Kendelse af 01-11-2022 - indlagt i TaxCons database den 25-11-2022

Journalnr. 20-0041507

Motorstyrelsen har krævet, at selskabet skal stille en sikkerhed på 5.000.000 kr. for registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 2.

Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsen afgørelse, således at selskabet skal stille en sikkerhed på 2.500.000 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 5, jf. stk. 2.

Faktiske oplysninger

Selskabet er stiftet den 9. november 1976 og driver virksomhed med detailhandel med personbiler, varebiler og minibusser.

Selskabet har siden den 2. april 1985 været registreret som selvanmelder for registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 14.

Som selvanmelder kan selskabet selv udføre en række ekspeditioner, som normalt ville skulle foretages af SKAT (i dag Motorstyrelsen), herunder at angive afgiften af et køretøj, angive godtgørelsen af afgift ved eksport af køretøjet og periodevis betale afgiften af køretøjer, som selskabet har angivet afgiften af.

Motorstyrelsen har i styresignalet SKM2019.562.MOTORST fastsat en trappemodel, hvor et afgiftstilsvar inden for et bestemt spænd medfører sikkerhedsstillelse af en bestemt størrelse. Følgende fem trappetrin fremgår af styresignalet:

Virksomhedens månedlige afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport (Import tæller 1:1 og eksport det halve)

Sikkerhedsstillelse

0 - 1 mio. kr.

500.000 kr. (Mindstebeløbet)

1 - 2,5 mio. kr.

2.500.000 kr.

2,5 - 5 mio. kr.

5.000.000 kr.

5 - 10 mio. kr.

7.500.000 kr.

10 mio. kr.

Min. 7.500.000 kr., fastsættes dog individuelt.

Motorstyrelsen har beregnet selskabets gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar for perioden 1. oktober 2018 til 30. september 2019 til 2.560.500 kr., hvorefter Motorstyrelsen i henhold til trappemodellen har fastsat sikkerhedsstillelsen til 5.000.000 kr.

Motorstyrelsen har beregnet selskabets gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar for perioden marts 2019 til februar 2020 til 2.390.691 kr., hvorefter Motorstyrelsen har fastholdt en sikkerhedsstillelse på 5.000.000 kr., under henvisning til at selskabet alene har overskredet grænsen til et tilstødende trin i trappemodellen med 6,79 pct.

Selskabet havde ifølge årsrapporten for perioden 1. januar 2018 til 31. december 2018 en egenkapital på 14.849.683 kr. pr. 31. december 2018 og en bruttofortjeneste på 15.451.917 kr.

Selskabet havde ifølge årsrapporten for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2019 en egenkapital på 16.686.164 kr. pr. 31. december 2019 og en bruttofortjeneste på 16.683.904 kr.

Selskabet havde ifølge årsrapporten for perioden 1. januar 2020 til 31. december 2020 en egenkapital på 18.290.898 kr. pr. 31. december 2020 og en bruttofortjeneste på 15.465.830 kr.

Der foreligger ikke oplysninger om, at selskabet ikke har afregnet afgiftstilsvar og skatter rettidigt.

Selskabet har den 17. marts 2020 anmodet Motorstyrelsen om, at sikkerhedsstillelsen nedsættes til 2.500.000 kr.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har truffet afgørelse om, at selskabet fortsat skal stille en sikkerhed på 5.000.000 kr. for afgiftstilsvar, jf. registeringsafgiftslovens § 15, stk. 2.

Motorstyrelsen har anført følgende begrundelse (uddrag):

"[...]

Motorstyrelsen har den 17. marts 2020 modtaget jeres henvendelse, hvor I anmoder om at få nedsat jeres sikkerhedsstillelse for registreringsafgift fra 5.000.000 kr. til 2.500.000 kr.

Den 2. april 2020 fremsendte Motorstyrelsen forslag til afgørelse om jeres sikkerhedsstillelse for registreringsafgift fortsat skal være på 5.000.000 kr. Motorstyrelsen har ikke modtaget bemærkninger til det fremsendte forslag til afgørelse.

Motorstyrelsen træffer derfor afgørelse om, at jeres sikkerhedsstillelse for registreringsafgift fortsat skal være på 5.000.000 kr., da jeres afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport 12 måneder bagud i tid ikke har overskredet grænsen til et tilstødende trin med mere end 15 %. Vi har beregnet ændringen til 6,79 %, hvorfor Motorstyrelsen ikke finder, at der er tale om en væsentlig ændring, jf. registreringsafgiftsloven § 15, stk. 2.

For yderligere begrundelse - se sagsfremstilling.

Sagsfremstilling:

Sagens faktiske forhold.

Motorstyrelsen har ved indførslen af trappemodellen beregnet jeres gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar over en 12 måneders periode til 2.560.500 kr. Det medførte en indplacering på trappetrinet mellem 2,5 mio. kr. og 5 mio. kr. og I skulle stille en sikkerhedsstillelse på 5.000.000 kr.

Motorstyrelsen skrev til jer den 17. december 2019, at I som følge af indførelsen af trappemodellen skulle stille en sikkerhedsstillelse for registreringsafgift på 5.000.000 kr., hvis I fortsat ønsker at være registreret for registreringsafgift.

Skattestyrelsen har 30. januar 2020 modtaget jeres sikkerhedsstillelse for registreringsafgift.

Måned

Registreringsafgift

Godtgørelse eksport

Marts 2019

5.122.472 kr.

0 kr.

April 2019

1.404.540 kr.

0 kr.

Maj 2019

1.983.775 kr.

0 kr.

Juni 2019

2.572.887 kr.

0 kr.

Juli 2019

2.708.467 kr.

0 kr.

August 2019

848.601 kr.

0 kr.

September 2019

969.447 kr.

0 kr.

Oktober 2019

2273173 kr.

0 kr.

November 2019

3.598.533 kr.

0 kr.

December 2019

1.979.723 kr.

0 kr.

Januar 2020

2.918.546 kr.

0 kr.

Februar 2020

2.308.134 kr.

0 kr.

I alt

28.688.298 kr.

0 kr.

Omregnet værdi

28.688.298 kr.

0 kr.


I har den 7. marts 2020 anmodet om at få nedsat jeres sikkerhedsstillelse for registreringsafgift fra 5.000.000 kr. til 2.500.000 kr., da jeres gennemsnit de seneste 12 måneder ligger på et niveau, der fordrer en sikkerhedsstillelse på 2.500.000 kr. I har også i mailen anført, at I forventer at komme yderligere ned, når marts 2019 bortfalder og den forventede udvikling for salget af biler i Danmark.

Talmæssige opgørelse.

Motorstyrelsen har med udgangspunkt i nedenstående tal beregnet, at I har overskredet grænsen til et tidstødende trin med 6,79 %.

Beregningen: (2.390.691 kr. - 2.560.500 kr.) * 100 /2.500.000 kr. = 6,79 %

Til brug for vurderingen af om I opfylder betingelsen for ændring af sikkerhedsstillelsen har Motorstyrelsen lavet en ny opgørelse af jeres afgiftstilsvar for perioden marts 2019 til februar 2020.

Til brug for indplacering i trappemodellen er angivet registreringsafgift omregnet med 1:1 og godtgørelse eksport med halvdelen.

Ny beregning af det månedligt gennemsnitlige afgiftstilsvar for perioden marts 2019 - februar 2020 udgør 2.390.691 kr.

Ved indførslen af trappemodellen var jeres gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar for en 12 måneders periode beregnet til 2.560.500 kr. For beregning henvises til Motorstyrelsens forslag af 17. december 2019.

Love og regler

Det fremgår af registreringsafgiftsloven § 15, stk. 1, nr. 5, at en virksomhed, der opfylder betingelserne i registreringsafgiftslovens § 14, kan registreres:

Virksomheden skal stille sikkerhed på mindst 500.000 kr. for betaling af afgifter efter denne lov, herunder tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse, samt renter og gebyrer vedrørende disse afgifter og godtgørelser.

Reglerne om, at Skatteforvaltningen kan stille krav om en højere sikkerhedsstillelse fremgår af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2. hvoraf det fremgår:

Told- og skatteforvaltningen kan stille krav om højere sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 5, som følge af virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar efter denne lov, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer. Told- og skatteforvaltningen kan med 1 måneds varsel til den første i en måned ændre kravet om sikkerhedsstillelse, hvis virksomhedens forhold har ændret sig væsentligt i forhold til tidspunktet for sikkerhedsstillelsen eller den seneste regulering heraf, eller hvis told- og skatteforvaltningens fastsættelse af sikkerhedens størrelse har været baseret på mangelfulde eller ukorrekte oplysninger.

Motorstyrelsen har på baggrund af ændringen af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2 udarbejdet styresignalet SKM.2019.562 - Trappemodel for fastsættelse af sikkerhedsstillelse for selvanmeldere efter registreringsafgiftsloven. Styresignalet trådte i kraft den 1. januar 2020. Styresignalet er nu indarbejdet i Den juridiske vejledning under afsnit I.A.1.9.

Det fremgår af styresignalet, at trappemodellen skal sikre, at sikkerhedsstillelsen for den enkelte virksomhed står mål med størrelsen af det afgiftstilsvar for registreringsafgift, som virksomheden hæfter for. Desuden skal sikkerhedsstillelsen kunne dække evt. pristjek og øvrige risikofaktorer i virksomhedens driftsform.

Desuden fremgår det af styresignalet, at sikkerhedsstillelsen ændres, hvis virksomhedens drift har ændret sig væsentligt i løbet af året. Sikkerhedsstillelsen ændres, hvis afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport 12 måneder bagud i tid, har overskredet grænsen til et tilstødende trin med mere end 15 procent.

Trappemodellen tager udgangspunkt i selvanmelderens gennemsnitlige månedlige afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport 12 måneder tilbage i tid og har fem trin.

Virksomhedens månedlige afgiftsbetaling og godtgørelse omregnes, således at registreringsafgift tæller med 1:1 og godtgørelse eksport med det halve.

Trappemodellen:

Virksomhedens omregnet månedlige afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport

Sikkerhedsstillelse

0 - 1 mio. kr.

500.000 kr.

1 - 2,5 mio. kr.

2.500.000 kr.

2,5 - 5 mio. kr.

5.000.000 kr.

5 - 10 mio. kr.

7.500.000 kr.

10 mio. kr. -

Min. 7.500.000 kr., fastsættes dog individuelt.

I kan finde registreringsafgiftsloven og styresignalet på skat.dk/jura.

Motorstyrelsens foreløbige afgørelse

Motorstyrelsen påtænker at træffe afgørelse om at jeres sikkerhedsstillelse for registreringsafgift fortsat skal være på 5.000.000 kr., da jeres afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport 12 måneder bagud i tid ikke har overskredet grænsen til et tilstødende trin med mere end 15 %, jf. registreringsafgiftsloven § 15, stk. 2.

Nedsættelse af sikkerhedsstillelsen for registreringsafgift kan ske når, der er tale om en væsentlig ændring af jeres afgiftstilsvar over en 12 måneders periode bagud i tid, som ifølge styresignalet er fastsat til at udgøre mere end 15 % i forhold til et tilstødende trin i trappemodellen. Motorstyrelsen har beregnet denne til 6,79 %, hvorfor Motorstyrelsen finder, at der ikke kan ske nedsættelse af sikkerhedsstillelsen for registreringsafgift til 2.500.000 kr.

I har oplyst, at der vil ske et yderligere fald i jeres gennemsnit når marts måned 2019 ikke medregnes, og når der henses til den forventede udvikling i salget af biler i Danmark. Motorstyrelsen kan ikke tillægge disse argumenter nogen værdi, da månedsangivelsen for marts 2020 ved fremsendelse af forslag til afgørelse endnu ikke var lukket, og der ikke kan tages højde for fremtidige afregninger af registreringsafgift.

Jeres bemærkninger til det fremsendte forslag til afgørelse

I har ikke fremsendt bemærkninger til Motorstyrelsens forslag til afgørelse af 2. april 2020.

Motorstyrelsens endelige afgørelse

Motorstyrelsen har ikke modtaget bemærkninger til det fremsendte forslag til afgørelse, hvorfor der træffes afgørelse om, at jeres sikkerhedsstillelse for registreringsafgift fortsat skal være på 5.000.000 kr.

[...]"

Klagerens opfattelse

Selskabet har nedlagt påstand om, at sikkerhedsstillelsen skal nedsættes til 2.500.000 kr.

Selskabet har anført følgende begrundelse (uddrag):

"[...]

Jeg vil gerne klage over Motorstyrelsens afvisning af nedsættelse af vores sikkerhedsstillelse til kr. 2.500.000. Motorstyrelsen begrunder dette med, at vi ikke har overskredet grænsen for det tilstødende trin med mere end 15 %. Motorstyrelsens afgørelse vedhæftes som bilag 2.

Jeg vedhæfter bilag 1 med vores månedlige afgiftstilsvar for 2019 og 2020. Det fremgår heraf, at vi i de seneste 16 måneder har været under den grænse, som kræver en sikkerhedsstillelse på kr. 5.000.000.

Med et krav om, at vi skal overskride det til stødende trin med mere end 15 %, så har man reelt sat en grænse på kr. 2.125.000 pr. måned over et 12 måneders forløb, hvilket ikke findes rimeligt.

Samtidig bemærker jeg, at man jo nemt kan sætte kravet op til kr. 5.000.000 igen, såfremt vi overskrider det månedlige tilsvar på kr. 2.500.000 over en ny 12 måneders periode. Og jeg formoder, at dette ikke kræver en overskridelse på mere end 15 %.

Da kravet oprindeligt blev sat til det høje beløb, skete det i forhold til et gennemsnitligt månedstilsvar på kr. 2.560.500 - og altså en overskridelse på blot 2,4 %. Hvis ændringen til kravet til størrelsen af sikkerhedsstillelsen var kommet få måneder senere, så havde vi slet ikke fået et krav om den store sikkerhedsstillelse.

Endelig ville jeg ikke ansøge om en nedsættelse af sikkerhedsstillelsen, hvis jeg havde en formodning om, at vi ville svinge op og ned omkring grænsen for den større sikkerhedsstillelse og den mindre sikkerhedsstillelse. Men nu har vi været under grænsen i 16 måneder, og med bilsalgets udsigter har jeg ingen forventninger om, at det umiddelbart ændrer sig.

Derfor finder jeg det helt urimeligt, at kravet om en sikkerhedsstillelse bliver fastholdt på kr. 5.000.000, hvorved vi bliver påført den ekstra omkostning, som dette medfører. En sikkerhedsstillelse på kr. 5.000.000 betyder for os en årlig omkostning på kr. 75.000 i stedet for en omkostning på kr. 37.500 for en sikkerhedsstillelse på kr. 2.500.000 (1,5 %)

Jeg må derfor anmode om at få ændret kravet til sikkerhedsstillelse til kr. 2.500.000.

[...]"

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har sendt følgende udtalelse (uddrag):

"[...]

Ved ændring af registreringsafgiftsloven i 2017, blev der efter registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2 givet hjemmel til at indføre en trappemodel, hvor formålet er, at sikkerhedsstillelsen står bedre mål med størrelsen af det afgiftstilsvar, som virksomheden hæfter for og at sikkerhedsstillelsen samtidig kan justeres løbende efter aktiviteten i virksomheden.

Motorstyrelsen har på baggrund af ændringen af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2 udarbejdet styresignalet SKM.2019.562 - Trappemodel for fastsættelse af sikkerhedsstillelse for selvanmeldere efter registreringsafgiftsloven. Styresignalet træder i kraft den 1. januar 2020. Det følger af styresignalet, at Motorstyrelsen inden styresignalet træder i kraft, skal foretage en individuel og konkret vurdering af alle selvanmelderes sikkerhedsstillelse. Motorstyrelsen skal sikre, at sikkerhedsstillelsen står mål med størrelsen af det afgiftstilsvar, som virksomheden hæfter for.

Motorstyrelsen har den 6. december 2019 udstedt nyhedsbrev, hvor fristen med indsendelse af sikkerhedsstillelsen blev udskudt til den 1. februar 2020.

Styresignalet SKM.2019.562 - Trappemodel for fastsættelse af sikkerhedsstillelse for selvanmeldere efter registreringsafgiftsloven giver mulighed for, hvis en virksomhedens drift har ændret sig væsentligt, vil der kunne ansøges Motorstyrelsen om nedsættelse af sikkerhedsstillelsen.

Styresignalet SKM 2019.562Motorst er nu ophævet og indarbejdet i den juridiske vejledning 2020-1 under afsnit I.A.1.9.

Motorstyrelsens bemærkninger til klage af den 4. juni 2020 (uddrag af klagen).

I har i klagen blandt andet anført:

1. de seneste 16 måneder har I været under den grænse, som kræver en sikkerhedsstillelse på 5.000.000 kr. og med bilsalgets udsigter er der ingen forventninger om, at det umiddelbart ændre sig.

2. "med et krav om, at vi skal overskride det tilstødende trin med mere end 15 %, så har man reelt sat en grænse på 2.125.000 kr. pr. måned over et 12 måneders forløb, hvilket ikke findes rimeligt".

3. "da kravet oprindeligt blev sat til det høje beløb, skete det i forhold til et gennemsnitligt månedstilsvar på 2.560.500 kr. og en overskridelse på blot 2,4 %. Hvis ændringen til kravet til størrelsen af sikkerhedsstillelsen kommet få måneder senere, havde de ikke fået et krav om den store sikkerhedsstillelse".

ad 1.

Iflg. styresignalet trappemodellen i SKM2019.562 kan sikkerhedsstillelsen ændres, hvis afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport 12 måneder bagud i tid har overskredet grænsen til et tilstødende trin med mere en 15 %. For at minimere konsekvenserne af sæsonudsving foretages vurderingen for en 12 måneders periode.

Motorstyrelsen kan ikke ved vurderingen af om, der kan ske nedsættelse af en sikkerhedsstillelse tage højde for fremtidige afregninger af registreringsafgift.

Har der 12 måneder bagud i tid, været et fald i virksomhedens afgiftstilsvar, vil Motorstyrelsen ved den årlige monitoring foretage en ny vurdering, om der kan ske nedsættelse af sikkerhedsstillelsen. Dette dog under forudsætning af, at grænsen til et tilstødende trin er overskredet med mere end 15 %.

Ad 2.

Styresignalet til Trappemodellen SKM2019.562 har lagt op til, at der er mulighed for at ansøge Motorstyrelsen om nedsættelse i sikkerhedsstillelsen, hvis der sker væsentlige ændringer i virksomhedens drift. Det fremgår tillige, at der ved væsentlige ændringer forstås, når der 12 måneder bagud i tid har overskredet grænsen til et tilstødende trin med mere end 15 %.

Motorstyrelsen finder i denne sag, at der ikke er sket ændring til et tilstødende trin med mere end 15 %, hvorfor ændringen ikke kan anses for at være væsentligt og virksomheden derfor ikke er berettiget til at få nedsat sikkerhedsstillelsen.

Ad 3.

Motorstyrelsen har ved indplaceringen i trappemodellen, af alle virksomheder, der er registreret for registreringsafgift taget udgangspunkt i indberettet afgiftstilsvar for registreringsafgift for perioden 1. oktober 2018 til 30. september 2019.

Virksomhedens sikkerhedsstillelse skal stå mål med størrelse af det afgiftstilsvar, som virksomheden hæfter for. Selvanmeldere angiver registreringsafgift den 15. i måneden efter, hvorfor sikkerhedsstillelsen som udgangspunkt skal udgøre 1,5 måneds gennemsnitligt afgiftstilsvar. Sikkerhedsstillelsen skal desuden også kunne dække evt. pristjek og øvrige risikofaktorer i virksomhedens driftsform.

Kort opsamling.

Motorstyrelsen har med udgangspunkt i styresignalet anvisninger om, der skal tages i udgangspunkt i en 12 måneders periode og der skal være tale om væsentlige ændringer, hvis der skal ske nedsættelse af en sikkerhedsstillelse for registreringsafgift.

Det fremgår af styresignalet, at trappemodellen skal sikre, at sikkerhedsstillelsen for den enkelte virksomhed står mål med størrelsen af det afgiftstilsvar for registreringsafgift, som virksomheden hæfter for. Desuden skal sikkerhedsstillelsen kunne dække evt. pristjek og øvrige risikofaktorer i virksomhedens driftsform.

Virksomheden er vurderet til ikke at stille en højere sikkerhedsstillelse, end det trappemodellen, jf. styresignal SKM2019.562, indplacerer virksomheden på.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at Motorstyrelsens afgørelse af 30. april 2020 fastholdes.

[...]"

Klagerens bemærkninger

Selskabet har den 4. juli 2020 sendt følgende bemærkninger til Motorstyrelsens udtalelse (uddrag):

"[...]

Udvikling siden fremsende af klagen.

Der er nu forløbet yderligere en måned, således at vi nu gennem 17 måneder har ligget under den gennemsnitlige månedlige grænse på kr. 2.500.000, hvorfra der skal stilles en sikkerhedsstillelse på kr. 5.000.000 i stedet for en sikkerhedsstillelse på kr. 2.500.000.

Jeg vedhæfter beregning, hvoraf det fremgår, at vores månedsafgift i snit for den seneste 12 månedsperiode andrager kr. 2.196.323 - eller 12,1 % under kr. 2.500.000 grænsen. •.

Urimelighed

Dette er tilpas forklaret i det fremsendte klagemateriale. Men jeg vil gerne gentage, at jeg må acceptere, at der kræves en sikkerhedsstillelse på kr. 5.000.000, når vi passerer en grænse på kr. 2.500.000 baseret på et 12 måneders snit.

Men at jeg finder det urimeligt, at vi efter 17 måneder under denne grænse ikke kan få sat kravet til sikkerhed ned igen. Dette skal samtidig ses i forhold til, at vi ved en overskridelse af grænsen igen - om end med kun et lille beløb - antagelig må forvente nyt krav om forhøjelse af sikkerhedsstillelsen med kort varsel.

Jeg finder det ikke rimeligt, at vi skal pålægges denne ekstra udgift; og jeg mener i øvrigt ikke, at vores kapital forhold og tidligere betalingsevne og vilje i forhold til Skat berettiger til dette krav.

[...]"

Motorstyrelsens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos Motorstyrelsen, der har sendt følgende bemærkninger (uddrag):

"[...]

Motorstyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling og har følgende bemærkninger:

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 14, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019, at en virksomhed kan registreres hos told- og skatteforvaltningen, jf. § 15, med den virkning, at virksomheden kan angive afgiften af et køretøj, angive godtgørelsen af afgift af et køretøj ved eksport af køretøjet, jf. § 7 b, og periodevis betale afgiften af køretøjer, som virksomheden har angivet afgiften af.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 5, at registrerede virksomheder skal stille en sikkerhed på mindst 500.000 kr. for betaling af afgifter i henhold til registreringsafgiftsloven, herunder tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse, samt renter og gebyrer vedrørende disse afgifter og godtgørelser.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2, at told- og skatteforvaltningen kan stille krav om højere sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 5, som følge af virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar efter denne lov, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer. Yderligere fremgår det, at Told- og skatteforvaltningen med 1 måneds varsel til den første i en måned kan ændre kravet om sikkerhedsstillelse, hvis virksomhedens forhold har ændret sig væsentligt i forhold til tidspunktet for sikkerhedsstillelsen eller den seneste regulering heraf, eller hvis told- og skatteforvaltningens fastsættelse af sikkerhedens størrelse har været baseret på mangelfulde eller ukorrekte oplysninger.

I Motorstyrelsens styresignal SKM2019.562.MOTORST er der fastsat en trappemodel for fastsættelse af sikkerhedsstillelse for selvanmeldere efter registreringsafgiftslovens § 15. Efter dette styresignal skal sikkerhedsstillelsen for den enkelte virksomhed fastsættes således, at den står mål med størrelsen af det afgiftstilsvar, som virksomheden hæfter for. Trappemodellen fastsætter, at sikkerhedsstillelsen skal fastsættes ud fra virksomhedens månedlige afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport.

Yderligere fremgår det af styresignalet, at sikkerhedsstillelsen ændres, hvis afgiftsbetaling og godtgørelse ved eksport 12 måneder bagud i tid har overskredet grænsen til et tilstødende trin med mere end 15 pct. Afgiftstilsvaret skal vurderes et år tilbage i tid for at minimere konsekvenserne af sæsonudsving.

I nærværende sag udgjorde det gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar 2.560.500 kr. for perioden 1. oktober 2018 til 30. september 2019. Dette medfører efter trappemodellen en indplacering på trappetrinet mellem 2.500.000 og 5.000.000 kr., hvorfor klager skulle stille en sikkerhed på 5.000.000 kr. Den 17. marts 2020 anmoder klager om få nedsat sikkerhedsstillelsen fra 5.000.000 kr. til 2.500.000 kr. Det gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar for perioden marts 2019 til februar 2020 udgjorde 2.390.691 kr.

Klager har overskredet grænsen til et tilstødende trin med 6,79 pct. Klager har således ikke overskredet grænsen til et tilstødende trin med mere end 15 pct. Motorstyrelsen finder derfor ikke, at virksomhedens forhold har ændret sig væsentlig i forhold til tidspunktet for sikkerhedsstillelsen eller den seneste regulering heraf, jf. registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2, 2. pkt. Derfor var det retteligt, at Motorstyrelsen ikke ændrede kravet om sikkerhedsstillelse fra 5.000.000 kr. til 2.500.000 kr.

Sikkerhedsstillelsen indstilles således fastholdt.

[...]"

Retsmøde

Selskabet fastholdt påstanden om, at sikkerhedsstillelsen skal nedsættes til 2.500.000 kr. Selskabet gennemgik sine anbringender i overensstemmelse med de skriftlige indlæg. Herudover oplyste selskabet, at kravet til selskabets sikkerhedsstillelse for registreringsafgift efterfølgende er nedsat til 2.500.000 kr. ved den årlige regulering af sikkerhedsstillelsen.

Motorstyrelsen indstillede i overensstemmelse med tidligere udtalelser, at afgørelsen skal stadfæstes.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 14, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019, at en virksomhed kan registreres hos told- og skatteforvaltningen, jf. § 15, med den virkning, at virksomheden kan angive afgiften af et køretøj, angive godtgørelsen af afgift af et køretøj ved eksport af køretøjet, jf. § 7 b, og periodevis betale afgiften af køretøjer, som virksomheden har angivet afgiften af.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 1, nr. 5, at registrerede virksomheder skal stille en sikkerhed på mindst 500.000 kr. for betaling af afgifter i henhold til registreringsafgiftsloven, herunder tilbagebetaling af for meget udbetalt godtgørelse, samt renter og gebyrer vedrørende disse afgifter og godtgørelser.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2, at told- og skatteforvaltningen kan stille krav om højere sikkerhedsstillelse efter stk. 1, nr. 5, som følge af virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar efter denne lov, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer. Told- og skatteforvaltningen kan med 1 måneds varsel til den første i en måned ændre kravet om sikkerhedsstillelse, hvis virksomhedens forhold har ændret sig væsentligt i forhold til tidspunktet for sikkerhedsstillelsen eller den seneste regulering heraf, eller hvis told- og skatteforvaltningens fastsættelse af sikkerhedens størrelse har været baseret på mangelfulde eller ukorrekte oplysninger.

Af lovforslaget til lov nr. L 4 af 3. oktober 2017 om ændring af registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven fremgår bl.a.:

"[...]

Det foreslås i nr. 45, at minimumskravet til sikkerhedsstillelse for selvanmeldervirksomheder forhøjes fra 200.000 kr. til 500.000 kr. Når loven er trådt i kraft, vil det nye minimumskrav gælde for registrerede virksomheder, uanset om de er registreret før eller efter ikrafttræden.

I nr. 46 foreslås, at der indføres en eksplicit hjemmel til, at SKAT kan fastsætte en højere sikkerhedsstillelse end minimumsikkerhedsstillelsen. Samtidig foreslås de kriterier, som SKAT skal lægge til grund ved fastsættelsen af størrelsen af sikkerhedsstillelsen, præciseret direkte i loven ved indsættelse af en ny § 15, stk. 2. Herefter bliver stk. 2-4 til stk. 3-5.

Det er lægges op til, at SKAT skal vurdere behovet for sikkerhedsstillelse ud fra virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer. Øvrige risikofaktorer kan eksempelvis være manglende indlevering af årsregnskab, lav egenkapital i forhold til afgiftstilsvaret, tidligere betalingsproblemer eller tilsvarende faktorer, som er egnede til at så tvivl om virksomhedens fremtidige betalingsevne eller -vilje.

Det lægges til grund, at SKAT udarbejder offentligt tilgængelige retningslinjer for sikkerhedsstillelsen som udgangspunkt ud fra virksomhedens afgiftstilsvar. Det forventes, at der tages udgangspunkt i en trappemodel, hvor afgiftstilsvar inden for et bestemt spænd medfører sikkerhedsstillelse af en bestemt størrelse. De øvrige angivne faktorer kan ud fra en konkret vurdering medføre, at en sådan trappemodel fraviges.

[...]"

Motorstyrelsen har fastsat selskabets sikkerhedsstillelse til 5.000.000 kr. på baggrund af Motorstyrelsens styresignal gengivet i SKM2019.562.MOTORST, hvoraf det fremgår af trappemodellen, at hvis den månedlige betaling af registreringsafgift og udbetaling af godtgørelse ved eksport udgør mellem 2.500.000 - 5.000.000 kr., skal der stilles en sikkerhed på 5.000.000 kr.

Det fremgår herved ikke, hvordan de enkelte kriterier i registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2, er vægtet i forhold til Motorstyrelsens krav om en sikkerhedsstillelse på 5.000.000 kr., udover at selskabet har et gennemsnitligt månedligt afgiftstilsvar på 2.560.500 kr. i perioden fra 1. oktober 2018 til 30. september 2019.

Motorstyrelsen har beregnet selskabets gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar for perioden marts 2019 til februar 2020 til 2.390.691 kr., hvilket ikke har ført til, at Motorstyrelsen har nedsat selskabets sikkerhedsstillelse til 2.500.000 kr. i henhold til trappemodellen. Motorstyrelsen har herved henvist til, at ændringen i selskabets månedlige gennemsnitlige afgiftstilsvar ikke overskrider grænsen til et tilstødende trin i trappemodellen med mere end 15 pct.

Landsskatteretten finder i henhold til ordlyden og bemærkningerne til registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2, jf. lovforslag nr. L 4, Folketingstidende 2017-18, Tillæg A, nr. 45- 47, at Motorstyrelsen skal fastsætte sikkerhedsstillelsen ud fra en samlet konkret vurdering af virksomhedens årlige eller forventede årlige afgiftstilsvar, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer, hvor der kan tages udgangspunkt i Motorstyrelsens trappemodel.

Landsskatteretten finder, at sikkerhedsstillelsens størrelse ikke alene kan fastsættes ud fra trappemodellen, hvor der ikke tages højde for de øvrige kriterier, som fremgår af registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2.

Landsskatteretten bemærker, at de nævnte kriterier i registreringsafgiftslovens § 15, stk. 2, skal anvendes til en konkret individuel vurdering af, om sikkerhedsstillelsens størrelse skal fravige trappemodellens fastsatte sikkerhedsstillelse, således at sikkerhedsstillelsen står mål med det afgiftstilsvar, som den enkelte selvanmelder hæfter for.

Landsskatteretten finder herefter, at sikkerhedsstillelsen ud fra en konkret og individuel vurdering af virksomhedens forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer kan fastsættes til en højere eller lavere sikkerhedsstillelse i forhold til den i trappemodellen anførte sikkerhedsstillelse, jf. herved Landsskatterettens afgørelse af 8. juni 2022, offentliggjort som SKM2022.452.LSR.

Landsskatteretten finder ud fra en konkret vurdering af selskabets gennemsnitlige månedlige afgiftstilsvar, forretningsomfang, betalingshistorik og øvrige risikofaktorer, at Motorstyrelsens krav om en sikkerhedsstillelse på 5.000.000 kr. ikke står mål med det afgiftstilsvar, som selskabet hæfter for.

Endvidere overstiger selskabets månedlige gennemsnitlige afgiftstilsvar på 2.390.691 kr. for perioden marts 2019 til februar 2020 ikke trappemodellens trin med et gennemsnitligt månedligt afgiftstilsvar på mellem 1.000.000 kr. og 2.500.000 kr., hvor der som udgangspunkt kræves en sikkerhedsstillelse på 2.500.000 kr. i henhold til trappemodellen.

Landsskatteretten finder derfor, at det er med urette, at Motorstyrelsen har fastsat og fastholdt en sikkerhedsstillelse på 5.000.000 kr.

Selskabet skal herefter indplaceres på trappemodellens trin med et gennemsnitligt månedligt afgiftstilsvar på mellem 1.000.000 kr. og 2.500.000 kr. og derfor stille en sikkerhed på 2.500.000 kr.

Landsskatteretten ændrer Motorstyrelsens afgørelse i overensstemmelse hermed.