Kendelse af 25-11-2019 - indlagt i TaxCons database den 21-12-2019

Toldstyrelsen har opkrævet klageren 2.165 kr. i told og afgifter i forbindelse med indførsel af cigaretter ved klagerens indrejse i Danmark den 26. februar 2019 fra Namibia.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Det fremgår af toldrapport af 28. februar 2019 med bilag, at klageren ankom til [by1] Lufthavn den 26. februar 2019. Klagerens bagage var ikke med flyet, og blev efterfølgende frembudt af handlingselskabet [virksomhed1]. Ved kontrol af tasken fandt Toldstyrelsen 1.200 stk. cigaretter.

Klageren havde i forbindelse med sin indrejse den 26. februar 2019 underskrevet en tolddeklaration om, at der ikke var varer at angive overfor toldmyndighederne i tasken.

Toldstyrelsens afgørelse

Toldstyrelsen har opkrævet klageren 214,27 kr. i told, 507,47 kr. i moms og 1443,60 kr. i tobaksafgifter, samlet 2.165 kr. i forbindelse med taskens indførsel af klageren. Herudover har Toldstyrelsen opkrævet bøde for manglende angivelse af cigaretterne.

Toldstyrelsen har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

Sagens faktiske forhold

I forbindelse med din indrejse den 26. februar 2019 over [by1] Lufthavn fra Namibia blev du opkrævet et told- og afgiftsbeløb på 2.165 kr. for 1.200 stk. cigaretter, som du medbragte ud over den tilladte told- og afgiftsfrie ration.

Beregning af told og afgift

[...]

Toldstyrelsens begrundelse

I henhold til § 23, stk. 2, i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 28 af 11. januar 2018 med senere ændringer (toldlov), har du pligt til at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EU og de i henhold til § 10, stk. 3, fastsatte regler herom.

Efter § 10, stk. 1, i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 28 af 11. januar 2018 med senere ændringer (toldlov), opkræver vi told og afgifter af varer, som ikke er i fri omsætning i EU’s toldområde og som indføres i det danske toldområde

Efter §§ 119, stk. 1, og 124, i Skatteministeriets bekendtgørelse nr. 403 af 03. maj 2012 om toldbehandling, kan rejsende, der indrejser i det danske toldområde fra tredjelande told- og afgiftsfrit medfører tobaksvarer og spiritus i det anførte omfang.

Told opkræves efter § 2, jf. EU’s retsakter, i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 28 af 11. januar 2018 med senere ændringer (toldlov).

Tobaksafgift opkræves efter § 12 i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 379 af 01. april 2014 (tobaksafgiftslov).

Moms opkræves efter § 12 i Skatteministeriets lovbekendtgørelse nr. 760 af 21. juni 2016 (momslov).

Personens bemærkninger

Vi har ikke modtaget indsigelse mod det opkrævede beløb.

Vores endelige afgørelse

Vi fastholder du skal betale told og afgifter, du bedes derfor inden 14 dage fra brevdato betale 2.165 kr. hertil ved brug af vedlagte giroindbetalingskort.

Eventuelle krav (f.eks. moms og overskydende skat), som du måtte få på statskassen, vil blive modregnet som et ekstraordinært afdrag.

Snarest efter fristen på 3 måneder for at klage til Skatteankestyrelsen er udløbet, vil din sag blive sendt til vurdering for strafansvar hos Skattestyrelsens straffesagsenhed, [adresse1], [by2]”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at det opkrævede beløb på 2.165 kr. skal nedsættes til 0 kr.

Til støtte herfor har klageren anført følgende:

”Jeg kan ikke vedkende mig sagens faktiske forhold om indførelse af 1200 stk. cigaretter ved indrejse fra [by3], Namibia til [lufthavn].

Jeg ønsker derfor at klage over afgørelsen om told, afgifter og evt. bødeforlæg i flg. fremsendte skrivelse af den 27/3- 2019.

Jeg afmønstrer borerig, [x1] den 25/2-2019. Vi er ca. 40 personer der afmønstrer på samme tid. Vi er alle ansat i samme firma og har ens tasker i forhold til farve, størrelse og firma-logo.

Ved afmønstring af riggen bliver vi hentet af en agent og alle tasker bliver læsset i en ulåst trailer og køres til immigrationsmyndighederne, [by3], Namibia. Her er der ca. 4 timers ventetid. Disse timer bliver brugt på at handle, spise m.v. Det er her jeg tænker fejlen kan være opstået da alle tasker stadig står samlet i oplyste trailer. Min taske er ulåst og enhver kan derfor have lagt varer i denne.

Jeg kan ikke vedkende mig at det er mine cigaretter hvilket jeg også har angivet på den formular jeg udfylder til [lufthavn] i forbindelse med manglende bagage”

Klageren har vedlagt scanning af stempel i pas fra immigrationsmyndighederne i [by3], Namibia samt af søfartsbog omkring bevis for tilstedeværelse på borerig i det angivne tidsrum.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af toldlovens § 2, stk. 1, at varer, der føres ind, transiterer eller føres ud af det danske toldområde, behandles efter EU’s retsakter, herunder EU-Toldkodeksen. Der svares told i henhold til disse retsakter.

Det fremgår af momslovens § 12, stk. 1, at der betales afgift af varer, der indføres her til landet fra steder uden for EU.

Det fremgår af § 12, stk. 1 i tobaksafgiftsloven, at der betales afgift af afgiftspligtige varer, der indføres fra steder udenfor EU.

Personer, som rejser mellem tredjelande og det danske toldområde, skal ved indrejsen i det danske toldområde uopfordret standse op for kontrol og i øvrigt standse op for kontrol, når told- og skatteforvaltningen forlanger det. Det fremgår af toldlovens § 23, stk. 1.

Efter bestemmelsens stk. 2, har personer, som rejser mellem tredjelande og det danske toldområde, pligt til over for told- og skatteforvaltningen at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EU og i henhold til § 10, stk. 3, fastsatte regler herom.

Efter toldbehandlingsbekendtgørelsens § 119 kan rejsende ved indrejse fra tredjelande afgiftsfrit medbringe op til 200 cigaretter.

Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsen § 124, stk. 1, nr. 1, at det er en forudsætning for afgiftsfriheden, at varerne medbringes på personen eller i håndbagage (den ved indrejsen medbragte personlige bagage), således at de kan frembydes til samtidig toldbehandling på indrejsestedet, og at den bagage, som den rejsende senere frembyder for told- og skatteforvaltningen, kan dokumenteres at være indskrevet som rejsegods ved afrejsen hos det selskab, der har foretaget befordringen af bagagen til det danske toldområde.

Det fremgår af toldbehandlingsbekendtgørelsens § 126, stk. 2, at personer, der ankommer til det danske toldområde fra et tredjeland, har pligt til straks at foretage angivelse til told- og skatteforvaltningen, hvis de medfører varer, der skal told- og afgiftsberigtiges.

Efter bestemmelsens stk. 3, skal personer, der ankommer til det danske toldområde, foretage angivelse ved at passere et kontrolområde, som består af 2 kanaler, hvoraf den ene (rød kanal) er mærket ”varer at angive”, og den anden (grøn kanal) er mærket ”ingen varer at angive”, såfremt et sådant kontrolområde er etableret det pågældende ankomststed. Personer, der passerer igennem den grønne kanal, har ved denne handling angivet over for told- og skatteforvaltningen, at de ikke medfører varer, der skal told- og afgiftsberigtiges, eller medfører varer, der er undergivet særlige varebestemmelser, jf. § 6, stk. 4.

Det fremgår af toldlovens § 39 stk. 1 nr. 1, at den, der i det danske toldområde indfører eller lader indføre varer, som ikke er i fri omsætning i EU’s toldområde, hæfter for de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb.

Det er ubestridt, at den i sagen omhandlede bagage tilhørte klageren og at bagagen var indskrevet som personlig bagage ved afrejsen hos det selskab, der skulle foretage befordringen af denne til det danske toldområde.

Det lægges herefter til grund, at der i klagerens medbragte bagage fra Namibia blev fundet 1.200 cigaretter af toldmyndighederne. Klageren havde ikke oplyst om disse cigaretter til toldmyndighederne, hverken ved ankomst til [by1] lufthavn eller i forbindelse med den underskrevne tolddeklaration, der blev udfyldt som følge af, at den medbragte bagage var forsinket.

Cigaretterne er herefter indført i det danske toldområde og overskrider grænsen for afgiftsfri indførsel af varer efter toldbehandlingsbekendtgørelsens § 119. Det er således berettiget, at Toldstyrelsen har opkrævet told og afgifter af de pågældende cigaretter.

Landsskatteretten finder videre, at det ikke kan føre til andet resultat, at klageren har oplyst, at det ikke er hans cigaretter. Ifølge bestemmelserne om angivelse og afgiftsberigtigelse ved indførsel, jf. toldlovens § 39, hæfter den person, der indfører varerne, for de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb. Da der ikke er tvivl om, at den pågældende bagage var klagerens, og dermed indført af klageren, hæfter klageren for de i tasken fundne cigaretter.