Kendelse af 06-12-2023 - indlagt i TaxCons database den 17-01-2024

Journalnr. 21-0114628

Motorstyrelsen har foretaget en omberegning af den betalte registreringsafgift på køretøjet. Omberegningen medfører, at klageren skal betale yderligere 14.932 kr. i registreringsafgift.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj er en Toyota Aygo med stelnummer [...].

Det fremgår af Køretøjsregisteret, at køretøjet blev afmeldt Køretøjsregisteret den 11. januar 2021, og i den forbindelse blev der oprettet en totalskadeblokering. Den 20. marts 2021 blev køretøjet anmeldt til afgiftsberigtigelse, og den 20. april 2021 ophævedes totalskadeblokeringen af køretøjet, køretøjet blev værdiansat af Motorstyrelsen, registreringsafgift blev beregnet og registreringsafgiften blev betalt. Den 26. juni 2021 blev køretøjet registreret i Køretøjsregisteret.

Den indbetalte registreringsafgift den 20. april 2021 var 0 kr. og var beregnet ud fra de dagældende regler.

Den 16. december 2021 traf Motorstyrelsen afgørelse om omberegning af den betalte registreringsafgift på køretøjet som følge af nye regler for beregning af registreringsafgift, jf. lov nr. 203 af 13. februar 2021 (”L203”), som trådte i kraft den 1. juni 2021. De nye regler havde tilbagevirkende kraft fra den 18. december 2020.

Ved omberegningen af registreringsafgiften af køretøjet anvendte Motorstyrelsen den samme værdiansættelse af køretøjet, som Motorstyrelsen havde anvendt ved beregningen af registreringsafgift den 20. april 2021.

Omberegningen betød, at selskabet skulle betale 14.932 kr. yderligere i registreringsafgift af køretøjet.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har foretaget omberegning af den betalte registreringsafgift på køretøjet. Omberegningen medfører, at klageren skal betale yderligere 14.932 kr. i registreringsafgift.

Motorstyrelsen har anført følgende begrundelse for omberegningen:

”Folketinget vedtog den 13. februar 2021 en ny lov, som har medført en ny måde at beregne registreringsafgift (lov nr. 203 af 13. februar 2021). De nye regler har virkning fra den 18. december 2020.

Vi skriver til dig, fordi du i perioden fra den 18. december 2020 til den 31. maj 2021 har betalt registreringsafgift af et køretøj og derfor kan have betalt for meget eller for lidt

Denne afgørelse vedrører nedenstående køretøj.

Mærke: TOYOTA

Model: AYGO 5-DØRS

Stelnummer: [...]

Ændringerne for beregning af registreringsafgift betyder, at vi beregner en ny registreringsafgift for dit køretøj. Hvis køretøjet er afgiftsberigtiget som brugt, fastsætter vi også en ny afgiftspligtig værdi og beregner en ny registreringsafgift.

Resultatet er:

Den nye beregning viser, at i forhold til den oprindelige beregning skal der reguleres -14.932 kr.”

Klagerens opfattelse

Selskabet har anført, at Motorstyrelsens omberegning er forkert. Selskabet mener, at kravet på registreringsafgift skal sættes til 0 kr.

Selskabet har anført følgende begrundelse:

”Vi vil gerne klage over afgørelsen om regulering af registreringsafgiften på køretøjet, da køretøjet er solgt af virksomheden efter udsagn fra SKAT om en væsentlig lavere afgift (KR. 0,00)!

[virksomhed1] har derfor solgt køretøjet til en væsentlig lavere pris, end selv afgiften lyder på.

Handelsprisen på køretøjet er simpelthen meget lavere end den nye afgiftsberegning.

Vi har en forventning om, at afgiften på dette grundlag ikke reguleres.”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har afgivet følgende udtalelse til klagen:

”Motorstyrelsen fastholder, at køretøjet er omberegnet korrekt, der er betalt registreringsafgift på baggrund af ”Genopbygget efter totalskade” den 20. april 2021, hvilket, jævnfør § 9, stk. 8 i lov nr. 203 af 13. februar 2021, er indenfor perioden hvor et køretøj skal omberegnes.

Køretøjer, der genopbygges efter en totalskade, skal beregnes på samme måde som for et nyt køretøj, herunder også med tillæg for CO2-udledning. Tillægget for CO2- udledning skal ikke nedskrives med bilens faldprocent, når et køretøj, som er totalskadet efter REGAL § 7, skal afgiftsberigtiges på ny. Dette følger lovens ordlyd og af lovbemærkningerne til § 4, stk. 1, og § 5, stk. 1, som blev indført ved lov 623/2010.

I det fremsatte lovforslag fremgår bl.a. følgende: ”Med bestemmelserne tilsigtes en begrænsning af reglerne for beregning af registreringsafgift af nye køretøjer til kun at gælde fabriksnye køretøjer og køretøjer, der skal afgiftsberigtiges efter de særlige regler for køretøjer, der genopbygges efter færdselsuheld, eksplosion, ildebrand og lignende. Andre køretøjer afgiftsberigtiges efter reglerne for brugte køretøjer”.

Motorstyrelsen indstiller, at afgørelsen af den 16. december 2021 fastholdes. Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Motorstyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.”

Landsskatterettens afgørelse

Når der i det følgende henvises til registreringsloven og registreringsafgiftsloven, er dette henvisninger til henholdsvis lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020 om registrering af køretøjer og lovbekendtgørelse nr. 228 af 11. marts 2020 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere lovændringer indtil tidspunktet for betalingen af registreringsafgift for køretøjet den 20. april 2021.

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i Køretøjsregistret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1.

Det er udgangspunktet, at der skal betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

Et genopbygget køretøjs registreringsafgift beregnes på grundlag af den afgiftspligtige værdi, jf. registreringsafgiftslovens § 4, stk. 1, jf. § 7.

I registreringsafgiften indgår også et tillæg og et eventuelt fradrag baseret på brændstofforbrug. Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 2 og 3.

Ved L203 har Folketinget vedtaget en ny metode til beregning af registreringsafgift. Ændringen betyder, at registreringsafgiften skal beregnes efter tre skalaknæk med 25 %, 85 % og 150 %. Før ændringen beregnedes registreringsafgiften efter to skalaknæk. Endvidere indfører loven et tillæg til registreringsafgiften for CO 2-udslip, og afskaffede det hidtil gældende tillæg og fradrag, som var baseret på brændstofforbrug.

L203 har tilbagevirkende kraft med den betydning, at registreringsafgift på køretøjer, som blev afgiftsberigtiget i perioden 18. december 2020 til 31. maj 2021, skal omberegnes, jf. ændringslovens § 9, stk. 8.

Efter ændringslovens ikrafttræden tilbagebetaler eller efteropkræver told- og skatteforvaltningen afgiftsdifferencen til eller hos den, der skal svare afgift efter registreringsafgiftslovens almindelige regler.

Sagens køretøj blev afgiftsberigtiget den 20. april 2021, hvilket er inden for perioden 18. december 2020 til 31. maj 2021.

Motorstyrelsen har foretaget en omberegning af registreringsafgiften af køretøjet efter den nye beregningsmetode med tre skalaknæk samt tillæg for CO 2-udslip.

På denne baggrund finder Landsskatteretten, at omberegning af registreringsafgiften på køretøjet er sket med rette.

Som sagen er oplyst, lægger Landsskatteretten til grund, at omberegningen af registreringsafgift efter L203 er foretaget korrekt.

Landsskatteretten bemærker, at såfremt køretøjet er registreret med målenormen NEDC2, er registreringsafgiften af køretøjet ikke nødvendigvis endelig. Det skyldes, at køretøjer, hvor registreringsafgift skal beregnes i perioden fra den 1. januar 2021 og frem, skal overgå til at anvende forbrugstal fastsat efter WLTP-målenormen. Det forventes, at en eventuel regulering af registreringsafgiften vil ske, når Motorstyrelsen er kommet i besiddelse af forbrugstal efter WLTP-målenormen, og Motorregisteret kan håndtere disse.

Landsskatteretten bemærker yderligere, at værdiansættelsen af sagens køretøj ikke er en del af den påklagede afgørelse.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.