Kendelse af 21-04-2023 - indlagt i TaxCons database den 05-05-2023

Journalnr. 20-0101698

Klagen vedrører Skattestyrelsens opkrævning af 26.018 kr. i tobaksafgift som følge af, at klageren den 23. september 2020 har indført 20 kg groftskåret røgtobak.

Landsskatteretten nedsætter Skattestyrelsens opkrævning af tobaksafgift til 0 kr.

Faktiske oplysninger

Toldstyrelsen var den 23. september 2020 på kontrol hos transportfirmaet [virksomhed1] på adressen [adresse1], [by1]. Ved kontrollen konstaterede Toldstyrelsen, at klageren var anført som modtager af en pakke med pakkenummer [...], der indeholdt følgende varer:

12 kg af mærket Al Fakher (rød pakke)
2 kg af mærket Al Fakher (blå pakke)
2 kg af mærket Al Fakher (gul pakke)
2 kg af mærket Al Fakher (grøn pakke)
2 kg af mærket Adalya

Varerne indeholdt forskellige varianter af vandpibetobak og var uden danske stempelmærker. Pakken med pakkenummer [...] var afsendt fra Tyskland. På pakkelabelen var [person1], [adresse2], [by2] (klageren), anført som modtager, og som afsender var anført [person2], [adresse3], [Tyskland].

Efter kontrollen den 23. september 2020 tog Toldstyrelsen varerne i bevaring, hvorefter de blev overdraget til Skattestyrelsen.

Den 24. september 2020 sendte Skattestyrelsen et forslag til afgørelse til klageren, hvoraf det fremgår, at Skattestyrelsen agter at opkræve klageren 26.018 kr. i tobaksafgift som følge af importen af ovennævnte varer.

Den 29. september 2020 kontaktede klageren Skattestyrelsen via tolk og oplyste, at han ikke havde bestilt de omhandlede varer og ikke vidste, hvorfor pakken var adresseret til ham. Den 30. september 2020 kontaktede klagerens nabo Skattestyrelsen og fortalte det samme.

Den 7. oktober kontaktede klageren igen Skattestyrelsen og spurgte, hvordan det bevises, at han ikke er rette modtager af varerne. Skattestyrelsens sagsbehandler forklarede, at det er påstand mod påstand. Under samme samtale forklarede klageren, at han har været i kontakt med [virksomhed1], der oplyste, at sådan en pakkelabel er indleveret i en kiosk, hvor der er betalt for fragten, og at den pågældende pakke ville blive leveret direkte til modtagerens adresse og ikke i en pakkeshop. [virksomhed1] forklarede endvidere, at såfremt man ikke ønsker en pakke, skal man nægte at modtage den, hvorefter pakken vil blive sendt retur til afsender.

En medarbejder hos [virksomhed1] har over for Skatteankestyrelsen den 8. november 2021 oplyst blandt andet følgende:

”I og med det er Så længe siden pakken har været i vores system, har vi ingen data på den mere (Det slettes automatisk efter ca. 6 måneder)

[...]

Ud fra billedet af pakken har der ikke været tilkoblet nogen telefon numre eller mail adresser.

Pakken er sendt direkte til en adresse fra (nok en pakkeshop) i Tyskland.

Når en pakke nægtes modtaget, bliver den automatisk sendt retur til afsender.

Jeg kan ikke se noget på om hverken modtager eller afsender har været i kontakt med [virksomhed1].”

Skattestyresens afgørelse

Skattestyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af 26.018 kr. i tobaksafgift, idet klageren er anført som modtager af pakken med pakkenummer [...], der indeholdt tobaksafgiftspligtige varer i form af 20 kg groftskåret røgtobak.

Som begrundelse er anført følgende:

”Tobaksafgift

Skattestyrelsen har den 24. september 2020 opgjort tobaksafgiften til 26.018 kr. på baggrund af den optalte mængde tobak. Beløbet er efter reglerne i tobaksafgiftsloven og opkrævningsloven opgjort sådan:

Røgtobak

Produkt

Stk./ Kg

Afgiftssats

Afgift i kr.

Al Fakher

1 kg x 18 stk.

1300,90 kr./kg.

23.416,20

Adalya Tobacco

1 kg x 2 stk.

1300,90 kr./kg.

2.601,80

I alt

26.018 kr.

Vores begrundelse for opkrævning af tobaksafgift

Du står som modtager af udenlandske tobaksvarer, som er forsendt fra Tyskland til Danmark som en postforsendelse. Der skal betales afgift i Danmark af røgtobak, der overgår til forbrug. Varerne overgår til forbrug ved modtagelsen.

Det er tilladt at indføre 1 kg. røgtobak til eget forbrug, hvis modtageren selv medbruger varerne fra udlandet.

Denne røgtobak, er forsendt med pakkepost, og det er Skattestyrelsens vurdering at du skal betale afgift af varerne ved modtagelsen.

[...]

Det har ikke været muligt for at dig at dokumentere at du ikke er modtager af pakken. Det fremgår af pakkelablen at du er modtager af pakken, og ifølge [virksomhed1] vil denne modtager ikke kunne ændres i forsendelsforløbet.

Skattestyrelsen træffer derfor afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag af 24. september 2020.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens opkrævning af tobaksafgift nedsættes til 0 kr., idet klageren ikke har kendskab til de 20 kg vandpibetobaksvarer, som udgjorde indholdet af pakken med pakkenummer [...].

Til støtte for påstanden har klageren anført følgende:

”ang. Sag nr. [sag1]

Jeg vil foromtaler jer at jeg ikke kender afsender fra Tyskland, jeg prøver at få fat i ham tilgængelige persondata, men kunne ikke dsv.

Jeg har ingen vandpibecafe, jeg ryger ikke selv, hellere ikke i min familie.

Jeg nægter at modtage varen, fordi jeg ikke har bestilt det, og jeg ved ikke hvem brugt mit navn, det er hellere ikke min håndskrift på underskrivelsen.”

Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling af 10. februar 2022

Den 2. marts 2022 har Skattestyrelsen fremsendt følgende udtalelse:

”Skattestyrelsen er ikke enig i Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller den foretagne opkrævning af tobaksafgift nedsat til 0 kr.

Efter Skattestyrelsens opfattelse, er klager betalingspligtig for tobaksafgift. Ved kontrol d. 23. september 2020 hos transportfirmaet [virksomhed1] i [by1] blev 20 kg. ikke afgiftsberigtiget vandpibetobak fundet og taget i bevaring.

Vandpibetobakken blev fundet i en pakke adresseret til og under forsendelse til klager på dennes hjemmeadresse.

Det bemærkes, at afsender har påført klagers fulde navn inklusiv mellemnavn og eksakte hjemadresse, herunder etagenummer.

Derudover er der ved afgørelsen lagt vægt på, at levering af pakken ved den anvendte forsendelsesprocedure sker til den adresse, der fremgår af pakken og det ikke er muligt at ændre modtager under forsendelsen.

Det forhold, at klager efter gennemførslen af kontrollen og modtagelsen af forslag til afgørelse vedrørende opkrævning af afgifter nægter ethvert kendskab til pakkens indhold og afsender, dokumenterer ikke, at klager ikke var rette modtager af pakken. Det kan heller ikke føre til andet resultat, at klager efter modtagelsen af forslag til afgørelse har kontaktet Skattestyrelsen og transportfirmaet og nægtet kendskab til forsendelsen.

Skattestyrelsen er derfor fortsat af den opfattelse, at det ud fra sagens oplysninger er tilstrækkeligt dokumenteret, at klager er den person, som varerne skal (og alene kan) leveres til her i landet jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 1, nr. 6.

I forhold til afgiftspligtens indtræden og hæftelsen for tobaksafgift efter tobaksafgiftslovens § 8, stk. 1, § 10 a, stk. 1, nr. 1 og § 31, stk. 6 og stk. 9 fastholdes det, at klager er pligtig til at betale tobaksafgiften på 26.018 kr.”

Klagerens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling af 10. februar 2022

Den 3. marts 2022 har klageren fremsendt følgende bemærkninger:

”jeg vil gerne forklare jer at jeg ikke kender afsender fra Tyskland jeg prøvede at få fat i ham på hans tilgængelige persondata, men kunne ikke dsv. jeg har ingen vandpibecafe, jeg ryger ikke selv, hellere ikke min familie. jeg nægter at modtage varen, fordi jeg ikke har bestilt det, og jeg ved ikke hvem der har brugt mit navn, get er hellere ikke min håndskrift på underskrivelsen.”

Retsmøde

Sagen har været behandlet på et retsmøde i [by3] den 9. september 2022.

Klageren havde ikke nogen tolk med til mødet og erklærede sig i det væsentlige ude af stand til at forstå, hvad der blev sagt.

Fra Skattestyrelsens side blev der henvist til, at klageren hæfter for afgiften, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 6, nr. 3, idet levering af pakken skulle ske og kun kunne ske til klageren. Det blev anført, at Skatteankestyrelsens indstilling vil medføre et dokumentationskrav, der er umuligt at iagttage for Skattestyrelsen. Der er stort omfang af svindel med denne type varer. Det sker ofte via mellemmænd, og afregning for varerne sker kontant eller via andre aktører. Skattestyrelsen har ingen efterforskningsskridt og kan i en sag som denne ikke anmode de tyske myndigheder om at foretage efterforskningsskridt (beløbet er for småt). Skattestyrelsen finder det usandsynligt, at en pakke med 20 kg vandpibetobak ved en fejl er blevet sendt til klageren. Her er henset til, at klagerens fulde navn og adresse fremgår af pakken, og at pakken er sendt på en sådan måde, at modtageren ikke kan ændres under forsendelsen. Tobaksafgiften udgør et større beløb end selve prisen på vandpibetobakken.

Landsskatterettens afgørelse

Når der i det følgende henvises til tobaksafgiftsloven, er dette henvisninger til den dagældende lov om tobaksafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 19 af 8. januar 2018 og senere lovændringer frem til tidspunktet for afgiftspligtens indtræden.

Det følger af tobaksafgiftslovens § 1, stk. 1, at der skal betales afgift af røgtobak her i landet. For groftskåret røgtobak er afgiftssatsen 1.300,90 kr. pr. kg, jf. tobaksafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 2.

Af tobaksafgiftslovens § 2 fremgår det, at pakninger med afgiftspligtige varer til forbrug her i landet skal forsynes med stempelmærker. Ved varernes overgang til forbrug forfalder tobaksafgiften. Det fremgår af tobaksafgiftslovens § 8, hvornår varerne overgår til forbrug her i landet.

Selv om varerne er overgået til forbrug i et andet EU-land, følger det af tobaksafgiftslovens § 10 a, stk. 1, nr. 1, at afgiften af varerne forfalder ved levering her i landet, når varerne transporteres her til landet som bestemmelsesland med henblik på erhvervsmæssig oplægning af varerne, herunder indkøb af varer, som en her i landet hjemmehørende privat person foretager i et andet EU-land og enten selv transporterer eller på egne vegne lader transportere her til landet, og hvor omfanget og karakteren af de pågældende vareindkøb overstiger, hvad der må anses for at skulle medgå til den pågældende privatpersons eget brug. I sådanne tilfælde skal der inden vareafsendelsen ske anmeldelse af transporten til told- og skatteforvaltningen, stilles sikkerhed og anvendes en særlig administrativ procedure, jf. tobaksafgiftslovens § 10 a, stk. 4. Såfremt disse betingelser ikke er opfyldt, vil der være tale om en uregelmæssighed i forbindelse med transporten af varerne, jf. tobaksafgiftslovens § 10 a, stk. 2. Herom fremgår følgende af tobaksafgiftslovens § 35, stk. 1 og 2:

”Der foreligger uregelmæssighed ved transport af varer, der er bestemt til erhvervsmæssig oplægning eller fjernsalg inden for EU, jf. § 10 a, hvis hele eller dele af det pågældende vareparti ikke er behørigt leveret.

Stk. 2.Ved uregelmæssighed efter stk. 1 skal afgift af varer betales her til landet, hvis uregelmæssigheden er opstået her i landet, eller hvis uregelmæssigheden er konstateret her i landet, når det ikke er muligt at fastslå stedet for uregelmæssigheden.”

Hæftelsen for afgiften efter tobaksafgiftslovens § 35, jf. § 10 a, følger af tobaksafgiftslovens § 31, stk. 8, der har følgende ordlyd:

”Stk. 8. For betaling af afgift af varer ved uregelmæssighed i forbindelse med transport af varerne fra EU-lande med henblik på erhvervsmæssig oplægning eller fjernsalg af varerne her i landet efter § 35, jf. § 10 a, hæfter

1) den eller de personer, der har stillet sikkerhed for betaling af afgift af varerne efter § 10 a, stk. 4, nr. 2, eller stk. 6, nr. 1 og 2, og
2) den eller de personer, som i øvrigt måtte være delagtig i den pågældende uregelmæssighed.”

Herudover hæfter i øvrigt erhververen og den, der er i besiddelse af varerne for afgiften af afgiftspligtige varer, der ikke er afgiftsberigtiget efter loven, og hvor der ikke er sket autorisation eller registrering eller stillet sikkerhed, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 9.

Landsskatteretten bemærker indledningsvist, at Skattestyrelsens opkrævning af 26.018 kr. vedrører 20 kg vandpibetobaksvarer, der er fundet i en pakke med pakkenummer [...], som befandt sig på transportfirmaet [virksomhed1]’ forretningsadresse. Endvidere lægger retten til grund, at pakken var påklistret en pakkelabel, hvorpå klageren, der er bosiddende i Danmark, var anført som modtager, og at [person2], der var bosiddende i Tyskland, var anført som afsender. Klageren har ikke modtaget pakken, idet denne blev taget i bevaring i forbindelse med kontrollen hos transportfirmaet.

Skattestyrelsen har på den baggrund opkrævet klageren 26.018 kr. i tobaksafgift. Skattestyrelsen har hverken været i dialog med transportfirmaet eller [person2].

Klageren har afvist ethvert kendskab til pakken samt indholdet heri og nægter i øvrigt at modtage denne. Efter det oplyste har klageren uden held forsøgt at komme i kontakt med [person2].

Retten finder, at der er tale om varer uden påførte stempelmærker, som er afgiftspligtige i medfør af tobaksafgiftslovens § 1, stk. 1, nr. 2. Herudover finder retten, at varerne er overgået til forbrug i Tyskland, men at afgiften tillige forfalder til betaling her i landet, idet det på baggrund af sagens oplysninger kan konstateres, at der i Danmark er opstået en uregelmæssighed i forbindelse med transporten af varerne med henblik på erhvervsmæssig oplægning, jf. tobaksafgiftslovens § 35, jf. § 10 a.

Ved vurderingen af om klageren hæfter for afgiftens betaling, er det afgørende derfor, om klageren har været delagtig i den pågældende uregelmæssighed.

To retsmedlemmer bemærker:

Det må påhvile Skattestyrelsen at godtgøre omstændigheder, der giver grundlag for at fastslå, at klageren hæfter for afgiftens betaling. Skattestyrelsen har alene lagt vægt på det forhold, at klageren i henhold til en håndskreven pakkelabel er anført som modtager af den omhandlede pakke. Uanset at klageren i umiddelbar forbindelse med modtagelsen af Skattestyrelsens forslag til afgørelse tog kontakt til Skattestyrelsen og efter det oplyste kontaktede transportfirmaet og forsøgte at kontakte den anførte afsender, ligesom klageren har nægtet ethvert kendskab til pakken, som han ikke har modtaget og nægter at modtage, har Skattestyrelsen ikke søgt at oplyse sagen yderligere, før der blev truffet afgørelse. Dermed er nu slettede data om transporten hos transportfirmaet gået tabt. Et af de to retsmedlemmer bemærker i øvrigt, at der tidligere er set eksempler på, at man enten anvender muldyr eller bevidst driver chikane mod personer ved at bestille varer i deres navn.

Disse retsmedlemmer finder under disse omstændigheder ikke, at det er godtgjort, at klageren er delagtig i uregelmæssigheden ved transporten af pakken med afgiftspligtige varer, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 8. Retten finder under de foreliggende omstændigheder heller ikke, at der er grundlag for at fastslå hæftelse i medfør af tobaksafgiftslovens § 31, stk. 9. Derfor hæfter klageren ikke for den omhandlede tobaksafgift, hvorfor det ikke er med rette, at Skattestyrelsen har opkrævet tobaksafgift hos klageren.

Ét retsmedlem, retsformanden, bemærker:

Under kontrollen hos transportfirmaet [virksomhed1] i [by1] den 23. september 2020 konstaterede Toldstyrelsen, at klageren på labelen var anført som modtager af den omhandlede pakke med 20 kg vandpibetobak på klagerens adresse i [by2]. Afsenderen var angivet som [person2], [adresse3], [Tyskland], Tyskland, og varerne var ikke afgiftsberigtiget. Dagen efter, den 24. september 2020, sendte Skattestyrelsen et forslag til afgørelse, hvorefter styrelsen agtede at opkræve tobaksafgift på 26.018 kr. som følge af importen af vandpibetobakken.

På det grundlag påhviler det klageren at dokumentere eller i hvert fald sandsynliggøre, at det ikke er ham, der har erhvervet vandpibetobakken. Henset til oplysningen om, at tobaksafgiften på 26.018 kr. udgør et større beløb end prisen på selve vandpibetobakken, er klagerens bevisbyrde skærpet.

Den 29. september 2020 oplyste klageren via tolk til Skattestyrelsen, at han ikke havde bestilt vandpibetobakken og ikke vidste, hvorfor pakken var adresseret til ham. Den 30. september 2020 kontaktede klagerens nabo Skattestyrelsen og fortalte det samme. Klageren har fastholdt disse oplysninger.

Rigtigheden af klagerens oplysninger er ikke støttet af objektive kendsgerninger. Der foreligger ingen oplysninger om, hvorvidt klageren har modtaget opkrævning, betalingspåmindelser eller lignende fra afsenderen eller har afvist betaling over for afsenderen. Der er heller ikke fremlagt korrespondance eller lignende mellem klageren og afsenderen, hvorved klageren afviser, at han har erhvervet vandpibetobakken.

Klagerens påstand over for Skattestyrelsen om, at det ikke er ham, der har erhvervet vandpibetobakken, er således hverken dokumenteret eller sandsynliggjort, ligesom det heller ikke er dokumenteret, at han har forsøgt herpå.

Under disse omstændigheder finder retsformanden, at det må lægges til grund, at klageren har erhvervet vandpibetobakken og dermed hæfter for tobaksafgiften, jf. tobaksafgiftslovens § 31, stk. 9.

Retsformanden stemmer derfor for at stadfæste Skattestyrelsens afgørelse.

Landsskatteretten træffer afgørelse i overensstemmelse med flertallet, hvorfor den opkrævede tobaksafgift nedsættes fra 26.018 kr. til 0 kr.