|
|
Kendelse af 19-05-2021 - indlagt i TaxCons database den 12-06-2021
Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har undladt at imødekomme en ansøgning om momsgodtgørelse på hhv. 136.115,30 kr. for perioden 1. april 2019 – 30. juni 2019 og 110.653,70 kr. for perioden 1. juli 2019 – 30. september 2019 med den begrundelse, at de ansøgte momsgodtgørelser udgør finansielle ydelser, som er omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.
Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.
Faktiske oplysninger
Skattestyrelsen modtog den 22. juli 2019 en ansøgning om momsgodtgørelse fra [virksomhed1], herefter repræsentanten. Ansøgningen var indsendt på vegne af det i Rumænien etablerede selskab, [virksomhed2], herefter selskabet. I ansøgningen anmodede repræsentanten om momsgodtgørelse på i alt 136.115,30 kr. for perioden 1. april 2019 – 30. juni 2019.
Den 11. oktober 2019 indsendte repræsentanten endnu en ansøgning om momsgodtgørelse, hvori repræsentanten på vegne af selskabet ansøgte om momsgodtgørelse på i alt 110.653,70 kr. for perioden 1. juli 2019 – 30. september 2019.
Selskabet indgik i januar 2019 et samarbejde med den danske virksomhed [virksomhed3] A/S, cvr-nr. [...1], herefter [virksomhed3]. Der blev i den forbindelse udarbejdet en samarbejdskontrakt mellem selskabet og [virksomhed3].
Det er på baggrund af samarbejdet med [virksomhed3], at selskabet har ansøgt om momsgodtgørelse i Danmark.
Af samarbejdskontrakten fremgår, at [virksomhed3] har haft følgende forpligtelser over for selskabet:
| • | At betale 0,82 EUR pr. kørt kilometer |
| • | At betale tyske vejafgifter og vejafgift i alle andre lande |
| • | At betale alle udgifter til færge, broer og tunneller |
| • | At skaffe trailer |
| • | At udstede en kreditnota hver uge |
| • | Nettobetaling på 45 dage |
Virksomheden skal ifølge kontrakten sørge for følgende:
| • | Lastbilen skal have en tysk- eller engelsktalende chauffør |
| • | Lastbilen skal være udstyret med en telefon og med en trackunit GPS |
| • | Lastbilen skal være udstyret med mindst to sæt af kæder og 16 spansets |
| • | Lastbilen skal have en CMR-forsikring med en dækning på minimum 300.000 EUR. |
Skattestyrelsen anmodede ved brev af 14. august 2019 og ved brev af 20. november 2019 repræsentanten om at fremsende dokumentation til ansøgningerne, herunder navnlig fakturakopier vedrørende perioderne 1. april 2019 – 30. juni 2019 og 1. juli 2019 – 30. september 2019.
Perioden 1. april 2019 – 30. juni 2019
Selskabet har i denne periode ansøgt om momsgodtgørelse på i alt 136.115,30 kr. på baggrund af tre fakturaer; hhv. fakturanr. 59427, udstedt den 30. april 2019, fakturanr. 59807, udstedt den 29, maj 2019, og fakturanr. 60022, udstedt den 28. juni 2019.
Perioden 1. juli 2019 – 30. september 2019
Selskabet har i denne periode ansøgt om momsgodtgørelse på i alt. 110.653,70 kr. på baggrund af tre fakturaer;hhv. fakturanr. 60408, udstedt den 31. juli 2019, fakturanr. 60636, udstedt den 30. august 2019, og fakturanr. 60854, udstedt den 30. september 2019.
Alle fakturaer omhandler køb af brændstof fra brændstofleverandøren [virksomhed4], som selskabet har købt gennem [virksomhed3]. Ifølge selskabets repræsentant har [virksomhed3] givet virksomheden et brændstofkort, som selskabet kan anvende til at tanke brændstof fra brændstofleverandøren [virksomhed4]. Selskabet betaler samtlige brændstofomkostninger, som opstår via kortet, og [virksomhed3] tillægger ikke virksomheden ekstra gebyrer eller andre omkostninger for lån af brændstofkortet. Selskabet oplyser, at brændstofkortet kun bliver brugt i forbindelse med kørsel, som har tilknytning til [virksomhed3]. [virksomhed3] modtager fakturaerne fra [virksomhed4] for de tankede beløb og viderefakturerer herefter selskabet for beløbene, som selskabet har tanket på kortet for.
Skattestyrelsens afgørelse
Skattestyrelsen har nægtet selskabet momsgodtgørelse på hhv. 136.115,30 kr. for perioden 1. april 2019 – 30. juni 2019 og på 110.653,70 kr. for perioden 1. juli 2019 – 30. september 2019, idet Skattestyrelsen har fundet, at fakturaerne vedrører momsfritagne ydelser efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.
Som begrundelse for sin afgørelse vedrørende perioden 1. april – 30. juni har Skattestyrelsen anført:
“(...)
The application only relates to fuel expenses
As stated on the submitted invoices, the invoices are issued by a Danish oil company to a Danish transport company who subsequently invoices the fuel / expenses for fuel to a foreign carrier.
It is the Danish Tax Agency (Skattestyrelsen) opinion, that the agreement of the Danish transport company with the foreign carrier, is in the nature of an agreement on financing the purchase of fuel, which is exempt from VAT according to 13(1)(11)(a) of the Danish VAT Aet
This provision implements Article 135(1)(b) of the Council Directive 2006/112EC of 28.11.2006
According to the presented information, this is not a case of supply of fuel to the Danish transport company who resells the fuel to the foreign carrier. In this case the supply of fuel is made directly from the oil company to the foreign company.
Therefore, since in this specific case there is no supply of fuel from the Danish transport company to the applicant, no Danish VAT should be added.
The Danish Tax Agency (Skattestyrelsen) may recommend the company to contact the supplier for a possible rectification
The legislative references that have been applied in connection with the handling of this case may be forwarded on request or they may be viewed in their entirety at the official online legal information site of the Danish State: www.retsinfo.dk.
Please note that the site is only available in Danish.
(...)”
Som begrundelse for sin afgørelse vedrørende perioden 1. juli – 30. september 2019 har Skattestyrelsen anført:
“(...)
The application only relates to fuel expenses / invoices for fuel.
As stated on the submitted invoices, the invoices are issued by a Danish oil company to a Danish transport company who subsequently invoices the fuel / expenses for fuel to a foreign carrier.
It is the Danish Tax Agency (Skattestyrelsen) opinion, that the agreement of the Danish transport company with the foreign carrier, is in the nature of an agreement on financing the purchase of fuel, which is exempt from VAT according to 13(1)(11)(a) of the Danish VAT Act
This provision implements Article 135(1)(b) of the Council Directive 2006/112EC of 28.11.2006.
According to the presented information, this is not a case of supply of fuel to the Danish transport company who resells the fuel to the foreign carrier. In this case the supply of fuel is made directly from the oil company to the foreign company.
Therefore, since in this specific case there is no supply of fuel from the Danish transport company to the applicant, no Danish VAT should be added.
The Danish Tax Agency (Skattestyrelsen) may recommend the company to contact the supplier for a possible rectification.
The legislative references that have been applied in connection with the handling of this case may be forwarded on request or they may be viewed in their entirety at the official online legal information site of the Danish State: www.retsinfo.dk.
Please note that the site is only available in Danish.
(...)”
Skattestyrelsen har i høringssvar af 26. februar 2020 anført følgende:
”(...)
Skattestyrelsen har i sin afgørelse af 28. november 2019 afvist en ansøgning om
momsrefusion.
Godtgørelsen af moms blev afvist med den begrundelse, at levering af brændstof udgjorde finansielle transaktioner omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a). Disse transaktioner skulle derfor være faktureret uden tillæg af dansk moms.
Klagers repræsentant vedlægger til klageskrivelsen kopi af arbejdskontrakten, som det danske transportselskab, [virksomhed3] A/S havde indgået med ansøger. Det oplyses i klagebrevet, at det danske transportselskab lod ansøgeren tanke brændstof på sit dieselkort, som udelukkende blev brugt af ansøgeren til at levere en transporttjeneste til transportøren. Ifølge klagebrevet havde ansøgeren af denne grund ret til at kræve tilbagebetaling af den indgående moms.
Der er ikke fremkommet nye faktiske oplysninger, der kan ændre den trufne afgørelse.
Det er Skattestyrelsens opfattelse, at under de omstændigheder, hvor brændstof skal anses for leveret fra det danske benzinselskab [virksomhed4] A/S til den danske transportør [virksomhed3] A/S, og derefter fra transportselskabet til ansøgeren, skal transportselskabet anses for at have leveret en finansiel tjenesteydelse.
Der er ikke tale om levering af brændstof i forhold til transportselskab og videresalg af brændstof til ansøgeren. Ordningen skal derimod kvalificeres som en ydelse af lån. I de tilfælde, hvor ydelsen har leveringssted i Danmark, vil ydelsen efter Skattestyrelsens opfattelse være momsfritaget efter den danske momslovs § 13, stk. 1, nr. 11, litra a).
Da der således ikke foreligger levering af brændstof i forhold til det danske transportselskab, kan denne transaktion ikke kræve tilbagebetaling af den moms, som benzinselskabet fakturerede til transportselskabet for brændstofpåfyldning foretaget af den udenlandske vognmand på tankstationen.
Der henvises i øvrigt til EU-domstolens dom i sagen C-235/18, Vega International Car Transport and Logistic-Trading GmbH (jf. i denne retning EU-domstolens dom i sagen C-185/01, Auto Lease).
Det er Skattestyrelsens indstilling, at afgørelsen af 28. november 2019 er truffet på et korrekt grundlag.
(...)”
Klagerens opfattelse
Selskabets repræsentant har fremsat påstand om, at selskabets er berettiget til momsgodtgørelse på hhv. 136.115,30 kr. for perioden 1. april 2019 – 30. juni 2019 og 110.653,70 kr. for perioden 1. juli 2019 – 30. september 2019.
Til støtte for sin påstand har repræsentanten anført:
“(...)
According to Your decisions, both of the mentioned applications were fully rejected for VAT refund with reason that there is no supply of fuel from the Danish transport company ([virksomhed3] A/S, hereinafter "[virksomhed3]") to the applicant and therefore no Danish VAT should have been charged with these invoices. Further, the re-invoicing of fuel to applicant by [virksomhed3] was seen as an agreement on financing the purchase of fuel, which would be exempt from VAT.
We disagree with the previous interpretation and are in the opinion that the VAT should be refunded to applicant. The supplies between [virksomhed4] to [virksomhed3] and from [virksomhed3] further to the applicant should be treated as chain transactions, due to which the VAT should be correctly charged. In a chain transaction model, it must be understood that in each step of the chain transaction, each of the entities are transferring forward the actual right and possibility of using the goods/services as an owner (not merely charging the "costs" forward). Meaning, the practical control of choosing to purchase, making the purchase and using it in the same way and manner just as it would be provided solely between the first supplier in the chain and the end-customer (applicant). In this case it means [virksomhed3] is giving the applicant the actual means, opportunity and access to buy fuel in the form of a fuel card, instead of providing a financial service, because:
| • | applicant pays for all the fuel costs by balancing the payables and receivables with [virksomhed3], they do not receive any financial benefits |
| • | [virksomhed3] does not charge any surcharge/extra fees for providing the cards, which would be a typical indicator for providing financing |
[virksomhed3] provides the fuel cards to applicant and these are being solely used by the applicant and their trucks to supply a transportation service for [virksomhed3]. As an end-user of the fuel, applicant should also be entitled for the deduction/refund of the input VAT. Enclosed you will find contract between [virksomhed3] and the applicant as well as same example invoices.
Hopefully this information will be sufficient for reviewing the application and refund the VAT to the applicant as requested in the applications. In case of further questions, do not hesitate to get back to us.
(...)”
Landsskatterettens afgørelse
Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har nægtet selskabet momsgodtgørelse for hhv. 136.115,30 kr. for perioden 1. april 2019 til 30. juni 2019 og 110.653,70 kr. for perioden 1. juli 2019 – 30. september 2019.
Følgende fremgår af den danske momslovs § 45, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 760 af 21. juni 2016):
”Afgiftspligtige personer, der ikke er etableret her i landet, ikke er registreringspligtige her i landet og hverken er valgfrit eller frivilligt registreret her i landet, kan få godtgjort den afgift, som er betalt her for varer og ydelser til virksomhedens erhvervsmæssige brug. Godtgørelse indrømmes dog kun, i det omfang den afgiftspligtige persons transaktioner berettiger til fradrag i det land, hvor vedkommende er etableret, og i det omfang virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvar efter loven. For en virksomhed, der er etableret i et land uden for EU, som ikke har et merværdiafgiftssystem, der svarer til det, som findes her i landet, indrømmes godtgørelse kun, i det omfang virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvaret efter loven.”
(...)”
Af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11 fremgår:
”Følgende varer og ydelser er fritaget for afgift:
(...)
11) Følgende finansielle aktiviteter:
| a) | Långivning og formidling af lån samt långivers forvaltning af egne udlån. |
| b) | Sikkerheds- og garantistillelse, herunder forhandlinger herom, samt forvaltning af kreditgarantier ved den, der har ydet kreditten. |
| c) | Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende anbringelse af midler, kontokurantkonti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer. |
| d) | Transaktioner, herunder forhandlinger, vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, bortset fra samlerobjekter. |
| e) | Transaktioner, herunder forhandlinger, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med værdipapirer, bortset fra varerepræsentativer og dokumenter, der giver bestemte rettigheder, herunder brugsrettigheder, over fast ejendom, samt andele og aktier, når besiddelsen heraf retligt eller faktisk sikrer rettigheder som ejer eller bruger over en fast ejendom eller en del af en fast ejendom. |
(...)”
Momslovens § 13, stk. 1 nr. 11, er en implementering af momssystemdirektivets kapitel 3 ”Fritagelse i forbindelse med andre aktiviteter”, artikel 135, stk. 1, litra b-g, hvoraf følgende fremgår:
”Art. 135
Stk. 1. Medlemsstaterne fritager følgende transaktioner:
| a) | forsikrings- og genforsikringstransaktioner, herunder ydelser udført af forsikringsmæglere og -formidlere i forbindelse med disse transaktioner |
| b) | ydelse og formidling af lån samt forvaltning af lån ved den person, som har ydet lånene |
| c) | formidling og indgåelse af forpligtelser om sikkerhedsstillelse og andre former for sikkerhed og garantier samt forvaltning af kreditgarantier ved den person, der har ydet kreditten |
| d) | transaktioner, herunder formidling, vedrørende anbringelse af midler, løbende konti, betalinger, overførsler, fordringer, checks og andre handelsdokumenter, dog ikke inddrivelse af fordringer |
| e) | transaktioner, herunder formidling, vedrørende valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, dog ikke mønter og sedler, som er samlerobjekter, dvs. mønter af guld, sølv eller andet metal, samt sedler, der ikke i almindelighed anvendes som lovligt betalingsmiddel, eller som er af numismatisk interesse |
| f) | transaktioner, herunder formidling, med undtagelse af forvaring og forvaltning, i forbindelse med aktier, andele i selskaber eller andre sammenslutninger, obligationer og andre adkomstbeviser, bortset fra varerepræsentativer og de i artikel 15, stk. 2, omhandlede rettigheder og adkomstbeviser |
| g) | forvaltning af investeringsforeninger, således som disse er fastsat af medlemsstaterne |
(...)”
Der skal således tages stilling til, om fakturaerne fra [virksomhed3], der vedrører benzin fra brændstofleverandøren [virksomhed4], er en finansiel ydelse og dermed omfattet af momslovens § 13, stk. 1, nr. 11, litra a.
Selskabet har fået et brændstofkort til brændstofleverandøren [virksomhed4] stillet til rådighed fra [virksomhed3], som selskabet har leveret transportydelser til. Selskabets repræsentant har oplyst, at [virksomhed3] ikke kræver yderligere gebyrer eller omkostninger ved, at selskabet har fået kortet stillet til rådighed. Det er [virksomhed3], som modtager en faktura fra [virksomhed4] for det beløb, der er leveret brændstof for. [virksomhed3] viderefakturerer herefter beløbet til selskabet.
Af de fremsendte fakturaer fremgår, at selskabet bliver faktureret for benzin fra brændstofleverandøren [virksomhed4] og ikke har købt brændstof fra [virksomhed3] direkte. Det er via brændstofskortet, som står i [virksomhed3]s navn, at selskabet tanker brændstof. Det fremgår ikke af samarbejdskontrakten, at selskabet kun må anvende kortet i forbindelse med opgaver, som selskabet udfører for [virksomhed3], eller om [virksomhed3] som sådan har indflydelse på, hvornår selskabet anvender kortet.
I EU-domstolens afgørelse C-185/01, Auto Lease Holland tilbød en leasinggiver leasingtagere af leasede køretøjer en mulighed for at indgå en aftale med Auto Lease om brændstofadministration. Aftalen gjorde det muligt at købe brændstof og lejlighedsvis købe olieprodukter i Auto Leases navn og for Auto Leases regning via et benzinkort. EU-domstolen slog i den forbindelse fast, at brændstoffet blev leveret til leasingtagerne og ikke til leasinggiveren, selv om dennes navn fremgik af benzinkortet. EU-domstolen udtalte herved i præmisserne 34 -36, at:
”Det er ubestridt, at leasingtageren er berettiget til at råde over brændstoffet, som om han var ejer af dette gode. Leasingtageren modtager brændstoffet direkte fra tankstationerne, og Auto Lease har på intet tidspunkt ret til at bestemme, på hvilken måde brændstoffet skal anvendes, og med hvilke formål denne anvendelse finder sted.
Opfattelsen af, at brændstoffet leveres til Auto Lease, idet leasingtageren køber brændstoffet i Auto Leases navn og for Auto Leases regning, der lægger prisen for godet ud, kan ikke tiltrædes. Som Kommissionen med rette har gjort gældende, er leveringerne kun tilsyneladende gennemført for Auto Leases regning. Dels er de månedlige rater, der betales til Auto Lease, blot et forskud. Dels er det leasingtageren, der indestår for betalingen af det faktiske forbrug, der opgøres ved årets udgang, og leasingtageren bærer derfor udgifterne ved brændstofleveringen i deres helhed.
Aftalen om brændstofadministration er således ikke en kontrakt om levering af brændstof, men nærmere en kontrakt om finansiering af køb af brændstof. Auto Lease køber ikke brændstoffet for derefter at sælge det videre til leasingtageren, men leasingtageren køber brændstoffet og vælger frit brændstoffets kvalitet og mængde samt tidspunktet for købet. Auto Lease fungerer i virkeligheden som kreditgiver i forhold til leasingtageren.
Det er herefter rettens opfattelse, at [virksomhed3]s udlån af brændstofkort til selskabet må anses som en finansiel ydelse. Der er herved henset til, at det ikke er [virksomhed3], som leverer brændstof, men [virksomhed4], og at det faktiske forbrug af brændstof viderefaktureres til selskabet, hvorfor selskabet derfor bærer udgifterne i deres helhed
Retten finder, at udlån af brændstofkortet ikke kan anses som en kontrakt om levering af brændstof, men derimod en kontrakt om finansiering af køb af brændstof, idet det er [virksomhed4], som reelt leverer brændstoffet til selskabet. Det må på baggrund af manglende oplysninger i kontrakten mellem selskabet og [virksomhed3] lægges til grund, at selskabet selv vælger mængden af brændstof og kvaliteten af denne, og hvornår der skal købes brændstof.
Det forhold, at selskabet har oplyst, at brændstofkortet kun anvendes i forbindelse med opgaver, som udføres af [virksomhed3] kan ikke føre til et andet resultat.
Landsskatteretten finder herefter, at ydelsen må anses som finansiel ydelse i form af en långivningsaftale, hvorfor ydelsen er momsfritaget efter momslovens § 13, stk. 1., nr. 11, litra a.
Da der er tale om en momsfri ydelse, kan ydelserne ikke give ret til momsgodtgørelse efter momslovens § 45, stk. 1, 2. punktum.
Det er derfor med rette, at Skattestyrelsen har nægtet virksomheden momsgodtgørelse for fakturaerne.
Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.