Kendelse af 30-06-2021 - indlagt i TaxCons database den 28-07-2021

Faktiske oplysninger

Det fremgår af Skattestyrelsens afgørelse, at virksomhedsindehaveren i 2016, 2017 og 2018 arbejdede ved [by1] og [by2] Kommune. Virksomhedsindehaveren har i afgiftsperioderne i 2016, 2017 og 2018 haft en salgsreol ved ”[...] [by1]”, og har den 23. april 2020 oplyst til Skattestyrelsen, at hun fortsat havde en stand.

Skattestyrelsen har anmodet virksomhedsindehaveren om at fremsende bankkontoudskrifter for perioden 2016-2018 samt redegørelse for bankindsætningerne foretaget via MobilePay, ”Reol 380, 381” og ”[...] [by1]” samt øvrige bankindsætninger på bankkonto [...26].

Virksomhedsindehaveren har til Skattestyrelsen fremsendt bankkontoudskrifter og kommentarer hertil samt fotos.

Skattestyrelsen har i forbindelse med en gennemgang af virksomhedsindehaverens bankkontoudtog konstateret løbende indsætninger på bankkonto nr. [...26]. Virksomhedsindehaveren har oplyst, at bankindsætningerne fra reolsalgene stammer fra hhv. salg af hendes og samleverens private indbo samt diverse genstande modtaget ved arv fra klagerens afdøde far. Virksomhedsindehaveren har tillige oplyst, at hun har solgt ud af sit private indbo ved bagagerumsmarkeder samt garagesalg. Herudover har virksomhedsindehaveren haft en reolstand ved ”reolmarkedet 117”, hvor hun har lejet en stand, reol eller gulvplads, hvorfra hendes ting er blevet solgt på reolmarkedet til en af virksomhedsindehaveren fastsat pris. Virksomhedsindehaveren har ikke fremlagt kvitteringer på købene, boopgørelser, fakturaer m.v.

Skattestyrelsen har i afgørelse af 4. juni 2020 fundet, at virksomhedsindehaveren har drevet uregistreret virksomhed, samt at en del af bankindsætningerne udgør omsætning i indehaverens virksomhed.

De konkrete indsætninger udgjorde 110.095 kr. i 2016, 110.222 kr. i 2017 og 96.927 kr. i 2018. Skattestyrelsen har ikke skønnet fradrag for købsmoms, da virksomhedsindehaveren ikke har fremsendt dokumentation for køb.

Skattestyrelsen har opgjort momstilsvaret således:

Virksomhedsindehaveren har ikke fremlagt yderligere materiale i forbindelse med klagesagens behandling.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har anset virksomhedsindehaveren for at drive uregistreret virksomhed i afgiftsperioderne i 2016, 2017 og 2018 og har ansat virksomhedens momstilsvar til henholdsvis 22.017 kr. for 2016, 22.043 for 2017 og 19.383 kr. for 2018.

Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:

”(...)

Vi anser dig for at være en afgiftspligtig person i overensstemmelse med momslovens § 3, idet vi anser dig for at drive selvstændig økonomisk virksomhed. Det gør vi med henvisning til omfanget af indsætninger af erhvervsmæssig karakter på din konto, som er foregået over en lang periode på 2 1/2 år dvs. virksomheden er varig samtidig foregår indsætningerne hyppigt. Vi har sammenlagt indsætningerne på din bankkonto bortset fra indsætninger, som vi vurderer, er af privat karakter.

Du er således forpligtet til at lade dig registrere jævnfør momslovens § 47, stk. 1og 5 og skal betale moms varer, der leveres mod vederlag jævnfør momslovens§ 4.

Vi opkræver og fastsætter dit afgiftstilsvar efter et skøn jævnfør opkrævningslovens § 5, stk. 2. Det gør vi, fordi vi ikke ar modtaget regnskab og dokumentation, der kan danne grundlag for at opgøre dit afgiftstilsvar jævnfør momslovens § 55, 56 og 74, stk. 4.

Vi har beregnet moms i overensstemmelse med momslovens§ 27 ud fra indsætningerne på din konto: [...] i årene fra 2016 til og med 2018. Beløbenes sammensætning fremgår af bilag 1 og 2, momsen fremgår af tabellen i punkt 1.4.

Vi har ikke skønnet fradrag for købsmoms efter momslovens § 37 og momsbekendtgørelsens § 82, fordi vi ikke har modtaget dokumentation for køb.

(...)”

Virksomhedens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at indehaveren ikke har drevet uregistreret virksomhed, hvorfor forhøjelsen af momstilsvaret for afgiftsperioderne i 2016, 2017 og 2018 skal nedsættes til 0 kr.

Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at klageren skal tildeles et skønsmæssigt momsfradrag for varekøb i forbindelse med Skattestyrelsens opgørelse af momstilsvaret for afgiftsperioderne i 2016, 2017 og 2018.

(indsæt klageren påstand/påstande i rækkefølge – eks. ”klageren har principalt nedlagt påstand om xxxx, subsidiært om at xxxx…)

Virksomhedens repræsentant har til støtte for sin påstand anført følgende:

”(...)

2. FAKTISKE OPLYSNINGER

Klager har i de omhandlende indkomstår solgt ud af hendes private indbo. Indboet bestod blandt andet af genstande, som Klager havde modtaget fra hendes fars indbo efter hans død i 2009.

Derudover har klager solgt sit indbo fra bodelingen efter hendes skilsmisse i 2007 samt hendes samlevers indbo. Klager og hendes samlever fik fælles adresse i 2017.

Særligt vedrørende indbo efter skilsmisse

Klager blev skilt i 2007 og fraflyttede hendes “gamle” liv med det halve indbo. Det meste blev pakket i kasser og sat på loftet i Klageres nye hjem. Indboet var for Klager præget af mindre gode minder, og blev således aldrig taget i brug igen. Da Klager i 2010 købte sit eget hus, blev kasserne flyttet med dertil, hvor de blev opmagasineret i husets kælder.

Særligt vedrørende indbo som Klager arvede efter hendes far

Klager har oplyst, at hendes biologiske far døde i 2009. Han boede på [by3] i [by4] og Klager fik først kontakt med ham, da hun var voksen for 28 år siden. Klager har forklaret, at hendes far boede i et pænere hjem, og at han gennem sit liv havde tjent og ikke mindst brugt mange penge. Han var ifølge Klager en samler, som havde smag for dyre ting: ægte tæpper, dyre møbler, kongeligt porcelæn, WG vaser og meget andet. Klager har forklaret, at hun ikke så hendes far op til hans død. Hans kone døde på tragisk vis og han selv “forsvandt” på en måde, og efter lang tid uden kontakt blev Klager kontaktet af en psykiatrisk læge, som fortalte, at hendes far var indlagt og havde været det længe. Hans lejlighed på [by3] var pakket ned og opmagasineret, og han blev efter sin udskrivelse, visiteret til en plejebolig, hvor han boede indtil han døde i sommeren 2009. Klager var enearving efter sin far og i hans papirer fandt hun adressen på et lager, hvor hans tidligere hjem var opmagasineret. Ligeledes stod der fyldte kasser med indbo hos en gammel ven af hendes far. Klager var nødt til at leje en lastbil for at få fragtet alle tingene hjem til [by1].

Klager havde på tidspunktet ingen ide om, hvad hun skulle gøre med tingene og placerede dem derfor på hendes loft. Her blev de stående indtil de igen blev flyttet. Denne gang til kælderen i hendes nye hus, hvor hun bor sammen med hendes kæreste.

Klagers kæreste var også skilt, og havde, ligesom klager, et halv “hjem”/indbo med i bagagen. Dette blev også opmagasineret i Klagers kælder.

Særligt vedrørende Klagers salg af det omhandlende indbo

Klager begyndte at sælge ud af hendes indbo i sommeren/efteråret 2016, da hun fik øje på “reolmarkedet 117”. Indbo tilhørende klagers kæreste er ligeledes blevet solgt på markedet.

Salget er foregået på den måde, at Klager har lejet en stand, reol eller en gulvstand, for et af reolmarkedet fastsat beløb i en nærmere fastlagt periode. Klager har hertil fået udleveret klistermærker med sin reols/gulvstands nummer, hvorpå Klager kunne skrive den pris, som hun ønskede at få for den enkelte ting. Når en person købte en af Klagers ting, så betalte vedkommende ved kassen på reolmarkedet. Klager fik i den forbindelse en opgørelse over salg, som typisk kom én gang om måneden. Reolmarkedet tog typisk en kommission på mellem 10 % og 12,5 % af salgsprisen.

Skattestyrelsen har i sin afgørelse anset Klager for at drive erhvervsmæssig virksomhed i forbindelse med hendes salg af privat indbo. Styrelsen har i den forbindelse gennemgået hendes kontoudtog og lavet en opgørelse over indtægter fra salget. Opgørelsen viser, at Klager har solgt ting for over 100.000 kr. om året i gennemsnit i årene 2016, 2017 og 2018. Skattestyrelsen har i forbindelse hermed vurderet, at det er usædvanligt, at man kan sælge indbo fra en almindelig husholdning for beløb i den størrelsesorden over en årrække.

Klager er uenig med Skattestyrelsens afgørelse, hvorfor denne hermed påklages til Skatteankestyrelsen.

3. ANDBRINGENDER

I forbindelse med den principale påstand gøres det gældende, at de omhandlende indsættelser på

Klagers konti stammer fra salg af privat indbo, og at de derfor ikke er skattepligtige for Klager efter statsskattelovens § 4.

Skattestyrelsen har i forbindelse med sin afgørelse lagt hyppigheden, intensiteten og omfanget af salget til grund for deres konklusion om, at Klager driver erhvervsmæssig virksomhed. Hertil skal vi bemærke, at disse omstændigheder ikke i sig selv taler imod, at Klager har solgt sit private indbo.

Skattestyrelsen tilføjer, at det efter dens vurdering er usædvanligt, at man kan sælge indbo fra en almindelig husholdning for beløb i den størrelsesordning over en årrække. Det skal i den forbindelse bemærkes, at der netop ikke er tale om en almindelig husholdning, men derimod salget af to hele husholdninger, bestående af Klagers fars dødsbo, samt henholdsvis Klagers og hendes samlevers andel af deres bo fra deres respektive skilsmisser.

Hvis salgsprisen af de solgte ting lægges til grund for værdien af de respektive bo, og hvis der anvendes en ligelig fordelingsnøgle, så svarer det til at henholdsvis Klager og hendes samlevers bo havde en værdi på 75.000 kr., medens hendes fars dødsbo har haft en værdi på 150.000 kr.

Dette er efter vores opfattelse ikke usædvanlige størrelser.

Hvis der tages udgangspunkt i Skattestyrelsens vurdering i sagen, så må det antages, at Klager ikke blot har investeret penge, men også tid i forbindelse med opkøb af de mange ting, som hun har solgt. Vi skal i den forbindelse bemærke, at Klager er lønmodtager med ansættelse hos [by1] og [by2] Kommune. Det er således efter vores opfattelse usandsynligt, at Klager skulle have haft tid til at opsøge og købe ting, som hun kunne sælge videre med en sådan fortjeneste, som Skattestyrelsen lægger op til. Det faktum, at Klager har solgt størstedelen af hendes ting via en reolstand, hvor hun ikke er fysisk til stede, understøtter netop, at hun ikke selv har haft tiden eller interessen i at stå for salget selv.

Fradrag for køb efter statsskattelovens § 6 stk. 1, litra a.

I forbindelse med den subsidiære påstand gøres det gældende, at Klager har ret til et ikke ubetydeligt fradrag i Skattestyrelsens opgørelse af overskud af virksomhed i de omhandlende år.

Skattestyrelsen har i deres afgørelse udtalt, at de ikke har skønnet fradrag for køb, fordi de ikke har modtaget dokumentation for køb. Med udgangspunkt i sagens fakta, herunder Klagers forklaring, så er der naturligvis en god grund til, at hun ikke har kunne producere dokumentation for køb. Hvis der dog for argumentets skyld ses bort fra Klagers forklaring i sagen, så er det efter vores opfattelse, åbenbart urimeligt, at Skattestyrelsen ikke har tildelt Klager et fradrag i opgørelsen på baggrund af et skøn på trods af manglende dokumentation. Der skal i den forbindelse henses til, at hvis Klager har drevet erhvervsmæssig virksomhed, som antaget af Skattestyrelsen, så må hun naturligvis have haft omkostninger i forbindelse med erhvervelsen af de ting, som hun har solgt. Med udgangspunkt i den omhandlende branche: salg af brugte møbler og andre brugsgenstande, så er det svært at forestille sig, at Klager kunne have opnået en fortjeneste på mere end 25 %, hvis hun rent faktisk havde erhvervet tingene med henblik på videresalg. Hertil skal der naturligvis også henses til at Klager har betalt mellem 10 % og 12,5 % af salgsprisen til ejeren af reolmarkedet. Det er således vores opfattelse, at et passende fradrag kan sættes til 80 % af det samlede salg i årene. Vores udtalelse herom skal anses som en anbefaling, og ikke som en del af den i klagen fremsatte påstand.

Hvis det lægges til grund, at Klager ingen omkostninger har haft i forbindelse med erhvervelsen af de solgte ting, så må det naturligvis være mest sandsynligt, at tingene har oprindelse fra de steder som Klager har oplyst i sagen.

(...)”

Klageren er i forbindelse med sagsfremstillingen kommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse:

”(...)

Vi skal fastholde at bankindsætningerne stammer fra salg af private ejendele samt genstande som Klager har arvet fra hendes far, og at de derfor ikke er skattepligtige for Klager efter statsskattelovens § 4.

Vi skal desuden fastholde, at Klager ikke har drevet uregistreret virksomhed i de omhandlende indkomstår.

Vi skal i den forbindelse minde retten om, at Klager har været lønmodtager med ansættelse hos [by1] og [by2] Kommune indkomstårene. Det er dermed usandsynligt, at Klager skulle have haft tid til at opsøge og købe ting, som hun kunne sælge videre med en sådan fortjeneste, som Skattestyrelsen lægger op til. Det faktum, at Klager har solgt størstedelen af hendes ting via en reolstand, hvor hun ikke er fysisk til stede, understøtter netop, at hun ikke selv har haft tiden eller i øvrigt den interesse, som det må forventes, at kunne findes hos en person der driver virksomhed med køb og salg af brugte genstande.

Vi skal bemærke, at hvis det lægges til grund, at Klager har drevet erhvervsmæssig virksomhed, og at de solgte genstande dermed ikke stammer fra salg af privat indbo, så må Klager naturligvis have haft betydelige udgifter til indkøb af de genstande, som hun har solgt. Der ses imidlertid ikke at være sådanne udgifter på Klagers bankkontoudtog. Dette understøtter Klagers forklaring i sagen.

Vi skal endvidere bemærke at Klager på intet tidspunkt har udvist en adfærd, som indikerer, at hun har ønsket eller forsøgt, at skjule de penge, som hun har modtaget fra hendes salg. Dette taler efter vores opfattelse også imod, at Klager skulle have drevet uregistreret virksomhed, da det i så fald må formodes, at Klager ville have ageret anderledes.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Dette fremgår af momslovens § 3, stk. 1, og der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Ifølge momslovens § 46, stk. 1, 1. pkt. fremgår det, at betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet.

Ifølge momslovens § 47, stk. 1, 1. pkt., skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Momsregistrerede virksomheder skal føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse og kontrol af afgiften. Det fremgår af momslovens § 55.

Efter momslovens § 57, stk. 1, 1. og 2. pkt., skal virksomheder registreret efter § 47 efter udløbet af hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift i perioden. Beløbene angives i hele kroner, idet der bortses fra ørebeløb.

I medfør af momslovens § 37, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, kan momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret få fuld fradragsret for købsmoms, i det omfang indkøbet relaterer sig til virksomhedens momsbelagte aktiviteter.

Af momsbekendtgørelsen, nr. 808 af 30. juni 2015, § 82 fremgår det, at registrerede virksomheder som dokumentation for købsmoms skal kunne fremlægge fakturaer, herunder forenklede fakturaer og afregningsbilag.

Såfremt størrelsen af det momstilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Skattestyrelsen har fundet, at indehaveren har drevet uregistreret virksomhed og har i den forbindelse opgjort virksomhedens omsætning til 110.095 kr. inkl. moms for indkomståret 2016, 110.222 kr. inkl. moms for indkomståret 2017 og 96.927 kr. inkl. moms for indkomståret 2018. Skattestyrelsen har opgjort det ikke indberettede momstilsvar til samlet 22.017 kr. for afgiftsperioderne i 2016, 22.043 kr. for afgiftsperioderne i 2017 og 19.383 kr. for afgiftsperioderne 2018, svarende til 20 % af de ovennævnte beløb. Skattestyrelsen har ikke foretaget et skønsmæssigt fradrag for købsmoms.

Landsskatteretten har ved afgørelse af dags dato (J.nr. 20-0074487) vedrørende forhøjelse af overskud af virksomhed i indkomstårene 2016, 2017 og 2018 fundet, at Skattestyrelsen har været berettiget til at forhøje virksomhedsindehaverens skattepligtige indkomst med overskud af virksomhed med i alt 253.798 kr. for indkomstårene 2016, 2017 og 2018 på baggrund af konkrete bankindsætninger på virksomhedsindehaverens konto. Da retten endvidere er enig med Skattestyrelsen i, at den ansatte indkomst stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, er det berettiget, at Skattestyrelsen har anset indkomsten for at være momspligtig og har beregnet moms heraf.

Retten finder, at virksomheden ikke er berettiget til fradrag for købsmoms, da der ikke er fremlagt regnskabsmateriale eller købsbilag, som dokumenterer, at der har været afholdt udgifter til varekøb.

På baggrund af ovenstående stadfæster Landsskatteretten Skattestyrelsens afgørelse.