Kendelse af 17-08-2023 - indlagt i TaxCons database den 09-09-2023

Journalnr. 23-0041645

Toldstyrelsen har afkrævet klageren 1.949 kr. kr. i told og afgifter i forbindelse med indførsel af cigaretter og vandpibetobak ved hans indrejse i Danmark den 12. februar 2023. Toldstyrelsen har endvidere pålagt klageren en bøde på 3.500 kr.

Landsskatteretten stadfæster Toldstyrelsens afgørelse om opkrævning af told, moms og tobaksafgift.

Landsskatteretten har ikke kompetence til at tage stilling til Toldstyrelsens opkrævning af bøde.

Faktiske oplysninger

Klageren ankom med fly fra Jordan til [by1] Lufthavn den 12. februar 2023 og gik gennem grøn kanal i lufthavnen, der er gennemgang for personer, der ikke har noget at angive.

Klageren blev udtaget til kontrol af toldmyndigheden, og hér blev der fundet et karton med 200 cigaretter i hans rygsæk, to gange 250 gram vandpibetobak i hans kuffert samt 13 løse pakker cigaretter i en anden af hans kufferter.

Toldstyrelsen efteropkrævede told- og afgifter for de tobaksvarer, der oversteg den kvantitative grænse for afgiftsfrihed, og klageren blev desuden pålagt en bøde.

Toldstyrelsens afgørelse

Toldstyrelsen har afkrævet klageren 1.949 kr. kr. i told og afgifter i forbindelse med indførsel af cigaretter og vandpibetobak ved hans indrejse i Danmark den 12. februar 2023. Derudover har Toldstyrelsen pålagt klageren en bøde på 3.500 kr.

Følgende fremgår af afgørelsen:

”...

Du har valgt at betale told, afgifter og bøde for indsmuglede varer (ikke EU)

Du ankom i dag d. 12/2 til [by1] lufthavn med fly [...] via [by2].

Du blev kontrolleret, da du gik gennem den grønne kanal og du havde medbragt varer, som du skal betale told og afgifter af.

Du har ønsket at betale told og afgifter med det samme. Du får derfor en opgørelse af told og afgifter. Hvis du er enig i vores opgørelse, kan du skrive under og betale.

Du oplyste ikke, at du medtog følgende varer:

500 gram vandpibetobak ikke EU

260 cigaretter ikke EU

Det skal du betale i told og afgifter

Vi har opgjort tolden og de af gifter, du skal betale, sådan:

Beregning af told og afgift

Varer

Tobaks/

Spiritus Afgift

Told

Moms

I alt kr.

Cigaretter

511

86,86

187,16

785,03

Tobak

Vandpibe

Tobak

750,45

143,05

271,12

1164,64

Spiritus

Andre varer

Alle varer

Afrundet

1949

Sagsfremstilling

I forbindelse med din indrejse har du undladt at angive omstående varer.

I henhold til § 23, stk. 2, i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 29 af 4. januar 2022 (toldlov), har du pligt til at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EU og de i henhold til § 10, stk. 3, fastsatte regler herom.

Efter § 10, stk. 1, i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 29 af 4. januar 2022 (toldlov), opkræver vi told og afgifter af varer, som ikke er i fri omsætning i EU's toldområde og som indføres i det danske toldområde.

Efter §§ 115 og 120 i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1080 af 1. juni 2021 om toldbehandling, kan rejsende, der indrejser i det danske toldområde fra tredjelande told- og afgiftsfrit, medfører tobaksvarer og spiritus i det anførte omfang.

Efter §§ 119, stk. 1, og 122, i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 1080 af 1. juni 2021 om toldbehandling med senere ændringer, kan rejsende, der indrejser i det danske toldområde fra tredjelande, told- og afgiftsfrit medføre andre varer omhandlede til en værdi, der ikke overstiger 430 euro (ca. 3.200 kr.)

X Told opkræves efter § 2, jf. EU's retsakter, i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 29 af 4. januar 2022 (toldlov).

...

X Tobaksafgift opkræves efter § 12 i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 1447 af 21. juni 2021

(tobaksafgiftslov).

X Moms opkræves efter § 12 i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 1021 af 26. september 2019

(momslov).

...

Derfor skal du betale en bøde (bødeforelæg)

Du har taget de nævnte varer med, men da du valgte den grønne kanal, angav du ikke varerne. Toldstyrelsen har derfor vurderet, at du har overtrådt toldlovens § 23, stk. 2 med forsæt til at undgå at betale told og afgifter. Det betyder, at du får en bøde efter toldlovens § 73, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 1.

...”

Toldstyrelsen har den 7. juni 2023 udtalt følgende til klagen:

”...

Den klagende har tidligere klaget til Toldstyrelsen over denne sag. Svaret på denne sag fra toldstyrelsen, hvor i mine udtalelse også er med kan findes på sagen.

Efterfølgende har den klagen sendt en klage til Skatteankestyrelsen, hvor i han klager over, følgende: ”Jeg har fået afgift på to slags tobak, men jeg havde kun en slags da det andet han har henvist til, er vandpibetobak. Der var dog tale om alm tobak til at rulle smøger selv. Derfor forstår jeg ikke at der skulle være bøder for dem begge to.”

Den rejsende blev stoppet i grøn kanal med 260 cigaretter og 500 gram vandpibetobak, mere end det tilladte og som han ikke har angivet. Cigaretter og vandpibetobak bliver opgjort hver for sig i afgørelsen. Og der af bliver der samlet beregnet en bøde.

...”

Klagerens opfattelse

Klageren har fremsat påstand om, at afgiftsgrundlaget skal nedsættes til et mindre beløb og om, at han med urette er blevet pålagt at betale den omhandlede bøde.

Klageren har anført følgende:

”...

Jeg har fået afgift på to slags tobak, men jeg havde kun en slags da det andet han har henvist til, er vandpibetobak. Der var dog tale om alm tobak til at rulle smøger selv. Derfor forstår jeg ikke at der skulle være bøder for dem begge to.

En anden uheldig situation jeg står i, er at jeg til næste år kan søge dansk statsborgerskab.

Dog gør bødens størrelse at jeg netop ikke får den mulighed. Jeg har altid opført mig ordentligt og det gør mig oprigtigt ked af det og skuffet at jeg ved at lave en ærlig fejl, hvilket jeg erkender, mister muligheden for at får statsborgerskab.

...”

Klageren har i forbindelse med klagens behandling bl.a. oplyst, at han er enig i, at han indførte mere tobak end tilladt efter reglerne om afgiftsfri indførsel, men at han ikke vidste, at han ikke både kunne medbringe 200 cigaretter og rulletobak. Klageren har ikke dokumentation for, at der er tale om rulletobak.

Landsskatterettens afgørelse

Toldstyrelsen har efteropkrævet 1.949 kr. kr. i told og afgifter i forbindelse med indførsel til Danmark af cigaretter og vandpibetobak. Derudover har Toldstyrelsen pålagt klager en bøde på 3.500 kr.

Opkrævning af told og afgifter

Landsskatteretten skal tage stilling til, om Toldstyrelsen har beregnet told og afgifter på grundlag af den korrekte mængde og type indførte varer.

Retsgrundlaget

Personer, som rejser mellem lande, der ligger uden for EU’s toldområde og det danske toldområde, har pligt til at angive de varer, de medbringer, i overensstemmelse med de regler, der er fastsat af EU og i medfør af toldlovens § 10, stk. 3. Det fremgår af § 23, stk. 1 og 2, i toldloven: lovbekendtgørelse 2022-01-04.

Toldlovens § 10, stk. 3, giver skatteministeren hjemmel til at fastsætte regler for kontrol og toldbehandling af bl.a. varer, der indføres i EU’s toldområde. Ministeren har udnyttet denne hjemmel til udstedelse af toldbehandlingsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1080 af 1. juni 2021.

Ved indrejse fra tredjelande kan rejsende afgiftsfrit medbringe 200 cigaretter eller 100 cigarillos eller 50 cigarer eller 250 gram røgtobak. Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsen § 115.

Af toldtariffens position 2403 og de forklarende bemærkninger hertil fremgår, at røgtobak både omfatter fabrikeret tobak til anvendelse i piber eller til fremstilling af cigaretter og vandpibetobak. Toldsatsen udgør i alle tilfælde 74,9 %.

Det følger af §§ 2, stk. 1 og 5 i tobaksbekendtgørelsen, at produkter, som helt eller delvis består af andre stoffer end tobak, og som er skåret, revet, spundet eller udpresset i plader, og som kan ryges uden yderligere industriel forarbejdning, skal ligestilles med og beskattes som tobak.

Personer, der ankommer til det danske toldområde fra et tredjeland, har pligt til straks at foretage angivelse til told- og skatteforvaltningen, hvis de medfører varer, der skal told- og afgiftsberigtiges. Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 122, stk. 2.

Personer, der ankommer til det danske toldområde, skal foretage angivelse ved at passere et kontrolområde, som består af 2 kanaler, hvoraf den ene (rød kanal) er mærket ”varer at angive”, og den anden (grøn kanal) er mærket ”ingen varer at angive”, såfremt et sådant kontrolområde er etableret på ankomststedet. Personer, der passerer igennem den grønne kanal, har ved passagen angivet, at de ikke medfører varer, der skal told- og afgiftsberigtiges. Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 122, stk. 3.

Det fremgår af tobaksafgiftslovens § 12, at der skal betales afgift af afgiftspligtige varer, der indføres fra steder uden for EU eller indføres fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde.

Det fremgår af momslovens § 12, stk. 1, at der betales afgift af varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU.

Landsskatterettens bemærkninger

Klageren indrejste fra Jordan til [by1] Lufthavn den 2. februar 2023 og medbragte 1 karton med 200 cigaretter, 13 løse pakker cigaretter, det vil sige 260 stk. cigaretter, samt 500 gram vandpibetobak.

Mængdebegrænsningen for afgiftsfri indførsel af cigaretter på 200 stk. cigaretter eller 250 g røgtobak efter toldbehandlingsbekendtgørelsens § 115, nr. 1, er dermed overskredet. Det er således berettiget, at Toldstyrelsen har opkrævet told og afgifter af 260 cigaretter og den medbragte vandpibetobak.

Røgtobak defineres i toldtariffens position 2403 og i tobaksbekendtgørelsens § 5 som både løs tobak og vandpibetobak. Vandpibetobak ligestilles dermed og afgiftsberigtiges som tobak. Det har således ikke nogen betydning for afgiftens størrelse, om klager medbragte løs tobak eller vandpibetobak i sin bagage.

Landsskatteretten stadfæster herefter Toldstyrelsens afgørelse om efteropkrævning af told og afgifter for i alt 1.949 kr.

Bødepålæg

Bødepålæg er en strafferetlig sanktion, der ikke er omfattet af den almindelige administrative rekurs, men henhører under domstolene. Landsskatteretten har derfor ikke kompetence til at tage stilling til denne del af klagen.