Kendelse af 07-06-2023 - indlagt i TaxCons database den 27-06-2023

Journalnr. 21-0081539

Motorstyrelsen truffet afgørelse om, at klageren skal betale 12.769 kr. i registreringsafgift, da det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet er omfattet af registreringspligten i registreringslovens § 2, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 5, stk. 1-3.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj er en VW-passat med stelnummer [...] og registreringsnummer [reg.nr.1]. Køretøjet er registreret i Polen, og køretøjets ejer er klageren.

Toldstyrelsen standsede den 22. november 2020 kl. 11.30 køretøjet ved indrejsefeltet på [færgehavn].

Ifølge Toldstyrelsen oplyste klageren ved standsningen, at han havde bopæl i Danmark, at han medbragte en del bagage, som tilhørte hans kæreste.

Klageren har siden den 18. november 2019 været tilmeldt Det Centrale Personregister, og boede på afgørelsestidspunktet den 17. juni 2021 på [adresse1], [by1] sammen med sin ægtefælle og deres fælles barn.

Ifølge Skatteforvaltningens it-system modtaget indkomst fra fire forskellige arbejdsgivere i årene 2020 og 2021. Klageren har via tast selv på SKAT.dk indberettet 180 dage med befordring i Danmark i 2020.

Politiets automatiske nummerplade genkendelsesscanner (ANPG) har registreret køretøjets nummerplade 67 gange i perioden 29. marts 2021 til 24. april 2021.

Motorstyrelsen har ikke udstedt køretilladelse til køretøjet.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har afgjort, at klageren skal betale 12.769 kr. i registreringsafgift, da det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet er omfattet af registreringspligtgen i registreringslovens § 2, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 5, stk. 1-3., da klageren har haft køretøjet til rådighed i mere end 30 dage.

Som begrundelse har Motorstyrelsen anført følgende i sagsfremstillingen af 17. juni 2021:

”Motorstyrelsen bemærker, at hvis herboende ønsker at tage et udenlandsk registreret køretøj i brug på færdselslovens område, skal det inden ibrugtagningen være anmeldt til skatteforvaltningen jf. registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2.

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsen § 5, stk. 1, at et køretøj skal registreres i køretøjsregistret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet.

[person1]/ejeren af det omhandlende køretøj bor ifølge folkeregistret på adressen på [adresse1], [by1], c/o [person2] og har boet på adressen siden 18. november 2019. Ejeren af køretøjet anses derved, jf. registreringsbekendtgørelsen § 6, stk. 1, for at have bopæl her i landet.

Køretøjet skulle derfor have være registreret her i landet og forsynet med nummerplader, inden det blev taget i brug på færdselslovens område, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 Det bestemmes endvidere i registreringsafgiftslovens § 1, 1. pkt., at der skal svares afgift af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer.

Motorstyrelsen finder derfor, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark og dermed registreringsafgiftspligtig.”

Klagerens opfattelse

Det er klagerens opfattelse, at der ikke er grundlag for at opkræve registreringsafgiften på 12.769 kr., idet det er klagerens opfattelse, at Motorstyrelsens afgørelse er truffet på et forkert grundlag.

Som begrundelse herfor har klageren anført følgende i klagen af 9. september 2021:

”I want to complain about a letter I received from tax office to pay a certain fee for car registration, I want to state that this car doesn’t belong to me and I can’t register a car that doesn’t belong to me, I have borrowed the car from the owner to transport things from Poland to Denmark and I have not used the car again.”

Landsskatterttens afgørelse

Når der i det følgende henvises til registreringsloven, er dette en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 186 af 1. marts 2020 om registrerings af køretøjer, når der henvises til registreringsafgiftsloven, er dette en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 1194 af 2. juni 2021 om registreringsafgift af motorkøretøjer og når der henvises til registreringsbekendtgørelsen, er dette en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 1643 af 17. december 2018, alle med ændringer indtil afgørelsestidspunktet.

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1.

Udgangspunktet er, at der betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 – 3.

Det fremgår af § 5, stk. 3, i registreringsbekendtgørelsen, at selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet.

En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses for at have bopæl her i landet, jf. § 6 i registreringsbekendtgørelsen. Klageren har været registreret i Det Centrale Personregister med bopæl i Danmark siden den 4. september 2019, og anses derfor for at have bopæl her i landet.

Landsskatteretten finder, at køretøjet har været taget i brug på færdselslovens område, idet Toldstyrelsen den 22. november 2020 observerede køretøjet på [havnen] og idet Politiets automatiske nummerplade genkendelsesscanner (ANPG) har registreret køretøjets nummerplade 67 gange i perioden 29. marts 2021 til 24. april 2021.

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 15, at en person med bopæl eller hjemsted her i landet ikke må føre et udenlandsk registreret køretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i § 15, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2, eller §§ 16-26.

Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 10, at hvis en ejer eller bruger af et udenlandsk registreret køretøj etablerer bopæl eller hjemsted her i landet, og køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, skal registrering i Køretøjsregisteret ske inden 30 dage efter tilflytningen.

Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, 1. pkt., at hvis en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted her i landet ønsker at bruge et køretøj, der er registreret i udlandet, her i landet, skal Skatteforvaltningen, hvis køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, underrettes om ibrugtagningen på færdselslovens område, inden ibrugtagningen sker, med angivelse af dagen for ibrugtagningen på www.skat.dk/motor-udland.

Klageren har etableret bopæl i Danmark den 18. november 2019, uden at klageren har indregistreret køretøjet i Køretøjsregisteret inden 30 dage, og klageren har ikke fået udstedt en køretilladelse fra Motorstyrelsen inden ibrugtagningen af køretøjet på færdselslovens område. Landsskatteretten finder derfor, at klageren ikke opfylder betingelserne for kørsel i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 10 og § 13, stk. 2.

Landsskatteretten finder i øvrigt, at kørslen ikke er omfattet af § 15, stk. 2, eller §§ 16-26 i registreringsbekendtgørelsen.

Landsskatteretten finder herefter, at der er indtrådt registreringspligt for køretøjet, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, og at der er indtrådt afgiftspligt for køretøjet, jf. registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1 – 2.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.