Kendelse af 30-11-2023 - indlagt i TaxCons database den 22-12-2023

Journalnr. 22-0089675

Toldstyrelsen udstedte bindende tariferingsoplysning (BTO) den 12. august 2022 på en håndvask, der bestod af hvid polymer. Det var Toldstyrelsens opfattelse, at vasken skulle tariferes i positionskode 3922 10 00 00 i den kombinerede nomenklatur (KN) som en håndvask af plastik. Selskabet, som havde anmodet om den bindende tariferingsoplysning den 29. april 2022, havde i ansøgningen anført, at vasken forventedes tariferet i KN-position 9403 70 00 00 som et møbel af plastik.

Landsskatteretten stadfæster Toldstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet producerer og sælger hjælpemidler og møbler til personer med nedsat funktionsevne. Selskabet har oplyst, at som producent af medicinsk udstyr er bl.a. selskabets produktsortiment til badeudstyr tilmeldt Lægemiddelstyrelsen.

Selskabet ansøgte den 29. april 2022 om en BTO for en håndvask af hvid polyester. Håndvasken blev beskrevet som en håndvask og bordplade, støbt i ét. Håndvasken var oval og placeret i den ene ende af bordpladen. Langs det yderste af bordpladen var der tre firkantede huller, der udgjorde håndtag. Håndvasken indeholdt ikke armatur, blandingsbatteri eller andre dele, men forelå på fortoldningstidspunktet som en ”rå” vask. Håndvasken blev solgt med enten påmonterede beslag eller monteret på en enhed, der kunne højdeindstilles. Håndvasken var beregnet til at skulle hænge på en væg, og udformningen af vasken gjorde det let for kørestolsbrugere at anvende den.

Selskabet har oplyst, at vasken ikke er egnet til personer, som ikke har en nedsat funktionsevne, da den bl.a. er støbt med handicapgreb, og at vasken kun sælges til plejehjem, hospitaler samt kommunernes hjælpemiddelformidlinger.

Selskabet havde i anmodningen om BTO angivet, at selskabet forventede, at varen blev tariferet i KN-positionskode 9403 70 00 00 som et møbel af plastik, men Toldstyrelsen udstedte BTO på varen den 12. august 2022 med KN-positionskode 3922 10 00 00 som en håndvask af plastik. I forbindelse med klagesagen har selskabet foreslået ny tarifering i KN-position 9402 90 00 00 som et møbel til medicinsk, kirurgisk, dental eller veterinær brug.

Toldstyrelsens afgørelse

Toldstyrelsen har truffet afgørelse om, at varen [...] Vask tariferes under varekode 3922 10 00 00.

Som begrundelse herfor er anført følgende:

”(...)

Vi har tariferet varen under varekode 3922 10 00 00 efter almindelig tariferingsbestemmelse 1, 3 b) og 6 til den kombinerede nomenklatur, bestemmelse 1 til kapitel 39, og teksten til varekode 3922 og 3922 10 00 00.

(...)

Varen er en håndvask og bordplade, der er støbt i ét. Materialet er oplyst til at bestå af polyester, der er coatet med hård gel. Det er er mulig at støtte sig på varen.

Bestemmelse 1 til kapitel 39 beskriver, at betegnelsen ”plast” omfatter de materialer som hører under position 3901 – 3914.

Varen er lavet af polyester, som i ubearbejdet form er positivt nævnt i position 3907. Coatingen på varen ændrer ikke på dens karakter af en vare af plast, da coatingen ifølge det oplyste også er plast (polyester resin).

Med baggrund i bestemmelsen tariferes varen som en vare af plast i kapitel 39.

Da varen udgør bordplade og håndvask, og da sådanne tariferes i hver deres position, skal varen tariferes efter hvad der er karaktergivende efter almindelig tariferingsbestemmelse 3 b).

Det er Toldstyrelsens vurdering, at det karaktergivende ved varen er dens funktion som håndvask, da denne funktion anses som den primære. Funktionen som støtte er sekundær og udvider funktion af vasken, og den er derfor ikke karaktergivende.

Det fremgår af teksten til position 3922, at positionen omfatter ”Badekar, brusekar, køkkenvaske, håndvaske, bideter, klosetter samt sæder og låg dertil, skyllecisterner og lignende sanitetsartikler, af plast:”.

Da varens objektive karakteristika er en håndvask, er varen omfattet af teksten til position 3922.

Varen tariferes derfor under varekode 3922 10 00 00, (...) håndvaske.

Vi har ikke tariferet varen under den anmodede varekode

Varen er en håndvask af plast og den hører derfor ikke under position 9403 som et møbel, i medfør af almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6.

(...)”

Toldstyrelsen har den 27. oktober 2022 indsendt bemærkninger til klagen.

”(...)

Varen, der er genstand for BTO'en, er en håndvask og bordplade støbt i et (se ansøgning i bilag 1 og supplerende oplysninger om varen i bilag 4).

Varen er tariferet som en håndvask i position 3922 (3922 10 00 00). [virksomhed1] er ikke enig i afgørelsen, idet virksomheden:

  1. foreslår en tarifering i position 9402
  2. er af den opfattelse, at den kunne have angivet flere informationer.

Toldstyrelsen ønsker at give følgende kommentarer:

1. Forslag om tarifering i position 9402

Virksomheden foreslår i sin klage en tarifering som et møbel til medicinsk, kirurgisk, dental eller veterinær brug, i position 9402.

Ifølge bestemmelse 2 til kapitel 94 kan de under pos. 9401-9403 nævnte møbler kun tariferes i de pågældende positioner, såfremt de er bestemt til anbringelse på gulvet eller på jorden.

Varen er ikke bestemt til anbringelse på gulvet eller på jorden og kan derfor ikke tariferes i position 9402.

Endvidere foreligger varen ikke som et møbel til medicinsk, kirurgisk, dental eller veterinær brug.

Rubrik 8 i BTO-ansøgningen, hvor den anmodet varekode angives, er blot til angivelse af hvilken varekode, virksomheden har en forventning om, at varen kan tariferes i. Varekoden, der angives i denne rubrik, er derfor ikke bestemmende for den endelige tarifering.

At virksomheden i ansøgningen ikke har anmodet om en varekode i position 9402, er derfor uden relevans for varens tarifering.

Ved udstedelse af en BTO afdækker Toldstyrelsen alle mulige varekoder og ikke kun den varekode, som virksomheden har anmodet om. At virksomheden ikke har anmodet om tarifering under en varekode i position 9402, har derfor ikke haft betydning for den sagsbehandling, som Toldstyrelsen foretager under udarbejdelse af en BTO.

2. Virksomhedens opfattelse af at kunne have angivet flere informationer

[virksomhed1] er af den opfattelse, at virksomheden kunne have angivet flere oplysninger.

[virksomhed1] oplyser i klagen, at virksomheden ved ansøgning om BTO ikke medsendte dokumentation for, at varen er lovpligtigt tilmeldt hos Lægemiddelstyrelsen.

Eventuelle godkendelser eller tiltænkte markeder for varen er uden relevans for tariferingen af varen, idet tarifering udelukkende sker på baggrund af gældende toldlovgivning og varens objektive karakteristika.

Da varens objektive karakteristika og egenskaber ikke udelukker, at varen kan anvendes som håndvask af andre end personer med nedsat funktionsevne, hænger varens objektive karakteristika og den tiltænkte anvendelse ikke uløseligt sammen.

Se Amoena-dommen1 (Bilag 5), præmis 44, 45 og 46.

Varen, som er omfattet af denne BTO, foreligger som en vare af plast (Bilag 1 og 2).

Det er oplyst, at varen er fremstillet af polyester coated med hård gel (Bilag 3). Dette plastmateriale er omfattet af kapitel 39 ifølge bestemmelse 1 til kapitel 39.

Varen udgør både bordplade og håndvask.

Det er Toldstyrelsens vurdering, at det karaktergivende ved varen er dens funktion som håndvask, da denne funktion anses som den primære.

Det fremgår af teksten til position 3922, at positionen omfatter "Badekar, brusekar, køkkenvaske, håndvaske, bideter, klosetter samt sæder og låg dertil, skyllecisterner og lignende sanitetsartikler, af plast:".

Da varens objektive karakteristika er en håndvask, er varen omfattet af teksten til position 3922.

Varen tariferes derfor under varekode 3922 10 00 00, (...) håndvaske.

Toldstyrelsens konklusion

Ud fra ovenstående udtalelse vedrørende klagen fra [virksomhed1] er det fortsat Toldstyrelsens

vurdering, at varen er korrekt tariferet under varekode 3 922 10 00 00.

(...)”

Klagerens opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at varen, [...] Vask, skal tariferes under varekode 9402 90 00 00 som et møbel til medicinsk, kirurgisk, dental eller veterinær brug.

Hertil er anført:

”(...)

Vi har forhørt, hvorledes vi skulle forholde os til sagen, om vi skulle indgive en ny BTO for vasken, eller hvorledes indsigelser forholder sig. Vi fik at vide, at vi skulle indgive en klage.

Vi kan godt se begrundelsen i, at vasken ikke kan importeres under position 9403, men vi skulle angive forslag til position og kunne kun angive et nummer, som vi umiddelbart kunne se via ansøgningen.

Vi foreslår i stedet position 9402 – tarifnummer 9402.90.00.00 (Møbler til medicinsk, kirurgisk, dental eller veterinær brug ...) grundet vores [...] Vask hører ind under vores produktsortiment af Baderumsudstyr.

Vi understreger, at [...] Vasken ikke er egnet til ikke-handicappede, da den bl.a. er støbt med handicapgreb. Desuden kan vi dokumentere, at vasken kun sælges til plejehjem, hospitaler samt kommunernes hjælpemiddelformidlinger.

Vi henviser i øvrigt til https://[...dk]products/[...]-haandvask/

Det er lovpligtigt at vores produktsortiment Badeudstyr, skal være tilmeldt hos Lægemiddelstyrelsen, idet vi står som producent af medicinsk udstyr bl.a. under sortimentet Badeudstyr.

Vi bruger årligt mange ressourcer på overholdelse af reglerne og betaler et ikke lille årsgebyr for tilsyn og kontrol (markedsovervågning) – vi har bl.a. lige været gennem audit af Lægemiddelstyrelsen, hvor der bl.a. blev tjekket for overholdelse af produktmærkning, regulativer m.v.

Vi er kede af, hvis vi i første omgang misforstod noget af ansøgningen og kunne have angivet flere informationer, men det er første gang, vi har prøvet en BTO-ansøgning.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling, hvor varen, som er omfattet af den bindende tariferingsoplysning DK BTI 22-0395545, skal tariferes i den kombinerede nomenklatur. Det er Toldstyrelsens opfattelse at varen skal tariferes i KN-positionskode 3922 10 00 00 som en håndvask af plastik, mens det er selskabets påstand, at varen skal tariferes i KN-position 9402 90 00 00 som et møbel til medicinsk, kirurgisk, dental eller veterinær brug.

Retsgrundlag

Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif med senere ændringer med senere ændringer (KN).

Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i den kombinerede nomenklatur (KN) alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser.

Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen. Det fremgår af almindelig tariferingsbestemmelse (ATB) 1 og 6 i Den Kombinerede Nomenklatur.

Af EU-Domstolens faste praksis fremgår, at hensynet til retssikkerheden og myndighedernes kontrolmuligheder kræver, at det afgørende kriterium for varers tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive karakteristika og egenskaber, således som disse fremgår af ordlyden af positionen i KN og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, og at disse objektive karakteristika og egenskaber ved varerne skal kunne kontrolleres på tidspunktet for fortoldningen, jf. bl.a. Domstolens afgørelse i C-192/19 Rensen Shipbuilding, præmis 21-23. Varens anvendelse kan udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive kendetegn og egenskaber.

KN-position 3922 omfatter badekar, brusekar, køkkenvaske, håndvaske, bideter, klosetter samt sæder og låg dertil, skyllecisterner og lignende sanitetsartikler, af plast. KN-position 3922 10 00 00 omfatter badekar, brusekar, køkkenvaske og håndvaske.

Det følger af EU-Domstolens praksis, at selvom de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif ikke er bindende, indeholder disse vigtige bidrag til den ensartede fortolkning i EU af de forskellige toldpositioner.

Af de forklarende bemærkninger til KN-position 3922 fremgår:

”Denne position omfatter sanitetsartikler til fast installation almindeligvis ved tilslutning til vand-eller kloakledninger. Positionen omfatter også andre lignende sanitære artikler, såsom transportable bideter, badekar til børn og tørklosetter.

...”

Af bestemmelse 2 til KN-kapitel 94 fremgår, at de møbler, der er omfattet af KN-position 9401-9403, skal være bestemt til anbringelse på gulvet.

KN-position 9402 omfatter møbler til medicinsk, kirurgisk, dental eller veterinær brug (f.eks. operationsborde, undersøgelsesborde, hospitalssenge med mekanisk udstyr, tandlægestole); frisørstole og lignende stole med bevægelsesmekanisme; dele til disse varer. KN-position 9402 90 00 00 omfatter andre varer end tandlægestole, frisørstole og lignende stole, samt dele dertil.

KN-position 9403 omfatter andre møbler og dele dertil og KN-position 9403 70 00 00 omfatter møbler af plast.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Den omstændighed, at selskabet er producent af medicinsk udstyr, og at den omhandlede vare er tilmeldt Lægemiddelstyrelsen, kan ikke i sig selv være afgørende ved bedømmelsen af, om varen er beregnet til medicinske formål som omhandlet i KN-position 9402, idet regler og bestemmelser indenfor medicinalområdet forfølger andre formål end toldretten. Tarifering af en vare skal foretages i overensstemmelse med de af EU vedtagne regler på toldområdet.

Retten finder, at varen, omfattet af den bindende tariferingsoplysning DK BTI 22-0395545, foreligger med de objektive karakteristika og egenskaber af en håndvask af hvid plastik. Håndvasken er udelukket fra tarifering i KN-position position 9401 - 9403 efter bestemmelse 2 til KN-kapitel 94, idet vasken ikke er bestemt til anbringelse på gulvet, men er bestemt til at hænge på en væg. Håndvasken kan således ikke tariferes under KN-position 9402 som et medicinsk møbel, eller under KN-position 9403, som et møbel af plast. Herefter skal det undersøges, hvor varen skal tariferes ud fra dens objektive karakteristika og egenskaber, således som disse fremgår af ordlyden af andre positioner i KN, samt de forklarende bemærkninger hertil og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser.

Retten finder, at håndvaskens objektive karakteristika og egenskaber af en håndvask af plastik er beskrevet i ordlyden af teksten til KN-position 3922 10 00 00 samt de forklarende bemærkninger hertil.

Landsskatteretten stadfæster på denne baggrund Toldstyrelsens afgørelse om bindende tarifering af en håndvask af plastik i KN-position 3922 10 00 00.