Kendelse af 11-05-2022 - indlagt i TaxCons database den 08-07-2022

Journalnr. 19-0074581

Klagen skyldes, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens afgiftstilsvar med 700.650 kr. for perioden fra den 1. oktober 2015 til den 30. juni 2017, idet Skattestyrelsen ikke har anset virksomhedens salg af biler for omfattet af reglerne om momsfritagelse, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Landsskatteretten stadfæster Skattestyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] (herefter benævnt virksomheden) er registreret i det Centrale Virksomhedsregister, CVR, med startdato den 9. januar 2015. Virksomheden er registreret under branchekode ”451110, Engroshandel med personbiler, varebiler og minibusser”, jf. CVR. Virksomheden var registreret med kvartalsvis momsafregning frem til den 31. december 2016 og herefter med halvårlig momsafregning.

Det er oplyst, at virksomheden i perioden fra den 1. oktober 2015 til den 30. juni 2017 har købt tidligere leasingkøretøjer i Danmark og faktureret disse til fire tjekkiske selskaber samt til et rumænsk selskab.Virksomheden har på de omhandlede fakturaer angivet ”Free of VAT”. Virksomheden har oplyst, at køretøjerne blev solgt til eksport som momsfrie salg.

Indehaveren har under sagens behandling hos Skattestyrelsen oplyst, at de solgte køretøjer blev afhentet af en tysk mellemmand på vegne af det rumænske og de tjekkiske selskaber. Det blev desuden oplyst, at det var den tyske mellemmand, der udstedte fakturaerne fra virksomheden til det rumænske eller de tjekkiske selskaber, som indehaveren underskrev. Fakturaerne blev udleveret til mellemmanden ved afhentning, og mellemmanden stemplede fakturaerne med navnet på det rumænske eller tjekkiske selskab og underskrev dem.

Det er oplyst, at den tyske mellemmand drev automobilvirksomhed i Tyskland.

Videre blev det oplyst, at der ikke blev modtaget elektroniske indbetalinger fra det rumænske eller de tjekkiske selskaber i forbindelse med køb af køretøjerne. Indehaveren har oplyst, at den tyske mellemmand oftest betalte kontant for bilerne, og nogle få gange har den tyske mellemmand betalt via bankoverførsel. Indehaveren har desuden oplyst, at han ikke har haft kontakt med det rumænske eller de tjekkiske selskaber.

Virksomheden har i forbindelse med sagens behandling hos Skattestyrelsen fremlagt virksomhedens regnskabs- og bilagsmateriale for den omhandlede periode. Virksomheden har ikke fremlagt CMR fragtbreve eller anden dokumentation for udførelsen.

Videre har Skattestyrelsen modtaget oplysninger fra de tjekkiske og rumænske skattemyndigheder vedrørende de omhandlede selskaber. Af de modtagne oplysninger fremgår det bl.a., at det rumænske og de tjekkiske selskaber ikke har angivet erhvervelse af de pågældende køretøjer, og at det rumænske og de tjekkiske selskaber har oplyst, at de ikke har handlet med køretøjer, og at de ikke har haft samhandel med danske virksomheder.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har den 28. maj 2019 truffet afgørelse, hvorefter virksomhedens afgiftstilsvar er forhøjet med samlet 700.650 kr. for perioden fra den 1. oktober 2015 til den 30. juni 2017, idet Skattestyrelsen ikke har anset virksomhedens salg af biler for omfattet af reglerne om momsfritagelse, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Skattestyrelsen har anført følgende begrundelse (uddrag):

”[...]

Virksomheden har i perioden, 1. oktober 215 – 30. juni 2017, faktureret momsfritaget salg til følgende virksomheder:

2015:

[virksomhed2] s.r.o., [...] (Tjekkiet)

[virksomhed3] s.r.o., [...] (Tjekkiet)

[virksomhed4] s.r.l., [...] (Rumænien)

2016:

[virksomhed5] s.r.o., CZ (Tjekkiet)

2017:

[virksomhed5] s.r.o., CZ (Tjekkiet)

[virksomhed6] s.r.o., CZ (Tjekkiet)

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens (herefter ML) § 34, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt for årene 2015, 2016 og 2017, og at [virksomhed1]’s varesalg på kr. 3.851.000 således er momspligtig omsætning efter ML § 4.

Der er momsfritagelse for leverancer af varer, som af sælgeren eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land, jf. ML § 34, stk. 1, nr. 1

For at blive omfattet af fritagelsen skal følgende betingelser være opfyldt:

• Varerne skal faktisk forsendes eller transporteres til et andet EU-land.
• Transporten eller forsendelsen skal gennemføres af sælgeren, erhververen eller for deres regning.
• Erhververen skal være registreret for moms i et andet EU-land efter regler svarende til ML §§ 47, 49-50 a eller 51-51 a. Erhververens registreringsland behøver ikke at være sammenfaldende med det land, hvor varen transporteres eller forsendes til.

[virksomhed1] opfylder ikke betingelserne for momsfrit salg, idet;

• der ikke er dokumentation for købernes identitet,
• der ikke er fuldmagter fra de udenlandske virksomheder til afhenteren af køretøjerne,
• der ikke er dokumentation for at de udenlandske virksomheder er de egentlige erhververe, f.eks. ved bankoverførsler som betaling for de fakturerede salg,
• [virksomhed1] har aldrig været i kontakt med de udenlandske virksomheder,
• salgsfakturaerne sendes eller afleveres ikke til de fakturerede virksomheder, men til en tysk autoforhandler,
• den tyske autoforhandler hjælper med at byde på køretøjerne på auktioner,
• der betales kontant af den tyske autoforhandler.

Skattestyrelsen finder derfor ikke at [virksomhed1] har udvist den fornødne omhu og anses derfor ikke for at være i god tro. Reglen i ML § 34, stk. 1, nr. 1 kan derfor ikke anvendes.

Virksomhedens fakturerede salg til de udenlandske virksomheder; [virksomhed2] s.r.o. (CZ), [virksomhed3] s.r.o. (CZ), [virksomhed5] (CZ) [virksomhed6] s.r.o., (CZ) og [virksomhed4] s.r.l. (RO) er derfor omfattet af momslovens § 4.

Afgiftsgrundlaget er vederlaget jf. ML § 27, stk. 1.

Afgiften udgør 25 % af afgiftsgrundlaget jf. ML § 33.

Det følger imidlertid af den juridiske vejledning, afsnit D.A.8.1.1.12, at afgiftsgrundlaget kun opgøres som 25 % af vederlaget, i de tilfælde hvor leverandøren har mulighed for og rent faktisk efterdebiterer køber momsen. Det afgørende er om leverandøren rent faktisk gør efterbetalingskravet gældende.

SKAT har, jf. den juridiske vejledning afsnit D.A.8.1.1.12, ved nærværende forslag opgjort efterbetalingskravet som 20 % af vederlaget, svarende til 25 % af 80 % af vederlaget jf. ML § 27, stk. 1.

[...]”.

I forbindelse med sagens behandling hos Skatteankestyrelsen har Skattestyrelsen den 21. april 2020 fremsendt bemærkninger til virksomhedens klage af 21. august 2019. Heraf fremgår bl.a.:

”[...]

Ad 1. Påstand

Skattestyrelsen fastholder, at [virksomhed1] ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse i medfør af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1 for årene 2015, 2016 og 2017 og at [virksomhed1]’s varesalg på kr. 3.851.000 således er momspligtig omsætning efter momslovens § 4.

De virksomheder som [virksomhed1] har faktureret til, benægter alle at drive virksomhed indenfor køb og salg af køretøjer. De oplyser, at de aldrig har haft samhandel med danske virksomheder.

Ingen af køretøjerne er betalt af de tjekkiske og rumænske virksomheder, men er betalt af [person1]. Alle køretøjerne er afhentet af / udleveret til [person1].

Ad 2. Sagens faktiske forhold

Denne sag vedrører virksomheden [virksomhed1]’s salg af køretøjer, der alle er faktureret momsfrit til momsregistrerede virksomheder i Tjekkiet og Rumænien.

[virksomhed1] har, i forbindelse med salget, ingen kontakt, hverken telefonisk eller skriftligt, til eller med de tjekkiske og rumænske virksomheder.

Alle handler sker ved kontakt mellem [virksomhed1] og [person1], der bor og driver virksomhed i [Tyskland].

Ad punkt 2.3. – 2.6.

Skattestyrelsen er ikke enig med klager i, at al handel er sket med [person1] som mellemmand mellem [virksomhed1] og de under klagers punkt 2.2. nævnte virksomheder.

[person1] ejer og driver automobilvirksomheden [virksomhed7] GmbH i [Tyskland].

Skattestyrelsen anser ikke [person1] for at være en mellemmand, der er legitimeret til at foretage opkøb og eksportere biler fra Danmark på vegne af engroskøbere fra Tjekkiet og Rumænien.

De tjekkiske virksomheder og den rumænske virksomhed har ikke købt køretøjerne og har ikke haft [person1] ansat eller haft [person1] i virke som mellemmand. [person1] har derfor ikke været legitimeret til at foretage opkøb på vegne af de tjekkiske og den rumænske virksomhed.

Skattestyrelsen anser derimod [person1] / [virksomhed7] GmbH for at være den egentlige erhverver af køretøjerne, idet han betaler for alle køretøjerne (kontant) og selv fragter alle køretøjerne til hans firmaadresse i [Tyskland], Tyskland. Herfra annoncerer han køretøjerne til salg på www.mobile.de – med [virksomhed7] GmbH som sælger. Ved disse annonceringer oplyses det, at køretøjerne er omfattet af reglerne om brugtmoms, selvom det af fakturaerne, som er udleveret til [person1], fremgår at køretøjerne er erhvervet momsfrit.

Ad. 3 Overtrædelse af ML § 34, stk. 1, nr. 1

Ad 3.4.

SKAT har henholdsvis den 8/2 2018 ([virksomhed3]), 21/2 2018 ([virksomhed5]), 8/11 2018 ([virksomhed6]), 2/1 2019 ([virksomhed4]) og den 5/2 2019 ([virksomhed2]) modtaget oplysninger fra de tjekkiske skattemyndigheder og Rumænske skattemyndigheder om, at de tjekkiske og rumænske virksomheder, ikke har handlet med køretøjer og ikke har haft samhandel med danske virksomheder. De modtagne SCAC oplysninger fra de udenlandske skattemyndigheder er vedlagt som bilag.

Ad 3.6. – 3.7.

De tjekkiske og rumænske virksomheder der er angivet på fakturaerne, er ikke erhververe af køretøjerne. Det er derimod [person1] / [virksomhed7] GmbH der er egentlige erhverver af køretøjerne. Om de tjekkiske og rumænske virksomheder var momsregistreret på faktureringstidspunktet, er således uden betydning, da det ikke er dem, der er købere af køretøjerne.

[virksomhed1] har ikke på fakturaerne angivet den egentlige erhverver, nemlig [virksomhed7] GmbH og ses derfor ikke at have opfyldt de præmisser, der fremgår af sag C-24/15, Josef Plöckl.

Ad 3.8. – 3.11.

Skattestyrelsen er enig med klager i, at det er ubestridt at bilerne er udvalgt af, og solgt til [person1], som ligeledes har betalt for dem og transporteret dem til Tyskland.

Det er ikke uden betydning, om erhververen faktisk var de udenlandske engroskøbere fra Tjekkiet og Rumænien, eller om det var [person1], selv om alle havde et gyldigt momsnummer på tidspunktet for gennemførelsen af handlen.

Sælger skal ved salget sikre sig, at han ved, hvem køber er, når han sælger momsfrit over landegrænserne. Der skal ske indberetning til bl.a. EU’s VIES system, netop for at der kan udføres kontrol i de berørte lande. De tyske myndigheder har ikke haft mulighed for at kontrollere [virksomhed7] GmbH i det der ikke er foretager VIES indberetninger.

Det ville være ligegyldige indberetninger og kontrol, hvis sælger bare kan ændre på hvem der er køber, når vi laver kontrol.

Reglerne om omgørelse står i Skatteforvaltningslovens § 29, og omfatter alene privatretlige dispositioner ved ansættelse af indkomst- og afgiftskrav. Nærværende sag omhandler moms, og er således ikke omfattet af Skatteforvaltningslovens § 29 vedr. omgørelse.

Ad 3.14. – 3.21.

At udvise tilstrækkelig omhu er ikke begrænset til at verificere om et momsnummer er gyldigt. At udvise tilstrækkeligt omhu, er også at en afgiftspligtig person, har truffet alle de foranstaltninger, der med rimelighed kan kræves af den pågældende, og det kan udelukkes, at den afgiftspligtige person har medvirket til afgiftssvig (jf. EU-dommen, C-24/15 Plöckl, præmis 54).

[virksomhed1] har ikke sikret sig, at de tjekkiske og rumænske virksomheder er de egentlige erhververe at bilerne.

[virksomhed1] har ingen kontakt, hverken skriftligt eller mundtligt, med de tjekkiske og rumænske virksomheder. [virksomhed1] har ikke sikret sig at betalingerne kommer fra de tjekkiske og rumænske virksomheder ved banktransaktioner.

Al kontakt er med [person1], som selv stempler fakturaerne med de tjekkiske og rumænske virksomheders oplysninger.

[virksomhed1] sender ikke fakturaerne til de tjekkiske og rumænske virksomheder, men udleverer dem til [person1].

Det er ubestrideligt at bilerne er udvalgt af og solgt til [person1], som har betalt herfor og som har transporteret dem til Tyskland. [virksomhed1] har derfor tilsidesat enhver forpligtigelse til at udvise tilstrækkelig omhu.

Ad. 4 Momstyveri

Ad 4.1. – 4.7.

Det følger af Den juridiske vejledning afsnit D.A.10.1.1.3, at SKAT har erfaring for, at der sker tyveri af momsnumre. Er sælger i tvivl, om sælger er ved at blive part i en svigagtig handel, er det nødvendigt for sælger at sikre sig flere oplysninger om købers identitet. Se f.eks. SKM2003.400.ØLR og SKM2006.269.VLR og Momsforordningens artikel 18, stk. 1, 1. led (ligeledes analogt).

Det fremgår ligeledes af EU-dommen, C-24/15 Plöckl, præmis 54 at hvis en afgiftspligtig person, har truffet alle de foranstaltninger, der med rimelighed kan kræves af den pågældende, kan det udelukkes, at den afgiftspligtige person har medvirket til afgiftssvig, hvorved der ikke kan nægtes den afgiftspligtige person momsfritagelse (med den begrundelse, at den pågældende ikke har truffet alle de foranstaltninger, som med rimelighed kan kræves af denne med henblik på at opfylde et formelt krav).

Det fremgår yderligere af præmis 42 i EU-domstolens dom i sag C-409/04, Teleos m.fl., at en sælger, der handler i god tro, ikke må nægtes momsfritagelse i forbindelse med leveringer inden for EU. En sælger i god tro skal derfor ikke kunne nægtes momsfritagelse, når erhververen har fremlagt falske beviser for, at varerne er udført af sælgerens EU-land og ind i erhververens EU-land. Det er dog en betingelse, at sælgeren har gjort alt, hvad der stod i hans magt for at sikre en korrekt anvendelse af bestemmelserne om moms.

Det er ikke en betingelse, at [virksomhed1] har truffet særlige foranstaltninger, men alene alle de foranstaltninger, der med rimelighed kan kræves af [virksomhed1].

[virksomhed1] har som det tidligere er nævnt, ingen kontakter til nogle af de tjekkiske og rumænske virksomheder og modtager ingen betalinger fra disse virksomheder. Alle salgene af køretøjerne sker til [person1], herunder betalinger og udlevering af køretøjerne. [virksomhed1] har derved holdt sig i en bevidst uvidenhed, hvilket ikke er at have truffet alle de foranstaltninger, der med rimelighed kan kræves. [virksomhed1] har derfor ikke handlet i god tro, og kan med henvisning til EU-dommene C-24/15 Plöckl og C-409/04, Teleos m.fl. ikke anses for at have været i god tro. Salgene er derfor ikke omfattet af momsfritagelse i momslovens § 34.

Ad 4.10. – 4.25.

Skattestyrelsen har modtaget oplysninger fra udenlandske skattemyndigheder vedrørende de på fakturaerne anførte virksomheder. Alle de tjekkiske og rumænske virksomheder nægter ethvert kendskab til samhandel med danske virksomheder. Ingen af de tjekkiske og rumænske virksomheder driver eller har drevet handel med biler.

Der henvises til de modtagne SCAC oplysninger.

Konklusion

Denne sag drejer sig ikke om de tjekkiske og rumænske virksomheder var momsregistreret på tidspunktet for faktureringerne. Sagen drejer sig om de tjekkiske og rumænske virksomheder er de egentlige erhververe, og hvis de ikke er, om [virksomhed1] i forbindelse med salget og faktureringerne til de tjekkiske og rumænske virksomheder, har udvist den fornødne omhu for at sikre sig at netop de tjekkiske og den rumænske virksomhed var de egentlige erhververe.

Der er ikke sket salg af biler til de tjekkiske og rumænske virksomheder. Der er derimod sket salg til den tyske virksomhed [virksomhed7] som ejes af [person1].

[virksomhed1] har ikke udvist den fornødne omhu i forbindelse med faktureringerne til de tjekkiske og rumænske virksomheder. [virksomhed1] burde således have sikret sig, at de egentlige erhververe var de tjekkiske og rumænske virksomheder. Det har virksomheden ikke, dersom;

• Alle betalinger kommer fra [person1] i form af kontanter. Der er ingen elektroniske betalinger (bankoverførsler) i forbindelse med handlerne.
• Det er [person1] der giver ordre til køb af bilerne.
• [person1] byder på bilerne på bilauktionerne.
• Alle bilerne udleveres til [person1] som fragter dem til virksomheden i [Tyskland].
• [virksomhed1] har ingen kontakt, kendskab eller korrespondance med de tjekkiske og rumænske virksomheder.
• Fakturaerne udleveres til [person1] og ikke til de tjekkiske og rumænske virksomheder.

Skattestyrelsen er enig med [virksomhed1]’s repræsentant, jf. punkt 5.6 i klageskrivelsen, at bilerne ubestrideligt er udvalgt af og solgt til [person1], som har betalt herfor og som har transporteret dem til Tyskland.

[virksomhed1] burde derfor have vidst, at virksomheden kunne være part i momssvindel, og skulle derfor have foretaget sig foranstaltninger for at imødegå svindlen.

Det er skattestyrelsens opfattelse, at [virksomhed1] ikke har sikret sig, ved tilstrækkelig omhu, at de egentlige erhververe var de tjekkiske og rumænske virksomheder, og kan derfor ikke anses for at være i god tro, jf. EU-dommene (C-24/15 Plöckl og C-409/04, Teleos m.fl.), og er således ikke berettiget til at sælge de i sagen omhandlende køretøjer momsfrit.

[...]”.

Virksomhedens opfattelse

Virksomheden har nedlagt påstand om, at Skattestyrelsens forhøjelse af virksomhedens afgiftstilsvar skal bortfalde.

Virksomheden har til støtte herfor bl.a. anført:

”[...]

2.Sagens faktiske forhold

2.1.[virksomhed1] opkøber køretøjer i form af personbiler i Danmark på bilauktioner, og videresælger disse engros til aftagere, som fortrinsvist er autoforhandlere i andre EU-lande, alle momsregistrerede.

2.2.Denne sag vedrører salg af køretøjer til følgende selskaber:

2.2.1.Rekab s.r.o. ([...])

2.2.2.Elvea s.r.o. ([...])

2.2.3.Raveni S.R.L. ([...])

2.2.4.M [virksomhed5] s.r.o. ([...])

2.2.5.[virksomhed6] s.r.o. ([...])

2.3.Al handel med de under pkt. 2.2 nævnte selskaber er sket via en mellemmand, [person1], som er en tysk autoforhandler, bosiddende i [Tyskland]. Jeg er bekendt med, at SKAT er i besiddelse af kopi af dennes tyske ”Personalausweis” og dermed er fuldt ud bekendt med dennes identitet.

2.4.[person1] er legitimeret til at foretage opkøb og eksport af bilerne fra Danmark, på vegne af de udenlandske engroskøbere fra Tjekkiet og Rumænien.

2.5.Samtlige solgte køretøjer er udleveret til [person1], som personligt har forestået transport af køretøjerne ud af Danmark til Tyskland, på vegne af de ovenfor nævnte udenlandske engroskøbere. Idet der ikke er anvendt tredjemands autotransport, foreligger er ikke fragtbreve eller lignende papirer på fragten.

2.6.Faktura for hvert enkelt køb er udstedt til det købende selskab og er udleveret til købernes repræsentant, [person1], som har honoreret fakturaen på vegne af den udenlandske engroskøber fra enten Tjekkiet eller Rumænien. Betaling er sket enten kontant eller via bankoverførsel. [person1] er villig til, om nødvendigt, at afgive vidneforklaring om rigtigheden af alt dette.

3.Overtrædelse af ML § 34, stk. 1, nr. 1.

3.1.SKATS baserer sin beslutning og endelige konklusion om ændring af moms på købernes manglende identitet og en formodning om, at der er svigagtige forhold et sted i handelskæden og, at [virksomhed1] i den forbindelse ikke har udvist fornøden omhu og derfor anses for at være i ond tro herom. Dette bestrides i sin helhed af [virksomhed1].

3.2.SKAT anfører opsummerende på side 3, i sin afgørelse af den 28. maj 2019, at

”[virksomhed1] opfylder ikke betingelserne for momsfrit salg, idet.

• Der ikke er dokumentation for købernes identitet,
• Der ikke er fuldmagter fra de udenlandske virksomheder til afhenteren af køretøjerne,
• Der ikke er dokumentation for, at de udenlandske virksomheder er de egentlige erhverve- re, f.eks. ved bankoverførsler som betaling for de fakturerede salg,
• [virksomhed1] har aldrig været i kontakt med de udenlandske virksomheder,
• Salgsfakturaerne sendes eller afleveres ikke til de fakturerede virksomheder, men til en tysk autohandler,
• Den tyske autoforhandler hjælper med at byde på køretøjerne på auktion,
• Der betales kontant af den tyske autoforhandler. Der ikke er dokumentation for købers identitet, fuldmagt fra den tjekkiske virksomhed til afhentning samt dokumentation, f.eks. ved bankoverførsel fra den tjekkiske virksomhed, at den er den egentlige erhverver. SKAT finder derfor ikke, at [virksomhed1] har udvist den fornødne omhu og anses derfor ikke for at være i god tro. Reglen i momslovens § 34, stk.1, nr. 1 kan derfor ikke anvendes.”

3.3.SKAT anfører videre, at man derfor ikke finder, at [virksomhed1] har udvist den fornødne omhu og derfor ikke anses for at have været i god tro. Hermed ligger implicit et postulat om, at de udenlandske opkøbere ikke har svaret moms ved videresalg til private i deres respektive hjemlande.

3.4.SKAT angiver da også på side 10, at have modtaget oplysninger fra de tjekkiske skattemyndigheder og de rumænske myndigheder om, at de tjekkiske og rumænske virksomheder ikke har handlet med køretøjer og ikke har haft samhandel med danske virksomheder. Dokumentation for påstandenes rigtighed foreligger ikke, hvorfor det ikke er muligt at forholde sig nærmere hertil. Det er således uvist hvorvidt der overhovedet ikke har fundet samhandel sted med [virksomhed1], eller om der har fundet samhandel sted, men køberne blot har undladt at lade dette registrere hos de respektive myndigheder. Afklaring heraf er af afgørende betydning for denne sags resultat!

3.5.Idet SKAT intet har dokumenteret noget om, hvorvidt der er foregået noget kriminelt, og i hvilket omfang [virksomhed1] i så fald har være i god tro herom, kan [virksomhed1] på det foreliggende grundlag ikke pålægges at skulle svare moms af eksportsalget til momsregistrerede opkøbere af biler i andre EU lande. Under pkt. 4 nedenfor behandles spørgsmålet om momstyveri mere indgående. Med momstyveri menes en situation, hvor de på fakturaerne anførte købere slet ikke er købere og andre har misbrugt deres firmaoplysninger og momsnummer.

3.6.Det er [virksomhed1]s overbevisning, at salg af biler til de relevante udenlandske engroskøbere, fra Tjekkiet og Rumænien, har fundet sted og er sket i overensstemmelse med momslovens § 34, stk. 1, nr. 1. Denne bestemmelse hviler på den forudsætning, at salget er sket til en køber, der er momsregistreret i et andet EU-land samt at varen af køber, sælger eller på en af disses vegne er transporteret til et andet EU-land.

3.7.At køberne, angivet på fakturaerne, var gyldigt momsregistret på tidspunktet for salg af bilerne, er ubestridt af SKAT, hvorfor dette må lægges til grund. SKATs henvisning til præmis 54 i EU- dommen C-24/15, Plöckl på afgørelsen (afgørelsens s. 7) er derfor irrelevant for sagen.

3.8.Ifald de udenlandske engroskøbere fra Tjekkiet og Rumænien ikke kan anses for at være de reelle erhververe af bilerne, må bilerne følgeligt i stedet anses for at være erhvervet af mellemmanden [person1]. Dette følger af, at bilerne ubestrideligt er udvalgt af og solgt til [person1], som har betalt herfor og som har transporteret dem til Tyskland, hvormed der således også i dette tilfælde er sket en erhvervelse af en momsregistreret køber i udlandet.

3.9.Det er i relation til momsfrit salg til eksport uden betydning, om erhververen faktisk var de udenlandske engroskøbere, fra Tjekkiet og Rumænien, eller var [person1], idet de alle var gyldigt momsregistreret på tidspunktet for gennemførelsen af handlerne, og idet de øvrige betingelser er opfyldt. SKAT afviser dette på s. 10, alene med en henvisning til, at der intet står i momsloven om mulighed for reparation af en fejldisposition. At dette direkte fremgår af skatteforvaltningsloven umuliggør dog ikke dette i relation til momsloven. SKAT har, som det fremgår, afvist [virksomhed1]s ønske om at foretage korrektion.

3.10.Provokation (1)

3.11.SKAT opfordres til at dokumentere rigtigheden af sin påstand om, at der ikke kan ske ændring af en disposition på tidspunktet, hvor [virksomhed1] af SKAT bliver gjort bekendt med, at de på fakturaerne anførte købere muligvis ikke er de(n) reelle køber(e).

3.12.Bilerne er kørt direkte af [person1] til dennes forretningssted i [Tyskland]. Der er intet som underbygger, at bilerne ikke er eksporteret. Dette er heller ikke gjort gældende af SKAT. Dette er derfor heller ikke et tema i sagen.

3.13.Der er også udarbejdet korrekte fakturaer til køberne, med angivelse af hvilke varer der eksporteres med stelnummer, købers navn og adresse samt momsnummer og at salget sker momsfrit.

3.14.Herefter er spørgsmålet, hvorvidt [virksomhed1] har udvist tiltrækkelig omhu i relation til købernes identitet, reelt uden betydning.

3.15.Det fremgår af SKATs juridiske vejledning D.A.10.1.1.3, at ved levering af varer til momsregistrerede virksomheder skal sælger sikre sig, at køber er momsregistreret. Ligesom sælger efter praksis har pligt til at udvise den fornødne omhu for at sikre sig, at erhververen er en momsregistreret virksomhed. Se præmis 68 i EU-domstolens dom i sag C-409/04, Teleos m.fl. og SKM2006.269.VLR.

3.16.[virksomhed1] skal som sælger verificere, om det momsnummer i det andet EU-land, som er blevet sælger oplyst, er gyldigt. Det er ikke af SKAT gjort gældende, at køberne på salgstidspunktet ikke besad momsnumre i deres respektive hjemlande.

3.17.At betaling delvist er sket kontant, er ikke i sig selv i relation til momsfritagelse af relevans. Kontant betaling for biler - samt for øvrige aktiver - er både et fuldt ud gyldigt betalingsmiddel, ligesom det er helt sædvanligt ved køb og salg af biler i udlandet. Det var derfor ikke i sig selv suspekt, at de udenlandske købere betalte kontant via deres agent [person1].

3.18.[virksomhed1] har således ikke på noget tidspunkt i forløbet haft anledning til at betvivle handlernes realitet, eftersom de udenlandske engroskøbere, fra Tjekkiet og Rumænien, for hvem [person1] opkøbte og eksporterede bilerne fra Danmark, var gyldigt momsregistreret på købstidspunkterne og bilerne de facto er blevet eksporteret. Hvorvidt disse virksomheder over for de lokale kompetente myndigheder har angivet købet af bilerne eller ej, har [virksomhed1] ikke haft kendskab til eller formodning om. [virksomhed1] er i så fald fuldstændigt uforstående over for dette.

3.19.En sådan godtros-betragtning om ”burde viden” – som SKAT henviser til - ville have relevans, hvis køberne ikke havde været momsregistreret i hele den kontrollerede periode, hvilket de har været. Eller hvis der var solgt biler, som ikke var ført ud af landet til et andet EU-land. Eller hvis [virksomhed1] burde have haft konkret mistanke om, at bilerne indgik i noget ulovligt. Ingen af disse betingelser er opfyldt, hvorfor ond tro ikke kan statueres. Et efterfølgende svigagtigt forhold burde [virksomhed1] ikke have haft en formodning om, hvorfor der foreligger god tro.

3.20.Der er, som SKAT selv er inde på i sin afgørelse, ikke et objektivt ansvar for [virksomhed1] for eventulle ulovligheder foretaget i senere led, uanset om sådanne ulovligheder måtte være foretaget af de angivne købere, af [person1] eller andre.

3.21.SKAT løfter ikke, ved sine mange gisninger, bevisbyrden for, at [virksomhed1] vidste eller burde vide noget om sådanne eventuelle ulovligheder, så allerede af den grund kan der ikke opkrævers moms ved [virksomhed1]s eksportsalg.

4.Momstyveri - identitetstyveri

4.1.Det fremgår af SKATs Juridisk Vejledning D.A.10.1.1.3, at Skattestyrelsen desværre har erfaring for, at der sker tyveri af momsnumre og er sælger i tvivl, om sælger er ved at blive part i en svigagtig handel, er det nødvendigt for sælger at sikre sig flere oplysninger om købers identitet. Se f.eks. SKM2003.400.ØLR og SKM2006.269.VLR og Momsforordningens artikel 18, stk. 1, 1. led (ligeledes analogt). [virksomhed1] havde ingen viden, ingen formodning og heller ingen burde viden om muligvis at være part i svigagtig handel og havde derfor ikke anledning til at foretage særlige foranstaltninger. [virksomhed1] var ikke i tvivl og havde tillid til, at [person1], som man havde kendskab til identiteten af, agerede på vegne af tjekkiske og Rumænske firmaer med gyldige momsnumre.

4.2.Dette giver anledning til at stille følgende 2 spørgsmål:

  1. Hvis der er sket momstyveri, hvilke konsekvenser har det for [virksomhed1] i relation til at gøre brug af ML § 34, stk. 1, nr. 1, og
  1. Hvis der ikke er sket momstyveri, hvilke konsekvenser har det for [virksomhed1] i relation til at gøre brug af ML § 34, stk. 1, nr. 1.

4.3.Ad spørgsmål 1 - momstyveri.

4.4.Hvis det forholder sig således, at der er sket momstyveri, er det noget som [virksomhed1] i så fald ikke har været bekendt med, endsige haft mistanke om, forinden modtagelsen af SKATs agter- skrivelse af den 27. februar 2019. Samtlige biler er solgt i god tro.

4.5.Ad spørgsmål 2 – ikke momstyveri.

4.6.Hvis det forholder sig således, at de på fakturaerne anførte købere rent faktisk har købt biler og har foranlediget dem eksporteret til et andet EU-land, er der ikke sket momstyveri, og det er følgelig irrelevant at skulle forholde sig til i hvilket omfang [virksomhed1] måtte have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed i forbindelse med salgene, allerede fordi kriterierne i ML § 34, stk. 1, nr. 1 er opfyldte. Betragtninger om subjektive forhold hos [virksomhed1] har kun relevans, såfremt kriterierne i ML § 34, stk. 1, nr. 1, om levering af varer til et andet EU-land, transporteret for den momsregistrerede købers regning, viser sig ikke at være opfyldt. Dette er ikke tilfældet her. Hvorvidt køberne efter køb og eksport af bilerne fra Danmark har undladt at registrere købene hos egne myndigheder har [virksomhed1] hverken vidst eller burde have vidst og påvirker derfor ikke hvorvidt [virksomhed1]s salg er omfattet af momsfritagelse eller ej.

4.7.Foranlediget af denne sag, er det aftalt at [person1] tager kontakt til den på salgstidspunkterne værende ledelse i de købende selskabet, for at indhente bekræftede erklæringer på, at de angivne selskaber rent faktisk har købt, betalt og ladet bilerne eksportere til et andet EU land, nemlig i første omgang Tyskland og at dette e sket via en mellemmand, nemlig [person1].

4.8.For at [virksomhed1] kan nægtes momsfritagelse, for en levering af de pågældende biler inden for EU, forudsætter det, at der rent faktisk har fundet uregelmæssigheder sted hos køberne og at SKAT på baggrund at objektive forhold beviser, at [virksomhed1] vidste eller burde have vidst, at handlerne var led i svig fra erhververens side, og at [virksomhed1] i så fald ikke har truffet enhver foranstaltning, som den [virksomhed1] med rimelighed var i stand til, for at undgå sin egen deltagelse i denne svig. Der henvises til EU-dommene C-273/11, Mecsek-Gabona Kft og C-528/17, Milan Božicevic Ježovnik. SKAT har således en dobbelt bevisbyrde, som ikke er løftet, hvorfor [virksomhed1] skal tilkendes momsfritagelse.

4.9.I øvrigt findes nedenstående retspraksis at være af relevans:

4.10.C-273/11, Mecsek-Gabona Kft

4.11.Af denne afgørelse, som SKAT citerer fra fremgår det, at idet Momssystemdirektivet ikke indeholder konkrete bestemmelser om, hvilke beviser de afgiftspligtige skal fremlægge for at opnå momsfritagelse i forbindelse med leveringer inden for EU, tilkommer det medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 131 at fastsætte betingelserne for (bevis for) fritagelse med henblik på at sikre en korrekt og enkel anvendelse af fritagelserne og på at hindre enhver mulig form for svig, unddragelse eller misbrug. Medlemsstaterne skal imidlertid ved udøvelsen af deres beføjelser overholde de generelle retsprincipper, der er en del af Unionens retsorden, som bl.a. omfatter retssikkerhedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, skal fortolkes således, at den ikke er til hinder for, at retten til momsfritagelse for en levering inden for EU kan nægtes sælgeren under sådanne omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede under forudsætning af, at det på baggrund af objektive forhold er fastslået, at sælgeren ikke har opfyldt de forpligtelser, der påhvilede den pågældende for så vidt angår bevis, eller at sælgeren vidste eller burde have vidst, at den transaktion, som den pågældende gennemførte, var led i svig fra erhververens side, og sælgeren ikke har truffet enhver foranstaltning, som den pågældende med rimelighed var i stand til, for at undgå sin egen deltagelse i denne svig. Fritagelsen for en levering inden for Fællesskabet som omhandlet i artikel 138, stk. 1, kan ikke nægtes en sælger alene med den begrundelse, at afgiftsmyndigheden i en anden medlemsstat har foretaget en sletning af erhververens momsregistreringsnummer, der, selvom den fandt sted efter leveringen af varen, har fået virkning med tilbagevirkende kraft fra en dato, der ligger før denne levering.

4.12.C-528/17, Milan Božicevic Ježovnik.

4.13.Af denne afgørelse, som SKAT citerer fra fremgår det, at artikel 143, stk. 1, litra d), i momssystemdirektivet skal fortolkes således, at en afgiftspligtig importør og leverandør i en situation, hvor denne er blevet indrømmet fritagelse for merværdiafgift ved indførsel på grundlag af en tilladelse, som er blevet udstedt efter en forudgående kontrol af de kompetente toldmyndigheder, henset til de beviser, som denne afgiftspligtige person har fremlagt, ikke er forpligtet til at betale merværdiafgift efterfølgende, såfremt det ved en senere kontrol viser sig, at de materielle betingelser for fritagelsen ikke var opfyldt, medmindre det på grundlag af objektive forhold påvises, at den nævnte afgiftspligtige person vidste eller burde have vidst, at de leveringer, der fandt sted efter de omhandlede indførsler, var led i svig fra erhververens side, og at den afgiftspligtige person ikke har truffet enhver foranstaltning, som den pågældende med rimelighed var i stand til, for at undgå denne svig.

4.14.C-409/04, Teleos m.fl.

4.15.Af denne afgørelse, som SKAT citerer fra fremgår det, at i præmis 68,at EU-domstolen udtaler om bestemmelsen i momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, at bestemmelsen er til hinder for, at de kompetente myndigheder i leveringsmedlemsstaten kræver, at en leverandør, der har handlet i god tro, og som har fremlagt beviser, der umiddelbart støtter hans ret til fritagelse af en levering af goder inden for Fællesskabet, efterfølgende skal betale moms af disse goder, når disse beviser viser sig at være falske, og det ikke er påvist, at leverandøren har medvirket i momssvigen, forudsat, at han har truffet enhver rimelig foranstaltning, der stod i hans magt, for at sikre, at den levering inden for Fællesskabet, som han har foretaget, ikke fører til deltagelse i sådan svig.

4.16.C-492/13, Traum EOOD

4.17.Af denne afgørelse fremgår det, at Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, og artikel 139, stk. 1, andet afsnit, skal fortolkes således, at de under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende er til hinder for, at en medlemsstat afslår momsfritagelse for en levering inden for Fællesskabet med den begrundelse, at erhververen ikke var momsregistreret i en anden medlemsstat, og at leverandøren hverken har godtgjort ægtheden af underskrift eller repræsentationsbemyndigelse, selv om de dokumenter, der til støtte for angivelsen blev fremlagt af leverandøren som bevis for retten til fritagelse, var i overensstemmelse med den liste over dokumenter, som i henhold til national ret skal fremlægges for afgiftsmyndigheden, og i første omgang blev accepteret af denne myndighed som bevis for retten til fritagelse. Momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1, skal fortolkes således, at den har direkte virkning således, at afgiftspligtige personer over for staten kan påberåbe sig bestemmelsen ved de nationale retter med henblik på at opnå momsfritagelse for en levering inden for Fællesskabet.

4.18.SKM2006.277.HR

4.19.Højesteret stadfæstede i denne afgørelse landsrettens dom, med henvisning til de grunde, som Landsretten havde anført. En sælger af skrot havde ikke godtgjort, at betingelserne for momsfritagelse efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, var opfyldt i forbindelse med salg af skrot til en tysk statsborger og et tysk selskab, hvor der ikke efterfølgende var afregnet moms. Skrotsælgeren havde hverken indsendt lister i henhold til ML § 54, eller fremlagt fragtbreve eller lignende, der viste, at han havde leveret skrot, der var forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Forholdene kan ikke sammenlignes med nærværende sag og dommen er derfor uden præjudikatsværdi herfor.

4.20.SKM2011.801.ØLR

4.21.En dansk sælger kunne ikke dokumentere, at varer faktisk var forsendt eller transporteret til et andet EU-land. Den danske sælger blev derfor afkrævet dansk moms. Landsretten bemærkede, at der påhviler sælger en særlig skærpet bevisbyrde, når det hævdes, at leverancer til et andet EU-land, der hverken er indberettet til EU-listesystemet eller fremgår af sælgerens regnskaber, har fundet sted. I nærværende sag har [virksomhed1] indberettet og ført regnskab med handlerne.

4.22.SKM2011.703.LSR

4.23.Betingelserne for levering med 0-momssats var ikke opfyldt, idet sælgeren havde ikke fremlagt dokumentation for, at varerne fysisk havde forladt Danmark, endsige at de var kommet frem til de påståede købere i Spanien og Portugal. Bilerne var beviseligt ikke eksporteret, idet de var indregistreret i Danmark. Dette er ikke tilfældet i nærværende sag.

4.24.SKM2014.864.LSR

4.25.En virksomheds kontante salg af brugte biler til udenlandske opkøbere ansås ikke i alle tilfælde for omfattet af betingelserne i momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, for salg til 0-sats, og virksomheden ansås for pligtig til at svare moms vedrørende biler, hvor det ikke kunne konstateres, at disse befandt sig uden for Danmark. Det bemærkes, at det kun blev nægtet momsfritagelse for de få biler, hvor det ikke var bevist, at de var eksporteret.

5.Konklusion.

5.1.Samlet set findes [virksomhed1] at have opfyldt kravene til fakturering for at kunne opnå momsfritagelse og i tilstrækkelig grad at have sikret sig købernes identitet og at disse har købt, betalt og eksporteret bilerne fra Danmark via mellemmand til et andet EU land, idet [virksomhed1] hverken vidste om, havde formodning om eller burde have viden om, at køberne muligvis undlod at lade de købte biler registrere i deres hjemlande. Den af SKAT trufne afgørelse af den 28. maj 2019 bør derfor tilsidesættes.

[...].

Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling

Skattestyrelsen har den 11. februar 2022 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling af 28. januar 2022 (uddrag):

”[...]

Skattestyrelsen er enig i Skatteankestyrelsen forslag om at stadfæste den påklagede afgørelse, hvorefter klagers salgsmoms forhøjes med 700.605 kr., da det ikke anses for dokumenteret, at klagers salg af en række biler opfylder betingelserne for momsfritagelse efter momslovens § 34, stk. 1 nr. 1.

[...]

Skattestyrelsen fastholder, at klager ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, da klager ikke har godtgjort, at de omhandlede salg af biler er sket til de tjekkiske og rumænske virksomheder, der fremgår af salgsfakturaerne. Der henvises i den forbindelse blandt andet til TfS1999.355TSS.

Der er i vurderingen lagt vægt på, at klager ikke har dokumenteret at køretøjerne faktisk er transporteret ud af Danmark, eller at de er erhvervet af de angivne udenlandske virksomheder. Der henses særligt til, at der ikke foreligger den påkrævede dokumentation for fysisk forsendelse og transport ved de foretagne afhentningskøb, i form af købererklæringer, eller anden dokumentation for købers identitet, samt at de tjekkiske og rumænske virksomheder har erklæret, at de ikke har handlet med køretøjer eller haft samhandel med danske virksomheder.

Det skal desuden bemærkes, at såfremt bilerne ikke afhentes af indehaveren af den udenlandske virksomhed, skal personen fremlægge fuldmagt til at købe og afhente varerne på den udenlandske virksomheds vegne, jf. fast praksis gengivet DJV afsnit D.A.10.1.1.3.

Skattestyrelsen finder det ikke dokumenteret, at [person1] ved køb af de pågældende biler, handlede på vegne af de udenlandske virksomheder, da der ikke er fremlagt en fuldmagt udstedt af de pågældende virksomheder.

Endvidere er det Skattestyrelsens opfattelse, at klager ikke har udvist den fornødne omhu for at sikre sig, at de egentlige erhververe af de solgte køretøjer, var de tjekkiske og rumænske virksomheder.

Der er henses til, at bilerne betales, afhentes og fragtes af [person1], og at klager ikke har haft kontakt eller kendskab til de udenlandske virksomheder. Klager har heller ikke sikret sig, at betalingerne kommer fra de tjekkiske og rumænske virksomheder via banktransaktioner.

Da klager således har holdt sig en bevidst uvidenhed, og ikke har truffet de foranstaltninger der med rimelighed kan kræves, finder Skattestyrelsen ikke, at klager kan anses at være i god tro, jf. retspraksis i C-24/15, Plöckl og C-409/04, Teleos.

Da klager derfor ikke opfylder betingelserne for momsfritagelse efter ML § 34, stk. 1, nr. 1, fastholder Skattestyrelsen, at salg af biler på 3.851.000 kr. udgør momspligtig omsætning, jf. ML § 4.

[...]”.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at Skattestyrelsen har forhøjet virksomhedens afgiftstilsvar med 700.650 kr. for perioden fra den 1. oktober 2015 til den 30. juni 2017, idet Skattestyrelsen ikke har anset virksomhedens salg af biler for omfattet af reglerne om momsfritagelse, jf. momslovens § 34, stk. 1, nr. 1.

Ifølge momslovens § 3, stk. 1, er afgiftspligtige personer juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Ifølge momslovens § 4, stk. 1, skal der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode.

Leveringsstedet for varer er her i landet, når varen ikke forsendes eller transporteres og varen befinder sig her i landet på leveringstidspunktet, jf. momslovens § 14, stk. 1, nr. 1.

Af momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, fremgår følgende:

“Følgende leverancer af varer og ydelser er fritaget for afgift:

1) Levering af varer, der af virksomheden eller af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til et andet EU-land, når erhververen er registreret i et andet EU-land efter regler svarende til § 47, 49-50 a, 51 eller 51 a. Fritagelsen omfatter dog ikke levering af varer, der afgiftsberigtiges efter reglerne i kapitel 17.”

Momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, implementerer momssystemdirektivets artikel 138, stk. 1 (tidligere sjette direktivs artikel 28c, punkt A, litra a).

Følgende fremgår af artikel 138, stk. 1:

”Medlemsstaterne fritager levering af varer, der af sælgeren, af erhververen eller for disses regning forsendes eller transporteres til steder uden for medlemsstaternes respektive område, men inden for Fællesskabet, når følgende betingelser er opfyldt:

a) varerne leveres til en anden afgiftspligtig person eller til en ikkeafgiftspligtig juridisk person, som handler i denne egenskab i en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes
b) den afgiftspligtige person eller den ikkeafgiftspligtige juridiske person, til hvem leveringen foretages, er momsregistreret i en anden medlemsstat end den, hvor forsendelsen eller transporten af varerne påbegyndes, og har angivet dette momsregistreringsnummer til leverandøren.”

EU-Domstolen udtalte i sag C-409/04 (Teléos m.fl.), præmis 42, at fritagelse ved salg til andre EU-lande efter sjette direktivs artikel 28c, punkt A, litra a), første afsnit, først kan bringes i anvendelse, når retten til som ejer at råde over godet er overdraget til køberen, og leverandøren har godtgjort, at godet er blevet forsendt eller transporteret til en anden medlemsstat, og efter denne forsendelse eller transport fysisk har forladt leveringsmedlemsstatens område.

Følgende fremgik af den dagældende juridiske vejledning 2015-2, pkt. D.A.10.1.1.3:

”...

Dokumentation for købers identitet

Den person, der afhenter varerne, skal allerede i forbindelse med udleveringen af varerne forsyne sælgeren med supplerende oplysninger, som gør det muligt at identificere den, der afhenter varerne. Det kan f.eks. være i form af kopi af kørekort eller lignende dokumentation. Hvis ikke dokumentationen er forsynet med læselig underskrift, skal personen derudover kvittere skriftligt (med læsbar underskrift) for udleveringen af varerne. Hvis personen, der afhenter varerne, ikke er indehaver af den udenlandske virksomhed, skal personen også fremlægge fuldmagt til at købe og afhente varerne på købers vegne.

...”.

Virksomheden har i perioden fra den 1. oktober 2015 til den 30. juni 2017 udstedt fakturaer vedrørende salg af køretøjer til fire tjekkiske selskaber samt til et rumænsk selskab. Virksomheden har på fakturaerne angivet ”Free of VAT”, da køretøjerne efter det oplyste er solgt til eksport.

Det er virksomheden, der skal godtgøre, at betingelserne for fritagelse i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, er opfyldt for de enkelte transaktioner, og at det således er med rette, at fakturaerne er udstedt uden dansk moms.

Virksomheden driver engroshandel med køretøjer, og de omhandlede køretøjer er opkøbt som led heri i Danmark. [virksomhed7] GmbH ved [person1] driver tilsvarende virksomhed i Tyskland.

De omhandlede køretøjer er udvalgt af [person1], ligesom de er afhentet hos virksomheden i Danmark af [person1], der også har betalt for disse enten kontant eller ved bankoverførsel fra en konto tilhørende [virksomhed7] GmbH ved [person1].

Henset hertil finder Landsskatteretten i overensstemmelse med Skattestyrelsen, at [virksomhed7] GmbH ved [person1] er køberen af de omhandlede køretøjer, jf. momslovens § 4, stk. 1, jf. § 14, stk. 1, nr. 1.

Det bemærkes herved, at det ikke er godtgjort, at [person1] i forbindelse med transaktionerne handlede på vegne af hverken de fire tjekkiske selskaber eller det rumænske selskab.

Det er således med urette, at virksomheden har udstedt fakturaer uden angivelse af dansk moms, jf. momslovens § 52, stk. 1, idet betingelserne i henhold til momslovens § 34, stk. 1, nr. 1, ikke er opfyldt for de omhandlede transaktioner.

Landsskatteretten stadfæster derfor afgørelsen.