Kendelse af 25-04-2023 - indlagt i TaxCons database den 07-06-2023

Journalnr. 20-0086308

Motorstyrelsen har givet afslag på klagerens anmodning om eksportgodtgørelse, under henvisning til at klageren ikke er ejer af køretøjet på tidspunktet for anmodning om eksportgodtgørelse, jf. registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, 1 pkt.

Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsens afgørelse, og sagen hjemvises til Motorstyrelsen for så vidt angår værdiansættelsen af køretøjet.

Faktiske oplysninger

Klageren anmeldte en Ssangyong Rexton 2,7 XDI aut. med stelnummer [...] til Motorstyrelsen den 16. juni 2020 med henblik på udbetaling af eksportgodtgørelse.

Køretøjet blev afmeldt fra Køretøjsregistreret den 14. maj 2020, som følge af manglende registrering af ejerskifte i forbindelse med den registrerede ejers salg af køretøjet.

Køretøjet blev toldsynet i registreringsklar stand den 13. juni 2020.

Som dokumentation for ejerskab har klageren fremlagt køretøjets danske registreringsattest del 1 og del 2.

Den registrerede ejer i henhold til registreringsattesten, [person1], har på Motorstyrelsens foranledning fremsendt håndskrevet slutseddel af 20. april 2020, hvoraf det fremgår, at køretøjet er solgt til [person2] for 10.000 kr.

Klageren har forklaret, at han har købt køretøjet, efter han havde set køretøjet annonceret på [...dk], og at han i forbindelse med købet fik udleveret registreringsattesten.

Efter Motorstyrelsens partshøring af klageren, fremsendte klageren en håndskrevet slutseddel mellem klageren og den registrerede ejer af 23. maj 2020. Det fremgår heraf, at køretøjet er købt for 15.000 kr., hvoraf 11.500 kr. er betalt kontant og 3.500 kr. er betalt ved bankoverførsel. Klageren har fremsendt dokumentation for bankoverførsel af 3.500 kr. den 30. maj 2020, med teksten ”resten for rexton”.

Klageren har desuden fremlagt en slutseddel, hvoraf det fremgår, at den registrerede ejer af køretøjet har solgt køretøjet den 23. maj 2020 til 8.000 kr. til klageren, og betaling er foretaget ved kontant betaling af 5.000 kr. og af 3.000 kr. ved bankoverførsel. Det fremgår, at den registrerede ejer skulle have underskrevet slutsedlen den 25. september 2020.

Som dokumentation for klagerens udførsel af køretøjet til eksport, har klageren fremlagt underskrevet salgsaftale dateret den 10. juli 2020, med angivelse af køberens litauiske adresse, hvor køretøjet er angivet med dets fulde stelnummer. Det fremgår heraf, at køretøjet er solgt for 2.000 euro. Klageren har fremlagt kopi af litauisk billede ID på køberen.

Klageren har desuden fremlagt kopi af midlertidig litauisk registreringsattest, hvoraf det fremgår, at køretøjet er registreret i Litauen den 29. august 2020 med registreringsnummer [reg.nr.1]. Endvidere er der fremlagt billeder af køretøjet i Litauen påført nummerplader med registreringsnummer [reg.nr.1], og billeder af køretøjet, hvor køretøjets stelnummer fremgår.

Der er ikke andre, udover klageren, som har gjort krav på udbetaling af eksportgodtgørelse for køretøjet.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har afvist klagerens anmodning om eksportgodtgørelse, under henvisning til at klageren ikke er ejer af køretøjet.

Motorstyrelsen har anført følgende i afgørelsen (uddrag):

”[...]

Vi har taget stilling til dine bemærkninger

Vi har som ny dokumentation til sagen modtaget følgende:

Fotos af køretøjet i udlandet

Udenlandsk midlertidig registreringsattest

Fotos af køretøjet med udenlandsk nummerplade

Ny slutseddel af den 25. september 2020 for ejerskab af køretøjet

Tillige har du i forbindelse med din høring i sagen fremkommet med følgende bemærkninger

af betydning for sagens afgørelse:

” 1.om ejerskib...,,,jeg fundet bil i [...dk]. og kort til se bilen og forst jeg betalt til

konto som handpenge til personer med bilen og nogle..til jeg fa fejeblad...efter 4

dage jeg tilbage og betalt resten af penge kontant til personer fra jeg fa reg.atesten

og kobskontrakt..

2.om udforsel..jeg kobes bilen og reparieres bilen i Danmark og efter sendes til Litauen

og saelges efter...nu jeg send bilen som jeg send mange gange for...jeg bruges

nogle korer firma.som kore til Litauen tomt..”

Vi vurderer, at dine bemærkninger delvist ændrer sagen.

Vi har på baggrund af dine bemærkninger og yderligere dokumentation genvurderet

vores vurdering af hvorvidt køretøjet er tilstrækkeligt dokumenteret udført af landet.

Det er på baggrund af en helheds vurdering af din dokumentation, nu vores vurdering,

at køretøjet er tilstrækkeligt dokumenteret udført af landet.

Vi vurderer dog fortsat, at du ikke på tilstrækkelig vis har dokumenteret din ejendomsret

til køretøjet. Begrundelsen herfor fremgår af nedenstående afsnit.

Begrundelse for afgørelse

Motorstyrelsen skal afgøre, på baggrund af en konkret vurdering af den fremlagte

dokumentation, om der er tilstrækkelig sikkerhed for, at den, der anmoder om eksportgodtgørelse, har ejendomsretten til køretøjet, og at køretøjet er udført af landet.

Dette fremgår af registreringsafgiftsloven § 7b stk. 1 og § 7c stk. 1-2.

Vi har modtaget følgende dokumentation fra dig:

Den danske registreringsattest

Slutseddel af den 23. maj 2020 for ejerskab

Bankpostering, som dokumentation for betaling i forbindelse med købet

Fragtbrev/CMR

Salgsaftale fra Litauen af den 10. juni 2020

Id fra køber i Litauen.

Fotos af køretøjet i udlandet

Udenlandsk midlertidig registreringsattest

Fotos af køretøjet med udenlandsk nummerplade

Ny slutseddel af den 25. september 2020 for ejerskab af køretøjet

Vi har lagt særlig vægt på de indsendte slutsedler for dit køb af køretøjet samt vores

partshøring af den seneste registreret ejer af køretøjet.

Af slutsedlerne fremgår det, at salget sker imellem dig og den seneste registreret

ejer af køretøjet, [person1].

Vi har i forbindelse med vores sagsbehandling efterprøvet den fremsendte

bankpostering, hvorefter vi kan konstatere, at betalingsoverførslen er sket til en

ukendt 3. part, hvilket ikke fremgår som en del af aftalen på slutsedlen.

På baggrund af denne uoverensstemmelse har vi partshørt den seneste registreret

ejer. Dette blev gjort for at validere købsaftalen.

Partshøringen viste, at køretøjet var blevet solgt til den ukendte person, en måned

forinden din dokumenteret erhvervelse af køretøjet. Dette dokumenterede den seneste

registreret ejer ved fremsendelse af slutseddel herpå. Der ses ingen forbindelse

med salget fra den seneste registreret ejer og din erhvervelse af køretøjet.

På baggrund af ovenstående vurderer vi derfor, at der ikke er sammenhæng i din

indsendte dokumentation for ejerskab af køretøjet.

I forbindelse med partshøringen i din eksportsag har du fremsendt ny slutseddel for

køb af køretøjet. Af den nye slutseddel fremgår der fortsat, at du har handlet direkte

med den seneste registreret ejer af køretøjet. Vi har i den forbindelse sammenlignet

underskriften fra den seneste registreret ejer, som vi har modtaget i forbindelse med

vores partshøring, med den underskrift, som du har anskaffet i forbindelse med underskrivningen

af den nye slutseddel.

Det er ud fra vores sammenligning, vores vurdering, at det ikke er den seneste registreret

ejer, som har underskrevet på den fremsendte slutseddel af den 25. september 2020.

Det er derfor fortsat vores samlede vurdering af sagen og din dokumentation, at der

ikke er den nødvendige sammenhæng i din ejerskabsdokumentation, hvorfor ejendomsretten

til køretøjet ikke er tilstrækkelig dokumenteret.

Vi afslutter derfor sagen i henhold til vores forslag af den 17. august 2020, uden at

du får registreringsafgiften betalt tilbage (eksportgodtgørelse).

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har anført, at Motorstyrelsen ikke er berettiget til at afvise klagerens anmodning om eksportgodtgørelse, idet betingelserne for udbetaling af eksportgodtgørelse er opfyldt.

Klageren har anført følgende begrundelse (uddrag):

”[...]

god dag..jeg klage om sluttet afgorelse om denne Ssangyong rexton..

1.jeg sat bilen i [...dk].(bilig)

2.jeg kort til kig pa bilen.(i [by1])

3.den var som defekte,men jeg kende denne billerne og har mange reservedele,og jeg kobt

bilen(jeg betalt handpenge 5000 kr.og let at sta i denne plads,fordi jeg kan ikke kore 2 bilerne)

4.jeg betalt resten af sumen til konto af personer med REGATESTEN OG NOGLERNE AF

BILEN...(og tag bilen til vaerksted)

5.jeg reparieret bilen (25 timer og reservedele...koste om.15000 kr.)

6.kort til syn og toldsyn.(alt ok)

7.laest i autotransporter og han taget til Litauen(koste 3500 kr.)

8.registrieret bilen og solgt i Litauen.

9.jeg har kontaktet personer [person1] i telefoner ...osa pa emailen..

OG JEG HAR IKKE STJALET BILEN...!!!!

hvad nu...?jeg har betalt mere som 30.000 kr. for alt og den er mine pengerne for livet..!!

[...]

JEG HAR KOBT BILEN...IKKE STJALET..!!

[...]”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har sendt følgende udtalelse til Skatteankestyrelsen (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsens indledende bemærkninger:

Motorstyrelsen skal for det første bemærke, at vi ikke finder denne sag, har antydning af principiel karakter.

Motorstyrelsen har følgende bemærkninger til afgørelsen:

Ifølge registreringsafgiftslovens § 7 c stk. 2 udbetales afgiften til køretøjets ejer. Motorstyrelsen skal derfor vurdere, hvem der er den retmæssige ejer af køretøjet i Danmark, og dermed er berettiget til eksportgodtgørelsen.

Vi afgør i hver enkelt sag, på baggrund af en konkret og individuel vurdering, om den fremlagte dokumentation giver tilstrækkelig sikkerhed for, at køretøjet er ejet af den, der anmoder om eksportgodtgørelse, og at køretøjet er udført af landet. Vi henviser til SKAT-meddelelse SKM.2016.369.SKAT.

Vi har i den konkrete sag ikke fundet det tilstrækkeligt dokumenteret, at Klager er den retmæssige ejer af køretøjet og dermed berettiget til eventuel eksportgodtgørelse.

Motorstyrelsen har følgende bemærkninger til klagen:

Motorstyrelsen har i forbindelse med gennemgangen af klagen ikke fundet, at der er fremkommet nye oplysninger af afgørende betydning for sagens afgørelse.

Vi bemærker dog, at Klager angiver i klagen at have betalt kr. 5.000 i kontanter + (plus) et efterfølgende ukendt pengeløb til parten, hvem han har erhvervet sig køretøjet fra.

Denne oplysninger er sammenholdt med det dokumenteret i sagen, hvori der er modtaget to købsaftaler fra sagspart vedrørende samme køretøj, men med to forskellige købsbeløb:

• Først købsaftale af den 23. maj 2020 på kr. 15.000 DKK. Heraf angivet at kr. 11.500 er betalt kontant.

• Anden købsaftale af den 23. maj 2020 på kr. 8.000 DKK. Heraf angivet at kr. 5.000 er betalt kontant.

Motorstyrelsen fastholder således afgørelsen af den 12. oktober 2020.

Motorstyrelsen indstiller ligeledes til, at afgørelsen af 12. oktober 2020 fastholdes.

[...]”

Klagerens bemærkninger

Klageren har sendt følgende bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse (uddrag):

”god dag..jeg skrive om min sagen..det er forkert,hvis jeg kan ikke snake rigtig dansk jeg er ikke

ejer af bilen...hvis denne sidste ejer [person1] solgt bilen..? jeg har send 3 email til

hennes adressen...uden svar..jeg sporg min ven (dansk ven) at ringe [...].telefon nr. jeg

findet i [...dk].min ven talt om hele historien.og hun sporg mig hvis jeg kan sendes email pa

adressen [...@...og] jeg har send 3 mailen...uden svar...og efter mig og min ven prove til at

ringe ...maske 8 gange...uden svar..hvorfor...?hun solgt bilen ikke lovlig...??. Fra denne bilerne

jeg lever.... betales alle takserne...min livet.. nu jeg har kobt bilen...reparieret..betalt og jeg er

ikke ejer.???? jeg ved om lov som sige om ejer...men hvad jeg skal gore om denne situation..? jeg

kan kore til [person1] pa adressen..men hvis hun ikke snake i telefoner,hvad jeg skal

gore..? med venligst hilsens,[person3]. og unskyld for min dansk.”

Klagerens yderligere bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos klageren, der ikke har sendt bemærkninger hertil.

Motorstyrelsens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos Motorstyrelsen, der har sendt følgende bemærkninger (uddrag):

[...]

Motorstyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling i forhold til Klagers ret til eksportgodtgørelse. Motorstyrelsen har følgende bemærkninger:

Det følger af registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, at eksportgodtgørelsen betales til køretøjets ejer. Motorstyrelsen finder ikke, at Klager har dokumenteret, at han er den retmæssige ejer af køretøjet. Klager har fremlagt del I og II af registreringsattesten samt en slutseddel mellem Klager og den senest registrerede ejer. I den forbindelse har Motorstyrelsen partshørt den senest registrerede ejer, for at få bekræftet hvem køretøjet er solgt til. Det fremgår af slutsedlen fremsendt af den senest registrerede ejer, at køretøjet er solgt til en tredjepart. Da Klager ikke har fremsendt dokumentation for, at Klager har købt køretøjet af en anden, end en senest registrerede ejer, er det Motorstyrelsens opfattelse, at Klager ikke er retmæssig ejer af køretøjet.

Der er således foretaget en konkret og individuel vurdering, hvor der blandt andet er lagt vægt på, at underskriften på slutsedlen mellem den senest registrerede ejer og tredjeparten ikke ligner den underskrift der er fra den senest registrerede ejer på den slutseddel som Klager har fremlagt. Motorstyrelsen har også lagt vægt på, at Klager har fremlagt forskellige slutsedler som angiveligt er underskrevet af senest registrerede ejer, men hvor ingen af underskrifterne ligner den vi har modtaget i forbindelse med partshøringen af den senest registrerede ejer.

Motorstyrelsen fastholder, at fremvisning af registreringsattesten ikke i sig selv er nok til at dokumentere et ejerskab. Det fastholdes at der skal foretages en konkret vurdering. Ud fra en samlet helhedsbedømmelse er det Motorstyrelsens vurdering, at der ikke er sammenhæng i den fremsendte dokumentation for ejerskabet.

Motorstyrelsen indstiller på denne baggrund, at afgørelsen fastholdes. Såfremt Landsskatteretten kommer frem til, at ejerskabet er tilstrækkeligt dokumenteret, er Motorstyrelsen enig i, at sagen skal hjemvises til fornyet værdifastsættelse.

[...]

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tage stilling til, om betingelserne for udbetaling af eksportgodtgørelse er opfyldt, jf. registreringsafgiftslovens §§ 7 b og 7 c, dagældende lovbekendtgørelse nr. 228 af 11. marts 2020.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, at afgiften af et brugt motorkøretøj, der er afgiftsberigtiget efter §§ 4-5 e, 29 eller 29 a, godtgøres, såfremt køretøjet afmeldes fra Køretøjsregisteret og udføres fra landet.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 1, at sammen med en anmodning om godtgørelse af afgiften efter § 7 b skal der afleveres en synsrapport om køretøjets stand, jf. § 10, stk. 3. Det skal af synsrapporten endvidere fremgå, at køretøjet er i registreringsklar stand. Synsrapporten må ikke være ældre end 4 uger, regnet fra anmodningens indgivelse. Afgiften godtgøres af told- og skatteforvaltningen, når køretøjets afgiftspligtige værdi er fastslået og told- og skatteforvaltningen har modtaget dokumentation for køretøjets afmeldelse fra Køretøjsregisteret og udførsel her fra landet.

Køretøjet er afmeldt fra Køretøjsregisteret den 14. maj 2020, og er toldsynet i registreringsklar stand den 13. juni 2020.

Klageren har anmodet om eksportgodtgørelse den 16. juni 2020.

Til dokumentation for udførsel af køretøjet her fra landet, har klageren fremlagt dokumentation for midlertidig registrering af køretøjet i Litauen den 29. august 2020, og billeder af køretøjet påmonteret litauiske nummerplader med registreringsnummer [reg.nr.1], der er i overensstemmelse med registreringsnummeret angivet på den midlertidige registreringsattest.

Under henvisning til køretøjets midlertidige registrering i Litauen finder Landsskatteretten, at klageren har dokumenteret, at køretøjet er udført her fra landet senest den 29. august 2020.

Henset til, at køretøjet er afmeldt fra Køretøjsregistreret og toldsynet i registreringsklar stand den 13. juni 2020, finder Landsskatteretten, at betingelserne for udbetaling af eksportgodtgørelse, jf. registreringsafgiftslovens § 7 b, stk. 1, og § 7 c, stk. 1, 1. pkt., er opfyldt.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, 1. pkt., at afgiften udbetales til køretøjets ejer.

Af forslag til lov om ændring af lov om registrering af køretøjer, færdselsloven, registreringsafgiftsloven og andre love, LFF nr. 24 af 8. oktober 2008, fremgår følgende af bemærkningerne til ændringen af § 7 c, stk. 2, 1 pkt.:

”[...]

Med § 7 c, stk.2, 1. pkt., præciseres, at godtgørelsen udbetales til køretøjets ejer. Ejeren er den, der er registreret som ejer af køretøjet, medmindre andet bevises for told- og skatteforvaltningen. Er der flere ejere, udbetales godtgørelsen først, når ejerne over for told- og skatteforvaltningen har erklæret sig enige om, hvem udbetalingen skal ske til.

[...]”

Bekendtgørelse om registrering af køretøjer nr. 1643 af 17. december 2018, § 39 har følgende ordlyd:

”[...]

Kun ejeren af et køretøj kan anmelde køretøjet til registrering, jf. dog § 5, stk. 3, 3. pkt. Anmelderen skal fremvise billedlegitimation, såfremt anmelderen er en fysisk person, og registreringen sker ved fysisk fremmøde.

Stk. 2.

Anmeldelse kan ske efter fuldmagt fra køretøjets ejer. Den, der er i besiddelse af registreringsattesten for køretøjet, anses for bemyndiget af ejeren til at anmelde køretøjet til registrering.

Stk. 3.

Ved registreringen sker der ikke en egentlig prøvelse af det civilretlige ejerforhold til køretøjet. Er eller har køretøjet tidligere været registreret, men er registreringsattesten bortkommen, sker der en prøvelse af, om anmelderen opfylder betingelserne i § 58, stk. 1, for at få erstattet registreringsattesten.

[...]”

Den registrerede ejer af køretøjet har afmeldt køretøjet fra Køretøjsregisteret som følge af manglende omregistrering, i forbindelse med hendes salg af køretøjet.

Som dokumentation for ejerskab af køretøjet, har klageren fremlagt kopi af den originale registreringsattest del 1 og del 2. Klageren har forklaret, at han fik registreringsattesten udleveret ved købet af køretøjet.

Landsskatteretten finder, at klageren i tilstrækkeligt omfang har sikret sig retten til at få udbetalt eksportgodtgørelsen, jf. registreringsafgiftslovens § 7 c, stk. 2, 1 pkt., idet klageren er i besiddelse af køretøjets originale registreringsattest på anmodningstidspunktet, og dermed har råderetten over registrering af køretøjet i Køretøjsregisteret, jf. bekendtgørelse om registrering af køretøjer nr. 1643 af 17. december 2018, § 39, stk. 2, herunder at der ikke er andre, som har gjort krav på udbetaling af eksportgodtgørelse for køretøjet.

Henset til, at der alene er forløbet ca. 11/2 måned mellem anmodningen om eksportgodtgørelse og udførslen af køretøjet, og at der i forbindelse med enkeltanmodninger om eksportgodtgørelse er en frist på 3 måneder, førend der skal foretages en ny værdifastsættelse, finder Landsskatteretten, at køretøjet skal værdiansættes på anmeldelsestidspunktet den 16. juni 2020.

Landsskatteretten ændrer herefter Motorstyrelsens afgørelse og sagen hjemvises til Motorstyrelsen for så vidt angår værdiansættelsen af køretøjet.