Kendelse af 06-11-2023 - indlagt i TaxCons database den 06-12-2023

Journalnr. 21-0029561

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet en anmodning om genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2017 til 29. juni 2018, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, fra [virksomhed1] AS, Norge, herefter benævnt filialen.

Skattestyrelsen har herunder henset til, at der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde, at der skal ske en genoptagelse og ændring af afgiftstilsvaret som anmodet

om, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, modsætningsvis.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Den 7. marts 2018 traf SKAT, nu Skattestyrelsen, afgørelse om ikke at imødekomme filialens anmodning om genoptagelse og tilbagebetaling af moms for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2016, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

SKAT fandt herunder, at filialen i Danmark ikke i forhold til hovedetableringen i Norge udøvede selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens §§ 3 og 4. Der blev herunder bl.a. henset til, at filialen ikke selv bar den økonomiske risiko i forbindelse med levering af ydelser, idet den økonomiske risiko påhvilede hovedetableringen, og at filialen var afhængig af hovedetableringen, hvorfor de tilsammen udgjorde et og samme momssubjekt. Filialen havde herefter ikke ret til momsfradrag, jf. momslovens § 37, stk. 7, idet filialen ikke havde leveret formidling af værdipapirer, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, til en aftager uden for EU. Filialen påklagede den 29. maj 2018 SKATs afgørelse til Landsskatteretten, der dags dato har truffet afgørelse i sagen.

Ved bindende svar af den 12. november 2019 fandt Skattestyrelsen, at den danske filial og hovedetableringen i Norge fra og med den 29. juni 2018 ikke skulle anses for én afgiftspligtig person med deraf følgende momsmæssige konsekvenser i relation til leverede ydelser, idet hovedetableringen var blevet en del af en fællesregistrering (nye faktiske forhold).

Af det bindende svar fremgår blandt andet:

”[...]

Forudsætninger for besvarelsen

Ved besvarelsen tages der alene stilling til konsekvenserne af, at hovedkontoret indgår i en momsmæssig fællesregistrering i Norge. Besvarelsen omhandler således ikke de spørgsmål, som daværende SKAT ved afgørelse af 7. marts 2018 har truffet afgørelsen om og som er indbragt for Landsskatteretten. Den af daværende SKAT trufne afgørelse lægges således til grund ved besvarelse af nærværende anmodning.

[...]

Skattestyrelsen forstår nærværende spørgsmål således, at spørger ønsker svar på hvorvidt hovedetableringens deltagelse i en fællesregistrering i Norge bevirker, at Spørger – i form af hovedetableringen i Norge og filialen i Danmark – ikke længere skal anses for én afgiftspligtig person, med deraf følgende momsmæssige konsekvenser i relation til ydelser leveret fra etableringen i Norge til filialen i Danmark.

[...]

Ved besvarelsen af spørgsmål 1 har Skattestyrelsen fundet, at Spørger skal afregne moms (reverse charge) af ydelser leveret fra hovedkontoret i Norge, i det omfang de pågældende ydelser er omfattet af momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, når hovedkontoret indgår i en momsmæssig fællesregistrering i Norge.

I henhold til momslovens § 37, stk. 7, kan virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift fradrag afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer omfattet af § 13, stk. 1, nr. 10 og nr. 11, litra a-e, for så vidt ydelserne leveres til aftagere uden for EU, eller når de pågældende transaktioner er knyttet direkte til varer, som udføres til steder uden for EU.

Som sagen er forelagt og oplyst finder Skattestyrelsen, at Spørger har fradrag for moms af omkostninger der vedrører Spørgers leverancer af ydelser til hovedetableringen i Norge, i det omfang disse omfattes af momslovens § 13, stk. 1, nr. 10 og nr. 11, litra e.

[...] ”

Af filialens repræsentants anmodning om genoptagelse i nærværende sag fremgår blandt andet:

”[...]

På vegne af [virksomhed1] AS, Norge, CVR nr. [...1] (herefter "Selskabet"), skal vi hermed anmode om gentoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2017 - 29. juni 2018.

Vi skal i denne forbindelse oplyse Skattestyrelsen, at SKAT (nu Skattestyrelsen) den 7. marts 2018 traf afgørelse i forbindelse med en anmodning om genoptagelse af Selskabets momstilsvar for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2016 (Skattestyrelsens sagsnr. [sag1]). Ved denne afgørelse nægtede SKAT Selskabet momsfradrag, idet SKAT var af den opfattelse, at Selskabet ikke på daværende tidspunkt gennemførte levering af ydelser mod vederlag, jf. momsloven § 4, stk. 1.

Vi har den 29. maj 2018 på vegne af Selskabet påklaget SKAT´s afgørelse til Landsskatteretten og sagen verserer fortsat. Klagen har sagsnummer [sag2].

Vi skal anmode om, at Selskabets momstilsvar for perioden 1. januar 2017 – 29. juni 2018 genoptages, og i samme forbindelse anmode Skattestyrelsen om, at kravet for denne periode bliver lagt til det krav, der vedrører den sag, der er påklaget til Landsskatteretten.

Vi har opgjort kravet for perioden til 874.463 kr.

Såfremt Skattestyrelsen er enig i, at sagsgenstanden i klagen til Landsskatteretten udvides, således at Landsskatteretten skal tage stilling til perioden 1. januar 2014 – 29. juni 2018, vil vi orientere Skatteankestyrelsen herom.

[...]”

Af filialens repræsentants bemærkninger til Skattestyrelsens forslag til afgørelse i nærværende sag fremgår blandt andet:

”[...]

Vi har den 7. august 2020 modtaget Skattestyrelsen forslag til afgørelse i ovennævnte sag. Vi forstår forslaget således, at Skattestyrelsen hverken kan imødekomme selve genoptagelsesanmodningen eller anmodningen om, at kravet tillægges kravet i Landsskatteretssagen.

Genoptagelsesanmodningen er indsendt med det formål at afbryde forældelsen (ordinært og ultimativt) af kravet for den omhandlede periode.

Vi forstår forslaget således, at Skattestyrelsen på baggrund af Landsskatteretskendelsen som refereret i SKM2013.587.LSR, mener at være forpligtet til at genoptage momstilsvaret på anmodning senest seks måneder efter Landsskatterettens afgørelse i sagen og på denne baggrund ikke kan tiltræde, at kravet tillægges kravet i Landsskatteretten. Vi forstår efter telefoniske drøftelser, at dette er en ny generel praksis i Skattestyrelsen.

Vi skal derfor venligt anmode Skattestyrelsen om (senest i Skattestyrelsens afgørelse i nærværende sag) at bekræfte, at perioder der ligger efter det oprindelige krav (dvs. efter 2014-2016) først forælder seks måneder efter der er truffet en endelig afgørelse om spørgsmålet, herunder også om denne praksis tilsvarende gælder, hvis sagen indbringes til domstolene. Særligt bedes Skattestyrelsen bekræfte, at denne praksis ikke kun gælder den ordinære og ekstraordinære mulighed for genoptagelse, men også den ultimative 10 årige forældelse i henhold til forældelsesloven.”

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har ikke imødekommet filialens anmodning om genoptagelse, herunder med henblik på tilbagebetaling af moms med i alt 874.463 kr., for perioden 1. januar 2017 til 29. juni 2018, idet der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde, at der skal ske en genoptagelse og ændring af afgiftstilsvaret som anmodet om, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, modsætningsvis.

Skattestyrelsen har bl.a. anført følgende i sin begrundelse for afgørelsen:

”[...]

Genoptagelse

Anmodningen om genoptagelse vedrører momsperioderne fra og med 1. kvartal 2017 til og med 4. kvartal 2017 samt. 1. halvår 2018.

Reglerne om genoptagelse af afgiftstilsvaret fremgår af § 31 og § 32 i skatteforvaltningsloven.

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 fremgår, at en afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, senest 3 år efter angivelsesfristens udløb skal fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen.

Afgørende for spørgsmålet om genoptagelse bliver således fastlæggelsen af angivelsesfristen.

Det fremgår af momslovens § 57, stk. 3, at angivelsesfristen er senest den 1. i den tredje måned efter afgiftsperiodens udløb for virksomheder, der anvender kvartalet som afgiftsperiode.

Fristen for 1. kvartal 2017 udløb således den 1. juni 2020. Idet anmodningen om genoptagelse er modtaget den 28. februar 2020, skal anmodningen om genoptagelse behandles efter reglerne om ordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 fremgår,

”En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften. ”

Af Den juridiske vejledning afsnit A.A.8.3.1.2.2 fremgår blandt andet,

”Det er en betingelse for genoptagelse, at den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede fremlægger oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Se SFL § 31, stk. 2. Dette indebærer, at den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede skal dokumentere eller sandsynliggøre, at den tidligere opgørelse af afgiftstilsvaret/afgiftsgodtgørelsen er forkert. Enten fordi opgørelsen er opgjort på baggrund af forkerte faktiske forhold, eller fordi de faktiske forhold nu er ændret eller fordi der nu er nye forhold af retlig karakter.

Den afgiftspligtige/godtgørelsesberettigede har ikke et ubetinget krav på genoptagelse.

Genoptagelse kræver, at der er en vis sandsynlighed for, at opgørelsen bliver ændret på baggrund af de nye oplysninger.

[...]

En imødekommelse af en anmodning om genoptagelse medfører ikke per automatik en ændring af afgiftstilsvaret/godtgørelsen. Der er tilfælde, hvor Skatteforvaltningen imødekommer en anmodning om genoptagelse, fordi det er sandsynliggjort, at den oprindelige fastsættelse af afgiftstilsvaret/godtgørelsen er forkert, men hvor den fornyede behandling af sagen ikke munder ud i en ændring. Det er f.eks. i de tilfælde, hvor borgeren/virksomheden ikke har kunnet fremlægge endelig dokumentation for, at der var grundlag for en ændring.

Hvis Skatteforvaltningen derimod vurderer, at de nu fremlagte oplysninger ikke dokumenterer eller sandsynliggør, at fastsættelsen af afgiftstilsvaret/godtgørelsen er forkert, skal anmodningen om genoptagelse ikke imødekommes. Skatteforvaltningen træffer derefter afgørelse om, at genoptagelse nægtes. Vær opmærksom på, at der ved afslag på genoptagelse er pligt til varsling i henhold til SFL § 19. Se A.A.7.4.5. om høring.

[...] ”

Det er Skattestyrelsen opfattelse, at der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en genoptagelse og ændring af afgiftstilsvaret som anmodet om af jer, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Skattestyrelsen har ved afgørelsen lagt afgørende vægt på, at selskabet i perioden omfattet af anmodningen om genoptagelse har angivet momsen i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse af 7. marts 2018.

Det er oplyst af jer, at I ikke er enige i Skattestyrelsens tidligere afgørelse og at denne er påklaget til Landsskatteretten. Jeres anmodning om genoptagelse og ændring af afgiftstilsvaret for perioden fra og med den 1. januar 2017 til og med den 29. juni 2018 er således fremsat med henblik på, at jeres krav for den pågældende periode bliver lagt til de krav, der vedrører den sag, der er påklaget til Landsskatteretten, og ikke med henblik på en egentlig realitetsbehandling.

Det er på denne baggrund Skattestyrelsens opfattelse, at der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en genoptagelse og ændring af afgiftstilsvaret som anmodet om jer vedrørende perioden fra og med den 1. januar 2017 til og med den 29. juni 2018, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 modsætningsvis.

Ved de af jer fremsendte bemærkninger oplyser I, at I ønsker bekræftet, at Skattestyrelsens afgørelse i nærværende sag er udtryk for en ny generel praksis i Skattestyrelsen. Skattestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at afgørelsen om ikke at foretage genoptagelse i sagen er begrundet i, at der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2. Den af Skattestyrelsen trufne afgørelse er således efter Skattestyrelsens opfattelse ikke udtryk for en ny generel praksis, men er derimod en afgørelse truffet efter de almindelige regler om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2 inden for den almindelige praksis på området.

Vedrørende de af jer fremkomne bemærkninger til den af Skattestyrelsen nævnte afgørelse fra Landsskatteretten i SKM2013.587.LSR skal Skattestyrelsen bemærke, at Skattestyrelsens afgørelse er begrundet i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, og at Skattestyrelsen i afgørelsen har henvist til den pågældende afgørelse fra Landsskatteretten til orientering. Skattestyrelsen har i den forbindelse citeret fra den pågældende afgørelse. Af det citerede fremgår,

”[...]

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

[...]

Det pålægges SKAT at genoptage sagen for så vidt angår ansættelsen for indkomståret 2007 af fradrag for rejseudgifter, idet betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at det omhandlede fradrag for rejseudgifter ikke var selvangivet for indkomståret 2007, da klageren afventede Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomstårene 2004, 2005 og 2006, hvilken afgørelse blev truffet den 1. november 2011.

Afgørelsen er tiltrådt af SKAT. ”

Af jeres bemærkninger fremgår i den forbindelse, at I anmoder Skattestyrelsen om at bekræfte, at perioder der ligger efter det oprindelige krav (dvs. efter 2014-2016) først forælder seks måneder efter der er truffet en endelig afgørelse om spørgsmålet, herunder også om denne praksis tilsvarende gælder, hvis sagen indbringes til domstolene. I rejser i den forbindelse et spørgsmål om forældelse i henhold til forældelsesloven.

Skattestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at det ikke er muligt at træffe afgørelse om ikke realiserede forhold. Skattestyrelsen har således ikke mulighed for at træffe afgørelse om (”bekræfte”), hvorvidt der vil kunne ske genoptagelse af perioder efter 2016, såfremt der anmodes herom indenfor 6 måneder efter den endelig afgørelse fra Landsskatteretten vedrørende perioden 2014-2016 i den oprindelige sag, såfremt Skattestyrelsens afgørelse i den oprindelige sag måtte blive underkendt af Landsskatteretten. Skattestyrelsen skal i den forbindelse henvise til Den juridiske vejledning afsnit A.A.2.2 og A.A.2.7.

[...]”

Skattestyrelsen har bl.a. fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatteretten, forslag til afgørelse, i sagen:

”[...]

Skattestyrelsen er enige i Skatteankestyrelsens indstilling i sagen, som stadfæster SKATs, nu Skattestyrelsens afgørelse fra 11. januar 2021. Skattestyrelsen fastholder at klager, [virksomhed1] AS, NORGE (herefter filialen), ikke har dokumenteret eller sandsynliggjort, at momstilsvaret er opgjort på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag for momsperioden 1. januar 2017 til 31. december 2017, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, da klager ikke har fremlagt faktiske eller retlige oplysninger, der kan begrunde genoptagelse af momstilsvaret for perioden.

Skattestyrelsen har ikke yderligere bemærkninger.

[...]”

Filialens opfattelse

Filialens repræsentant har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsen med henblik på at afbryde forældelsesfristen i skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 skal pålægges at træffe en afgørelse om det materielle indhold vedrørende filialens anmodning om genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2017 til 29. juni 2018.

Filialens repræsentant har blandt andet anført følgende i klagen:

”[...]

2. BAGGRUND OG PROBLEMSTILLING

Vi har den 29. maj 2018 påklaget Skattestyrelsens afgørelse af 7. marts 2018 om genoptagelse af Selskabets momstilsvar for perioden 2014-2016 til Landsskatteretten (Skatteankestyrelsens sagsnr. [sag2]).

Sagen vedrører spørgsmålet om, hvorvidt Selskabet har ret til at fradrage indgående moms som følge af, at Selskabet udelukkende har omsætning omfattet af momslovens § 37, stk. 7 (vores påstand). Klagen vedrører perioden 2014-2016. Selskabet afventer Landsskatterettens afgørelse i sagen, og har følgelig ikke angive et momsfradrag for de følgende afgiftsperioder.

Med henblik på at afbryde den ordinære forældelse efter skatteforvaltningsloven § 31, har vi den 28. februar 2020 anmodet Skattestyrelsen om genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2017 –29. juni 2018.

Skattestyrelsen har den 11. januar 2021 truffet afgørelse om ikke at imødekomme genoptagelsesanmodningen med den begrundelse, at ”... der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde, at der skal ske en genoptagelse og ændring af afgiftstilsvaret.”

Vedrørende vores rejste spørgsmål om forældelse har Skattestyrelsen i sit forslag til afgørelse henvist til Landsskatterettens kendelsen refereret i SKM2013.587.LSR, hvor Landsskatteretten pålagde SKAT at genoptage klagers skatteansættelse for indkomståret 2007, jf. SFL § 27, stk. 1, nr. 8. Klager havde ikke angivet rejsefradrag, idet klager afventede, at Landsskatteretten traf afgørelse om samme problemstilling for indkomstårene 2004-2006.

Vi har i vores bemærkninger til forslag til afgørelse bedt Skattestyrelsen bekræfte, at Skattestyrelsen anser sig selv for at være forpligtet til at genoptage Selskabets momstilsvar for perioden på anmodning senest seks måneder efter afgørelse er truffet af Landsskatteretten (evt. domstolene) – uanset om perioden er forældet efter såvel den ordinære som den ekstraordinære forældelsesfrist, jf. SFL § 31 og 32. Skattestyrelsen mener ikke at kunne træffe afgørelse herom. Af den endelige afgørelse fremgår i denne henseende:

"Skattestyrelsen skal i den forbindelse bemærke, at det ikke er muligt at træffe afgørelse om ikke realiserede forhold. Skattestyrelsen har således ikke mulighed for at træffe afgørelse om (”bekræfte”), hvorvidt der vil kunne ske genoptagelse af perioder efter 2016, såfremt der anmodes herom indenfor 6 måneder efter den endelig afgørelse fra Landsskatteretten vedrørende perioden 2014-2016 i den oprindelige sag, såfremt Skattestyrelsens afgørelse i den oprindelige sag måtte blive underkendt af Landsskatteretten."

Det er på baggrund af ovenstående vores opfattelse, at Skattestyrelsen skal pålægges at træffe en afgørelse om det materielle indhold vedrørende vores anmodning om genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2017 til 29. juni 2018, således at afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten.

[...]”

Filialens repræsentant har bl.a. fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling til Landsskatteretten, forslag til afgørelse, i sagen:

”Bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling i sag [sag2] for [virksomhed1] AS, Norge, CVR-nr. [...1]

[...]

Bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling i SAG 21-0029561 FOR [virksomhed1] AS, NORGE, CVR-NR. [...1]

Klager har for perioden 1. januar 2017 - 29. juni 2018 anmodet Skattestyrelsen om genoptagelse af momstilsvaret baseret på samme synspunkter, som er fremført i forbindelse med genoptagelse i nærværende sag.

Kravet for perioden 1. januar 2017 - 29. juni 2018 blev rejst alene med det formål at afbryde forældelsesfristen, hvis Klager skulle få medhold i nærværende sag, der vedrører samme retslige spørgsmål, men blot for perioden 1. januar 2014 - 31. december 2016.

Hvis Landsskatteretten tiltræder Klager synspunkter i nærværende sag, er Klager – efter vores opfattelse – og med henvisning til Landsskatterettens kendelse, refereret i SKM2013.587.LSR berettiget til tilbagebetaling af moms på i alt 874.463 kr. for perioden 1. januar 2017 - 29. juni 2018.

Det fremgår således Landsskatterettens afgørelse i SKM2013.587.LSR, at:

”Det pålægges SKAT at genoptage sagen for så vidt angår ansættelsen for indkomståret 2007 af fradrag for rejseudgifter, idet betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, er opfyldt. Der er herved bl.a. lagt vægt på, at det omhandlede fradrag for rejseudgifter ikke var selvangivet for indkomståret 2007, da klageren afventede Landsskatterettens afgørelse vedrørende indkomstårene 2004, 2005 og 2006, hvilken afgørelse blev truffet den 1. november 2011.”

Afgørelsen er tiltrådt af SKAT. ”

Skattestyrelsen henviser selv til ovennævnte Landsskatteretskendelse i både forslag til afgørelse og endelig af afgørelse i sagen vedrørende 1. januar 2017 - 29. juni 2018.

[...]”

Retsmøde

Filialens repræsentant fastholdt den nedlagte påstand og gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med det tidligere i sagen anførte.

Skattestyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelse, at afgørelsen stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvorvidt der er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet filialens anmodning om genoptagelse af momstilsvaret vedrørende perioden 1. januar 2017 til 29. juni 2018, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2. Skattestyrelsen har herunder henset til, at der ikke er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde, at der skal ske en genoptagelse og ændring af afgiftstilsvaret som anmodet om, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, modsætningsvis.

Der skal herunder tillige tages stilling til, hvorvidt Skattestyrelsen med henblik på at afbryde forældelsesfristen i skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 kan eller skal pålægges at træffe en afgørelse om det materielle indhold vedrørende anmodningen om genoptagelse af filialens momstilsvar for perioden.

Retsgrundlaget

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2:

”En afgiftspligtig, der ønsker afgiftstilsvaret ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde ændringen. Tilsvarende skal en virksomhed eller en person, der ønsker godtgørelse af afgift, senest 3 år efter det tidspunkt, hvor kravet om godtgørelse tidligst kunne gøres gældende, fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde godtgørelse af afgiften.”

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 32:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

1)	Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en dom, en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et motorankenævn eller Landsskatteretten eller ved en praksisændring offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke udløbet, 3 år forud for underkendelsen af praksis. Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller 3 år forud for underkendelsen af praksis.
2)	Ændringen er en direkte følge af en ændring af et afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift vedrørende den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede for samme eller en anden afgiftsperiode.
3)	Den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er fastsat på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag.
4)	Told- og skatteforvaltningen efter anmodning fra den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede giver tilladelse til ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen som følge af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Stk. 2. En ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af afgift kan kun foretages efter stk. 1, hvis den varsles af told- og skatteforvaltningen eller anmodningen fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede fremsættes senest 6 måneder efter, at told- og skatteforvaltningen henholdsvis den afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigede er kommet til kundskab om det forhold, der begrunder fravigelsen af fristerne i § 31. En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.

Stk. 3. Et forhold i opgørelsen af et afgiftstilsvar eller godtgørelsen af afgift kan, hvis den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede ikke udtaler sig imod ændringen, ændres af de grunde, der er nævnt i stk. 1, af told- og skatteforvaltningen, selv om skatteankeforvaltningen, Skatterådet eller Landsskatteretten tidligere har truffet afgørelse om forholdet.”

Landsskatterettens bemærkninger

Det følger af sagens oplysninger, at SKAT, nu Skattestyrelsen, den 7. marts 2018 traf afgørelse om ikke at imødekomme filialens anmodning om genoptagelse og tilbagebetaling af moms for perioden 1. januar 2014 til 31. december 2016, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2. SKAT fandt herunder, at filialen i Danmark ikke i forhold til hovedetableringen i Norge udøvede selvstændig økonomisk virksomhed. Der blev herunder bl.a. henset til, at filialen ikke selv bar den økonomiske risiko i forbindelse med levering af ydelser, idet den økonomiske risiko påhvilede hovedetableringen, og filialen var afhængig af hovedetableringen, hvorfor de tilsammen udgjorde et og samme momssubjekt. Filialen havde herefter ikke ret til momsfradrag, jf. momslovens § 37, stk. 7, idet filialen ikke havde leveret formidling af værdipapirer, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra e, til en aftager uden for EU. Afgørelsen blev den 29. maj 2018 påklaget til Landsskatteretten, der dags dato har truffet afgørelse i sagen.

Filialens repræsentant har i forbindelse med anmodningen om genoptagelse af filialens momstilsvar i nærværende sag, for perioden 1. januar 2017 til 29. juni 2018, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2, anmodet Skattestyrelsen om, at kravet for perioden blev lagt til det krav, der vedrører den sag, der allerede var påklaget til Landsskatteretten.

Det blev i forbindelse med anmodningen oplyst, at såfremt Skattestyrelsen var enig i, at sagsgenstanden i klagen til Landsskatteretten kunne udvides, således at Landsskatteretten skulle tage stilling til perioden 1. januar 2014 til 29. juni 2018, ville Skatteankestyrelsen blive orienteret herom.

Henset til de forliggende oplysninger i sagen finder Landsskatteretten, at det er med rette, at Skattestyrelsen ikke har imødekommet filialens anmodning om genoptagelse, herunder efter reglerne i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Der er herved henset til, at der ikke i forbindelse med anmodningen om genoptagelse er fremlagt oplysninger af faktisk eller retlig karakter, som kan begrunde en genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 31, stk. 2.

Hertil bemærkes, at det følger af anmodningen om genoptagelse, at denne er fremsendt med henblik på, at kravet for den omhandlede periode bliver lagt til det krav, der vedrører den sag, der var påklaget til Landsskatteretten, og ikke med henblik på en egentlig realitetsbehandling.

Herefter anses der ikke at være grundlag for eller hjemmel til at Landsskatteretten kan pålægge Skattestyrelsen at træffe en afgørelse om det materielle indhold vedrørende anmodningen om genoptagelse af momstilsvaret for perioden 1. januar 2017 til 29. juni 2018. Herunder med henblik på at afbryde forældelsesfristen i skatteforvaltningsloven §§ 31 og 32, således at afgørelsen kan påklages til Landsskatteretten, således som anført af repræsentanten. Hertil bemærkes, at Landsskatteretten alene har hjemmel til at træffe afgørelser over Told- og skatteforvaltningens afgørelser, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Det følger heraf, at eventuelle senere perioder, der vedrører samme problemstilling som en påklaget afgørelse vedrørende tidligere perioder, ikke kan tillægges den påklagede afgørelse.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.