Kendelse af 26-01-2021 - indlagt i TaxCons database den 16-02-2021

Motorstyrelsen har pålagt klageren solidarisk hæftelse for registreringsafgiften på 87.574 kr. for køretøjet BMW 745, Stel.nr. [...], jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5, da køretøjet anses for omfattet af registreringspligten i registreringslovens § 2, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra 1 og § 5, stk. 1-3. Køretøjet skulle derfor inden benyttelsen have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

Sagens køretøj er en BMW 745, Stel.nr. [...]. Køretøjet er indregistreret første gang den 9. august 2002 i Bulgarien. Selskabet [virksomhed1] Ltd er køretøjets registrerede ejer.

Klageren blev den 12. marts 2018 standset på [adresse1], [by1] af politiet under en kontrolaktion. Klageren var fører af køretøjet, og hans kæreste var passager. Under kontrollen forklarede klageren, at han havde haft køretøjet siden december 2017, og han havde fået bilen stillet til rådighed i forbindelse med hans studiejob, hos [virksomhed1] Ltd. Klageren har senere den 12. marts 2018 oplyst til Motorstyrelsen, at han kørte bilen for en ven, da han skulle til eksamen, og at han først har fået stillet køretøjet til rådighed i januar 2018.

Det fremgår af politiets nummerpladegenkendelsessystem, at køretøjet har været anvendt ved [...], [by1] 23 gange i perioden fra den 29. januar 2018 til den 9. marts 2018. Det fremgår i øvrigt, at kørslen ofte er foregået om aftenen og om natten.

Den 26. februar 2018 orienterede politiet Motorstyrelsen om, at politiet flere gange havde observeret, at køretøjet var parkeret på parkeringspladsen uden for [virksomhed2] ved ”[...]”, der er beliggende på [adresse2], [by2]. Politiet oplyste endvidere, at køretøjet var observeret den 8. april 2017, på [adresse3], [by1].

Klageren har haft bopæl og folkeregisteradresse i Danmark siden den 7. september 2014. Klageren er indskrevet som fuldtidsstuderende på [universitet1], [...]. Klageren har i 2018 modtaget indkomst fra [virksomhed3] A/S. Det fremgår ikke af lønoplysningerne for klageren, at han har modtaget indkomst fra selskabet [virksomhed1] Ltd.

Klageren har under en telefonsamtale med Motorstyrelsen den 12. marts 2018, oplyst, at hans arbejdsgiver havde undersøgt reglerne, og at han kunne anvende en udenlandsk firmabil i hele EU i seks måneder uden afgiftsberigtigelse. Klageren forklarede endvidere, at han selv havde undersøgt reglerne på SKAT.dk, og mente at reglerne på SKAT.dk, var blevet ændret siden han sidst havde undersøgt dem.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har den 13. november 2018 truffet afgørelse om solidarisk hæftelse for registreringsafgiften på kr. 87.574 kr., jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Motorstyrelsen har som begrundelse anført følgende (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen har konstateret, at det motorkøretøj, som du er bruger af, er omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 5 stk. 1-3 (bekendtgørelse nr. 1498 af 13. december 2017 om registrering af køretøjer m.v. med senere ændringer(dagældende)), og at motorkøretøjet derfor forinden benyttelsen skulle have været afgiftsberigtiget, jf. registreringsafgiftslovens § 1 (lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer).

Motorstyrelsen afkræver dig 87.574 kr. i registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er fastsat af SKATs Motorcenter.

For registreringsafgiftskravet hæfter du solidarisk med [virksomhed1], som er registreret ejer af køretøjet.

Begrundelsen for afgørelsen er følgende:

Motorstyrelsen har den 12. marts 2018 ved en kontrol foretaget af [politiet] på [adresse1], [by1] konstateret, at [person1] har rådighed over

Mærke BMW

Model 745

Stelnr. [...]

Registreringsnummer [reg.nr.1]

Registreringsland Bulgarien

Km. stand 231.317 km.

på kontroltidspunktet og anvendt motorkøretøjet til kørsel i Danmark, selvom motorkøretøjet skulle have været indregistreret og afgiftsberigtiget inden benyttelsen i Danmark.

Motorstyrelsen finder endvidere, at kørslen i et udenlandsk motorkøretøj ikke er omfattet af nogen af fritagelserne for registreringspligt, jf. § 15, stk. 2, § 10, § 13, stk. 2 samt §§ 16-26 i registreringsbekendtgørelsen.

For yderligere begrundelse henvises til vedlagte sagsfremstilling.

[...]

Sagens faktiske forhold

[politiet] har den 12. marts 2018 standset køretøjet. Føreren af køretøjet var [person1]. Passager i køretøjet var [person2]. Køretøjet blev standset på [adresse1], [by1] kl. 10.42.

[person1] forklarede til politiet, at han var kommet til Danmark i 2014, og han studerede programmering.

[person1] forklarede desuden, at han havde haft personbilen siden december 2017, hvor han havde fået bilen stillet til rådighed i forbindelse med sit studiejob hos [virksomhed1].

[virksomhed1] var ejet af en [person3].

Passageren i bilen var hans kæreste.

[politiet] har tidligere den 26. februar 2018 observeret køretøjet i [by1], og de har i den forbindelse sendt et foto af køretøjet til Motorstyrelsen. Det fremgår af politiets mail at: Bilen har flere gange været parkeret på p-plads ud for [virksomhed2] ved "[...]", beliggende [adresse2], [by2].

Der var ikke udstedt køretilladelse af Motorstyrelsen til kørsel i køretøjet

Politiet har i forbindelse med observationen den 26. februar 2018 og igen i forbindelse med standsningen den 12. marts 2018 trukket oplysninger fra politiets nummerpladegenkendelsessystem, hvori der er følgende registreringer:

[...]

Under en telefonsamtale den 12. marts 2018 har [person1] oplyst til Motorstyrelsen, at hans arbejdsgiver har undersøgt reglerne, og at han kunne anvende en udenlandsk firmabil i hele EU i seks måneder. Det er oplyst, at det ikke er overensstemmende med de danske regler for registrering af køretøjer. Da [person1] er herboende, må han ikke anvende en udenlandsk bil. [person1] forklarede også, at han selv havde undersøgt reglerne på SKAT.dk. Under samtalen gik han ind på SKAT.dk, hvor han mente, at det hele nu så helt anderledes ud, og at reglerne måtte være ændret, siden han havde undersøgt det.

Køretøjet har været anvendt i Danmark og er derfor omfattet af registreringspligten i Danmark.

Køretøjet skulle derfor have været indregistreret på danske nummerplader i Danmark, og der skulle endvidere have været betalt registreringsafgift af køretøjet.

Under behandlingen af sagen er der konstateret disse forhold, der har relevans for sagen, og som indgår i den samlede vurdering

[person1] bor ifølge folkeregistret på [adresse4][by1] og har boet på adressen siden 9. marts 2018
[person1] har ifølge folkeregistret boet i Danmark siden 7. september 2014
[person1] bor ifølge folkeregistret sammen med sin kæreste [person2] og har dermed centrum for sine livsinteresser i Danmark.
[person1] har oplyst, at han har køretøjet stillet til rådighed fra sin bulgarske arbejdsgiver: [virksomhed1]
[person1] modtager herudover SU
[person1] arbejder herudover for [virksomhed3] A/S, hvor han har været ansat siden 1. november 2017
[person1] har oplyst til politiet, at han har haft køretøjet siden december 2017, men til Motorstyrelsen har han oplyst, at han først har fået køretøjet stillet til rådighed i januar måned 2018
[person1] har taget køretøjet i brug på færdselslovens område, da han var fører af køretøjet ved standsningen den 12. marts 2018
[person1] har haft rådighed over køretøjet i mere end 30 dage, og han anses derfor som bruger af køretøjet

Motorstyrelsens forslag til ændring

Motorstyrelsen finder, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark og har derfor endeligt fastsat registreringsafgiften til 87.574 kr. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af SKATs motorcenter.

[...]

Det er ved kontrollen konstateret, at køretøjets bruger har en sådan tilknytning til Danmark, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark.

Motorstyrelsens foreløbige afgørelse

Motorstyrelsen finder ud fra en helhedsvurdering, at køretøjet er omfattet af registreringspligten i registreringslovens § 2, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra 1 og § 5, stk. 1-3.

Køretøjet skulle derfor inden benyttelsen have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Motorstyrelsen har ved vurderingen lagt vægt på, at [person1] er bosiddende i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Køretøjer, som han er bruger af, og som anvendes på færdselslovens område, skal derfor inden ibrugtagning på færdselslovens område være registreret i Køretøjsregistret, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, jf. § 5, stk. 3.

Det er konstateret, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område den 12. marts 2018. [person1] var fører af køretøjet, og han har forklaret, at han har fået køretøjet stillet til rådighed i december 2017 eller januar 2018. Dette bekræftes desuden ved de oplysninger, som er modtaget fra politiets nummerpladegenkendelsessystem. Han anses derfor for at være bruger af køretøjet, som han har rådet over i en periode på mere end 30 dage.

Køretøjet skulle inden benyttelsen have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Som bruger af køretøjet hæfter [person1] for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

For registreringsafgiftskravet hæfter han solidarisk med [virksomhed1], som er ejer af køretøjet.

[...]

Motorstyrelsen har ikke modtaget indsigelser fra [person1] i høringsperioden.

Motorstyrelsens endelige afgørelse

Motorstyrelsen træffer endelig afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag.

Sagens videre forløb

[...]”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om Motorstyrelses afgørelse ændresunder henvisning til, at han har været i god tro.

Klageren har til støtte for sin påstand fremført følgende (uddrag):

”[...]

Jeg tillader mig til at kontakte dig for at udfordre Motorstyrelsens afgørelse vedrørende registrering af et erhvervskøretøj, der lejlighedsvis anvendes i Danmark.

For det første, i modsætning til din konklusion, dette ikke er et privat køretøj (og heller ikke beregnet til privat brug). Som du kan se i afgørelsen samt i de vedlagte dokumenter, ejeren af køretøjet er firmaet [virksomhed1] Ltd. Under hensyntagen til ejerskabet er jeg ikke i stand til at bortskaffe køretøjet (f.eks. sælge, registrere i et andet EU-medlemsland, osv.)

Jeg har faktisk brugt bilen en gang den 12. marts 2018 under ekstraordinære omstændigheder. Som jeg har forklaret til politiets kontrol, havde jeg brug for bilen til at gå til universitetet for jeg skulle tage en eksam. Jeg udfordrer dog de andre gange, da bilen blev opdaget i Danmark.

Jeg vil gerne oplyse, at jeg handlede i god tro, da jeg har fået oplyst, at en udenlands firmabil må køres i Danmark hvis det kører erhvervsmæssigt uden for Danmark i mere end 183 dage inden for 12 måneder.

Du har meddelt mig, at loven i mellemtiden var ændret. Jeg mener dog, at loven ikke bør anvendes med tilbagevirkende kraft til mennesker, der har handlet i god tro og på en måde, der ville få en betydelig negativ indvirkning på dem.

[...]”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har den 17. marts 2019 fremsendt følgende udtalelse (uddrag):

”[...]

Sagen omhandler en herboendes brug af en udenlandsk bil – BMW 745 i, reg.nr. [reg.nr.1], som han har fået stillet til rådighed i forbindelse med hans ansættelse i en bulgarsk virksomhed.

[politiet] har den 25. februar 2018 observeret køretøjet holdende i [by2], [by2]. Politiet har trukket oplysninger fra deres nummerpladegenkendelsessystem, som viser, at køretøjet bruges næsten dagligt i [by1]området. De sender oplysningerne til SKAT, som kan konstateret, at der ikke er tidligere observationer på køretøjet i vores systemer. Det er aftalt, at politiet vil bringe køretøjet til standsning.

Køretøjet bliver bragt til standsning den 12. marts 2018 af [politiet]. Køretøjet blev ført af ovennævnte. Passager i køretøjet var hans kæreste [person2].

Fører forklarede til politiet, at han havde haft personbilen siden december måned 2017, og at han havde fået køretøjet i forbindelse med hans studiejob hos [virksomhed1].

Denne forklaring ændrede han efterfølgende over for SKAT, således at han havde fået køretøjet stillet til rådighed i januar 2018, men det var stadig et køretøj, som han har fået stillet til rådighed i forbindelse med hans arbejde for [virksomhed1].

Fører har været bosiddende i Danmark siden 7. september 2014, og han er derfor herboende, jf. registreringsbekendtgørelsens § 6, stk. 1. Han kan derfor ikke anvende et udenlandsk registreret køretøj til kørsel i Danmark.

Da han har fået køretøjet stillet til rådighed som led i hans ansættelse, og han har rådighed over køretøjet i mere end 30 dage, anses han for at være bruger af køretøjet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, og han er derfor pligtig til at registrere køretøjet.

Han kan ikke søge om tilladelse til at afregne registreringsafgiften kvartalsvis jf. registreringsafgiftslovens § 3 c, da han ikke har søgt om tilladelse inden ibrugtagningen. Det er desuden en forudsætning for at komme under denne ordning, at køretøjet ejes af den udlænding, som anvender køretøjet i Danmark, hvilket heller ikke er tilfældet i denne sag.

Bruger anfører i sin klage, at køretøjet udelukkende er et erhvervskøretøj, som ikke står til rådighed for privat kørsel. Det fremgår dog, at han den 12. marts 2018 anvendte køretøjet til kørsel til en eksamen, samt at hans kæreste var passager under kørslen, hvorfor kørslen ikke anses for erhvervsmæssig.

Bruger anfører ligeledes i hans klage, at han har anvendt køretøjet én gang, men det fremgår af oplysningerne fra politiets nummerpladegenkendelsessystem, at køretøjet er anvendt mange gange til kørsel i [by1]-området, ligesom bruger har forklaret til politiet og til SKAT (nu Motorstyrelsen), at han har fået køretøjet stillet til rådighed fra virksomheden [virksomhed1] Ltd, [Bulgarien].

Bruger anfører desuden i sin klage, at Motorstyrelsen har oplyst, at loven er ændret på dette område. Det er ikke korrekt. Reglerne i registreringsbekendtgørelsens § 5, stk. 3, hvorefter en bruger er pligtig til at registrere et køretøj, som vedkommende er bruger af, er ikke ændret i den periode, hvor klager har været bosiddende i Danmark.

Der er således ikke argumenter i den fremsendte klage, som ændrer ved Motorstyrelsens vurdering af sagen.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at Motorstyrelsens afgørelse af 13. november 2018 stadfæstes.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Inden et køretøj tages i brug på færdselslovens område, skal køretøjet registreres i køretøjsregistreret, jf. registreringslovens § 2, stk. 1, dagældende lovbekendtgørelse nr. 720 af 30. maj 2017.

Udgangspunktet er at der betales fuld registreringsafgift af et køretøj i forbindelse med første registrering her i landet, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 – 3, dagældende lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017.

Det fremgår af § 5, stk. 3, i dagældende registreringsbekendtgørelse nr. 1498 af 13. december 2017, at selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet.

En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses for at have bopæl her i landet, jf. § 6 i registreringsbekendtgørelsen. Klageren har været registreret i Det Centrale Personregister med bopæl i Danmark siden den 7. september 2014, og anses derfor for at have bopæl her i landet.

Landsskatteretten finder, at køretøjet har været taget i brug på færdselslovens område, idet køretøjet er registeret anvendt på færdselslovens område adskillige gange i perioden den 29. januar 2018 til den 12. marts 2018, jf. udskrifterne fra politiets nummerpladegenkendelsessystem.

Køretøjets ejer har ikke hjemsted her i landet. Klageren har utvivlsomt rådet over køretøjet på færdselslovens område i perioden fra den 29. januar 2018 frem til den 3. marts 2018.

Køretøjer, der stilles til rådighed for en herboende arbejdstager af en virksomhed med hjemsted eller fast forretningssted i et andet EU/EØS-land, skal ikke afgiftsberigtiges efter registreringsafgiftsloven, medmindre køretøjet i det væsentlige skal anvendes varigt i Danmark eller faktisk anvendes på denne måde, jf. § 3 a, stk. 1, jf. § 1, stk. 4 i registreringsafgiftsloven.

Told- og skatteforvaltningen afgør efter ansøgning, om et motorkøretøj der er omfattet af § 1, stk. 4, skal afgiftsberigtiges, jf. § 1, stk. 5, i registreringsafgiftsloven. Det fremgår af § 21, stk. 2, 1. pkt. i registreringsbekendtgørelsen, at det er forudsætning for afgiftsfritagelse, at told- og skatteforvaltningen har modtaget en ansøgning om afgiftsfritagelse, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område. Der kan ikke ske afgiftsfritagelse for en udenlandsk firmabil, hvis ansøgningen er indkommet til told- og skatteforvaltningen efter, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, jf. Retten i [by3] dom af 30. april 2014, refereret i SKM2014.603BR.

Klageren har ikke anmodet om fritagelse for registreringsafgift, inden køretøjet blev taget i anvendelse på færdselslovens område. Landsskatteretten finder herefter, at der er indtrådt registreringsafgiftspligt for køretøjet, jf. registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1 – 3.

En fører eller bruger hæfter for betaling af registreringsafgiften, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter loven, jf. § 20, stk. 5, i registreringsafgiftsloven.

Landsskatteretten finder det på baggrund af en samlet vurdering af sagens oplysninger godtgjort, at klageren havde viden om, at køretøjet ikke var afgiftsfritaget. Landsskatteretten har lagt vægt på, at klageren ikke har ansøgt om afgiftsfritagelse, inden ibrugtagning af køretøjet på færdselslovens område. Landsskatteretten finder derfor ud fra en samlet vurdering af sagens oplysninger, at klageren hæfter solidarisk for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 5.

Landsskatteretten stadfæster herefter Motorstyrelsens afgørelse.