Kendelse af 26-06-2022 - indlagt i TaxCons database den 31-07-2022

Journalnr. 19-0019931

Toldstyrelsen har efteropkrævet told og antidumpingtold på 8.952,10 kr. som følge af, at Toldstyrelsen har ændret varekoden i Den Kombinerede Nomenklatur (KN) for nogle varepartier af porcelænskrukker/opbevaringskrukker med låg.

Landsskatteretten ændrer Toldstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] A/S er et selskab, der er registreret med engroshandel med andre husholdningsartikler. Selskabets formål er handel og international handel og hermed beslægtet virksomhed.

Toldstyrelsen foretog den 27. december 2018 en fysisk kontrol af selskabets import af varer fra Kina.

Selskabet havde angivet varerne til fortoldning med referencenummer [...]. Toldstyrelsen kontrollerede vareposterne nr. 1-3.

De påklagede varer havde selskabet angivet som "Toiletbørsteholder + Vatrondelholder og andre varer" med varekoden 6911 9000 00 i fortoldningsangivelsen under "Varepost nr. 2". Efter den fysiske kontrol af varerne var Toldstyrelsen af den opfattelse, at der var flere forskellige varearter indeholdt i varepost nr. 2, nemlig:

  1. Toiletbørsteholdere i keramik
  2. Opbevaringskrukker m/ låg i keramik

Toldstyrelsen er af den opfattelse, at opbevaringskrukkerne med låg skal tariferes under KN-varekode 6911 1000 90, som bordservice, køkkenartikler af porcelæn; Andre varer. Tarifmæssig toldsats på 12 % og antidumpingtold på 36,1 %.

Der foreligger billeder af produktet.

I klagen har selskabet anført, at varen ikke er egnet til fødevarer, og at varen ikke er fødevaregodkendt. Selskabet mener ikke, at krukkerne er omfattet af position 6911 1000 90 og af antidumpingtold, da varerne er til brug på badeværelset. Selskabet er af den opfattelse, at krukkerne med låg skal tariferes under KN-varekode 6911 9000 00, som bordservice, køkkenartikler og andre husholdningsartikler samt toiletartikler af porcelæn; Andre varer med en toldsats på 12 %. Selskabet har efterfølgende fremsendt billeder af porcelænskrukken og den medfølgende æske.

Toldstyrelsens afgørelse

Toldstyrelsens har truffet afgørelse om, at klageren skal betale mere i told grundet ændring af varekoden for fortoldning med referencenummer [...]

Som begrundelse herfor er anført:

"(...)

Den 27. december 2018 kontrollerede Toldstyrelsen jeres vareparti, som I har angivet til fortoldning med referencenummer [...].

Vi kontrollerede varepostnummer 1+2 på adressen [adresse1], [by1] for:

· varekode, som ikke var korrekt
· toldværdi, som var korrekt
· oprindelse, som var korrekt.

Den 4. januar 2019 sendte vi et brev til jer og spurgte, om I er fuldt ud enige i, at vi afslutter sagen med denne afgørelse, som har samme indhold som vores brev. Det har I bekræftet.

Varepartiet er blevet frigivet.

I skal betale mere i told

Vores ændringer i toldangivelsen betyder, at I skal betale mere i told efter denne opgørelse:

Fortoldningsangivelse

Varepost

Varekode

Toldværdi

Toldsats

Told

1

6911900000

66.825

12,0

8.019,0

2

6911900000

135.043

12,0

16.205,2

3

7323990090

14.924

3,2

477,6

0,0

0,0

I alt

216.792

I alt

24.701,7

Toldstyrelsens opgørelse

Varepost

Varekode

Toldværdi

Toldsats

Told

1

6911900000

49.893

12,0

5.987,1

2

6911900000

101.677

12,0

12.201,3

3

6911100090

31.160

12,0

3.739,2

3

antidumping

31.160

36,1

11.248,8

4

7324900090

14.924

3,2

477,6

I alt

228.814

I alt

33.653,9

(...)

Vi har ændret varekoden og oprettet ekstra varepost

I har angivet varen som "toiletbørster, vatrondelholdere og andre varer" under varekoden 6911.90.00.00, med en toldsats på 12,0 %.

På baggrund af vores fysiske kontrol af varen har vi konstateret, at der er tale om "Opbevaringskrukker" og "Toiletbørsteholdere".

Varepost 2 bliver derfor splittet op i 2 vareposter og "Opbevaringskrukker" bliver til varepost 4 i fortoldningsangivelsen.

Varen skal derfor tariferes under følgende 10 cifrede varekode 6911.10.00.90 som omfatter "keramiske produkter - andre keramiske produkter - bordservice, køkkenartikler, og andre husholdningsartikler samt toiletartikler, af porcelæn - bordservice og køkkenartikler - andre varer". Toldsatsen er 12,00 % + antidumping told med en toldsats på 36,1 %.

Det er, fordi tarifering af en vare skal ske efter, hvilken underposition i Den Kombinerede Nomenklatur varen hører under.

(...)"

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om ændring af tariferingen.

I klagen er anført:

"(...)

Vi har evalueret på ovennævnte afgørelse og forholder os uenige i afgørelsen.

Vi har kun vist varen på emballagen som værende til brug på badeværelset, hvilket er helt bevidst. Varen er ikke egnet til fødevarer og derfor kan vi heller ikke stå inde for, at den ville kunne stilles på bordet og bruges i andet sammenhænge. Produktet er ikke fødevaregodkendt.

Normalt, når vi køber varer hjem, som kan bruges i forskellige sammenhænge, gør vi et stort nummer ud af og vise det på emballagen. Typisk at det vores opfattelse, at en vare sælger bedre, når den er fleksible og kan bruges i forskellige sammenhænge. Det er dog ikke tilfældet her. Derfor har vi på vores emballage også kun vist at den hører til på badeværelset.

Derfor er vi heller ikke enige i afgørelsen.

(...)"

Toldstyrelsens udtalelse i klagesagen

Toldstyrelsens er kommet med en udtalelse til klagen.

Her er anført:

"(...)

Jeg har gennemgået [virksomhed1]s klage igennem og jeg fastholder den afgørelse der er lavet d. 10. januar 2019, med sagsnummer [...].

Grunden til at afgørelsen fastholdes, er at der d. 10. januar 2019, blev indsendt en accept på ændringerne lavet i fortoldningsangivelsen, af [person1], fra [virksomhed1]. Han accepterede efter en telefonsamtale, hvor han kom med spørgsmål til den ændrede varekode og hvad der lå til grunde for at det skulle være varekode 6911 10 00 90 og ikke som angivet 6911 90 00 00. Han blev informeret om at denne varer som blev ind fortoldet, havde et lukket låg samt at produktet ikke havde nogen indikationer på at det skulle være et produkt der kun kan bruges til vatrondeller eller at det kun skal være til badeværelset.

Som svar på selve klagen:

Emballagen er ikke nødvendigvis det, der er afgørende for, hvad varerne skal tariferes som. Krukken er ikke specielt designet til badeværelset men som en opbevaringskrukke med låg. Der er BTO'er på lignende varer, hvor varekoden underbygger den i Toldstyrelsens afgørelse valgte varekode.

Varekoden 6911 10 00 90 har ingen krav til at varer henhørende under denne position er fødevaregodkendte, da vare som f.eks. askebægere også høre under denne varekode, derfor kan dette argument ikke bruges.

(...)"

Skatteankestyrelsens spørgsmål til Toldstyrelsen

Skatteankestyrelsen fremsendte mail med spørgsmål til Toldstyrelsen:

"Skatteankestyrelsen har modtaget en klage over Toldstyrelsens afgørelse af 10. januar 2019

(Jeres sagsnr. [...]).

(Se vedhæftede med Toldstyrelsens afgørelse og klagen til Skatteankestyrelsen).

I Toldstyrelsens afgørelse er varekoden ændret til 6911 1000 90 med toldsats på 12 % og

antidumpingtold på 36,1 %. I Toldstyrelsens udtalelse af 11. marts 2019 til Skatteankestyrelsen

fremgår det, at det er krukken med låg, som sagen drejer sig om, og hvor Toldstyrelsen ændrede

varekoden fra 6911 9000 00 til varekode 6911 1000 90 (Bordservice, køkkenartikler og andre

husholdningsartikler samt toiletartikler, af porcelæn; Bordservice og køkkenartikler; Andre varer).

Skatteankestyrelsen er blevet opmærksom på tre BTO'er, der er udstedt på lignende varer, men

som er udstedt med varekode 6911 9000 00 (Bordservice, køkkenartikler og andre

husholdningsartikler samt toiletartikler, af porcelæn; Andre Varer). BTO DK19-0127520 har

Toldstyrelsen udstedt i 2019, og vi er opmærksomme på, at Toldstyrelsen i begrundelsen for

tariferingen bl.a. skriver "kruset er ikke godkendt til fødevarer". (Se vedhæftede tre BTO'er).

Vi skal bede Toldstyrelsen dels vurdere hvorvidt de 3 BTO'er får indflydelse på tariferingen i den

nuværende klagesag hos os. Herunder skal vi bede om en redegørelse for, hvordan produkterne i

de vedhæftede BTO'er og i nærværende klagesag adskiller sig fra hinanden, og hvorvidt det har

en betydning for tariferingen af varer i KN-position 6911 9000 00, at de ikke er godkendte til fødevarer."

Toldstyrelsen fremsendte en redegørelse til Skatteankestyrelsen:

"Besvarelse af mail af den 8. april 2022

(...)

De 3 vedhæftede BTO'er har alle den fællesnævner, at de er åbne genstande uden låg.

Sammenligner man de varer på de 3 BTO'er og varen i nærværende klagesag, er den betydelige forskel at varen i klagesagen har et aftageligt låg, derved er det ikke længere et krus, men en opbevaringskrukke.

Billede 1 er af varen fra klagesagen, billede 2-4 er varer fra de 3 indsendte BTO'er:

Billede1

(Udeladt)

Billede 2 (DEBTI34239/19-1)

(Udeladt)

Billede 3 (DKBTI19-0127520)

(Udeladt)

Billede 4 (BTO: PLBTIWIT-2021001428):

(Udeladt)

Når man ser på de forklarende bemærkninger til kap. 6911 & 6912, er bemærkningerne delt op i kategorier, og for at forstå toiletartikler, skal man se afsnit D.

"Pos 69.11 og 69.12 omfatter bl a:

A. Bordservice, f.eks. te- og kaffeservicer, tallerkener, suppeterriner, salatskåle, fade, kaffe- og tekander, sukkerskåle, krus, kopper, sauceskåle, kompotskåle, bakker og skåle til brød, frugt etc, saltkar, sennepskrukker, æggebægre, bordskånere, knivstole, skeer, servietringe.

B. Køkkenartikler, f.eks. gryder, kasseroller (af alle former og dimensioner), stegefade, skåle, forme, krukker til køkkenbrug, krukker til syltetøj, til fedt, til nedsaltning etc, standkrukker til køkkenbrug (f.eks. til mel, krydderier), tragte, potageskeer, kander med måleinddelinger til husholdningsbrug, kageruller.

C. Andre husholdningsartikler, f.eks. askebægre, varmedunke, tændstikæskeholdere.

D. Toiletartikler (også selv om de ikke er til husholdningsbrug), f.eks. servantestel (vandkander, vandfade etc), toiletspande, sengebækkener, urinaler, natpotter, spyttebakker, beholdere til brusebade, øjebadeglas; sæbeskåle, tandbørsteholdere, toiletpapirholdere, stænger og kroge til håndklæder og lignende artikler til badeværelser, toiletrum og køkkener, også selv om de er bestemt til fast montering på en mur etc."

Afsnit D henviser til konkrete artikler/varer, til brug på badeværelser og toiletrum. Her er en tandbørsteholder også benævnt. En holder er en åben beholder, eller en beholder med låg hvori der er huller (fastgørelsesanordning) således at en tandbørste kan stå i beholderen.

Varen i klagesagen er en krukke med aftageligt låg uden huller, derfor vil det ikke kunne ses som en tandbørsteholder eller et tandbørstekrus.

Ved spørgsmålet omkring betydning for tarifering af varer i KN-position 6911 90 00 00, ikke er godkendte til fødevarer, er spørgsmålet stillet videre til tariferingsmedarbejdere i Toldstyrelsens afdeling for BTO'er. Deres vurdering efter gennemsøg af tariferingsbestemmelser og forklarende bemærkninger, er at der ikke er nogen krav til varernes godkendelse til brug af fødevarer, det samme gør sig gældende for KN-position 6911 10 00 00."

Landsskatterettens afgørelse

Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen og den fælles toldtarif med senere ændringer.

For 2019 gælder Kommissionens gennemførelsesforordning (EØF) nr. (EU) 2018/1602 af 11. oktober 2018 med senere ændringer. Bilag 1 til denne forordning indeholder Den Kombinerede Nomenklatur.

Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i Den Kombinerede Nomenklatur alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser.

Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammenlignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen. Det fremgår af de almindelige tariferingsbestemmelser (ATB) 1 og 6 i Den Kombinerede Nomenklatur.

Af EU-Domstolens faste praksis fremgår, at hensynet til retssikkerheden og myndighedernes kontrolmuligheder kræver, at det afgørende kriterium for varers tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive karakteristika og kendetegn, således som disse fremgår af ordlyden af positionen i KN og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, og at disse objektive karakteristika og kendetegn ved varerne skal kunne kontrolleres på tidspunktet for fortoldningen. Varens anvendelse kan udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive kendetegn og egenskaber.

Afsnit XIII i Den Kombinerede Nomenklatur omfatter varer af sten, gips, cement, asbest, glimmer og lignende materialer; keramiske produkter; glas og glasvarer.

Af kapitel 69 i Toldtariffen fremgår det, at keramiske produkter tariferes her.

Position 6911 har følgende ordlyd:

" Bordservice, køkkenartikler og andre husholdningsartikler samt toiletartikler, af porcelæn:

6911 1000 - Bordservice og køkkenartikler:

10 - - Møller til krydderier og peber og deres kværne af keramisk materiale, kaffemøller, knivslibere, slibere, køkkenartikler til at skære, kværne, rive, skive, skrabe og skrælle, pizzasten af cordiritkeramik af den art, der anvendes til fremstilling af pizza eller brød.

90 - - Andre varer

6911 9000 00 - - Andre varer"

Af de forklarende bemærkninger til det harmoniserede system og den fælles toldtarif, position 6911 fremgår bl.a. følgende:

" (...)

Bordservice, køkkenartikler, andre husholdningsartikler samt toiletartikler af porcelæn tariferes i pos. 69.11, medens tilsvarende varer af andet keramisk materiale, f.eks. stentøj eller fajance, tariferes i pos. 69.12 (se Almindelige bemærkninger til underkapitel Il).

Pos. 69.11 og 69.12 omfatter bl.a.:

A. Bordservice, f.eks. te- og kaffeservicer, tallerkener, suppeterriner, salatskåle, fade, kaffe- og tekander, sukkerskåle, krus, kopper, sauceskåle, kompotskåle, bakker og skåle til brød, frugt etc., saltkar, sennepskrukker, æggebægre, bordskånere, knivstole, skeer, servietringe.

B. Køkkenartikler, f.eks. gryder, kasseroller (af alle former og dimensioner), stegefade, skåle, forme, krukker til køkkenbrug, krukker til syltetøj, til fedt, til nedsaltning etc., standkrukker til køkkenbrug (f.eks. til mel, krydderier), tragte, potageskeer, kander med måleinddelinger til husholdningsbrug, kageruller.

C. Andre husholdningsartikler, f.eks. askebægre, varmedunke, tændstikæskeholdere.

D. Toiletartikler (også selv om de ikke er til husholdningsbrug), f.eks. servantestel (vandkander, vandfade etc.), toiletspande, sengebækkener, urinaler, natpotter, spyttebakker, beholdere til brusebade, øjebadeglas; sæbeskåle, tandbørsteholdere, toiletpapirholdere, stænger og kroge til håndklæder og lignende artikler til badeværelser, toiletrum og køkkener, også selv om de er bestemt til fast montering på en mur etc.

(...)"

Med hensyn til de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif skal det bemærkes, at selvom de ikke er bindende, er det EU-domstolens opfattelse, at disse indeholder vigtige bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioner, jf. Domstolens dom C-288/15, Medical Imaging Systems, præmis 23 og den deri nævnte retspraksis.

Retten lægger i sagen til grund, at de af selskabet indførte varers objektive karakteristika og egenskaber er krukker af porcelæn med låg, som kan anvendes generelt. Det er rettens vurdering, at tariferingen af porcelænskrukkerne ikke kan foretages alene på baggrund af varens objektive karakteristika og egenskaber. Varens anvendelse skal derfor indgå i vurderingen af produktet. Retten lægger vægt på, at produktet ikke er fødevaregodkendt, og at produktet ikke er tiltænkt anvendelse med fødevarer. Retten finder efter en samlet vurdering, at produktet er tiltænkt anvendelse på badeværelset.

Ved vurderingen har retten lagt vægt på, at det af de forklarende bemærkninger til KN position 6911 fremgår, at toiletartikler (...) og lignende artikler til badeværelser, toiletrum (...) er omfattet af positionen.

Retten finder derfor, at porcelænskrukkerne med låg, ud fra varernes objektive karakteristika og egenskaber og ud fra varens anvendelse, skal henføres under position 6911 9000 00, som Bordservice, køkkenartikler og andre husholdningsartikler samt toiletartikler, af porcelæn; Andre varer, jf. de almindelige tariferingsbestemmelser 1 og 6.

Landsskatteretten ændrer herefter Toldstyrelsens afgørelse.

Den talmæssige opgørelse overlades til Toldstyrelsen.