Kendelse af 17-01-2022 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2022

Journalnr. 19-0024943

Gældsstyrelsen har foretaget modregning i klagerens overskydende skatte- eller afgiftsbeløb for indkomståret 2018 til dækning af gæld vedrørende rykkergebyr, restskat og inddrivelsesrenter.

Landsskatteretten ændrer Gældsstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren har gæld til det offentlige vedrørende rykkergebyr, restskat for 2015 og inddrivelsesrenter.

Gælden, der blev dækket ved modregningen, er opgjort således:

Fordring

Beløb

Inddrivelsesrenter vedr. A-skat for oktober 2014

417,80 kr.

Inddrivelsesrenter vedr. AM-bidrag fra virksomheder for september 2014

582,13 kr.

Inddrivelsesrenter vedr. AM-bidrag fra virksomheder for august 2014

147,91 kr.

Inddrivelsesrenter vedr. A-skat for august 2014

67,42 kr.

Inddrivelsesrenter vedr. B-skat for 2014

432,71 kr.

Gebyr for rykker af 23.03.2015

140,00 kr.

Inddrivelsesrenter vedr. gebyr for rykker

41,98 kr.

Inddrivelsesrenter vedr. AM-bidrag fra virksomheder for september 2015

313,18 kr.

Restskat for 2015

2.058,00 kr.

Inddrivelsesrenter vedr. restskat for 2015

339,92 kr.

Restskat for 2015

981,56 kr.

Inddrivelsesrenter vedr. restskat for 2015

1.007,39 kr.

I alt

6.530,00 kr.

Fordringerne vedrørende A-skat for oktober 2014, AM-bidrag fra virksomheder for september 2014, AM-bidrag fra virksomheder for august 2014 og A-skat for august 2014 havde sidste rettidige betalingsdato henholdsvis 10. november 2014, 10. oktober 2014 og 10. september 2014.

SKAT sendte ved brev af 25. november 2014 rykker for betaling af fordringerne. Beløbet i henhold til rykkerskrivelsen skulle betales inden den 4. december 2014. Af brevet fremgår det blandt andet, at fordringerne overdrages til Inddrivelsen i SKAT, hvis ikke skyldner betaler eller kontakter SKAT snarest.

Det fremgår af udskrift fra inddrivelsessystemet, DMI, at fordringerne blev overdraget til inddrivelse den 25. november 2020.

Inddrivelsesrenterne er tilskrevet fra 1. december 2014 og frem.

Gældsstyrelsen har endvidere oplyst, at der blev foretaget renteberegning på skattekontoen til og med 31. december 2014 af fordringerne vedrørende A-skat for oktober 2014, AM-bidrag fra virksomheder for september 2014, AM-bidrag fra virksomheder for august 2014 og A-skat for august 2014, da Skattestyrelsen var af den opfattelse, at kravet først blev overdraget til inddrivelse i december 2014, og alene var overdraget til modregning i november 2014.

Fordringen vedrørende B-skat for 2014 havde sidste rettidige betalingsdato den 20. november 2014. SKAT sendte ved brev af 3. december 2014 rykker for betaling af fordringen. Fordringen skulle betales inden den 22. december 2014. Af brevet fremgik det blandt andet, at fordringen overdrages til Inddrivelsen i SKAT uden yderligere besked, hvis ikke skyldner betaler eller kontakter SKAT inden fristens udløb.

Fordringen blev herefter overdraget til inddrivelse den 8. januar 2015, og inddrivelsesrenterne er tilskrevet fra 1. februar 2015 og frem.

Restanceinddrivelsesmyndigheden, SKAT Inddrivelse, pålagde ved rykkerskrivelse af 23. marts 2015 rykkergebyr på 140 kr. Der er tilskrevet inddrivelsesrenter på fordringen vedrørende rykkergebyr fra 1. april 2015 og frem.

Fordringen vedrørende AM-bidrag for virksomheder for september 2015 havde sidste rettidige betalingsdato den 12. oktober 2015. SKAT sendte den 20. oktober 2015 brev til klageren. Af brevet fremgår det, at virksomheden ikke havde betalt et eller flere beløb til SKAT til tiden, og at sagen derfor er sendt til Inddrivelsen i SKAT. Fordringen blev overdraget til inddrivelse 20. oktober 2015, og inddrivelsesrenterne er tilskrevet fra 1. november 2015 og frem.

Fordringerne vedrørende restskat for 2015 havde sidste rettidige betalingsdato henholdsvis 20. september 2016 og 20. oktober 2016.

SKAT sendte ved brev af henholdsvis 5. oktober 2016 og 3. november 2016 rykkere for betalingen af fordringerne. Betalingsfristen var henholdsvis 20. oktober 2016 og 21. november 2016. Af brevet fremgår det, at sagen sendes til Inddrivelsen i SKAT, hvis ikke skyldner betaler eller kontakter SKAT inden fristens udløb.

Fordringerne blev overdraget til inddrivelse henholdsvis 4. november 2016 og 6. december 2016. Der er tilskrevet inddrivelsesrenter på fordringerne fra henholdsvis 1. december 2016 og 1. januar 2017.

Klageren havde for indkomståret 2018 overskydende skatte- eller afgiftsbeløb på 6.530 kr.

Gældsstyrelsens afgørelse

Gældsstyrelsen har foretaget modregning i klagerens overskydende skatte- og afgiftsbeløb for indkomståret 2018 med 6.530 kr. til dækning af gæld vedrørende rykkergebyr, restskat for 2015 og inddrivelsesrenter.

Gældsstyrelsen har ved genvurderingen af sagen i forbindelse med klagen fastholdt afgørelsen. Af Gældsstyrelsens udtalelse til Skatteankestyrelsen fremgår blandt andet følgende:

”(...)

5. Restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse og begrundelse

Betingelserne for modregning af statslige krav hidrører fra dansk rets almindelige regler, og er som følger:

Kravene er afviklingsmodne

Modkravet er retskraftigt

Kravene er gensidige

Kravene er udjævnelige

Afviklingsmodne

Da fordringen, der modregnes i er frigivet til udbetaling, og da fordringerne, der modregnes til, er forfaldne til betaling, er fordringerne afviklingsmodne.

Retskraftige

Fordringerne, der blev dækket ved afgørelse om modregning af 19. december 2018, angår inddrivelsesrenter, gebyr for rykker og restskat.

Det følger af forældelseslovens § 23, stk. 2, at krav på betaling af renter er underlagt accessorisk forældelse. Hovedfordringerne retskraftvurderes derfor indledningsvist, for så vidt angår de dækkede inddrivelsesrenter, for at vurdere om der er indtrådt accessorisk forældelse.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]40

Rentefordringen vedrører A-skat for perioden 01.10.2014 - 31.10.2014 med sidste rettidige betalingsdag den 10. november 2014. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 24. november 2014. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 10. november 2017, jf. forældelseslovens § 3.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]05

Rentefordringen vedrører Arbejdsmarkedsbidrag fra virksomheder for perioden 01.09.2014 - 30.09.2014 med sidste rettidige betalingsdag den 10. oktober 2014. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 24. november 2014. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 10. oktober 2017, jf. forældelseslovens § 3.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]07

Rentefordringen vedrører Arbejdsmarkedsbidrag fra virksomheder for perioden 01.08.2014 - 31.08.2014 med sidste rettidige betalingsdag den 10. september 2014. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 24. november 2014. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 10. september 2017, jf. forældelseslovens § 3.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]08

Rentefordringen vedrører A-skat for perioden 01.08.2014 - 31.08.2014 med sidste rettidige betalingsdag den 10. september 2014. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 24. november 2014. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 10. september 2017, jf. forældelseslovens § 3.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]27

Rentefordringen vedrører B-skat for perioden 01.01.2014 - 31.12.2014 med sidste rettidige betalingsdag den 20. november 2014. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 8. januar 2015. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 20. november 2017, jf. forældelseslovens § 3.

Gebyr for rykker, forfaldstidspunkt d. 23. marts 2015

Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 23. marts 2018, såfremt der ikke er foretaget forældelsesafbrydende skridt forinden, jf. forældelseslovens § 3.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]66

Rentefordringen vedrører Gebyr for rykker med sidste rettidige betalingsdag den 23. marts 2015. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 23. marts 2015. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 23. marts 2018, jf. forældelseslovens § 3.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]22

Rentefordringen vedrører Arbejdsmarkedsbidrag fra virksomheder for perioden 01.09.2015 - 30.09.2015 med sidste rettidige betalingsdag den 12. oktober 2015. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 20. oktober 2015. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 12. oktober 2018, jf. forældelseslovens § 3.

Restskat 2015, med sidste rettidige betalingsdag den 20. september 2016

Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 20. september 2019, såfremt der ikke er foretaget forældelsesafbrydende skridt forinden, jf. forældelseslovens § 3.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]89

Rentefordringen vedrører restskat for indkomståret 2015 med sidste rettidige betalingsdag den 20. september 2016. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 4. november 2016. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 20. september 2019, jf. forældelseslovens § 3.

Restskat 2015, med sidste rettidige betalingsdag den 20. oktober 2016

Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 20. oktober 2019, såfremt der ikke er foretaget forældelsesafbrydende skridt forinden, jf. forældelseslovens § 3.

Inddrivelsesrenter, rentefordringsID [...]07

Rentefordringen vedrører restskat for indkomståret 2015 med sidste rettidige betalingsdag den 20. oktober 2016. Fordringen er modtaget til inddrivelse hos Gældsstyrelsen den 6. december 2016. Den ordinære forældelsesfrist vil normalt indtræde ved udgangen af den 20. september 2019, jf. forældelseslovens § 3.

Da restskatraterne, gebyr for rykkere og inddrivelsesrenternes hovedfordringer var retskraftige den 19. november 2015 og samtidig var til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, er fordringerne omfattet af gældsinddrivelseslovens § 18 a. Forældelsen regnes, jf. bestemmelsen tidligst fra den 20. november 2018, hvilket betyder, at forældelsen tidligst kan indtræde ved udgangen af den 20. november 2021. Da denne dag er en lørdag, udskydes forældelsen til den 22. november 2021, som er den første hverdag efter den 20. november 2021, jf. forældelseslovens § 27, stk. 2.

Gældsinddrivelsesloven § 5, stk. 1 om tilskrivning af inddrivelsesrenter trådte i kraft den 1. august 2013, jf. § 2 i bekendtgørelse nr. 937 af 4. juli 2013. Reglerne om inddrivelsesrenter blev sat i kraft samtidig med, at Et Fælles Inddrivelsessystem, EFI, blev sat i kraft. Der kunne således først pålægges inddrivelsesrenter fra den 1. august 2013.

Inddrivelsesrenter er en dag til dag-rente, og forfalder således også samme dag, som renten bliver tilskrevet. Den sidste dag i renteperioden er den 19. december 2018 ifølge opgørelsen i afgørelsen om modregning.

Inddrivelsesrenteperioden omfatter kun inddrivelsesrenter, som var forfaldne den 19. december 2018, hvor der blev truffet afgørelse om modregning.

Fordringsdetaljer for rentefordringerne fra DMI-systemet er vedlagt som bilag 3.

Rykkerskrivelser er vedlagt som bilag 4.

Med denne vurdering er det fastslået, at ingen af de ved modregningen dækkede fordringer var forældede ved afgørelse om modregning af 19. december 2018.

Gensidige

Gensidighedsbetingelsen er opfyldt, da staten og klager begge er debitor på den ene fordring og kreditor på den anden. Modregningen er i øvrigt sket i overensstemmelse med statens almindelige modregningsadgang. Denne modregningsadgang er fælles for alle statslige myndigheder.

Udjævnelige

Da både fordringen, der modregnes i og fordringerne, der modregnes til, er pengefordringer, er fordringerne ligeledes udjævnelige.

6. Rykkergebyr

Det følger af gældsinddrivelseslovens § 6, at der for udsendelse af rykkerskrivelse vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden skal betales et rykkergebyr på 140 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Rykkerskrivelse med orientering om gebyr er vedlagt som bilag 5.

Sagen sendes til endelig afgørelse hos Skatteankestyrelsen.

7. Klagers økonomiske forhold

Modregning, der gennemføres af restanceinddrivelsesmyndigheden, kan ske uden partshøring og uden forudgående vurdering af skyldnerens økonomiske forhold, jf. bekendtgørelse af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 9 a, stk. 1.

Såfremt klager har tilladelse til afdragsvis betaling eller henstand, forhindrer dette endvidere ikke det offentliges adgangs til at foretage modregning i udbetalinger fra det offentlige jf. bekendtgørelse af lov om inddrivelse af gæld til det offentlige § 9.

(...)”

Den 30. august 2019 har Gældsstyrelsen sendt supplerende udtalelse til Skatteankestyrelsen. Af udtalelsen fremgår følgende:

”(...)

Den 8. april 2019 anmodede Skatteankestyrelsen om, at Gældsstyrelsen i forbindelse med sagen med vores j.nr. [...], besvarer følgende spørgsmål (spørgsmål fremstår med kursiv):

  1. For fordringerne på inddrivelsesrenter vedr. A-skat for 01.10.2014-31.10.2014, inddrivelsesrenter vedr. arbejdsmarkedsbidrag for 01.09.2014-31.09.2014, Inddrivelsesrenter vedr. arbejdsmarkedsbidrag for 01.08.2014-31.08.2014 og Inddrivelsesrenter vedr. A-skat for 01.08.2014-31.08.2014 er der sendt rykkerskrivelse den 25. november 2014, men det fremgår af udskrift af DMI, at fordringerne er modtaget til inddrivelse allerede 24. november, altså før underretningen. Det fremgår endvidere, at der er tilskrevet inddrivelsesrenter fra 1. december 2014, men ved rykker af 25. november er der givet en betalingsfrist den 4. december. Hvordan hænger dette sammen?

Gældsstyrelsen har videresendt Skatteankestyrelsens spørgsmål til Skattestyrelsens besvarelse. Skattestyrelsen har oplyst, at for fordringerne på A-skat for oktober, september og august måned 2014 er der sket rykker for krav den 25. november 2014. I den forbindelse får virksomheden en betalingsfrist på rykkeren til den 4. december 2014.

Når der kører en sådan rykkerkørsel, bliver det krav der rykkes for sendt halv af sted til inddrivelsen, idet de sendes til modregning. I den periode hvor et krav er til modregning bliver kravet fortsat renteberegning på skattekontoen og virksomheden kan også betale til deres Skattekonto. Hvis der sker betaling får inddrivelsen besked i form af, at Skattekontoen sender en nedskrivning til det krav, som er sendt til modregning. I den periode hvor et krav er til modregning bibeholder skattekontoen renteberegningen.

Ved næste rykkerkørsel som ligger i december måned 2014 overdrages gælden til inddrivelse og der foretages renteberegning på skattekontoen til og med 31. december 2014. Fra 1. januar 2014 foretager skattekontoen ikke længere renteberegning af det beløb som der er oversendt til inddrivelsen.

Gældsstyrelsen har på baggrund af ovenstående redegørelse fra Skattestyrelsen bedt Udvikling- og Forenklingsstyrelsen undersøge fordringerne nærmere. Udvikling- og Forenklingsstyrelsen har derfor gennemgået fordringerne som Gældsstyrelsen ifølge oplysningerne i DMI, har modtaget til inddrivelse den 24. november 2014. Udvikling- og Forenklingsstyrelsen konkluderer på baggrund af undersøgelsen, at fordringerne er modtaget til inddrivelse den 24. november 2014, og at ingen af fordringerne har været modtaget til modregning først, som Skattestyrelsen ellers oplyser er sædvanlig rykkerprocedure for krav fra Skattekontoen.

Der er påløbet inddrivelsesrenter på fordringerne til inddrivelse fra den 1. i måneden efter modtagelsesdatoen, som er fra den 1. december 2014.

  1. Desuden undrer jeg mig over, at der er tilskrevet inddrivelsesrenter på rykkergebyr af 23. marts allerede 1. april 2015, når betalingsfristen for rykkeren er 2. april 2015.

Rykkergebyret er pålagt i henhold til gældsinddrivelseslovens § 6, hvoraf det følger, at der skal for udsendelse af rykkerskrivelse vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelses- myndigheden betales et rykkergebyr på 140 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden.

For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet, jf. gældsinddrivelseslovens § 5, stk. 1, 3. pkt.

  1. I forhold til fordring på inddrivelsesrenter vedr. arbejdsmarkedsbidrag for perioden 1. september 2015-31. september 2015 er jeg blevet opmærksom på, at brev med underretning om overdragelse til inddrivelse er sendt 20. oktober 2015 altså samme dag, som kravet er overdraget til inddrivelse. Hvordan kan det være der ikke er sendt rykker forud for overdragelsen?

Gældsstyrelsen har videresendt pkt. 3 til Skattestyrelsens besvarelse. Skattestyrelsen har oplyst, at så længe en virksomhed har skattekontokrav til inddrivelse i forvejen, vil der for nye krav, som er opstået efter at de tidligere krav, som fortsat ikke er betalt og er til inddrivelse, ikke ske rykning men virksomheden vil udelukkende modtage et underretningsbrev. Skattestyrelsen har sendt underretningsskrivelse den 20. oktober 2015, hvoraf det fremgår, at der sendes krav til inddrivelse fordi de ikke har betalt.

(...)”

Den 26. september 2019 har Gældsstyrelsen sendt følgende supplerende udtalelse:

”(...)

I forbindelse med nærværende problematik har Gældsstyrelsen, som oplyst i supplerende udtalelse af 30. august 2019, kontaktet systemejer ved Udviklings- og Forenklingsstyrelsen med henblik på afklaring.

Systemejer hos Udviklings- og Forenklingsstyrelsen har beskrevet hændelsesforløbet således:

”Fordringerne er gennemgået. Jf. nedenstående Skattekontoen oplyser at første rykkerkørsel d.

25.11.2014 gældende for disse fordringer – og at fordringerne dermed først har indgået i 2. rykkerkørsel i december 2014. Det er ikke korrekt. Skattekontoen har i så fald begået en systemteknisk eller driftsmæssig fejl. Kravene er oversendt eller skiftet til inddrivelse i november 2018. På dette grundlag kan jeg tilslutte mig vurderingen om at disse fordringer uretmæssigt til inddrivelse.

I forbindelse med lignende klagesagsbehandlinger kan sagsbehandlerne lægge oplysningerne i DMI om fordringsart skift fra hæftelsestransaktionsfanen til grund for vurdering om der er sket fordringsart skift og med hvilken virkningsdato samt hvornår denne ændringer er modtaget.”

Gældsstyrelsen har modtaget Skattestyrelsens krav (A-skat for 01.10.2014-31.10.2014, arbejdsmarkedsbidrag for 01.09.2014-31.09.2014, arbejdsmarkedsbidrag for 01.08.2014-31.08.2014 og A-skat for 01.08.2014-31.08.2014) til inddrivelse den 24. november 2014.

De omhandlede krav er tilskrevet inddrivelsesrenter fra den 1. i måneden efter modtagelsesdatoen i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 5, stk. 1, 1. pkt.

Gældsstyrelsen fastholder således, at Gældsstyrelsen har tilskrevet inddrivelsesrenter efter gældende regler efter at kravene er modtaget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

(...)”

Klagerens opfattelse

Det er klagerens opfattelse, at modregningen skal ophæves og beløbet udbetales.

Som begrundelse herfor har klageren anført følgende:

”(...)

Vedr. jeres skrivelse af d 19 December 2018 med tilbageholdelse af mit tilgodehavenderne stort 6530,00

Vil jeg hermed have mulighed for at klage over jeres grundlag for inddrivelsen.

Vil komme med påstand om, at det ligner nogle selvopfundet renter og gebyrer.

Det er fysisk umuligt for mig som alm borger at blive gældfri når i pålægger renter på noget tilbage i tiden der er afregnet for, på enhver årsopgørelse fra 2014 og frem står der at opgørelsen er incl renter og de skyldige beløb der måtte være er altid blevet betalt til den tid i selv har anslået som betalingsfrist, altså måtte de årsopgørelser være et overstået kapitel.

Nu da jeg uheldigvis kommer til at betale en vægtafgift 2 gange på 6530,00 bliver det jo rigtigt underlig at de renter og gebyrer i kommer frem til, at det er nøjagtig samme beløb, og det er jo ikke første gang i har lavet dette trick.

Yderlig vil jeg gerne henvise til d 16-07-2018 hvor i sætter 7278,99 samt 570,00 ind på min Konto hvorpå at jeg på skattekontoen kan se at den nu står i minus med nøjagtig det beløb i nu syntes at jeg skulle have, på tros af flere henvendelser til jer er der ingen der kan forklare mig hvorfor i sætter min konto i minus, ej heller var der nogen der kunne fortælle hvorfor lige det beløb jeg skulle have, altså et beløb i fangede i den blå luft og satte ind på min konto, men det blev sat tilbage til jer som i nok kan se, og gud hjælpe mig om i så ikke skriver renter på nu selvom skattekontoen har stået på nul i lang over tiden i 2018

Håber naturligvis at i lige vil gennemgå denne en gang til og komme frem til et mere brugbart resultat, da jeg selv har svært ved det efter at jeg er blevet alvorlig syg,

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelser om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet herom vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration af kravet, kan indbringes for Landsskatteretten. Det fremgår af § 17 i gældsinddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige med senere ændringer).

Landsskatteretten skal indledningsvist bemærke, at Landsskatteretten i denne sag alene kan tage stilling til Gældsstyrelsens afgørelse af 19. december 2018. Landsskatteretten kan således ikke tage stilling til klagerens indsigelser vedrørende renter tilskrevet fordringer på skattekontoen i 2018.

Klageren har blandt andet anført, at det ligner selvopfundne renter og gebyrer, samt at renterne er beregnet af fordringer, der var betalt inden betalingsfristen. Dette anses som en indsigelse vedrørende de ved modregningen dækkede fordringer vedrørende rykkergebyr og inddrivelsesrenter samt eksistensen af den gæld, som inddrivelsesrenterne er tilskrevet, herunder de modregnede fordringer vedrørende restskat for 2015.

Indsigelser vedrørende et kravs eksistens og størrelse, som ikke vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, skal efter gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 2, rettes til fordringshaver.

Landsskatteretten kan således ikke tage stilling til klagerens indsigelse herom. Indsigelsen skal rettes til fordringshaver – i dette tilfælde Skattestyrelsen – hvortil Gældsstyrelsen har videresendt klagen.

Det kan af Højesterets dom af 5. november 1954, offentliggjort i U1955.13, udledes, at det ikke er en betingelse for at foretage modregning, at modfordringen, det vil sige det krav, der er til inddrivelse, er erkendt af skyldner.

Det forhold, at klageren bestrider kravene, er således ikke til hinder for, at der kan foretages modregning i den overskydende skatte- og afgiftsbeløb for indkomståret 2018 til dækning heraf.

Indsigelser vedrørende inddrivelsesrenter og gebyrer pålagt i forbindelse med inddrivelse af krav hos Gældsstyrelsen vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration.

Af den dagældende § 2, stk. 3 og 4, samt § 5, stk. 1, og § 6 i gældsinddrivelsesloven fremgår følgende:

Ӥ 2. (...)

Stk. 3. Fordringer overdrages til restanceinddrivelsesmyndigheden, når betalingsfristen er overskredet og sædvanlig rykkerprocedure forgæves er gennemført. Fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, kan dog på skyldnerens anmodning tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen. Afgørelser om afdragsvis betaling eller henstand med betalingen kan ikke indbringes for højere administrativ myndighed.

Stk. 4. Inden overdragelse af fordringer m.v. til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden skal fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, skriftligt underrette skyldneren om overdragelsen. Underretning kan dog undlades, hvis det må antages, at muligheden for at opnå dækning ellers vil blive væsentligt forringet.

(...)

§ 5. Fordringer, der overdrages til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, med undtagelse af bøder, forrentes med en årlig rente svarende til renten i henhold til § 5, stk. 1 og 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. For fordringer, der tilhører restanceinddrivelsesmyndigheden, tilskrives renten fra den 1. i måneden efter den måned, hvori fordringen er stiftet

(...)

§ 6. Der skal for udsendelse af rykkerskrivelse vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1, betales et rykkergebyr på 140 kr. til restanceinddrivelsesmyndigheden. Skatteministeren fastsætter gebyrer til restanceinddrivelsesmyndigheden for oprettelse af ny fordring, iværksættelse af lønindeholdelse m.v. og tilsigelse til udlægsforretning vedrørende fordringer, der inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1, stk. 1.”

Inddrivelsesrenter tilskrevet fordringerne vedrørende A skat for oktober 2014, AM-bidrag fra virksomheder for september 2014, AM-bidrag fra virksomheder for august 2014 og A-skat for august 2014

Det fremgår af inddrivelsessystemet, DMI, hvilket er bekræftet af Udvikling- og Forenklingsstyrelsen, at fordringerne vedrørende A-skat for oktober 2014, AM-bidrag fra virksomheder for september 2014, AM-bidrag fra virksomheder for august 2014 og A-skat for august 2014 blev modtaget til inddrivelse den 24. november 2014. Der er tilskrevet inddrivelsesrenter fra den 1. december 2014.

SKAT sendte 25. november 2014 en rykkerskrivelse, hvoraf det fremgik, at fordringerne ville blive overdraget til inddrivelse, såfremt beløbet ikke betales inden den 4. december 2014. Underretning om overdragelse til inddrivelse blev således sendt dagen efter, at kravene blev overdraget til inddrivelse.

Betingelsen om, at fordringer først overdrages til inddrivelse, når betalingsfristen er udløbet, jf. dagældende gældsinddrivelseslovs § 2, stk. 3, ses således ikke at være opfyldt.

Betingelsen om, at fordringshaver skal have underrettet skyldneren forud for overdragelsen til inddrivelse, jf. daværende gældsinddrivelseslovs § 2, stk. 4, ses heller ikke at være opfyldt.

En skyldner må gå ud fra, at kravet ikke overdrages til inddrivelse før udløbet af denne betalingsfrist, og at der således heller ikke tilskrives inddrivelsesrenter før efter betalingsfristens udløb. Skyldneren må således berettiget tro, at han ikke behøver foretage sig noget, herunder betale, før den på rykkeren angivne betalingsdato.

Fordringerne vedrørende A-skat for oktober 2014, AM-bidrag fra virksomheder for september 2014, AM-bidrag fra virksomheder for august 2014 og A-skat for august 2014 kan på den baggrund ikke anses for at være overdraget med rette før betalingsfristens udløb ved udgangen af den 4. december 2014.

Inddrivelsesrenterne kunne således først tilskrives fra 1. januar 2015, og inddrivelsesrenterne tilskrevet i perioden 1. december 2014 til 31. december 2014 er således ikke tilskrevet med rette.

Inddrivelsesrenter tilskrevet fordring vedrørende B-skat for 2014

SKAT har ved rykkerbrev af 3. december 2014 orienteret klageren om overdragelse til inddrivelse.

Da fordringen vedrørende B-skat for 2014 fortsat ikke blev betalt, blev de overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden den 8. januar 2015.

Betingelserne i gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3 og 4, anses således at være opfyldt, og fordringerne anses herefter for at være overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden på behørig vis.

Der er tilskrevet inddrivelsesrenter på fordringerne fra den 1. februar 2015, og inddrivelsesrenterne er således tilskrevet med rette, jf. gældsinddrivelsesloven § 5, stk. 1

Rykkergebyr af 23. marts 2015 og tilhørende inddrivelsesrenter

Rykkergebyr på 140 kr. er pålagt af restanceinddrivelsesmyndigheden ved rykkerskrivelse af 23. marts 2015. Opkrævningen af gebyret er således i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 6.

Der er tilskrevet inddrivelsesrenter på fordringen fra 1. april 2015, og inddrivelsesrenterne er således tilskrevet i overensstemmelse med gældsinddrivelseslovens § 5, stk. 1, 3. pkt.

Inddrivelsesrenter tilskrevet fordring vedrørende AM-bidrag fra virksomheder for september 2015

SKAT sendte den 20. oktober 2015 brev til klageren, hvoraf det fremgår, at et eller flere beløb ikke var betalt til tiden, og at fordringerne derfor blev sendt til inddrivelse.

Samme dag blev fordringen overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden, og der er tilskrevet inddrivelsesrenter på fordringerne fra den 1. november 2015.

Betingelserne i gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3 og 4, anses således at være opfyldt, og fordringerne anses herefter for at være overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden på behørig vis.

Inddrivelsesrenterne anses således for tilskrevet med rette, jf. gældsinddrivelsesloven § 5, stk. 1.

Inddrivelsesrenter tilskrevet fordringer vedrørende restskat for 2015

SKAT orienterede ved rykkerbreve af henholdsvis 5. oktober 2016 og 3. november 2016 klageren om overdragelse til inddrivelse.

Da fordringerne vedrørende restskat for 2015 fortsat ikke blev betalt, blev de overdraget til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden henholdsvis 4. november 2016 og 6. december 2016.

Betingelserne i gældsinddrivelseslovens § 2, stk. 3 og 4, anses således at være opfyldt, og fordringerne anses herefter for at være overdraget til restanceinddrivelsesmyndigheden på behørig vis.

Der er tilskrevet inddrivelsesrenter på fordringerne fra henholdsvis 1. december 2016 og 1. januar 2017, og inddrivelsesrenterne er således tilskrevet med rette, jf. gældsinddrivelsesloven § 5, stk. 1

Landsskatteretten kan herefter alene tage stilling til, om den gennemførte modregning er foretaget under overholdelse af gældende ret vedrørende modregning.

Det fremgår af kildeskattelovens § 62, stk. 3, at der, inden tilbagebetaling af overskydende skat finder sted, skal ske modregning af eventuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter.

For at modregning kan finde sted, skal de almindelige modregningsbetingelser, der hviler på retspraksis og sædvane, dog være opfyldte. Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis hovedfordringen og modfordringerne er udjævnelige, afviklingsmodne og gensidige, og hvis modfordringerne er retskraftige.

Der gælder ikke særlige modregningsregler vedrørende modregning i overskydende skatte- eller afgiftsbeløb til dækning af gæld vedrørende rykkergebyr og inddrivelsesrenter. Modregning kan derfor kun gennemføres, hvis de almindelige modregningsbetingelser er opfyldte.

Der er intet grundlag for at antage, at disse betingelser for så vidt angår alle fordringerne bortset fra inddrivelsesrenterne tilskrevet i perioden 1. december 2014 til 31. december 2014 på fordringerne vedrørende A-skat for oktober 2014, AM-bidrag fra virksomheder for september 2014, AM-bidrag fra virksomheder for august 2014 og A-skat for august 2014 ikke alle var opfyldt, da modregningen blev gennemført.

Det er derfor med rette, at Gældsstyrelsen har foretaget modregning i klagerens overskydende skatte- og afgiftsbeløb for indkomståret 2018 til dækning af disse fordringer.

Landsskatteretten ændrer dog Gældsstyrelsens afgørelse således, at modregningen ophæves for så vidt angår inddrivelsesrenter tilskrevet i perioden 1. december 2014 til 31. december 2014 på fordringerne vedrørende A-skat for oktober 2014, AM-bidrag fra virksomheder for september 2014, AM-bidrag fra virksomheder for august 2014 og A-skat for august 2014, som anses for pålagt uberettiget.