Kendelse af 05-12-2023 - indlagt i TaxCons database den 17-01-2024

Journalnr. 21-0014942

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om at udbetale eksportgodtgørelse på baggrund af dokumentation indsendt af [virksomhed1] ApS (herefter selskabet). Motorstyrelsen godkendte ikke dokumentationen indsendt af selskabet den 9. januar 2020 og efterspurgte herefter yderligere dokumentation. Motorstyrelsen godkendte først dokumentationen den 19. januar 2021, hvorefter eksportgodtgørelsen blev udbetalt.

Landsskatteretten finder, at udbetaling af eksportgodtgørelse til selskabet skulle være sket senest 3 uger efter den 9. januar 2020. Konsekvensen heraf overlades til Motorstyrelsens behandling.

Faktiske oplysninger

Selskabet driver virksomhed med handel af køretøjer, herunder eksport af brugte køretøjer.

Via sin månedsangivelse anmeldte selskabet den 6. december 2019 køretøjet med stelnummer

[...] til eksport. Samtidig angav selskabet køretøjets afgiftspligtige værdi.

Køretøjet var blevet afmeldt fra Køretøjsregisteret den 4. september 2019.

Motorstyrelsen udstedte den 18. december 2019 prøvemærker til køretøjet, som var gyldige i perioden 18. december 2019 til 20. december 2019.

Køretøjet blev den 18. december 2019 fremstillet til besigtigelse hos Motorstyrelsen.

Den 20. december 2019 anmodede Motorstyrelsen om dokumentation for udførsel af køretøjet fra Danmark samt dokumentation for køretøjets værdiansættelse.

Som dokumentation for ejerskab af køretøjet fremlagde selskabet den 9. januar 2020 en købsfaktura, dokumentation for betaling af købesummen for køretøjet den 4. december 2019 samt køretøjets registreringsattest del I og II.

Den 9. januar 2020 fremlagde selskabet derudover en salgsfaktura dateret den 6. december 2019 udstedt til køberen med angivelse af dennes litauiske adresse. Salgsfakturaen havde vilkår om omgående betaling. Et beløb svarende til kontantbetalingen blev indsat på selskabets bankkonto den 23. december 2019.

Til dokumentation for udførsel af køretøjet her fra landet fremlagde selskabet tillige den 9. januar 2020 en udfyldt tro- og loveerklæring om udførsel af køretøjet af Danmark. Det fremgik heraf, at transportøren ville transportere køretøjet til Litauen den 18. december 2019. Til udførslen var der indkøbt prøvemærker. Transportøren fremgik af tro- og loveerklæringen med adresse, ligesom der forelå ID på transportøren. Det samme gjorde sig gældende for køberen af bilen, der var angivet med litauisk adresse. Der forelå også ID på køberen. I tillæg til tro- og loveerklæringen medsendte selskabet den 9. januar 2020 også bevis for køretøjets registrering i Litauen med registreringsdato den 21. december 2019.

Derudover fremsendte selskabet den 9. januar 2020 dokumentation til at understøtte køretøjets værdiansættelse.

Den 6. august 2020 kontaktede Motorstyrelsen selskabet og bad om en redegørelse for, hvordan og hvornår købesummen fra den udenlandske køber af køretøjet var modtaget. Selskabet oplyste, at købesummen var modtaget kontant, og selskabet fremsendte den 17. august 2020 en kasserapport til dokumentation for, at betaling for køretøjet var modtaget. Kasserapporten var dateret i 2020.

Den 30. oktober 2020 anmodede Motorstyrelsen selskabet om bankkontoudskrift, da-kasserapporten ikke blev vurderet at dokumentere modtagelse af købesummen. Selskabet indsendte bankkontoudskift til Motorstyrelsen den 5. november 2020.

Motorstyrelsen anmodede den 2. december 2020 om, at selskabet fremsendte kopi af bogføringen af modtagelse af købesummen for køretøjet. Den 8. januar 2021 fremsendte selskabet en kopi af denne.

Den 19. januar 2021 godkendte Motorstyrelsen dokumentationen for eksporten af køretøjet. Af Motorstyrelsens godkendelse af dokumentationen fremgår det, at anmodningen om eksportgodtgørelse ville blive videresendt til prisfastsættelse, og at selskabet herefter ville få beløbet, som Motorstyrelsen fastsatte. Udbetaling af eksportgodtgørelsen skete med 35.528 kr. den 27. januar 2021 og med 18.468 kr. den 12. februar 2021. Som sagen er oplyst, skete udbetalingen den 27. januar 2021 som følge af værdiansættelsen på anmeldelsestidspunktet den 6. december 2019, og udbetalingen den 12. februar 2021 skete som følge af værdiansættelsen, som Motorstyrelsen foretog den 4. februar 2021.

Motorstyrelsen beregnede og udbetalte ikke renter af eksportgodtgørelsesbeløbet.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om udbetaling af eksportgodtgørelse på baggrund af en konkret og individuel vurdering af dokumentationen indsendt af selskabet. Motorstyrelsen godkendte ikke dokumentationen indsendt af selskabet den 9. januar 2020 og efterspurgte herefter yderligere dokumentation. Motorstyrelsen godkendte først dokumentationen den 19. januar 2021, hvorefter eksportgodtgørelsen blev udbetalt.

Motorstyrelsen har ikke udbetalt rente af eksportgodtgørelsen til selskabet.

Klagerens opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at Motorstyrelsen skal tilpligtes at forrente den eksportgodtgørelse, der er blevet udbetalt til selskabet.

Selskabet har anført følgende begrundelse herfor:

”(...)

Klagen vedrører den manglende rentegodtgørelse, som vi har krav på at modtage, eftersom eksportgodtgørelsen først er blevet udbetalt efter tidsfristen.

I Registreringsafgiftsloven står der, at vi har krav på rentekompensation i de tilfælde, hvor sagsbehandlingen og udbetalingen har overskrevet tidsfristen på 3 uger.

Vi indsender den nødvendige dokumentation for ejerskab, afmeldelse og udførsel d. 09/01-2020, jf. § 7 c, stk.1 og stk. 2, men vi modtager først en afgørelse og udbetaling d. 27/01-2021.

I denne sag overskrides tidsfristen altså med et helt år.

(...)

Som bilag 1 har vi vedlagt dokumentation for, at vi d. 09/01-2020 har indsendt den nødvendige dokumentation for ejerskab, afmeldelse og udførsel.

I Registreringsafgiftsloven står dette: " Afgiften udbetales til køretøjets ejer senest 3 uger efter, at Skatteforvaltningen har modtaget den nødvendige dokumentation for, at køretøjet er afmeldt og udført, jf. § 7 c, stk. 2. "

Vi skal altså i henhold til Registreringsafgiftsloven indsende den nødvendige dokumentation for:

1) At vi er den retmæssige ejer af køretøjet.
2) At køretøjet er afmeldt.
3) At køretøjet er udført af landet.

Denne dokumentation har vi indsendt d. 09/01-2020 (jf. bilag 1).

Bilag 2a + 2b dokumenterer således, at vi har indsendt den nødvendige dokumentation for:

1) At vi er den retmæssige ejer af køretøjet.

Bilag 3 dokumenterer således, at:

2) At køretøjet er afmeldt.

Bilag 4a + 4b + 4c dokumenterer således, at vi har indsendt den nødvendige dokumentation for:

3) At køretøjet er udført af landet.

Vi har med andre ord indsendt den nødvendige dokumentation for ejerskab, afmeldelse og udførsel d. 09/01-2020, og tidsfristen på 3 uger starter derfor d. 09/01-2020. Dette betyder, at vi skal have udbetalt rentegodtgørelse 3 uger efter d. 09/01-2020 og frem til d. 27/01-2021, hvor eksportgodtgørelsen først udbetales.

Vi indstiller derfor til, at Landsskatteretten træffer en principiel afgørelse om, at Motorstyrelsen naturligvis skal følge og overholde Registreringsafgiftsloven og udbetale en rentegodtgørelse i de tilfælde, hvor sagsbehandlingen og udbetalingen har overskrevet tidsfristen på 3 uger.”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har afgivet følgende udtalelse:

Motorstyrelsens indledende bemærkninger:

Motorstyrelsen skal bemærke, at vi ikke finder, at denne ganske almindelige kontrolsag har antydning af principiel karakter, som klager fremhæver. Der er igennem mange år løbende sket en prøvelse hos domstolene af SKAT/Motorstyrelsens kontroller vedrørende evt. nægtelse af udbetaling af eksportgodtgørelse.

Virksomheden har anmeldt køretøjet til eksport den 6. december 2019 via selskabets månedsangivelse.

Motorstyrelsen har efterfølgende indkaldt køretøjet til fysisk kontrol. Køretøjet blev fysisk fremstillet for Motorstyrelsen, hvorefter virksomhedens dokumentation for salg, udførsel og værdifastsættelse er gennemgået. Virksomheden har efter kontrollens afslutning fået udbetalt eksportgodtgørelse for køretøjet.

Motorstyrelsens bemærkninger til klage af 22. februar 2021

Klager anfører i klagen, at eksportgodtgørelsen i nærværende sag er udbetalt efter tidsfristen på 3 uger, hvorfor de er berettiget til udbetaling af rentegodtgørelse efter registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2.

Klager gør i den forbindelse gældende, at den nødvendige dokumentation for ejerskab, afmeldelse og udførsel er indsendt til Motorstyrelsen den 9. januar 2020 og at udbetalingen af eksportgodtgørelsen den 27. januar 2021 derfor har overskredet fristen med et helt år.

(...)

Motorstyrelsen finder, at der skal udbetales rentegodtgørelse i de tilfælde, hvor udbetalingsfristen overskrides og for den periode fristen er overskredet. Motorstyrelsen finder dog, at 3 ugers fristen løber fra det tidspunkt, hvor sagen er fuldt oplyst, jf. registreringsafgiftslovens (dagældende) § 7 c, stk. 1, 5. pkt.

Motorstyrelsen er ikke enig med klager i, at den dokumentation, klager har indsendt den 9. januar 2020, er fyldestgørende, som grundlag for udbetalingen af eksportgodtgørelse. Motorstyrelsen finder, at udførslen af køretøjet, herunder salg til eksport, først er tilstrækkeligt dokumenteret ved modtagelse af materialet den 8. januar 2021.

Det er fortsat Motorstyrelsens vurdering, at den udenlandske kundes kontante betaling for køretøjet, ikke er fyldestgørende dokumenteret.

Motorstyrelsen har i Nyhedsbrev af 20. december 2017 givet nogle situationsbestemte eksempler på dokumentation, som virksomheden kan indsende, som dokumentation for ejerskab, salg og udførsel af køretøjet. Det fremgår blandt andet, at et salgsdokument kan understøttes af en pengestrøm, som viser, at salgssummen er modtaget fra den udenlandske kunde. Motorstyrelsen har tillige præciseret, at der skal være sammenhæng mellem de indsendte dokumenter, herunder at salgsdokumenterne skal hænge sammen med pengetransaktionerne.

Virksomheden har, ifølge det fremsendte materiale den 9. januar 2020, udstedt faktura den 6. december 2019 på 1.700 EUR til den udenlandske kunde. Som dokumentation for betaling af køretøjet, har virksomheden fremsendt et udskrift af en bankkvittering, hvor virksomheden den 23. december 2019 har indsat 12.700 DKK. på virksomhedens egen konto med henvisning til henholdsvis projektnummer og fakturanummer ”[...]”. Indbetalingen i banken ligger ikke i umiddelbar forlængelse af faktureringen, hvorfor Motorstyrelsen efterspørger en redegørelse for hvordan og hvornår købesummen fra den udenlandske køber er modtaget. Det oplyses, at virksomheden eksempelvis kan fremsende en kasserapport, hvoraf sammenhængen mellem fakturering, modtagelse af købesum og indsætning i bank vil fremgå, såfremt købesummen er modtaget kontant.

Virksomheden indsender den 17. august 2020 virksomhedens kasserapport for december 2020 samt udskrift fra virksomhedens erhvervskonto for december 2019. På baggrund af kassekladdens datering, december 2020, og indsendelsestidspunktet, august 2020, har Motorstyrelsen ikke fundet kassekladden anvendelig som dokumentation for, at indsætningen på 12.700 DKK i banken den 23. december 2019 med sikkerhed kan henføres som værende betaling for køretøjet jf. faktura af 6. december 2019.

Motorstyrelsen indkalder herefter yderligere bogføringsmateriale vedrørende virksomhedens salg af køretøjet. Den 8. januar 2021 indsender virksomheden deres interne bogføring af salget, hvoraf det fremgår, at beløbet 12.700 DKK bogføres som indtægt under kunde 904 den 23. december 2019. Motorstyrelsen har, efter en konkret vurdering, valgt at godkende materialet i sin helhed.

Det er fortsat Motorstyrelsens vurdering, at virksomheden ikke på fyldestgørende vis har dokumenteret, at den kontante indsætning i banken den 23. december 2019 kan henføres som værende betaling for køretøjet. Motorstyrelsen har dog på baggrund af det øvrige fremsendte bogføringsmateriale valgt, at godkendende dokumentationen som fyldestgørende i sin helhed.

Motorstyrelsens afsluttende bemærkninger

Motorstyrelsen finder fortsat, at virksomheden ikke er berettiget til udbetaling af rentegodtgørelse, da der er sket udbetaling af eksportgodtgørelse indenfor 3 uger fra, at virksomheden har fremsendt tilstrækkelig dokumentation for køretøjets udførsel.

Motorstyrelsen finder ikke, at der med klagen er fremkommet nye oplysninger eller dokumentation, der kan ændre Motorstyrelsens afgørelse.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at Motorstyrelsens afgørelse stadfæstes.”

Klagerens bemærkninger

Motorstyrelsens udtalelse har været i høring hos selskabet, der har indsendt følgende bemærkninger:

”Motorstyrelsen skriver, at Motorstyrelsen er ikke enig med klager i, at den dokumentation, klager har indsendt den 9. januar 2020, er fyldestgørende, som grundlag for udbetalingen af eksportgodtgørelse. Motorstyrelsen finder, at udførslen af køretøjet, herunder salg til eksport, først er tilstrækkeligt dokumenteret ved modtagelse af materialet den 8. januar 2021.

Motorstyrelsen skriver altså, at de ikke kan godkende vores dokumentation, som vi har indsendt den 9. januar 2020.

Dette er vi meget uforstående overfor. Vi har jo netop indsendt den nødvendige dokumentation for ejerskab, afmeldelse og udførsel.

(...)

Det er korrekt, at Motorstyrelsen har efterspurgt yderligere materiale.

Men det materiale, som Motorstyrelsen har efterspurgt, har ingen relevans ift. udbetaling af eksportgodtgørelsen.

Vi har d. 9. januar 2020 indsendt salgsfaktura og som yderligere dokumentation for betaling af køretøjet, har vi fremsendt et udskrift af en bankkvittering, der dokumenterer, at pengene den 23. december 2019 er indsat vores konto med henvisning til henholdsvis projektnummer og fakturanummer ”[...]” fra salgsfaktura.

I den forbindelse bør det bemærkes, at retspraksis på området tilsiger, at myndigheder kan udbede sig eksempelvis pengestrømsdokumentation, såfremt der er begrundet mistanke om forfalsket materiale.

Vi mener dog ikke, at der i denne sag bør være nogen form for begrundet mistanke om forfalsket materiale, og det faktum, at vi allerede d. 9. januar 2020 indsender dette, bør være mere end tilstrækkeligt til at belyse sagen fuldt ud.

Motorstyrelsen mener dog ikke, at dette er tilstrækkeligt for, at de kan udbetale eksportgodtgørelsen. Dette er vi fundamentalt uenige med Motorstyrelsen i.

(...)

Vi beder derfor Landsskatteretten om at tage stilling til, om Motorstyrelsen kan nægte udbetaling af eksportgodtgørelse og rentetilskrivning, når det de facto er dokumenteret, at:

1) At vi er den retmæssige ejer af køretøjet.
2) At køretøjet er afmeldt.
3) At køretøjet er udført af landet.

(...)

Men det kan ikke være rimeligt, at vi som virksomhed for det første skal udsættes for et urimeligt og unødvendigt likviditetspres, fordi Motorstyrelsens forvaltning både er for langsom og i strid med registreringsafgiftsloven. Det er heller ikke rimeligt, at vi som virksomhed skal bruge unødvendigt tid på at indsende materiale, som ikke har nogen relevans i denne sammenhæng.

Vi indstiller derfor også til, at Landsskatteretten giver Motorstyrelsen en løftet pegefinger for deres sagsbehandling i denne sag.”

Motorstyrelsens bemærkninger

Skatteankestyrelsens indstilling i sagen har været i høring hos Motorstyrelsen, der har sendt følgende bemærkninger:

”I klagesagen vedrørende ovennævnte har Skatteankestyrelsen i brev af 2. oktober 2023 bedt om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

Motorstyrelsen kan i det hele tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling.

På grundlag af den seneste praksis fra Landsskatteretten og Skatteankestyrelsen finder vi således, at klageren i mail af 9. januar 2020 har fremlagt tilstrækkelig dokumentation for udførsel af køretøjet. Fristen i registreringsafgiftslovens dagældende § 7 c, stk. 2, 3. pkt., skal derfor regnes fra den 9. januar 2020.”

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, hvornår opfyldelse af betingelserne for eksportgodtgørelse efter registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, er dokumenteret, og som følge deraf hvornår udbetaling af eksportgodtgørelse skal ske.

Retsgrundlaget

Når der i det følgende henvises til registreringsafgiftsloven, er dette en henvisning til lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere lovændringer indtil tidspunktet for selskabets anmodning om eksportgodtgørelse.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, at afgiften af et brugt motorkøretøj, der er afgiftsberigtiget efter §§ 4-5 e, 29 eller 29 a, godtgøres, såfremt køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret og udføres fra landet.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 14, stk. 1, at en virksomhed kan registreres hos told- og skatteforvaltningen, jf. § 15, med den virkning, at virksomheden kan angive godtgørelsen af afgift af et køretøj ved eksport af køretøjet, jf. § 7 b.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 1, 4. pkt., at afgiften godtgøres af told- og skatteforvaltningen, når køretøjets afgiftspligtige værdi er fastslået, og told- og skatteforvaltningen har modtaget dokumentation for køretøjets afmeldelse fra Køretøjsregisteret og udførsel her fra landet.

Det følger af forarbejderne (LFF nr. 181 af 20. marts 2002) til bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 1, at der ved udførsel til andre EU-lande skal fremlægges passende dokumentation i form af faktura, bevis på indregistrering eller andet, som told- og skattemyndighederne skønner som egnet dokumentation.

Vestre Landsret har i dom af 11. juni 2014 fastslået, at det følger af registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c, at der gælder et egentligt dokumentationskrav for at få tilbagebetalt registreringsafgift ved eksport af køretøjer. Vestre Landsret anførte bl.a. følgende:

”Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at der ved udførsel til andre EU-lande skal fremlægges passende dokumentation i form af faktura, bevis på indregistrering eller andet, som skattemyndighederne skønner egnet som dokumentation. At der gælder et egentligt dokumentationskrav, fremgår også af Skats blanket vedrørende “Regulering af registreringsafgift”, hvori blandt andet er anført: “Afgiften godtgøres, når der er indsendt dokumentation for køretøjets afmeldelse... og dokumentation for udførsel her fra landet

(...)

Det er i den henseende ikke tilstrækkeligt, at det søges sandsynliggjort, at en del af bilerne nu befinder sig uden for EU, eller at det efter omstændighederne i øvrigt ved driften af hans virksomhed sammenholdt med hans økonomiske dispositioner måtte være overvejende sandsynligt, at bilerne ikke længere er i Danmark.”

Vestre Landsrets dom blev anket til Højesteret. Højesteret tiltrådte, at det ved de fremlagte slutsedler om salg af brugte biler til udenlandske købere ikke var dokumenteret, at bilerne var udført her fra landet, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, og § 7 c, stk. 1. Herefter, og i øvrigt af de grunde, der var anført af Landsretten, stadfæstede Højesteret dommen, jf. Højesterets dom af 8. januar 2016, offentliggjort i SKM2016.14HR.

Herefter gælder der ikke et krav om, at der skal fremlægges en bestemt type af dokumentation for, at et køretøj er udført af landet.

Det er selskabet, der har bevisbyrden for, at selskabet opfylder betingelserne for at opnå eksportgodtgørelse.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, 1. pkt., at afgiften udbetales til køretøjets ejer.

Efter registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, 3. pkt., skal Motorstyrelsen udbetale eksportgodtgørelse senest 3 uger efter modtagelse af dokumentation i henhold til bestemmelsens stk. 1. 3-ugers fristen afbrydes, hvis told- og skatteforvaltningen ikke kan godkende den foreliggende dokumentation, jf. registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, 4. pkt.

Landsskatterettens begrundelse og resultat

Landsskatteretten finder, at selskabet i tilstrækkeligt omfang har dokumenteret ejerskab over køretøjet på tidspunktet for anmodningen om eksportgodtgørelse.

Der er i sagen ikke uenighed om, at køretøjet er afmeldt af Køretøjsregisteret. Endvidere er der ikke uenighed om, at køretøjets afgiftspligtige værdi var fastsat på tidspunktet for anmodning om eksportgodtgørelse. Der er imidlertid uenighed om, hvornår fyldestgørende dokumentation for udførsel af køretøjet er fremlagt for Motorstyrelsen.

På baggrund af den af selskabet den 9. januar 2020 indsendte dokumentation finder Landsskatteretten, at selskabet på dette tidspunkt havde dokumenteret, at køretøjet var udført af landet, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1.

Landsskatteretten finder, at selskabet herefter opfyldte betingelserne for udbetaling af eksport-godtgørelse.

Da selskabet den 9. januar 2020 havde dokumenteret, at betingelserne for eksportgodtgørelse var opfyldt, finder Landsskatteretten, at fristen for udbetaling af eksportgodtgørelse på 3 uger begyndte at løbe fra den 9. januar 2020.

Udbetaling af eksportgodtgørelsen til selskabet skulle derfor være sket senest 3 uger efter den 9. januar 2020.

Eksportgodtgørelsen blev imidlertid først udbetalt af Motorstyrelsen med 35.528 kr. den 27. januar 2021 og med 18.468 kr. den 12. februar 2021. Konsekvensen af den for sene udbetaling af eksportgodtgørelsen overlades til Motorstyrelsens videre behandling.