Kendelse af 25-02-2022 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2022

Journalnr. 19-0097944

Motorstyrelsen har i forbindelse med nedvejning og omregistrering af sagens køretøj fra personbil til varebil opkrævet 5.202 kr. i registreringsafgift, uden at modregne den tidligere betalte registreringsafgift for køretøjet som personbil.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj er en Fiat, Scudo Combinato 1,9, med stelnummer: [...]. Køretøjet er indregistreret første gang den 25. maj 1999. Køretøjet har tidligere været indregistreret som afgiftsfritaget varebil, jf. registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 5, med anvendelse til buskørsel.

Klageren har anmodet Motorstyrelsen om at beregne den ekstra registreringsafgift, der skal betales ved omregistrering af sagens køretøj fra personbil til varebil med anvendelsen godstransport privat, i forbindelse med en nedvejning af køretøjets tilladte totalvægt fra 2,2 t til 2 t.

Motorstyrelsen har den 13. november 2019 truffet afgørelse om, at der skal betales 5.202 kr. i ekstra registreringsafgift, uden Motorstyrelsen har foretaget modregning af den tidligere betalte registreringsafgift for sagens køretøj som personbil.

Sagen vedrører ikke værdiansættelsen af sagens køretøj, der ikke er påklaget.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har den 13. november 2019 opkrævet 5.202 kr. i ekstra registreringsafgift som følge af nedvejningen af køretøjet fra en totalvægt på 2,2 t til 2 t.

Motorstyrelsen har anført følgende i afgørelsen (uddrag):

”[...]

Vi har beregnet registreringsafgiften for din varebil

Du har bedt Motorstyrelsen om at beregne den ekstra registreringsafgift, du skal betale, efter du har fået følgende varebil nedvejet:

Stelnummer [...]

Art Varebil

Mærke FIAT

Model SCUDO COMBINATO

Du skal betale 5.202 kr.

Du kan se længere nede i brevet, hvilke tal vi har beregnet registreringsafgiften ud fra.

Du skal betale beløbet inden for tre måneder

For at gennemføre nedvejningen skal du betale den ekstra registreringsafgift inden for tre måneder fra datoen i dette brev.

Når du har betalt beløbet, bliver din vægtafgift og en eventuel privatbenyttelsesafgift nedsat.

[...]

Disse tal har vi beregnet registreringsafgiften ud fra

Varebilens oprindelige nypris 120.600 kr.

Handelspris (Motorstyrelsens vurdering) 10.000 kr.

Beregnet ny registreringsafgift 5.202 kr.

Modregning af registreringsafgift 0 kr.

Du skal betale 5.202 kr.

Andre bemærkninger til afgørelsen

Du kan læse mere om, hvordan vi har vurderet dit køretøj, i det bilag, vi har vedlagt.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har den 13. november 2019 klaget over Motorstyrelsens afgørelse. Det er klagerens opfattelse, at den tidligere betalte registreringsafgift for sagens køretøj som personbil, skal modregnes ved opkrævning af registreringsafgift som følge af nedvejningen af sagens køretøjs totalvægt fra 2,2 t til 2 t.

Klageren her anført følgende (uddrag):

”[...]

Jeg vil klage over den registreringsafgift jeg er blevet pålagt at betale for at kunne nedveje min personbil, og få den på gule nummerplader, jeg mener ikke at det kan have sin berigtigelse at jeg skal betale en registreringsafgift på kr.5.202, regnet ud efter en handelspris på kr. 10.000 da der er betalt fuld afgift tidligere eftersom det på nuværende tidspunkt er en personbil, så må der være en modregning af allerede indbetalt registreringsafgift.

[...]”

Motorstyrelsen udtalelse

Motorstyrelsen har den 26. november 2019 sendt følgende udtalelse (uddrag):

”[...]

Klagers argumenter

Klager mener, at det ikke kan have sin berigtigelse at der skal betales afgift, da der tidligere er betalt fuld afgift af køretøjet.

Motorstyrelsens udtalelse

Der klages over den registreringsafgift som klager er blevet pålagt at betale for at kunne nedveje klagers personkøretøj, og få den på gule nummerplader, klager mener ikke at det kan have sin berigtigelse, at klager skal betale en registreringsafgift på Kr. 5.202, regnet ud efter en handelspris på kr. 10.000 da der er betalt fuld afgift tidligere eftersom det på nuværende tidspunkt er en personbil, så må der være en modregning af allerede indbetalt registreringsafgift.

Motorstyrelsens svar:

Der er ikke nogen hjemmel i registreringsafgiftsloven (REGAL), som tillader modregning ved ombygning fra hvid til gul. En modregning vil altid kræve en særskilt hjemmel, som f.eks. ses i REGAL §5, stk, 12.

I fraværet af en sådan hjemmel falder man tilbage på de alm. Regler for ombygning, det vil navnlig sige REGAL §1 stk. 3. Det følger af bestemmelsen, at der skal skebetaling af fuldafgift efter sådan en ombygning, hvor køretøjet miste sin afgiftsmæssige identitet, hvilket naturligvis er tilfældet ved ombygning fra hvid til gul.

Gennemgangen har ikke medført til ændring af Motorstyrelsens afgørelse.

Værdifastsættelsen fastholdes og sagen sendes til behandling hos Landsskatteretten.

[...]”

Klagerens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været sendt i høring hos klageren, der ikke er fremkommet med bemærkninger inden høringsfristens udløb.

Motorstyrelsens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været sendt i høring hos Motorstyrelsen. Motorstyrelsen har den 9. december 2021 fremsendt følgende bemærkninger (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling og har i øvrigt følgende bemærkninger:

Den i sagen omhandlede varebil er ved Motorstyrelsens afgørelse af 13. november 2019 afgiftsberigtiget med en afgiftssats på 95 %, jf. registreringsafgiftslovens § 29, stk. 1, nr. 1, i den dagældende lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019.

Den omhandlede bil blev registreret og afgiftsberigtiget som personbil den 25. november 2015. Den 16. oktober 2018 blev bilen afmeldt, og den 16. oktober 2019 blev bilen synet og nedvejet ved en synsvirksomhed. Herefter blev bilen afgiftsberigtiget og indregistreret som varebil.

Bilen blev indregistreret første gang den 25. maj 1999 som en afgiftsfritaget bus til privat personkørsel. En bus er pr. definition en personbil og ikke en varebil. En bus er defineret som et motorkøretøj, der utvivlsomt er konstrueret og indrettet til befordring af mere end 9 personer, føreren indbefattet, har et til køretøjet svarende antal passagersæder og ikke er indrettet til andet formål end personbefordring, jf. registreringsafgiftslovens § 5 a. En varebil er et motorkøretøj, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1. Definitionerne af hhv. busser og varebiler er ikke blevet ændret siden 1999.

Bilen har derfor aldrig været indregistreret som en afgiftsfritaget varebil før den 25. april 2007. Motorstyrelsen bemærker derfor, at § 29, stk. 2, nr. 1, ikke finder anvendelse, idet bestemmelsen omfatter en (egen understregning) ”varebil, der hidtil har været fritaget for registreringsafgift efter § 2, hvis betingelserne for afgiftsfritagelsen ophører”. Bilen har som anført kun været afgiftsfritaget som en bus og ikke som en varebil.

Dette ændrer dog ikke på, at bilen som følge af nedvejningen til en tilladt totalvægt på ikke over 2 tons er omfattet af § 29, stk. 1, idet bilen første gang blev registreret før 25. april 2007, og at afgiftsberigtigelsen derfor skal ske efter § 29, stk. 1, nr. 1.

Der er ikke hjemmel til at modregne tidligere betalt registreringsafgift for varebiler, som afgiftsberigtiges efter § 29, stk. 1.

Ansættelsen indstilles således fastholdt.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandler hvorvidt den tidligere betalte registreringsafgift for sagens køretøj som personbil skal modregnes i den registreringsafgift der opkræves i forbindelse med køretøjets nedvejning og omregistrering til varebil i Køretøjsregistreret.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 29, dagældende lovbekendtgørelse nr. 177 af 25. februar 2019, at et køretøj, der er registreret første gang før den 25. april 2007, og som derefter registreres første gang i Køretøjsregistreret som en varebil med en tilladt totalvægt på ikke over 2 t, afgiftsberigtiges efter § 5, jf. dog § 29 b, bortset fra at ejeren kan vælge at afgiftsberigtige varebilen med 95 pct. ud af det afgiftsfrie beløb, eller med 50 pct. ud over det afgiftsfrie beløb kombineret med betaling af løbende afgift efter § 20 a, stk. 2, i vægtafgiftsloven efter satserne for varebiler med en tilladt totalvægt i intervallet 2.001-2.500 kg.

Registreringsafgiftslovens § 29, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse på en varebil, der hidtil har været fritaget for registreringsafgift efter § 2, hvis betingelserne for afgiftsfritagelsen ophører, jf. § 29, stk. 2, nr. 1.

Sagens køretøj er indregistreret i Køretøjsregistreret første gang den 25. maj 1999. Det fremgår af Køretøjsregistreret, at køretøjet tidligere var indregistreret som afgiftsfritaget varebil. På tidspunktet for klagerens anmodning om nedvejning og omregistrering, er køretøjet registreret og afgiftsberigtiget som personbil.

Klageren har anmodet om at få køretøjet omregistreret fra personbil til varebil og få nedvejet køretøjets tilladte totalvægt fra 2,2 t til 2 t.

Landsskatteretten finder, at sagens køretøj er omfattet af registreringsafgiftslovens § 29, stk. 1, jf. § 29, stk. 2, nr. 1, idet køretøjet er indregistreret første gang den 25. maj 1999 og tidligere har været registreret som en afgiftsfritaget varebil i henhold til registreringsafgiftslovens § 2, stk. 1, nr. 5, samt at klageren har anmodet om at få nedvejet køretøjet fra en tilladt totalvægt på ikke over 2 t.

Der er ikke en selvstændig hjemmel i registreringsafgiftslovens § 29, til at modregne tidligere betalt registreringsafgift ved nedvejning og omregistrering af et køretøj, der er omfattet af registreringsafgiftslovens § 29, stk. 1, jf. § 29, stk. 2, nr. 1. Tillige finder modregningsadgangen i registreringsafgiftslovens § 1 a, stk. 2, ikke anvendelse, da bestemmelsen i § 1 a, stk. 1 og 2, ikke finder anvendelse på køretøjer, der er omfattet af § 29, jf. registreringsafgiftslovens § 1 a, stk. 3.

Landsskatteretten finder herefter at der ikke er hjemmel til at modregne tidligere betalt registreringsafgift, ved nedvejning og omregistrering af sagens køretøj fra personbil til varebil, med en tilladt totalvægt på ikke over 2 t.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.