Kendelse af 08-09-2020 - indlagt i TaxCons database den 03-10-2020

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har opkrævet klageren betaling af erhvervelsesmoms på 20.823 kr., idet klageren har købt en Harley Davidson motorcykel i Sverige den 9. maj 2019.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

[person1] (herefter benævnt klageren) er en privat person, som den 9. maj 2019, købte en Harley Davidson motorcykel i Sverige. Motorcyklen kostede 120.000 SEK, heraf udgjorde momsen 0 SEK, jf. fakturanr. [...].

Ifølge det svenske registreringsbevis blev motorcyklen første gang indregistreret i Sverige den 20. juni 2006, og det fremgår af faktura nr. [...], at motorcyklen havde kørt 759 km, da den blev solgt til klageren. Motorcyklen ankom til Danmark den 19. maj 2019.

Klageren har oplyst, at han i juli 2019 modtog en beregning af registreringsafgiften på motorcyklen fra Motorstyrelsen. Klageren klagede over denne beregning, idet han fandt, at den var for højt fastsat. Klageren fik medhold, og vurderingen af motorcyklen blev, at den havde en værdi af 200.000 kr., og ifølge klageren er nyprisen på motorcyklen cirka 365.000kr. Klageren betalte efterfølgende registreringsafgiften og fik nummerplader til motorcyklen. Klageren har videre oplyst, at ved toldsynet af motorcyklen blev den vurderet til at være i middelstand.

Den 6. november 2019 anmodede Skattestyrelsen klageren om at indberette moms og fremsende dokumentation for køb af motorcyklen i Sverige. Efterfølgende fremsendte klageren bemærkninger til Skattestyrelsens anmodning. Heri gjorde klageren bl.a. opmærksom på, at anmodningen om betaling af moms kom fire måneder efter, at han modtog beregningen af registreringsafgiften. Ifølge klageren ville han ikke havde fået motorcyklen indregistreret i Danmark, hvis han, i forbindelse med registreringsafgiften, havde fået oplyst, at han skulle betale cirka 21.000 kr. i moms for køb af motorcyklen i Sverige. Videre bemærkede klageren, at motorcyklen er 13 år gammel, og hvordan skulle han som privat person kunne have forudset dette. Ifølge klageren kan han intet bevise angående de kilometer motorcyklen har kørt, idet den tidligere ejer, som indregistrerede motorcyklen i 2006, er død.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har den 8. januar 2020 truffet afgørelse om opkrævning af moms på 20.823 kr. for køb af en Harley Davidson motorcykel i Sverige.

Skattestyrelsen har begrundet afgørelsen således:

Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse:

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at du i momslovens forstand har købt et nyt transportmiddel, fordi køretøjet har et slagvolumen på over 48 cm, og køretøjet har kørt højst 6.000 km på leveringstidspunktet, jf. momslovens § 11, stk. 6, nr. 1.

Du har således ikke dokumenteret, at det pågældende transportmiddel havde kørt mere end 6.000 km på leveringstidspunktet. Det fremgår derimod af den faktura som du har vedhæftet i dit brev af 29. november 2019, at transportmidlet har kørt 759 km.

Dine kommentarer af 15. december 2019 ændrer ikke herpå. Du har stadig ikke dokumenteret, at transportmidlet har kørt mere end 6.000 km på det tidspunkt hvor du købte den. Desuden er du selv forpligtet til at gøre dig bekendt med reglerne vedrørende momspligt, ligesom du selv har været forpligtet til at anmelde momsen til told- og skatteforvaltningen, jf. momslovens § 65, stk. 2.

Ved køb af et nyt transportmiddel fra et andet EU-land skal der betales moms, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 2. Momsen er beregnet i henhold til momslovens § 27, stk. 1, pkt. 1 og stk. 2, nr. 2 samt § 33.

Du skal betale momsen til Skattestyrelsen, jf. momslovens § 65, stk. 2.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at betaling af moms på 20.823 kr. for køb af motorcykel i Sverige, den 9. maj 2019, skal nedsættes til 0 kr.

Klageren har anført følgende i sin klage:

”Jeg vil hermed gerne klage over afgørelse af momsbetaling på 13 år gammel Harley. Jeg købte i foråret 2019 1 stk. harley i Sverige. Jeg kontaktede inden handelen 6 private firmaer for at få forhåndsvurderet motorcyklen. Blev afvist alle steder med bemærkningen om at de ikke gad slås med skat efterfølgende. Således uden nogen form for viden om hvad jeg gik ind til,valgte jeg at købe drømmecyklen alligevel. Efter toldsyn fik jeg langt om længe en afgiftsberegning i juli. Beløbet valgte jeg at klage over,da jeg fandt beløbet alt for højt. Denne sag vandt jeg ([...]) og fik lige omkring 18.000kr. retur. Man vurderede lige som jeg at cyklen havde en værdi omkring 200.000kr. Det vil sige et fald lige omkring 45 % af nypris (365.737). Til min store forbløffelse bliver jeg præsenteret for en opkrævning af moms på cyklen (sag nr. ... (sagsnr. udeladt)). Man vurderer at cyklen er ny pga. få kørte km. Så nu har jeg en vurdering der siger at den er ny og en der siger at den har tabt det halve af dens værdi.

For at jeg skulle have forudset dette skulle jeg have læst momslovgivningen. Der står at den skal have kørt 6000 km og være 6 mdr. gammel. Det jeg er mest sur over er at der går 4 mdr. inden jeg præsenteres for dette krav. Hvis dette var blevet oplyst sammen med afgiftsberegningen ville jeg ikke have indreg. Cyklen. Ville enten have solgt den i Sverige igen eller lavet en leasing aftale. I min verden er jeg ligeglad med om det hedder moms eller afgift. Når jeg kontakter jer for afgift forventer jeg at beløbet der oplyses er det der skal betales i alt. For øvrigt finder jeg det rablende galt at i syntes der skal betales af en 13 år gammel cykel. Cyklen blev bedømt som middel stand ved toldsyn og jeg har den originale svenske nummerplade som beviser den har været på landevejen i 2006. Jeg blev oplyst om at jeg kunne lade handelen gå tilbage, så ville man lade momskravet falde (det kan man ikke i den virkelige verden 5 mdr. efter købet) Så nu står jeg med en cykel der er alt for dyr i forhold til markedsprisen og jeg mener helt ærligt at i burde anvende lidt sund fornuft. Den ene sag viser den er for dyr og den anden siger den er for billig. ...”.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har opkrævet 20.823 kr. i erhvervelsesmoms for klagerens køb af en Harley Davidson motorcykel i Sverige den 9. maj 2019.

Det følger af momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, at der skal betales moms ved erhvervelse mod vederlag af nye transportmidler fra andre EU-lande.

Ifølge momslovens § 11, stk. 6, skal køretøjer, som har kørt højst 6.000 km betragtes som nye i momslovens forstand.

Følgende fremgår af momslovens § 65, stk. 2:

”Privatpersoner og andre, der ikke er registreret, skal anmelde og betale afgift til told- og skatteforvaltningen af erhvervelse af nye transportmidler fra et andet EU-land. Anmeldelsen ledsaget af en faktura skal foretages senest 14 dage efter transportmidlets ankomst her til landet. Afgiften skal indbetales senest 14 dage efter påkrav fra told- og skatteforvaltningen.”

(Momsloven kan findes på www.retsinformation.dk).

Ifølge SKM2014.739.BR skal der betales afgift ved køb af et nyt transportmiddel fra andre EU-lande, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, og loven undtager ikke private køb fra momspligten.

Ifølge Landsskatterettens afgørelse af den 10. oktober 2019, jf. sagsnr. 17-0818902, (afgørelsen kan findes på www.afgoerelsesdatabasen.dk), skulle en klager betale erhvervelsesmoms på 38.150 kr. af en motorcykel købt i Sverige. Landsskatteretten fandt bl.a., at uagtet det forhold, at SKAT efter det foreliggende grundlag havde givet en uklar vejledning af klageren vedrørende beregning af registreringsafgift og moms af motorcyklen, fandtes det ikke at have bibragt den pågældende klager en retsbeskyttet forventning om, at han ville blive fritaget for at betale erhvervelsesmoms ved køb af en motorcykel i Sverige.

Ifølge det oplyste købte klageren den 9. maj 2019 en Harley Davidson motorcykel i Sverige, og den 19. maj 2019 blev motorcyklen transporteret til Danmark.

Det fremgår af fremlagte faktura nr. [...], at motorcyklen kostede 120.000 SEK, og heraf udgjorde momsen 0 SEK. Motorcyklen havde kørt 759 km på købstidspunktet, og motorcyklen blev første gang indregistreret i Sverige den 20. juni 2006.

I juli 2019 modtog klageren en beregning fra Motorstyrelsen vedrørende registreringsafgift på motorcyklen. Denne beregning klagede han over, hvilket han fik medhold i, og registreringsafgift blev herefter nedsat. Klageren betalte efterfølgende registreringsafgiften for motorcyklen.

Det fremgår af sagen, at Skattestyrelsen i brev af 6. november 2019 informerede klageren om, at Skattestyrelsen havde fået oplysninger om, at klageren havde købt en motorcykel i Sverige, og at han skulle indberette moms vedrørende købet.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen opkrævede momsen i forlængelse af klagerens betaling af registreringsafgiften i juli 2019.

Landsskatteretten bemærker, at der er enighed mellem Skattestyrelsen og klageren om, at motorcyklen havde kørt 759 km ved købet den 9. maj 2019.

På det foreliggende grundlag finder Landsskatteretten, at motorcyklen skal anses for at være ny i momslovens forstand, uagtet at motorcyklen var 13 år på købstidspunktet, idet motorcyklen havde kørt mindre end 6.000 km på købstidspunktet.

Klageren skal derfor afregne moms af købet, jf. momslovens § 11, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 6., og Landsskatteretten finder, at uagtet at klageren i forbindelse med registreringsafgiften ikke blev oplyst om betaling af erhvervelsesmoms af motorcyklen, findes det ikke, at have bibragt ham en retsbeskyttet forventning om, at han ville blive fritaget for erhvervelsesmoms ved køb af en motorcykel i Sverige.

Det er således med rette, at Skattestyrelsen har opkrævet 20.823 kr. i erhvervelsesmoms vedrørende klagerens køb af motorcyklen i Sverige den 9. maj 2019.

Landsskatteretten stadfæster således Skattestyrelsens afgørelse.