Kendelse af 07-09-2023 - indlagt i TaxCons database den 13-10-2023

Journalnr. 19-0093604

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 416.701 kr. for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. marts 2017, idet virksomheden blev anset for at være omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt for momsen af købte rengøringsydelser af en udenlandsk virksomhed, jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 3.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] (herefter virksomheden) er, ifølge Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), opstartet den 1. maj 2007 af indehaver [person1] (herefter indehaveren). Virksomheden er registreret under branchekode 812100 Almindelig rengøring i bygninger, samt under bibranchekode 731110 Reklamebureauer. I perioden har virksomheden haft 20-49 medarbejdere, svarende til 10-19 årsværk.

Skattestyrelsen har konstateret, at virksomheden i årene 2015 til 2017 har købt rengøringsydelser af [virksomhed2], CVR-nr. [...1] (herefter [virksomhed2]).

Skattestyrelsen har for perioden 1. januar 2016 til den 31. marts 2017 opgjort virksomhedens betalinger til [virksomhed2] til at udgøre i alt 2.083.507 kr.

Skattestyrelsens forhøjelse af virksomhedens momstilsvar udgør 20 % af virksomhedens betalinger til [virksomhed2], i alt. 416.701 kr.

Det fremgår af sagens oplysninger, at virksomheden er en mellemstor rengøringsvirksomhed, der udover egne ansatte i mindre omfang har anvendt underleverandører til varetagelse af forskellige rengøringsopgaver.

Det fremgår endvidere, at de købte underleverandørydelser har bestået i levering af arbejdskraft til at varetage rengøringsopgaver for virksomhedens kunder. Alle rengøringsmidler og driftsmidler til brug for udførelsen af rengøringsopgaverne har været leveret af virksomheden.

Virksomhedens indehaver har oplyst, at virksomheden tidligere har anvendt [virksomhed2] som underleverandør og ved etableringen af periodens samarbejde har kontrolleret, at [virksomhed2] har haft et dansk momsnummer og en dansk bankkonto. Indehaveren har tillige oplyst, at aftalen om levering af underleverandørydelser fra [virksomhed2] til virksomheden er indgået på virksomhedens adresse, ligesom den øvrige møde- og aftaleaktivitet har foregået på virksomhedens adresse.

Af CVR fremgår, at [virksomhed2], CVR-nr. [...1], har været registreret fra den 1. august 2010 til den 30. juni 2019. [virksomhed2] var registreret som ”Anden udenlandsk virksomhed”. [person2] (herefter [person2]) var registreret som fuldt ansvarlig deltager. I CVR fremgår der ikke oplysninger om ansatte.

Fra 1. januar 2017 til ophør var [virksomhed2] registreret under branchekode 811000 Kombinerede serviceydelser, samt under bibranchekoderne 812100 Almindelig rengøring i bygninger og 461300 Agenturhandel med tømmer og andre byggematerialer, og i perioden 1. juni 2014 til 31. december 2016 blev [virksomhed2] drevet under navnet [virksomhed3] og var registreret under branchekode 463900 Ikke-specialiseret engroshandel med føde-, drikke- og tobaksvarer. Endvidere har [virksomhed2] under skiftende navne i tidligere perioder været registreret under andre branchekoder.

[virksomhed2] har i perioden 26. oktober 2015 til 31. januar 2016 været registreret med adressen [adresse1], [by1], hvorefter adressen har været oplyst til [adresse2], [by2], frem til 9. maj 2017. [virksomhed2] har i tidligere perioder og ved ophørstidspunktet haft i alt fire andre adresser.

Skattestyrelsen har oplyst, at adresserne alle udgør kontorhoteller.

Skattestyrelsen har anset [virksomhed2] som en svensk virksomhed, der ikke har været etableret med et fast forretningssted her i landet, idet de oplyste adresser alene har været kontorhoteller, hvorfra der ikke er foretaget leverancer.

Repræsentanten har oplyst, at [person2] er dansk statsborger og tidligere har haft bopæl i Danmark. Repræsentanten har endvidere oplyst, at [person2] i 2003 flyttede til [Sverige].

Virksomhedens indehaver har i forbindelse med Skattestyrelsens sagsbehandling haft kontakt med [person2], som til virksomheden har oplyst, at han ikke driver virksomhed i Sverige, og at han efter fraflytning til [Sverige] har opretholdt sin virksomhed i Danmark.

Af Skattestyrelsens opgørelse over betalinger fra virksomheden til [virksomhed2] i perioden 1. januar 2016 til 31. marts 2017 fremgår i alt 27 posteringer.

Virksomheden har til Skattestyrelsen fremlagt i alt otte fakturaer udstedt af [virksomhed2] til virksomheden, bestående af et eksempel for hvert kvartal i 2015 og 2016. Virksomheden har ikke fremlagt et fakturaeksempel for 1. kvartal 2017.

De otte fakturaer er alle udstedt af ”[virksomhed2]”, uanset [virksomhed2] til CVR for perioden 1. juni 2014 til 31. december 2016 har oplyst virksomhedsnavnet ”[virksomhed3]”.

Invoice nummer (herefter fakturanummer) 10332, 10343, 10348 og 10354 er udstedt i 2016. Ifølge fakturaernes sidefod er de udstedt af ”[virksomhed2] | [adresse2] | [by2]”, og med oplysningerne: ”CVR nr.: DK[...2] | Telefon [...] | Web: [...com] | Email: [...@...com]”.

Fakturanummer 10332 er udstedt den 31. januar 2016. Ifølge CVR var [virksomhed2]’s adresse på daværende tidspunkt: [adresse1], [by1]. Samme uoverensstemmelse mellem adresseoplysningerne afgivet til virksomheden og CVR gør sig gældende for de to fremlagte fakturaer for 3. og 4. kvartal 2015.

De fire fakturaer for 2016 indeholder alle samme beskrivelse af to leverede ydelser: ”Diverse rengøring samt trappevask” og ”Udendørs Arealer. Fejning samt opsamling/bortkørsel af storskrald”, og ud for hver ydelse fremgår 1,00 stk. og en samlet enheds- og totalpris.

Der er på fakturaerne beregnet 25 % moms, som er tillagt i fakturaens totalbeløb. Totalbeløbet for fakturanummer 10332 af 31. januar 2016 udgør 92.875 kr., og for de øvrige tre fakturaeksempler for 2016 udgør totalbeløbet 81.975 kr.

Bankoplysningen er oplyst til [finans1], reg.nr. [...] og kontonummer [...22].

Virksomheden har ikke fremlagt kontrakter eller andet aftalegrundlag.

Skattestyrelens afgørelse

Skattestyrelsen har ændret virksomhedens momstilsvar, således at virksomheden skal betale 395.651 kr. mere i moms for perioderne i 2016 og 21.050 kr. mere i moms for perioderne i 2017, idet virksomheden er anset for at være betalingspligtig af momsen af købte ydelser fra [virksomhed2].

Skattestyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”...

1.3 Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

Der er omvendt betalingspligt for moms, når visse ydelser fra en udenlandsk leverandør har leveringssted i Danmark ifølge momsloven § 46, stk. 1, nr. 3. Hvis leveringsstedet er i Danmark, og hvis den, der i Danmark aftager ydelserne som kunde, er en afgiftspligtig person, vil det ofte følge som konsekvens, at den danske kunde er omvendt betalingspligtig for moms af ydelserne.

Leveringsstedet efter momslovens § 16, stk. 1, skal fastlægges forud for at fastlægge omvendt betalingspligt for moms.

Ydelserne fra [virksomhed2] anses for at være omfattet af omvendt betalingspligt, da [virksomhed2] er en svensk virksomhed, der leverer ydelser til Danmark. [virksomhed2] har ikke etableret sig i Danmark og ydelserne leveres således ikke fra en dansk adresse.

Efter momsloven § 46a, stk. 3, er anvendelse af omvendt betalingspligt obligatorisk, uanset at den udenlandsk virksomhed har et dansk momsregistreringsnummer, selv om virksomheden har et fast forretningssted her i landet, når virksomheden foretager leverancer her i landet uden forretningsstedets medvirken. [virksomhed2]s adresser i Danmark har kun været kontorhoteller og der er ikke sket leverancer herfra.

Leverancen fra [virksomhed2] kan opgøres således:

(skema)

Moms vedrørende omvendt betalingspligt skal indberettes både som købsmoms og moms af ydelseskøb i udlandet med omvendt betalingspligt under salgsmomsen.

Momsen er indberettes som købsmoms, hvorfor der alene skal ske en indberetning af moms af ydelseskøb i udlandet med omvendt betalingspligt.

Moms vedrørende omvendt betalingspligt for indkomståret 2015 ændres ikke, da fristen for ændring er overskredet, og vi ikke anser betingelser for genoptagelse er opfyldt efter skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3 og stk. 2.

(...)

1.5 Den endelige afgørelse

Det er vores vurdering, efter gennemgang af de indsendte bemærkninger, at ansættelsen fastholdes.

Der er tale om en virksomhed, der er startet op, efter ejeren af [virksomhed2] er fraflyttet til Sverige, og således ikke en forsættelse af en eksisterende virksomhed.

I henviser til C-421/10 som omhandler Moms – sjette direktiv – artikel 21, stk. 1, litra b – ydelser, der leveres af en tjenesteyder, der er bosiddende i samme land som aftageren af disse ydelser, men som har hjemstedet for sin økonomiske virksomhed i et andet land. Der er i din sag ikke tale om, at tjenesteyderen og tjenesteaftageren er bosiddende i samme land, hvorfor vi ikke anser dommen for at være relevant i denne sag.

Juridisk Vejledning D.A.13.11 omhandler hvornår en leverandør anses for at være etableret i Danmark eller udlandet. Det er vores vurdering, at der stadig er tale om en svensk virksomhed, der leverer ydelser i Danmark og således omfattet af omvendt betalingspligt efter momsloven § 46 a, stk. 3.

Moms af ydelseskøb i udlandet med omvendt betalingspligt for perioden fastholdes således til:

01.01.2016 - 31.03.2016	109.348 kr.
01.04.2016 - 30.06.2016	95.441 kr.
01.07.2016 - 30.09.2016	95.421 kr.
01.10.2016 - 31.12.2016	95.441 kr.
I alt	395.651 kr.
01.01.2017 - 31.03.2017	21.050 kr.
I alt	21.050 kr.
... ”

Klagerens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har fremsat påstand om, at der ikke foreligger omvendt momspligt af virksomhedens køb fra [virksomhed2], og forhøjelsen af virksomhedens momstilsvar skal nedsættes til 0 kr.

Repræsentanten har ligeledes fremsat påstand om, at Skattestyrelsen har truffet afgørelse på et mangelfuldt grundlag, idet officialmaksimen ikke er opfyldt.

Repræsentanten har som begrundelse for påstandene anført følgende:

”...

Klageren har siden 2007 drevet et rengøringsfirma, [virksomhed1], som selvstændig virksomhed. Der er tale om en mellemstor rengøringsvirksomhed med omkring 50 ansatte. Virksomheden anvender underleverandører i et mindre om- fang til varetagelse af forskellige rengøringsopgaver. De sidste år har virksomheden haft omkring 5 underleverandører.

Samtlige underleverandører er danske virksomheder, og ydelserne leveres i Danmark. Underleverandørenes ydelser består i levering af arbejdskraft til at varetage rengøring for virksomhedens kunder. Alle rengøringsmidler og driftsmidler til brug for udførelsen leveres af [virksomhed1]

Klageren driver desuden virksomhed med fremstilling og salg af rengøringsmidler. Klageren driver kun virksomhed i Danmark.

Klageren har fra 2015 til 2017 anvendt [virksomhed2] (CVR-nr. [...1]) som underleverandør.

[virksomhed2] er en personlig drevet dansk registreret virksomhed med dansk adresse, dansk bankkonto og dansk momsnummer. Aftalen om levering af underleverancer er indgået med ejeren på klagerens kontoradresse.

Ejeren af [virksomhed2] har tidligere været bosat i Danmark og er dansk statsborger. I 2003 flyttede han til [Sverige] af familiemæssige årsager men opretholdt virksomheden i Danmark. Ejeren har ikke drevet virksomhed i Sverige, og virksomhedens kunder har adresse i Danmark, og alt arbejde er udført i Danmark.

[virksomhed2] har haft dansk adresse på [adresse2], [by2]. Det fremgår af Skattestyrelsens ansættelse, at adressen er et kontorhotel.

Klageren har i forbindelse med indgåelse af de enkelte kontrakter ikke været bekendt med dette. Alle møder og aftale om levering af underleverance er indgået på klagerens virksomhedsadresse.

Det fremgår af de fakturaer, som er udstedt af [virksomhed2], at virksomhedens adresse er [adresse2], [by2]. Der er angivet et dansk CVR-nr. og bank konto i [finans1]. Fakturabeløbene er pålagt 25 % moms, og klageren har indbetalt det fulde beløb.

I forbindelsen med indgåelse af aftalen har klageren sikret sig, at [virksomhed2] var en dansk registreret virksomhed med dansk momsnr. og dansk bankkonto. Klageren har tidligere anvendt [virksomhed2] som underleverandør.

Klageren ophørte samarbejdet med [virksomhed2] i begyndelsen af 2017.

Det kan desuden oplyses, at klageren har været særdeles ansvarsfuld omkring regelefterlevelse. Han har tidligere været i kontakt med skattemyndighederne i forbindelse med undersøgelse af underleverandører, og skattemyndighederne har i den forbindelse gennemgået fakturaer og kontraktgrundlag for underleverandørerne. Skattemyndighederne har ikke haft bemærkninger til min klients forretningsgange samt opgørelse af moms og -indkomstgrundlag.

Skattestyrelsens ansættelse

Skattestyrelsen har ved afgørelse af 20. august 2019 anset klageren for momspligtig af ydelser, som [virksomhed1] har modtaget fra underleverandøren, [virksomhed2], i perioden fra 1. januar 2016 til 31. marts 2017. Momsen af ydelserne udgør 395.651 kr. for 2016 og 21.050 kr. for 2017.

Skattestyrelsen har begrundet afgørelsen med, at der er omvendt betalingspligt for moms i medfør af momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, da [virksomhed2] anses for at være en svensk virksomhed, der leverer ydelser til Danmark. Skattestyrelsen har ikke anset virksomheden for at have etableret virksomhed i Danmark.

Mine bemærkninger

Det gøres gældende, at klageren ikke kan pålægges omvendt betalingspligt for de omhandlede leverancer fra [virksomhed2].

Som hovedregel påhviler betaling af afgift den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet, jf. momslovens § 46.

Ifølge momsloven § 46, stk. 1, nr. 3 er der omvendt betalingspligt for moms, når en dansk virksomhed køber ydelser fra en udenlandsk leverandør med leveringssted i Danmark.

I medfør af Den Juridiske Vejledning D.A.13.2.2.3 forstås følgende ved en udenlandsk leverandør:

”..en afgiftspligtig person, der ikke er etableret her i landet. Se ML § 46, stk. 1, nr. 3, og momssystemdirektivets artikler 194 og 196.”

I medfør af praksis er det afgørende, hvor leverandøren har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed.

Følgende fremgår af Den Juridiske Vejledning D.A. 12.1.5 vedrørende etableringssted:

” Den afgiftspligtige person er etableret i Danmark, hvis den afgiftspligtige har hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra virksomheden er blevet udøvet, i Danmark. Se RDIR 2008/9/EF artikel 3, litra a).”

[virksomhed2] har etableret sin virksomhed i Danmark. Ejeren har drevet virksomhed her i Danmark, før han flyttede til [Sverige], og han har forsat denne virksomhed efter fraflytningen.

Virksomheden er etableret her i Danmark med dansk CVR-nr., momsnr. og dansk bankkonto. Alt arbejde er udført her i landet for danske kunder. Ejeren har hver dag pendlet til Danmark for at drive virksomheden her. Aftaler om levering og kontrakter er indgået og udfærdiget her i Danmark.

Således har virksomheden i Danmark haft permanent karakter.

Det er derfor uden betydning, at virksomheden har haft adresse på et kontorhotel. Ligesom det heller ikke har betydning, at ejeren af virksomheden er flyttet til Sverige.

Ejeren har over for klageren oplyst, at han ikke driver virksomhed i Sverige. Han har ikke svensk momsnr. eller svensk CVR-nr. Ejeren af [virksomhed2] er derfor ikke en udenlandsk afgiftspligtig person.

Det følger af C-421/10, at den afgiftspligtiges bopæl kun har betydning i situationer, hvor der ikke er relevante oplysninger om virksomhedens aktiviteter. For [virksomhed2] foreligger der tilstrækkelige oplysninger om virksomheden til, at det kan fastslås, at der drives virksomhed i Danmark. Dette medfører, at [virksomhed2] ikke kan anses for en svensk virksomhed blot fordi, at ejeren er flyttet til Sverige.

Det kan i øvrigt oplyses, at ejeren af [virksomhed2] ikke har drevet virksomhed i 2018 på grund af personlige problemer, men i 2019 er han påbegyndt virksomheden på ny og har søgt om momsregistrering af dansk virksomhed, hvilket Skattemyndighederne har godkendt. Jeg kan i den forbindelse oplyse, at virksomheden drives med dansk CVR-nr. [...3].

Hjemstedet for den økonomiske virksomhed er således Danmark.

I forlængelse af den heromhandlede skatteansættelse for klageren, har Skattestyrelsen fremsendt forslag til skatteansættelse til ejeren af [virksomhed2]. I forslaget anser Skattestyrelsen ejeren af virksomheden for at drive virksomhed både fra Danmark og fra Sverige (forslaget er vedlagt som bilag 2). Skattestyrelsen anser underleverancerne til klageren for at være den eneste del af virksomheden, der er drevet fra Sverige. Den øvrige virksomhed anses for at være virksomhed drevet i Danmark. Det fremgår ikke nærmere af forslaget på hvilket grundlag, Skattestyrelsen har foretaget denne opdeling af [virksomhed2]s virksomhed.

Da hele virksomheden drives og udføres i Danmark, er der intet grundlag for at foretage en opdeling af virksomheden i en svensk og en dansk virksomhed.

Skattestyrelsen har i forslaget anført, at ydelserne til klageren ikke leveres fra en dansk adresse. For så vidt angår de øvrige leverancer har Skattestyrelsen lagt vægt på, at der er tale om danske kunder og dansk leveringssted. Dette hænger ikke sammen, da klageren ligeledes er en dansk kunde og leveringsstedet er i Danmark.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse vedrørende [virksomhed2] indeholder ingen beskrivelse af faktum og er uden en reel begrundelse. Desuden er lovhenvisningerne forkerte. [person2] er bosat og fuldt skattepligtig i Sverige, og kan derfor alene blive begrænset skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens regler og ikke efter statsskattelovens regler. Der er tale om et mangelfuldt forslag til afgørelse, der formentlig alene er afstedkommet af skattestyrelsens ansættelse i klagerens sag.

Skattestyrelsens forslag til afgørelse vedrørende ejeren af [virksomhed2] kan derfor ikke tillægges vægt i nærværende sag.

Det er på baggrund af ovenstående min opfattelse, at [virksomhed2]s økonomiske virksomhed er etableret i Danmark, hvor virksomheden udføres, og der er derfor ikke tale om en udenlandsk afgiftspligtig leverandør.

Der vil således ikke være omvendt betalingspligt for de i sagen omhandlede ydelser.

Det gøres desuden gældende, at uanset om [virksomhed2] kan anses for en udenlandsk afgiftspligtig person, der på grund af bopæl anses for at have flyttet sin økonomiske virksomhed til Sverige, vil ydelserne ikke være omfattet af omvendt betalingspligt, da der foreligger et fast forretningssted i Danmark, der medvirker ved leverancerne af ydelserne.

Der skal her henses til, at kontakterne er indgået i Danmark, og arbejdsydelserne udført i Danmark og er knyttet til virksomheden i Danmark. Det skal tillige tillægges betydning, at virksomheden har udstedt fakturaer med dansk momsnr. registreret af de danske skattemyndigheder, jf. det anførte i D.A.13.11:

”Det forhold, at en afgiftspligtig person har et fast forretningssted i EU-landet, hvor momsen af leverede varer eller ydelser skal betales, indebærer ikke i sig selv, at forretningsstedet skal anses for at have medvirket ved leverancer af varer eller ydelser i dette EU-land.

•	Men hvis den afgiftspligtige person

•	anvender de tekniske eller menneskelige midler, der tilhører det faste forretningssted,

•	før eller under udførelsen af momspligtige leverancer af varer eller ydelser i EU-landet,

¤hvor det faste forretningssted er etableret,

¤til transaktioner, der indgår i de momspligtige leverancer,

•	anses det faste forretningssted for at have medvirket ved leverancerne af varerne eller ydelserne.

...

•	Hvis der udstedes en faktura under momsregistreringsnummeret, udstedt af skattemyndighederne i EU-landet, hvor det faste forretningssted er etableret, anses det for medvirken . Med forbehold for, at der evt. kan føres bevis for det modsatte.

¤Se momsforordningens artikel 53, stk. 2, 3. pkt.

...”

På baggrund af ovenstående kan det fastslås, at der ikke foreligger omvendt momspligt.

...”

Virksomhedens repræsentant redegjorde i forbindelse med mødet med Skatteankestyrelsens sagsbehandler den 8. februar 2023 for sin opfattelse af, at der i sagen ikke har været foretaget en korrekt momsretlig vurdering i forhold omvendt betalingspligt for momsen af køb fra underleverandøren [virksomhed2]. Repræsentanten fremførte, at der i afgørelsen ikke er taget stilling til etableringen af [virksomhed2]’ virksomhed.

Repræsentanten anførte, at Skattestyrelsens begrundelser overfor virksomheden bærer præg af at være konstruerede til formålet, da de er fremkommet efter, at Skattestyrelsen har sendt forslag til afgørelse til underleverandøren [virksomhed2], en sag hvis endelige udfald, efter repræsentantens opfattelse, burde fremlægges og inddrages i nærværende sag. Endvidere anførte repræsentanten, at Skattestyrelsens afgørelse har været truffet på et mangelfuldt grundlag med forkerte lovhenvisninger, samt at Skattestyrelsen ikke har opfyldt officialmaksimen, idet styrelsen ikke har foretaget tilstrækkelige undersøgelser.

Efter repræsentantens opfattelse har Skattestyrelsen alene truffet afgørelsen ud fra, at [virksomhed2]’s indehaver [person2] har haft bopæl i [Sverige], og afgørelsen mangler stillingtagen til, hvor [virksomhed2] har haft hjemsted for sin virksomhed, og hvorfra [virksomhed2]’s virksomhed er blevet udøvet. Efter repræsentantens opfattelse findes der ikke kilder eller praksis på, at der kan statueres omvendt betalingspligt alene ud fra indehaverens bopæl.

I klagen er [virksomhed2]’s nye CVR-nr. angivet med [...3]. Skatteankestyrelsen har konstateret, at det ikke findes i CVR-nr. og oplyste repræsentanten herom, som tilkendegav, at hun ville undersøge dette nærmere. Repræsentanten er ikke efterfølgende kommet med en forklaring herpå.

Skattestyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skattestyrelsen er i høringssvar den 10. maj 2023 fremkommet med følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling (uddrag):

”Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse, der indstiller stadfæstelse af den påklagede afgørelse, hvorefter klagers findes for betalingspligtig af momsen af de af [virksomhed2] (33 08 57 88) leverede arbejdsydelser jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 3.

Faktuelle forhold

Klager har i den påklagede periode drevet momsregistreret virksomhed med rengøring.

Klager har haft samhandel med den udenlandske virksomhed [virksomhed2] ([virksomhed2]), og har fremlagt fakturaer, hvoraf det fremgår, at klager har aftaget arbejdsydelser vedrørende rengøring på navngivne adresser her i landet. Leveringsstedet for ydelserne leveret af [virksomhed2] er derfor her i landet, jf. momslovens § 16, stk. 1.

[virksomhed2] var i perioden 1. august 2010 til den 30. juni 2019 registreret som en udenlandsk virksomhed i Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), med skiftende adresser her i landet, som alle bestod af kontorhoteller.

[virksomhed2] har således ikke været registreret som virksomhed med driftssted her i landet, men har været registreret som ’anden udenlandsk virksomhed. Det ses ikke for godtgjort, at [virksomhed2] har haft hjemsted for sin økonomiske virksomhed på de oplyste adresser, og eller har haft et fast forretningssted her i landet. Hertil kan yderligere bemærkes, at indehaveren af [virksomhed2], har haft bopæl i Sverige, hvilket også gjorde sig gældende i perioden forud for registreringen som udenlandsk virksomhed her i landet.

Idet klager objektivt konstaterbart har handlet med en anden udenlandsk virksomhed, er det Skattestyrelsens vurdering, at klager er betalingspligtigt af momsen af de leverede ydelser fra [virksomhed2], jf. momslovens § 46, stk. stk. 1, nr. 3, 2. pkt., jf. SKM2010.655.ØLR.

Skattestyrelsen finder ikke det forhold, at [virksomhed2] har haft et dansk CVR-nr. og har oplyst dette på fakturaerne til klager, for at kunne føre til et andet resultat. At der ved fakturering er angivet oplysninger i uoverensstemmelse med oplysningerne i CVR, findes ligeledes ikke at kunne føre til et andet resultat

Der henses til, at anvendelsen af reglerne om omvendt betalingspligt er obligatorisk, og der er således ikke en valgfrihed med anvendelsen af regelsættet, jf. momslovens § 46 a.

Det forhold, at [virksomhed2] fejlagtigt har pålagt moms på fakturaerne, kan ikke tillægges betydning for klagers betalingspligt, jf.SKM2010.655.ØLR.

Klager har i forbindelse med klagesagen gjort gældende, at [virksomhed2] havde fast forretningssted i Danmark.

Det er klager, der har bevisbyrden for, at [virksomhed2] i strid med de afgivne oplysninger til de danske myndigheder og de faktiske forhold, skulle havde haft etableret et fast forretningssted i Danmark.

Skattestyrelsen er enig med Skatteankestyrelsens indstilling i, at det fremlagte materiale ikke kan føre til et andet resultat. Der henses til, at det fremlagte materiale ikke understøttes af [virksomhed2]’ faktiske forhold eller [virksomhed2]’ afgivne oplysninger til de danske myndigheder...”

Virksomhedens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens udtalelse hertil

Virksomhedens repræsentant har den 24. maj 2023 udbedt sig kopi af materiale og varslet et høringssvar, men virksomheden er efterfølgende ikke kommet med bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling om stadfæstelse og Skattestyrelsens udtalelse hertil.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 416.701 kr. for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. marts 2017, idet Skattestyrelsen har anset virksomheden for at være omfattet af reglerne om omvendt betalingspligt for moms af købte arbejdsydelser fra virksomheden [virksomhed2], jf. momslovens § 46, stk. 1, nr. 3.

Retsgrundlaget

Ifølge momslovens § 3, stk. 1, er afgiftspligtige personer juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Efter momslovens § 4, stk. 1, 1. pkt., betales der afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

At momslovens § 16, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013 og lovbekendtgørelser nr. 760 af 21. juni 2016), fremgår følgende:

”Leveringsstedet for ydelser er her i landet, når ydelsen leveres til en afgiftspligtig person, der handler i denne egenskab, og som har etableret stedet for sin økonomiske virksomhed her i landet eller har et fast forretningssted her i landet, hvortil ydelsen leveres, eller i mangel heraf har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted her i landet, og ydelsen leveres hertil, jf. dog stk. 20g 3 og S 18, S 19, stk. 1, S 21, s k. 1, S 21 a og 521 b.”

Af momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, (lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013 og lovbekendtgørelser nr. 760 af 21. juni 2016), fremgår følgende:

”Betaling af afgift påhviler den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet. Afgiften påhviler dog aftageren af varer eller ydelser, når

1)
2)
3)	aftageren er en afgiftspligtig person eller en ikkeafgiftspligtig momsregistreret juridisk person, til hvem der leveres ydelser omhandlet i § 16, stk. 1, § 18 og § 21, bortset fra adgang til arrangementer og ydelser i tilknytning hertil, § 21 a og § 21 b, hvis ydelserne leveres af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret her i landet,”

Af momslovens § 46 a, stk. 1, (lovbekendtgørelse nr. 106 af 23. januar 2013 og lovbekendtgørelser nr. 760 af 21. juni 2016), fremgår følgende:

”Anvendelse af omvendt betalingspligt er obligatorisk, uanset at den udenlandske virksomhed har et dansk momsregistreringsnummer.”

Momslovens § 46, stk. 1, nr. 3, implementerer momssystemdirektivets artikel 196, og samtidig er adgangen i artikel 194 til at fastsætte udvidede regler om omvendt betalingspligt ved køb fra udlandet anvendt, herunder for køb af ydelser vedrørende fast ejendom efter § 18. Af artikel 194 og 196 fremgår:

”Art. 194

Stk. 1. Hvis den afgiftspligtige levering af varer eller ydelser foretages af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor momsen skal betales, kan medlemsstaterne bestemme, at den betalingspligtige person er den person, som varerne eller ydelserne leveres til.

Stk. 2. Medlemsstaterne fastsætter betingelserne for anvendelsen af stk. 1.

og

Art. 196

Momsen påhviler den afgiftspligtige person eller den ikke-afgiftspligtige momsregistrerede juridiske person, til hvem der leveres tjenesteydelser som omhandlet i artikel 44, hvis ydelserne leveres af en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i denne medlemsstat.”

I SKM2010.655.ØLR fandt Østre Landsret, at sagsøgeren, som aftager af ydelserne, var betalingspligtig for momsen af de i sagen omhandlede leverancer af arbejdskraft fra et færøsk firma, jf. dagældende momslovs § 46, stk. 1, nr. 3, 2. pkt., jf. § 15, stk. 3, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 6. Landsretten bemærkede, at reglerne om omvendt betalingspligt er obligatoriske undtagelser til hovedreglen i momsloven om, at betalingspligten påhviler leverandøren af en vare eller ydelse, hvilket er i overensstemmelse med de ligeledes obligatoriske bagvedliggende bestemmelser i 6. momsdirektiv (nu momssystemdirektivet). Den omstændighed, at det færøske firma var momsregistreret i Danmark og fejlagtigt pålagde fakturaerne til sagsøgeren moms, havde ifølge Østre Landsret ingen betydning for sagsøgerens betalingspligt efter loven.

Den konkrete sag

Virksomheden beskæftiger sig med rengøring i og omkring bygninger og er momsregistreret med aktiviteten. Virksomheden er således en afgiftspligtig person, jf. momslovens § 3, stk. 1.

Virksomheden har haft samhandel med [virksomhed2], og for perioden 1. januar 2016 til 31. marts 2017 har [virksomhed2] ifølge det fremlagte regnskabsmateriale opkrævet 416.701 kr. i moms hos virksomheden. Af de fremlagte fakturaer fremgår det, at virksomheden har aftaget arbejdsydelser vedrørende rengøring, trappevask og renholdelse af udendørs arealer. Underleverandørydelser, som virksomheden har oplyst, er købt af [virksomhed2] til varetagelse af egne rengøringsopgaver for virksomhedens kunder.

Landsskatteretten finder, at leveringsstedet for arbejdsydelserne fra [virksomhed2] til virksomheden er her i landet, jf. momslovens § 16, stk. 1.

Det fremgår af det fremlagte regnskabsmateriale, at [virksomhed2] ved fakturering til virksomheden i flere tilfælde har angivet navne- og adresseoplysninger, som ikke er i overensstemmelse med oplysningerne i CVR, og ligeledes er der uoverensstemmelser mellem de afgivne oplysninger om perioden for [virksomhed2]´s drift af virksomhed her i landet og registreringsoplysningerne i CVR.

[virksomhed2] var i perioden 1. august 2010 til den 30. juni 2019 registreret som en udenlandsk virksomhed i CVR, og [virksomhed2] har til CVR oplyst skiftende adresser her i landet, som alle bestod af kontorhoteller.

På det grundlag er det ikke godtgjort, at [virksomhed2] har haft hjemsted for sin økonomiske virksomhed på de oplyste adresser, og eller har haft et fast forretningssted her i landet. Retten lægger endvidere vægt på, at [virksomhed2]’s indehaver har haft bopæl i Sverige, herunder også i perioden forud for registreringen som udenlandsk virksomhed her i landet.

Landsskatteretten finder derfor, at virksomheden har været betalingspligtigt af momsen af de leverede arbejdsydelser fra [virksomhed2], jf. momslovens § 46, stk. 1, 2. pkt., sammenholdt med § 46, stk. 1, nr. 3.

Det forhold, at [virksomhed2] har haft et dansk CVR-nr. og har oplyst dette på fakturaerne til virksomheden, kan ikke føre til et andet resultat. Anvendelsen af reglerne om omvendt betalingspligt er obligatorisk, og der er således ikke en valgfrihed med anvendelsen af regelsættet, hvilket præciseres i momslovens § 46 a.

Det forhold, at [virksomhed2] fejlagtigt har pålagt fakturaerne til virksomheden moms, tillægges ligeledes ingen betydning for virksomhedens betalingspligt. Retten henviser her til Østre Landsrets dom af 22. september 2010, offentliggjort som SKM2010.655.ØLR.

Det af repræsentanten fremlagte, herunder oplysningerne fra drøftelser mellem [virksomhed2]’s indehaver og indehaveren, findes ikke at kunne føre til et andet resultat, da oplysningerne ikke understøttes af [virksomhed2]’s faktiske forhold, herunder [virksomhed2]’ afgivne oplysninger til de danske myndigheder.

Retten finder således, at det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 416.701 kr. for perioden fra den 1. januar 2016 til den 31. marts 2017.

Landsskatteretten stadfæster hermed Skattestyrelsens afgørelse.

Formalitet

Ugyldighed – Undersøgelsespligt

Der skal afslutningsvis tages stilling til, om Skattestyrelsens afgørelse er truffet i strid med officialprincippet, med henvisning til, at Skattestyrelsen ikke i tilstrækkelig grad har undersøgt de faktiske forhold vedrørende virksomheden [virksomhed2].

Det følger af officialprincippet, at Skattestyrelsen skal sikre, at en sag er tilstrækkeligt oplyst, inden der træffes en afgørelse.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen har gjort sædvanlige og rimelige bestræbelser på at indhente regnskabsmateriale og registreringsoplysninger, og i øvrigt har foretaget de undersøgelser, der måtte kræves efter officialprincippet.

Skattestyrelsen har truffet afgørelsen ud fra de registreringer, som [virksomhed2] har foretaget overfor de danske myndigheder, og ud fra det for sagen relevante materiale, som virksomheden har fremlagt.

Retten finder herefter, at Skattestyrelsen har haft de nødvendige oplysninger før Skattestyrelsens forslag til afgørelse blev udsendt, og Skattestyrelsen har redegjort for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen.

Landsskatteretten finder, at Skattestyrelsen ikke har tilsidesat officialprincippet.