Kendelse af 02-06-2022 - indlagt i TaxCons database den 31-07-2022

Journalnr. 20-0054948

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift, idet Motorstyrelsen finder, at sagens køretøj er anvendt i strid med reglerne om mandskabsvogne, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagen vedrører, hvorvidt selskabets mandskabsvogn, en Mercedes-Benz Sprinter 313 CDI, stelnummer [...], er blevet anvendt i strid med reglerne om brug af mandskabsvogne, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Selskabet er registreret med branchekoden ”opførelse af bygninger” og driver virksomhed med levering af stråtag. Selskabet har adresse på [adresse1], [by1], [by2]. Selskabet producerer herudover strå til tagtækning både til eget brug og til videresalg fra en af selskabet ejet plantage i Polen.

Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet har syv teams, der arbejder på forskellige projekter. For at udveksle entreprenørmateriel m.v. mellem de enkelte teams mødes medarbejderne herfra geografisk mellem byggepladserne for at minimere kørslen mellem byggepladserne og virksomhedens adresse.

Mandskabsvognen blev standset under en kontrol den 13. november 2019 i [havn1] efter indrejse fra Tyskland. Føreren af køretøjet var [person1] med dansk CPR-nr., der er ansat hos selskabet.

Under kontrollen fandt tolderne en større mængde madvarer i mandskabsvognen, der både bestod af frostvarer og ferske madvarer, herunder et køleskab på ladet med frostvarerne, samt to polske bankkvitteringer dateret henholdsvis den 28. oktober 2019 og den 4. november 2019, en kvittering fra [virksomhed1] i [by3], Tyskland, dateret den 13. november 2019 samt en kvittering for indkøb af polske fødevarer dateret den 13. november 2019. Herudover var der privat skiftetøj og dyne m.v. samt private genstande, herunder fiskestænger, i mandskabsvognen og værktøj tilhørende selskabet i form af bl.a. en motorsav, værktøjskasser og rundsav m.v.

Under kontrollen forklarede føreren af mandskabsvognen, at han havde været i [by4] for at udføre arbejder for selskabet. Føreren forklarede endvidere, at han på vejen fra [by4] til Danmark havde været i [by3], Tyskland, for at mødes med en kollega fra Polen, der havde overdraget alle madvarerne, køleskabet og de to bankkvitteringer fra førerens kone i Polen.

Selskabets repræsentant har oplyst, at føreren var kørt fra en arbejdsplads i Tyskland og skulle videre til en arbejdsopgave i [by5], Danmark. Medarbejderen var på vejen til Danmark stoppet på en motorvejsafkørsel i Tyskland, hvor medarbejderen havde udvekslet udstyr med en kollega, der samtidig havde overdraget mad, køleskab og tøj til medarbejderen, således at medarbejderen havde fornødenheder med til dennes ophold på byggepladsen i [by5], hvor medarbejderen skulle være i tre uger. Medarbejderen havde ikke materiel med til [by5], idet byggematerialer, stillads m.v. blev leveret direkte til byggepladsen i [by5]. Medarbejderen havde redskaber med fra Tyskland.

Ruten fra [by4], Tyskland, til [by6], Danmark, udgør 177 km, og ruten fra [by4], Tyskland, til [by3], Tyskland, udgør 8 km, mens ruten fra [by3], Tyskland, til [by6], Danmark, udgør 184 km.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift for mandskabsvognen, idet betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, ikke er opfyldt.

Motorstyrelsen har anført følgende begrundelse (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen har den 13. november 2019 ved en kontrol foretaget af Toldstyrelsen i [havn1], [by6] konstateret, at følgende køretøj

Mærke Mercedes-Benz

Model Sprinter

Registreringsnummer [reg.nr.1]

Stelnr. [...]

Km. stand 165.145 km på kontroltidspunktet

blev anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for køretøjets afgiftsfritagelse som mandskabsvogn i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Køre- tøjet skulle derfor have været afgiftsberigtiget med fuld afgift.

For yderligere begrundelse henvises til vedlagte sagsfremstilling.

[...]

Køretøjets registrerede ejer er:

CVR nr: [...1]

Navn: [virksomhed2] ApS

Adresse: [adresse1], [by2]

Virksomheden har en tidligere sag, hvor en af selskabets mandskabsvogne har været anvendt til befordring af virksomhedens ansatte mellem deres hjem i Polen og virksomhedens adresse i Danmark.

Direktøren i virksomheden har desuden oplyst under kontrollen, at han var bekendt med reglerne for brug af mandskabsvogne.

Sagens faktiske forhold

Toldstyrelsen har den 13. november 2019 standset køretøjet. Føreren af køretøjet var [person1], fødselsdato 29. september 1984. Køretøjet blev standset i [havn1] kl. 17.40.

Fører forklarede indledningsvis til tolderne, at han havde været i [by4] for at arbejde for virksomheden. Tolderne spurgte, om fører havde været andre steder end [by4], hvortil han svarede nej.

Tolderne gennemgik køretøjet, hvor der blev fundet kvitteringer fra den 12. november 2019 fra Polen. Herefter blev køretøjet udtaget til yderligere kontrol.

Tolderne tog kontakt til ejeren af [virksomhed2] ApS, som godt kendte til relerne om brugen af mandskabsvogne, og han forklarede ydermere, at han havde syv af disse køretøjer tilknyttet virksomheden.

Da tolderne havde kommunikationsproblemer i samtalen med fører, ringede de kl. 18.09 til [virksomhed3], som herefter var behjælpelig med oversættelse.

Fører forklarede nu, at han ifølge en fundet kvittering fra [virksomhed1] havde været i [by3] i Tyskland. Dette kørsel afveg væsentligt for den direkte rute fra [by4] og færgen i [by7].

Fører forklarede igennem tolken, at han havde været i [by3], da han skulle mødes med en kollega, der kom fra Polen. Denne kollega havde ifølge fører alle de fødevarer, der lå i bilen, med fra Polen. Kollegaen havde ligeledes de to kvitteringer fra den polske bank med fra førers kone, som stadig var i Polen.

Kollegaen havde også det køleskab med, som stod på ladet af køretøjet. Dette køleskab var ligeledes fyldt med madvarer til førers personlige brug.

Tolderne tog kontakte til Motorstyrelsen, som på baggrund af en gengivelse af førers forklaring vurderede, at køretøjet havde været anvendt til privat kørsel i strid med køretøjet afgiftsfritagelse som mandskabsvogn.

Køretøjet er afgiftsfritaget som mandskabsvogn. Efter bestemmelserne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 skal køretøjet være utvivlsomt konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel. Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring.

Motorstyrelsen anser ud fra en samlet vurdering den på gældende kørsel for privat. Ved vurderingen er der lagt vægt på følgende:

•	Køretøjet er indregistreret med [virksomhed2] ApS som ejer. Virksomheden har adresse på [adresse1], [by2]
•	Bilens fører er ansat i virksomheden, hvor han har været ansat siden 1. november 2013
•	Køretøjet blev stoppet på i [havn1], [by6], og det er konstateret og forklaret, at køretøjet har benyttet en rute, der afviger væsentligt fra den direkte rute mellem virksomhedens arbejdsplads i [by4] og hjemturen til virksomheden i [by2]
•	Der var følgende gods i køretøjet, som ikke kan anses som tilhørende virksomheden:

-Et køleskab, som var fyldt med madvarer, der stadig var nedfrosset, til førers personlige brug

-En større mængder madvarer, f.eks. kartofler, brød, vand, sodavand, pølser m.v.

•

Fører har oplyst, at han var kørt til [by3] i Tyskland, hvor han mødtes med en kollega, som havde taget de medbragte madvarer til personligt brug til fører med fra Polen. Dette medfører, at køretøjet ikke anvendes til direkte transport mellem virksomhedens arbejdsted i Tyskland og virksomhedens adresse i Danmark, da turen forlænges med 14 kilometer i forbindelse med svinkeærindet i [by3] – Kilde: min [...com]. Hertil kommer, at fører transporter personlig effekter i køretøjet, som udelukkende må anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

•

Køretøjet er afgiftsfrit, og betingelserne for anvendelsen af et afgiftsfrit køretøjet fortolkes strengt. Det er derfor ikke tilladt at foretage privat kørsel i form af svinkeærinder i et afgiftsfritaget køretøj, ligesom det ikke er tilladt at transportere private effekter i et afgiftsfritaget køretøj.

Motorstyrelsen finder, at køretøjet, der er afgiftsfritaget og indregistreret som mandskabsvogn, har været anvendt i Danmark i strid med betingelserne for denne afgiftsfritagelse og indregistrering. Køretøjet er derfor omfattet af reglerne for personmotorkøretøjer, og det skulle derfor have været anmeldt til omregistrering, inden det blev taget i brug til andre formål end transport mellem virksomhedens arbejdspladser af mandskab og materiel. Ved omregistreringen skulle der endvidere have været betalt registreringsafgift.

Motorstyrelsens forslag til ændring

Køretøjet er afgiftsfritaget som mandskabsvogn efter registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3, fremgår det, at et køretøj, som er afgiftsfritaget efter stk. 1-2, afgiftsberigtiges efter § 4-6b, når betingelserne for afgiftsfritagelsen ikke længere er opfyldt.

Motorstyrelsen finder, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark som almindeligt personmotorkøretøj med fuld afgift, idet det ikke længere opfylder betingelserne for afgiftsfritagelsen som mandskabsvogn. Motorstyrelsen har derfor fastsat registreringsafgiftsdifferencen til 104.693 kr. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af Motorstyrelsen.

[...]

Motorstyrelsens endelige afgørelse

Motorstyrelsen træffer endelig afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag, og afkræver virksomheden 104.693 kr. i registreringsafgift på det omhandlede køretøj.

Motorstyrelsen har lagt vægt på den forklaring, som blev afgivet under kontrollen den 13. november 2019. Motorstyrelsen bemærker, at den forklaring, som fremkommer i indsigelserne til det fremsendte forslag til afgørelse, ikke er overensstemmende med den forklaring, som er givet på kontroltidspunktet, hvor fører ikke har oplyst, at han har mødtes med en kollega for at udveksle materiel, men alene har oplyst at han har fået udleveret personlige effekter i form af et køleskab med madvarer, øvrige fødevarer, som var medbragt under kørslen, samt to bankkvitteringer, som kollegaen havde med til fører fra førers ægtefælle.

Under kontrollen i færgehavnen blev [virksomhed3] anvendt.

Som det fremgår af de fotos, som er taget af køretøjet på kontrolstedet i færgehavnen, var der materiel til udførsel af arbejde i køretøjet på kontroltidspunktet. Dette fremgår også af den forklaring, som gives i de fremsendte indsigelser. Der var således i køretøjet motorsave, værktøjskasser, rundsav m.v., som skal bruge i arbejdet, og virksomheden oplyser, at materiellet var med i køretøjet, da det blev standset i færgehavnen. Dette bekræftes også af de billeder, som er taget af Toldstyrelsen i forbindelse med kontrollen. Det fremgår således ikke, at dette materiel var overdraget til en kollega i Tyskland.

Virksomheden anfører i indsigelserne: ” Endelig henvises til bilag 1, der klart viser, at det primære formål med transporten var dels at befordre den ansatte, dels at fragte det omfattende udstyr, der var nødvendigt til arbejdets udførelse.”

Motorstyrelsen finder derfor, at afvigelsen fra den planlagte rute ikke skete med den begrundelse, at der skulle overdrages materiel til arbejdets udførelse til en kollega, men derimod alene med det formål at overdrage personlige effekter, som beskrevet og som forklaret på kontroltidspunktet. Det ses desuden planlagt, da der er medbragt et køleskab, som anvendes til transport af frosne madvarer, og da der har været kontakt til førers ægtefælle i Polen for at få overdraget private bankkvitteringer, som ligeledes var medbragt til fører af kollegaen, hvorfor afvigelsen skete i førers private interesse.

Virksomheden anfører desuden, at fører skulle direkte videre til en arbejdsplads i [by5], hvor det medbragte materiel sandsynligvis skulle anvendes.

Virksomheden, som ejer køretøjet, har base i [by2].

Det er konstateret, at fører var alene i køretøjet, og der er således ikke tale om afhentning af kollegaer på vej til eller fra en af virksomhedens arbejdspladser, som derfor ikke kan begrunde afvigelsen fra ruten.

Motorstyrelsen finder derfor, at køretøjet er anvendt i strid med betingelserne for køretøjets afgiftsfritagelse, hvorefter køretøjet alene må anvendelse til befordring af mandskab og materiel mellem virksomhedens arbejdspladser.

[...]”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at Motorstyrelsens afgørelse skal ophæves, og at det i sagen indbetalte beløb på 104.693 kr. skal tilbagebetales til selskabet, idet betingelserne for benyttelse af det pågældende køretøj efter reglerne om mandskabsvogne er opfyldt.

Til støtte for påstanden er følgende fremført (uddrag):

”[...]

Sagens faktiske omstændigheder

Klager blev oprindeligt stiftet i Polen med det formål at levere stråtag bl.a. til det danske marked. Virksomheden har nu hovedsæde i [by2], men producerer strå til tagtækning til eget brug og til videresalg fra en af virksomheden ejet plantage i Polen.

Klager har syv teams, som arbejder på forskellige projekter. For at udveksle entreprenørmateriel m.v. mellem de enkelte teams mødes medarbejderne herfra geografisk mellem byggepladserne for at minimere kørslen mellem byggepladserne og virksomhedens adresse.

I forbindelse med den konkrete kørsel, som førte til Motorstyrelsens afgørelser dels om inddragelse af nummerpladerne på et af Klagers køretøjer, dels om opkrævning af registreringsafgift for dette køretøj, var en af Klagers ansatte på vej til Danmark i en af Klagers mandskabsvogne fra et afsluttet job i [by4] for at påbegynde et nyt job i [by5]. En anden af virksomhedens ansatte, der havde været hjemme i Polen, skulle arbejde på et projekt i Tyskland. De to ansatte mødtes ved en motorvejsfrakørsel få km. før færgehavnen i Tyskland for at udveksle materiel. Medarbejderen, som skulle til Danmark, fik endvidere af kollegaen udleveret mad m.v. til sit ophold i Danmark i forbindelse med byggeprojektet i [by5], som havde en varighed af tre uger.

Ved en kontrol samme dag i [havn1] fandt Motorstyrelsen, at betingelserne for benyttelse af køretøjet som afgiftsfri mandskabsvogn ikke var opfyldt, dels fordi det konstateredes, at køretøjet i forbindelse med mødet ved motorvejsfrakørslen havde kørt en omvej, dels fordi køretøjet medbragte private fornødenheder, som det ifølge Motorstyrelsen ikke er tilladt at transportere i en mandskabsvogn. På denne baggrund blev nummerpladerne inddraget, og efterfølgende er der rejst krav om betaling af registreringsafgift af køretøjet. Nærværende klage vedrører det sidste forhold.

Motorstyrelsens afgørelse

Efter kontrol udført af Toldstyrelsen i [havn1] den 13. november 2019 fandt Motorstyrelsen, at Mercedes-Benz, Sprinter med stelnummer [...] var anvendt til privat kørsel i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, for mandskabsvogne.

Ved kontrollen havde føreren af køretøjet oplyst Toldstyrelsen, at han i forbindelse med kørslen fra [by4] til færgelejet i Tyskland havde været i [by3] på [...] for at mødes med en kollega. Kollegaen kom fra Polen og havde madforsyninger og førerens private effekter i form af tøj m.v. med. Kollegaen havde ligeldes udleveret to bankkvitteringer, som han havde fået udleveret af førerens kone. På denne baggrund fandt Motorstyrelsen, at køretøjet var anvendt til transport af private effekter og dermed anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse.

Ved afgørelsen har Motorstyrelsen lagt vægt på følgende:

•	Køretøjet er indregistreret med [virksomhed2] ApS som ejer. Klager har adresse på [adresse1], [by2]
•	Bilens fører er ansat i virksomheden, hvor han har været ansat siden 1. november 2013
•	Køretøjet blev stoppet i [havn1], [by6], og det var konstateret og forklaret, at køretøjet har været benyttet på en rute, der efter Motorstyrelsens opfattelse afviger væsentligt fra den direkte rute mellem virksomhedens arbejdsplads i [by4] og hjemturen til virksomheden i [by2]
•	Der var følgende gods i køretøjet, som ikke kan anses som tilhørende virksomheden:

-Et køleskab, som var fyldt med madvarer, der stadig var nedfrosset, til førers personlige brug

-En større mængder madvarer, f.eks. kartofler, brød, vand, sodavand, pølser m.v.

-Fører havde oplyst, at han var kørt til [by3] i Tyskland, hvor han mødtes med en kollega, som havde taget de medbragte madvarer med fra Polen til personligt brug for føreren. Dette medførte, at køretøjet efter Motorstyrelsens opfattelse ikke blev anvendt til direkte transport mellem virksomhedens arbejdssted i Tyskland og virksomhedens adresse i Danmark, da turen efter Motorstyrelsens undersøgelse via [...com] havde konstateret, at turen var forlænget med 14 kilometer i forbindelse med svinkeærindet i [by3]. Hertil kommer, at føreren transporterede personlige effekter i køretøjet, som udelukkende må anvendes til erhvervsmæssig kørsel.

•

Motorstyrelsen fremhæver, at køretøjet er afgiftsfrit, og betingelserne for anvendelsen af et afgiftsfrit køretøj skal fortolkes strengt. Det er derfor ikke tilladt at foretage privat kørsel i form af svinkeærinder i et afgiftsfritaget køretøj, ligesom det ikke er tilladt at transportere private effekter i et afgiftsfritaget køretøj.

Anbringender

Til støtte for Klagers påstand gøres følgende gældende:

1. At der ikke har fundet væsentlig omvejskørsel sted og dermed ikke foretaget privat befordring i køretøjet

2. At befordring af visse private fornødenheder ikke er i strid med benyttelsen af et køretøj som mandskabsvogn

3. At Motorstyrelsens afgørelse savner lovhjemmel

4. At Motorstyrelsen ikke er berettiget til at ændre praksis med tilbagevirkende kraft

5. At Motorstyrelsens fortolkning af, hvad en medarbejder må have med af private effekter, er for restriktiv

Ad. 1) Der har ikke fundet væsentlig omvejskørsel sted og dermed ikke foretaget privat befordring i køretøjet

I den konkrete sag var en af Klagers medarbejdere på vej til Danmark i en mandskabsvogn fra et afsluttet arbejde i [by4] for at påbegynde et nyt arbejde i [by5]. En anden af virksomhedens ansatte, der havde været hjemme i Polen, skulle påbegynde et nyt projekt i Tyskland. De to kolleger mødtes før færgehavnen i Tyskland i byen [by3] for at udveksle maskiner og andet entreprenørmateriel samt private fornødenheder til brug for opholdet i forbindelse med arbejdet.

Som bilag 2 vedlægges fotografier, der viser, at den pågældende mandskabsvogn var forsynet med diverse værktøj til tagtækning, som var i køretøjet, da det blev stoppet på grænsen i [by6].

Motorstyrelsen har anført, at ”køretøjet ikke anvendes til den direkte transport mellem virksomhedens arbejdssted i Tyskland og virksomhedens adresse i Danmark, da turen forlænges med 14 kilometer i forbindelse med svinkeærindet i [by3]”. Videre anføres, at ”det er derfor ikke tilladt at foretage privat kørsel i form af svinkeærinder i et afgiftsfritaget køretøj...”.

Det fremgår af Den juridiske Vejledning i den version, der var gældende på kontroltidspunktet, at ”opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selvom der er tale om lidt større afvigelser fra ruten. Egentlig afhentning/afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten, bliver derimod anset for privat personbefordring. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der foretages væsentlige afvigelser fra den rute, f.eks. for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl.”

Kørsel mellem hjem og arbejdsplads er i skattemæssig henseende at betragte som privat befordring. Alligevel fremgår det af det citerede, at denne form for befordring under visse begrænsninger er at anse for ikke-privat benyttelse af mandskabsvognen. I det her foreliggende tilfælde er det ikke i princippet privat befordring af ansatte, men ren erhvervsmæssig befordring af materiel m.v., der finder sted. Det i citatet anførte må derfor gælde således desto mere for omvejskørsel i forbindelse med udveksling af værktøj m.v.

Det fremgår herefter af det citerede, dels at det er tilladt at foretage en lidt større afvigelse fra den normale rute; dels at der kun foreligger en fravigelse fra den direkte rute, såfremt der er tale om en væsentlig afvigelse, hvilket forudsætter, at der køres langt fra ruten.

Når Motorstyrelsen i sin afgørelse – uden nærmere henvisninger – anfører, at ”betingelserne for anvendelsen af et afgiftsfrit køretøj(et) fortolkes strengt”, synes dette ikke at være i overensstemmelse med angivelserne i Den juridiske Vejledning.

[by3] er beliggende på øen [...] få kilometer fra færgelejet i [by7]. I fugleflugtslinje er det en omvej på under to kilometer, men på grund af tilkørselsvejene udgør forlængelsen efter det af Motorstyrelsen beregnede 14 kilometer.

Det bestrides for det første, at der overhovedet er tale om en omvej i afgiftsmæssig henseende, idet formålet med kørslen til [by3] var erhvervsmæssig, da formålet var at udveksle materiel.

For det andet bestrides det, at en omvej på 14 kilometer kan anses for længere end en ”lidt større afvigelse” eller for en ”væsentlig afvigelse”, der er ”langt fra ruten”.

For det tredje skal der ved en velbegrundet udveksling af værktøj, som finder sted ved motorvejskørsel, tages hensyn til, at begge køretøjer skal standses, for at værktøjet kan flyttes, hvilket umuligt kan finde sted på selve motorvejen eller på til- og frakørslerne til motorvejen. Udvekslingen af værktøj m.v. er i den konkrete sag gennemført med den kortest mulige omvej til følge. Hvis udvekslingen ikke kan finde sted ved til- og frakørsler, er [by3] formentlig det nærmeste i forhold til sædvanlig rute, hvor udveksling kan finde sted. At omvejen bliver på 14 kilometer, skyldes således de foreliggende vejforhold.

Motorstyrelsen benytter selv i afgørelsen af 4. juni 2020 udtrykket ”svinkeærinde” om den foretagne kørsel i Tyskland. Skattemyndighederne benytter denne benævnelse for korte omveje, der foretages i forbindelse med erhvervsmæssig kørsel, som ikke udløser beskatning, selv i tilfælde hvor formålet med omvejen utvivlsomt er af privat karakter, f.eks. afhentning af børn. I den foreliggende sag var formålet med omvejen erhvervsmæssigt, hvorfor det, både henset hertil og henset til det forhold, at der kun var tale om et svinkeærinde, må være udelukket at anse kørslen for at være i strid med kravet om erhvervsmæssig benyttelse af mandskabsvognen.

Motorstyrelsen har ikke henvist til afgørelser, der kan støtte den til grund for styrelsens afgørelse liggende antagelse om, at omvejskørslen er udtryk for privat benyttelse. Heroverfor står f.eks. afgørelsen refereret i SKM2011.748.LSR., hvor afhentning af medarbejdere på deres hjemadresser ikke blev anset for privatbenyttelse af mandskabsvognen, uanset at ingen af de befordrede tilbagelagde den naturlige rute til arbejdsstedet. Samme resultat nåede Skatterådet til i SKM2016.116.SR, hvor det blev fastslået, at det ikke udløste registreringsafgift, at medarbejderne blev opsamlet i mandskabsvogne ved motorvejstilkørsler på vej til arbejdsstedet. Desuden henvises der til SKM2015.456.ØLR, hvor en mandskabsvogn var blevet benyttet til at fragte de ansatte på juleferie i Litauen. Benyttelsen blev anset for at være i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse, men dette skyldtes, at de pågældende var ansat af en underentreprenør, og således ikke kunne anses for ansat af ejeren af mandskabsvognen.

I sin afgørelse af 4. juni 2020 anfører Motorstyrelsen, ”at den forklaring, som fremkommer i indsigelserne til det fremsendte forslag til afgørelse, ikke er i overensstemmelse med den forklaring, som er givet på kontroltidspunktet, hvor fører ikke har oplyst, at han mødtes med en kollega for at udveksle materiel, men alene har oplyst, at han har fået udleveret personlige effekter i form af et køleskab med madvarer, øvrige fødevarer, som medbragt under kørslen...”. På denne baggrund anfører Motorstyrelsen, at ”Motorstyrelsen finder derfor, at afvigelsen fra den planlagte rute ikke skete med den begrundelse, at der skulle over- drages materiel til arbejdets udførelse til en kollega, men derimod alene med det formål at overdrage personlige effekter som beskrevet og som forklaret på kontroltidspunktet.”

Motorstyrelsen har ikke på nogen måde underbygget denne påstand, hvorfor der bør ses bort fra den. Men selv hvis Motorstyrelsens anfægtelse af Klagers forklaring blev lagt til grund, kan den stedfundne omvejskørsel ikke begrunde, at køretøjet anses for privat benyttet, jf. den omtalte praksis på området samt det faktum, at der alene er tale om et målt i kilometer uvæsentligt ”svinkeærinde”. Motorstyrelsens afvisning af Klagers forklaring er også i modstrid med den angivelse af sagens faktiske forhold, som er indeholdt i styrelsens afgørelse af 4. juni 2020, hvor det angives, at køretøjet har kørt en omvej – uden at der er taget stilling til formålet med denne omvej. Motorstyrelsen har således ikke foretaget nogen nær- mere vurdering af, hvad formålet med denne omvej har været; den blotte omvejskørsel er tilstrækkelig for, at Motorstyrelsen anser benyttelsen for privat. Dette må anses for at være i strid med de angivelser, der findes herom i Den juridiske Vejledning, jf. tidligere.

Formålet med at standse i Tyskland var udelukkende at overlevere nødvendigt værktøj fra den ene medarbejder til den anden. At der samtidigt udveksles private fornødenheder i et mindre omfang, fratager ikke befordringen dens karakter af erhvervsmæssig.

Ad. 2) Befordring af visse private fornødenheder er ikke i strid med benyttelsen af et køretøj som mandskabsvogn

I afgørelsen af 4. juni 2020 anfører Motorstyrelsen, at ”...det ikke er tilladt at transportere private effekter i et afgiftsfritaget køretøj.”

Det er ikke i Den juridiske Vejledning eller i nogen anden forskrift angivet, at medarbejdere, der befordres erhvervsmæssigt i mandskabsvogne, ikke tillige kan medbringe almindelige fornødenheder. I Den juridiske Vejledning anføres i afsnit I.A.1.3.6, at det er muligt at transportere medarbejder over lange afstande, herunder fra deres hjem i udlandet til arbejdsstedet i Danmark. Det følger forudsætningsvis heraf, at der også kan medbringes almindelige personlige fornødenheder, som må anses for naturlige at medbringe under længere transporter.

Der henvises således til princippet i den tidligere omtalte dom refereret i SKM2015.456.ØLR om transport til og fra en juleferie i Litauen samt til den ligeledes tidligere omtalte afgørelse SKM2016.116.LR.

I Den juridiske Vejledning er desuden angivet, at det er tilladt at etablere en soveplads i en mandskabsvogn. Også dette synes at forudsætte, at mad og personlige genstande kan medbringes.

I SKM2013.507.BR er gengivet en dom, hvorefter en ansats befordring af 12 stole i privat øjemed ikke bevirkede, at transporten og benyttelsen af mandskabsvognen fik karakter af privat benyttelse. I den foreliggende sag medbragtes private fornødenheder, som har en direkte og nødvendig sammenhæng med den erhvervsmæssige udførsel af arbejdet. Det forhold, at den ansatte i den foreliggende sag har medbragt mad m.v. til brug under udførsel af arbejde på et sted, der ikke ligger i nærheden af Klagers hjemsted, må i forhold til den nævnte afgørelse yderligere bestyrke, at der ikke er tale om privat benyttelse af mandskabsvognen.

Befordring af madvarer og tøjgenstande betyder ikke, at en i øvrigt erhvervsmæssig benyttelse må anses for privat. Det er hverken usædvanligt eller unaturligt, at personer, der er bosat i udlandet, og som arbejder på skiftende arbejdssteder uden for hjemlandet i ugens løb, medbringer eller modtager madvarer til en længere periode. I det konkret foreliggende tilfælde var den ansatte på vej til at udføre arbejde i en by beliggende langt fra såvel den ansattes bopæl som fra virksomhedens hjemadresse. I en sådan situation må det anses for et naturligt led i arbejdets udførelse at medbringe fornødenheder til brug under opholdet, mens arbejdet udføres. Det forhold, at der under en utvivlsomt erhvervsmæssigt begrundet transport medbringes accessoriske genstande til brug for den ansatte under dennes udførelse af arbejdet, kan ikke fratage transporten dens karakter af erhvervsmæssigt begrundet.

At arbejdet i den konkrete sag udføres under forhold, der betinger, at der medbringes mad m.v. til en længere periode, kan ikke medføre, at transporten heraf bevirker, at den samlede erhvervsmæssige befordring skifter karakter, således at den alene af denne grund skal anses for privat. Havde den ansatte kun medbragt fornødenheder til en enkelt dag, ville Motorstyrelsen næppe have anset befordringen for foretaget i privat øjemed.

Det må anses for naturligt, at en medarbejder kan medbringe skiftetøj og mad til et ophold på tre uger for udførelse af det pågældende arbejde.

Ad. 3) Motorstyrelsens afgørelse savner lovhjemmel

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at den i sagen omhandlede transport er sket i strid med bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, om afgiftsfritagelse for mandskabsvogne. Det fremgår af denne bestemmelse bl.a. at, ”Køretøjet må kun anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet må ikke benyttes til privat personbefordring.”

Den i sagen udførte transport var erhvervsmæssigt begrundet, idet formålet med den anfægtede omvejskørsel var at udveksle materiel m.v. Selv hvis det lægges til grund, at dette ikke var tilfældet, hvilket bestrides, var den foretagne forlængede kørsel af så beskeden karakter, at den må anses for en uvæsentlig afvigelse fra den normale transportvej, der er at sidestille med begrebet svinkeærinder, som efter fast praksis ikke anses for privat kørsel.

Det forhold, at der tillige medførtes accessoriske, private fornødenheder, kan ikke føre til, at den udførte kørsel får karakter af privat benyttelse af køretøjet, idet det primære formål med befordringen fortsat var at bringe den ansatte og det til arbejdet nødvendige materiel fra et arbejdssted til et andet. At dette var tilfældet, fremgår tydeligt af de som bilag 2 vedlagte fotoer.

På denne baggrund må det kunne fastslås, at benyttelsen af den pågældende mandskabsvogn er sket i overensstemmelse med lovgivningens regler, og at Motorstyrelsens afgørelse om at afkræve registreringsafgift af køretøjet således er uden lovhjemmel.

Ad. 4) Motorstyrelsen er ikke berettiget til at ændre praksis med tilbagevirkende kraft

Det er tidligere nævnt, at Motorstyrelsen i afgørelsen anfører, at reglen om afgiftsfri mandskabsvogne skal fortolkes strengt, samt at det ikke er tilladt at transportere private effekter i et afgiftsfritaget køretøj.

Som også tidligere anført er det i Den juridiske Vejledning i den version, der var gældende på kontroltidspunktet i november 2019, anført, at bl.a. visse afvigelser fra den normale rute er tilladt, uden at befordringen af denne årsag skifter karakter til privat befordring.

Det anførte om adgangen til at køre ad omveje for at bringe ansatte til og fra bopælen må antages at gælde generelt, således at uvæsentlige omveje er uden afgiftsmæssig betydning, hvilket også stemmer overens med den generelle holdning til ”svinkeærinder”.

Det tidligere citerede afsnit af Den juridiske Vejledning er ikke gengivet i den seneste version af Den juridiske Vejledning fra den 31. januar 2020. Dette indikerer, at Motorstyrelsen har et ønske om at stramme op på reglerne om benyttelse af mandskabsvogne.

Det bestrides for det første, at Motorstyrelsen har hjemmel til denne opstramning, som synes at være i strid med den praksis, der findes på området og den angivelse af reglerne herom, der findes i den tidligere udgave af vejledningen. For det andet bestrides det, at Motorstyrelsen kan ændre praksis med tilbagevirkende kraft og således bortse fra den regulering, der var gældende på kontroltidspunktet, og som er udtrykt med den formulering, der er fandtes i Den juridiske Vejledning for det relevante tidspunkt.

Ad. 5) At Motorstyrelsens fortolkning af, hvad en medarbejder må have med af private effekter, er for restriktiv

Det forhold, at Motorstyrelsen fortolker registreringsafgiftslovens § 2, stk.1, nr. 9, så indskrænkende, at en medarbejder, som skal på en tre ugers arbejdsopgave, hverken må medbringe skiftetøj eller madforsyninger i køretøjet til sit erhvervsmæssige ophold, må anses for en forkert fortolkning af registreringsafgiftsloven.

Det kan ikke anses for at være i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at en ansat har en madpakke og en kande kaffe med i mandskabsvognen i forbindelse med en erhvervsmæssig kørsel, hvor medarbejderen kommer hjem til sin bopæl samme dag. Det forhold, at en medarbejder skal være væk fra sin bopæl i tre uger, bør således ikke medføre, at kørsel mellem to byggepladser skal anses for privat kørsel, blot fordi medarbejderen medbringer skiftetøj og madvarer til de tre ugers arbejdsophold i Danmark.

[...]”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har den 20. august 2020 fremsendt følgende udtalelse (uddrag):

”[...]

Klager anfører, at en mandskabsvogn kan anvendes til opsamling/afsætning af med- arbejdere på vej til og fra arbejdssteder. Det er ikke det, der er tale om i den om- handlede sag, hvorfor Motorstyrelsen finder, at dette er uvæsentligt for sagen.

Klager anfører ligeledes, at hovedformålet med afvigelsen fra ruten var, at fører skulle udveksle værktøj med en kollega. Det er ikke overensstemmende med den forklaring, som fører af køretøjet på kontroltidspunktet og indehaver af virksomheden har givet til medarbejderen fra Toldstyrelsen på standsningstidspunktet. Denne påstand er først fremsat i de fremkomne indsigelser til det fremsendte forslag til afgørelse. Det bemærkes, at Toldstyrelsens kontrol af køretøjet er gennemført med brug af polsk tolk for at undgå misforståelser.

Klager vedlægger fotos af køretøjet, og de anfører, at ”den pågældende mandskabs- vogn var forsynet med diverse værktøj til tagdækning, som var i køretøjet, da det blev stoppet på grænsen i [by6]”. Det ses også på de fotos, som Toldstyrelsen har taget af køretøjet under kontrollen, at der er værktøj på bilen. Der ses derfor ikke, at der er sket aflevering af dette værktøj i Tyskland, som det anføres i klagen.

Det fremgår ligeledes, at fører skal direkte videre til en arbejdsplads i [by5]. Det antages, at fører skal bruge hans værktøj på denne plads.

Det er derimod dokumenteret og oplyst, at fører har mødtes med en kollega, som havde medbragt større mængder fødevarer fra Polen (heraf en del nedfrosset, som befandt sig i et køleskab på ladet af køretøjet) og private effekter i form af kvitteringer fra førers ægtefælle til mødestedet i Tyskland.

I køretøjet er der også dokumenteret fiskestænger og rent privat tøj.

Klager oplyser, at det fremgår af Den juridiske Vejledning afsnit I.A.1.3.6., at det er muligt at transportere medarbejder over lange afstande, herunder fra deres hjem i udlandet til arbejdsstedet i Danmark. Den del af afsnittet I.A.1.3.6., som omhandler anvendelse af en mandskabsvogn er indsat nedenfor, og klagers fortolkning ses ikke gengivet.

”Anvendelse

Mandskabsvogne må kun bruges til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport til og fra arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

Der er ikke krav om samtidig transport af mandskab og materiel. Det betyder eksempelvis, at det er muligt for virksomheder uden ansatte at anskaffe og benytte mandskabsvogne.

Mandskabsvognen kan anvendes til transportopgaver på samme måde som andre last- og varebiler forudsat, at der udelukkende er tale om erhvervsmæssig anvendelse. Mandskabsvognen må dog ikke benyttes til egentlig vognmandsvirksomhed, idet der ikke er tale om en sådan transport til og fra virksomhedens arbejdspladser, som forudsat i fritagelsesbestemmelsen.

Privat personbefordring er ikke tilladt.

Hvis betingelserne for afgiftsberigtigelse som mandskabsvogn ikke længere er opfyldt, skal bilen betale afgift efter reglerne for personbiler eller varebiler. Se REGAL § 4-5 e.

Eksempler på anvendelse af mandskabsvogn

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at en ekstern adresse, kan anses for en virksomheds arbejdsplads, hvis:

• det arbejde, som udføres på de eksterne adresser, som udgangspunkt kan anses for virksomhedens kerneopgaver, og

• mandskabet transporteres i virksomhedens erhvervsmæssige interesse.

En virksomheds arbejdsplads behøver ikke være fast etableret. Der blev fra den pågældende arbejdsplads erhvervet en indtægt. Se SKM2019.176.SR.

Det vil ikke være tilladt at bruge en mandskabsvogn til kørsel mellem virksomheden og den private bopæl. Kørsel mellem arbejdspladsen og den private bopæl vil normalt blive betragtet som privat personbefordring og vil derfor være i strid med reglerne. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor en sådan kørsel kan anses som erhvervsmæssig. Eksempelvis, hvor køretøjerne normalt bliver brugt til kørsel direkte fra en medarbejders private bopæl og til arbejdspladserne. I sådanne tilfælde er det forudsat, at der er en betydelig afstand (f.eks. til en anden by/landsdel) fra den privates bopæl til virksomhedens adresse. En sådan brug af køretøjerne vil normalt forudsætte, at der på den private adresse er et mindre lager af materiel og/eller materialer.

Begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed"

Afgørelsen af, om den pågældende person kan anses for at arbejde i ejerens eller bruge- rens virksomhed, vil derfor altid bero på en samlet bedømmelse og vurdering af

• den pågældende persons virke,

• forholdet mellem den, der udfører arbejdet og den, for hvem det udføres, herunder adgangen til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder tilsyn og kontrol, og

• om det er i virksomhedens erhvervsmæssige interesse, at personen transporteres i mandskabsvognen.

4.2 Eksempler

Som eksempel på, at en person arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, kan nævnes:

Vikarer og elever

Vikarbureauansættelsen adskiller sig fra det traditionelle arbejdsgiver-lønmodtagerforhold ved, at vikaren indgår i et trepartsforhold med henholdsvis vikarbureauet og brugervirksomheden. Arbejdsgiverbeføjelserne er delt mellem vikarbureauet, der har ansættelses- og afskedigelseskompetencen, og brugervirksomheden, der har kontrol og tilsynsbeføjelsen.

Samme problemstilling gør sig gældende for elevansættelsen, hvor eleven indgår i et tre- partsforhold med uddannelsesstedet, der planlægger elevens skoleophold, fagprøve m.v. og praktikstedet, der er ansvarlige for elevens praktik og løn. I praktikperioden udfører ele- ven typisk arbejde under praktikstedets kontrol og tilsyn.

Vikarer og elever falder ind under begrebet "personer, som arbejder i ejerens eller bruge- rens virksomhed", hvis køretøjets ejer eller bruger typisk fungerer som daglig leder for vi- karansatte og elever og dermed fastsætter "de generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse".

Ulønnet personale (frivillige)

Frivillige udfører typisk arbejde på virksomhedens initiativ og under virksomhedens kontrol- og tilsynsbeføjelse/instruktionsbeføjelse.

Når dette er tilfældet, vil en person, der arbejder ulønnet, være omfattet af begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed" ifølge REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, hvis det er i virksomhedens interesse, at den frivillige transporteres i mandskabsvognen.

Personer uden ansættelseskontrakt

De fleste ansættelsesforhold er omfattet af ansættelsesbevislovens krav om udfærdigelse af en ansættelseskontrakt. Hvis ansættelsesforholdet ikke falder ind under ansættelsesbevislovens bestemmelser, kan medarbejderen dog arbejde uden en ansættelseskontrakt, hvis der ikke er en overenskomst på området.

En person, der arbejder uden en ansættelseskontrakt, kan ligesom ansatte med en ansættelseskontrakt udføre arbejde på virksomhedens initiativ og under virksomhedens instruktionsbeføjelser. Når dette er tilfældet, vil en person, der arbejder uden en ansættelseskrontakt, være omfattet af begrebet "personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed" ifølge REGAL § 2, stk. 1, nr. 9, uanset om personen har indgået en ansættelseskontrakt med virksomheden eller ej. Transporten skal være i ejerens eller brugeres interesse.

Vagtordning

For ansatte omfattet af en vagtordning er det dog tilladt, at bilen bliver taget med til privatadressen. Det er en forudsætning, at vagtordningen er af en sådan karakter, at den også medfører/kan medføre brug af mandskabsvognen.

Ved vurdering af vagtordning indgår bl.a. elementer som:

• kørslen er nødvendig for virksomheden.

• medarbejderen har fået et klart forbud mod at køre privat i bilen.

• varebilen er udstyret med værktøj og andet, som skal bruges til at kunne udføre arbejdet.

• der er vagtplan og rapportpligt over udkald.

• det kan dokumenteres, at bilen er brugt til de enkelte vagter.

• antallet af biler står i rimeligt forhold til vagtordningens omfang.

• den vagthavende medarbejder er på arbejde i hele vagtperioden.

Opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selv om der er tale om lidt større afvigelser fra ruten. Egentlig afhentning/afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten, bliver derimod anset for privat personbefordring. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der bliver foretaget væsentlige afvigelser fra den direkte rute, f.eks. for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl.

Køretøjerne, der forsynes med gule nummerplader, skal afgiftsekspederes hos Motorstyrelsen, før indregistrering kan finde sted.”

Klager henviser til SKM2015.456.ØLR, hvor SKATs afgørelse om afkrævning af registreringsafgift af en mandskabsvogn stadfæstes. Det fremgår af denne afgørelse

”Landsretten udtalte indledningsvis, at registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 8, skal fortolkes indskrænkende. Landsretten lagde herefter til grund, at de fire håndværkere havde anvendt mand- skabsvognen til transport til og fra deres juleferie i Litauen.

Da mandskabsvognen blev anvendt til privat befordring af personer, der ikke er ansat i ejerens eller brugerens virksomhed, var betingelserne for afgiftsfritagelse - uanset om der måtte være sket samtidig transport af materiel - ikke længere opfyldt. Mandsskabsvognen skulle som følge heraf afgifts- berigtiges efter lovens almindelige regler, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 3.

Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom (SKM2014.700.BR).”

Det at de fire håndværkere havde anvendt køretøjet til transport til og fra deres bo- pæl i forbindelse med juleferie blev anset for privat personkørsel i strid med reglerne for anvendelse af en mandskabsvogn. Motorstyrelsen finder, at udfaldet af afgørelsen ville have været det samme, selv om de antrufne personer havde været ansatte i virksomhedens, som ejede køretøjet, da der lægges vægt på formålet med kørslen (feriekørsel), som blev anset for privat kørsel.

Klager anfører, at arbejdet i den konkrete sag ”udføres under forhold, der betinger, at der medbringes mad m.v. til en længere periode, kan ikke medføre, at transporten heraf bevirker, at den samlede erhvervsmæssige befordring skifter karakter.” Motorstyrelsen lægger igen vægt på den første forklaring om formålet med kørslen, hvor fører og indehaver har oplyst, at fører skulle hente de personlige effekter, som en kollega havde medbragt til ham, herunder kvitteringer fra hans ægtefælle, som er bosiddende i Polen. Motorstyrelsen lægger ligeledes vægt på omfanget af de modtagne madvarer, samt det at der medbringes et køleskab med nedfrosne varer, som er til førers eget forbrug.

Der er således ikke argumenter i den fremsendte klage, som ændrer ved Motorstyrelsens vurdering af sagen.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at Motorstyrelsens afgørelse af 4. juni 2020 stadfæstes.

[...]”

Klagerens bemærkninger

Selskabets repræsentant har den 4. september 2020 fremsendt følgende bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse (uddrag):

[...]”

Motorstyrelsen har i forbindelse med en påstået privat benyttelse af Klagers mandskabsvogn dels ved den nævnte afgørelse opkrævet registreringsafgift af den pågældende mandskabsvogn; dels ved en afgørelse af 14. november 2019 inddraget nummerpladerne på mandskabsvognen. Også denne afgørelse er indbragt for Landsskatteretten.

Begge afgørelser bygger på det forhold, at Motorstyrelsen ved en kontrol i [havn1] den 13. november 2019 fandt, at mandskabsvognen, der havde været i brug under arbejde udført i Tyskland, havde været privat benyttet, dels ved at køretøjet på vej til Danmark havde kørt en omvej for at udveksle værktøj og visse private fornødenheder m.v. med en kollega, der kom fra Polen og skulle fortsætte til et andet arbejdssted i Tyskland, dels ved at køretøjet medførte madvarer og andre private genstande til brug for føreren af mandskabsvognen under dennes udførelse af arbejde i Danmark.

I sin udtalelse har Motorstyrelsen for det første anført, at det er uvæsentligt, når vi på Klagers vegne har henvist til praksis med hensyn til opsamling/afsætning af medarbejdere på vej til og fra arbejdssteder. I vores klage til Landsskatteretten har vi henvist til Den juridiske Vejledning, hvoraf fremgår, at det er acceptabelt i en mandskabsvogn at opsamle medarbejdere, selvom der hermed bliver tale om lidt større afvigelser fra den normale rute.

Befordring af medarbejdere til og fra arbejde er som udgangspunkt at betragte som privat befordring og dermed i princippet ikke muligt i en mandskabsvogn. Alligevel accepteres omvejskørsel ved afhentning og afsætning af medarbejdere på vej til og fra arbejdsstedet. I den foreliggende situation er der ikke tale om omvejskørsel med henblik på i princippet privat benyttelse, men derimod omvejskørsel der finder sted med en erhvervsmæssig begrundelse. Det er således ikke korrekt, når det af Motorstyrelsen anføres, at reglerne om befordring af medarbejdere er irrelevante, idet det følger heraf, at det er muligt at forlænge kørslen inden for visse rammer, såfremt forlængelsen har relation til udførelse af det hverv, som mand- skabsvognen benyttes i forbindelse med.

Motorstyrelsen har for det andet anført, at Klagers forklaring om, at omvejskørslen fandt sted bl.a. med henblik på opsamling af materiel til brug for arbejdets udførelse, ikke stemmer overens med den forklaring, som blev afgivet umiddelbart i forbindelse med kontrollen i [havn1].

Det fremgår af Motorstyrelsens sagsfremstilling, at føreren af mandskabsvognen ved kontrolaktionen havde forklaret, at ”han skulle mødes med en kollega, der kom fra Polen”. Det er vanskeligt ud fra dette at udlede, at formålet med at mødes med kollegaen alene var at udveksle personlige fornødenheder, og under alle omstændigheder mangler Motorstyrelsen at godtgøre, hvorfor der skal ses bort fra den forklaring, som Klager har givet om formålet med mødet mellem de to kolleger; nemlig at det primære formål var at udveksle værktøj m.v.

Motorstyrelsen anfører, at ”fører og indehaver (om formålet med kørslen) har oplyst, at fører skulle hente de personlige effekter, som en kollega havde medbragt til ham, herunder kvitteringer fra hans ægtefælle, som er bosiddende i Polen”. Det bestrides, at dette skulle være oplyst under sagen. Det strider også imod de oplysninger, der er gengivet i afgørelsen, og som er citeret ovenfor. Motorstyrelsen har på ingen måde underbygget denne påstand, der må anses for objektivt forkert.

Omfanget af og det forhold, at de udvekslede fornødenheder blev opbevaret i et køleskab i mandskabs- vognen, kan ikke medføre, at en omvejskørsel, som er erhvervsmæssigt begrundet, bliver at anse for foretaget i privat øjemed. Der ses ikke at være noget forbud mod at medbringe private fornødenheder i en mandskabsvogn, og af flere af de i Den juridiske Vejledning omtalte afgørelser fremgår det forudsætningsvis, at det accepteres, at der medbringes fornødenheder, der er nødvendige under et arbejdsophold.

I den foreliggende sag udføres arbejdet langt fra den pågældendes hjemland og langt fra hovedarbejdsstedet. Under disse omstændigheder kan det ikke anses for usædvanligt, at der befordres fornødenheder til et længerevarende ophold, herunder at disse opbevares i et køleskab, uden hvilket det næppe er mu- ligt at opbevare de pågældende fornødenheder.

Motorstyrelsen lægger for det tredje til grund, at det forhold, at der var værktøj i køretøjet på kontroltidspunktet, må føre til, at der ikke blev udleveret værktøj under mødet mellem de to medarbejdere. Klager har netop oplyst, at der blev udvekslet værktøj mellem de to kolleger. Det er således alene Motorstyrelsens påstand, at der kun blev afleveret værktøj fra den af sagen omhandlede mandskabsvogn. Motorstyrelsen kan ikke både bestride, at der blev udvekslet værktøj overhovedet, og samtidige påstå at der alene overførtes værktøj fra den af sagen omhandlede mandskabsvogn til det andet i sagen omtalte køretøj.

Motorstyrelsen anfører videre for det fjerde, at det antages, at føreren af den pågældende mandskabsvogn skal anvende værktøjet på arbejdspladsen i [by5], som var bestemmelsesstedet for mandskabsvognen på kontroltidspunktet. Der ses ikke at være nogen modstrid mellem, at denne modtager værktøj fra sin kollega, og at dette værktøj derefter skal benyttes ved det næste arbejdssted.

Motorstyrelsen har for det femte citeret hele Den juridiske Vejlednings afsnit om mandskabsvogne og anført, at der ikke i denne omtale ses nogen gengivelse af Klagers fortolkning, hvorefter det bestrides, at der i sagen overhovedet er kørt en omvej.

Vi har på Klagers vegne som tidligere omtalt anført, at det af Den juridiske Vejledning fremgår, at det er tilladt at opsamle medarbejdere undervejs, ”også selvom der er tale om lidt større afvigelser fra ruten”. Samme sted er anført, at ” det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der foretages væsentlige afvigelser fra den rute, f.eks. for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl” (vores understregning). Det fremgår således af Den juridiske Vejledning, at omvejskørsel skal være væsentlig, for at den anses for at være i strid med reglerne om benyttelse af mandskabsvogne.

Der henvises desuden til den i Den juridiske Vejledning omtalte afgørelse refereret i SKM2011.748.LSR., hvoraf fremgår, at medarbejdere kunne afhentes på deres privatadresser, selvom mandskabsvognen derved ikke tilbagelagde den naturlige vej til arbejdsstedet. Der henvises desuden til SKM2026.116.SR og den senere omtalte SKM2015.456.ØLR. Alle tre afgørelser viser, at det er muligt at køre ad omveje i mandskabsvogne, uden at dette i sig selv er at anse for en privatbenyttelse af køretøjet.

Endelig anfører Motorstyrelsen for det sjette, at Motorstyrelsen finder, at udfaldet af afgørelsen refereret i SKM2015.456.ØLR, ville have været det samme, selvom de i sagen omhandlede personer havde været ansat i den virksomhed, som ejede det pågældende køretøj. I sagen, der vedrørte nogle personers befordring i en mandskabsvogn til og fra juleferie i Litauen, anfører retten: ”Da mandskabsvognen således er anvendt til privat personbefordring af personer, der ikke arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed, er betingelserne for afgiftsfritagelse (...) ikke længere opfyldt...” (vores understregning). Motorstyrelsen har ikke nærmere underbygget sin fortolkning af dommen. Både det udtrykkeligt anførte om det ikke bestående ansættelsesforhold samt resultatet af de to andre tidligere omtalte – og af Motorstyrelsen ikke kommenterede - afgørelser synes at tale imod Motorstyrelsens fortolkning.

Sammenfattende skal vi på Klagers vegne anføre, at vi fortsat er af den opfattelse

- At der ikke i sagen er tale om væsentlig afvigelse fra den sædvanlige transportrute, hvorfor der ikke er tale om privat benyttelse af køretøjet

- At selvom, der havde været tale om en væsentlig omvej, er kørslen ikke at anse for privat anvendelse, idet formålet med kørslen var at afhente nødvendigt værktøj

- At det forhold, at der også befordredes fornødenheder til førerens personlige brug ikke ændrer kørslens karakter af erhvervsmæssig

- At der, selvom der havde været tale om privat benyttelse alene, foreligger et ”svinkeærinde”, som efter fast praksis ikke anses for en skatteudløsende kørsel.

På denne baggrund skal vi på Klagers vegne fastholde, at det er uberettiget, at Motorstyrelsen har opkrævet fuld registreringsafgift af den af sagen omhandlede mandskabsvogn.

[...]”

Klagerens yderligere bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos selskabet. Selskabets repræsentant har den 21. januar 2022 sendt følgende bemærkninger (uddrag):

”[...]

Skatteankestyrelsens indstilling og forslag

I to afgørelser af henholdsvis 11. november 2019 og 4. juni 2020 har Motorstyrelsen afgjort, at den i sagen omhandlede mandskabsvogn er blevet benyttet i strid med reglerne om afgiftsfrihed herfor, idet køretøjet ifølge Motorstyrelsen har været privat benyttet, dels som følge af at køretøjet har benyttet en rute, der afviger fra den direkte vej mellem virksomhedens arbejdspladser; dels fordi der i køretøjet blev medtaget private fornødenheder i form af madvarer m.v. Som følge heraf har Motorstyrelsen dels inddraget køretøjets nummerplader; dels opkrævet registreringsafgift af køretøjet som et personmotorkøretøj.

Skatteankestyrelsen har indstillet til Landsskatteretten, at begge afgørelser stadfæstes. Nærværende bemærkninger vedrører indstillingen om fastholdelse af afgørelsen om fuld registreringsafgift af køretøjet.

Bemærkninger til Skattestyrelsens indstilling og forslag

Manglende hjemmel

I indstillingen til Landsskatteretten indstiller Skatteankestyrelsen, at Motorstyrelsens afgørelse om opkrævning af fuld registreringsafgift opretholdes, idet den i sagen omhandlede mandskabsvogn anses for anvendt i strid med registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, da den stedfundne kørsel ikke anses for erhvervsmæssigt begrundet og dermed i selskabets interesse.

Det bestrides, at der er hjemmel til at træffe denne afgørelse.

Ifølge § 1 i registreringsafgiftsloven skal der svares afgift af køretøjer, som skal registreres i Køretøjsregistret efter køretøjsregistreringsloven. I henhold til denne sidstnævnte lovs § 2 skal et køretøj registreres i Køretøjsregistret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på Færdselslovens område. Efter registreringsbekendtgørelsens § 1, stk. 2 defineres Færdselslovens område som en vej her i landet, som benyttes til almindelig færdsel af en eller flere færdselsarter.

Som nærmere kommenteret nedenfor er indstillingen til afgørelse begrundet med, at køretøjet – ved at køre via [by3] på vej fra [by4] til [by7] - har kørt en omvej, der ikke er erhvervsmæssigt begrundet. Det anføres eksplicit, at selve det, at der befandt sig private fornødenheder i køretøjet, ikke i sig selv kan begrunde, at kørslen skal anses for ikke-erhvervsmæssig.

Herefter må det ligge fast, at den kørsel, som efter Skatteankestyrelsens opfattelse skal anses for ikke- erhvervsmæssig, alene har fundet sted i Tyskland, hvilket ikke er på færdselslovens område. Hvis køretøjet, hvilket i øvrigt bestrides, jf. nedenfor, har været anvendt i strid med forskrifterne for afgiftsfri anvendelse af mandskabsvogne i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, så har denne anvendelse ikke fundet sted i Danmark, hvorfor der ikke er hjemmel til at opkræve fuld registreringsafgift, idet der ikke har fundet nogen privat benyttelse af køretøjet sted på færdselslovens område.

Erhvervsmæssig benyttelse

I Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse anføres, at afgørende for om en kørsel kan finde sted i en mandskabsvogn, er, at kørslen er ”erhvervsmæssigt begrundet og i selskabets interesse.” Uden for den tilladte brug af mandskabsvogne er herefter enten kørsel ad ruter, der ikke er erhvervsmæssigt begrundet, eller kørsel med genstande, som er uden relation til den erhvervsmæssige benyttelse.

Skatteankestyrelsen anfører dernæst, at medbringelse af skiftetøj og fødevarer ikke i sig selv medfører, at kørslen bliver at anse for privat kørsel, men at dette forhold tillægges bevismæssig vægt ved vurderingen af, om privat kørsel har fundet sted. Efter en samlet vurdering finder Skatteankestyrelsen herefter, at formålet med omvejskørslen ikke har været udveksling af materiel, men derimod afhentning af de private fornødenheder.

Det fastholdes, at den primære årsag til, at køretøjet kørte via [by3], var udveksling af værktøj m.v. Det fremgår ikke af indstillingen, på hvilket grundlag Skatteankestyrelsen afviser Klagers forklaring om, at formålet var udveksling af værktøj. Den eneste begrundelse, der er angivet, er det forhold, at der tillige fandtes personlige genstande i køretøjet på kontroltidspunktet. Som Skatteankestyrelsen selv anfører, kan dette forhold ikke i sig selv medføre, at kørslen bliver at betragte som privat. Der mangler derfor holdepunkter for afvisningen af Klagers forklaring.

Uvæsentlig omvej

Såfremt Landsskatteretten måtte nå til det resultat, at det primære formål med kørslen til [by3] var at afhente mad og personlige fornødenheder, hvilket bestrides, skal vi imidlertid på Klagers vegne fastholde, at der ikke er tale om, at kørslen har haft en karakter, der er i strid med reglerne om afgiftsfri anvendelse af mandskabsvogne.

Af Den juridiske Vejledning fremgår,” at opsamling af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selvom der er tale om lidt større afvigelse fra ruten. Egentlig afhentning/afsætning på personens bopæl beliggende langt fra ruten bliver derimod anset for privat personbefordring. Det vil således være i strid med betingelserne for køretøjets benyttelse, hvis der bliver foretaget væsentlige afvigelser fra den direkte rute, f.eks. for at hente virksomhedens medarbejdere ved deres bopæl.”

Skatteankestyrelsen anerkender i indstillingen, at selve det at medbringe personlige fornødenheder ikke i sig selv medfører, at transporten bliver at betragte som privat kørsel.

Det må herefter være gældende for det første, at små afvigelser fra normal transportvej, der ikke har karakter af en væsentlig afvigelse, ikke i sig selv medfører, at køretøjet anses for privat benyttet og dermed benyttet i strid med reglerne for anvendelse af mandskabsvogne uden afgift. For det andet kan medbringelse af fornødenheder i et vist omfang heller ikke føre til, at transporten bliver at anse for privat begrundet.

Formålet med de særlige afgiftsregler for mandskabsvogne er netop at give en mulighed for at kunne befordre værktøj og medarbejdere i ét og samme køretøj afgiftsfrit. Det er fastslået, at kørslen med ansatte tillige omfatter kørsel med private fornødenheder i rimeligt omfang. Det er endvidere fastslået, at mindre omvejskørsel kan finde sted, blot der ikke er tale om en væsentlig afvigelse fra den normale transportvej.

Medbringelse af personlige fornødenheder må anses for et accessorium til kørslen med ansatte. Såfremt kørslen med den ansatte falder inden for rammerne af erhvervsmæssig benyttelse af køretøjet, kan medbringelse af mad og tøj i tilknytning hertil ikke ændre på, at kørslen er erhvervsmæssigt begrundet.

Når en ikke-væsentlig omvej for at afhente medarbejdere på deres bopæl, hvilket i princippet er en privat benyttelse af køretøjet til befordring mellem hjem og arbejde, kan ske uden afgiftsmæssige konsekvenser; og når kørsel med almindelige fornødenheder kan finde sted ligeledes uden afgiftsmæssige konsekvenser, må en ikke-væsentlig omvej for at hente disse fornødenheder ligeledes kunne finde sted uden afgiftsmæssige konsekvenser.

Kørsel via [by3] forlænger den samlede transportvej mellem [by4] og [by5] med ganske få kilometer, hvilket ikke kan betegnes som en væsentlig omvej.

Det forhold, at en mandskabsvogn kortvarigt forlader motorvejen under en længere kørsel med henblik på f.eks. toiletbesøg, kan ikke bevirke, at den samlede kørsel er at betragte som ikke-erhvervsmæssig og derfor i strid med reglerne om afgiftsfri benyttelse af mandskabsvogne. Selvom det konkrete formål med omvejskørslen i denne situation utvilvsomt er privat, kan det ikke fratage den samlede kørsel dens karakter af at være erhvervsmæssigt begrundet.

På denne baggrund er det samlet Klagers opfattelse,

At der ikke er hjemmel til den af Skatteankestyrelsen indstillede afgørelse, da der alene er foretaget erhvervsmæssig kørsel på færdselslovens område

At kørslen i den konkrete situation er at anse for erhvervsmæssigt begrundet, idet formålet var at udveksle værktøj m.v. At der tillige blev udvekslet personlige fornødenheder ændrer ikke på det erhvervsmæssige formål med kørslen samt

At selvom Landsskatteretten måtte finde, at det primære formål med kørslen var at afhente personlige fornødenheder m.v., er der fortsat tale om kørsel i virksomhedens interesse, idet der blot er tale om nødvendige foranstaltninger i forbindelse med udførelse af arbejde fjernt fra såvel hovedarbejdsplads som bopæl, idet afhentning af personlige fornødenheder er et naturligt og integreret led i at arbejde under de angivne forhold.

Selvom Landsskatteretten måtte afvise forklaringen om, at det primære formål med at køre via [by3] var at udveksle værktøj, vil den i sagen stedfundne kørsel alligevel ikke kunne anses for privat, idet der kun er foretaget en uvæsentlig afvigelse fra den normale transportvej, og idet medbringelse af private fornødenheder ikke i sig selv kan begrunde, at i øvrigt erhvervsmæssig kørsel ændrer karakter til privat benyttelse af køretøjet.

Køretøjet er benyttet til transport af en medarbejder mellem to arbejdssteder. Under hensyntagen til de vilkår, der gjaldt for arbejdets udførelse, herunder at den pågældende ansatte var væk fra både hjem og hovedarbejdssted i en længere periode, og idet Skatteankestyrelsen har erkendt, at det er tilladt at medbringe private fornødenheder i tilknytning til kørslen, er der intet grundlag for at anse den foretagne kørsel i Tyskland for privat og dermed i strid med reglerne om afgiftsfri benyttelse af mandskabsvogne. Kørslen er dermed erhvervsmæssigt begrundet og i selskabets interesse.

På denne baggrund skal vi på Klagers vegne fastholde, at det var ubegrundet, at Motorstyrelsen opkrævede fuld registreringsafgift af den pågældende mandskabsvogn som et personmotorkøretøj.

[...]”

Motorstyrelsens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos Motorstyrelsen, der har sendt følgende bemærkninger (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling og har følgende bemærkninger:

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i Køretøjsregistret og forsynes med nummerplader, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 223 af 27. februar 2019.

Det er udgangspunktet, at der betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1-3, dagældende lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019.

Fritaget for afgift er varebiler, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne), jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9. Motorstyrelsen gør opmærksom på, at den tilladte anvendelse af disse mandskabsvogne skal fortolkes indskrænkende, således det som et klart udgangspunkt alene er tilladt at foretage kørsel og transport i mandskabsvogne som er erhvervsmæssigt begrundet og i selskabets interesse.

Motorstyrelsen traf afgørelse om, opkrævning af fuld registreringsafgift for klagers køretøj med registreringsnummer [reg.nr.1] (”Køretøjet”), idet Motorstyrelsen fandt, at betingelserne for afgiftsfritagelse, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9 ikke længere var opfyldt.

Køretøjet blev standset under en kontrol den 13. november 2019, hvor Motorstyrelsen fandt, at køretøjet var anvendt i strid med reglerne om afgiftsfritagelse for mandskabsvogne, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, idet der under kontrollen blev fundet en ikke ubetydelig mængde af madvarer og private genstande i køretøjet. Der blev desuden også fundet privat skiftetøj i Køretøjet.

Motorstyrelsen lagde i sin afgørelse vægt på den forklaring som blev afgivet under kontrollen den 13. november 2019, som ikke er i overensstemmelse med den forklaring, klager fremkom med under indsigelsen til forslag til afgørelsen. Under forklaringen ved kontrollen den 13. november 2019 oplyste chaufføren ikke, at han havde mødtes med en kollega for at udveksle materiel, men chaufføren oplyste alene, at han havde fået overleveret personlige effekter.

Klager bemærker, at da der i den juridiske vejledning står, at:

”...opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selvom der er tale om lidt større afvigelser fra ruten. ”

Klager bemærker, at da ovenstående må være lovligt, vil det også være lovligt at fravige ruten for at ombytte værktøj. Det er Motorstyrelsens opfattelse, at ombytning af værktøj og opsamling/afsætning af personer ikke kan sidestilles.

Motorstyrelsen finder, at medbragt skiftetøj og madpakke i en mandskabsvogn ikke i sig selv medfører, at kørslen skal anses for privat, men at tilstedeværelsen af med- bragt privat gods i en mandskabsvogn er et moment, som tillægges bevismæssig vægt i vurderingen af, om der er tale om privat kørsel.

Motorstyrelsen finder ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at kørslen til [by3] havde til formål at ud- veksle arbejdsredskaber mellem medarbejderne. Der er i vurderingen særligt lagt vægt på, at der i Køretøjet er fundet en ikke ubetydelig mængde madvarer og privat gods, som er overdraget til føreren i [by3], hvorfor kørslen må betegnes som privat kørsel.

Motorstyrelsen finder herefter, at Køretøjet er anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, idet kørslen til [by3], og transporten af det private gods, ikke kan anses for erhvervsmæssigt begrundet og dermed i selskabets interesse.

Motorstyrelsen indstiller, at Landsskatteretten følger Skatteankestyrelsens forslag til, hvordan sagen skal afgøres.

[...]”

Klagerens yderligere bemærkninger

Motorstyrelsens bemærkninger til sagsfremstillingen, har været i høring hos selskabets repræsentant, der den 18. februar 2022 har sendt følgende bemærkninger (uddrag):

”[...]

Klagers forklaring

Motorstyrelsen anfører på side 2 i sin udtalelse, at Motorstyrelsen i sin afgørelse lagde vægt på den forklaring som blev afgivet under kontrollen den 13. november 2019, som ikke er i overensstemmelse med den forklaring, som Klager fremkom med under indsigelsen til forslag til afgørelsen. Under forklaringen ved kontrollen den 13. november 2019 oplyste Klagers medarbejder ikke, at han også havde mødtes med en kollega for at udveksle materiel, men medarbejderen oplyste alene, at han havde fået overleveret personlige effekter i [by3].

Motorstyrelsens antagelse af, at der er skiftet forklaring mellem kontrollen den 13. november 2019 og bemærkningerne til Motorstyrelsens forslag til afgørelse, må anses for uberettiget. Der er alene tale om en præcisering af, hvad der blev udvekslet mellem medarbejderne i [by3].

Landsskatterettens opmærksomhed skal henledes på, at medarbejderen på kontroltidspunktet blev spurgt om, hvor han havde de private effekter fra, hvilket medarbejderen havde svaret på.

Ved udarbejdelse af bemærkningerne til Motorstyrelsens forslag til afgørelse er det relevant at give en fyldestgørende forklaring på, hvordan Klager arbejder, herunder at det er en helt fast procedure for Klager, at de forskellige arbejdsteams mødes mellem arbejdspladserne for at udveksle entreprenørmateriale og minimere kørslen mellem byggepladserne, herunder kørslen til Klagers plantage i Polen.

I bemærkningerne til Motorstyrelsens forslag til afgørelse blev der derfor oplyst følgende:

”Virksomheden Tækpol er oprindelig stiftet i Polen med det formål at levere stråtag bl.a. til

det danske marked. Virksomheden har nu hovedsæde i [by2], men producerer strå til

tagtækning både til egen brug og til videresalg fra en af virksomheden ejet plantage i Polen.

Tækpol har 7 teams, som arbejder på forskellige projekter. For at udveksle entreprenørmateriel m.v. mellem teamsene mødes medarbejdere fra de forskellige teams geografisk mellem byggepladserne for at minimere kørslen mellem byggepladserne og virksomhedens adresse.

I den konkrete sag var én af virksomhedens ansatte på vej i en mandskabsvogn fra et afsluttet job i [by4] til Danmark for at påbegynde et nyt job i [by5]. En anden af virksomhedens ansatte, der havde været hjemme i Polen, skulle arbejdet på et projekt i Tyskland. De to ansatte mødtes før færgehavnen i Tyskland for at udveksle maskiner. Medarbejderen, som skulle til Danmark fik endvidere udleveret mad til sit ophold i Danmark, idet han skulle være på byggeprojektet i [by5] i 3 uger.”

Afvigelse fra ruten

Motorstyrelsen har endvidere på side 2 i sin udtalelse kommenteret på Klagers henvisning til den juridiske vejledning, hvor der fremgår følgende:

”...opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen vil være tilladt, også selvom der er tale om lidt større afvigelser fra ruten. ”

Motorstyrelsen anfører hertil, at ombytning af værktøj ikke kan sidestilles med opsamling/afsætning af personer, hvilket Klager er enig i. Ombytning af værktøj må altid anses for en erhvervsmæssig kørsel.

Henvisningen til den juridiske vejledning skal ses i sammenhæng med overdragelsen af madvarer og øvrige personlige effekter, som er nødvendige for at medarbejderen kan gennemføre det udførte arbejde på den kommende byggeplads.

Det er Klagers vurdering, at opsamling/afsætning af personer, der arbejder i virksomheden på vej til/fra arbejdspladsen direkte kan sidestilles med det forhold, at der overdrages private fornødenheder for at kunne udføre arbejdet på den kommende byggeplads, hvor medarbejderen skulle befinde sig de næste tre uger.

Det må anses for at være i virksomhedens interesse, at medarbejderen så hurtigt og effektivt som muligt kan få udført arbejdet. Det forhold, at man kan have en medarbejder på byggepladsen i 3 uger må anses for at være lige så erhvervsmæssigt relevant som den situation, hvor der er adgang til at opsamle/afsætte personer på vej til/fra arbejdspladsen.

Nærværende kørsel er foretaget i forbindelse med kørsel mellem to arbejdspladser.

[...]”

Retsmøde i Landsskatteretten

Repræsentanten fastholdt påstanden om, at køretøjet er anvendt erhvervsmæssigt og opfylder betingelserne for at være afgiftsfritaget som mandskabsvogn. Repræsentanten gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg og det på retsmødet udleverede materiale.

Motorstyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen skal stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i Køretøjsregistret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019.

Fritaget for afgift er varebiler, som utvivlsomt er konstrueret og særligt indrettet til befordring af mandskab og materiel (mandskabsvogne), jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, at en afgiftsfritaget mandskabsvogn kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport fra og til arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed. Køretøjet skal på tydelig måde være påmalet virksomhedens navn.

Sagens køretøj, der er indregistreret som en afgiftsfritaget mandskabsvogn, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, blev standset den 13. november 2019 under en kontrol ved [havn1].

Landsskatteretten finder, at sagens køretøj er taget i brug på færdselslovens område, da mandskabsvognen blev standset til kontrol den 13. november 2019 i [havn1] efter indrejse fra Tyskland.

Selskabets repræsentant har over for Skatteankestyrelsen forklaret, at formålet med kørslen i mandskabsvognen var at transportere føreren af køretøjet, der er medarbejder i selskabet, fra en byggeplads i [by4] til en ny byggeplads i [by5]. Endvidere er det forklaret, at mødet med den polske kollega i [by3] havde til formål at udveksle værktøj mellem medarbejderne, og at den polske medarbejder i den anledning havde private fornødenheder m.v. med til føreren af mandskabsvognen.

Mandskabsvogne, der er indregistreret i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, er fritaget for betaling af registreringsafgift, hvorfor Landsskatteretten allerede af den grund finder, at anvendelsen af mandskabsvogne skal fortolkes indskrænkende, således at det alene er tilladt at foretage kørsel og transport i mandskabsvogne, som er erhvervsmæssigt begrundet og i selskabets interesse.

I henhold til ordlyden af registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, er det klare udgangspunkt, at der ikke må transporteres private genstande i mandskabsvogne, idet det direkte fremgår af bestemmelsen, at mandskabsvogne kun må anvendes til transport til og fra virksomhedens arbejdspladser af materiel, værktøj og materialer, og til transport fra og til arbejdspladserne af personer, der arbejder i ejerens eller brugerens virksomhed.

Landsskatteretten finder under henvisning til det klare udgangspunkt i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, hvorefter der ikke må transporteres private genstande i mandskabsvogne, at det ikke er tilladt at transportere private fornødenheder og private genstande i mandskabsvogne, idet transporten heraf ikke kan anses for transporteret i selskabets interesse eller for erhvervsmæssigt begrundet, idet der er tale om livsfornødenheder og genstande, der skal anvendes af medarbejderne uden for arbejdstiden.

Landsskatteretten finder det dokumenteret, at der under kontrollen var en større mængde madvarer i mandskabsvognen, der både bestod af frostvarer og ferske madvarer, hvor de frosne madvarer blev transporteret i et fryseskab fastspændt på mandskabsvognens lad. Endvidere findes det dokumenteret, at der i mandskabsvognen var privat skiftetøj og private genstande, herunder fiskestænger, samt værktøj tilhørende selskabet i form af bl.a. en motorsav, værktøjskasser og rundsav m.v.

Landsskatteretten finder herefter, at mandskabsvognen er anvendt i strid med betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 9, idet transporten af det private gods ikke kan anses for erhvervsmæssigt begrundet og dermed i selskabets interesse.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.