Kendelse af 27-04-2023 - indlagt i TaxCons database den 16-05-2023

Journalnr. 23-0008558

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Forhøjelse af momstilsvar 1. kvartal 2018

42.471 kr.

0 kr.

42.471 kr.

Forhøjelse af momstilsvar 2. kvartal 2018

32.021 kr.

0 kr.

32.021 kr.

Forhøjelse af momstilsvar 3. kvartal 2018

51.969 kr.

0 kr.

51.969 kr.

Forhøjelse af momstilsvar 4. kvartal 2018

42.730 kr.

0 kr.

42.730 kr.

Faktiske oplysninger

[person1] (herefter benævnt virksomhedsejeren) har siden den 1. juni 2015 drevet tømrer- og bygningssnedkervirksomhed under branchekode 433200. Virksomheden har været registreret under CVR-nr. [...1]. I perioden 1. juni 2015 til 1. maj 2018 har virksomheden været drevet under navnet [virksomhed1] og herefter under navnet [virksomhed2].

Det fremgår af folkeregisteroplysninger, at virksomhedsejeren har haft folkeregisteradresse i Danmark siden den 24. februar 2010. Virksomhedsejerens samlever har haft samme folkeregisteradresse som virksomhedsejeren fra den 4. februar 2013 og frem til den 7. august 2019.

Virksomheden har i 2018 afregnet moms kvartalsvist.

Skattestyrelsen har på anmodning modtaget bankkontoudtog for perioden 1. januar 2017 til 31. december 2018 vedrørende klagerens konto i [finans1], konto nr. [...21] og konto nr. [...88] samt kontoudtog for perioden 1. januar 2017 til 2. oktober 2019 vedrørende virksomhedsejerens konto i [finans2] AB, Litauen, konto nr. [...94].

Skattestyrelsen har i forbindelse med en gennemgang af virksomhedsejerens regnskabsmateriale sammenholdt indsætninger på klagerens bankkonti i [finans1] og konstateret indsætninger på klagerens bankkonti, som efter Skattestyrelsens opfattelse ikke har kunnet afstemmes med klagerens bilagsmateriale. De konkrete indsætninger udgjorde 529.702 kr. fordelt med 149.412 kr. i 1. kvartal 2018, 120.499 kr. i 2. kvartal 2018, 102.936 kr. i 3. kvartal 2018 og 156.855 kr. i fjerde kvartal 2018.

Skattestyrelsen har ligeledes i forbindelse med en gennemgang af virksomhedsejerens regnskabsmateriale sammenholdt indsætninger på bankkonto i [finans2] AB, Litauen, og konstateret indsætninger på virksomhedsejerens bankkonto, som efter Skattestyrelsenkattestyrelsens opfattelse ikke har kunnet afstemmes med virksomhedens bilagsmateriale. De konkrete indsætninger er opgjort til 662.270 kr. Beløbet indeholder udbetalt løn med 67.921 kr., modtaget husleje med 278.080 kr. og øvrige indsætninger med 316.269 kr., hvilket beløb er anset for yderligere omsætning i virksomhed.

Skattestyrelsen har samlet anset yderligere omsætning for at udgøre 807.782 kr. inklusive moms.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens salgsmoms for 2018 med 169.194 kr. med udgangspunkt i indsætninger op virksomhedsejerens bankkonti i [finans1] og [finans2] AB.

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

"(...)

3. Indsætninger på bankkonto i Litauen og på bankkonti i Danmark i 2018

(...)

3.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Da vi ikke har modtaget bemærkninger til vort forslag af 11/2 2020, ansættes din indkomst, moms og betalt skat i udlandet i overensstemmelse med vort forslag fsv. angår dette punkt.

På grundlag af hævningerne på din bankkonto i [finans1] anses du for at være skattepligtig til Danmark jf. kildeskattelovens § 1. Du skal derfor oplyse om alle dine indkomster til Danmark jf. statsskattelovens § 4.

Herefter skal Danmark reducere skatten til Danmark i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og den/de lande, hvori indkomsten også er beskattet.

Vi har gennemgået de fremsendte regnskabsmaterialer og fundet indsætninger på kontiene, som ikke ses medregnet i din indkomst for 2018.

Indsætningerne fremgår af vedlagte bilag. Summerne er som følger i Dkr.:

2018

[finans2] AB Litauen 662.270

Konto [...88] i [finans1] A/S 328.502

Konto [...21] i [finans1] A/S 201.200

1.020.722

Kontoen i [finans2] AB i Litauen føres i Euro. Ved omregningen til Dkr. har vi anvendt en forsigtig kurs på 7,40.

Indtægterne er i vedlagte bilag fordelt på 3 indkomsttyper sådan: 2018

Løn for arbejde udført for [virksomhed3], UAB 67.921

Udlejning af fast ejendom 278.080

Udført arbejde/øvrige indtægter 845.971

I alt 1.191.972

Da vi ikke har modtaget oplysninger om hvad indsætningerne dækker (f.eks. løn, udlejning af fast ejendom, udført arbejde), eller hvor arbejdet er udført, skønner vi, at arbejdet er udført i Danmark. Indsætninger vedrørende husleje anses at være indtægter fra udlejning af fast ejendom i udlandet.

Indtægterne fra løn for udført arbejde for [virksomhed3], UAB er anset for udført i Danmark, og skal derfor medregnes som dansk lønindkomst, og du skal betale arbejdsmarkedsbidrag jf. arbejdsmarkedsbidragslovens §§ 1-3. Indkomsten henføres derfor til rubrik 15 (felt 207).

Indtægter fra udlejning af ejendom i Litauen skal oplyses som indkomst fra udlandet sådan:

Rubrik 401 Litauen

Rubrik 460 (felt 296) 278.080

Øvrige indtægter anses at vedrører drift af virksomhed i Danmark. Indtægterne skal derfor medregnes som resultat af virksomhed, og du skal betale moms af indtægterne jf. momslovens § 3 og § 4, og du skal betale arbejdsmarkedsbidrag af overskud af virksomhed jf. arbejdsmarkedsbidragslovens §§ 1, 4 og 5.

Momsen udgør 25 % af beregningsgrundlaget jf. momslovens § 33.

Momsen skal beregnes og angives korrekt jf. momslovens § 56 og § 57.

Vi opkræver den for lidt indbetalte moms jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Indsætningerne på bankkontiene anses at være inkl. moms.

Indsætningerne fordeles sådan mellem beregningsgrundlag (den del, der henføres til indkomst), og moms:

Indsat for udført arbejde/øvrige indtægter jf. ovenfor 845.971

Heraf udgør momsen, som opkræves i følgende kvartaler

  1. kvt. -42.474
  2. kvt. -32.021
  3. kvt. -51.969
  4. kvt. -42.730 -169.194

(...)"

Skattestyrelsen har fremsendt følgende udtalelse til klagen:

"(...)

I klagen til Skatteankestyrelsen er der fremsendt dokumenter på udenlandsk, Skattestyrelsen har i mail af 15/6 2020 anmodet om en oversættelse af disse dokumenter, men vi har ikke modtaget en sådan. I mail af 10/7 2020 har Skatteankestyrelsen bedt os om at udarbejde vores udtalelse på det foreliggende grundlag.

(...)

Der er på nuværende tidspunkt ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen. Vi gør opmærksom på, at vi ikke kan og derfor ikke har forholdt os til dokumenterne på udenlandsk.

(...)"

Klagerens opfattelse

Virksomhedsejeren har fremsat påstand om, at der ikke er grundlag for at forhøje omsætningen og dermed salgsmomsen for 2018 i det omfang, som det er sket. Virksomhedsejeren har ikke sat beløb på nedsættelsen.

Virksomhedsejeren har som begrundelse for påstanden anført følgende:

"(...)

Jeg har komentarer til disse punkter:

- Kan i bevise at jeg som person har arbejdet i Danmark mere som 6 måned per år ?

(Alle bilag fra min litauisk firma [virksomhed3] resursai, bevise ikke at jeg har fysisk været og arbejdet i Danmark, ansvarlig medarbejde fra nævnte firma fik firma´s bankkort samt kontanter til betalinger i Danmark) Det viser ikke at jeg har selv været og fysisk arbejdet i Danmark, så sprøgsmål er hvorfor bede Skat mig at betale skat i Danmark, hvis jeg har fået kun litauisk løn fra Litauisk selskabet ? Jeg har ikke arbejdet i Danmark længe end 6 måned om år.

- Huset som jeg købte I Danmark er ikke til at bor i, det er til at salg. Hus som jeg har købt i Litauen er til at bor i.
- Skat siger jeg i alle min boliger som jeg har lejet var registreret min familie - ja, men det er fordi jeg har valgt at leje hus hele tid imens jeg søgte for arbejdes opgaver. Jeg har brugt bolig som et sted til at overnatte da jeg kom til Denamark for at kontrollere medarbejderes arbejde. Hvorfor kan ikke min familie leje samen sted som jeg ? eller skull det være anden steder ?
- Jeg vil meget gerne se konkrete beviser, at jeg har arbejdet mere end 182 dage i Danmark? Jeg kan se at Skat regner penge som var brugt til dækning [virksomhed3] resursai udgifter som min indkomst. Det er forkært, da de penge var brugt for at købe materialer, brandstof, værktøj. Hvorfor skal det beløb beskattes?
- Nogen af min medarbejdere har ikke en bank konto (der er ikke et krav i Litauen), derfor for at kunne udbetale løn til dem var jeg nødt til at for penge til min konto og have penge fra ATM for at betale til folk. Hvorfor skal de penge beskattes?
- Husleje betalt fra virksomheds konto - det er kost og logi og ikke privat indkomst. Hvorfor skal i beskatte dem også?
- Kost og logi er skattefri, de skal ikke beskattes.
- Min litauisk løn er 750 eur, om måned, så hvordan kan det være at jeg skal betale så meget i skat i Danmark? Og hvorfor skal jeg betale skat her i Danmark da jeg ikke har arbejdet længe end 6 mndr i Danmark.
- Jeg har lånt min private penger til min firma, og efter da firma har tjent noget har jeg taget penge retur fra firma. Det gjørt jeg noget gange, hvorfor er beskattet også de penge?
- Penger som jeg har overført fra firma til min privat konto og brugt til firma til at købe materialer og der er alle bilag, hvorfor er jeg beskattet af det også?

Jeg bede jer til undersøger alt igen, til små detaljer da lige nu ser ud som det ikke gjørt ansvarlig

nok.

(...)"

Virksomheds ejerens repræsentanten har fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens udtalelse:

"(...)

Bemærk, at [person1] eller vores virksomhed [virksomhed4] fik ikke nogen skriftlig spørgsel til at oversæte dokumenterne. Seneste afgørelse er lavet ud af dokumenterne som var sendt til jer den 16-10-2019, er ikke korrekt. Afgørelsen sige at [person1] har ikke betalt skat i andre lande. Dog, skatten er betalt i udlandet, og der er sendt en bevis for det der hedder GPM 308 blanket for 2017 og 2018.(officielt blanket som er udført af lituaisk skattestyrelsen- VMI) [person1] er alm. ansat i Litauen og det er hans arbejdgiver som betaler skat for ham til staten.

(...)"

Landsskatterettens afgørelse

Det skal indledningsvist bemærkes, at virksomhedsejerens anmodning om oversættelse af sagsfremstillingen ikke er imødekommet. Der er henset til, at virksomhedsejeren har været bosiddende i Danmark siden 2010, ligesom virksomhedsejeren har formuleret indlæg på dansk.

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Der fremgår af momslovens § 4, stk. 1 (Lovbekendtgørelse nr. 760 af 21. juni 2016 om merværdiafgift).

Virksomheder, etableret i Danmark med en momspligtig omsætning på over 50.000 kr. årligt, skal momsregistreres. Levering af ydelser er som udgangspunkt momspligtigt. Dette fremgår af momslovens § 48, stk. 1 og § 47, stk. 1.

Momsregistrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, til skatteforvaltningen, angive størrelsen af virksomhedens indgående og udgående merværdiafgift i perioden. Forskellen mellem den indgående og udgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar. Det fremgår af momslovens §§ 56, stk. 1 og 57, stk. 1.

Retten har i afgørelse af den sammenholdte indkomstskattesag for indkomståret 2018, jf. sagsnr. [sag1], stadfæstet Skattestyrelsens afgørelse.

Denne afgørelse skal danne grundlag for opgørelsen af momstilsvaret for afgiftsperioden for 2018.

Skattestyrelsens opgørelse af virksomhedens indtægter og udgifter er sket med baggrund i posteringsteksten på udskrift af posteringer på bankkonti [finans1] og [finans2] AB.

Skattestyrelsen har foretaget en grundig vurdering af alle posteringer på bankkontoen og har opgjort virksomhedens yderligere salgsmoms til 169.194 kr.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse vedrørende skønsmæssig fastsættelse af salgsmoms.