Kendelse af 26-06-2022 - indlagt i TaxCons database den 31-07-2022

Journalnr. 19-0088881

Motorstyrelsen har opkrævet fuld registreringsafgift for køretøjet Mercedes Benz Viano, CDI 2,2 aut., med stelnummer [...72] med i alt 114.140 kr., under henvisning til at køretøjet ikke længere opfylder betingelserne for indregistrering som varebil, og derfor skal afgiftsberigtiges som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4, og at klageren, som ejer af køretøjet, hæfter for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj er en Mercedes Benz Viano, CDI 2,2 aut., med stelnummer [...72], der første gang blev indregistreret den 19. juli 2005, som varebil med anvendelsen godstransport privat. Køretøjet blev afmeldt almindeligt fra Køretøjsregistreret den 18. maj 2011, uden aflevering af nummerplader. Det fremgår af sagens oplysninger, at køretøjet blev anmeldt stjålet i 2011.

Politiet har den 25. januar 2019 foretaget kontrol af køretøjet ved [virksomhed1], [adresse1], [by1]. Baggrunden for kontrollen var at køretøjet havde været med i et færdselsuheld i Norge, og taksatoren blev opmærksom på, at køretøjets stelnummer var spartlet over og malet sort.

Under kontrollen var sagens køretøj påmonteret nummerplader med registreringsnummer [reg.nr.1]. Det fremgår af Køretøjsregistreret, at registreringsnummer [reg.nr.1] tilhører et køretøj med stelnummer [...22], en Mercedes-Benz Vito 115 CDI aut., der er indregistreret første gang den 3. marts 2004, som personbil.

Sagens køretøj, Mercedes Benz Viano, CDI 2,2 aut., med stelnummer [...72], var således indregistreret i Køretøjsregistret med stelnummer [...22], registreringsnummer [reg.nr.1], tilhørende en Mercedes-Benz Vito 115 CDI aut, som klageren er registreret ejer af i Køretøjsregistreret.

Det blev ved kontrollen konstateret, at køretøjet var monteret med fire sæder i varerummet, skinner til montering af sæderne, skinner til montering af sæderne, gulvtæpper, sidebeklædninger, loftsbeklædning med luftdyser og loftslys, bord mellem de fire sæder, sikkerhedsseler ved hver af de fire stole mm., og varerumsadskillelsen var fjernet. Det monterede udstyr fremstod som fabriksfremstillet af Mercedes.

Det fremgår af fotos fra kontrollen, at køretøjet var påmonteret emblemer på bagklappen med modelbetegnelsen Viano og motorstørrelsen CDi 2,2.

Klageren har forklaret, at han ikke var vidende om, at køretøjet var indregistreret som varebil, idet køretøjet er købt den 2. august 2018 som det fremstod ved kontrollen, med sæder og bord monteret i varerummet, og han fik oplyst at køretøjet var blevet renoveret. Klageren har herudover forklaret, at emblemerne med modelbetegnelsen Viano og motorstørrelse CDi 2,2 på bagklappen, ikke gav ham anledning til underen, idet han var oplyst om, at køretøjet var renoveret. Endvidere har klageren forklaret at han undersøgte, om køretøjet med stelnummer [...22] var gældfri ved købet.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har opkrævet 115.140 kr. i registreringsafgift, jf. registreringsafgiftsloven § 5, stk. 12, jf. § 4, idet Motorstyrelsen ikke finder at køretøjet opfylder betingelser for indregistrering som varebil. Registreringsafgiften er opkrævet af ejeren af køretøjet, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Motorstyrelsen har angiver følgende begrundelse (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen har konstateret, at dit motorkøretøj er omfattet af registreringsafgiftspligten i Danmark som andet køretøj, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4, (lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer).

Motorstyrelsen afkræver dig 115.140 kr. i yderligere registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er fastsat af Motorstyrelsen.

Begrundelsen for afgørelsen er følgende:

Ved politiets besigtigelse af køretøjet blev det konstateret, at:

køretøjet ikke fremstod i henhold til registrerede data som det tidligere afgiftsberigtigede køretøj

køretøjet var konstruktivt ændret i en sådan grad, at det har mistet sin afgiftsmæssige identitet og derfor fremstår som en nybygning

køretøjet ikke er registreret i Køretøjsregistret med konstruktive ændringer

Mærke:

Mercedes Benz

Model:

Viano 2,2 CDI Auto

Stelnummer:

[...72]

Registreringsnummer:

[reg.nr.1]

Ved Motorstyrelsens behandling af sagen er det konstateret, at køretøjet ikke fremstod i henhold til registrerede oplysninger, men at det er konstruktivt ændret i en sådan grad, at det har mistet sin afgiftsmæssige identitet og derfor fremstår som en nybygning. Køretøjet er herudover ikke registreret i Køretøjsregistret med konstruktive ændringer.

Det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet er anvendt i Danmark i strid med bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsen og registreringsafgiftsloven ved at anvende det nybyggede køretøj uden anmeldelse til Motorstyrelsen med heraf følgende korrekt afgiftsberigtigelse af køretøjet.

[...]

Beskrivelse af køretøjet

Køretøjet er en bil, som ved kontrol den 25. januar 2019 fremstod med disse data/fakta ifølge registrerede oplysninger i Køretøjsregisteret:

Mærke:

Mercedes Benz

Model:

Vito 115 CDI Auto

Art:

Personbil, privat kørsel

Stelnummer:

[...72]

Registreringsnummer:

[reg.nr.1]

Registreringsland:

Danmark

1. registreringsdato:

3. marts 2004

Km-stand:

12.642

Køretøjets registrerede ejer er:

Cpr-nr.:

070566-0093

Navn:

[person1]

Nationalitet:

Dansk

Adresse:

[adresse2]

[by2]

Køretøjets ejer er også bruger af køretøjet.

[person1] har haft køretøjet indregistreret siden den 27. september 2018

Det er ved taksators taksation af køretøjet den 25. januar 2019 konstateret, at køretøjet er en bil, hvis rette identitet er udfundet og ved opslag i Køretøjsregisteret er registreret med disse oplysninger:

Mærke:

Mercedes Benz

Model:

Viano 2,2 CDI Auto

Art:

Varebil, godstransport privat

Stelnummer:

[...72]

Registreringsnummer:

[reg.nr.2]

Registreringsland:

Danmark

1. registreringsdato:

19. juli 2005

Km-stand:

12.642

Sagens faktiske forhold

Politiet har den 25. januar 2019 foretaget kontrol af ovenstående køretøj ved [virksomhed1], [adresse1], [by1] kl. 12.16.

Ved en gennemgang af politirapporten, herunder modtaget billedmateriale, er det konstateret at:

køretøjet ikke fremstod i henhold til registrerede data som i Køretøjsregisteret, ”varebil på 30 % afgift”, men som en personbil, idet der bl.a. var monteret:

4 sæder i varerummet

skinner til montering af sæderne

gulvtæpper

sidebeklædninger

loftsbeklædning med luftdyser og loftslys

bord mellem de 4 sæder

sikkerhedsseler ved hver af de 4 stole mm.

Varerumsadskillelsen er fjernet

Alt fremstår som fabriksfremstillet af Mercedes.

køretøjet var konstruktivt ændret i en sådan grad, at det har mistet sin afgiftsmæssige identitet og derfor fremstår som en nybygning.

køretøjet ikke er registreret i Køretøjsregistret med konstruktive ændringer.

Ved politianmeldelse den 28. januar 2019 har Motorstyrelsen fået kendskab til ovennævnte køretøj, som værende ombygget fra varebil til personbil uden korrekt indbetalt registreringsafgift, derudover var køretøjet forsynet med andet stelnummer end det oprindelige, samt at køretøjet var registreret som brugsstjålet den 3. april 2011 i [by3] ved [by4].

Af modtaget politirapport fra [politiet] fremgår i uddrag og som resume:

” Køretøjet skulle takseres i forbindelse med skaden, efter færdselsuheld i Norge og taksator blev her opmærksom på at stel nr. [...22] rettelig er stel nr. [...72], som tidligere har haft registreringsnummeret [reg.nr.2], køretøjet ses brugsstjålet. Nummerpladen som var påsat ved taksators taksation var [reg.nr.1]. Taksator syntes at køretøjet var i ”for god stand” i forhold til det oplyste.

Efter anmodning fra Vagtcentralen kørte Politiassistent [person2] den 25. januar 2019 kl. 12.16 til adressen i anledning af ”Havareret bil indleveret til reparation og ved taksering konstateret stjålet”. Ved ankomst traf Politiassistent [person2] pladesmed [person3], som foreviste køretøjet som henstod i pladeværkstedet.

Varebil – Mercedes Viano, stelnr. [...72], sort henstod med skadet front efter formodet påkørsel. Forskærm/kofanger m.v. var afmonteret. Bag på køretøjet sad nummerplade [reg.nr.1] og på afmonteret forkofanger sad nummerplade [reg.nr.1]. Begge nummerplader afmonteret og beslaglagt. Varebilen var i varerummet forsynet med 4 sæder.”

Motorstyrelsens bemærkninger

Motorstyrelsen finder, ud fra en samlet vurdering af sagens forhold, at køretøjet har mistet sin afgiftsmæssige identitet. Køretøjets anvendelse er således i strid med bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsen og registreringsafgiftsloven, idet køretøjet er nybygget uden efterfølgende anmeldelse til afgiftsberigtigelse heraf.

Motorstyrelsens forslag til ændring

Køretøjet er efter sagens oplysninger konstruktivt ændret. Da dette burde fremgå af køretøjets registreringsattest, skulle køretøjet efter registreringsbekendtgørelsens § 65 have været anmeldt til registrering. Ændringerne er ligeledes omfattet af registreringsbekendtgørelsens § 47, stk. 2 og 3, hvorfor køretøjet skulle have været anmeldt til registrering, før køretøjet blev taget i brug med ændringerne på færdselslovens område.

Køretøjet er efter nybygningen ikke længere afgiftsmæssigt identisk med det tidligere afgiftsberigtigede køretøj. Der skal derfor svares registreringsafgift af køretøjet i henhold til registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3. Nybygningen opfylder ikke betingelserne for afgiftsfritagelse i registreringsafgiftslovens § 7a, stk. 1-4, hvorfor køretøjet skulle have været anmeldt til afgiftsberigtigelse hos told- og skatteforvaltningen efter registreringsafgiftslovens § 7a, stk. 5. I henhold til registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3 skulle afgiften have været svaret, inden køretøjet blev taget i brug på færdselslovens område.

Motorstyrelsen finder desuden efter en samlet vurdering at det omhandlede køretøj ikke er utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport, hvorfor det skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 1, jf. § 5, stk. 12.

Der skal svares registreringsafgift af det nybyggede køretøj, og denne er fastsat til 158.651 kr. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af Motorstyrelsen.

[...]

[person1]s opfattelse, begrundelse og eventuelle indsigelser

I forlængelse af afhøring af [person1] ved [politiet] d. 14. marts 2019 har motorstyrelsen modtaget nedenstående referat af afhøringen.

”[person1] erkender køb af ”Mercedes Vito”, som han troede opgraderet til Viano hos forhandler i [by5] og foreviste Slutseddel på ca. 69800,- kr. - 1/2 del ved køb og 1 del ved levering. Bilen leveret på autotransporter – kunne ikke køre – noget med ”computer”, som han fik fixet hos firma i Randes. Forinden købet kontrollerede han ”stelnummer” jf. instruktionsbogen – skulle sidde i konsol ved passagersædet. Han undersøgte for ”restgæld” i køretøjet og ”synsrapporter” (kørt over 400.000 km). Forhandler oplyste at bilen var totalt renoveret og fået ny motor, derfor fremstod den så ”flot”. Bilen var ikke afmeldt, men nummerpladerne lå på kontoret for afmelding. Vi kørte til [virksomhed2] A/S, [by6], hvor [person1] aflæste Vitoens stelnummer på konsol ved højre passagersæde”.

Motorstyrelsen har den 18. august 2019 modtaget nedenstående mail fra [person1]:

”Forslaget vedr. sagsnr. [sag1] kan ikke godkendes.

Undertegnede har ikke haft kendskab til omtalte ændringer på køretøjet. Bilen er købt med sæder bagi. Jeg har fået forelagt sagens oplysninger, som beskrevet af politiet. Har dog ikke set brugbar dokumentation, for disse påstande.

Derudover forstår jeg ikke, hvordan man er nået frem til beløbet på afgiften. Så vidt jeg kan forstå, er den udregnet efter en salgspris på 275.000,-

Der findes ikke en eneste Mercedes Viano årgang 2005, der kommer i nærheden af denne pris.

(det oplyste km-tal er heller ikke korrekt)

Med venlig hilsen

[person1]”

Motorstyrelsens endelige afgørelse

Motorstyrelsen finder ikke, at de indkomne oplysninger på mail af 18. august 2019, giver anledning til ændringer af sagen, da der er ikke er kommet nye oplysninger frem, som afhørings rapporten fra politiet af 14. marts 2019 ikke har belyst. I forhold til vurderingen af køretøjet som personbil, henvises til vedlagte begrundelse for vurderingen samt klagevejledning.

Motorstyrelsen træffer afgørelse i overensstemmelse med det udsendte forslag til afgørelse.

Motorstyrelsen fastholder, at nybygningen af køretøjet ikke er afgiftsmæssigt identisk med det tidligere afgiftsberigtigede køretøj, hvorfor der skal betales fornyet registreringsafgift af køretøjet, jf. registreringsafgiftsloven § 1, stk. 3.

Motorstyrelsen finder desuden efter en samlet vurdering at det omhandlede køretøj ikke er utvivlsomt konstrueret og indrettet til godstransport, hvorfor det skal afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftslovens § 4, stk. 1, jf. § 5, stk. 12.

Motorstyrelsen opkræver 115.140 kr. i registreringsafgift. Beløbet er fastsat af Motorstyrelsen.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har den 14. oktober 2019 anført, at han ikke hæfter for registreringsafgiften.

Klageren har anført følgende begrundelse (uddrag):

”[...]

Da jeg ikke på noget tidspunkt har været vidne til rette identitet på omtalte køretøj, men blot har købt køretøjet d. 02-08-2018 som det fremstod, med sæder og bord monteret bagi, mener jeg ikke der er baggrund for at opkræve mig registreringsafgift. Jeg har på intet tidspunkt vidst noget om identitetsskiftet, og kontrollerede stelnr. ved køb, for at se om der var gæld i bilen. Det gav ingen anledning til mistanke om forkert identitet.

Som der står i registreringsafgiftsloven §20: Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette. (se vedlagte sagsfremstilling)

[...]”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har den 29. november 2019 sendt følgende udtalelse (uddrag):

”[...]

Omhandlede køretøj er ombygget fra varebil til personbil uden korrekt indbetalt registreringsafgift.

Det er konstateret at køretøjet ikke fremstod i henhold til registrerede data i Køretøjsregisteret, som ”varebil på 30 % afgift”, men som en personbil, idet der bl.a. var monteret 4 sæder i varerummet, skinner til montering af sæderne, gulvtæpper, sidebeklædninger, loftsbeklædning med luftdyser og loftslys, bord mellem de 4 sæder, sikkerhedsseler ved hver af de 4 stole mm., varerumsadskillelsen er fjernet og at alt fremstår som fabriksfremstillet af Mercedes.

Køretøjet var konstruktivt ændret i en sådan grad, at det har mistet sin afgiftsmæssige identitet og derfor fremstår som en nybygning. Køretøjet er ikke registreret i Køretøjsregistret med konstruktive ændringer.

Derudover var køretøjet forsynet med andet stelnummer end det oprindelige, og køretøjet var registreret som brugsstjålet den 3. april 2011 i [by3] ved [by4].

[person1]s opfattelse

[person1] er af den opfattelse, at han ikke var vidne om den rette identitet på køretøjet. Han købte køretøjet den 2. august 2018, som det fremstod med sæder og bord monteret bagi. Han mener derfor ikke, at der er baggrund for at opkræve registreringsafgift af ham.

[person1] har tillige henvist til registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1 hvoraf fremgår: ”Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette”.

Motorstyrelsen kommentarer

Det er ubestridt, at [person1] har anvendt et køretøj indregistreret som 30 % varebil, men med personvognsudstyr i varerummet på færdselslovens område.

[person1] har oplyst, at han har købt en Mercedes med modelbetegnelse VITO, men køretøjet er de facto en Mercedes med modelbetegnelse VIANO, hvilket han burde have bemærket, da det fremgår af registreringsattesten, samt står på køretøjets bagklap. Se side 7 og 8 i fotomappen.

Køretøjet fremstod på kontroltidspunktet velholdt og bar ikke præg af at have kørt mange kilometre ifølge politiets oplysninger.

Det er oplyst at ved tyveriet i 2011, havde VIANO’en kørt ca. 12.000 km.

Ifølge oplysninger fra politiet, var køretøjets stelnummer på kontroltidspunktet sparlet over og malet sort. Se side 4 i fotomappen. (Her er spartelmassen og malingen dog fjernet i forbindelse med fremfinding af køretøjets identitet).

Sælger af køretøjet Skrotbilennu v. adm. Direktør [person4] har til politiet oplyst, at han solgte køretøjet for 34.900 kr. til [person1]. Køretøjet fremstod da som en gammel rusten ramponeret hvid Mercedes VITO. Desuden skulle VITO’en havde kørt over 500.000 km.

Citeret fra politiets anmeldelsesrapport side 8:

”Kopi af ”Slutseddel” modtaget pr. mail og vedlægges (Motorstyrelsen skal dog bemærke at vi ikke er i besiddelse af ”Slutseddel”).

Køber: [person1] – Sælger ”[person5], [adresse3] , [by7], [...]”

Bilen: Mercedes-Benz, Vito..., [reg.nr.3], pris 34900,

sælger afmelder.

samt mail med teksten

”bilen var hvid og meget rusten og ramponeret. Den havde

kørt over 500000 km da vi solgte den – Hilsen –

[person4] adm. Direktør”

Se side 16 i fotomappen.

Af billedmateriale af køretøjet fremgår, at det fremstår som sort og på bagklappen fremgår modelbetegnelsen VIANO 2,2 CDI.

Af Køretøjsregisteret fremgår at VITO´en er en 115 CDI aut. og VIANO´en er en CDI 2,2 aut.

Ifølge oplysninger fra Mercedes fremgår det at VIANO´en ab Mercedes fabrikken var carbonschwarz metallic, og at VITO ‘en var antikweiss.

Motorstyrelsen er deraf af den opfattelse at [person1] ved købet burde have bemærket, at VITO’en på køretøjets bagklap var betegnet som en VIANO CDI 2,2 aut. og ydermere have undret sig over at det af køretøjets registreringsattest fremgik at der var tale om en VITO.

Han burde også have undret sig over at køretøjet fremstod uden et ihugget stelnummer. Dette burde have ført til at han havde undersøgt køretøjet nærmere. Se billeder i fotomappen.

Der er ikke fremlagt dokumentation for at [person1] har købt en carbonschwarz metallic VIANO.

Motorstyrelsen fastholder afgørelsen om afkrævning af registreringsafgift på 115.140 kr. over for [person1].

Der er således ikke argumenter i den fremsendte klage, som ændrer ved Motorstyrelsens vurdering af sagen.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse af 20. august 2019 stadfæstes.

[...]”

Klagerens bemærkninger

Klageren har den 20. januar 2020 sendt følgende bemærkninger (uddrag):

”[...]

Da der i sagen er flere omstændigheder som ikke er belyst/korrekt opfattet, vil jeg prøve at forklare det i følgende.

Bilen er købt som den fremstod, med sæder og bord monteret bag i. Bilen er ved køb påstået renoveret/sat i stand, med dele fra en viano. Derfor den forholdsvis gode stand. Viano-skiltet på køretøjets bagklap, blev bemærket med det samme. Det gav dog ikke anledning til undren, pga. forklaringen om istandsættelse, og det faktum at vito og viano er en og samme bil. Viano dog med udstyr, ellers identiske. Man har nok ladet skiltet sidde, da man skiftede bagklap. De er jo kendt for at ruste. Også motoren er den samme. Vito har betegnelsen 115, hvilket vidner om ”serie” 100, som første ciffer, og hestekræfter 150 som de to næste. 15 med et nul bagved. Samme som viano. Viano bruger slagvolumen som betegnelse, 2,2 liter, derfor viano 2,2. Samme som vito 115.

Jeg kan give et tilsvarende eksempel fra et andet mærke. Det drejer sig om vw transporter, som også fås i en model der hedder vw multivan. Dette er også en og samme bil. Multivan dog blot med udstyr.

Køretøjet blev undersøgt ved køb, og stelnummeret tjekket for restgæld. Stelnummeret sad hvor det skulle ifølge instruktionsbog. Nederst på højre sædekonsol. Dette har jeg været ude at forevise, på [virksomhed2]s oplagsplads for beslaglagte biler i [by6], for [person2] fra landpolitiet i [by1]. Altså køretøjet var forsynet med stelnummer.

Denne og mange andre oplysninger, er åbenbart ikke kommet med i politiets beskrivelse af sagen. F.eks. er sælger på slutsedlen, [person5][adresse3], [by7], - ifølge politiet - ikke en person man kan finde frem til. Dette lyder jo lidt underligt. Desuden var prisen 69800,-, og bilen stod med en motorfejl, som senere blev udbedret ved [virksomhed3]. Den slutseddel jeg havde på bilen, er beslaglagt af politiet. Kopi kan fremskaffes. Prisen var der ikke noget at sige til. Godt nok en dyr bil fra ny. Men her taler vi om en 15 år gammel bil med motorfejl, dog i god stand.

At politiet har droppet sagen, giver vel også en indikation af, at det er et noget tyndt grundlag sagen bygger på

[...]”

Motorstyrelsens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været i høring hos Motorstyrelsen, der den 4. maj 2020 har sendt følgende bemærkninger(uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling og har følgende bemærkninger:

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i Køretøjsregistreret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 223 af 27. februar 2019.

Det er udgangspunktet, at der betales registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3, at der skal svares afgift af køretøjer, som efter reparation eller ombygning ikke i afgiftsmæssig henseende er identisk med det tidligere afgiftsberigtiget køretøj, jf. dog §§ 7 og 7 a. Afgiften svares, inden køretøjet tages i brug efter reparation eller ombygning.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 2, at køretøjet utvivlsomt skal være konstrueret og indrettet til godstransport, hvis køretøjet skal afgiftsberigtiges som varebil.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, at et køretøj, der ikke længere opfylder betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse som varebil, jf. § 5, stk. 1 – 11, skal køretøjet afgiftsberigtiges som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 4.

Motorstyrelsen er enig i, at køretøjet på kontroltidspunktet efter en samlet vurdering ikke var konstrueret og indrettet til godstransport, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 2, hvorfor køretøjet skulle have været afgiftsberigtiget som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4.

Motorstyrelsen er ligeledes enig i, at klageren hæfter for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., da klager ikke har godtgjort, at han ikke vidste eller ikke burde have vidst, at køretøjet ikke var identisk med det i køretøjsregisteret registrerede køretøj med stelnummer [...22], registreringsnummer [reg.nr.1], tilhørende en Mercedes-Benz Vito 115 CDI aut.

[...]”

Klagerens yderligere bemærkninger

Klageren har den 18. maj 2022 sendt følgende bemærkninger til (uddrag):

”[...]

Da jeg kan konstatere, at der på ingen måde er kigget på fakta i sagen, eller lyttet til mine forklaringer, har jeg vedhæftet tre eksempler på at Vito/Viano er samme bil. Jeg mener bestemt ikke at et ligegyldigt emblem på bagklappen - som kan købes i enhver biltilbehørsforretning, og som folk i øvrigt skifter i flæng - skal påvirke en sag i den retning.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Sagen omhandler hvorvidt sagens køretøj, der er afgiftsberigtiget som varebil, skal afgiftsberigtiges som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, og om klageren, der er ejer af køretøjet, hæfter for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i Køretøjsregistreret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 223 af 27. februar 2019.

Det er udgangspunktet, at der betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 — 3, lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 3, at der skal svares afgift af køretøjer, som efter reparation eller ombygning ikke i afgiftsmæssig henseende er identisk med det tidligere afgiftsberigtiget køretøj, jf. dog §§ 7 og 7 a. Afgiften svares, inden køretøjet tages i brug efter reparation eller ombygning.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 2, at et køretøj utvivlsomt skal være konstrueret og indrettet til godstransport, hvis køretøjet skal afgiftsberigtiges som varebil.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, at et køretøj der ikke længere opfylder betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse som varebil, jf. § 5, stk. 1 - 11, skal afgiftsberigtiges som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 4.

Sagens køretøj, en Mercedes Benz Viano, CDI 2,2 aut., med stelnummer [...72], blev den 19. juli 2005 indregistreret og afgiftsberigtiget som varebil i Køretøjsregistreret, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 2, og afmeldt igen den 18. maj 2011.

På baggrund af de fremlagte fotos af køretøjet, kan det lægges til grund at køretøjet på kontroltidspunktet var monteret med fire sæder i varerummet, skinner til montering af sæderne, gulvtæpper, sidebeklædninger, loftsbeklædning med luftdyser og loftslys, bord mellem de fire sæder, sikkerhedsseler ved hver af de fire stole mm., og varerumsadskillelsen var fjernet. På den baggrund finder Landsskatteretten, at køretøjet ikke utvivlsomt er konstrueret og indrettet til godstransport, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 1, nr. 2, hvorefter køretøjet skal afgiftsberigtiges som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5, stk. 12, jf. § 4.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., at den der ejer eller er registreret ejer af køretøjet på tidspunktet, hvor pligten til at betale registreringsafgift indtræder, hæfter for betalingen af afgiften.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 3. pkt., at ejeren af køretøjet ikke hæfter, hvis køretøjet blev taget i brug på færdselslovens område uden at ejeren vidste, eller burde have vidst dette.

Landsskatteretten finder, at klageren er ejer af køretøjet, og køretøjet er taget i brug på færdselslovens område.

Det fremgår af de fremlagte fotos af køretøjet, at køretøjet på bagklappen er påført emblemer med modelbetegnelsen Viano, og motorstørrelsen CDi 2,2. Landsskatteretten finder på den baggrund, og under henvisning til klagerens forklaring, at klageren ikke har godtgjort, at han ikke vidste eller burde have vidst, at køretøjet ikke var identisk med det i køretøjsregisteret registrerede køretøj med stelnummer [...22], registreringsnummer [reg.nr.1], tilhørende en Mercedes-Benz Vito 115 CDI aut.

Landsskatteretten finder herefter at klageren hæfter for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1, 1. pkt.

Det forhold at klageren har undersøgt, om der var gæld i køretøjet med stelnummer

[...22], tilhørende en Mercedes-Benz Vito 115 CDI aut., kan ikke føre til et andet resultat.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.