange gange, uden at den går i stykker. Det vil sige, at der er tale om en æske, som er anvendelig til lang tids brug.

Der er således tale om en vare, der er omfattet af anden del af teksten til position 4202 (”og lignende beholdere”) og derfor udelukket fra kapitel 48, jf. bestemmelse 2 h) til kapitel 48 (som udelukker varer henhørende under position 4202). Varen er endvidere omfattet af de forklarende bemærkninger til position 4202, som ud over smykkeskrin omfatter ”[...] men også lignende beholdere af forskellig størrelse, med låg (med eller uden hængsler eller lukkeanordninger), forudsat beholderen er

specielt udformet eller udstyret til at indeholde et eller flere smykker [...], og er af den type som anvendes til præsentation og salg af smykker, og som er anvendelig til lang tids brug.”

I den konkrete sag er varens objektive karakteristika en æske med låg, altså en ”lignende beholder med låg” (og ikke et smykkeskrin) og æsken er specielt udformet til at indeholde skægprodukter og redskaber samt anvendelig til lang tids brug.

Derfor vurderer Toldstyrelsen, at en tarifering under position 4202 er den korrekte for varen og at tarifering under position 4819 som en æske/emballagegenstand af pap er udelukket. Dette begrundet i varens objektive karakteristika - nemlig at varen ikke blot en almindelig æske af pap, men, grundet udformningen, stivheden, æskens indre, der er udformet til bestemte produkter, samt holdbarheden - hvilke medfører, at den korrekt henhører under position 4202.”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at præsentationsæskerne til skægplejeprodukter skal tariferes under KN-position 4819 50 00 00 med toldsats 0 %, og at det efteropkrævede beløb nedsættes til 0 kr.

Hertil er anført:

”(...)

Toldstyrelsen har tidligere ved afgørelse af 15. oktober 2020 truffet tilsvarende afgørelse vedrørende ændring af tariferingen af klagers præsentationsæsker. Klager har påklaget denne afgørelse til Landsskatteretten som derfor aktuelt behandles under Landsskatterettens sagsnr. [sag3].

Til støtte for den i nærværende sag nedlagte påstand henviser klager i det hele til det fremførte i klagesagen behandlet under j.nr. [sag3] og anmoder derfor venligst om samlet behandling af sagerne, idet begge sager vedrører tarifering af præcis samme præsentationsæsker.

Klager vedlægger klagers klage af 12. november 2020 som bilag 2 samt klagers bemærkninger af til Toldstyrelsens forslag til afgørelse af 15. februar 2023 som bilag 3.

Klager henviser i det hele til det anførte i den vedlagte klage samt de vedlagte bemærkninger.

(...)”

Selskabets repræsentant har den 2. oktober 2023 indsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til afgørelse og Toldstyrelsens bemærkninger.

”(...)

Med henvisning til Skatteankestyrelsens brev af 18. september 2023 skal jeg hermed venligst meddele, at klager i det hele er enig i Skatteankestyrelsens indstilling i sagen. Toldstyrelsens bemærkninger giver ikke anledning til yderligere bemærkninger, idet der ikke er fremkommet nyt i sagen. Klager fastholder i det hele det i klagen anførte.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om sagens præsentationsæsker til skægplejeprodukter skal tariferes i KN-position 4819 50 00 00 eller i position KN-4202 99 00 90 i den kombinerede nomenklatur.

Retsgrundlag

Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif (KN) med senere ændringer.

Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i KN alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen. Det fremgår af almindelig tariferingsbestemmelse (ATB) 1 og 6 i KN.

Af EU-Domstolens faste praksis følger det, at det afgørende kriterium for tariferingen af varer normalt

bør være disses objektive karakteristika og egenskaber, som beskrevet i den enkelte position i KN og bestemmelserne til nomenklaturens afsnit og kapitler.

Af KN-position 4202 fremgår, at følgende varer tariferes hér:

”Kufferter, dokumentmapper, skoletasker, beautybokse, etuier og lignende beholdere til briller, kikkerter, fotografiapparater, musikinstrumenter, våben m.v.; rejsetasker, isolerede tasker til transport af næringsmidler og drikkevarer, toilettasker, rygsække, håndtasker, indkøbstasker, tegnebøger, punge, kortetuier, cigaretetuier, tobakspunge, værktøjsetuier, sportstasker, flaskeholdere, smykkeskrin, pudderdåser, æsker til spisebestik samt lignende beholdere, af læder eller kunstlæder, af plader eller folier af plast, af tekstilmaterialer, af vulkanfiber eller af pap, eller helt eller i overvejende grad beklædt med disse materialer eller med papir.”

Af KN-position 4819 fremgår, at følgende varer tariferes hér:

”Æsker, kartoner, sække, poser og andre emballagegenstande af papir, pap, cellulosevat eller cellulosefiberdug; kartoteksæsker, brevbakker og lignende varer af papir eller pap, af den art der anvendes i kontorer, butikker og lign.”

Det er EU-Domstolens opfattelse, at selvom de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif ikke er bindende, indeholder disse vigtige bidrag til den ensartede fortolkning i EU af de forskellige toldpositioner.

Af de forklarende bemærkninger til KN-position 4202 fremgår:

”Denne position omfatter kun de i positionsteksten nævnte varer og lignende beholdere.

Disse varer kan være fremstillet af stift materiale, af blødt materiale forsynet med afstivning eller af blødt materiale uden afstivning.

Med forbehold af bestemmelse 2 og 3 til dette kapitel, kan de varer, der er omfattet af første del af positionsteksten, bestå af et hvilket som helst materiale. I den første del af positionsteksten omfatter udtrykket "lignende beholdere" hatteæsker, etuier til tilbehør til fotografiapparater, patrontasker, skeder til jagtknive og campingknive, bærbare værktøjsæsker eller -kasser, specielt formet eller indvendigt udstyret til at indeholde bestemte værktøjer med eller uden deres tilbehør, etc.

Varer omfattet af anden del af positionsteksten skal imidlertid være fremstillet af de i positionsteksten nævnte materialer eller være helt eller i overvejende grad beklædt med disse materialer eller med papir (afstivningsdelen kan være af træ, metal osv). Udtrykket "læder" omfatter semsgarvet læder (vaskeskind), laklæder, lamineret laklæder og metalliseret læder (se bestemmelse 1 til dette kapitel). I den anden del af positionsteksten omfatter udtrykket "lignende beholdere" seddelmapper, penalhuse, penneetuier, billetetuier, etuier til syartikler, nøgleetuier, pibeetuier, smykkeetuier, etuier til børster, sko osv.

...”

Af de forklarende bemærkninger til KN-position 4819, fremgår:

”Denne varegruppe omfatter beholdere af forskellig art og størrelse, som almindeligvis anvendes ved pakning, transport, oplagring og salg af varer, også selv om beholderne har en dekorativ værdi. Positionen omfatter f.eks.: æsker og kartoner, bæreposer, kræmmerhuse, poser og sække; tromler af pap, fremstillet ved rulning eller på anden måde, også forsynet med forstærkningsringe af andet materiale; paphylstre (med eller uden låg) til forsendelse af tidsskrifter, tegninger, dokumenter osv; dragtposer; krukker, bægre og lign., også paraffinerede, til f.eks. mælk eller syltetøj. Positionen omfatter også papirsposer til specielle formål, f.eks. støvsugerposer, poser til anvendelse ved køresyge, søsyge og lign. samt hylstre og omslag til grammofonplader.

Positionen omfatter også sammenfoldelige æsker og kartoner. Herved forstås:


- æsker og kartoner, der leveres uudfoldet, og som samles ved simpel foldning og sammenføjning (f.eks. kageæsker); og
- kartoner, der er samlet eller skal samles ved hjælp af lim, hæfteklammer osv på en af siderne, idet kassens øvrige sider dannes som følge af dens konstruktion; der kan eventuelt anvendes klæbebånd eller hæfteklammer for at sikre bund eller låg.

Varer under denne gruppe kan være påtrykt firmanavn, brugsanvisning, illustrationer osv. Positionen omfatter således også frøposer, der foruden firmanavn er forsynet med billeder af blomster eller grøntsager og vejledning om såning, samt pakninger til chokolade eller gryn med billeder til udskæring.

De heromhandlede varer kan have forstærkning eller tilbehør af andet materiale end papir og pap, f.eks. underlag af tekstil, forstærkning af træ, bæresnore samt hjørner af metal eller plast.

...”

Selskabet har henvist til tariferingsforordning (EU) 2020/958, hvor en præsentationsæske til kosmetiske produkter tariferedes i KN-position 4819 50 00. Varen var udstyret med en indsats af tynd plast, som var formet på en sådan måde, at flere kosmetiske produkter kunne holdes på plads. I forordningen begrundede Kommissionen tariferingen med følgende:

” Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1, 3 b) og 6 vedrørende den kombinerede nomenklatur og teksten til KN-kode 4819 og 4819 50 00.

Tarifering under KN-kode 4202 99 00 som beholdere svarende til flaskeholdere og smykkeskrin er udelukket på grund af varens udformning (særlig dens fasthed), som ikke er anvendelig til lang tids brug. (Se også de forklarende bemærkninger til HS, pos. 4202, syvende afsnit, om de objektive karakteristika for beholdere med låg svarende til smykkeskrin.) Indsatsen af tynd plast mister formen og slår revner og/eller går itu, når de kosmetiske produkter tages ud og lægges tilbage flere gange.”

Varen anvendes ved pakning, transport og salg af kosmetiske produkter og har også en dekorativ værdi, jf. de forklarende bemærkninger til HS, pos. 4819, A), første afsnit. Indsatsen sørger for, at de kosmetiske produkter holdes på plads under transporten, og igennem det gennemsigtige vindue i beholderens låg, fremvises de kosmetiske produkter med henblik på salg. Det er emballagegenstanden af pap, der giver varen dens væsentlige karakter, og ikke indsatsen af plast, hvis formål blot er, at de kosmetiske produkter holdes på plads.

Varen skal derfor tariferes under KN-kode 4819 50 00 som andre emballagegenstande.”

Toldstyrelsen har henvist til tariferingsforordning (EU) 781/2006, hvor en lille æske, der målte 5,5 cm (længde) x 4,5 cm (bredde), produceret af stift pap med separat låg, var tariferet. Æsken havde en indsat aftagelig skumplade og var beregnet at anvendes som smykkeetui, f.eks. til at indeholde en ring. Kommissionen tariferede æsken i KN-position 4202 99 00 med følgende begrundelse:

”Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 til den kombinerede nomenklatur,

bestemmelse 2 h) til kapitel 48 samt teksten til KN-kode 4202 og 4202 99 00.

Pappets kvalitet viser, at varen er anvendelig til lang tids brug. Skumpladens mål (tilpasset æsken), tykkelse og udseende (fløjlslignende), og især indsnittets særlige udformning gør desuden varen til en beholder med låg, der ligner et ”smykkeskrin”, udstyret til at rumme et enkelt smykke. Se forklarende bemærkninger til HS til pos. 4202, syvende afsnit.

Da varen desuden er beklædt med papir, opfylder den kravene til beholdere, der er nævnt i anden

del af teksten til pos. 4202.

I betragtning af varens objektive karakteristika (stift pap, skumpladens særlige udformning) er varen udformet til at indeholde en specifik vare, dvs. et smykke. Der er således tale om en vare, der er nævnt i anden del af teksten til pos. 4202 og som sådan udelukket fra kapitel 48, jf. bestemmelse 2 h) til kapitel 48. Jf. også første sætning i første afsnit af de forklarende bemærkninger til HS til pos. 4819, (A).”

Toldstyrelsen har derudover henvist til (EU) nr. 1228/2013., hvor en rektangulær æske af stift pap, med yderside af plastfolie, tariferedes i KN-position 4202 92 19. Æsken havde en udtrækningsskuffe, hvori der kunne stilles en flaske. Skuffen var lavet til en flaske vin med bestemte mål. Kommissionen begrundede tariferingen med følgende:

”Tarifering i henhold til almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 til den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 2 h) til kapitel 48 samt teksten til KN-kode 4202, 4202 92 og 4202 92 19.

Tarifering under pos. 4819 som en æske af pap er udelukket, da varen ikke blot er en almindelig æske af pap under denne position, men, grundet udformningen, stivheden, plastfolien og æskens indre, der er udformet til en flaske med bestemte mål, er genkendelig som en flaskeholder af pap og plastfolie, der er omfattet af anden del af teksten til pos. 4202.

Varen skal derfor tariferes under KN-kode 4202 92 19 som en "flaskeholder".

Landsskatterettens bemærkninger

Landsskatteretten finder, at den omhandlede præsentationsæske forelå på fortoldningstidspunktet med de objektive kendetegn og karakteristika af andre emballagegenstande, henhørende under KN-position 4819 50 00 00. Retten har lagt vægt på, at præsentationsæsken anvendes ved pakning, transport og salg af produkter til skægpleje, ligesom den også har en dekorativ værdi, jf. de forklarende bemærkninger til KN-position 4819. Indsatsen i æsken sørger for, at produkterne holdes på plads under transport, og æsken anvendes til fremvisning af produkterne med henblik på salg. Retten finder, at indsatsen af skumgummi ikke kan anses for at være anvendelig til lang tids brug, idet denne vil gå i stykker, når produkterne tages ud og lægges tilbage flere gange.

Herefter er præsentationsæsken til skægpleje sammenlignelig med den præsentationsæske til kosmetiske produkter, som er omfattet af tariferingsforordning (EU) 2020/958, og hvor Kommissionen havde tariferet æsken i KN-position 4819 50 00. De af Toldstyrelsen henviste tariferingsforordninger, (EU) 781/2006 og (EU) nr. 1228/2013, kan ikke føre til andet resultat, idet varerne heri var genkendelige som henholdsvis smykkeskrin og flaskeholder, og dermed begge nævnt i teksten til KN-position 4202, jf. ATB 1.

Landsskatteretten ændrer herefter Toldstyrelsens tarifering af præsentationsæskerne fra KN-position 4202 99 00 90 til KN-position 4819 50 00 00.

Det overlades til Toldstyrelsen at beregne told og renter som følge af den ændrede varekode, jf. § 12, stk. 5, i Landsskatterettens forretningsorden, bekendtgørelse nr. 2373 af 10. december 2021.