Kendelse af 13-09-2023 - indlagt i TaxCons database den 12-10-2023

Journalnr. 23-0047275

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsperioden 2020

Fradrag for købsmoms vedrørende udgift til underleverandør [virksomhed1]

0 kr.

23.750 kr.

0 kr.

Faktiske oplysninger

[virksomhed2] ApS (herefter selskabet) blev stiftet den 30. juni 2010 under branchekoden ”711100 Arkitektvirksomhed” med formålet ”drift af udlejningsejendomme, konsulentvirksomhed samt aktiviteter i tilknytning hertil”.

Selskabets aktiviteter består af udlejning af to ejendomme. Derudover udfører selskabets indehaver, [person1], landskabsarkitektarbejde, og gør efter behov brug af ekstern arkitekthjælp fra andre virksomheder.

Selskabet har halvårsafregning af moms.

Selskabet har i regnskabet for indkomståret 2020 fratrukket udgifter til købsmoms til underleverandøren [virksomhed1] på i alt 23.750 kr.

Selskabets repræsentant har som dokumentation for de fratrukne udgifter fremsendt flere fakturaer til Skattestyrelsen på udgiften til underleverandøren [virksomhed1].

Den oprindelige faktura (faktura 173) er fremsendt til Skattestyrelsen den 26. oktober 2022. Fakturaen er udstedt til [person1], som er hovedaktionær i selskabet, og fakturaen er dateret den 31. december 2019.

Den 20. januar 2023 har selskabets repræsentant fremsendt faktura 320. Fakturaen er udstedt til [virksomhed2] ApS, og der er ikke indsat en dato på fakturaen.

Den 7. marts 2023 har selskabets repræsentant fremsendt faktura 331 til Skattestyrelsen. Fakturaen er udstedt til [virksomhed2], og fakturaen er dateret den 31. december 2019. Det fremgår af fakturaen, at den vedrører betaling for udført landskabsarkitektarbejde i forbindelse med arbejde udført ved [kirke].

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke godkendt fradrag for udgifter til købsmoms til underleverandøren [virksomhed1] på 23.750 kr. i året 2020.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

1.4 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Det fremgår af Selskabsskattelovens § 8, stk. 1, at selskabets skattepligtige indkomst skal opgøres efter skattelovgivningens almindelige regler.

Vi har på grundlag af det indsendte materiale gennemgået selskabets skattepligtige indkomst.

I henhold til Statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a kan der godkendes fradrag for de udgifter, der er afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde årets omsætning.

Det er en betingelse for fradrag, at udgiften vedrører selskabet, og at der foreligger en faktura for udgiften.

Der kan kun godkendes fradrag for dokumenterede udgifter. Det er ikke muligt at konstatere, om der er tale om en erhvervsmæssige fradragsberettiget udgift, såfremt der ikke foreligger et bilag jf. Statsskattelovens § 6, stk. 1 litra a.

Udgiften skal være dokumenteret jf. Bogføringslovens §§ 8 og 9

Konto 3510, Fremmedarbejde

I regnskabet er der fratrukket udgift til fremmedarbejde med 209.713 kr., købsmomsen udgør 52.428 kr.

Der kan ikke godkendes fradrag for bilag 1005, skaarup landskab, 95.000 kr., købsmomsen udgør 23.750 kr., idet fakturaen ikke er udskrevet til [virksomhed2] ApS, hvorfor udgiften ikke anses at vedrøre selskabet. Herudover kan det nævnes, at fakturaen vedrører indkomståret 2019.

På fremsendte faktura i mail af den 20. januar 2023, kan det oplyses, at der ikke er påført indkomstår, hvorfor der ikke kan godkendes fradrag for udgiften. Udgiften anses at vedrøre indkomståret 2019, som anført på den tidligere fremsendte originale faktura.

Regulering 95.000 kr.”

Skattestyrelsen har den 6. juni 2023 fremsendt følgende supplerende udtalelse:

”Den oprindelige faktura (faktura 173) var udskrevet til [person1], som er hovedaktionær i selskabet, og fakturaen var dateret 31/12-19.

Den efterfølgende faktura (faktura 331) der blev indsendt, der blev modtageren ændret til selskabets navn [virksomhed2].

Den sidste faktura (faktura 320) der blev indsendt, der var dato slettet.

De 3 fakturaer vedlægges.

Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at der godkendes fradrag for udgifter til købsmoms til underleverandør på 23.750 kr. i 2020.

Klageren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

”Skattestyrelsen vil ikke godkende udgift på kr. 95.000 vedrørende fremmedarbejde for indkomståret 2020 idet den modtagne faktura er dateret i 2019. Slutkunden er først faktureret det udførte arbejde i 2020 så udgiften er periodiseret til 2020 så der er match mellem indtægter og udgifter. Det er derfor vores opfattelse, at selskabet er berettiget til såvel moms- som skattefradrag for udgiften.”

Landsskatterettens afgørelse

Sagen angår, hvorvidt det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har godkendt fradrag for købsmoms på 23.750 kr. i 2020 vedrørende underleverandøren [virksomhed1].

Det følger af momslovens §§ 3 og 4, at der skal betales afgift, når der leveres varer eller ydelser mod vederlag af en afgiftspligtig person her i landet.

Af momslovens § 37, stk. 1, følger det, at momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af momstilsvaret som indgående moms kan fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer eller ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for moms.

Af momslovens § 36 a, stk. 1 fremgår det, at retten til fradrag indtræder på det tidspunkt, hvor afgiftspligten for den fradragsberettigede vare eller ydelse indtræder (leveringstidspunktet), jf. dog stk. 2.

Af stk. 2 fremgår det, at fradragsretten kan udøves, når

1) vedkommende er i besiddelse af en faktura eller
2) vedkommende, for så vidt angår indførsel af varer til landet fra steder uden for EU, er i besiddelse af et dokument vedrørende indførslen, der angiver den afgiftspligtige person som modtager eller importør, og som angiver eller gør det muligt at beregne den skyldige afgift.

Momspligten for almindelige leverancer indtræder på leveringstidspunktet. Ved indenlandske leverancer anses fakturadatoen normalt for leveringstidspunktet. Se momslovens § 23, stk. 1 og 2. Det er således normalt fakturadatoen, der afgør, i hvilken momsperiode købsmomsen skal medregnes til momstilsvaret. Se momslovens § 56, stk. 1 og 3.

I den konkrete sag ønsker selskabet fradrag for købsmoms vedrørende udgifter til en underleverandør i indkomståret 2020 på baggrund af en faktura, der er dateret den 31. december 2019, idet slutkunden først bliver faktureret for det udførte arbejde i 2020.

På baggrund af de foreliggende oplysninger, herunder at der er tale om en faktura, der er dateret den 31. december 2019, finder Landsskatteretten, at købsmomsen vedrørende underleverandøren [virksomhed1] på 23.750 kr. relaterer sig til momsperioden for 2. halvår 2019.

Der kan således allerede af den grund ikke godkendes fradrag for købsmoms heraf i 1. halvår 2020.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.