|
|
Kendelse af 27-06-2023 - indlagt i TaxCons database den 05-09-2023
Journalnr. 20-0055128
Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
Forhøjelse af momstilsvaret 1. kvartal 2017 | 18.477 kr. | 0 kr. | 17.277 kr. |
Forhøjelse af momstilsvaret 2. kvartal 2017 | 7.989 kr. | 0. kr. | 6.789 kr. |
Forhøjelse af momstilsvaret 3. kvartal 2017 | -4.159 kr. | 0 kr. | -5.359 kr. |
Forhøjelse af momstilsvaret 4. kvartal 2017 | 25.129 kr. | 0 kr. | 23.929 kr. |
Faktiske oplysninger
Klagen vedrører forhøjelse af virksomhedens momstilsvar på baggrund af såvel en skønsmæssig forhøjelse af overskud af virksomhed på baggrund af et lavt privatforbrug som konkrete ændringer med udgangspunkt i en gennemgang af virksomhedens regnskabsmateriale.
[person1] (herefter virksomhedsejeren) drev i 2017 en kiosk fra adressen [adresse1], [by1] Virksomheden er registreret under navnet "[virksomhed1]" og med CVR-nr. [...1]. Der er tale om en enkeltmandsvirksomhed, der er påbegyndt den 1. august 2001. Virksomheden er registreret under branchekode 471110 - købmænd og døgnkiosker.
Virksomheden har været momsregistreret og har afregnet moms kvartalsvis i 2016 og 2017. Virksomheden har i 2016 og 2017 angivet et momstilsvar på i alt henholdsvis 22.674 kr. og 41.531 kr.
Skattestyrelsen har efter en gennemgang af virksomhedens regnskabsmateriale fundet, at regnskabsgrundlaget ikke er egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, da virksomheden ikke har indsendt kasseafstemninger/kasseregnskab for indkomståret 2017.
Skattestyrelsen har med udgangspunkt i tilsidesættelse af regnskabsgrundlaget og et lavt privatforbrug forhøjet klagerens indkomst med 106.000 som yderligere omsætning, og yderligere salgsmoms heraf udgør 26.500 kr.
Herudover er der foretaget konkrete forhøjelser af momstilsvaret vedrørende såvel købsmoms og salgsmoms, således at den samlede korrektion vedrørende momstilsvaret udgjorde 47.436 kr.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt med 47.436 kr. for indkomståret 2017.
Forhøjelsen af virksomhedens momstilsvar er opgjort således:
| · | Ændring af omsætningen -21.119 kr. |
| · | Ændring af fradrag for varekøb 21.969 kr. |
| · | Delvis fradrag for købsmoms 2.062 kr. |
| · | Elafgift 18.024 kr. |
| · | Skønsmæssig forhøjelse grundet lavt privatforbrug 26.500 kr. |
| · | I alt 47.436 kr. |
Skattestyrelsen har som begrundelse for sin afgørelse anført følgende:
"(...)
Salgsmoms:
På baggrund af de indsendte bilag kan virksomhedens salgsmoms i henhold til momslovens § 4, stk. 1 opgøres således:
Opgørelse af momspligtig omsætning:
1. kvartal 2. kvartal 3. kvartal 4. kvartal
Omsætning 753,248,21 kr. 842.862,98 kr. 784.845,86 kr. 856.039,17 kr.
[virksomhed2]:
Momsfrit salg 13.927,00 kr. 16.057,00 kr. 17.927,00 kr. 16.226,00 kr.
Momspligtig om-
sætning 739.321,21 kr. 826.805,98 kr. 766.918,86 kr. 839.813,17 kr.
Moms vedrørende provision fra [virksomhed3]:
1. kvartal: 12.137,92 kr. * 20 % = 2.427,58 kr.
2. kvartal: 12.723,20 kr.
Bilag 307 840,00 kr.
Bilag 398 540,00 kr.
Bilag 4 300,00 kr.
I alt 14.403,20 kr. * 20 % = 2.880,64 kr.
3. kvartal: 12.915,40 kr. * 20 % = 2.583,08 kr.
4. kvartal: 12.007,92 kr.
Bilag 597 210,00 kr.
12.217,92 kr. * 20 % = 2.443,58 kr.
Opgørelse af salgsmoms:
Moms af omsætning 147.864,24 kr. 165.361,20 kr. 153.383,77 kr. 167.962,63 kr.
[virksomhed4] 19.016,85 kr. 17.400,56 kr. 16.054,58 kr. 16.621,56 kr.
[virksomhed3] 2.427,58 kr. 2.880,64 kr. 2.583,08 kr. 2.443,58 kr.
I alt 169.308,67 kr. 185.642,40 kr. 172.021,43 kr. 187.027,77 kr.
Beregnet salgsmoms i alt 714.000,27 kr.
Angivet salgsmoms 735.119,00 kr.
Nedsættelse 21.118,73 kr.
Ved opgørelsen af den momsfri omsætning fra [virksomhed2] har vi lagt de foreliggende fakturaer til grund - se vedlagte bilag 2.
Salgsmomsen ses ikke at være opgjort korrekt i det indsendte momsregnskab. I 3. kvartal er der i momsregnskabet tillagt moms til omsætningen inkl. moms, som ifølge kontospecifikationer er opgjort til 784.845,86 kr. Derved er momsen af omsætningen beregnet dobbelt.
I 3. og 4. kvartal er der ikke medregnet moms af provisionen fra [virksomhed3]. I stedet er den modregnet som momsfri omsætning. Dette er ikke korrekt, da provisionen er momspligtig i henhold til momslovens § 4, stk. 1. Der er medregnet moms af provisionen i 1. og 2. kvartal.
På baggrund af ovenstående nedsættes virksomhedens momstilsvar med -21.119 kr. i henhold til momslovens § 4, stk. 1.
Nedsættelse af momstilsvaret: -21.119 kr.
(...)
1.Varekøb
(...)
1.1.Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
[virksomhed2]:
Udgiften til [virksomhed2] er ikke fratrukket som varekøb eller under andre poster i regnskabet. Den fulde udgift til køb af momspligtige blade/aviser er fratrukket som købsmoms i momsregnskabet. Der kan kun godkendes fradrag for momsen af købene efter momslovens § 37, stk. 1. Udgiften ekskl. moms godkendes fratrukket i virksomhedens overskud efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Der godkendes ligeledes fradrag for købet af de momsfrie blade/aviser i virksomhedens overskud efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Det fradragsberettigede varekøb og den tilhørende moms vedrørende [virksomhed2] er beregnet på baggrund af de foreliggende fakturaer - se vedlagte bilag 2.
Godkendt udgift til varekøb:
I alt momspligtigt:
1. kvartal 7.266,39 kr.
2. kvartal 9.445,39 kr.
3. kvartal 9.719,26 kr.
4. kvartal 7.633,09 kr.
I alt ikke momspligtigt:
1. kvartal 11.387,48 kr.
2. kvartal 12.963,84 kr.
3. kvartal 14.936,17 kr.
4. kvartal 13.422,24 kr.
I alt 86.773,86 kr.
Nedsættelse af den skattepligtige indkomst: -86.774 kr.
Godkendt købsmoms:
I alt moms:
1. kvartal 1.816,61 kr.
2. kvartal 2.361,37 kr.
3. kvartal 2.429,84 kr.
4. kvartal 1.908,28 kr.
I alt 8.516,10 kr.
Fratrukket i momsregnskabet:
1. kvartal 9.083,00 kr.
2. kvartal 0,00 kr.
3. kvartal 11.860,52 kr.
4. kvartal 9.541,37 kr.
I alt 30.484,89 kr.
Difference: 21.968,79 kr.
Forhøjelse af momstilsvaret: 21.969 kr.
1.2.Skattestyrelsens bemærkninger til din revisors brev dateret den 28. januar 2020
Din revisors bemærkning fremgår af punkt 6: Delvis fradragsret af moms § 38, stk. 1 i hendes brev, men vi antager, at den vedrører vores opgørelse af indtægterne vedrørende salg af blade, du har købt hos [virksomhed2] under dette brevs punkt 1: Omsætning og udgifterne vedrørende dit køb af bladene, som er opgjort under dette brevs punkt 2: Varekøb.
Vi kan ikke se, der tidligere er foretaget kontrol af din virksomhed på dette punkt, og vi mener fortsat, at indtægter og udgifter ved salg af blade fra [virksomhed2] skal opgøres, som det er foreslået under punkt 1 og 2 i dette brev.
(...)
2.Delvis fradragsret for moms
(...)
2.1.Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse
Da en del af omsætningen er momsfri, kan der ikke fratrækkes fuld moms af de udgifter, der både vedrører den momsfri og den momspligtige omsætningen. Dette fremgår momslovens af § 38, stk. 1.
Der kan ikke godkendes fradrag for den fulde udgift til moms vedrørende følgende udgiftsposter:
Alarm 1.652,94 kr.
El - [virksomhed5] 10.828,95 kr.
Telefon 4.320,21 kr.
Renovation 146,25 kr.
Revisor 1.800,00 kr.
I alt 18.748,35 kr.
Der godkendes fradrag for den andel af momsen, der forholdsmæssigt svarer til den momspligtige omsætning.
Opgørelse af momspligtig omsætning:
1. kvartal 2. kvartal 3. kvartal 4. kvartal
Omsætning 753.248,21 kr. 842.862,98 kr. 784.845,86 kr. 856.039,17 kr.
[virksomhed2]:
Momsfrit salg (bilag 2) 13.927,00 kr. 16.057,00 kr. 17.927,00 kr. 16.226,00 kr.
Momspligtig omsætning 739.321,21 kr. 826.805,98 kr. 766.918,86 kr. 839.813,17 kr.
I alt på året 3.172.859,22 kr.
Moms -634.571,84 kr. 2.538.287,38 kr.
[virksomhed3]:
1. kvartal: 12.137,92 kr. - 2.427,08 kr. 9.710,84 kr.
2. kvartal: 14.403,20 kr. - 2.880,64 kr. 11.522,56 kr.
3. kvartal: 12.915,40 kr. - 2.583,08 kr. 10.332,32 kr.
4. kvartal: 12.217,92 kr. - 2.443,58 kr. 9.774,34 kr. 41.340,06 kr.
[virksomhed4] (Bilag 1) 284.013,00 kr.
I alt 2.863.640,44 kr.
Momsfri omsætning:
[virksomhed2] (Bilag 2) 64.137,00 kr.
Spilleautomater 239.574,00 kr.
[x1], provenu 83.544,00 kr.
I alt 387.255,00 kr.
Samlet omsætning 3.250.895,44 kr.
Fradragsprocenten beregnes således:
2.863.640,44 kr. * 100
3.250.895,44 kr. = 88,09 % ~ 89 %
Da fradragsprocenten fremkommer med decimaler, rundes den op til nærmeste hele tal i henhold til momsbekendtgørelsens § 17. Fradragsprocenten bliver derved 89 %.
Det godkendte momsfradrag for ovenstående udgiftsposter beregnes således:
18.748,35 kr. * 89 % = 16.686,03 kr.
Forhøjelse:
Fratrukket moms 18.748,35 kr.
Godkendt momsfradrag 16.686,03 kr.
Forhøjelse 2.062,32 kr.
(...)
3.Elafgift
(...)
Virksomheden har fået tilbagebetalt 18.024 kr. af ovenstående elafgift via momsangivelsen. Elafgiften, som er indeholdt i dine udgifter til [virksomhed5], er ikke omfattet af momslovens § 37, stk. 1 og kan derfor ikke fratrækkes som købsmoms.
Du skal være opmærksom på fremover, at den tilbagebetalingsberettigede elafgift skal angives særskilt på momsangivelsen.
Forhøjelse af momstilsvaret: 18.024 kr.
(...)
4.Skønsmæssig forhøjelse
(...)
Skønsmæssig forhøjelse af dit overskud af virksomhed
Det opgjorte privatforbrug på 134.180 kr. kan ikke anses for at være et realistisk privatforbrug for en husstand bestående af 2 voksne og 3 mindreårige børn. Endvidere er der henset til de privatforbrug, der er beregnet for de foregående indkomstår.
Dit regnskabsmateriale er ikke fundet egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, da der ikke ses at foreligge et ført og afstemt kasseregnskab. Det må derfor antages, at regnskabet er udarbejdet på baggrund af de foreliggende bilag ved årets udgang. Dit regnskabsgrundlag er herefter tilsidesat jf. bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 for mindre virksomheder.
På baggrund af ovenstående forhøjes din indkomst skønsmæssigt med 132.500 kr. Den skønsmæssige forhøjelse foretages i henhold til skattekontrollovens §§ 5, stk. 3, 3 stk. 4 og 6B, stk. 1. Ved skønnet er der henset til tidligere års privatforbrug, men der er lagt størst vægt på privatforbruget for 2016, da dette anses for at være det mest realistiske for en familie på 5 personer.
Beløbet anses for at være omsætning i din virksomhed, og der skal derfor beregnes moms af beløbet. Beløbet ekskl. moms kan opgøres til 106.000 kr. Dette beløb er skattepligtigt jf. statsskattelovens § 4, stk. 1 litra a.
Den yderligere omsætning er momspligtig i henhold til momslovens § 4, stk. 1. Momsen af beløbet udgør 26.500 kr. Skattestyrelsens mulighed for at foretage en skønsmæssig forhøjelse af momstilsvaret fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.
Det skønnede privatforbrug for 2017 kan herefter opgøres således:
Reguleret privatforbrug 134.180 kr.
Skønsmæssig forhøjelse 132.500 kr.
I alt 242.680 kr.
Forhøjelse af din skattepligtige indkomst: 106.000 kr.
Forhøjelse af momstilsvaret: 26.500 kr.
(...)"
I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger:
"(...)
Der er ikke kommet nye oplysninger med klagen vedrørende ændringen af skatteansættelsen og momsgrundlaget, som ikke står i sagsfremstillingen.
Klagers repræsentant har anført i klagen, at det ikke fremgår af forslagene af henholdsvis den 9. januar 2020 og den 7. februar 2020, at de erstatter det foregående forslag. Vi er ikke enige i repræsentantens påstand på baggrund af følgende:
I forslaget af den 9. januar 2020 har vi oplyst, at vi tidligere havde foreslået at ændre momsen for perioden fra den 1. januar 2017 til den 31. december 2017, og den selvangivne indkomst for 2016 og 2017, samt at vi havde en rettelse til de tidligere fremsendte forslag og derfor sendte et nyt forslag.
I forslaget af den 7. februar 2020 har vi oplyst, at vi tidligere havde foreslået at ændre momsen for perioden fra den 1. januar 2017 til den 31. december 2017, og den selvangivne indkomst for 2016 og 2017, samt at borger havde sendt os bemærkninger, fordi han ikke var enige i det fremsendte forslag. Vi havde gennemgået bemærkningerne og derfor udarbejdet et nyt forslag.
Det er korrekt, at vi har anført følgende bemærkning i afgørelsen: "Selvom vi har gennemgået oplysninger, udelukker det ikke, at vi på et senere tidspunkt vil se på samme periode igen." Det er dermed også korrekt, at der på et senere tidspunkt kan træffes en ny afgørelse for samme periode, hvis vi modtager nye oplysninger i sagen. Den fremsendte afgørelse af den 2. april 2020 er vores afgørelse af sagen på nuværende tidspunkt på baggrund af de foreliggende oplysninger.
Ændringerne af skatteansættelserne for 2016 og 2017 er foretaget inden for de ordinære fristregler i henhold til skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1. Det fremgår heraf, at Skattestyrelsen kan afsende varsel om ændring af skatteansættelsen senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb. Ansættelsen skal foretages senest den 1. august i det fjerde år efter indkomståres udløb. Det vil sige, at der skulle sendes forslag om ændring af skatteansættelsen senest den 1.maj 2020 for indkomståret 2016 og 1.maj 2021 for indkomståret 2017. Afgørelsen skulle sendes senest den 1.august 2020 for indkomståret 2016 og 1.august 2021 for indkomståret 2017.
Ændringerne af momsgrundlaget er foretaget inden for de ordinære fristregler i henhold til skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1. Det fremgår heraf, at Skattestyrelsen kan afsende varsel om ændring af momsgrundlaget senest 3 år efter angivelsesfristens udløb. Fastsættelsen af afgiftstilsvaret skal foretages senest 3 måneder efter udløbet af fristen efter 1. og 2. pkt. (3 år+ 3 måneder efter angivelsesfristens udløb. Klagers virksomhed har kvartalsvis momsangivelse, og fristerne er derfor som følger:
Angivelsesfrist | Ændringsfrist | Afgørelsesfrist | |
1.kvartal 2017 | 1. juni 2017 | 1. juni 2020 | 1. september 2020 |
2. kvartal 2017 | 1. september 2017 | 1. september 2020 | 1. december 2020 |
3. kvartal 2017 | 1. december 2017 | 1. december 2020 | 1. marts 2021 |
4. kvartal 2017 | 1. marts 2018 | 1. marts 2021 | 1. juni 2021 |
Afgørelsen blev fremsendt den 2. april 2020. Vi er derfor ikke enige i repræsentantens påstand om, at afgørelsen ikke er fremsendt inden for de gældende frister.
(...)"
Skattestyrelsen har indsendt en supplerende udtalelse til repræsentantens bemærkninger til referatet af telefonmødet:
"(...)
Ad lille frist-regel efter SFL 26 som senere lovfæstet i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. og SFL § 32, stk. 2, 2 pkt.:
Det er fortsat vores opfattelse, at den fremsendte afgørelse af den 2. april 2020 opfylder reglerne i skatteforvaltningslovens § 26. Der henvises til vores tidligere udtalelse til sagen af den 9. juli 2020. Afgørelsen er ikke omfattet af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, hvoraf reglen om, at der skal træffes afgørelse senest 3 måneder efter varslingen af ændringen af skatteansættelsen, fremgår, da der ikke er tale om en ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen.
Det fremgår ikke af skatteforvaltningslovens § 26, at der kun må sendes 1 varslingsbrev. I dette tilfælde var det nødvendigt at fremsende flere forslag om ændring af skatteansættelsen for at sikre, at sagen blev afgjort på det mest korrekte grundlag. Derudover skal borger høres, før der kan træffes afgørelse på baggrund af et ændret grundlag.
Det er endvidere vores opfattelse, at vi havde oplysninger nok til at kunne træffe afgørelse i sagen.
Ad fraværet af subjektiv rigtig begrundelse - skindbegrundelse - retlig mangel - ugyldighed:
De begrundelser, der er lagt til grund for ændringen af skatteansættelsen, fremgår af vores afgørelse af den 2. april 2020.
Det er fortsat ikke dokumenteret, at indbetalingerne på klagers bankkonti er medregnet i virksomhedens regnskab, eller at de i det hele taget vedrører virksomheden. Der foreligger intet ført og afstemt kasseregnskab, og indbetalingerne kan ikke afstemmes med den foreliggende bogføring for virksomheden.
Vi er uforstående over for klagers påstand om, at forhøjelsen skulle være foretaget med det formål at få tilskrevet renter af forhøjelserne. Forhøjelserne er foretaget på baggrund af konkrete indbetalinger på klagers bankkonti sammenholdt med virksomhedens regnskabsgrundlag og det beregnede privatforbrug for klagers husstand.
Ad indsigelser mod rigtigheden af de af Skattestyrelsen udarbejdede privatforbrugsberegninger:
Der henvises til beregningerne af privatforbrugene i afgørelsen af den 2. april 2020. Det er fortsat vores opfattelse, at privatforbrugene for klagers husstand er realistiske efter de foretagne forhøjelser. De må endda anses for at være forholdsvis lave, når der henses til, at der er tale om en familie på 5 personer (2 voksne og 3 børn), også når der tages hensyn til klagers kulturelle og familiemæssige forhold.
Ad offentlige ansattes pligter og pligten til at iagttage sandhedsprincippet:
Afgørelsen er foretaget på baggrund af det materiale, vi har modtaget fra klager. Den er herefter truffet ud fra den gældende skattelovgivning. Vi har ikke haft nogen oplysninger om, hvorvidt afgørelsen ville blive påklaget efterfølgende eller ej, men dette har heller ingen betydning for sagens afgørelse. Det er skattestyrelsens opgave at træffe en afgørelse, som er så korrekt som muligt, og det er borgerens lovmæssige ret at påklage afgørelsen, hvis han ikke er enig i denne.
(...)"
Skattestyrelsen har fremsendt følgende udtalelse til sagsfremstillingen:
"(...)
Skattestyrelsen er delvis enig med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der i overvejende grad indstiller stadfæstelse af den påklagede afgørelse, dog med en nedsættelse af klagers salgsmoms. Skattestyrelsen finder efter en fornyet gennemgang, at klagers salgsmoms skal nedsættes yderligere, hvorfor der indstilles en samlet nedsættelse på 4.881 kr.
Forhøjelse af salgsmoms
Skattestyrelsen har i den påklagede afgørelse fundet, at klagers regnskabsmateriale ikke er fundet egnet til at danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af klagers skatte- og momsopgørelser. Hertil henses der blandt andet, at klager ikke har ført og afstemt dagligt kasseregnskab, hvorfor klagers regnskab er blevet tilsidesat jf. Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder (bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006). Herudover har klager taget fuldt fradrag for købsmoms af udgifter, der vedrører både klagers momspligtige aktiviteter og momsfritagne aktiviteter. Endelig henses der til, at klager har haft et uantageligt lavt privatforbrug for perioden.
Skattestyrelsen finder af ovenstående grunde fortsat, at klagers regnskabsmateriale ikke er egnet til at danne grundlag for en nøjagtig opgørelse af klagers momstilsvar, hvorfor tilsidesættelsen er foretaget med rette. Skattestyrelsen har således været berettiget til at foretaget en skønsmæssig ansættelse af klagers salgsmoms jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2. Den skønsmæssige opgørelse af klagers salgsmoms er opgjort på baggrund af Skattestyrelsens skønsmæssige opgørelse over klagers privatforbrug sammenholdt med konkrete indsætninger på klagers bankkonti, udbetalinger til familiemedlemmer for perioden samt skattemæssige- og momsændringer. Skattestyrelen har som følge heraf forhøjet klagers skatte- og momspligtige omsætning med samlet 132.500 kr., hvoraf momsen udgør 26.500 kr. Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsen forslag i at der er sket en sammentællingsfejl i Skattestyrelsens afgørelse. Skattestyrelsen anser dog ikke sammentællingsfejlen for at have en indvirkning på det fastsatte skøn, hvorfor der ikke skal ske nedsættelse af denne grund. Der henvises til vores udtalelse i den sammenholdte skattesag ([sag1])
Dog har Skattestyrelsen ved en fornyet gennemgang konstateret beregningsfejl i den påklagede afgørelse ved fastsættelse af den skønsmæssige forhøjelse af klagerens skatte- og momspligtige indkomst. Der henvises til vores udtalelse i den sammenholdte skattesag ([sag1]). Som følge heraf finder Skattestyrelsen, at forhøjelsen af klagers skatte- og momspligtige omsætning skal nedsættes fra 132.500 kr. til 108.97, hvoraf momsen udgør 21.619 kr.
Skattestyrelsen finder herefter, at forhøjelsen af klagers salgsmoms kan nedsættes med samlet 4.881 kr. for perioden.
Skatteankestyrelsen har med henvisning til den sammenholdte skattesag ([sag1]), indstillet stadfæstelse af den påklagede afgørelse, for så vidt angår nedenstående ændringer:
Salgsmoms vedrørende ændring af omsætningen | - 21.119 kr. |
Købsmoms vedrørende ændring af varekøb | 21.969 kr. |
Momsfri omsætning - alene delvis fradrag for købsmoms | 2.062 kr. |
Elafgift kan ikke modregnes i momstilsvaret | 18.024 kr. |
Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse af den 27. januar 2023 til den sammenholdte skattesag ses ikke at have en særskilt stillingtagen til de ovenstående punkter. Skattestyrelsen fastholder imidlertid fortsat de ovenstående ændringer af klagers momstilsvaret, der er foretaget med udgangspunkt i konkrete fejl i klagers bogføring. Der henvises til samme begrundelser som anført i vores afgørelse af den 2. april 2020.
Formalitet
Klager har nedlagt subsidiær påstand afgørelsens ugyldighed som følge af manglende iagttagelse af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. pkt., samt § 32, stk. 2, 2, pkt.
Skattestyrelsen er med samme begrundelse, som angivet i vores udtalelse af den 10. februar 2023 i den sammenholdt skattesag, enig med Skatteankestyrelsen om, at Skattestyrelsens afgørelse er truffet under hensyn til kravene i forvaltningsloven, herunder er krav om begrundelse samt henvisning til retsregler opfyldt. Skattestyrelsen afgørelse kan derved ikke anses for ugyldig.
Klagerens opfattelse
Klagerens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at momstilsvaret for 2017 nedsættes til det selvangivne, subsidiært er det repræsentantens påstand, at Skattestyrelsens afgørelse af 2. april 2020 er ugyldig. Repræsentanten har efterfølgende nedlagt en mere subsidiær påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
(...)"
Skattestyrelsen har fremsendt følgende supplerende udtalelse i forbindelse med repræsentantens bemærkninger til Skattestyrelsens erklæring:
"(...)
S kattestyrelsens begrundelse
Der ses ikke i klagers supplerende bemærkninger at nye oplysninger. Skattestyrelsen finder derved ikke, at klagers supplerende bemærkninger af den 2. marts 2023 giver anledning til, at Skattestyrelsen ændrer opfattelse i sagen. Vi fastholder således vores tidligere fremsendte udtalelse af den 13. februar 2023.
Formalitet
Den påklagede afgørelse er truffet den 2. april 2020. Fristen for ordinær genoptagelse af 1. kvartal 2017, var den 1. juni 2020. Den påklagede afgørelse er således truffet inden for den ordinære fristansættelse.
Landsretten har fastslået, at der med henvisning til forarbejderne til Skatteforvaltningsloven ikke er grundlag for at antage, at der skulle gælde en absolut frist på tre måneder efter varsling, når varslingen er sket inden for den ordinære fristansættelse. Der henvises til SKM2016.232.ØLR, SKM2013.493.VLR samt SKM2017.80.BR.
Der henvises yderligere til, at der i det andet forslag til afgørelse af den 9. januar 2020 fremgår, at der er tale om en rettelse/korrektion af tidligere fremsendte forslag af den 21. november 2019.
Det følger endvidere, at det tredje forslag til afgørelse er afledt af de bemærkninger, som klager har fremsendt i forlængelse af det tidligere forslag til afgørelse, hvorfor der ligeledes er tale om en korrektion/præcisering af tidligere fremsendte forslag.
Afgørelsen kan således ikke anses for ugyldig som følge af manglende fristoverholdelse.
Skønsmæssig ansættelse af momstilsvar
Skattestyrelsen fastholder herudover, at Skattestyrelsen har været berettiget til at til- sidesætte klagers regnskab og foretage en skønsmæssig ansættelse af klagers moms-tilsvar jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2. Der henvises vores nærmere begrundelse i den påklagede afgørelse.
(...)"
Virksomhedens opfattelse
Virksomhedens repræsentant har principalt nedlagt påstand om, at momstilsvaret for 2017 nedsættes til det angivne. Subsidiært er det repræsentantens påstand, at Skattestyrelsens afgørelse af 2. april 2020 er ugyldig. Repræsentanten har efterfølgende nedlagt en mere subsidiær påstand om, at sagen hjemvises til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.
Repræsentanten har bl.a. anført følgende:
"Der nedlægges følgende påstande:
(...)
Principalt:
Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at klagers skatteansættelse for indkomstår 2016 og 2017 skal være som selvangivet, samt at moms for indkomstår 2017 skal være som angivet af klager, dvs. at klagers indkomst for indkomstår 2016 skal nedsættes med kr. 292.107 og for indkomstår 2017 med kr. 508.695 samt overskud af virksomhed med kr. 8.969 samt at moms for indkomstår 2017 skal nedsættes med kr. 47.436.
Subsidiært:
Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse af 2/4 2020 er ugyldig. Der tages forbehold for at nedlægge yderligere påstande og anbringender i videst muligt omfang, herunder vedrørende de enkelte beløbsmæssige ændringer, som fremgår af Skattestyrelsens afgørelse af 2/4 2020 (bilag 1).
SAGSFREMSTILLING:
Den 2/4 2020 traf Skattestyrelsen afgørelse vedrørende indkomstår 2016 og 2017, samt moms for indkomstår 2017.
Det som ikke fremgår af afgørelsen er, at Skattestyrelsen i alt har fremsendt ikke under 3 forslag til afgørelser, nemlig forslag 1 til afgørelse den 21/11 2019, forslag 2 til afgørelse den 9/1 2020 og forslag 3 den 7/2 2020 og så afgørelse den 2/4 2020.
Af forslag 2 af 9/1 2020 fremgår ikke, at denne erstatter forslag 1 af 21/11 2019, og af forslag 3 af 7/2 2020 fremgår ikke, at denne erstatter forslag af hhv. 21/11 2019 og 9/1 2020.
Af afgørelsen dateret 2/4 2020 kan side 1 ses, at dette ikke nødvendigvis er den endelige, endelige afgørelse, idet Skattestyrelsen har anført i 3 afsnit "Selvom vi har gennemgået oplysninger, udelukker det ikke, at vi på et senere tidspunkt vil se på samme periode igen." Af SFL § 27, stk. 2, 2 pkt. følger, at " En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt."
Første varsel blev afsendt den 21/11 2019, og derfor skulle afgørelse have været truffet senest den 22/2 2020, hvilket positivt ikke er sket, og derfor er Skattestyrelsens afgørelse ugyldig som følge af tilsidesættelse af det, som er kendt som "den lille frist-regel", og derfor skal klagers skatteansættelse være som selvangivet.
I forhold til moms er der tilsvarende en lille frist-regel hjemlet i SFL § 32, stk. 2, 2 pkt., og da forslag vedrørende regulering af moms er indeholdt i samme forslag som vedrørende indkomst for indkomstår 2016 og 2017, så er den lille frist-regel i SFL § 32, stk. 2, 2 pkt. tilsvarende ikke iagttaget, hvorved denne del af afgørelsen er ugyldig.
Yderligere påstande og anbringender forbeholdes, herunder vedrørende de enkelte beløbsmæssige ændringer, som Skattestyrelsen har foretaget i afgørelsen dateret 2/4 2020.da forslag vedrørende regulering af moms er indeholdt i samme forslag som vedrørende indkomst for indkomstår 2016 og 2017, så er den lille frist-regel i SFL § 32, stk. 2, 2 pkt. tilsvarende ikke iagttaget, hvorved denne del af afgørelsen er ugyldig.
Yderligere påstande og anbringender forbeholdes, herunder vedrørende de enkelte beløbsmæssige ændringer, som Skattestyrelsen har foretaget i afgørelsen dateret 2/4 2020.
(...)"
Der har været afholdt kontormøde pr. telefon med repræsentanten, hvor repræsentanten bl.a. anførte følgende:
"(...)
Repræsentanten indledte med at henvise til reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 (SFL), som vedrører ordinær og ekstraordinær genoptagelse af skatteansættelsen. Repræsentanten påpegede, at der skal træffes afgørelse senest 3 måneder efter at der er udsendt forslag til afgørelse. Det fremgår af SFL § 27, stk. 2.
Skatteankestyrelsens medarbejder tilkendegav, at fristen i SFL § 27, stk. 2 alene gælder, når der er tale om ekstraordinær genoptagelse efter SFL § 27, stk. 1. Repræsentanten vil undersøge nærmere.
Repræsentanten fandt, at Skattestyrelsens afgørelse ikke var entydig - man kan ikke se, hvordan Skattestyrelsen er kommet frem til beløbene.
Revisor er tidligere fremkommet med indsigelser til privatforbrugsopgørelsen. Det fremgår ikke umiddelbart, hvad Skattestyrelsen har godkendt og hvorfor andet er afvist.
Der foreligger begrundelsesmangler, som gør at afgørelsen er ugyldig.
Der er også plukket i det indsendte materiale, så afgørelsen fremstår med en urigtig saglig begrundelse.
Skattestyrelsen forsøger at føre klageinstansen bag lyset.
I forhold til indsætningerne på klagerens private konto, som er opgjort af Skattestyrelsen til 292.107 kr. for 2016 og 508.695 kr. for 2017, er det repræsentantens påstand, at beløbet er indeholdt i bogføringen under spilleindtægter.
Det er Skattestyrelsen, som har bevisbyrden for, at beløbene ikke er indtægtsført.
Det forhold, at der er tale om runde og store beløb skyldes, at spillerne overfører penge via [finans1] mens de spiller på stedet.
Repræsentanten hæfter sig ved, at SKAT ikke har undersøgt, om der er hævninger, der relaterer sig til indtægterne. Der er spiludbetalinger som skal modregnes. Der er på kontoudtog ført hævninger.
Det er [virksomhed4], som er rette indkomstmodtager i forhold til indsætningerne.
I forhold til den skønsmæssige forhøjelse på grund af lavt privatforbrug oplyste repræsentanten, at det skønnede minimumsforbrug var for højt. Klageren var af anden etnisk baggrund end dansk, og klagerens familie spiste sammen hver søndag, og talte også her om, hvordan de kunne hjælpe hinanden i hverdagen - pasning af børn osv. Privatforbruget er klart lavere end for en etnisk dansk familie.
Det blev aftalt, at repræsentanten præciserer sin klage, så den også omfatter det materielle. Fristen for indsendelse af supplerende klage blev sat til den 1. december 2022.
(...)"
Efter kontormødet er repræsentanten fremkommet med følgende bemærkninger:
"(...)
Med henvisning til afholdt kontormøde i dag så ønsker klager at knytte nogle bemærkninger af formel karakter ud over og i tilknytning til de, som er anført i klagen.
Ad lille frist-regel efter SFL 26 som senere lovfæstet i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. og SFL § 32, stk. 2, 2 pkt.:
Under kontormødet henviste Skatteankestyrelsens sagsbehandler til, at reglen om, at der skal træffes afgørelse senest 3 måneder efter afsendelse af varslingsskrivelse kun gjorde sig gældende ved ekstraordinære genoptagelser i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., dvs. den såkaldte lille fristregel, og at der ikke var en tilsvarende frist på 3 måneder fra afsendelse af første varslingsskrivelse i forbindelse med ordinære ansættelser i SFL § 26.
Klager fastholder, at der det er gældende ret for afsendelse af varslingsskrivelse (agterskrivelse), at a) der kun må afsendes 1 varslingsskrivelse og b) at denne skal være afsendt senest 3 måneder efter afsendelse af varslingsskrivelse, og c) at Skatteforvaltningen ikke må afsende en varslingsskrivelse, hvis skattemyndigheden ikke på afsendelsestidspunktet er i besiddelse af det fornødne grundlag for at gennemføre den varslede skatteændring.
Afsendelse og gennemførelse af en skatteansættelse senere end 3 måneder efter afsendelse af varslingsskrivelse udgør et groft brud på legalitetsprincippet jf. hertil FOB 2014-6.
Af 1998/1 LSF 192 Lov om ændring af skattestyrelsesloven og andre love (justering af ansættelsesfrister m.v. og fælleskommunal administration, https://www.retsinformation.dk/eli/ft/199812L00192 fremsat den 4. marts 1999 af Ole Stavad, fremgår i forhold til afsendelse af varslingsskrivelse med begrundelse:
"Det skal i den forbindelse bemærkes, at en agterskrivelse ikke må afsendes, hvis ikke skattemyndigheden på afsendelsestidspunktet i øvrigt er i besiddelse af det fornødne grundlag for at gennemføre den varslede ansættelsesændring. Det skal endvidere bemærkes, at en agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den skattepligtige kan tage stilling til om ændringen er rigtig."
Af CIR nr. 71 af 12/04/1996 Cirkulære om skattemyndighedernes skatteansættelsespligter efter skattestyrelsesloven (Til de statslige og kommunale skattemyndigheder) https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1996/71 fremgår følgende:
"1. Den almindelige ansættelsespligt, jf. §§ 2 m.fl.
1.1. Det påhviler den kommunale skattemyndighed at foretage skatteansættelse af indkomst og formue. Det gælder både skatteansættelsen af skattepligtige fysiske personer og skatteansættelsen af skattepligtige juridiske personer.
Målet er, at skattepligtige skatteansættes korrekt. Grundlaget herfor er normalt en korrekt opgjort skattepligtig indkomst og formue. Myndihgederne skal derfor tilstræbe, at indkomst- og formueopgørelsen - indenfor rimelige bagatelgrænser - hverken er for høj eller for lav.
...
Det skal i den forbindelse bemærkes, at en agterskrivelse ikke må afsendes, hvis ikke skattemyndigheden på afsendelsestidspunktet er i besiddelse af det fornødne grundlag for at gennemføre den varslede ansættelsesændring. Det skal endvidere bemærkes, at en agterskrivelse skal indeholde en begrundelse, således at den skattepligtige kan tage stilling til om ændringen er rigtig."
...
I Landsskatterettens sagsnr. 13-1447722 offentliggjort den 22. december 2016, som SKM2016.625.LSR , blev spørgsmålet om ugyldighed som følge af den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., behandlet, herunder grundlag for indsættelse af den lille frist-regel, og af afgørelsen fremgår følgende:
"[Efter) SFL § 27, stk. 2, 2. - 4. punkt, skal SKAT udsende kendelse senest 3 måneder efter den dag, der er udsendt agterskrivelse. Fristen for udsendelse af kendelse kan forlænges efter anmodning fra den skattepligtige. Fristen på de 3 måneder gælder ikke den skatteberegning, der er en følge af ansættelsesændringen.
Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 1341 af 19. december 2008. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. januar 2009. Bestemmelsen blev indsat fordi retssikkerheds- og forældelsesmæssige hensyn tilsiger, at der ved ekstraordinære ansættelser m.v. på SKAT's initiativ, sker en regulering af tidsintervallet mellem varsling og ansættelse, henholdsvis fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift.
Af de generelle bemærkninger til L 43 af 30. oktober 2008 fremgår det om baggrunden for at indsætte en 3 måneders frist i SFL § 27, stk. 2, at hidtil havde dette interval alene været reguleret i reglerne om ordinære ansættelsesfrister. Baggrunden for fristen vedrørende ordinære ansættelser var, at der af hensyn til de skattepligtige m.fl. burde eksistere et fikseret seneste tidspunkt for, hvor længe SKAT normalt kan gennemføre ændringer af skatte- eller afgiftsgrundlaget. Derfor mente man, at der så meget desto mere var et behov for at fiksere et seneste tidspunkt for afslutningen af en ekstraordinær ansættelse m.v. foretaget af SKAT.
Af bemærkningerne til SFL § 27, stk. 2 fremgår det, at fristen for så vidt angår en ekstraordinær skatteansættelse kun skal gælde for selve afgørelsen og ikke for den beregning af skat, der skal gennemføres i konsekvens af afgørelsen. Dette svarer også til, hvad der gælder inden for de ordinære frister, jf. § 26, stk. 1, 4. punkt."
Af 2008/1 LSF 43 Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, registreringsafgiftsloven, tonnageskatteloven og lov om skattenedslag for seniorer (Ændringer vedrørende skatte-, vurderings- og motorankenævn m.v.), https://www.retsinformation.dk/eli/ft/200812L00043, fremsat den 30. oktober 2008 af skatteministeren (Kristian Jensen), fremgår ordret følgende:
"3.6. Øvrige elementer
3.6.1. Frist for gennemførelse af ekstraordinære skatte- og afgiftsansættelser
Efter gældende regler skal en skatteansættelse, en ansættelse af afgiftstilsvar eller en meddelelse om godtgørelse af afgift varsles inden en nærmere angiven frist, og varslingen skal følges op af en afgørelse senest tre måneder efter varslingen . (klagers fremhævning) F.eks. skal en skatteansættelse som hovedregel være varslet senest den 1. maj og gennemført senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb og må ikke ændres efter denne dato.
En skatteansættelse, en ansættelse af afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift kan også ændres efter udløbet af den ordinære frist, hvis særlige betingelser er opfyldt. Også her er der regler i skatteforvaltningsloven om, hvornår varsling skal ske, men der er ingen regler om, hvornår varslingen skal følges op af en afgørelse.
Det foreslås, at der indføres en frist for ekstraordinære skatteansættelser, ansættelser af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift, der varsles af SKAT, således at varslingen skal følges op af en afgørelse senest 3 måneder efter varslingen. Det skal dog være muligt at dispensere herfra efter anmodning fra borgeren eller virksomheden; herom henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 14 og 15.
Baggrunden for forslaget er, at retssikkerheds- og forældelsesmæssige hensyn tilsiger, at der ved ekstraordinære ansættelser m.v. på SKATs initiativ sker en regulering af tidsintervallet mellem varsling og ansættelse, henholdsvis fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift. Hidtil har dette interval alene været reguleret i reglerne om ordinære ansættelsesfrister i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 1, og 31, stk. 1, hvorefter et varsel skal følges op med en afgørelse inden 3 måneder, (klagers fremhævning) medmindre den skattepligtige m.fl. selv har anmodet om udsættelse. Ved ekstraordinære ansættelser m.v. er der derimod ingen regulering af, hvornår varslingen skal være fulgt op af en ansættelse m.v. Baggrunden for, at der i dag er en frist vedrørende ordinære ansættelser, er, at der af hensyn til de skattepligtige m.fl. bør eksistere et fikseret seneste tidspunkt for, hvor længe SKAT normalt kan gennemføre ændringer af skatte- eller afgiftsgrundlaget. Der findes så meget desto mere at være behov for at fiksere et seneste tidspunkt for afslutningen af en ekstraordinær ansættelse m.v. foretaget af SKAT."
På baggrund af ovenstående fastholder klager, at den påklagede afgørelse er ugyldig, idet afgørelse ikke blev afsendt senest 3 måneder efter afsendelse af første varslingsskrivelse.
Ad fraværet af subjektiv rigtig begrundelse - skindbegrundelse - retlig mangel - ugyldighed:
I forvaltningsretten gælder princippet om lovmæssig forvaltning, dvs. at alle myndighedsafgørelser skal have hjemmel i lov, ligesom alle afgørelser skal være materielt rigtig. Der henvises til Forvaltningsret, s. 115 (Krarup & Mahtiassen, 1967).
Derudover skal en afgørelse ikke kun være lovlig, men også rigtig. For at en afgørelse kan være rigtige kræves, at begrundelsen er subjektiv rigtig - i modsætning til at være objektiv rigtig. Mens kendetegnet for en objektiv forkert begrundelse er, "at det i begrundelsen anførte ikke lovligt kan danne grundlag for den trufne afgørelse", kan en subjekt urigtig begrundelse være udtryk for en skindbegrundelse, der er "en mere alvorlig retlig mangel end manglende begrundelse." Ifølge Steen Rønsholdt lider objektive forkerte begrundelser ikke af begrundelsesmangler, idet den objektive urigtige begrundelse netop tjener "sit formål at synliggøre det mangelfulde eller ulovlige grundlag for afgørelsen." Der henvises til Forvaltningsret, side 47 og 159. (Rønsholdt, 2006)
Om skindbegrundelser har Steen Rønsholdt anført: "Hvor den manglende begrundelse er let at konstatere, er der med skinbegrundelsen jo netop givet en begrundelse, som imidlertid - mere eller mindre bevidst - er vildledende. Skinbegrundelsen afføder således ikke blot usikkerhed om begrundelsesmanglen som sådan, men også - alt efter tilfældets karakter - kvalificeret usikkerhed med hensyn til den trufne afgørelses lovlighed og rigtighed." Tilsvarende anfører Steen Rønsholdt, at "skinbegrundelsen kan forekomme i mange varianter og grader af retlig mangel", idet urigtige begrundelse tilsigter:
"1. at dække over en underliggende reel begrundelse som er direkte ulovlig.
2. at dække over en reel begrundelse, som nok er lovlig, men som ikke er tilstrækkelig til at bære den trufne afgørelse.
3. at legitimere en afgørelse, som - allerede på sit eget reelle grundlag - er lovlig. 4. at sikre en særlig mere enkel procedure end den procedure, som er foreskrevet, såfremt den reelle begrundelse var blevet fremført.
De her opregnede muligheder - som kan forekomme i forskellige overgangs- og blandingsforhold - repræsenterer i sig selv en skala over retlige mangler spændende fra tilfælde af egentlig magtfordrejning til misforståede forsøg på at dække over retsvildfarelse. I øvrigt kan den retlige mangels alvorlige karakter ikke bedømmes uafhængigt af den underliggende afgørelses karakter."
Der henvises til Forvaltningsret, side 47, 159-160. (Rønsholdt, 2006).
Klager gør gældende, at Skattestyrelsens medarbejder i sin sagsfremstilling har fordrejet de faktiske forhold, inddraget usaglige skøn i form af egne, frit opfundne scenarier omkring kunders indbetaling af beløb til brug for spil til en klager tilhørende bankkonto, og har tillagt sine egne frit opfundne scenarier vedrørende kunders betaling eller adfærd som led i betaling af beløb til brug for spil, som faktum og truffet afgørelse på baggrund deraf.
Klager har 9. november 2022 telefonisk oplyst, at i 2016 og 2017 var det ikke et lovkrav, at en person, der ønskede at spille skulle identificere sig. En kunde kunne møde op og så længe der blev betalt havde kunden et retskrav på at købe spil. Sådanne lovkrav er først kommet senere. Klager var ikke berettiget til at anmode om identifikation af personen, men det ændrer ikke ved, at det fremtræder usandsynligt og utroværdigt, at de personer, som har overført via [finans1] skulle have overført penge til klager personligt - og ikke som led i klagers kioskdrift med udbud af spil.
Andel af omsætning fra spil har været stigende, hvilket klagers revisor har oplyst fra starten af. Det har formodningen imod sig, at de indbetalte beløb skulle tilgå klager som privat person og ikke [virksomhed4], fra hvem klager får udbetalt provision. Såfremt klager skulle have beholdt indbetalte spil-penge, ville [virksomhed4] have indgivet politianmeldelse og frataget klagers ret til at udbyde spil i kiosken. Da klager ikke er politianmeldt og i 2018 og 2019 udbød spil, så må det lægges til grund, at det af klager oplyste udgør det korrekte retlige grundlag.
Bankkonto med slut-cifre 3118 anvendes til hævninger af [virksomhed4], og det ses, at klager til konto 3118 fra sine øvrige konti løbende overfører beløb. Bankkonto med slutcifre 3096 er en erhvervskonto og [virksomhed1] er angivet som kontohaver.
Som bilag 2 fremlægges 2016 uddrag fra konto 3118 - indsætning af kr. 46.800 29-11-2016 - hævet på konto 9927 med [finans1] indbetalinger
Som bilag 3 fremlægges 2016 uddrag konto 9927 - overført kr. 46.800 til konto 3118 spilkonto 29-11-2016
Som bilag 4 fremlægges 2017 uddrag konto 3118 - spilomkostninger hæves på kontoen og der indsættes overførsler fra egne konti f.eks. 3096.
Af bilag 4 ses at der den 15-9-2017 er indsat kr. 2.750 hvilket rettelig som anført udgør købesummen for klagers salg af en iphone tidligere købt af klagers virksomhed.
I forhold til sidstnævnte salg af Iphone, må det bero på en misforståelse og en komplet manglende forståelse fra sagsbehandlers side for, hvilke aktiver en virksomhed kan erhverve at anføre, at det modtagne beløb ikke angår klagers virksomhed, men klager privat. Når beløb indsættes på en erhvervskonto er det vist, at indtægten tilhører virksomheden og ikke klager personligt.
I forhold til bilag 2-4 gør klager gældende at officialprincippet og legalitetsprincippet er groft tilsidesat, idet det ved ganske få kontrol tjek allerede ved modtagelse af bankkontoudtog har kunnet konstateres, at f.eks. indbetalinger på konto 3118 (spilkonto) bl.a. er overført fra klagers øvrige konti til dækning af de hævninger, som [virksomhed4] foretager på kontoen.
I forhold til bilag 2-4 har det tilsvarende været let at konstatere, at det af klager oplyse om, at indbetalinger fra kunder har været betaling for spil.
De indtægter, som er anvendt til at forhøje klager med for indkomståret 2016 og 2017 indgår således allerede i virksomhedens resultat om anført af klagers revisor fra starten af. Forhøjelserne for indkomstår 2016 og 2017 er åbenlyst urimelige, idet der sker en dobbeltbeskatning af de pågældende beløb. Tilsvarende vedrørende den skønsmæssige forhøjelse af virksomhedens indkomst for 2017 på kr. 132.500, hvoraf kr. 106.00 er henført til indtægter for virksomheden og kr. 26.500 til moms.
Afgørelsens sagsfremstilling og begrundelse lider således af begrundelsesmangler, og yderligere udgør afgørelse ikke subjektiv rigtig begrundelse, men en skindbegrundelse, hvorved afgørelsen lider af en retlig mangel, der medfører at afgørelsen er ugyldig.
Yderligere fastholder klager det anførte om, at skøn er sat under regel ved, at sagsbehandleren har udøvet "cherry-picking", altså skudt med spredehagl og tilfældigt udvalgt visse beløbsposter og forhold sig til sådanne beløbsposter uden på nogen måde at forholde sig til klagers bogføring m.v.
Klager gør gældende, at Skattestyrelsen (den konkrete medarbejder) bevidst og forsætligt har truffet en afgørelse om forhøjelse med det ene formål at kunne få tilskrevet renter af forhøjelserne - uagtet at afgørelsen fra starten har været åbenlyst forkert - således at klager bliver beskattet med en rentedifferencen året efter, at klager får medhold i, at afgørelsen er ugyldig. En renteopkrævning forklædt som en skatteopkrævning er ikke hjemlet i Grundlovens § 43.
Også af disse årsager lider afgørelsens sagsfremstilling og begrundelse af begrundelsesmangler og begrundelsen er subjektiv urigtig, og en skindbegrundelse, hvorved afgørelsen lider af en retlig mangel, der medfører at afgørelsen er ugyldig.
Ad indsigelser mod rigtigheden af de af Skattestyrelsen udarbejdede privatforbrugsberegninger:
Klagers revisor har fremsat indsigelser mod rigtigheden af de af Skattestyrelsens sagsbehandler udarbejdede privatforbrugsberegninger. Uanset dette har sagsbehandleren ikke forholdt sig til denne indsigelse af faktisk og retlige karakter.
Overordnet bærer Skattestyrelsens sagsbehandlers håndtering af sagen tydeligt præg af sjusk og manglende juridiske færdigheder, hvilket også kommer til udslag i privatforbrugsberegninger.
Klager er af pakistansk oprindelse, og har tætte relationer med sin nære familie og svigerfamilie. Klagers far bor 5 min fra klagers bopæl, og klager og dennes ægtefælle og børn mødes hver søndag hos faderen til familiemiddag. Personer med anden etnisk oprindelse har et andet forbrugsmønster end etniske danskere, herunder i forhold til hvordan der laves mad, genbrug af tøj, legetøj m.v. Familiemiddagen hver søndag bruges til samvær men også som "byttecentral" hvor der udlånes / bygges børnetøj, legetøj m.v.
Mange personer med anden etnisk herkomst lever af overførselsindkomster og har allerede derved lavere rådighedsbeløb. Det må bero på en misforståelse at selvstændige erhvervsdrivende har et højt indkomstgrundlag, da der er mange selvstændige der vægter friheden eller rettere illusionen om at bestemme selv som selvstændig højere end en høj løn som led i en lønansættelse.
Yderligere har Skattestyrelsens medarbejder ikke forholdt sig til, at klager for indkomstår 2016 har selvangivet overskud af virksomhed med kr. 382.486 jf. bilag 5.
Efter den materielle forkerte afgørelse og forhøjelse jf. bilag 1, er klagers skattepligtige indkomst for 2016 samlet kr. 643.995, hvilket er en åbenbar urigtig skatteansættelse jf. bilag 6.
For indkomståret 2017 har klager selvangivet overskud med kr. 331.947 jf. bilag 7. Efter den materielle forkerte afgørelse og forhøjelse jf. bilag 1, er klagers skattepligtige indkomst for år 2017 kr. 822.613, hvilket er en åbenbar urigtig skatteansættelse jf. bilag 8.
Som anført ovenfor, så fremgår det af CIR nr. 71 af 12/04/1996 Cirkulære om skattemyndighedernes skatteansættelsespligter efter skattestyrelsesloven (Til de statslige og kommunale skattemyndigheder) https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1996/71, at "Målet er, at skattepligtige skatteansættes korrekt. Grundlaget herfor er normalt en korrekt opgjort skattepligtig indkomst og formue. Myndihgederne skal derfor tilstræbe, at indkomst- og formueopgørelsen - indenfor rimelige bagatelgrænser - hverken er for høj eller for lav.", men i dette tilfælde er der sket en åbenlys urimelige skatteansættelse.
At tilsidesætte det selvangive på baggrund af åbenlyse forkerte privatforbrugsberegninger er at sætte skøn under regel.
Der henvises til det ovenfor anførte om, at sagsbehandleren groft har tilsidesat oplysningspligten og legalitetsprincippet, og at der foreligger en ukorrekt begrundet afgørelse, som er en skindafgørelse, der lider af en retlig mangel, hvorved afgørelsen er ugyldig - samt at forhøjelsen er sket bevidst forkert for at få adgang til at opkræve renter af forhøjelsen som en yderligere skat, hvilket ikke er hjemlet i Grundlovens § 43.
Ad offentlige ansattes pligter og pligten til at iagttage sandhedsprincippet:
Det er en grundlæggende forudsætning, når der træffes forvaltningsretlige afgørelser, at afgørelser træffes af kompetente medarbejdere, der har iagttaget sandhedspligten samt at alle afgørelser er materiel lovlige under iagttagelse af legalitetsprincippet jf. det af Folketingets Ombudsmand anførte i FOB 2014-06.
Det er i strid med grundlæggende forvaltningsretlige principper om god sagsbehandling at inkompetente sagsbehandler træffer afgørelser, som medfører at tilfældige borgere og virksomheder bliver prøveklud for en sagsbehandlers "fumlen og fejlskud" i et forsøg på at træffe myndighedsafgørelser for borgere og virksomheder af betydeligt negative indgribende karakter i den pågældendes eksistens og mulighed for personlig og økonomisk overlevelse.
Alle offentlige ansatte er underlagt sandhedspligten, og med henvisning til vedhæftede dokumentation, kan oplyses, at det af Moderniseringsstyrelsens vejledning fra 2017 om God Adfærd i den Offentlige Administration, fremgår, at sandhedspligten gælder for både tjenestemænd og overenskomstansatte afsnit 8, side 41 øverst, hvor er anført i forhold til Tjenestemandslovens § 10, at "Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver." og yderligere smst. At "Kravene til offentligt ansattes adfærd udspringer af tjenestemandsloven, men gælder for alle offentligt ansatte. Det vil sige, at kravene også gælder for ansatte på overenskomstvilkår."
Om sandhedspligten i den offentlige forvaltning anføres følgende på side 147 f. i betænkning af 24. september 1993 om fagligt etiske principper i offentlig administration (Nordskov Nielsen-betænkningen):
"Udgangspunktet er enkelt. Den offentligt ansatte må ikke, bevidst eller uagtsomt, videregive oplysninger, der er urigtige eller, eventuelt på grund af fortielser, vildledende, eller medvirke til, at andre gør det. Denne forpligtelse til sandhed følger af tjenesteforholdet, og pligten gælder derfor principielt i alle forhold, hvor de pågældende optræder i deres egenskab af offentligt ansatte.
Sandhedspligten gælder således i forhold til andre offentligt ansatte, ministre, kommunalpolitiske organer, Folketinget, Folketingets Ombudsmand og de kommunale tilsynsmyndigheder.
Og den gælder i forhold til organisationer, borgere, pressen og offentligheden i al almindelighed."
I betænkning 1443/2004 anføres på side 142 følgende om sandhedspligten:
"Offentlige myndigheder er underlagt et almindeligt princip om sandhedspligt. Princippet betyder som en almindelig regel bl.a., at der ikke kan ydes en bistand, der indebærer, at embedsværket videregiver oplysninger, som er urigtige. Det samme gælder med hensyn til oplysninger, som ikke kan anses for urigtige, men som i den givne sammenhæng må anses for vildledende, f.eks. på grund af fortielser af andre, væsentlige oplysninger. Tilsvarende er det en almindelig regel, at embedsværket heller ikke kan medvirke til, at ministeren selv videregiver oplysninger, som er urigtige eller vildledende. Det anførte gælder både i forhold til Folketinget og andre offentlige myndigheder samt i forhold til private og offentligheden. Den angivne sandhedspligt indebærer ikke en forpligtelse til ved besvarelse af spørgsmål, f.eks. fra pressen, at afsløre overvejelser og planer, eksempelvis om et forestående økonomisk indgreb. Princippet om sandhedspligt indebærer naturligvis ikke, at der er en forpligtelse til at røbe oplysninger i strid med lovgivningens regler om tavshedspligt."
Det bemærkes, at sandhedspligten i betænkning 1443/2004 er beskrevet med udgangspunkt i redegørelse R 2 af 4. oktober 2001 om visse spørgsmål i forbindelse med embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre. Redegørelsen er udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med en række andre ministerier og er taget til efterretning af Folketinget med vedtagelse V 36 af 16. januar 2003. Der henvises til side 71 ff. og 137 ff. i betænkning 1443/2004.
I den måde, hvor Skattestyrelsens sagsbehandler har udformet afgørelsen, herunder hvad der er anført i sagsfremstillingen, har sagsbehandleren forbrudt sig mod sandhedspligten, da sagsbehandlerne "bevidst eller uagtsomt, videregive oplysninger, der er urigtige eller, eventuelt på grund af fortielser, vildledende," ligesom sagsbehandleren bevidst risikere at " medvirke til, at andre gør det.", da det må have stået sagsbehandleren klart, at afgørelsen vil blive påklaget.
Nordenskov Nielsen betænkningen kan i sin helhed hentes på dette link https://www.djoef.dk/-/media/documents/djoef/n/nordskov-nielsen-rapporten-om-fagligt-etiske-principper-i-offentlig-administration.ashx
Er der sket et brud mod sandhedspligten og legalitetsprincippet, er der en pligt for alle ansatte til at rapportere opad omkring forholdet. Er der ikke lydhørhed hos umiddelbare overordnede, påhviler der en forpligtet til at i sidste ende at rapportere direkte til Skatteministeren.
Er der konstateret ulovligheder (i sagsbehandlingen) kan dette medføre et ministeransvar for Skatteministeren muligt i form af medvirken til en underordnet styrelses ulovlige forvaltning og administration.
Folketingets Ombudsmand har i FOB 04.415 udtalt, at der mellem et ministerium og en styrelse/nævn består et almindeligt over-/underordnelsesforhold, og yderligere udtalte Ombudsmanden i FOB 1994.296, at tilsynet omfatter overholdelse af vedtagne lovregler og almindelige forvaltningsprocessuelle regler, samt at en minister har pligt til at realitetsbehandle en sag, når der er en vis sandsynlighed for, at der er begået ulovligheder.
Af FOB 04.414 fremgår yderligere: "I grundloven er det forudsat at den enkelte minister har et parlamentarisk og et retligt ansvar for administrationen af lovgivningen inden for den pågældendes ressort. Dette ansvar modsvares af at bl.a. ministeren har nogle over-/underordnelsesbeføjelser i forhold til de myndigheder som indgår i det statslige administrative hierarki, og som ministeren har det parlamentariske og retlige ansvar for. En overordnet myndigheds beføjelser over for en underordnet myndighed er normalt beskrevet som den overordnede myndigheds mulighed for at føre tilsyn med den underordnede myndighed og i den forbindelse at kunne udstede generelle og konkrete tjenestebefalinger og omgøre den underordnede myndigheds afgørelser af egen drift. Desuden vil den underordnede myndigheds afgørelser kunne rekurreres til den overordnede myndighed. I det omfang den underordnede myndigheds kompetence hviler på delegation fra den overordnede myndighed, er det desuden antaget at den overordnede myndighed kan tilbagekalde delegationen - generelt eller konkret - hvilket også bliver beskrevet som en beføjelse til at indkalde sager til behandling i den overordnende myndighed inden den underordnede myndighed har truffet afgørelse (call in)."
Tilsynet, ofte benævnt sektortilsynet, kan bl.a. udledes af GRL § 13, hvoraf fremgår, at enhver minister har et retligt ansvar for vedkommendes embedsførelse. Af lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed (ministeransvarlighedsloven) følger af § 3, nr. 3, at: "[...] en minister anses for medvirkende til en underordnets handling, når [...] han har fremmet handlingens udøvelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser."
Tilsynspligten gælder ikke alene i forhold til de afgørelser, der træffes af den underordnede myndighed, men også generelle forhold, der har betydning for den underordnede myndigheds evne til at udføre sine opgaver. Den overordnede myndighed har en pligt til at føre tilsyn med a) den interne administration i den underliggende myndighed og b) legaliteten i den underordnede myndigheds virke.
Tilsynspligten indebærer en pligt til at sikre, at styrelsen efterlever gældende lovgivning m.v., og et legalitetstilsyn skal pågå løbende, og foretages på den overordnede myndigheds eget initiativ. I forhold til legalitetstilsynets nærmere indhold er rammesat gennem udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, der i FOB 1997.97 udtalte, at "Et sektortilsyn antages - medmindre der er holdepunkter for andet - at have karakter af et konstaterende legalitetstilsyn. Dette indebærer at tilsynet har kompetence til ved uforbindende udtalelser at kunne konstatere om lovgivning er overholdt ved generelle beslutninger eller i konkrete sager på det pågældende område [...]".
Er tilsynspligten ikke iagttaget og udøves der ulovlig administration, kan der efter ministeransvarlighedsloven blive rejst ansvar mod Skatteministeren som følge af medvirken til en underordnets handlinger.
Kammeradvokaten har i sin rapport vedrørende Socialstyrelsen anført følgende omkring tilsidesættelse af de pligter en embedsmand skal iagttage, og sådanne regler omfatter også overenskomstansatte jf. den af Moderniseringsstyrelsen udarbejdede, vedhæftede pdf fra 2017 om "God Adfærd i den Offentlige Administration", side 41, afsnit 8, øverst, hvor er anført i forhold til Tjenestemandslovens § 10, at "Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver." og yderligere smst. at "Kravene til offentligt ansattes adfærd udspringer af tjenestemandsloven, men gælder for alle offentligt ansatte. Det vil sige, at kravene også gælder for ansatte på overenskomstvilkår."
Straffeloven har særlige regler om strafansvar for forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, og reglerne vedrører bl.a. bestikkelse, overtrædelse af tavshedspligten, misbrug af stillingen og grov pligtforsømmelse, dvs. tilsidesættelse af normer (pligter).
En embedsmand skal overholde lovgivningen og de administrativt fastsatte retningslinjer, som gælder for stillingen. En objektiv tilsidesættelse af normer foreligger, når en embedsmand har undladt at følge gældende retsregler, uanset om disse måtte angå forvaltningsretlige regler om sagsbehandling, hjemmelskrav, processuelle eller indholdsmæssige grundsætninger eller andet.
Efter gældende ret kan en tjenestemand utvivlsomt drages disciplinært til ansvar for tilsidesættelse af uskrevne retsgrundsætninger med hensyn til tjenstlige handle- og undladelsespligter, hvis indholdet heraf kan fastlægges med rimelig sikkerhed.
Af DJØFs betænkning fra september 1993 om fagligt etiske principper i offentlig administration fremgår på side 240, at: "Det giver sig selv, at de ansatte, når de virker på egen hånd, skal følge de retsregler, som gælder for arbejdet. I første række er det de regler, som gælder i forhold til borgerne. Hertil kommer de regler, som gælder om forholdet til andre myndigheder og om forholdet til de foresatte. Pligten til at adlyde ordrer er en retlig pligt. De ansatte har pligt til af egen drift at sikre sig, at den virksomhed, som de udfører, er lovlig."
Pligten til at overholde loven gælder ubetinget. Hvis fejlskønnet skyldes, at sagen ikke har været oplyst tilstrækkeligt, vil der kunne foreligge et brud på den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om, at en myndighed er forpligtet til selv at oplyse sagen (officialmaksimen), men hvis en embedsmand på grund af manglende dygtighed har begået fejlskøn og udført dårligt arbejde, foreligger der en tjenstlig forseelse ved " tilstrækkelig kvalificeret udygtighed" jf. f.eks. [finans2]-sagen, hvor den faglige direktørs indsats blev betragtet som mangelfuld, "idet den ikke levede op til de krav til faglighed og grundighed, som kunne stilles til ham som faglig direktør i Told- og Skattestyrelsen."
Når en embedsmand på grund af manglende kompetencer udfører sit arbejde utilstrækkeligt, medfører kan sådan fejl føre til diskretionære reaktioner, dvs. afskedigelse. Ved tilsidesættelse af retsregler ifm. hvervets udførelse, skal inddrages, a) om der foreligger en bevidst tilsidesættelse af lovgivningen, b) hvilke (saglige eller usaglige) hensyn der motiverede afgørelsen, og c) manglende dygtighed hos den pågældende sagsbehandler.
Kammeradvokaten har i sin redegørelse vedrørende Socialstyrelse-sagen anført følgende: "Der påhviler enhver embedsmand og chef en pligt til at informere opad i organisationen i det omfang, der måtte være behov for det. Denne forpligtelse udspringer af den sandhedspligt, som påhviler offentligt ansatte. Fortielse [er] lige så stor [en] pligtforsømmelse som afgivelse af urigtige oplysninger. Om pligten til at informere opad i organisationen har Folketingets Ombudsmand i FOB 2000.535 bl.a. udtalt følgende: "Det er almindeligt antaget, at offentligt ansatte med særlig fagkundskab har både ret og pligt til at reagere over for eventuelle fagligt uforsvarlige forhold. [...] Opstår der en fagligt uforsvarlig situation, antages det, at den ansatte i almindelighed har pligt til at orientere sin nærmeste foresatte om sin opfattelse..." Manglende overholdelse af pligten til at informere relevante overordnede beslutningstagere og i sidste ende ressortministeren om problemstillinger af betydning for myndighedens dispositioner er af Højesteret i en sag om manglende gennemførelse af kommunalt tilsyn blevet bedømt som grov misligholdelse, der med rette medførte afskedigelse. Højesteret udtalte i præmisserne i dom afsagt den 21. januar 2009 (U 2009.999 H): "Højesteret finder, at D som øverste forvaltningschef i flere tilfælde har tilsidesat sine tjenestepligter. Han sørgede således ikke for, at der i Sundhedsforvaltningens indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget i august 2002 udtrykkeligt blev gjort opmærksom på, at forvaltningen ikke forventede i 2002 at gennemføre det lovpligtige antal tilsyn på plejehjemmene eller at gennemføre det udvidede tilsyn, som Borgerrepræsentationen havde besluttet. Han sørgede heller ikke for, at Borgerrepræsentationen i august 2002 som et 'at-punkt' fik forelagt et forslag til beslutning om, hvorledes kommunen skulle forholde sig til en manglende gennemførelse af tilsynene. D sikrede endvidere ikke i efteråret 2002, at de pligtige tilsyn blev prioriteret som en opgave, der nødvendigvis skulle gennemføres, men godkendte tværtimod en 'neddrosling'. Endelig gav han med sin redegørelse af 5. maj 2003 en urigtig fremstilling af den viden, han havde haft om den manglende gennemførelse af tilsynene og af rollefordelingen i direktionen. Det, der kan bebrejdes D, er således en åbenbar lovovertrædelse på et område, som måtte anses for politisk følsomt, en klar tilsidesættelse af pligten til loyalt at betjene de politiske beslutningstagere samt en tilsidesættelse af den sandhedspligt, der påhvilede ham som forvaltningschef, og i den forbindelse et alvorligt illoyalt svigt i forhold til den øvrige direktion."
Ovenstående gælder for alle offentlig ansatte, hvilket betyder, at alle offentlig ansatte som vejledt har en pligt til at rapportere opad, dvs. at sikre at den ressortansvarlige modtager alle oplysninger om mulige ulovligheder således, at den ressortsansvarlige har mulighed for at iværksætte et sektortilsyn. Konkret betyder det i dette tilfælde, at Skatteministeren skal orienteres om grundlaget for ulovlig administration i Skattestyrelsen, herunder om ulovlige afgørelser truffet af medarbejder som følge af tilstrækkelig kvalificeret udygtighed. Ingen offentlig ansat har mulighed for at undlade at reagere, da undladelseshandlinger som bevidste handlinger er ansvarspådragende.
Det må konstateres, at Skattestyrelsens sagsbehandler, som følge af manglende dygtighed, har begået fejlskøn og udført dårligt arbejde, hvorved der foreligger en tjenstlig forseelse, som muligt kan klassificeres som " tilstrækkelig kvalificeret udygtighed" jf. f.eks. [finans2]-sagen, hvor den faglige direktørs indsats blev betragtet som mangelfuld, "idet den ikke levede op til de krav til faglighed og grundighed," som kan forventes af en person ansat i det offentlig og særligt som træffer afgørelser mod borgere og virksomheder, og som har en betydelig negativ indvirkning på den pågældendes eksistensgrundlag.
(...)"
Repræsentanten er fremkommet med følgende bemærkninger til sagsfremstillingen:
"(...)
Det er konstateret, at forslag til afgørelse af 4-1-2023 er behæftet med væsentlig fejl og mangler, der for sagsbehandlingen er konkret væsentlig. Derudover udgør forslag til afgørelse af 4-1-2023 en subjekt urigtig begrundelse, hvorved forslag til afgørelse af 4-1-2023 lider af en retlig mangel.
I tillæg til den principale og subsidiære påstand nedlægger klager tillige følgende mere subsidiær påstand: Sagen hjemvises til fornyet prøvelse hos Skattestyrelsen.
Ad tilsidesættelse af legalitetsprincippet, officialprincippet, sandhedspligten og pligter påhvilende offentlig ansatte:
Af FOB 2014-6 fremgår, at det påhviler alle offentlige myndigheder at sikre at en afgørelse er lovlig og opfylder legalitetsprincippet, samt at myndigheden har iagttaget officialprincippet. En afgørelse skal ikke kun være lovlig, men også rigtig.
Sagsbehandler hos Skatteankestyrelsen har selvstændigt ud over groft at have tilsidesat officialprincippet, tilsidesat sandhedspligten og de pligter en offentlig ansat har - særligt som ansat i en administrativ klageinstans, der har pligt til at sikre at skatteyderes retssikkerhed varetages.
I forhold til FOB 2014-6, legalitetsprincippet, officialprincippet, sandhedspligten og en offentlig ansats pligter henvises i det hele det i mail af 10-11-2022 anførte som angik Skattestyrelsen, men som nu selvstændigt tillige gøres gældende mod Skatteankestyrelsen som det organ, der forbereder sagen jf. Skatteankenævnets forretningsorden, og mod den pågældende sagsbehandler, som har vist, at vedkommende ikke har tilstrækkelige kvalifikationer til at opfylde erhvervet som sagsbehandler ved et administrativt klagenævn. Der henvises til det i mail af 10-11-2022 anførte om manglende kompetencer udfører sit arbejde utilstrækkeligt, og som følge af manglende dygtighed har begået fejlskøn og udført dårligt arbejde. Der foreligger derved en tjenstlig forseelse, da arbejdet er kritiseret ved "tilstrækkelig kvalificeret udygtighed".
Ad fraværet af subjektiv rigtig begrundelse - skindbegrundelse - retlig mangel - ugyldighed:
Alle afgørelser skal være lovlige, men de skal også være rigtige. Der henvises til mail af 10-11-2022, hvori indgående er redegjort for væsentligheden af at alle offentlige myndigheder sikrer, at en begrundelse er subjektiv rigtig - i tillæg til at en afgørelse er lovlig.
Forslag til afgørelse af 4-1-2023 er subjektiv urigtig og lider dermed af en retlig mangel. Det er dybt bekymrende, at den lovkrævede administrative klageinstans ikke formår at sikre, at der træffes subjektive rigtige og lovlige afgørelse.
Derudover er det tilsvarende dybt bekymrende - for klager og retssikkerheden på det skatteretlige område - at Skatteankestyrelsens sekretariat, der skal sikre lovligheden og rigtigheden af en afgørelse som sket i denne sag fuldstændig tilsidesætter de garantiforskrifter, som er gældende.
Sagsbehandler har lagt hoved på blokken og gjort gældende, at den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. og SFL § 32, stk. 2, 2 pkt., ikke kan rummes i SFL § 26.
Sagsbehandleren må efter modtagelse af mail af 10-11-2022 regnes for at være inhabil, idet sagsbehandleren fuldstændig - ud over blot at gengive klagers bemærkninger dertil - har ignoreret væsentligheden af kerneområdet for myndighedsafgørelser på det skatteretlige område, som anført i CIR nr. 71 af 12/04/1996 Cirkulære om skattemyndighedernes skatteansættelsespligter efter skattestyrelsesloven (Til de statslige og kommunale skattemyndigheder) https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1996/71 citerede om, at "en agterskrivelse ikke må afsendes, hvis ikke skattemyndigheden på afsendelsestidspunktet er i besiddelse af det fornødne grundlag for at gennemføre den varslede ansættelsesændring."
Yderligere er i mail af 10-11-2022 henvist til lovforarbejder ifm. vedtagelse af den lille fristreglen i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. og SFL § 32, stk. 2, 2 pkt., at samme regel altid har været gældende i forhold til SFL § 26 jf. hertil det i mail af 10-11-2022, hvor i er anført:
" Efter gældende regler skal en skatteansættelse, en ansættelse af afgiftstilsvar eller en meddelelse om godtgørelse af afgift varsles inden en nærmere angiven frist, og varslingen skal følges op af en afgørelse senest tre måneder efter varslingen."
Det er ubestridt, at der IKKE er truffet afgørelse senest 3 måneder efter afsendelse af første varslingsskrivelse. Dermed er Skattestyrelsens afgørelse med tilhørende sagsfremstilling af 2/4 2020 ugyldig jf. hertil gældende ret og den IKKE-PÅANKEDE afgørelse fra Landsskatterettens sagsnr. 13-1447722 offentliggjort den 22. december 2016, som SKM2016.625.LSR , der angik spørgsmålet om ugyldighed grundet for sen skatteansættelse, og hvori Landsskatteretten anførte følgende som grundlag for at kende SKATs afgørelse for ugyldig:
"Det fremgår af lovforslag L43 af 30. oktober 2008, at baggrunden for indførelsen af ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. punktum, har været, at retssikkerheds- og forældelsesmæssige hensyn tilsiger, at der ved ekstraordinære ansættelser m.v. på SKATs initiativ sker en regulering af tidsintervallet mellem varsling og ansættelse.
De retssikkerhedsmæssige hensyn, der ligger til grund for indførelsen af ansættelsesfristen, vil blive tilsidesat, hvis SKAT kan udsætte ansættelsesfristen via et nyt varslingsbrev, såfremt SKAT vælger at udsende dette nye varslingsbrev for at rette op på en mangelfuld begrundelse (manglende henvisning til fristreglerne) i det første varslingsbrev.
På baggrund heraf mener Landsskatteretten, at ansættelsesfristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 2. punktum, må regnes fra SKATs første varslingsbrev af 16. januar 2013.
Da SKATs afgørelse er udsendt den 21. maj 2013, er ansættelsesfristen ikke overholdt.
Landsskatteretten giver derfor klageren medhold i, at SKATs afgørelse vedrørende indkomståret 2008 er ugyldig."
SKM2016.625.LSR , der til orientering vedhæftes, er dermed udtryk for gældende ret. Det er ikke muligt for Landsskatteretten at stadfæste Skattestyrelsen afgørelse af 2-4-2020 om forhøjelser i denne konkrete skatteklagesag. Der kan kun træffes en tilsvarende afgørelse om, at Skattestyrelsens afgørelse af 2-4-2020 er ugyldig som anført i klagen af 20-6-2020.
Ad pligten til oplysning af sagen - tillagt vægt på tilstedeværelsen af kontospecifikationer:
Skatteankestyrelsens har hentydet til, at det ikke af kontospecifikationer kan udledes at samtlige indtægter indgår i virksomheden resultat for 2016 og 2017.
Som led i oplysningspligten har Skatteankestyrelsen været forpligtet til fra Skattestyrelsen at indhente alt nødvendigt materiale for at sikre at sagen er oplyst korrekt. Da Skatteankestyrelsen tillægger dette vægt har Skatteankestyrelsen groft tilsidesat officialprincippet som led i sagens oplysning, idet dette materiale har skullet været indhentet fra Skattestyrelsen
Skattestyrelsen har tilsvarende været forpligtet til at indhente alt nødvendigt materiale for at sikre, at gennemgangen af indkomstår 2016 og 2017 blev fuldt oplyst således at klager ikke blev beskattet af en urimelig forhøjelse.
Klagers tidligere bogholder har oplyst, at alt efterspurgt materiale er fremsendt til Skattestyrelsen og Skattestyrelse har ikke efterspurgt yderligere i forhold til kontospecifikationer.
Klager har til Skattestyrelsen udleveret alt originalt bogføringsmatriale for indkomstår 2015, 2016 og 2017 bestående af typisk 4 A4-mapper for hvert indkomstår.
Klager har oplyst, at han ikke har modtaget det originale bogføringsmatriale retur fra Skattestyrelsen, hvorfor Skatteankestyrelsens forholdelse til muligt fravær af tilstedeværelsen af dette materiale ikke kan efterprøves.
Som bilag 9 fremlægges mail af 22-11-2022, hvoraf fremgår, at på forespørgsel fra klagers rådgiver til klagers tidligere bogholder om fremsendelse kontospecifikationer fra anvendt bogholderisystem, er dette ikke muligt som følge af et IT-nedbrud.
Klagers tidligere rådgiver har den 27-3-2020 anmodet klagers bogholder om materialet, men henvendelsen blev ikke besvaret jf. bilag 9 nederst.
Skattestyrelsen er, som oplyst, den sidste, som har haft det originale bogføringsmatriale i sin besiddelse og varetægt. Da materialet ikke er udleveret eller modtaget retur, er det ikke muligt for klager eller klagers rådgiver
Klager har som nævnt ikke modtaget materialet retur.
Ad manglende gennemgang af bankkontoudtog:
I forbindelse med en saglig sagsbehandling må det antages, at Skattankestyrelsen sagsbehandler - uafhængigt af Skattestyrelsens afgørelse - har gennemgået materiale af faktisk karakter, herunder særligt de af Skattestyrelsen indhentede bankkontoudtog.
Klager må beklageligvis lægge til grund, at hverken Skattestyrelsens eller Skatteankestyrelsens har formået at se, hvordan klager gennem flere år har indrettet sin virksomhed.
Opmærksomheden henledes derfor på følgende forhold:
Bankkonto 096 anvendes som virksomhedens primære driftskonto.
Bankkonto 118 anvendes i det væsentligst som [virksomhed4] konto.
Bankkonto 945 anvendes i det væsentligste som [x1] konto.
Bankkonto 927 anvendes til som virksomhedens [finans1]-konto.
Bankkonto 335 er virksomhedens driftsmæssige opsparingskonto.
Ved en gennemgang af samtlige bankkonti kan konstatere følgende:
Beløb indsat og hævet på konto 118 angår betaling vedrørende [virksomhed4], samt overførsel til f.eks. konto 945 [x1], eller virksomhedens driftskonto 096.
Beløb indsat og hævet på konto 945 angår betaling vedrørende [x1], samt til [virksomhed4] konto 118 og driftskonto 096.
Beløb indsat og hævet på konto 927 angår betalinger bl.a. vedrørende spil og betaling for varekøb. Af kontoudtog for 2016 den 29-11 er overført til konto 118 kr. 46.800 og den 1-12 kr. 6.000.
I forhold til konto 927 fremgår af kontoudtog for 2017, at der den 1-2 overført er kr. 3.000 til konto 118 [virksomhed4], den 3-2 er overført kr. 5.150 til konto 945[x1], den 23-2 er overført kr. 5.000 til konto 118 [virksomhed4], den 25-2 kr. 6.000 til konto 118 [virksomhed4], den 31-3 kr. 6.000 til konto 118 [virksomhed4], til konto 927 er den 18-11 overført kr. 1.300 fra konto 945[x1].
Enhver med en smule forretningsmæssig forståelse og for hvordan en virksomhed i dag kan indrette sig økonomisk ville have kunnet se, at det giver god mening at have en bankkonto for hver spilleudbyder.
Alle spilleudbydere har nultolerance for manglende betaling for spil. Tilsvarende har [virksomhed3], og klager har oplyst, at hvis der ikke er dækning til træk via bankkonto, så henter virksomheden terminaler og andet dagen efter.
Ad udarbejdede skatteregnskaber for 2016 og 2017 - grundlag for klagers selvangivelser for indkomstår 2016 og 2017:
Som bilag 10 fremlægges skatteregnskab for 2016, der danner grundlag for klagers selvangivelse for 2016 med et resultat på kr. 381.400.
Som bilag 5 er fremlagt klagers årsopgørelse 1 for 2016, hvoraf fremgår, at klagers skattepligtige indkomst er kr. 321. 804. Efter fradrag af beregnet skat kr. 136. 552, 48, har bidrager klager til familiens underhold med kr. 185.251,52, der svarer til en månedlig nettoløn på kr. 15.437,63.
Som bilag 11 fremlægges skatteregnskab for 2017, der danner grundlag for klagers selvangivelse for 2017 med et resultat på kr. 331.947
Som bilag 7 er fremlagt klagers årsopgørelse 1 for 2017, hvoraf fremgår, at klagers skattepligtige indkomst er kr. 269. 581. Efter fradrag af beregnet skat kr. 97. 949, 70, har bidrager klager til familiens underhold med kr. 171.631,30, der svarer til en månedlig nettoløn på kr. 14.302,61.
Ad fejl i forhold til årlig provision fra [virksomhed4] for 2016 og 2017:
Af bilag 10, side 6 øverst, fremgår, at klager har oplyst provisionsomsætning fra [virksomhed4] med kr. 331.539. Skattestyrelsen har i forhold til dette beløb fortaget en grov sagsbehandlingsfejl, idet der fra [virksomhed4] er udbetalt hhv. kr. 325.035,39 og kr. 6.504 i alt kr. 331.539 jf. bilag 10, side 7 og 8.
Af bilag 11, side 6 øverst, fremgår, at klager har oplyst provisionsomsætning fra [virksomhed4] med kr. 293.427. Skattestyrelsen har i forhold til dette beløb fortaget en grov sagsbehandlingsfejl, idet der fra [virksomhed4] er udbetalt hhv. kr. 287.728,48 og kr. 5.698,80 i alt kr. 293.427,28 jf. bilag 11, side 7 og 8.
Ad manglende objektivitet og iagttagelse af det faktiske og retlige grundlag, systemiske trusler til underminering af retsstatsprincippet og retssikkerheden på det skatteretlige område:
Ifølge EU Kommissionen er retsstatsprincippet rygraden i "et ethvert moderne forfatningsmæssigt demokrati", og er "en af de retsgrundsætninger, der udspringer af alle EU-medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner", og dermed "en af de vigtigste værdier, EU bygger på."
Venedigkommissionen fastslog i sin 2011-rapport, at der ikke findes "udtømmende fælles og generelt accepterede aspekter af retsstatsprincippet", og i lighed med EU-Kommissionens nye EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet, at følgende principper er vigtige:
a) legalitetsprincippet (en åben, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk procedure for vedtagelse af love)
b) retssikkerhed
c) forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning
d) adgang til uafhængige og upartiske domstole
e) overholdelse af menneskerettighederne, forbud mod forskelsbehandling og
f) lighed for loven.
I forhold til a-f) betyder det, at alle offentlige myndigheder skal:
a) iagttage legalitetsprincippet, dvs. at overholde lov og ret samt sikre, at ingen afgørelse er truffet uden lov eller ved tilsidesættelse af og/eller ved retsstridig forvaltning af vedtagne love
b) iagttaget retssikkerhedsprincippet, dvs. sikre at alle lovregler er klare og forudsigelige, og lovregler ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft, samt at sikre, at enhver lov har den fornødne klarhed og forudberegnelighed;
c) iagttage forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, dvs. at sikre, at enhver indgriben fra offentlige myndigheder i forhold af privat karakter, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, skal være hjemlet og begrundet af årsager, der er fastlagt ved lov, og sikre, at medlemsstatens retsorden indeholder på dette grundlag regler om beskyttelse mod vilkårlige eller uforholdsmæssige indgreb;
d) at etablere og opretholde uafhængige og effektive domstole, dvs. at sikre som led i enhver domstolsprøvelse kontrol af, at de grundlæggende rettigheder er overholdt;
e) at opretholde magtens tredeling og sikre adgang til en retfærdig, effektiv og uvildig rettergang ved uafhængige og neutrale domstole, klagenævn m.v.
f) at sikre lighed for loven, dvs. at iagttage ligebehandlingsprincippet og sikre, at enhver dom og/eller afgørelse er lovlig, og at der ikke dømmes til fordel for offentlige myndigheder i strid med gældende lov.
Brud på retsstatsprincippet omfatter individuelle og systemiske tilsidesættelser. Systemiske tilsidesættelser kan være udbredte eller gentagne praksisser eller undladelse fra offentlige myndigheders side, eller generelle foranstaltninger vedtaget af offentlige myndigheder.
"Systemiske" tilsidesættelser er som eksempler dem, der påvirker retssystemets funktion, dommernes og domstolenes eller de offentlige myndigheders neutralitet eller den behørige funktion af enheder med beføjelser til at forebygge og bekæmpe korruption, svig, skatteunddragelse og interessekonflikter, eller tilsidesættelse af princippet om ikke-forringelse, generelt har en tilstrækkelig indvirkning på korrekt forvaltning.
I forhold til Skatte- og Gældsstyrelsen vil gentagne tilsidesættelser af retspraksis, tilrettelæggelse af ulovhjemlede administrative praksisser i strid med legalitets- og ligebehandlingsprincippet, forbud mod magt- og procesfordrejning m.v. udgøre systemiske tilsidesættelser af retsstatsprincippet.
Skatteankestyrelsens manglende iagttagelse af sådanne systemiske tilsidesættelser og processer udgør tilsvarende systemiske trusler, samt et brud på retsstatsprincippet og den retssikkerhed, som Skatteankestyrelsen skulle sikre klager i forbindelse med påklage af en myndighedsafgørelse.
Klager gør gældende, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig, da afgørelse ikke er truffet senest 3 måneder fra afsendelse af første varslingsskrivelse. Der er tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, som lovgiver har indført for at sikre retssikkerheden for skatteydere. Formalitetsmangler går forud for en materiel talmæssig behandling.
Klager gør gældende, at klager har påvist at Skattestyrelsens sagsbehandling, begrundelse og dermed afgørelsen i sin helhed lider af væsentlige mangler, der konkret er væsentlige, hvorfor afgørelsen også af denne årsag er ugyldig.
Klager gør gældende, at Skattestyrelsen har sat skøn under regel, og har inddraget usaglige og udokumenterede forhold, som ikke er dokumenteret. Der henvises til det i mail af 11-10-2022 herom anførte f.eks. at beløb indsat på klagers virksomhedskonti ikke har med virksomheden eller dennes spilaktiviteter at gøre.
Klager gør gældende, at alle indbetalinger angår virksomhedens drift og at indbetalinger på f.eks. spilkonto 188, spilkonto 945 og [finans1] konto 927 angår virksomhedens spilaktiviteter.
Klager gør gældende, at al for klager relevant indkomst er bogført og medtaget i skatteregnskab for 2016 (bilag 10) og for 2017 (bilag 17).
Klager gør gældende, at de yderligere forhøjelser for indkomstår 2016 og 2017 er åbenbare urimelige.
(...)"
Repræsentanten har fremsendt følgende bemærkninger til Skattestyrelsens supplerende udtalelse:
"(...)
Af vedhæftede udkast til forslag til afgørelse og høring fra Skattestyrelsen kan konstateres, at det via mail den 11-1-2023 fremsendte ikke er inddraget i sagen.
Det må antages, at oplysningen af sagen fra Skatteankestyrelsens side tilsvarende er mangelfuld.
I forhold til det af Skattestyrelsen afført om, at man som led i høring af forslag til indstilling fremkommer med en yderligere forhøjelse for indkomstår 2016 med kr. 292.107 til kr. 457.107 er en juridisk umulighed.
Der kan ikke ske forhøjelse af de påklagede beløb, og Skatteankestyrelsen og dermed Landsskatteretten kan ikke træffe afgørelse ud over, hvad der fra klagers side er påklaget.
I forhold til differencen fra kr. 292.107 til kr. 457.107 er der dels indtrådt forældelse, idet denne skatteansættelse er sket senere end 1. august 2020. Derudover er der tilsvarende tale om en grov tilsidesættelse af den lille frist regel, som klager har redegjort for.
Der henvises i det hele til procesindlæg af 11-1-2023.
(...)"
I forbindelse med at Skattestyrelsens erklæring har været sendt i høring hos repræsentanten, er repræsentanten fremkommet med følgende bemærkninger: i
"(...)
Ved brev af 13. februar 2023 er fremsendt kopi af Skattestyrelsens udtalelse til et uddrag af noget, som er betegnet forslag til afgørelse vedrørende moms for indkomstår 2017.
Klager var af den opfattelse, at klager i tillæg til den indgive klage vedrørende indkomst fremkom med bemærkninger vedrørende momsdelen, men som følge af det ved brev af 13. februar 2023 fremsendte skal klager fremkomme med følgende:
Klager har nedlagt følgende påstande:
Principalt: Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at klagers skatteansættelse for indkomstår 2016 og 2017 skal være som selvangivet, samt at moms for indkomstår 2017 skal være som angivet af klager, dvs. at klagers indkomst for indkomstår 2016 skal nedsættes med kr. 292.107 og for indkomstår 2017 med kr. 508.695 samt overskud af virksomhed med kr. 8.969 samt at moms for indkomstår 2017 skal nedsættes med kr. 47.436.
Subsidiært : Skattestyrelsen tilpligtes at anerkende, at Skattestyrelsens afgørelse af 2/4 2020 er ugyldig.
Mere Subsidiært : Sagen hjemvises til fornyet prøvelse hos Skattestyrelsen.
Sagsfremstilling:
Sagsnr. 20-0055128 angår en forhøjelse af moms på kr. 47.536. Klagers påstand er, at klagers momsangivelser for indkomståret 2017 skal være som angivet, subsidiært at Skats afgørelse vedrørende forhøjelse af moms af 2/4 2020 er ugyldig.
Der er tale om en forhøjelse af moms inden for de ordinære frister i SFL § 32.
Ad retssikkerhed på det skatte- og momsretlige område - en afgørelse skal træffes inden for gældende varslings- og ansættelsesfrister:
FOB 2014-6 angik en klage fra en borger, som følge af, at Landsskatteretten til ugunst havde ændret en skatteansættelse. Landsskatteretten havde ikke i sin afgørelse forhold sig til, hvorvidt reglerne om frister for at kunne ændre en skatteansættelse var opfyldt, fordi borgerens repræsentant havde frafaldet at gøre gældende, at fristerne ikke var opfyldt. Det var i sagen af afgørende betydning for, hvorvidt skatteansættelsen kunne ændres, om der var pligt til at overholde fristerne.
I FOB 2014-6 udtalte Ombudsmanden, at det "følger af legalitetsprincippet, at den offentlige forvaltnings virksomhed som udgangspunkt skal have støtte i lovgivningen. Det betyder blandt andet, at en afgørelse fra en forvaltningsmyndighed som udgangspunkt skal have hjemmel i lovgivningen. Ombudsmanden udtalte også, at det påhviler den enkelte forvaltningsmyndighed selv at fremskaffe fornødne oplysninger ... (officialprincippet). Endvidere udtalte ombudsmanden, at når en klageinstans skal træffe afgørelse i en klagesag, så er det principielle udgangspunkt, at klageinstansen skal træffe den materielt rigtige afgørelse i sagen. Det medfører, at klageinstansen er underlagt legalitetsprincippet og officialprincippet. På den baggrund, og da Landsskatteretten er en del af den offentlige forvaltning, fandt ombudsmanden, at Landsskatteretten ikke kunne undlade at tage stilling til, om reglerne om fristerfor at ændre en skatteansættelse (til ugunst for borgeren) var opfyldt, selvom borgerens repræsentant havde frafaldet at gøre gældende, at fristerne ikke var opfyldt. Ombudsmanden henstillede derfor til Landsskatteretten at genoptage behandlingen af sagen (Sag nr. 12/03810)."
FOB 2014-6 fastlægger det en retsgrundsætning for skatteansættelser, nemlig at det først skal undersøges, om Skattemyndigheden har iagttaget fristreglerne. Har Skattemyndigheden ikke dette, skal enhver afgørelse om ændring af en skatteansættelse til ugunst for skatteyderen kendes ugyldig.
Formalitetsindsigelser, herunder om manglende iagttagelse af fristreglerne, har forrang for den talmæssige opgørelse, idet den talmæssige opgørelse er underordnet, når Skattemyndigheden ikke har iagttaget fristreglerne.
Landsskatteretten har truffet talrige afgørelse vedrørende Skattemyndighedens manglende iagttagelse af den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. (indkomst) og SFL § 32, stk. 2, 2. pkt. (moms-/afgifter).
I forbindelse med flere ændringer af Skatteforvaltningsloven fremgår af lovforarbejder, herunder f.eks. 2008/1 LSF 43 Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, registreringsafgiftsloven, tonnageskatteloven og lov om skattenedslag for seniorer (Ændringer vedrørende skatte-, vurderings- og motorankenævn m.v.), https://www.retsinformation.dk/eli/ft/200812L00043, fremsat den 30. oktober 2008 af skatteministeren (Kristian Jensen),at vedtagelse af den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt. (indkomst) og SFL § 32, stk. 2, 2. pkt. (moms-/afgifter) er en kodificering af den retsgrundsætning, der ved lov og administrativ praksis altid har været gældende i forhold til en ændring af en skatteansættelse inden for de ordinære frister jf. SFL § 26, stk. 1 og § 32, stk. 1 jf. nedenfor.
I Landsskatterettens sagsnr. 13-1447722, offentliggjort den 22. december 2016, som SKM2016.625.LSR , blev spørgsmålet om ugyldighed som følge af tilsidesættelse den lille fristregel i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., behandlet, herunder grundlag for indsættelse af den lille frist-regel, og af afgørelsen fremgår følgende:
"[Efter) SFL § 27, stk. 2, 2. - 4. punkt, skal SKAT udsende kendelse senest 3 måneder efter den dag, der er udsendt agterskrivelse. Fristen for udsendelse af kendelse kan forlænges efter anmodning fra den skattepligtige. Fristen på de 3 måneder gælder ikke den skatteberegning, der er en følge af ansættelsesændringen.
Denne bestemmelse blev indsat ved lov nr. 1341 af 19. december 2008. Bestemmelsen trådte i kraft den 1. januar 2009. Bestemmelsen blev indsat fordi retssikkerheds- og forældelsesmæssige hensyn tilsiger, at der ved ekstraordinære ansættelser m.v. på SKAT's initiativ, sker en regulering af tidsintervallet mellem varsling og ansættelse, henholdsvis fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift.
Af de generelle bemærkninger til L 43 af 30. oktober 2008 fremgår det om baggrunden for at indsætte en 3 måneders frist i SFL § 27, stk. 2, at hidtil havde dette interval alene været reguleret i reglerne om ordinære ansættelsesfrister. (klagers fremhævning) Baggrunden for fristen vedrørende ordinære ansættelser var, at der af hensyn til de skattepligtige m.fl. burde eksistere et fikseret seneste tidspunkt for, hvor længe SKAT normalt kan gennemføre ændringer af skatte- eller afgiftsgrundlaget. Derfor mente man, at der så meget desto mere var et behov for at fiksere et seneste tidspunkt for afslutningen af en ekstraordinær ansættelse m.v. foretaget af SKAT.
Af 2008/1 LSF 43 Lov om ændring af skatteforvaltningsloven, registreringsafgiftsloven, tonnageskatteloven og lov om skattenedslag for seniorer (Ændringer vedrørende skatte-, vurderings- og motorankenævn m.v.), https://www.retsinformation.dk/eli/ft/200812L00043, fremsat den 30. oktober 2008 af skatteministeren (Kristian Jensen), fremgår ordret følgende:
"3.6. Øvrige elementer
3.6.1. Frist for gennemførelse af ekstraordinære skatte- og afgiftsansættelser
Efter gældende regler skal en skatteansættelse, en ansættelse af afgiftstilsvar eller en meddelelse om godtgørelse af afgift varsles inden en nærmere angiven frist, og varslingen skal følges op af en afgørelse senest tre måneder efter varslingen . (klagers fremhævning) F.eks. skal en skatteansættelse som hovedregel være varslet senest den 1. maj og gennemført senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb og må ikke ændres efter denne dato.
En skatteansættelse, en ansættelse af afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift kan også ændres efter udløbet af den ordinære frist, hvis særlige betingelser er opfyldt. Også her er der regler i skatteforvaltningsloven om, hvornår varsling skal ske, men der er ingen regler om, hvornår varslingen skal følges op af en afgørelse.
Det foreslås, at der indføres en frist for ekstraordinære skatteansættelser, ansættelser af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift, der varsles af SKAT, således at varslingen skal følges op af en afgørelse senest 3 måneder efter varslingen. Det skal dog være muligt at dispensere herfra efter anmodning fra borgeren eller virksomheden; herom henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 14 og 15.
Baggrunden for forslaget er, at retssikkerheds- og forældelsesmæssige hensyn tilsiger, at der ved ekstraordinære ansættelser m.v. på SKATs initiativ sker en regulering af tidsintervallet mellem varsling og ansættelse, henholdsvis fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift. Hidtil har dette interval alene været reguleret i reglerne om ordinære ansættelsesfrister i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 1, og 31, stk. 1, hvorefter et varsel skal følges op med en afgørelse inden 3 måneder, (klagers fremhævning) medmindre den skattepligtige m.fl. selv har anmodet om udsættelse. Ved ekstraordinære ansættelser m.v. er der derimod ingen regulering af, hvornår varslingen skal være fulgt op af en ansættelse m.v. Baggrunden for, at der i dag er en frist vedrørende ordinære ansættelser, er, at der af hensyn til de skattepligtige m.fl. bør eksistere et fikseret seneste tidspunkt for, hvor længe SKAT normalt kan gennemføre ændringer af skatte- eller afgiftsgrundlaget. Der findes så meget desto mere at være behov for at fiksere et seneste tidspunkt for afslutningen af en ekstraordinær ansættelse m.v. foretaget af SKAT."
Nedenstående er uddrag af lovforslag 2008/1 LFS 43 fremsat den 30. oktober 2008 af skatteminister (Kristian Jensen):
"Forslag
Til
Lov om ændring af s katteforvaltningsloven, registreringsafgiftsloven og tonnageskatteloven (Ændringer vedrørende skatte-, vurderings- og motorankenævn m.v.)
§ 1
I skatteforvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 907 af 28. august 2006, som ændret bl.a. ved § 37 i lov nr. 523 af 6. juni 2007 og senest ved § 1 i lov nr. 527 af 17. juni 2008 og § 2 i lov nr. 531 af 17. juni 2008, foretages følgende ændringer:
...
14. § 27, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
En ansættelse, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Denne frist gælder ikke for den skatteberegning, der er en følge af ansættelsen. Har det betydning for den skattepligtiges mulighed for at varetage sine interesser, at fristen for at foretage ansættelsen forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.
15. § 32, stk. 2, 2. pkt., ophæves, og i stedet indsættes:
En ændring af afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, der er varslet af told- og skatteforvaltningen, skal foretages senest 3 måneder efter den dag, hvor varsling er afsendt. Har det betydning for den afgiftspligtiges henholdsvis den godtgørelsesberettigedes mulighed for at varetage sine interesser, at fristen efter 2. pkt. forlænges, skal en anmodning om en rimelig fristforlængelse imødekommes. Told- og skatteforvaltningen kan behandle en anmodning om genoptagelse, der er modtaget efter udløbet af fristen i 1. pkt., hvis særlige omstændigheder taler derfor.
...
Til nr. 14 og 15 Bestemmelserne i § 27, stk. 2, henholdsvis § 32, stk. 2, angiver, hvornår en ekstraordinær ændring af en skatteansættelse, et afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift skal varsles af SKAT, og hvornår en skatte- eller afgiftspligtig eller godtgørelsesberettiget skal indgive sin anmodning om genoptagelse. Det foreslås, at der indsættes parallelle tilføjelser i de to bestemmelser om, at en varsling fra SKATs side af en ekstraordinær ændring skal følges op af en afgørelse senest tre måneder fra varslingens datering. Fristen på tre måneder svarer til den frist, der gælder efter varsling af en ordinær skatte- eller afgiftsansættelse eller -ansættelsesændring, jf. henholdsvis § 26, stk. 1, 2. pkt., og § 31, stk. 1, 3. pkt.
...
Det foreslås, at alle 3 måneders fristerne kan forlænges efter anmodning fra borgeren eller virksomheden, hvis forlængelse har betydning for den pågældendes mulighed for at varetage sine interesser; i så fald imødekommes en anmodning om en rimelig forlængelse. Dette svarer til, hvad der gælder for ordinære ansættelser m.v. efter henholdsvis § 26, stk. 1, 5. pkt., og § 31, stk. 1, 4. pkt.
...
3.6.1. Frist for gennemførelse af ekstraordinære skatte- og afgiftsansættelser
Efter gældende regler skal en skatteansættelse, en ansættelse af afgiftstilsvar eller en meddelelse om godtgørelse af afgift varsles inden en nærmere angiven frist, og varslingen skal følges op af en afgørelse senest tre måneder efter varslingen. F.eks. skal en skatteansættelse som hovedregel være varslet senest den 1. maj og gennemført senest den 1. august i det fjerde år efter indkomstårets udløb og må ikke ændres efter denne dato.
En skatteansættelse, en ansættelse af afgiftstilsvar eller en godtgørelse af afgift kan også ændres efter udløbet af den ordinære frist, hvis særlige betingelser er opfyldt. Også her er der regler i skatteforvaltningsloven om, hvornår varsling skal ske, men der er ingen regler om, hvornår varslingen skal følges op af en afgørelse.
Det foreslås, at der indføres en frist for ekstraordinære skatteansættelser, ansættelser af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift, der varsles af SKAT, således at varslingen skal følges op af en afgørelse senest 3 måneder efter varslingen. Det skal dog være muligt at dispensere herfra efter anmodning fra borgeren eller virksomheden; herom henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 14 og 15.
Baggrunden for forslaget er, at retssikkerheds- og forældelsesmæssige hensyn tilsiger, at der ved ekstraordinære ansættelser m.v. på SKATs initiativ sker en regulering af tidsintervallet mellem varsling og ansættelse, henholdsvis fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift. Hidtil har dette interval alene været reguleret i reglerne om ordinære ansættelsesfrister i skatteforvaltningslovens §§ 26, stk. 1, og 31, stk. 1, hvorefter et varsel skal følges op med en afgørelse inden 3 måneder, medmindre den skattepligtige m.fl. selv har anmodet om udsættelse. Ved ekstraordinære ansættelser m.v. er der derimod ingen regulering af, hvornår varslingen skal være fulgt op af en ansættelse m.v. Baggrunden for, at der i dag er en frist vedrørende ordinære ansættelser, er, at der af hensyn til de skattepligtige m.fl. bør eksistere et fikseret seneste tidspunkt for, hvor længe SKAT normalt kan gennemføre ændringer af skatte- eller afgiftsgrundlaget. Der findes så meget desto mere at være behov for at fiksere et seneste tidspunkt for afslutningen af en ekstraordinær ansættelse m.v. foretaget af SKAT.
..."
I SKM2020.201.LSR fandt Landsskatteretten, at SKAT ikke havde overholdt 3-måneders-fristen i SFL § 32, stk. 2, 2. pkt., hvorfor forhøjelsen af moms var ugyldig - se https://skat.dk/data.aspx?oid = 2296037
I SKM2013.675.LSR fandt Landsskatteretten, at SKAT ikke have overholdt 3-måneders-fristen i SFL § 27, stk. 2, 2. pkt., hvorfor forhøjelse af løn og renteindtægter var forældet - se https://skat.dk/data.aspx?oid = 2132068
Det er ubestridt, at første varslingsbrev blev afsendt / er dateret 21/11 2019.
Andet varslingsbrev blev afsendt/ er dateret den 9/1 2020. Det fremgår ikke, at varslingsbrev 2 af 9/1 2020 erstatter varslingsbrevet af 21/11 2019.
Tredje varslingsbrev blev afsendt /er dateret den 7/2 2020. Det fremgår ikke, at varslingsbrev 3 af 7/2 2020 erstatter varslingsbrevet af den 21/11 2019 eller den 9/1 2020.
Det er ubestridt, at afgørelse blev truffet den 2/4 2020.
Ad forældelse, da afgørelse ikke truffet senest 3 måneder fra den 21/11 2019:
Da varslingsbrev 2 og 3 ikke erstatter varslingsbrevet af 21/11 2019, skulle afgørelse have været truffet senest den 21/2 2020, hvilket ikke er tilfældet. Afgørelse blev først truffet den 2/4 2020, hvilket er 40 dage senere end den 21/2 2020, hvorfor der er derfor indtrådt forældelse, og ansættelsen er ugyldig.
Klager fastholder, at fristreglerne ikke er iagttaget, da Skattemyndigheden ikke har truffet afgørelse senest 3 måneder efter afsendelse af første varslingsskrivelse af 21/11 2019.
Ad ikke muligt at forhøje virksomhedsindkomst med på baggrund af påstået for lavt privatforbrug:
I UfR. 1980.746H tiltrådtes, at en taxavognmands regnskabsførelse var mangelfuld bl.a. som følge af, at der ikke var ført afstemt kasseregnskab, og bogføring ikke var sket af drikkepenge og privatkørsel, men ligningsmyndighedens forhøjelse (vognens driftsudgifter beskåret med 60 % som udtryk for en privatudgift) og begrundelsen for denne (80 % af kørslen var tomkørsel) kunne ikke med rimelighed begrunde en så stor forhøjelse, hvorfor sagen hjemvistes til fornyet behandling hos ligningsmyndigheden.
Ved VLD i TfS 1989.439 skete ligeledes hjemvisning under henvisning til, at skattemyndighederne var gået ud over grænserne for et rimeligt skøn.
Som anført i retspraksis ovenfor er det ikke muligt for Skattestyrelsen skønsmæssigt at skabe et fiktivt beskatningsgrundlag ved at underkende fradragsberettiget udgifter og på det grundlag at tilsidesætte en klagers skatteregnskab med at privatforbruget af samme årsag er for lavt. Der skal henses til, hvad klager har selvangivet i indkomstår forud for de indkomstår, som er til prøvelse hos Skattestyrelsen.
Som det fremgår af bilag 7 har klager for indkomstår 2017 selvangivet personligt overskud af virksomhed med kr. 331.947.
Som det fremgår af bilag 5 har klager for indkomstår 2016 selvangivet personligt overskud af virksomhed med kr. 382.486.
Som bilag 13 fremlægges årsopgørelse for indkomstår 2013, hvoraf fremgår at klager har selvangivet personligt overskud af virksomhed med kr. 286.636.
Som bilag 14 fremlægges årsopgørelse for indkomstår 2014, hvoraf fremgår at klager har selvangivet personligt overskud af virksomhed med kr. 301.357.
Som bilag 15 fremlægges årsopgørelse for indkomstår 2015, hvoraf fremgår at klager har selvangivet personligt overskud af virksomhed med kr. 315.559.
Som det fremgår af bilag 6 har forhøjelsen for indkomstår 2016 medført, at klager skal beskattes af i alt kr. 643.995.
Som det fremgår af bilag 7 har forhøjelsen for indkomstår 2017 medført, at klager skal beskattes af i alt kr. 508.695.
På baggrund af bilag 5, 7, 13, 14 og 15 kan lægges til grund, at Skattestyrelsen er gået lang ud over grænserne for et rimeligt skøn.
Af Skattestyrelsens juridiske vejledning, som er et tjenestepålæg for alle ansatte i Skattestyrelsen, fremgår af afsnit C.C.2.1.4.1 Privat forbrug af virksomhedens varer og privat andel af øvrige forbrugsomkostninger:
" Regel
Den selvstændigt erhvervsdrivende skal regne værdien af sit private forbrug af virksomhedens varer og private andel af de øvrige forbrugsomkostninger med til sin skattepligtige indkomst. Se SL § 4 a .
Begrundelse for reglen
Reglen sikrer, at kun de udgifter, som er anvendt til erhvervsmæssige formål - nemlig at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten i virksomheden - trækkes fra ved indkomstopgørelsen som erhvervsmæssige driftsomkostninger i det aktuelle indkomstår. Efter SL § 6 , stk. 1, litra a, er det kun de udgifter, der er medgået til virksomhedens indtjening (omsætningen), dvs. udgifter til årets vareforbrug, lønninger, og eventuelle produktionsomkostninger, der er fradragsberettigede som driftsomkostninger i indkomståret.
Reglen forudsætter, at den selvstændige har fratrukket alle omkostninger i virksomheden som erhvervsmæssige. Den selvstændige skal derfor opgøre en værdi af de varer og produkter ... som virksomhedens ejer har brugt til sig selv og sin husstand, altså privat.
Opgørelse af det private forbrug
Opgørelsen af de udtagne varer og den private andel af virksomhedens øvrige forbrugsomkostninger foretages ud fra virksomhedens løbende bogføring. Se bogføringslovens § 1 , bekendtgørelse nr. 593 af 12. juni 2006, § 9, stk. 1, (mindstekravsbekendtgørelsen for større virksomheder) og bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006, § 4 (mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder).
Hvis den erhvervsdrivende har undladt at registrere sit private udtag fra virksomhedens drift, har SKAT ret til at opgøre forbruget efter et konkret skøn, hvor der tages hensyn til størrelsen af den selvstændiges husstand og til, hvilket varesortiment virksomheden har.
SKAT tager hensyn til bl.a.
| · | hvor mange personer, der er i den private husstand |
| · | hvor mange børn, husstanden består af |
| · | hvor mange medhjælpere, der er på kost. |
SKAT har en formodningsregel om, at den erhvervsdrivende tager varer ud fra virksomheden til eget forbrug, hvorfor man stiller strenge krav til den erhvervsdrivendes bevis; SKAT anerkender derfor som udgangspunkt ikke den erhvervsdrivendes forklaring om, at han eller hun ikke har taget varer ud til eget forbrug, men i stedet f.eks. har købt varerne andetsteds eller har betalt varerne fra egen butik kontant, ligesom andre kunder . (klagers fremhævning)
Specielt stilles der strenge krav til beviset, hvis den erhvervsdrivendes selvangivne indkomst ikke levner plads til et passende privatforbrug.
Årsagen til, at SKAT går ud fra, at den erhvervsdrivende tager varer ud af egen virksomhed til privat brug, er, at det er både praktisk og økonomisk fordelagtigt. Se i afsnittet om værdiansættelse af det private forbrug.
...
Inden for visse områder, f.eks. almindelige forbrugsvarer og øvrige forbrugsudgifter, fastsætter SKAT hvert år vejledende mindstesatser som en hjælp til at værdiansætte opgørelsen over den private del.
De vejledende mindstesatser, som SKAT har fastsat for indkomstårene 2016 og 2017, fremgår af henholdsvis SKM2015.739.SKAT og SKM2016.541.SKAT .
...
Indtægtspost
Summen af værdien af det samlede private udtag fra virksomheden og den private andel af virksomhedens øvrige driftsomkostninger er skattepligtig indtægt.
... Indtægten er B-indkomst for den selvstændige, se PSL § 3 , stk. 1, og er arbejdsmarkedsbidragspligtig efter AMBL § 4 , stk. 1."
Af bilag 10 side 6, note 2, at klager har bogført eget vareforbrug med kr. 6.000 for indkomstår 2016.
Af bilag 11 side 6, note 2, at klager har bogført eget vareforbrug med kr. 3.000 for indkomstår 2017.
I det omfang at Skattestyrelsen har fundet, at privatforbruget har været for lavt, har Skattestyrelsen jf. Skattestyrelsen Juridiske vejledning afsnit C.C.2.1.4.1 som ovenfor anført været forpligtet til at alene at foretage en yderligere regulering af eget vareforbrug baseret på klagers husstand.
I 2016 bestod klagers husstand af 2 voksne og 3 børn. Klagers børn er født henholdsvis i år 2004, 2011 og 2015. I 2016 var børnene henholdsvis 12 år, 5 år og 1 år.
I 2017 bestod klagers husstand af 2 voksne og 3 børn. Klagers børn var i 2017 henholdsvis 13 år, 6 år og 2 år.
Forbrug af egne varer skal ske efter følgende retningslinjer:
Der tages udgangspunkt i de i SKM for pågældende indkomstår fastsatte satser, der er ekskl. moms og svarer til 1 forbrugsenhed. I det omfang at en varegruppe ikke er ført som sortiment, skal der ikke ske beskatning, ej heller hvis husstanden ikke er forbruger af en bestemt varekategori f.eks. tobak jf. SKM2005.362.LSR .
Værdien af husstandens samlede skønnede forbrug skal opgøres efter følgende principper:
| · | Første person i husstanden over 14 år medregnes med 1 forbrugsenhed. |
| · | Alle efterfølgende personer over 14 år medregnes hver med 0,5 forbrugsenhed. |
| · | Børn under 14 år medregnes hver med 0,3 forbrugsenhed. |
| · | Ved drikkevarer indeholdende alkohol medregnes kun voksne, der er fyldt 18 år. |
| · | Ved tobak medregnes kun voksne, der er fyldt 18 år. |
| · | I alle tilfælde er det alderen ved indkomstårets begyndelse, der er afgørende for vægtningen. |
I forhold til klagers kiosk blev følgende varekategorier ført:
Fødevarer: | Indkomstår 2016 | Indkomstår 2017 |
Brød, mel, gryn, kager, pasta, ris og lign. | 2.560 | 2.590 |
Mælk, fløde, ost, æg, smør, margarine, olier m.v. | 2.550 | 2.510 |
Kaffe, te, kakao og sukker | 2.310 | 2.290 |
Andre fødevarer | 480 | 490 |
I alt pr. person ekskl. moms | 7.900 | 7.880 |
Drikkevarer: | ||
Sodavand og lign. | 1.160 | 1.100 |
Spiritus og likør | 350 | 350 |
Vin, port-, frugt-, hedvin, champagne og lign. | 1.330 | 1.340 |
Øl | 830 | 820 |
Andre drikkevarer | 280 | 260 |
I alt pr. person ekskl. moms | 3.950 | 3.870 |
Andet: | ||
Rengørings- og pudsemidler og -udstyr | 600 | 600 |
Aviser og tidsskrifter | 1.040 | 1.040 |
Toiletartikler og andre småting til personlig pleje | 1.410 | 1.380 |
I alt pr. person ekskl. moms | 3.050 | 3.020 |
Baseret på klagers husstand kan værdien af egen forbrug af varer som udgangspunkt opgøres som følger:
Kategori | Indkomstår 2016 | Indkomstår 2017 |
Fødevarer | 7.900 | 7.880 |
Drikkevarer | 3.950 | 3.870 |
Andet | 3.050 | 3.030 |
Person 1 over 18 år, 1 enhed | 14.900 | 14.780 |
Person 2 over 18 år, 0,5 enhed | 7.450 | 7.390 |
Barn 1 under 18 år, 0,3 enhed | 4.470 | 4.434 |
Barn 2 under 18 år, 0,3 enhed | 4.470 | 4.434 |
Barn 3 under 18 år, 0,3 enhed | 4.470 | 4.434 |
Eget forbrug | 35.760 | 35.472 |
Fradrag bogført eget forbrug | -6.000 | -3.000 |
Forbrug egne varer i alt | 29.760 | 32.472 |
25 % moms | 7.440 | 8.118 |
Eget forbrug i alt inkl. moms | 37.200 | 40.590 |
I forhold til ovenstående tabel, skal der ske korrektion for forbrug af egne varer af f.eks. spiritus, øl m.v. som ikke er relevant for familiens 3 børn under 18 år m.v. Opgørelse er udarbejdet for at synliggøre den i yderste konsekvens værende maksimalt forhøjelse af klagers indkomst for indkomstår 2016 og 2017, der kan komme til beskatning som B-indkomst med arbejdsmarkedsbidragspligt jf. PSL § 3, stk. 1, og AMBL § 4, stk. 1.
Klager bestrider, at der på baggrund af en af Skattestyrelsen udarbejdet mangelfuld privatforbrugsopgørelse og øvrige fejlagtige udøvede skøn er lovhjemmel til at foretage en forhøjelse af klagers virksomheds indkomst med tillæg af moms jf. hertil PSL § 3, stk. 1, og AMBL § 4, stk. 1, baseret på et mix af påståede private beløb og virksomhedsbeløb inkl. moms jf. Bilag 1, side 24, afsnit 3 og 4, hvor er angivet en opgørelse og beretning af klagers privatforbrug på kr. 134.180 inkl. moms og kr. 132.500 inkl. moms.
Af bilag 1, side 24, er i afsnit 6 anført følgende:
"På baggrund af ovenstående forhøjes din indkomst skønsmæssig med kr. 132.500 kr. Den skønsmæssige forhøjelse fortages i henhold til Skattekontrollovens §§ 5, stk. 3, 3 stk. 4 og 6B, stk. 1. Ved skønnet er der henset til tidligere års privatforbrug, men der er lagt størst vægt på privatforbruget for 2016, da dette anses for at være det mest realistiske for en familie på 5 personer."
I forhold til udøvede skøn over privatforbrug for 2017 har Skattestyrelsens sagsbehandlers tilsyneladende lagt vægt på egen beretning og opgørelse for 2016 jf. bilag 1, side 24, afsnit 2, hvoraf fremgår et "reguleret privatforbrug på kr. 242.277".
Som begrundelse for at kunne foretage et skøn fremgår af bilag 1, side 24, afsnit 5, følgende:
"Dit regnskabsmateriale er ikke fundet egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, da der ikke ses at foreligge et ført og afstemt kasseregnskab. Det må derfor antages, at regnskabet er udarbejdet på baggrund af de foreliggende bilag ved årets udgang. Dit regnskabsgrundlag er herefter tilsidesat jf. bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 for mindre virksomheder."
Klager fastholder med henvisning til det ovenfor anførte, at det i bilag 1, side 2, punkt 8, samt side 24 beregnede skønsmæssig forhøjelse af privatforbrug med kr. 134.180 inkl. moms ulovhjemlet og dermed ugyldig.
Klager fastholder med henvisning til det ovenfor anførte, at det i bilag 1, side 2, punkt 8, samt side 24 beregnede skønsmæssig forhøjelse med kr. 132.500 inkl. moms ulovhjemlet og dermed ugyldig.
Afgørelsen, bilag 1, er truffet den 2. april 2020.
Da der i afgørelsen side 24 som hjemmelsgrundlag er henvist til Bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 for mindre virksomheder er der tale om en ugyldig afgørelse, idet førnævnte bekendtgørelse blev ophævet den 14. november 2018 i forbindelse med vedtagelse af BEK nr. 1296 af 14/11/2018 Bekendtgørelse om krav til det skattemæssige årsregnskab m.v. for mindre virksomheder (Mindstekravsbekendtgørelsen for mindre virksomheder).
I afgørelsen, bilag 1, side 24 som hjemmelsgrundlag yderligere er henvist til Skattekontrolloven §§ 5, stk. 3, 3 stk. 4 og 6B, stk. 1.
Klager er omfattet af Skattekontrollovens § 2, men ikke § 5, stk. 3. Yderligere rummer Skattekontrolloven hverken en § 3, stk. 4, § 6B, stk. 1.
Som følge af manglende lovhjemmel til at foretage de pågældende forhøjelser, er afgørelsen ulovhjemlet og ugyldig.
I afgørelsen bilag 1, side 24, er som hjemmelsgrundlag henvist til momslovens § 4 stk. 1, der lyder som følger:
"Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering."
Klager ikke har foretaget en momspligtig levering af varer eller udstedt faktura for varesalg på kr. 132.500, kan der ikke opkræves moms, idet forholdet ikke kan rummes i ordlyden af momslovens § 4, stk. 1, og særligt ikke, da der i begrundelsen lægges vægt på, at forhøjelsen skal være som følge af et lavt privatforbrug, som vedrører privatlivsfæren jf. Statsskattelovens § 6 in fine og PSL § 3, stk. 1, og AMBL § 4, stk. 1.
Af bilag 1, side 24 nederst og side 25 øverst, fremgår, at klagers privatforbrug samlet forhøjes skønsmæssigt med kr. 242.680, og at forhøjelsen på kr. 132.500 fordeles med kr. 106.000 som forhøjelse af klagers skattepligtige indkomst og kr. 26.500 som moms.
Klagers skattepligtige indkomst er det regnskabsmæssige samlede resultat af virksomhedens drift, hvorfor kr. 106.000 ikke kan tillægges virksomhedens omsætning, ganske som kr. 26.500 ikke kan danne grundlag for forhøjelse af virksomhedens momstilsvar.
I forhold til bilag 1, side 1 og side 24, fremgår, at beløbet kr. 508.695 vedrørende indkomstår 2017 allerede er medtaget i det beregnede privatforbrug, og hvis klager også skal indgå som personlig indkomst, så sker der en urimelig dobbelt beskatning af klager - også henset til, at virksomhedens indkomst er forhøjet med kr. 132.500 inkl. moms. Tilsvarende gør sig gældende for indkomstår 2016.
Ad ikke grundlag for tilsidesættelse af klagers bogføring:
Som anført i afsnittet ovenfor fremgår det af bilag 1, side 24, afsnit 5, som begrundelse for at kunne foretage et skøn fremgår følgende:
"Dit regnskabsmateriale er ikke fundet egnet som grundlag for en nøjagtig indkomstopgørelse, da der ikke ses at foreligge et ført og afstemt kasseregnskab. Det må derfor antages, at regnskabet er udarbejdet på baggrund af de foreliggende bilag ved årets udgang. Dit regnskabsgrundlag er herefter tilsidesat jf. bekendtgørelse nr. 594 af 12. juni 2006 for mindre virksomheder."
Der er tale om en positiv forkert og opdigtet påstand fra Skattestyrelsens sagsbehandlers side.
Som bilag 16 fremlægges udskrift fra klagers skattemappe i forhold til indberetning af moms for indkomstår 2016 og 2017.
Som det fremgår, er der løbende indberettet moms for alle kvartaler for indkomstår 2016 og 2017, nemlig:
Periode | Indberetningsdato |
01-10-2017-31-12-2017 | 03-03-2018 |
01-07-2017-30-09-2017 | 29-11-2017 |
01-04-2017-30-06-2017 | 01-09-2017 |
01-01-2017-31-03-2017 | 31-05-2017 |
01-10-2016-31-12-2016 | 01-03-2017 |
01-07-2016-30-09-2016 | 01-12-2016 |
01-04-2016-30-06-2016 | 02-09-2016 |
01-01-2016-31-03-2016 | 31-05-2016 |
Det er således dokumenteret, at påstanden om, at der skulle være sket løbende bogføring er positiv forkert, ligesom det ikke kan lægges til grund sætningen "Det må derfor antages, at regnskabet er udarbejdet på baggrund af de foreliggende bilag ved årets udgang", er positiv forkert og er et udslag af chikane fra Skattestyrelsens sagsbehandler for at kunne foretage en uberettiget forhøjelse og et skøn, som anført i VLD i TfS 1989.439 er "ud over grænserne for et rimeligt skøn."
Der er yderligere tale om et groft brud på officialmaximen, ligesom der er tale om en skindbegrundelse, dvs. at begrundelsen ikke er subjektiv rigtig, hvorfor afgørelsen jf. bilag 1, lider af en retlig mangel jf. lige nedenfor. Yderligere henvises til afsnit om offentlige ansattes pligter og brud på retsstatsprincippet.
Ad fraværet af subjektiv rigtig begrundelse - skindbegrundelse - retlig mangel - ugyldighed:
I forvaltningsretten gælder princippet om lovmæssig forvaltning, dvs. at alle myndighedsafgørelser skal have hjemmel i lov, ligesom alle afgørelser skal være materielt rigtig. Der henvises til Forvaltningsret, s. 115 (Krarup & Mahtiassen, 1967).
Derudover skal en afgørelse ikke kun være lovlig, men også rigtig. For at en afgørelse kan være rigtige kræves, at begrundelsen er subjektiv rigtig - i modsætning til at være objektiv rigtig. Mens kendetegnet for en objektiv forkert begrundelse er, "at det i begrundelsen anførte ikke lovligt kan danne grundlag for den trufne afgørelse", kan en subjekt urigtig begrundelse være udtryk for en skindbegrundelse, der er "en mere alvorlig retlig mangel end manglende begrundelse." Ifølge Steen Rønsholdt lider objektive forkerte begrundelser ikke af begrundelsesmangler, idet den objektive urigtige begrundelse netop tjener "sit formål at synliggøre det mangelfulde eller ulovlige grundlag for afgørelsen." Der henvises til Forvaltningsret, side 47 og 159. (Rønsholdt, 2006)
Om skindbegrundelser har Steen Rønsholdt anført: "Hvor den manglende begrundelse er let at konstatere, er der med skinbegrundelsen jo netop givet en begrundelse, som imidlertid - mere eller mindre bevidst - er vildledende. Skinbegrundelsen afføder således ikke blot usikkerhed om begrundelsesmanglen som sådan, men også - alt efter tilfældets karakter - kvalificeret usikkerhed med hensyn til den trufne afgørelses lovlighed og rigtighed." Tilsvarende anfører Steen Rønsholdt, at "skinbegrundelsen kan forekomme i mange varianter og grader af retlig mangel", idet urigtige begrundelse tilsigter:
"1. at dække over en underliggende reel begrundelse som er direkte ulovlig.
2. at dække over en reel begrundelse, som nok er lovlig, men som ikke er tilstrækkelig til at bære den trufne afgørelse.
3. at legitimere en afgørelse, som - allerede på sit eget reelle grundlag - er lovlig. 4. at sikre en særlig mere enkel procedure end den procedure, som er foreskrevet, såfremt den reelle begrundelse var blevet fremført.
De her opregnede muligheder - som kan forekomme i forskellige overgangs- og blandingsforhold - repræsenterer i sig selv en skala over retlige mangler spændende fra tilfælde af egentlig magtfordrejning til misforståede forsøg på at dække over retsvildfarelse. I øvrigt kan den retlige mangels alvorlige karakter ikke bedømmes uafhængigt af den underliggende afgørelses karakter."
Der henvises til Forvaltningsret, side 47, 159-160. (Rønsholdt, 2006).
Klager gør gældende, at Skattestyrelsens medarbejder i sin sagsfremstilling har fordrejet de faktiske forhold, inddraget usaglige skøn i form af egne, frit opfundne scenarier omkring kunders indbetaling af beløb til brug for spil til en klager tilhørende bankkonto, og har tillagt sine egne frit opfundne scenarier vedrørende kunders betaling eller adfærd som led i betaling af beløb til brug for spil, som faktum og truffet afgørelse på baggrund deraf.
Klager har 9. november 2022 telefonisk oplyst, at i 2016 og 2017 var det ikke et lovkrav, at en person, der ønskede at spille skulle identificere sig. En kunde kunne møde op og så længe der blev betalt havde kunden et retskrav på at købe spil. Sådanne lovkrav er først kommet senere. Klager var ikke berettiget til at anmode om identifikation af personen, men det ændrer ikke ved, at det fremtræder usandsynligt og utroværdigt, at de personer, som har overført via [finans1] skulle have overført penge til klager personligt - og ikke som led i klagers kioskdrift med udbud af spil.
Andel af omsætning fra spil har været stigende, hvilket klagers revisor har oplyst fra starten af. Det har formodningen imod sig, at de indbetalte beløb skulle tilgå klager som privat person og ikke [virksomhed4], fra hvem klager får udbetalt provision. Såfremt klager skulle have beholdt indbetalte spil-penge, ville [virksomhed4] have indgivet politianmeldelse og frataget klagers ret til at udbyde spil i kiosken. Da klager ikke er politianmeldt og i 2018 og 2019 udbød spil, så må det lægges til grund, at det af klager oplyste udgør det korrekte retlige grundlag.
Bankkonto med slut-cifre 3118 anvendes til hævninger af [virksomhed4], og det ses, at klager til konto 3118 fra sine øvrige konti løbende overfører beløb. Bankkonto med slutcifre 3096 er en erhvervskonto og [virksomhed1] er angivet som kontohaver.
Som bilag 2 fremlægges 2016 uddrag fra konto 3118 - indsætning af kr. 46.800 29-11-2016 - hævet på konto 9927 med [finans1] indbetalinger
Som bilag 3 fremlægges 2016 uddrag konto 9927 - overført kr. 46.800 til konto 3118 spilkonto 29-11-2016
Som bilag 4 fremlægges 2017 uddrag konto 3118 - spilomkostninger hæves på kontoen og der indsættes overførsler fra egne konti f.eks. 3096.
Af bilag 4 ses at der den 15-9-2017 er indsat kr. 2.750 hvilket rettelig som anført udgør købesummen for klagers salg af en iphone tidligere købt af klagers virksomhed.
I forhold til sidstnævnte salg af Iphone, må det bero på en misforståelse og en komplet manglende forståelse fra sagsbehandlers side for, hvilke aktiver en virksomhed kan erhverve at anføre, at det modtagne beløb ikke angår klagers virksomhed, men klager privat. Når beløb indsættes på en erhvervskonto er det vist, at indtægten tilhører virksomheden og ikke klager personligt.
I forhold til bilag 2-4 gør klager gældende at officialprincippet og legalitetsprincippet er groft tilsidesat, idet det ved ganske få kontrol tjek allerede ved modtagelse af bankkontoudtog har kunnet konstateres, at f.eks. indbetalinger på konto 3118 (spilkonto) bl.a. er overført fra klagers øvrige konti til dækning af de hævninger, som [virksomhed4] foretager på kontoen.
I forhold til bilag 2-4 har det tilsvarende været let at konstatere, at det af klager oplyse om, at indbetalinger fra kunder har været betaling for spil.
De indtægter, som er anvendt til at forhøje klager med for indkomståret 2016 og 2017 indgår således allerede i virksomhedens resultat om anført af klagers revisor fra starten af. Forhøjelserne for indkomstår 2016 og 2017 er åbenlyst urimelige, idet der sker en dobbeltbeskatning af de pågældende beløb. Tilsvarende vedrørende den skønsmæssige forhøjelse af virksomhedens indkomst for 2017 på kr. 132.500, hvoraf kr. 106.00 er henført til indtægter for virksomheden og kr. 26.500 til moms.
Afgørelsens sagsfremstilling og begrundelse lider således af begrundelsesmangler, og yderligere udgør afgørelse ikke subjektiv rigtig begrundelse, men en skindbegrundelse, hvorved afgørelsen lider af en retlig mangel, der medfører at afgørelsen er ugyldig.
Yderligere fastholder klager det anførte om, at skøn er sat under regel ved, at sagsbehandleren har udøvet "cherry-picking", altså skudt med spredehagl og tilfældigt udvalgt visse beløbsposter og forhold sig til sådanne beløbsposter uden på nogen måde at forholde sig til klagers bogføring m.v.
Klager gør gældende, at Skattestyrelsen (den konkrete medarbejder) bevidst og forsætligt har truffet en afgørelse om forhøjelse med det ene formål at kunne få tilskrevet renter af forhøjelserne - uagtet at afgørelsen fra starten har været åbenlyst forkert - således at klager bliver beskattet med en rentedifferencen året efter, at klager får medhold i, at afgørelsen er ugyldig. En renteopkrævning forklædt som en skatteopkrævning er ikke hjemlet i Grundlovens § 43.
Også af disse årsager lider afgørelsens sagsfremstilling og begrundelse af begrundelsesmangler og begrundelsen er subjektiv urigtig, og en skindbegrundelse, hvorved afgørelsen lider af en retlig mangel, der medfører at afgørelsen er ugyldig.
Ad indsigelser mod rigtigheden af de af Skattestyrelsen udarbejdede privatforbrugsberegninger:
Klagers revisor har fremsat indsigelser mod rigtigheden af de af Skattestyrelsens sagsbehandler udarbejdede privatforbrugsberegninger. Uanset dette har sagsbehandleren ikke forholdt sig til denne indsigelse af faktisk og retlige karakter.
Overordnet bærer Skattestyrelsens sagsbehandlers håndtering af sagen tydeligt præg af sjusk og manglende juridiske færdigheder, hvilket også kommer til udslag i privatforbrugsberegninger.
Klager er af pakistansk oprindelse, og har tætte relationer med sin nære familie og svigerfamilie. Klagers far bor 5 min fra klagers bopæl, og klager og dennes ægtefælle og børn mødes hver søndag hos faderen til familiemiddag. Personer med anden etnisk oprindelse har et andet forbrugsmønster end etniske danskere, herunder i forhold til hvordan der laves mad, genbrug af tøj, legetøj m.v. Familiemiddagen hver søndag bruges til samvær men også som "byttecentral" hvor der udlånes / bygges børnetøj, legetøj m.v.
Mange personer med anden etnisk herkomst lever af overførselsindkomster og har allerede derved lavere rådighedsbeløb. Det må bero på en misforståelse at selvstændige erhvervsdrivende har et højt indkomstgrundlag, da der er mange selvstændige der vægter friheden eller rettere illusionen om at bestemme selv som selvstændig højere end en høj løn som led i en lønansættelse i det offentlige.
Yderligere har Skattestyrelsens medarbejder ikke forholdt sig til, at klager for indkomstår 2016 har selvangivet overskud af virksomhed med kr. 382.486 jf. bilag 5.
Efter den materielle forkerte afgørelse og forhøjelse jf. bilag 1, er klagers skattepligtige indkomst for 2016 samlet kr. 643.995, hvilket er en åbenbar urigtig skatteansættelse jf. bilag 6.
For indkomståret 2017 har klager selvangivet overskud med kr. 331.947 jf. bilag 7. Efter den materielle forkerte afgørelse og forhøjelse jf. bilag 1, er klagers skattepligtige indkomst for år 2017 kr. 822.613, hvilket er en åbenbar urigtig skatteansættelse jf. bilag 8.
Som anført ovenfor, så fremgår det af CIR nr. 71 af 12/04/1996 Cirkulære om skattemyndighedernes skatteansættelsespligter efter skattestyrelsesloven (Til de statslige og kommunale skattemyndigheder) https://www.retsinformation.dk/eli/mt/1996/71, at "Målet er, at skattepligtige skatteansættes korrekt. Grundlaget herfor er normalt en korrekt opgjort skattepligtig indkomst og formue. Myndighederne skal derfor tilstræbe, at indkomst- og formueopgørelsen - indenfor rimelige bagatelgrænser - hverken er for høj eller for lav.", men i dette tilfælde er der sket en åbenlys urimelige skatteansættelse.
At tilsidesætte det selvangive på baggrund af åbenlyse forkerte privatforbrugsberegninger er at sætte skøn under regel.
Der henvises til det ovenfor anførte om, at sagsbehandleren groft har tilsidesat oplysningspligten og legalitetsprincippet, og at der foreligger en ukorrekt begrundet afgørelse, som er en skindafgørelse, der lider af en retlig mangel, hvorved afgørelsen er ugyldig - samt at forhøjelsen er sket bevidst forkert for at få adgang til at opkræve renter af forhøjelsen som en yderligere skat, hvilket ikke er hjemlet i Grundlovens § 43.
Ad pligten til oplysning af sagen - tillagt vægt på tilstedeværelsen af kontospecifikationer:
Skatteankestyrelsens har hentydet til, at det ikke af kontospecifikationer kan udledes at samtlige indtægter indgår i virksomheden resultat for 2016 og 2017.
Som led i oplysningspligten har Skatteankestyrelsen været forpligtet til fra Skattestyrelsen at indhente alt nødvendigt materiale for at sikre at sagen er oplyst korrekt. Da Skatteankestyrelsen tillægger dette vægt har Skatteankestyrelsen groft tilsidesat officialprincippet som led i sagens oplysning, idet dette materiale har skullet været indhentet fra Skattestyrelsen
Skattestyrelsen har tilsvarende været forpligtet til at indhente alt nødvendigt materiale for at sikre, at gennemgangen af indkomstår 2016 og 2017 blev fuldt oplyst således at klager ikke blev beskattet af en urimelig forhøjelse.
Klagers tidligere bogholder har oplyst, at alt efterspurgt materiale er fremsendt til Skattestyrelsen og Skattestyrelse har ikke efterspurgt yderligere i forhold til kontospecifikationer.
Klager har til Skattestyrelsen udleveret alt originalt bogføringsmatriale for indkomstår 2015, 2016 og 2017 bestående af typisk 4 A4-mapper for hvert indkomstår.
Klager har oplyst, at han ikke har modtaget det originale bogføringsmatriale retur fra Skattestyrelsen, hvorfor Skatteankestyrelsens forholdelse til muligt fravær af tilstedeværelsen af dette materiale ikke kan efterprøves.
Som bilag 9 fremlægges mail af 22-11-2022, hvoraf fremgår, at på forespørgsel fra klagers rådgiver til klagers tidligere bogholder om fremsendelse kontospecifikationer fra anvendt bogholderisystem, er dette ikke muligt som følge af et IT-nedbrud.
Klagers tidligere rådgiver har den 27-3-2020 anmodet klagers bogholder om materialet, men henvendelsen blev ikke besvaret jf. bilag 9 nederst.
Skattestyrelsen er, som oplyst, den sidste, som har haft det originale bogføringsmatriale i sin besiddelse og varetægt. Da materialet ikke er udleveret eller modtaget retur, er det ikke muligt for klager eller klagers rådgiver
Klager har som nævnt ikke modtaget materialet retur.
Ad manglende gennemgang af bankkontoudtog:
I forbindelse med en saglig sagsbehandling må det antages, at Skattankestyrelsen sagsbehandler - uafhængigt af Skattestyrelsens afgørelse - har gennemgået materiale af faktisk karakter, herunder særligt de af Skattestyrelsen indhentede bankkontoudtog.
Klager må beklageligvis lægge til grund, at hverken Skattestyrelsens eller Skatteankestyrelsens har formået at se, hvordan klager gennem flere år har indrettet sin virksomhed.
Opmærksomheden henledes derfor på følgende forhold:
Bankkonto 096 anvendes som virksomhedens primære driftskonto.
Bankkonto 118 anvendes i det væsentligst som [virksomhed4] konto.
Bankkonto 945 anvendes i det væsentligste som [x1] konto.
Bankkonto 927 anvendes til som virksomhedens [finans1]-konto.
Bankkonto 335 er virksomhedens driftsmæssige opsparingskonto.
Ved en gennemgang af samtlige bankkonti kan konstatere følgende:
Beløb indsat og hævet på konto 118 angår betaling vedrørende [virksomhed4], samt overførsel til f.eks. konto 945 [x1], eller virksomhedens driftskonto 096.
Beløb indsat og hævet på konto 945 angår betaling vedrørende [x1], samt til [virksomhed4] konto 118 og driftskonto 096.
Beløb indsat og hævet på konto 927 angår betalinger bl.a. vedrørende spil og betaling for varekøb. Af kontoudtog for 2016 den 29-11 er overført til konto 118 kr. 46.800 og den 1-12 kr. 6.000.
I forhold til konto 927 fremgår af kontoudtog for 2017, at der den 1-2 overført er kr. 3.000 til konto 118 [virksomhed4], den 3-2 er overført kr. 5.150 til konto 945[x1], den 23-2 er overført kr. 5.000 til konto 118 [virksomhed4], den 25-2 kr. 6.000 til konto 118 [virksomhed4], den 31-3 kr. 6.000 til konto 118 [virksomhed4], til konto 927 er den 18-11 overført kr. 1.300 fra konto 945[x1].
Enhver med en smule forretningsmæssig forståelse og for hvordan en virksomhed i dag kan indrette sig økonomisk ville have kunnet se, at det giver god mening at have en bankkonto for hver spilleudbyder.
Alle spilleudbydere har nultolerance for manglende betaling for spil. Tilsvarende har [virksomhed3], og klager har oplyst, at hvis der ikke er dækning til træk via bankkonto, så henter virksomheden terminaler og andet dagen efter.
Ad udarbejdede skatteregnskaber for 2016 og 2017 - grundlag for klagers selvangivelser for indkomstår 2016 og 2017:
Som bilag 10 fremlægges skatteregnskab for 2016, der danner grundlag for klagers selvangivelse for 2016 med et resultat på kr. 381.400.
Som bilag 5 er fremlagt klagers årsopgørelse 1 for 2016, hvoraf fremgår, at klagers skattepligtige indkomst er kr. 321. 804. Efter fradrag af beregnet skat kr. 136. 552, 48, har bidrager klager til familiens underhold med kr. 185.251,52, der svarer til en månedlig nettoløn på kr. 15.437,63.
Som bilag 11 fremlægges skatteregnskab for 2017, der danner grundlag for klagers selvangivelse for 2017 med et resultat på kr. 331.947
Som bilag 7 er fremlagt klagers årsopgørelse 1 for 2017, hvoraf fremgår, at klagers skattepligtige indkomst er kr. 269. 581. Efter fradrag af beregnet skat kr. 97. 949, 70, har bidrager klager til familiens underhold med kr. 171.631,30, der svarer til en månedlig nettoløn på kr. 14.302,61.
Ad fejl i forhold til årlig provision fra [virksomhed4] for 2016 og 2017:
Af bilag 10, side 6 øverst, fremgår, at klager har oplyst provisionsomsætning fra [virksomhed4] med kr. 331.539. Skattestyrelsen har i forhold til dette beløb fortaget en grov sagsbehandlingsfejl, idet der fra [virksomhed4] er udbetalt hhv. kr. 325.035,39 og kr. 6.504 i alt kr. 331.539 jf. bilag 10, side 7 og 8.
Af bilag 11, side 6 øverst, fremgår, at klager har oplyst provisionsomsætning fra [virksomhed4] med kr. 293.427. Skattestyrelsen har i forhold til dette beløb fortaget en grov sagsbehandlingsfejl, idet der fra [virksomhed4] er udbetalt hhv. kr. 287.728,48 og kr. 5.698,80 i alt kr. 293.427,28 jf. bilag 11, side 7 og 8.
Ad offentlige ansattes pligter og pligten til at iagttage sandhedsprincippet:
Det er en grundlæggende forudsætning, når der træffes forvaltningsretlige afgørelser, at afgørelser træffes af kompetente medarbejdere, der har iagttaget sandhedspligten samt at alle afgørelser er materiel lovlige under iagttagelse af legalitetsprincippet jf. det af Folketingets Ombudsmand anførte i FOB 2014-06.
Det er i strid med grundlæggende forvaltningsretlige principper om god sagsbehandling at inkompetente sagsbehandler træffer afgørelser, som medfører at tilfældige borgere og virksomheder bliver prøveklud for en sagsbehandlers "fumlen og fejlskud" i et forsøg på at træffe myndighedsafgørelser for borgere og virksomheder af betydeligt negative indgribende karakter i den pågældendes eksistens og mulighed for personlig og økonomisk overlevelse.
Alle offentlige ansatte er underlagt sandhedspligten, og med henvisning til vedhæftede dokumentation, kan oplyses, at det af Moderniseringsstyrelsens vejledning fra 2017 om God Adfærd i den Offentlige Administration, fremgår, at sandhedspligten gælder for både tjenestemænd og overenskomstansatte afsnit 8, side 41 øverst, hvor er anført i forhold til Tjenestemandslovens § 10, at "Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver." og yderligere smst. At "Kravene til offentligt ansattes adfærd udspringer af tjenestemandsloven, men gælder for alle offentligt ansatte. Det vil sige, at kravene også gælder for ansatte på overenskomstvilkår."
Om sandhedspligten i den offentlige forvaltning anføres følgende på side 147 f. i betænkning af 24. september 1993 om fagligt etiske principper i offentlig administration (Nordskov Nielsen-betænkningen):
"Udgangspunktet er enkelt. Den offentligt ansatte må ikke, bevidst eller uagtsomt, videregive oplysninger, der er urigtige eller, eventuelt på grund af fortielser, vildledende, eller medvirke til, at andre gør det. Denne forpligtelse til sandhed følger af tjenesteforholdet, og pligten gælder derfor principielt i alle forhold, hvor de pågældende optræder i deres egenskab af offentligt ansatte.
Sandhedspligten gælder således i forhold til andre offentligt ansatte, ministre, kommunalpolitiske organer, Folketinget, Folketingets Ombudsmand og de kommunale tilsynsmyndigheder.
Og den gælder i forhold til organisationer, borgere, pressen og offentligheden i al almindelighed."
I betænkning 1443/2004 anføres på side 142 følgende om sandhedspligten:
"Offentlige myndigheder er underlagt et almindeligt princip om sandhedspligt. Princippet betyder som en almindelig regel bl.a., at der ikke kan ydes en bistand, der indebærer, at embedsværket videregiver oplysninger, som er urigtige. Det samme gælder med hensyn til oplysninger, som ikke kan anses for urigtige, men som i den givne sammenhæng må anses for vildledende, f.eks. på grund af fortielser af andre, væsentlige oplysninger. Tilsvarende er det en almindelig regel, at embedsværket heller ikke kan medvirke til, at ministeren selv videregiver oplysninger, som er urigtige eller vildledende. Det anførte gælder både i forhold til Folketinget og andre offentlige myndigheder samt i forhold til private og offentligheden. Den angivne sandhedspligt indebærer ikke en forpligtelse til ved besvarelse af spørgsmål, f.eks. fra pressen, at afsløre overvejelser og planer, eksempelvis om et forestående økonomisk indgreb. Princippet om sandhedspligt indebærer naturligvis ikke, at der er en forpligtelse til at røbe oplysninger i strid med lovgivningens regler om tavshedspligt."
Det bemærkes, at sandhedspligten i betænkning 1443/2004 er beskrevet med udgangspunkt i redegørelse R 2 af 4. oktober 2001 om visse spørgsmål i forbindelse med embedsmænds rådgivning og bistand til regeringen og dens ministre. Redegørelsen er udarbejdet af Justitsministeriet i samarbejde med en række andre ministerier og er taget til efterretning af Folketinget med vedtagelse V 36 af 16. januar 2003. Der henvises til side 71 ff. og 137 ff. i betænkning 1443/2004.
I den måde, hvor Skattestyrelsens sagsbehandler har udformet afgørelsen, herunder hvad der er anført i sagsfremstillingen, har sagsbehandleren forbrudt sig mod sandhedspligten, da sagsbehandlerne "bevidst eller uagtsomt, videregive oplysninger, der er urigtige eller, eventuelt på grund af fortielser, vildledende," ligesom sagsbehandleren bevidst risikere at " medvirke til, at andre gør det.", da det må have stået sagsbehandleren klart, at afgørelsen vil blive påklaget.
Nordenskov Nielsen betænkningen kan i sin helhed hentes på dette link https://www.djoef.dk/-/media/documents/djoef/n/nordskov-nielsen-rapporten-om-fagligt-etiske-principper-i-offentlig-administration.ashx
Er der sket et brud mod sandhedspligten og legalitetsprincippet, er der en pligt for alle ansatte til at rapportere opad omkring forholdet. Er der ikke lydhørhed hos umiddelbare overordnede, påhviler der en forpligtet til at i sidste ende at rapportere direkte til Skatteministeren.
Er der konstateret ulovligheder (i sagsbehandlingen) kan dette medføre et ministeransvar for Skatteministeren muligt i form af medvirken til en underordnet styrelses ulovlige forvaltning og administration.
Folketingets Ombudsmand har i FOB 04.415 udtalt, at der mellem et ministerium og en styrelse/nævn består et almindeligt over-/underordnelsesforhold, og yderligere udtalte Ombudsmanden i FOB 1994.296, at tilsynet omfatter overholdelse af vedtagne lovregler og almindelige forvaltningsprocessuelle regler, samt at en minister har pligt til at realitetsbehandle en sag, når der er en vis sandsynlighed for, at der er begået ulovligheder.
Af FOB 04.414 fremgår yderligere: "I grundloven er det forudsat at den enkelte minister har et parlamentarisk og et retligt ansvar for administrationen af lovgivningen inden for den pågældendes ressort. Dette ansvar modsvares af at bl.a. ministeren har nogle over-/underordnelsesbeføjelser i forhold til de myndigheder som indgår i det statslige administrative hierarki, og som ministeren har det parlamentariske og retlige ansvar for. En overordnet myndigheds beføjelser over for en underordnet myndighed er normalt beskrevet som den overordnede myndigheds mulighed for at føre tilsyn med den underordnede myndighed og i den forbindelse at kunne udstede generelle og konkrete tjenestebefalinger og omgøre den underordnede myndigheds afgørelser af egen drift. Desuden vil den underordnede myndigheds afgørelser kunne rekurreres til den overordnede myndighed. I det omfang den underordnede myndigheds kompetence hviler på delegation fra den overordnede myndighed, er det desuden antaget at den overordnede myndighed kan tilbagekalde delegationen - generelt eller konkret - hvilket også bliver beskrevet som en beføjelse til at indkalde sager til behandling i den overordnende myndighed inden den underordnede myndighed har truffet afgørelse (call in)."
Tilsynet, ofte benævnt sektortilsynet, kan bl.a. udledes af GRL § 13, hvoraf fremgår, at enhver minister har et retligt ansvar for vedkommendes embedsførelse. Af lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres ansvarlighed (ministeransvarlighedsloven) følger af § 3, nr. 3, at: "[...] en minister anses for medvirkende til en underordnets handling, når [...] han har fremmet handlingens udøvelse ved ikke i rimeligt omfang at føre tilsyn og fastsætte instrukser."
Tilsynspligten gælder ikke alene i forhold til de afgørelser, der træffes af den underordnede myndighed, men også generelle forhold, der har betydning for den underordnede myndigheds evne til at udføre sine opgaver. Den overordnede myndighed har en pligt til at føre tilsyn med a) den interne administration i den underliggende myndighed og b) legaliteten i den underordnede myndigheds virke.
Tilsynspligten indebærer en pligt til at sikre, at styrelsen efterlever gældende lovgivning m.v., og et legalitetstilsyn skal pågå løbende, og foretages på den overordnede myndigheds eget initiativ. I forhold til legalitetstilsynets nærmere indhold er rammesat gennem udtalelser fra Folketingets Ombudsmand, der i FOB 1997.97 udtalte, at "Et sektortilsyn antages - medmindre der er holdepunkter for andet - at have karakter af et konstaterende legalitetstilsyn. Dette indebærer at tilsynet har kompetence til ved uforbindende udtalelser at kunne konstatere om lovgivning er overholdt ved generelle beslutninger eller i konkrete sager på det pågældende område [...]".
Er tilsynspligten ikke iagttaget og udøves der ulovlig administration, kan der efter ministeransvarlighedsloven blive rejst ansvar mod Skatteministeren som følge af medvirken til en underordnets handlinger.
Kammeradvokaten har i sin rapport vedrørende Socialstyrelsen anført følgende omkring tilsidesættelse af de pligter en embedsmand skal iagttage, og sådanne regler omfatter også overenskomstansatte jf. den af Moderniseringsstyrelsen udarbejdede, vedhæftede pdf fra 2017 om "God Adfærd i den Offentlige Administration", side 41, afsnit 8, øverst, hvor er anført i forhold til Tjenestemandslovens § 10, at "Tjenestemanden skal samvittighedsfuldt overholde de regler, der gælder for hans stilling, og såvel i som uden for tjenesten vise sig værdig til den agtelse og tillid, som stillingen kræver." og yderligere smst. at "Kravene til offentligt ansattes adfærd udspringer af tjenestemandsloven, men gælder for alle offentligt ansatte. Det vil sige, at kravene også gælder for ansatte på overenskomstvilkår."
Straffeloven har særlige regler om strafansvar for forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, og reglerne vedrører bl.a. bestikkelse, overtrædelse af tavshedspligten, misbrug af stillingen og grov pligtforsømmelse, dvs. tilsidesættelse af normer (pligter).
En embedsmand skal overholde lovgivningen og de administrativt fastsatte retningslinjer, som gælder for stillingen. En objektiv tilsidesættelse af normer foreligger, når en embedsmand har undladt at følge gældende retsregler, uanset om disse måtte angå forvaltningsretlige regler om sagsbehandling, hjemmelskrav, processuelle eller indholdsmæssige grundsætninger eller andet.
Efter gældende ret kan en tjenestemand utvivlsomt drages disciplinært til ansvar for tilsidesættelse af uskrevne retsgrundsætninger med hensyn til tjenstlige handle- og undladelsespligter, hvis indholdet heraf kan fastlægges med rimelig sikkerhed.
Af DJØFs betænkning fra september 1993 om fagligt etiske principper i offentlig administration fremgår på side 240, at: "Det giver sig selv, at de ansatte, når de virker på egen hånd, skal følge de retsregler, som gælder for arbejdet. I første række er det de regler, som gælder i forhold til borgerne. Hertil kommer de regler, som gælder om forholdet til andre myndigheder og om forholdet til de foresatte. Pligten til at adlyde ordrer er en retlig pligt. De ansatte har pligt til af egen drift at sikre sig, at den virksomhed, som de udfører, er lovlig."
Pligten til at overholde loven gælder ubetinget. Hvis fejlskønnet skyldes, at sagen ikke har været oplyst tilstrækkeligt, vil der kunne foreligge et brud på den almindelige forvaltningsretlige grundsætning om, at en myndighed er forpligtet til selv at oplyse sagen (officialmaksimen), men hvis en embedsmand på grund af manglende dygtighed har begået fejlskøn og udført dårligt arbejde, foreligger der en tjenstlig forseelse ved " tilstrækkelig kvalificeret udygtighed" jf. f.eks. [finans2]-sagen, hvor den faglige direktørs indsats blev betragtet som mangelfuld, "idet den ikke levede op til de krav til faglighed og grundighed, som kunne stilles til ham som faglig direktør i Told- og Skattestyrelsen."
Når en embedsmand på grund af manglende kompetencer udfører sit arbejde utilstrækkeligt, medfører kan sådan fejl føre til diskretionære reaktioner, dvs. afskedigelse. Ved tilsidesættelse af retsregler ifm. hvervets udførelse, skal inddrages, a) om der foreligger en bevidst tilsidesættelse af lovgivningen, b) hvilke (saglige eller usaglige) hensyn der motiverede afgørelsen, og c) manglende dygtighed hos den pågældende sagsbehandler.
Kammeradvokaten har i sin redegørelse vedrørende Socialstyrelse-sagen anført følgende: "Der påhviler enhver embedsmand og chef en pligt til at informere opad i organisationen i det omfang, der måtte være behov for det. Denne forpligtelse udspringer af den sandhedspligt, som påhviler offentligt ansatte. Fortielse [er] lige så stor [en] pligtforsømmelse som afgivelse af urigtige oplysninger. Om pligten til at informere opad i organisationen har Folketingets Ombudsmand i FOB 2000.535 bl.a. udtalt følgende: "Det er almindeligt antaget, at offentligt ansatte med særlig fagkundskab har både ret og pligt til at reagere over for eventuelle fagligt uforsvarlige forhold. [...] Opstår der en fagligt uforsvarlig situation, antages det, at den ansatte i almindelighed har pligt til at orientere sin nærmeste foresatte om sin opfattelse..." Manglende overholdelse af pligten til at informere relevante overordnede beslutningstagere og i sidste ende ressortministeren om problemstillinger af betydning for myndighedens dispositioner er af Højesteret i en sag om manglende gennemførelse af kommunalt tilsyn blevet bedømt som grov misligholdelse, der med rette medførte afskedigelse. Højesteret udtalte i præmisserne i dom afsagt den 21. januar 2009 (U 2009.999 H): "Højesteret finder, at D som øverste forvaltningschef i flere tilfælde har tilsidesat sine tjenestepligter. Han sørgede således ikke for, at der i Sundhedsforvaltningens indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget i august 2002 udtrykkeligt blev gjort opmærksom på, at forvaltningen ikke forventede i 2002 at gennemføre det lovpligtige antal tilsyn på plejehjemmene eller at gennemføre det udvidede tilsyn, som Borgerrepræsentationen havde besluttet. Han sørgede heller ikke for, at Borgerrepræsentationen i august 2002 som et 'at-punkt' fik forelagt et forslag til beslutning om, hvorledes kommunen skulle forholde sig til en manglende gennemførelse af tilsynene. D sikrede endvidere ikke i efteråret 2002, at de pligtige tilsyn blev prioriteret som en opgave, der nødvendigvis skulle gennemføres, men godkendte tværtimod en 'neddrosling'. Endelig gav han med sin redegørelse af 5. maj 2003 en urigtig fremstilling af den viden, han havde haft om den manglende gennemførelse af tilsynene og af rollefordelingen i direktionen. Det, der kan bebrejdes D, er således en åbenbar lovovertrædelse på et område, som måtte anses for politisk følsomt, en klar tilsidesættelse af pligten til loyalt at betjene de politiske beslutningstagere samt en tilsidesættelse af den sandhedspligt, der påhvilede ham som forvaltningschef, og i den forbindelse et alvorligt illoyalt svigt i forhold til den øvrige direktion."
Ovenstående gælder for alle offentlig ansatte, hvilket betyder, at alle offentlig ansatte som vejledt har en pligt til at rapportere opad, dvs. at sikre at den ressortansvarlige modtager alle oplysninger om mulige ulovligheder således, at den ressortsansvarlige har mulighed for at iværksætte et sektortilsyn. Konkret betyder det i dette tilfælde, at Skatteministeren skal orienteres om grundlaget for ulovlig administration i Skattestyrelsen, herunder om ulovlige afgørelser truffet af medarbejder som følge af tilstrækkelig kvalificeret udygtighed. Ingen offentlig ansat har mulighed for at undlade at reagere, da undladelseshandlinger som bevidste handlinger er ansvarspådragende.
Det må konstateres, at Skattestyrelsens sagsbehandler, som følge af manglende dygtighed, har begået fejlskøn og udført dårligt arbejde, hvorved der foreligger en tjenstlig forseelse, som muligt kan klassificeres som " tilstrækkelig kvalificeret udygtighed" jf. f.eks. [finans2]-sagen, hvor den faglige direktørs indsats blev betragtet som mangelfuld, "idet den ikke levede op til de krav til faglighed og grundighed," som kan forventes af en person ansat i det offentlig og særligt som træffer afgørelser mod borgere og virksomheder, og som har en betydelig negativ indvirkning på den pågældendes eksistensgrundlag.
Ad manglende objektivitet og iagttagelse af det faktiske og retlige grundlag, systemiske trusler til underminering af retsstatsprincippet og retssikkerheden på det skatteretlige område:
Ifølge EU Kommissionen er retsstatsprincippet rygraden i "et ethvert moderne forfatningsmæssigt demokrati", og er "en af de retsgrundsætninger, der udspringer af alle EU-medlemsstaternes fælles forfatningstraditioner", og dermed "en af de vigtigste værdier, EU bygger på."
Venedigkommissionen fastslog i sin 2011-rapport, at der ikke findes "udtømmende fælles og generelt accepterede aspekter af retsstatsprincippet", og i lighed med EU-Kommissionens nye EU-retlig ramme for at styrke retsstatsprincippet, at følgende principper er vigtige:
a) legalitetsprincippet (en åben, ansvarlig, demokratisk og pluralistisk procedure for vedtagelse af love)
b) retssikkerhed
c) forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning
d) adgang til uafhængige og upartiske domstole
e) overholdelse af menneskerettighederne, forbud mod forskelsbehandling og
f) lighed for loven.
I forhold til a-f) betyder det, at alle offentlige myndigheder skal:
a) iagttage legalitetsprincippet, dvs. at overholde lov og ret samt sikre, at ingen afgørelse er truffet uden lov eller ved tilsidesættelse af og/eller ved retsstridig forvaltning af vedtagne love
b) iagttaget retssikkerhedsprincippet, dvs. sikre at alle lovregler er klare og forudsigelige, og lovregler ikke kan ændres med tilbagevirkende kraft, samt at sikre, at enhver lov har den fornødne klarhed og forudberegnelighed;
c) iagttage forbud mod vilkårlighed i den offentlige forvaltning, dvs. at sikre, at enhver indgriben fra offentlige myndigheder i forhold af privat karakter, hvad enten der er tale om fysiske eller juridiske personer, skal være hjemlet og begrundet af årsager, der er fastlagt ved lov, og sikre, at medlemsstatens retsorden indeholder på dette grundlag regler om beskyttelse mod vilkårlige eller uforholdsmæssige indgreb;
d) at etablere og opretholde uafhængige og effektive domstole, dvs. at sikre som led i enhver domstolsprøvelse kontrol af, at de grundlæggende rettigheder er overholdt;
e) at opretholde magtens tredeling og sikre adgang til en retfærdig, effektiv og uvildig rettergang ved uafhængige og neutrale domstole, klagenævn m.v.
f) at sikre lighed for loven, dvs. at iagttage ligebehandlingsprincippet og sikre, at enhver dom og/eller afgørelse er lovlig, og at der ikke dømmes til fordel for offentlige myndigheder i strid med gældende lov.
Brud på retsstatsprincippet omfatter individuelle og systemiske tilsidesættelser. Systemiske tilsidesættelser kan være udbredte eller gentagne praksisser eller undladelse fra offentlige myndigheders side, eller generelle foranstaltninger vedtaget af offentlige myndigheder.
"Systemiske" tilsidesættelser er som eksempler dem, der påvirker retssystemets funktion, dommernes og domstolenes eller de offentlige myndigheders neutralitet eller den behørige funktion af enheder med beføjelser til at forebygge og bekæmpe korruption, svig, skatteunddragelse og interessekonflikter, eller tilsidesættelse af princippet om ikke-forringelse, generelt har en tilstrækkelig indvirkning på korrekt forvaltning.
I forhold til Skatte- og Gældsstyrelsen vil gentagne tilsidesættelser af retspraksis, tilrettelæggelse af ulovhjemlede administrative praksisser i strid med legalitets- og ligebehandlingsprincippet, forbud mod magt- og procesfordrejning m.v. udgøre systemiske tilsidesættelser af retsstatsprincippet.
Skatteankestyrelsens manglende iagttagelse af sådanne systemiske tilsidesættelser og processer udgør tilsvarende systemiske trusler, samt et brud på retsstatsprincippet og den retssikkerhed, som Skatteankestyrelsen skulle sikre klager i forbindelse med påklage af en myndighedsafgørelse.
Klager gør gældende, at Skattestyrelsens afgørelse er ugyldig, da afgørelse ikke er truffet senest 3 måneder fra afsendelse af første varslingsskrivelse. Der er tale om tilsidesættelse af en garantiforskrift, som lovgiver har indført for at sikre retssikkerheden for skatteydere. Formalitetsmangler går forud for en materiel talmæssig behandling.
Klager gør gældende, at klager har påvist at Skattestyrelsens sagsbehandling, begrundelse og dermed afgørelsen i sin helhed lider af væsentlige mangler, der konkret er væsentlige, hvorfor afgørelsen også af denne årsag er ugyldig.
Klager gør gældende, at Skattestyrelsen har sat skøn under regel, og har inddraget usaglige og udokumenterede forhold, som ikke er dokumenteret. Der henvises til det i mail af 11-10-2022 herom anførte f.eks. at beløb indsat på klagers virksomhedskonti ikke har med virksomheden eller dennes spilaktiviteter at gøre.
Klager gør gældende, at alle indbetalinger angår virksomhedens drift og at indbetalinger på f.eks. spilkonto 188, spilkonto 945 og [finans1] konto 927 angår virksomhedens spilaktiviteter.
Klager gør gældende, at al for klager relevant indkomst er bogført og medtaget i skatteregnskab for 2016 (bilag 10) og for 2017 (bilag 17).
Klager gør gældende, at forhøjelsen af moms for indkomstår 2017 er åbenbar urimelig.
(...)"
Retsmøde
Virksomhedens repræsentant fastholdt påstanden om, at momstilsvarene nedsættes til det angivne. Subsidiært at momstilsvarene er ugyldige, mere subsidiært, at momstilsvarene hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen. Repræsentanten uddybede sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg.
Skattestyrelsen indstillede, at sagen afgøres i overensstemmelse med Skatteankestyrelsens indstilling, således at momstilsvaret for 2017 nedsættes med i alt 4.800 kr.
Landsskatterettens afgørelse
Retsgrundlaget
Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Dette fremgår af momslovens § 3, stk. 1.
Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Det fremgår af momslovens § 4.
Virksomheder etableret i Danmark med en momspligtig omsætning på over 50.000 kr. årligt skal momsregistreres. Levering af ydelser er som udgangspunkt momspligtig. Dette fremgår af momslovens § 48, stk. 1, og § 47, stk. 1.
Momsregistrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode til skatteforvaltningen angive størrelsen af virksomhedens udgående afgift (salgsmoms) og indgående afgift (købsmoms) i perioden. Forskellen mellem den udgående og indgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar. Det fremgår af momslovens §§ 56, stk. 1, og 57, stk. 1.
Momsregistrerede virksomheder skal ifølge momslovens § 55, stk. 1, føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og kontrollen af merværdiafgiftens berigtigelse. Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 13 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven (lovbekendtgørelse nr. 648 af 15. juni 2006) og årsregnskabsloven (lovbekendtgørelse nr. 395 af 25. maj 2009, lovbekendtgørelse nr. 323 af 11. april 2011 og lovbekendtgørelse nr. 1253 af 1. november 2013). Det fremgår bl.a. heraf, at regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab.
Hvis regnskabet ikke opfylder kravene, eller hvis der ikke har været indsendt regnskab, været bogført, registreret eller angivet moms af virksomhedens omsætning og omkostninger for perioden, kan skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens afgiftstilsvar skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.
Tilbagebetaling af elafgift sker efter elafgiftslovens § 11, stk. 15.
Landsskatterettens bemærkninger
Salgsmoms
Landsskatteretten har i afgørelsen med sagsnr. [sag1] vedrørende virksomhedsejerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 fundet, at Skattestyrelsen har været berettiget til at tilsidesætte virksomhedsejerens regnskab og fastsætte dennes indkomst skønsmæssigt for indkomståret 2017 på baggrund af et uantageligt lavt privatforbrug.
Skattestyrelsen har på baggrund af virksomhedens momspligtige omsætning fastsat virksomhedens salgsmoms for 2017.
På baggrund af ovenstående finder retten, at Skattestyrelsen har været berettiget til at fastsætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt, jf. skattekontrollovens § 3, stk. 3, jf. § 5, stk. 2.
Virksomhedens momstilsvar skal opgøres på grundlag af Landsskatterettens afgørelse i sagsnr. [sag1] vedrørende virksomhedsejerens skattesag for indkomståret 2017.
Salgsmoms af skønsmæssig forhøjelse af omsætningen grundet lavt privatforbrug nedsættes derfor med 4.800 kr. til 21.700 kr.
Øvrige ændringer af momstilsvaret
Herudover har Skattestyrelsen foretaget konkrete ændringer af momstilsvaret med udgangspunkt i fejl i bogføringen.
Landsskatteretten har i afgørelsen med sagsnr. [sag1] vedrørende virksomhedsejerens skattepligtige indkomst for indkomstårene 2016 og 2017 fundet, at Skattestyrelsen har været berettiget til at foretage disse konkrete ændringer og fastholder Skattestyrelsens afgørelse vedrørende disse forhold:
Salgsmoms vedrørende ændring af omsætningen -21.119 kr.
Købsmoms vedrørende ændring af varekøb 21.969 kr.
Momsfri omsætning - alene delvis fradrag for købsmoms 2.062 kr.
Elafgift kan ikke modregnes i momstilsvaret 18.024 kr.
Landsskatteretten finder, at den tilbagebetalingsberettigede elafgift opgjort af Skattestyrelsen til 17.964 kr. ikke er omfattet af momslovens § 37, stk. 1, og derfor ikke kan fratrækkes som købsmoms, hvorfor det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med beløbet.
Den tilbagebetalingsberettigede elafgift sker i stedet efter elafgiftslovens § 11, stk. 15.
Landsskatteretten nedsætter forhøjelsen af momstilsvaret fra 47.436 kr. til 42.636 kr. eller med 4.800 kr.
Nedsættelsen af salgsmomsen på 4.800 kr. fordeles med 1.200 kr. for hvert kvartal.