Kendelse af 22-05-2023 - indlagt i TaxCons database den 13-06-2023

Journalnr. 21-0019476

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af 48.345 kr. i registreringsafgift, da det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet er blevet ombygget, således at det ikke opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 2.

Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj er en Volkswagen Transporter, stel nr. [...], der den 13. januar 2020 blev indregistreret i Motorregisteret med anvendelsen godstransport erhverv.

Toldstyrelsen har den 28. maj 2020 og den 8. juni 2020 standset køretøjet ved den dansk-tyske grænseovergang ved Sæd. Ved begge kontroller var det [person1], der førte køretøjet. Køretøjets varerum var ved kontrollerne indrettet således, at bunden af varerummet var hævet, og der under bunden var monteret tre skuffer. Bunden og fronten af skufferne var beklædt med et tæppe. Ved begge kontroller blev der desuden fundet to liggeunderlag i den ene af skufferne.

Klageren driver en enkeltmandsvirksomhed, der blev stiftet den 7. december 2020 med branchekoden: ”452020 Karosseriværksted og autolakererier”.

Klageren har været registreret ejer og bruger af køretøjet i perioden 13. januar 2020 til 9. december 2020, og klagerens enkeltmandsvirksomhed var registreret som ejer og bruger af køretøjet i perioden 10. december 2020 til 20. januar 2021, hvor køretøjet blev afmeldt fra Motorregistret.

Ved kontrollen den 28. maj 2020 blev det konstateret, at der i køretøjet befandt sig nyt tøj, kvitteringer på tøjet og en pose med forskellige fødevarer.

Ved kontrollen den 8. juni 2020 blev det konstateret, at der i køretøjet befandt sig adskillige fødevarer, herunder flere rammer med sodavand.

[person1] oplyste ved kontrollen den 28. maj 2020, at hun er kæreste med klageren, at hun havde været i Tyskland og at hun og klageren har ombygget køretøjet til campingbil. Klageren oplyste samme dag telefonisk, at køretøjet ikke anvendes som campingbil, men at han bruger den i forbindelse med sit arbejde som maler. Ved kontrollen den 8. juni 2020 oplyste [person1], at det er hendes og klagerens eneste bil, så de derfor anvender den til alt.

Køretøjets registrerede ejer og bruger på kontroltidspunktet var klageren.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har afgjort, at klageren skal betale 48.345 kr. i registreringsafgift, da det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet er blevet ombygget, således at det ikke opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 2.

Som begrundelse har Motorstyrelsen i sagsfremstillingen af 28. maj 2020 anført følgende:

”Motorstyrelsens forslag til ændring

Køretøjet er afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, pkt. 2 som varebil på gule plader og utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport. Af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12 fremgår det, at en bil som er afgiftsberigtiget efter § 5, stk. 1-11, afgiftsberigtiges efter § 4 (andet køretøj), når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

Motorstyrelsen finder, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark som andet køretøj med fuld afgift, idet det ikke længere opfylder betingelserne for registrering som varebil. Motorstyrelsen har derfor fastsat registreringsafgiftsdifferencen til 48.345 kr. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af Motorstyrelsen.

Motorstyrelsens begrundelse for ændringen

Køretøjet er afgiftsberigtiget efter registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, pkt. 2 som varebil på gule plader. Der er foretaget ændringer i form af montering af en trækasse, soveplads samt opbevaringsrum i varerummet. Køretøjet er ikke længere utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport.

Køretøjet opfylder derfor ikke betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1. Ejeren har jf. registreringsbekendtgørelsen kapitel 12, - ændring af registrerede oplysninger- pligt til at anmelde ændringer.

(...)

Motorstyrelsens endelige afgørelse

Motorstyrelsen træffer afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag til afgørelse. Motorstyrelsen finder og fastholder, at køretøjet efter ombygning ikke længere opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 5, stk. for registrering som varebil, hvorfor køretøjet i henhold til § 5 stk. 12, skal indregistreres som andet køretøj efter § 4. Omregistrering af køretøjet skal i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 47, stk. 2 og 3 ske, inden køretøjet tages i anvendelse efter ombygning.

Motorstyrelsen opkræver 48.345 kr. i yderligere registreringsafgift. Beløbet er fastsat af Motorstyrelsen. For nærmere uddybning henvises til vedhæftede begrundelse og regnemaskine.”

Klagerens opfattelse

Klageren har gjort gældende, at køretøjets varerum er konstrueret og indrettet til godstransport, og der derfor ikke er grundlag for at opkræve 48.345 kr. i registreringsafgift.

Til støtte herfor har klageren gjort følgende gældende:

”Køretøjet skal bruges som varebil i mit firma [virksomhed1] CVR-nr. [...1]! og har aldrig været tiltænkt, at skulle bruges til autocamper eller til daglig privat kørsel.

Varerummet er indrettet sådan, at der er lagt en plade vandret i varerummet, som er hævet over de 2 bagerste hjulkasser. Pladen er lagt der for, at frigøre mere plads i bredden til mine arbejdsopgaver F.eks døre, køkkenlåger og andet. Jeg har på den måde ca. 30 cm mere plads i bredden.

Original bunden er i sådan en transporter T5 meget kantet og ikke flad og vil ødelægge og ridse nymalede emner.

Der er lagt et gulvtæppe på den forhøjede bund for, at skabe friktion mellem tæppe og emnet. Så jeg kan bedst muligt fastspænde emner skånsomt og stable videre oven på med pap/skum i mellem lagene af færdigmalede emner. Under den forhøjede bund er der tre udtrækkelige skuffer. 2 ved bagklappen og en ved 1 skydedøren på passager siden. Skufferne bliver brugt til opbevaring af sandpapir, tape, fuge, farve, håndværktøj og andre mindre malede emner.

Skufferne i varerummet er lavet i størrelse så almindelige køkkenskuffefronter passer ned i og ikke kan flytte sig så meget rundt. Indvendigt I skufferne er der ilagt en skumbund som er en til klippet yogamåtte og udvendigt er den beklædt i samme gulvtæppe som den forhøjede bund.

Den forhøjede bund gør det langt nemmere, at læsse emner ind og ud af varerummet.

Jeg har selv stået for indretningen af varerummet, så det passer til de opgaver jeg typisk vil få. Det hele er lavet på et stramt budget, hvilket forklarer valg af varebil og valg af materialer til skuffesytem og aflægningsflade.

Det vil simpelthen være ødelæggende for min privat økonomi, hvis jeg bliver slået 49000kr. tilbage. Jeg vil ikke have en chance for, at få min enkeltmandsvirksomhed op at køre, sådan så jeg kan leve af det. Det er i forvejen uendeligt svært under corona, at finde kunder. Så jeg beder om, at i vil ændre jeres beslutning omkring at betale fuld afgift til, at udstede en eventuel bøde for forglemmelse af købt dagsbevis den 28 maj 2020 og for den 8 juni 2020.”

Motorstyrelsen s udtalelse

Motorstyrelsen har den 16. marts 2021 fremsendt en udtalelse hvoraf følgende bl.a. fremgår:

”[person2] har i sin klage til Skatteankestyrelsen anført, at køretøjet skal bruges som varebil i hans enkeltmandsvirksomhed [virksomhed1], CVR-nr. [...1], og aldrig har været tiltænkt, at skulle bruges som autocamper eller til daglig privat kørsel.

(...)

Toldstyrelsen blev desuden oplyst af føreren, [person1], at køretøjet blev ombygget med henblik på at skulle anvendes som privat campingbil, og at hende og [person2] anvendte dette køretøj til alt, da det var deres eneste køretøj.

Motorstyrelsen bemærker desuden, at køretøjet på begge kontroltidspunkter var indregistreret til [person2]s CPR-nr., og at [person2] på begge kontroltidspunkter ikke var indehaver af en enkeltmandsvirksomhed. [person2]s enkeltmandsvirksomhed [virksomhed1], CVR-nr. [...1] er først oprettet pr. 7. december 2020. Køretøjet har altså ikke på kontroltidspunkterne kunne anvendes i erhvervsmæssig regi.”

Landsskatterettens afgørelse

Når der i det følgende henvises til registreringsafgiftsloven, er dette en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 228 af 11. marts 2020 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v.

Det er udgangspunktet, at der skal betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1-3

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, at for nye biler, og for genopbyggede biler, der skal afgiftsberigtiges efter § 7, udgør afgiften 0 kr. af de første 54.200 kr. (2010-niveau) af den afgiftspligtige værdi og 50 pct. af resten, hvis bilen har en tilladt totalvægt ikke over 4 t og bilen utvivlsom er konstrueret og indrettet til godstransport.

Det fremgår videre af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 11, at en bil, der er berigtiget med afgift efter stk. 1-10, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for afgiftsberigtigelsen ikke længere er opfyldt.

Landsskatteretten finder, at varerummets indretning indebærer, at køretøjet utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport. Ved vurderingen er der lagt vægt på, at ombygningen består i, at bunden i varerummet er hævet, at der er placeret tre skuffer under den hævede bund, og at bunden og skufferne er beklædt med tæppe, samt at klageren har oplyst, at varerummets indretning gør det lettere at læsse varerummet, og forhindrer at genstande bliver ridset i varerummet.

Betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftsloven § 5, stk. 1 var derved opfyldt på kontroltidspunkterne.

Landsskatteretten nedsætter på denne baggrund Motorstyrelsens opkrævning af registreringsafgift til 0 kr.