Kendelse af 12-10-2021 - indlagt i TaxCons database den 05-11-2021

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har undladt at imødekomme klagerens anmodning om at genoptage Skattestyrelsens afgørelse af 15. august 2014 for [virksomhed1] ApS under konkurs (tidligere [virksomhed1] ApS).

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

[person1] (herefter klageren) var direktør i [virksomhed1] ApS under konkurs (herefter selskabet), CVR-nr. [...1], der blev stiftet den 30. september 2010.

Selskabet er ejet af selskabet [virksomhed2] A/S under konkurs, som ejes 100 % af [virksomhed3] A/S under konkurs. [virksomhed3] A/S under konkurs ejes 100 % af Investeringsselskabet af 16. maj 2007 ApS under konkurs.Investeringsselskabet af 16. maj 2007 ApS under konkurs ejes 100 % af klageren.

Den 26. november 2010 købte selskabet 4 grunde af moderselskabet, [virksomhed2] A/S under konkurs.

Den 1. december 2011 solgte selskabet grundene til [virksomhed4] A/S for 55.000.000 kr. Den 15. november 2011 blev der udfærdiget en faktura, hvor der var beregnet moms af salgssummen med 13.750.000 kr.

Selskabet angav i perioden 1. oktober 2011 til 31. december 2011 0 kr. i udgående moms og 290 kr. i indgående moms. I perioden 1. januar 2012 til 30. juni 2013 indsendte selskabet 0-angivelser eller fik foreløbigt fastsat momstilsvaret til 0 kr.

SKAT traf afgørelse den 15. august 2014, hvorefter selskabet skulle betale 13.750.000 kr. mere i moms. Det fremgår af afgørelsen, at klageren ved erklæring af 18. oktober 2013 erkendte, at beløbet på grund af en beklagelig fejl aldrig var blevet angivet til SKAT.

Konkursdekret blev afsagt over selskabet den 22. juni 2015.

Østjyllands Politi tiltalte ved anklageskrift dateret den 8. juni 2018 klageren for overtrædelse af momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. straffelovens § 289, for momsunddragelse af særlig grov karakter ved at lade selskabet angive salgsmomsen for 4. kvartal 2011 for lavt med 13.750.000 kr. i forbindelse med, at selskabet den 15. november 2011 solgte fire ejendomme til [virksomhed4] A/S.

Den 11. november 2019 anmodede repræsentanten Skattestyrelsen om genoptagelse af SKATs afgørelse dateret den 15. august 2014 på vegne af klageren.

Følgende uddrag fremgår blandt andet af anmodningen:

”Nærværende anmodning om ekstraordinær genoptagelse er foranlediget af EU-Domstolens dom i sagen C-71/18 (KPC Herning) af 4. september 2019 samt Landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM2019.530.LSR.

Ved den anførte EU-dom har EU-Domstolen fastslået, at der ikke EU-retligt er tale om en byggegrund, når en ejendom med en eksisterende og funktionsdygtig bygning overdrages – selvom der sidenhen skal ske delvis nedrivning af bygningen. Selvom alle parter i den omhandlede handel således var indforstået med, at den endelige køber skulle nedrive bygningen på ejendommen, var der ikke tale om et momspligtigt salg af en byggegrund, som ellers anført af daværende SKAT.

Landsskatteretten har ved afgørelsen offentliggjort i SKM2019.530.LSR taget stilling i en principiel sag – i forlængelse af omtalte EU-dom – hvor spørgsmålet var, hvorvidt der var tale om et momspligtigt salg af en byggegrund eller et momsfritaget salg af en fast ejendom. Det fremgår af Landsskatterettens afgørelse, at der i sagen var tale om overdragelse af to særskilte ejendomme, som var beliggende i hver sin by. De to ejendomme blev overdraget samlet. På den ene ejendom var der fire bygninger, som skulle nedrives i forbindelse med et efterfølgende byggeprojekt. Den anden ejendom udgjorde en ubebygget grund, der endnu ikke var byggemodnet. Køberen af ejendommene ønskede imidlertid at anskaffe disse to ejendomme samlet, således at der efterfølgende kunne opføres et større boligprojekt på de to ejendomme.

Da parterne i overdragelsen ønskede en korrekt momsmæssig behandling af transaktionen, valgte man at anmode SKAT om et bindende svar herom. Spørgsmålet gik på, om sælgeren kunne sælge de to ejendomme samlet til en køber, uden at der skulle tillægges købesummen moms.

[...]

Landsskatteretten har således ved den anførte afgørelse fastslået, at den omhandlede overdragelse af to særskilte matrikulerede ejendomme ved en samlet handel ikke udgjorde en overdragelse af en byggegrund i momslovens forstand, hvorfor der var tale om et momsfrit salg af to ejendomme. Det selvom der på den ene særskilt matrikulerede ejendom var fire bygninger – mens der på den anden særskilte matrikulerede ejendom ikke var nogen bygninger, idet denne ejendom ikke engang var byggemodnet.

Landsskatteretten ses at have tillagt det afgørende betydning, at der var tale om overdragelse af en samlet ejendom, idet både køber og sælger i enhver henseende behandlede disse to ejendomme samlet.

I nærværende sag var der som anført tale om overdragelse af fire særskilt matrikulerede ejendomme ([adresse1], [adresse2], [adresse3] og [adresse4]). På den ene af disse fire ejendomme er der beliggende en bygning, nemlig på ejendommen [adresse4].

[...]

Med henvisning til den ovenfor omtalte lokalplan samt de omtalte købsaftaler er der ikke tvivl om, at alle involverede parter siden 1991 har opfattet de fire omhandlede ejendomme ([adresse1], [adresse2], [adresse3] og [adresse4]) som én samlet ejendom. På den baggrund er det min klare opfattelse, at Landsskatterettens afgørelse offentliggjort i SKM2019.530.LSR giver grundlag for ekstraordinær genoptagelse af [virksomhed1] ApS’ momstilsvar for 4. kvartal 2011, idet det med Landsskatterettens afgørelse er fastslået, at det var forkert, når [virksomhed1] ApS blev pålagt at betale kr. 13.750.000 i moms i forbindelse med det samlede salg af de fire ejendomme til [virksomhed4] A/S ved faktura dateret den 15. november 2011, jf. bilag 5.

På den baggrund skal jeg anmode Skattestyrelsen om at genoptage [virksomhed1] ApS’ momstilsvar for 4. kvartal 2011 og nedsætte den gennemførte forhøjelse til kr. 0.”

Retten i [by1] afsagde den 14. november 2019 kendelse om, at straffesagen mod klageren skulle udsættes på behandling af klagerens anmodning om genoptagelse til Skattestyrelsen og eventuel efterfølgende behandling af genoptagelsessagen.

Retten fandt blandt andet følgende:

”Retten finder herefter ikke, at det med den fornødne sikkerhed kan afvises, at [person1] vil få medhold i sin anmodning om genoptagelse - eller at en fornyet momsretlig afgørelse vil medføre momsfritagelse for alle 4 matrikler.

Herefter er der en sådan usikkerhed om sagens faktuelle grundlag, at den ikke kan anses for færdigefterforsket, og sagen udsættes derfor.

Retten finder imidlertid ikke, at det på nuværende tidspunkt kan lægges til grund, at forholdet ikke er strafbart, eller at det er forældet, og der er derfor ikke grundlag for at afvise sagen i medfør af retsplejelovens § 846.”

Den 27. januar 2020 afsagde Vestre Landsret kendelse, hvorefter byrettens afgørelse om at udsætte sagen blev stadfæstet.

Skattestyrelsen anmodede den 24. august 2020 repræsentanten om en fuldmagt fra kurator.

Efter korrespondance frem og tilbage mellem Skattestyrelsen og repræsentanten vedrørende anskaffelse af en fuldmagt, oplyste repræsentanten telefonisk den 27. november 2020, at kurator ikke ønskede at give fuldmagt.

Skattestyrelsen oplyste den 27. november 2020 telefonisk repræsentanten om, at sagen ville blive henlagt uden en fuldmagt fra kuratoren, og at repræsentanten ville modtage en skrivelse herom.

Skattestyrelsens afgørelse

Ved afgørelse af 30. november 2020 har Skattestyrelsen undladt at imødekomme klagerens anmodning om genoptagelse af SKATs afgørelse af 15. august 2014 for selskabet.

Som begrundelse herfor har SKAT anført følgende:

”Skattestyrelsen har den 11. oktober 2019 modtaget jeres anmodning om genoptagelse af momstilsvaret for virksomheden [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1], på vegne af [person1].

Vi har den 24. august 2019 kontaktet, jer pr. e-mail og bedt jer om at fremsende fuldmagt fra kurator, da det fremgik af vores systemer, at selskabet var under konkurs ved kurator [person2], [virksomhed5].

I har i telefonsamtale af 27. november 2020 oplyst, at kurator ikke har ønsket at give jer fuldmagt til at handle på boets vegne i denne sag.

Eftersom I ikke har kompetence til at handle på vegne af boet, kan vi ikke behandle jeres anmodning. Vi henlægger derfor vores sag vedrørende denne, uden at foretage os yderligere.”

Skatteankestyrelsen anmodede den 18. december 2020 Skattestyrelsen om en udtalelse om, hvorvidt der forelå en afgørelse, og om klageren kunne anses for at være part i en eventuel afgørelse.

Ved brev af 5. januar 2021 har Skattestyrelsen udtalt følgende (uddrag):

”Skattestyrelsen skal udtale, at det oprindeligt ikke har været vores opfattelse, at der ved brev af den 30. november 2020, blev truffet en afgørelse, men nærmere at der var tale om en processuel beslutning. Efter at have gennemgået sagen igen, er det dog på nuværende tidspunkt vores opfattelse, at der ved brevet blev truffet en afgørelse i forvaltningsretlig forstand.

Som følge af denne fornyede vurdering, er det vores opfattelse at vores brev af 30. november 2020 lider af begrundelsesmangel.

Vi burde således i vores brev have henvist til konkurslovens § 29, hvoraf det fremgår, skyldneren ved afsigelsen af konkursdekretet mister retten at overdrage sine ejendele, modtage betaling og andre ydelser, modtage opsigelser, reklamationer og lignende erklæringer, stifte forpligtelser eller på anden måde råde over sin virkning for boet”.

For så vidt angår, hvorvidt klageren kan anses for at være part i afgørelsen, er det vores opfattelse, at klageren er part i sagen som blev henlagt med henvisning til manglende fuldmagt.

Vi fastholder dog vores opfattelse af, at klageren ikke er part i en eventuel sag vedrørende selskabet [virksomhed1] ApS, CVR-nr. [...1] eller genoptagelse af dettes momstilsvar.”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at genoptagelsesanmodningen af 11. november 2019 skal realitetsbehandles, og at klageren har en væsentlig, individuel og retlig interesse i afgørelsen af 15. august 2014 mod selskabet, hvorfor denne afgørelse skal genoptages og behandles på ny med klageren som part.

Til støtte herfor har repræsentanten anført følgende (uddrag):

”Det gøres gældende, at [person1] har en væsentlig, individuel og retlig interesse i genoptagelsessagen og dens udfald, hvorfor han er berettiget til at få realitetsbehandlet genoptagelsesanmodningen dateret den 11. november 2019 i momssagen vedrørende [virksomhed1] ApS.

Såfremt der gives medhold i genoptagelsesanmodningen vedrørende [virksomhed1] ApS, vil det medføre, at det bagvedliggende momskrav mod [virksomhed1] ApS ikke længere består. Dette vil i givet fald betyde, at hele grundlaget for den rejste straffesag mod [person1] bortfalder, idet der i givet fald ikke objektivt set er realiseret noget gerningsindhold i forhold til den påståede momsunddragelse.

Det bemærkes, at både Retten i [by1] og Vestre Landsret ved kendelser har fastslået, at straffesagen skal berostilles med henblik på at afvente udfaldet af genoptagelsessagen. Både Retten i [by1] og Vestre Landsret har således vurderet, at udfaldet af genoptagelsessagen kan få betydning i straffesagen. På den baggrund er det efter min opfattelse helt åbenbart, at [person1] har en væsentlig, individuel og retlig interesse i udfaldet af genoptagelsessagen, hvorfor der bør gives medhold i den nedlagte påstand i nærværende klage.”

Under sagens behandling i Landsskatteretten har repræsentanten den 16. december 2020 indsendt følgende (uddrag):

”[...] Jeg skal herved præcisere, at [person1] efter min opfattelse er berettiget til at opnå

partsstatus i forhold til den indgivne genoptagelsesanmodning dateret den 11. november 2019, hvorfor [person1] er berettiget til at få realitetsbehandlet genoptagelsesanmodningen ved Skattestyrelsen.

[...]

Til illustration af, at Landsskatteretten bør være tilbageholdende med at afvise at behandle en klagesag, henvises til SKM2019.625.BR. I den pågældende sag havde Landsskatteretten afvist at behandle en klagesag med henvisning til, at klagefristen var overskredet. Sagen blev indbragt for Københavns Byret, som fandt, at der var oplyst sådanne konkrete, særlige omstændigheder, at der burde ses bort fra fristoverskridelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35a, stk. 6, 2. pkt. Byretten henviste bl.a. til, at der var tale om en meget betydelig forhøjelse af sagsøgers skatteansættelser for indkomstårene 2011-2014 (konkret ca. kr. 5 mio.) samt, at sagen derved havde vidtrækkende karakter for skatteyderen.

Tilsvarende forhold gør sig gældende i nærværende sag, idet der som anført er tale om en bagvedliggende meget alvorlig straffesag, som helt eller delvist kan bortfalde alt afhængig af udfaldet af genoptagelsesbehandlingen af momssagen.”

På møde under sagens behandling i Landsskatteretten den 5. februar 2021 har repræsentanten blandt andet bemærket følgende:

” Sagen er ifølge CHF speciel, fordi der verserer en straffesag, som afventer afklaring af momsspørgsmålet. Retten havde været enig i, at der var tilstrækkelig tvivl om retsstillingen til, at straffesagen skulle sættes i bero.”

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skatteankestyrelsens indstilling har været i høring hos Skattestyrelsen. Skattestyrelsen har udtalt følgende (uddrag):

”Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen om, at klager ikke har partsstatus i sagen, hvorfor anmodningen om genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 32 afvises.

Klager har den 11. november 2019 anmodet om ekstraordinær genoptagelse af daværende SKATs afgørelse dateret den 15. august 2014, hvorved SKAT forhøjede [virksomhed1] ApS under konkurs’ momstilsvar for 4. kvartal 2011.

[virksomhed1] ApS under konkurs – nu konkursboet – er at betragte som den afgiftspligtige nævnt i skatteforvaltningslovens § 32. Klageren har ikke fremlagt en fuldmagt fra kurator i konkursboet.

Det følger af konkurslovens § 29, at den konkursramte ved afsigelsen af konkursdekretet, mister retten til at foretage dispositioner m.v., som har virkning for boet.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at hverken en aktionær, bestyrelsesmedlem eller en direktør kan anmode om genoptagelse af et selskabs momstilsvar, der er sat under konkurs. Det er herefter alene kurator i nærværende sag, der kan anmode om at få genoptaget momstilsvaret for [virksomhed1] ApS under konkurs.

Skattestyrelsen finder derved, at klageren ikke er omfattet af den persongruppe, der kan få genoptaget selskabets afgiftstilsvar efter skatteforvaltningslovens § 32.

Skattestyrelsen er ligeledes enig med Skatteankestyrelsen om, at klageren som tidligere direktør og ejer af selskabets ultimative moderselskab alene må anses for, at have en indirekte afledet interesse i afgørelsen. Dette uagtet, at den verserende straffesag mod klageren udspringer af den manglende momsangivelse i det tidligere selskabet og klagerens eventuelle ansvar i forbindelse hermed.

Klageren har ved behandling af et eventuelt hæftelses- og strafansvar mulighed for at komme med de indsigelser, som klageren måtte have mod afgørelsen vedrørende momstilsvar for [virksomhed1] ApS under konkurs, i den verserende straffesag.

Klager vil dermed ikke kunne betragtes som part ved en genoptagelse af momstilsvaret for [virksomhed1] ApS under konkurs.

Det fastholdes derved, at Skattestyrelsens afgørelse om ikke at imødekomme klagers anmodning om ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar, er foretaget med rette.”

Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse

Repræsentanten har ved brev af 8. marts 2021 til Landsskatteretten blandt andet udtalt følgende (uddrag):

”Jeg kan oplyse, at min klient og jeg er uenige i Skatteankestyrelsens indstilling.”

Retsmøde

Repræsentanten fastholdt påstanden om, at klageren har partsstatus og er berettiget til at få realitetsbehandlet genoptagelsesanmodningen dateret den 11. november 2019. Herefter gennemgik repræsentanten sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det på retsmødet udleverede materiale.

Repræsentanten oplyste derudover, at repræsentanten indledningsvis kontaktede den kurator, som fremgik af Erhvervsstyrelsens oplysninger. Denne kurator gav tilladelse til at føre sagen. Det viste sig imidlertid ikke at være den rigtige kurator, idet advokat [person2] fra [virksomhed5] er kurator i boet, hvorefter han blev kontaktet. Kurator (advokat [person2]) ønsker ikke at indtræde i sagen. Repræsentanten har henvendt sig skriftligt til kurator, men repræsentanten har alene fået svar ved en telefonopringning fra en medarbejder fra kurators kontor. Repræsentanten har ikke kunnet få en begrundelse for, hvorfor kurator ikke ønsker at indtræde i sagen. Repræsentanten oplyste, at kurator muligvis har et horn i siden på klageren, hvilket kunne være årsagen til, at kurator ikke ønsker at indtræde i sagen. Derudover oplyste repræsentanten, at konkursboet endnu ikke er afsluttet.

Skattestyrelsen fastholdt indstillingen om, at Skattestyrelsens afgørelse stadfæstes og redegjorde for sine anbringender i henhold til tidligere udtalelser.

Landsskatterettens afgørelse

Skattestyrelsen anså oprindeligt ikke afgørelsen af 30. november 2020 for at være en afgørelse. Skattestyrelsens afgørelse af 30. november 2020 indeholdt dermed ikke en henvisning til de retsregler i henhold til hvilke afgørelsen blev truffet, jf. forvaltningslovens § 24, ligesom der ikke forud for afgørelsen blev udsendt en sagsfremstilling, jf. skatteforvaltningslovens § 19. Afgørelsen indeholdt desuden ikke en klagevejledning, jf. forvaltningslovens § 25. Skattestyrelsens afgørelse lider dermed af flere formelle mangler.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen derved har tilsidesat flere garantiforskrifter.

Repræsentanten har under sagens behandling i Landsskatteretten haft mulighed for kontradiktion af Skattestyrelsens afgørelse og Skattestyrelsens udtalelse af 5. januar 2021. Det bemærkes desuden, at repræsentanten har nedlagt påstand om, at spørgsmålet om genoptagelse skal realitetsbehandles.

Skattestyrelsen har under sagens behandling i Landsskatteretten haft mulighed for at forholde sig til klagen og repræsentantens yderligere bemærkninger af 16. december 2020. Skattestyrelsen har i sin udtalelse af 5. januar 2021 uddybet sin begrundelse og forholdt sig til, hvorvidt klageren har partsstatus.

Efter en samlet vurdering finder Landsskatteretten, at Skattestyrelsens afgørelse efter omstændighederne er gyldig trods formelle mangler, idet Landsskatteretten ved sin behandling af klagesagen har iagttaget forvaltningslovens regler, ligesom de formelle mangler ved Skattestyrelsens afgørelse ikke har haft betydning for repræsentantens muligheder for at kommentere sagsgrundlaget og rigtigheden af Skattestyrelsens afgørelse forud for, at der træffes afgørelse i sagen.

Følgende fremgår af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1.:

”Uanset fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den godtgørelsesberettigede eller efter told- og skatteforvaltningens bestemmelse, hvis:

Det følger af skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, at et afgiftstilsvar kan fastsættes eller ændres efter anmodning fra den afgiftspligtige.

Selskabet under konkurs – nu konkursboet – er at betragte som den afgiftspligtige nævnt i skatteforvaltningslovens § 32. Klageren har ikke fremlagt en fuldmagt fra kurator i konkursboet.

Landsskatteretten finder dermed ikke, at klageren er omfattet af den persongruppe, der kan få genoptaget selskabets afgiftstilsvar efter skatteforvaltningslovens § 32.

Landsskatteretten bemærker videre, at afgørelsen af 15. august 2014 vedrører selskabets forhold. Klageren anses som tidligere direktør og ejer af selskabets ultimative moderselskab alene for at have en indirekte afledet interesse i afgørelsen. Dette er uanset, at den verserende straffesag mod klageren udspringer af den manglende momsangivelse i selskabet og klagerens eventuelle ansvar i forbindelse hermed. Der er herved blandt andet henset til, at klageren ved behandling af et eventuelt hæftelses- og strafansvar har mulighed for at komme med de indsigelser, som klageren måtte have mod SKATs afgørelse vedrørende selskabets momstilsvar, i den verserende straffesag.

Klageren vil dermed ikke kunne betragtes som part ved en genoptagelse af afgørelsen.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse, dog med ændret begrundelse.