Kendelse af 16-11-2021 - indlagt i TaxCons database den 14-12-2021

Journalnr. 21-0004597

Korrigeret afgørelse

Motorstyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af sag vedrørende betaling af eksportgodtgørelse, idet sagens køretøj har mistet sin afgiftsmæssige identitet som autocamper. Selskabet har fremført, at camperudstyret er taget ud af sagens køretøj, og herefter lagt i køretøjet igen.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabet har anmodet om eksportgodtgørelse for Volkswagen Caravelle Autocamper, stelnummer [...]. Køretøjet er første gang indregistreret den 12. august 2004 på nedsat registreringsafgift som personbil med anvendelsen beboelse (autocamper).

Selskabet har fremsendt 7 fotos af sagens køretøj, hvor køretøjet fremstår med 9 siddepladser. Det fremgår af billederne, at der ikke er fastmonteret et køkken i sagens køretøj.

Selskabet har endvidere fremsendt 3 fotos af camperudstyr, som ikke er fastmonteret i sagens køretøj.

Det fremgår af SKATs camperfortegnelse, at en autocamper af mærket VW type 7H og model Volkswagen Multivan 2,5 TDI er godkendt med maks. 7 siddepladser. Det fremgår endvidere, at der mellem sæderne er anbragt et kombineret køkken og spisebord. Det er desuden oplyst, at camperudstyret skal medbringes ved kørsel.

Den 13. februar 2020 sendte Motorstyrelsen afgørelse til selskabet med afslag på anmodningen om eksportgodtgørelse.

I e-mail af 14. februar 2020 har selskabet sendt en række indsigelser til Motorstyrelsen. Idet indsigelserne blev modtaget efter fristen, har Motorstyrelsen behandlet selskabets henvendelse, som en anmodning om genoptagelse af sagen.

2. juli 2020 kontaktede Motorstyrelsen selskabet, hvor Motorstyrelsen opsummerede selskabets oplysninger. Af Motorstyrelsens notat fremgår, at selskabet købte køretøjet af kommunen, hvor camperudstyret ikke var fastmonteret. Selskabet modtog efterfølgende camperudstyret. Selskabet fastmonterede udstyret og tog i den forbindelse ekstra sæder ud. Selskabet afmonterede camperudstyret og satte sæder ind, så der kunne tages billeder til salgsannonce. Selskabet fastmonterede camperudstyret og tog ekstra sæder ud i forbindelse med syn, salg og eksport af køretøjet. Selskabet fik køretøjet retur efter der var sket eksport og afmonterede camperudstyret og satte ekstra sæder ind igen, da kunden ikke ønskede camperudstyr. Køretøjet forlod herefter Danmark igen. Selskabet oplyste, at der ikke findes billedmateriale fra køb, der kan bekræfte, at camperudstyret på noget tidspunkt har været fastmonteret i sagens køretøj.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har i afgørelse af 15. december 2020 givet afslag på anmodning om genoptagelse af sagen, idet betingelserne for udbetaling af eksportgodtgørelse ikke er opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens § 5 og § 7 b, stk. 4, nr. 1.

”[...]Motorstyrelsen træffer endelig afgørelse om vi ikke kan imødekomme anmodning om genoptagelse af sagen vedrørende udbetaling af eksportgodtgørelse af registreringsafgift.

Køretøjet er indregistreret på nedsat registreringsafgift som autocamper/beboelse. Efter bestemmelserne i registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 2, er det en betingelse for denne indregistrering, at køretøjet er konstrueret og indrettet til beboelse, samt har en tilladt totalvægt over 2 tons og er indrettet med adgang til opredning af egentlige sovepladser til mindst 4 personer. Kravet om sovepladser er nedsat fra 4 til 2 ved lov nr. 1431 af 11. december 2017. Kravet om antal sovepladser har også virkning for køretøjer, der er afgiftsberigtiget som autocamper før den 1. januar 2018, uanset at der på registreringstidspunktet var krav om fire egentlige sovepladser. Det er desuden et krav at køkken skal være fastmonteret og der må ske fjernelse af fastmonteret udstyr.

Jf. modelbetegnelse er køretøjet godkendt med maks. 7 siddepladser. Heraf 2 sæder i førerkabinen, bag fører kabinen er der anbragt 2 enkeltsæder og bagerst i kabinen er der yderligere en bænk med plads til 3 personer. Mellem sæderne er anbragt et køkken.

Motorstyrelsen har gennemgået det modtagne materiale og vurderer, at dette ikke dokumenterer, at køretøjet opfylder betingelserne for at være registreret som camper. Der er ved vurderingen lagt vægt på:

At køretøjet ses ikke at opfylde de identitetsmæssige krav som værende camper, idet der ses at være 9 siddepladser, 3 ved førerpladsen og 2 gange 3 pladser bag førersædet
Der ses intet køkken i køretøjet

Virksomheden er de 13. august 2020 kommet med bemærkninger til Motorstyrelsens forslag. Motorstyrelsen har følgende bemærkninger til det fremsendte:

Vi imødekommer, at der har været et langt sagsbehandlingsforløb, og dette beklages.

Der er imidlertid ikke modtaget dokumentation eller materiale der ændrer ved Motorstyrelsens opfattelse af, at køretøjet har mistet sin afgiftsmæssige identitet jf. registreringsafgiftslovens §5, hvorfor det ikke er berettiget til udbetaling af eksportgodtgørelse af registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 4, nr. 1.

Efter skatteforvaltningslovens § 31 (lovbekendtgørelse nr. 678 af 31. maj 2018 om skatteforvaltning) gælder der en frist på 3 år fra anmodningens modtagelse, indtil Motorstyrelsen skal rejse et krav. Herefter er forholdet forældet. Forholdet i denne sag vedrører anmodning om genoptagelse af 14. februar 2020, Motorstyrelsen har konstateret forholdet den 14. februar 2020, og der er sendt forslag til afgørelse den 23. august 2020, og der er sendt endelig afgørelse d.d. Forholdet er derfor ikke forældet.[...]”.

Selskabets opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at sagens køretøj skal betragtes som camper, og at selskabet er berettiget til eksportgodtgørelse for køretøjet.

Klage vedr. regulering af eksportgodtgørelse., s.

J.nr. [sag1] vedr. VW Caravelle Camper med stel nr. [...].

Jeg er ikke enig i SKAT’s afgørelse af eksportgodtgørelse.

Vi har anmodet SKAT om en værdiansættelse af et køretøj (en camper) i juni måned 2019.

Vi fik først skriftligt svar i Januar 2020 efter adskillige rykkere! Hvor SKAT så beder om yderligere oplysninger.

SKAT ([person1]) vil herefter ikke udbetale noget som helst i eksportgodtgørelse, da der på vores vedlagte klargøringsbilleder ikke kan ses noget ”Camper-udstyr”.

Men bilen er toldsynet og godkendt som Camper med Camper-udstyr.!

Frem til Juli måned 2020 taler vi en del frem og tilbage med SKAT vedr. denne sag, da de bliver ved med at kræve ny dokumentation for skellige ting. Og vi fremsender selvfølgelig al dokumentationen.

Vi vedlægger altid billeder af vores biler, som ”ekstra” dokumentation for at vise at bilen er blevet klargjort. Disse billeder er også dem vi bruger til annoncering i Danmark og udlandet (mobile.de)

Camper-udstyret (bord, madrasser, gasblus, telt m.v.) er taget ud af bilen, da det ganske enkelt sælger bedre uden i udlandet) og herefter lagt i bilen igen.

Vi har efterfølgende fået taget og sendt billeder af netop Camper-udstyret på foranledning af SKAT til SKAT.

Men det var så alligevel stadig ikke godt nok, da SKAT modtog de billeder!?

Desuden er der monteret 2/3 sæder for meget i bilen (De er lige til at tage ind og ud) – men det er fordi bilen har kørt som institutionsbil hos [by1] Kommune (dem vi har købt bilen af). Så de fulgte bare med og dem monterer vi selvfølgelig på vores Klargørings/salgsbilleder.

Vi har via telefon forsøgt at forklare, hvorfor der ikke er Camper-udstyr på vores ”klargørings-billeder”, men også uden held.

Jeg har bedt om en skriftlig afgørelse fra SKAT ([person1] og [person2]) er sat ind i sagen. De har lovet en skriftlig redegørelse, å jeg kan lave klage til netop ankestyrelsen. Men vi har stadig ikke modtaget noget – nu pga. sommerferie. Der er gået over 1 år nu, siden vi søgte om eksportgodtgørelse på denne bil, og vi har stadig ikke fået endeligt svar.”

Motorstyrelses høringssvar

Motorstyrelsen har i forbindelse med klagen til Landsskatteretten i udtalelse af 2. februar 2021 fastholdt sin afgørelse af 15. december 2020 vedrørende afslag på genoptagelse af sagen vedrørende eksportgodtgørelse.

”[...]Der vil fremgå 2 sagsnumre i denne udtalelse. Virksomheden har i sag med journalnummer [sag1] anmodet om godtgørelse af registreringsafgift ved eksport for køretøjet. Virksomheden har tidligere anmodet om udbetaling af eksportgodtgørelse på køretøjet, som Motorstyrelsen har nægtet. Det drejer sig om nedenstående køretøj.

Motorstyrelsens bemærkninger til klagen

Klagen omhandler Motorstyrelsens afgørelse om afslag på virksomhedens anmodning om genoptagelse i forbindelse med anmodning om udbetaling af godtgørelse af registreringsafgift ved eksport.

Køretøjet er indregistreret på nedsat registreringsafgift som personbil med anvendelsen beboelse (autocamper). Efter bestemmelserne i registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 2, er det en betingelse for denne indregistrering, at køretøjet er konstrueret og indrettet til beboelse, samt har en tilladt totalvægt over 2 tons og er indrettet med adgang til opredning af egentlige sovepladser til mindst 4 personer. Kravet om sovepladser er nedsat fra 4 til 2 ved lov nr. 1431 af 11. december 2017. Kravet om antal sovepladser har også virkning for køretøjer, der er afgiftsberigtiget som autocamper før den 1. januar 2018, uanset at der på registreringstidspunktet var krav om fire egentlige sovepladser. Det er desuden et krav, at køkken skal være fastmonteret og der ikke må ske fjernelse af fastmonteret udstyr.

Det fremgår af skat.dk. under ”Eksport af bil eller MC”:

Du kan ikke få betalt registreringsafgift tilbage for køretøjer, der:

Efter en ombygning eller lignende har mistet deres afgiftsmæssige identitet (IDtab), og hvor der skal betales afgift igen, hvis køretøjet skal bruges i Danmark. (uddrag)

Motorstyrelsen skal også fremhæve, at der, for eksempel i Den Juridiske Vejledning 2019-1 (afsnit I.A.1.6), er beskrevet hvilke køretøjer der er omfattet og hvilke køretøjer der ikke kan godtgøres afgift for.

Der kan ikke godtgøres afgift for:

1. Køretøjer, der efter regler fastsat i medfør af REGAL § 1, stk. 3, har mistet deres afgiftsmæssige identitet (uddrag)

Køretøjer der har mistet deres afgiftsmæssige identitet, kan ikke registreres i Danmark før de er afgiftsberigtiget på ny. Der er således tale om køretøjer som ikke længere har noget afgiftsindhold, hvorfor der ikke kan godtgøres afgift ved eksport af sådanne køretøjer. (uddrag)

Motorstyrelsen finder fortsat ikke, at virksomheden har dokumenteret, at køretøjet opfylder betingelserne for at være registeret som en personbil med anvendelsen beboelse (autocamper). Her er der lagt vægt på, at der ikke er indsendt yderligere dokumentation.

Motorstyrelsen finder at køretøjet har mistet sin afgiftsmæssige identitet jf. registreringsafgiftslovens § 5 a stk. 2, hvorfor virksomheden ikke er berettiget til udbetaling af eksportgodtgørelse af registreringsafgift for køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 4, nr. 1.

Der er allerede ligeledes i Den Juridiske Vejledning 2015-2 henvist til offentliggjort retspraksis på området fra 2014. Motorstyrelsen skal også henlede opmærksomheden på, at SKAT har vejledt ved udsendelse af præciserende meddelelser i SKM2016.369.SKAT, og SKAT har udover ovennævnte meddelelse præciseret krav til den dokumentation, som virksomhederne forventes at være i besiddelse af, i udsendte nyhedsbreve, af hhv. 17. februar 2017 og 20. december 2017.

Motorstyrelsen skal også fremhæve, at Motorstyrelsen altid kan foretage kontrol af virksomhedens dokumentation for ejerskab, udførsel og værdifastsættelse. Motorstyrelsen kan foretage kontrol af virksomhedens afgiftsangivelser inden for fristerne i skattekontrollovens §§ 31 og 32.

Motorstyrelsens afsluttende bemærkninger

Virksomheden har i tidligere anmodning om udbetaling af eksportgodtgørelse på køretøjet ikke indsendt korrekt udfyldt dokumentation for udførsel i form af transportdokumentation eller lignende. Herudover er der ikke indsendt fyldestgørende dokumentation for betaling af køretøjet fra køber i udlandet.

Disse forhold ses fortsat ikke opfyldt.

Motorstyrelsen skal udover ovenstående henvise til Motorstyrelsens afgørelse af 15. december 2020.

Der er således ikke argumenter i den fremsendte klage, som ændrer ved Motorstyrelsens vurdering af sagen.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at Motorstyrelsens afgørelse af 15. december 2020 stadfæstes.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Motorstyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Motorstyrelsen har givet afslag på anmodning om genoptagelse af sag vedrørende eksportgodtgørelse på baggrund af mistet afgiftsmæssig identitet, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 4, nr. 1.

Selskabet har nedlagt påstand om genoptagelse samt udbetaling af eksportgodtgørelse for sagens køretøj.

Det anses for ubestridt, at køretøjet ved første indregistrering er afgiftsberettiget efter reglerne i § 5 a, stk. 1, nr. 1 i den dagældende registreringsafgiftslov:

“[...] For følgende køretøjer udgør afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 pct. af resten:

1) køretøjer med en egenvægt over 2 t, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer, [...]

Stk. 3. Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 60 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr. [...]”

Den citerede § 5 a, stk. 1, i registreringsafgiftsloven er indført ved lov nr. 463 af 31. maj 2000. Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at det af bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse vedrørende campingbiler fremgår, at der med “utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse” var ment, at “køretøjet skal have en passende loftshøjde og skal være indrettet med sovepladser, køkken, vand-, og spildevandstank m.m.”.

Højesteret har ved dom af 17. september 2014 taget stilling til forståelsen af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, nr. 1. Af dommen fremgår blandt andet:

“[...] Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse. [...]”

Selskabet har fremsendt 7 stk. fotos af sagens køretøj, hvor køretøjet fremstår med 9 siddepladser. Det fremgår af billederne, at der ikke er fastmonteret et køkken i sagens køretøj. Selskabet har endvidere fremsendt 3 fotos af camperudstyr, som ikke er fastmonteret i et køretøj. Selskabet har oplyst, at camperudstyret er taget ud af camperen i forbindelse med salg til udlandet, og senere lagt i køretøjet igen.

Selskabet har ikke fremlagt dokumentation for, at camperudstyret på noget tidspunkt har været fastmonteret i køretøjet.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 4, nr. 1, at der ikke kan godtgøres afgift for køretøjer, der efter regler fastsat i medfør af § 1, stk. 3, har mistet deres afgiftsmæssige identitet.

Idet selskabet ikke har dokumenteret, at sagens køretøj opfylder betingelserne for at være registeret som en personbil med anvendelsen beboelse (autocamper), er det Landsskatterettens opfattelse, at køretøjet har mistet sin afgiftsmæssige identitet, hvorfor der ikke kan godtgøres afgift for sagens køretøj, jf. registreringsafgiftslovens §§ 5 a, stk. 2 og 7b, stk. 4, nr. 1.

Det bemærkes, at der ikke foreligger forældelse vedrørende genoptagelsessagen, jf. skatteforvaltningslovens § 31.

Motorstyrelsens afgørelse stadfæstes.