Kendelse af 13-09-2021 - indlagt i TaxCons database den 08-10-2021

Motorstyrelsen (tidligere SKAT) har truffet afgørelse om opkrævning af registreringsafgift på 107.202 kr., da det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet er anvendt i Danmark i strid med bestemmelserne i registreringsafgiftsloven samt registreringsbekendtgørelsen.

Landsskatteretten stadfæster Motorstyrelsens afgørelse.

Faktiske oplysninger

[politiet] foretog den 1. juni 2018 kontrol på [adresse1], [by1].

I den forbindelse blev et motorkøretøj af mærket Mercedes-Benz CL500 med stelnummer [...] og registreringsnummer [reg.nr.1] bragt til standsning. Køretøjet var indregistreret i Storbritannien (GB) og blev ført af klageren. Klageren fremviste ved standsningen dansk kørekort samt kvittering for anmeldelse om ibrugtagning af køretøjet.

Klageren oplyste den 5. maj 2018 til SKAT, at klageren ville importere og anvende køretøjet med udenlandske nummerplader her i landet med ibrugtagning den 5. maj 2018. På denne baggrund fik klageren tilladelse til at anvende køretøjet på færdselslovens anvendelsesområde i 30 dage, inden for hvilke køretøjet skulle indregistreres.

Den 7. juni 2018 fremsendte SKAT på baggrund af standsningen pålæg om toldsyn af køretøjet, eftersom køretøjet ikke var toldsynet, registreringsafgiften ikke var betalt, og der ikke var sket indregistrering af køretøjet.

Den 13. juni 2018 kontaktede klageren SKAT telefonisk og forklarede, at køretøjet ikke kunne synes grundet diverse fejl og mangler ved køretøjet.

Den 18. juni 2018 blev køretøjet godkendt ved registrerings- og toldsyn, og klageren anmeldte samme dag køretøjet til afgiftsberigtigelse.

Den 10. september 2018 vejledte Motorstyrelsen telefonisk klageren om, at klageren ved sin anmeldelse om ibrugtagning af et udenlandsk køretøj efter registreringsbekendtgørelsen § 13, stk. 2, har forpligtiget sig til at lade køretøjet syne og toldsyne, betale registreringsafgift og indregistrere køretøjet senest 30 dage efter ibrugtagningstidspunktet den 5. maj 2018.

Den 19. september 2018 traf Motorstyrelsen den påklagede afgørelse om opkrævning af registreringsafgift, eftersom registreringsafgiften fortsat ikke var betalt.

Den 20. november 20218 påklagede klageren Motorstyrelsens afgørelse.

Motorstyrelsens afgørelse

Motorstyrelsen har opkrævet registreringsafgift på 107.202 kr., da det er Motorstyrelsens opfattelse, at køretøjet er anvendt i strid med reglerne i registreringsafgiftsloven og registreringsbekendtgørelsen vedrørende brug af et udenlandsk indregistreret køretøj her i landet.

Motorstyrelsen anfører følgende begrundelse (uddrag):

”Motorstyrelsen har konstateret, at dit motorkøretøj er omfattet af registreringspligten

i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 5 stk. 1-3 (bekendtgørelse

nr. 818 af 20. juni 2018 om registrering af køretøjer m.v. med senere ændringer), og at motorkøretøjet derfor forinden benyttelsen skulle have været afgiftsberigtiget, jf. registreringsafgiftslovens § 1 (lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer).

Motorstyrelsen afkræver dig 107.202 kr. i registreringsafgift. Den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er fastsat af SKATs Motorcenter.

Begrundelsen for afgørelsen er følgende:

Motorstyrelsen har den 1. juni 2018 ved en kontrol foretaget af [politiet]

konstateret, at du har indført en

Mærke Mercedes-Benz

Model CL500

Stelnr. [...]

Registreringsnummer [reg.nr.1]

Registreringsland Storbritannien

Km. stand 103.109 miles på kontroltidspunktet

og anvendt motorkøretøjet til kørsel i Danmark. Du havde den 5. maj 2018 anmeldt til SKAT, at du tog bilen i brug i Danmark den 5. maj 2018, jf. registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, og du havde derfor en tilladelse til at anvende køretøjet i 30 dage fra denne dato. Inden for denne periode skulle bilen afgiftsberigtiges og indregistreres. Dette er endnu ikke sket.

[...]

Beskrivelse af køretøjet

Køretøjet er en bil med disse data/fakta:

Mærke: Mercedes-Benz

Model: CL500

Stelnummer: [...]

Registreringsnummer: [reg.nr.1]

Registreringsland: Storbritannien

Km-stand: 103.109 miles på

kontroltidspunktet

Farve: Sølvgrå

Dato for 1. registrering: 14. marts 2003

Køretøjets oplyste ejer er:

Cpr-nr.: [...]

Navn: [person1]

Nationalitet: Dansk

Adresse: [adresse2]

[by2]

Førerbevis nr.: [...]

Ejer har den 5. maj 2018 anmeldt til SKAT, at han tager køretøjet i brug i Danmark den 5. maj 2018 med henblik på, at køretøjet inden for 30 dage skal afgiftsberigtiges og indregistreres. Anmeldelsen er sket jf. registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2. Ejer har forevist den tilladelse til politiet i forbindelse med standsningen den 1. juni 2018, men ejer har ikke registreret køretøjet inden for de 30 dage.

Sagens faktiske forhold

[politiet] har den 1. juni 2018 standset køretøjet. Føreren af køretøjet var [person1].

Køretøjet blev standset på [adresse1], [by1] kl. 19.10.

Fører har under kontrollen forvist den tilladelse til kørsel i køretøjet, som er udstedt af SKAT på baggrund af ejer anmeldelse af hans ibrugtagning af køretøjet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2.

Der er udstedt køretilladelse af SKAT til kørsel i køretøjet, jf. 13, stk. 2, som giver ejer 30 dage til at få det udenlandske køretøj synet og toldsynet, afgiftsberigtiget og indregistreret. Køretilladelsen er dog ikke overholdt, idet ejer ikke har fået køretøjet synet, afgiftsberigtiget og indregistreret køretøjet inden for de 30 dage efter hans ibrugtagning af køretøjet på færdselslovens område i Danmark den 5. maj 2018.

SKAT har den 7. juni 2018 sendt et skriftligt pålæg til ejer, hvorefter han skulle toldsyne køretøjet. Ejer rettede telefonisk henvendelse til SKAT den 13. juni 2018, hvor han forklarede, at køretøjet ikke kunne synes, da der skulle udskiftes lygter, da køretøjet er højrestyret og hidtil har kørt i England. Der var desuden fejl på undervognen, som gjorde, at køretøjet ikke kunne synes. Det blev aftalt, at ejer skulle rette henvendelse til SKATs sagsbehandler, når køretøjet var blevet synet og toldsynet, så køretøjet kunne blive værdifastsat.

Motorstyrelsen har den 5. juli 2018 konstateret, at ejer selv har anmodet om værdifastsættelse på køretøjet.

Køretøjet har været anvendt i Danmark og er derfor omfattet af registreringspligten i Danmark.

Køretøjet skulle derfor have været indregistreret på danske nummerplader i Danmark, og der skulle endvidere have været betalt registreringsafgift af køretøjet.

Under behandlingen af sagen er der konstateret disse forhold, der har relevans for sagen, og som indgår i den samlede vurdering

[person1] bor ifølge folkeregistret på [adresse2], [by2] og har boet på adressen siden 20. marts 2018.
[person1] har boet i Danmark i hele sin levetid og har dermed centrum for sine livsinteresser i Danmark.
[person1] modtager sociale ydelser fra [by1] Kommune
[person1] har anmeldt til SKAT, at han tog køretøjet i brug på færdselslovens område den 5. maj 2018.
Køretøjet er konstateret anvendt af [person1] på færdselslovens område den 1. juni 2018.
Køretøjet er derfor registreringsafgiftspligtigt og registreringspligtigt.

Motorstyrelsens forslag til ændring

Motorstyrelsen finder, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark og har derfor endeligt fastsat registreringsafgiften til 107.202 kr. Beregningen af den afgiftspligtige værdi af motorkøretøjet er foretaget af Motorstyrelsen.

Motorstyrelsens begrundelse for ændringen

Regler

Af registreringslovens § 2, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 720 af 30. maj 2017 med senere ændringer), fremgår at:

”Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 2-5 og §§ 5 og 7 a-7 h:

1) Motorkøretøj.

2) Traktor, jf. dog § 3 og § 4.

3) Knallert. Dette gælder dog kun en lille knallert, hvis knallerten er erhvervet som fabriksny den 1. juli 2006 eller senere.

4) Påhængs- eller sættevogn til et køretøj, der skal registreres.

5) Campingvogn.

6) Andet påhængsredskab end campingvogn, der tilkobles et motorkøretøj, hvis påhængsredskabets konstruktion gør det muligt at trække det med en større hastighed end 30 km/t.

7) Motorredskab, der er indrettet og benyttes til befordring af gods, der ikke er nødvendigt for motorredskabets funktion, jf. dog stk. 2. Stk. 2. Stk. 1, nr. 7, gælder ikke for:

1) Et motorredskab, herunder en gaffeltruck, der bruges på privat område, herunder på privat vej, der ikke har karakter af privat fællesvej, og i ubetydeligt omfang på privat fællesvej og offentlig vej.

2) En minitruck, der bruges på privat område, herunder på privat vej, og i ubetydeligt omfang på offentlig vej.

3) Et motorredskab, der er bestemt til at føres af en gående.

4) Et motorredskab, der bruges på afmærket havne- eller terminalområde, der er udpeget af politiet efter bekendtgørelse om særlige køretøjer på havne- og terminalområder (Godshåndtering og rangering af sættevogne).

Stk. 3. Et køretøj fritages efter tilladelse fra told- og skatteforvaltningen for registrering, hvis

1) køretøjet overvejende anvendes uden for offentlig vej eller

2) køretøjet kun bruges på færdselslovens område i forbindelse med et officielt arrangement administreret af staten og køretøjets brug i forbindelse med arrangementet administreres af staten.

Stk. 4. I tilladelsen efter stk. 3 fastsættes det område, hvor køretøjet må anvendes. Tilladelsen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller told- og skatteforvaltningen.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte regler om, at visse typer af lille knallert ikke skal registreres.”

Af registreringsbekendtgørelsens § 5 (bekendtgørelse nr. 818 af 20. juni 2018 om registrering af køretøjer m.v. med senere ændringer), fremgår at:

”Et køretøj registreres kun i Køretøjsregisteret, hvis køretøjet har en ejer med bopæl eller hjemsted her i landet, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Selv om en ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet ikke registreres i Køretøjsregisteret, hvis

1) der er ifølge en skriftlig aftale er en bruger af køretøjet,

2) ejeren i brugsaftalen har givet afkald på brugsretten til køretøjet i brugsperioden, og

3) brugeren ikke har bopæl eller hjemsted her i landet.

Stk. 3. Selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Køretøjet skal dog kun registreres i Køretøjsregisteret, hvis brugeren råder over køretøjet på færdselslovens område i 30 dage eller mere. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet.”

Af registreringsbekendtgørelsens § 6 fremgår at:

”En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses at have bopæl her i landet.

Stk. 2. En person, der ikke er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses at have bopæl her i landet, hvis den pågældende opholder sig her i landet i 185 dage eller mere, eller den pågældende opholder sig her i landet i afbrudte perioder på tilsammen 185 dage eller mere inden for en periode på 12 måneder.”

Af registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 (lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer) fremgår at:

”Der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer. Der svares dog ikke afgift af køretøjer, der registreres på grænsenummerplader eller prøvemærker. Afgiften svares i forbindelse med et køretøjs første registrering, medmindre andet følger af bestemmelserne i denne lov.”

Beregningen af registreringsafgiften af et køretøj fremgår af §§ 8-10 i registreringsafgiftsloven.

Af registreringsafgiftslovens § 20 fremgår at:

”For betaling af afgiften hæfter den, der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder. Registreres køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden, er det den registrerede ejer, der som ejer hæfter for betaling af afgiften. Ejeren eller den registrerede ejer hæfter dog ikke, hvis køretøjet er taget i brug på færdselslovens område, uden at den pågældende vidste eller burde have vidst dette.

Stk. 2. For betaling af afgiften hæfter tillige en virksomhed, der erhvervsmæssigt handler med motorkøretøjer eller påhængs- eller sættevogne til motorkøretøjer, hvis virksomheden har solgt køretøjet i forbindelse med afgiftspligtens indtræden.

Stk. 3. For betaling af afgiften af et importeret køretøj hæfter tillige importøren, hvis denne har bevirket eller medvirket til, at afgiftsgrundlaget er fastsat for lavt.

Stk. 4. For betaling af afgiften hæfter tillige en efterfølgende ejer af køretøjet, hvis den pågældende ved køretøjets erhvervelse vidste eller burde have vidst, at der ikke var betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.

Stk. 5. For betaling af afgiften hæfter tillige en fører eller bruger af køretøjet, hvis den pågældende bruger køretøjet med viden om, at der ikke er betalt den afgift af køretøjet, som kræves efter denne lov.

Stk. 6. Er et køretøj repareret eller ombygget på en sådan måde, at køretøjet i afgiftsmæssig henseende ikke er identisk med et tidligere afgiftsberigtiget køretøj, således at køretøjet skal afgiftsberigtiges på ny, og er køretøjet blevet registreret i Køretøjsregisteret med en ny ejer, kan krav om betaling af afgiften tillige gøres gældende mod reparatøren.

Stk. 7. Er et køretøj, der er indført brugt her til landet, blevet registreret i Køretøjsregisteret, uden at afgiften er betalt, kan krav om betaling af afgiften tillige gøres gældende mod den, der med henblik på køretøjets første registrering i Køretøjsregisteret har afsat køretøjet til den, i hvis navn køretøjet er registreret første gang i dette register efter indførelsen.

Stk. 8. Hæftelsen efter stk. 1-7 gælder også eventuel rente eller gebyr for manglende rettidig betaling af afgiften.

Stk. 9. Stk. 1 og 2 gælder ikke i tilfælde som nævnt i § 3 a, stk. 5, § 3 b, stk. 4, og § 17, stk. 1.”

Retspraksis

Ved SKM2011.791.LSR er Landsskatterettens kendelse af 20. oktober 2011 offentliggjort. Af kendelsen fremgår det, at en italiensk statsborger var indrejst til Danmark og havde medbragt sin italiensk indregistrerede bil. Bilen var kun set parkeret i Danmark. Af kendelsen fremgår det, at alene det forhold at personen har taget fast ophold i Danmark og parkeret sin bil på en parkeringsplads, uanset om denne er privat eller offentlig, gør, at bilen må betragtes som værende taget i anvendelse på færdselslovens område. SKATs afgørelse om registreringspligt blev stadfæstet.

Det er ved kontrollen konstateret, at køretøjets ejer har en sådan tilknytning til Danmark, at køretøjet er registreringspligtigt i Danmark.

Motorstyrelsens foreløbige afgørelse

Motorstyrelsen finder ud fra en helhedsvurdering, at køretøjet er omfattet af registreringspligten i registreringslovens § 2, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, litra 1 og § 5, stk. 1-3.

Køretøjet skulle derfor senest 30 dage efter anmeldelsen om ibrugtagningen den 5. maj 2018 have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark jf. registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, jf. registreringsafgiftslovens § 1.

Motorstyrelsen har ved vurderingen lagt vægt på, at [person1] er bosiddende i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 6, stk. 1.

Køretøjer, som han ejer, og som anvendes på færdselslovens område, skal derfor inden ibrugtagning på færdselslovens område være registreret i Køretøjsregistret, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, jf. § 5, stk. 3.

[person1] har benyttet sig af muligheden i registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2 til at anmelde, at han tager et udenlandsk køretøj i brug med henblik på registrering. Det er et krav, at disse køretøjer skal afgiftsberigtiges og indregistreres inden for 30 dage efter det anmeldte ibrugtagningstidspunkt.

Det er endvidere konstateret, at køretøjet er taget i brug på færdselslovens område den 1. juni 2018, hvor køretøjet bliver standset af [politiet].

Køretøjet skulle inden for 30 dage efter den anmeldte ibrugtagning den 5. maj 2018 have været indregistreret og afgiftsberigtiget i Danmark jf. registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, jf. registreringsafgiftslovens § 1. [person1] har ikke anmeldt køretøjet til afgiftsberigtigelse og indregistrering inden for fristen.

Som ejer af køretøjet hæfter [person1] for registreringsafgiften, jf. registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Motorstyrelsen opkræver 107.202 kr. i registreringsafgift. Beløbet er fastsat af Motorstyrelsen.

[person1]s opfattelse, begrundelse og eventuelle indsigelser

Motorstyrelsen har ikke modtaget indsigelser til der fremsendte forslag vedrørende registreringspligt og afkrævning af registreringsafgift.

Ejer har den 10. september 2018 rettet telefonisk henvendelse vedrørende værdifastsættelsen, som han har fået oplyst, at han har mulighed for at klage over, og at afgørelsen om værdifastsættelse fremsendes sammen med denne afgørelse.

Motorstyrelsens endelige afgørelse

Motorstyrelsen træffer endelig afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag til afgørelse.”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at klageren ikke har pligt til at indregistrere og afgiftsberigtige sagens køretøj i Danmark. Klageren anfører følgende begrundelse:

” [...] Jeg skriver denne klage, da jeg føler, jeg bliver afpresset til, at betale en registreringsafgift som jeg har ringet ind og afvist flere gange, hvor jeg får, at vide, at jeg skal se bort for brevet med registreringsafgiften, eftersom jeg har valgmuligheden om, at godkende vurdering eller ikke.

Modtager så brev igen fra sagsbehandler [person2] (har flere gange prøvet kontaktet [person2] men uden held) eftersom jeg har fået af vide flere gange, at jeg skulle se bort fra brevet med registreringsafgiften af hendes kollegaer.
Hvor jeg nu igen bliver presset til, at betale denne registreringsafgift, og begrundelse er, af hvad jeg forstår, at politiet har stoppet mig i et rutinetjek og oplyser så bil ikke er toldsynet i nu, men er under reparation som i også har fået oplyst.


Køretøjet er blevet indregistreret i Danmark, den 05. maj, på SKAT.dk som man skal efter loven, dette nævner jeg også overfor [politiet].

Bilen været ved autoværksted hver dag i de 30 dag, hvor den bliver lavet klar til toldsyn.

Kan ikke huske datoen, hvor jeg hentede prøvemærker til toldsyn, men dette er ikke så længe efter de såkaldte 30 dage, som jeg havde til toldsyn. Det mener jeg i kan se ijeres system.
Igennem forløbet, hvor bilen er forsinket med toldsyn, er jeg i kontakt med SKATs motorkontor.

Bilen bliver kørte med prøvemærker til toldsyn som bedt om, så jeg kan få en afklaring på registreringsafgift.

Registreringsafgiften er beregnet, og er på 107.202 kr. dette for jeg brev om på Eboks den 24. aug.
Da beløbet er meget højere end jeg havde regnet med, ringer jeg ind til SKATs motorkontor, og forklare at jeg har fået vurdering og dette er for højt til mig, og jeres rådgiver indefra SKAT motorkontor forklare mig, at hvis registreringsafgiften er for høj, så kan du se bort fra brevet, også kan du søge om afgiften igen senere hen, hvis det er det jeg ville.

1. Bilen er blevet indregistreret, da den kørte ind i landet som man skulle efter reglerne den 5.maj 2018
2. Bilen blev kørt på værksted og vurderet til, at ikke kunne gå igennem toldsyn og har været under reparation i hele forløbet til toldsyn.
3. Der blev kontaktet til motorkontoret hos SKAT, og forklare problemet med bilen, at den ikke er i stand til toldsyn, og får at vide, at vi har de 30 dage til, at få den toldsynet.
4. Bilen er klar til toldsyn, og kontakter SKAT motorkontor og høre om vi kan køre med de udenlandske plader eller om jeg skal have prøvemærker, hvor jeg efterfølge får at vide, at bilen skal køres med prøvemærker til toldsyn, som i også burde kunne se i jeres system.

Jeg forstår ikke, at jeg er endt i denne her afpressende situationen med, at jeg SKAL betale registreringsafgiften, når jeg har været i telefonisk kontakt med jer i hele forløbet, som i burde kunne se i jeres system hvor jeg skal oplyse mit CPR-nr..
Jeg håber, vi finder en afklaring på dette, bilen står på en privatejendom.
Da der var en vurdering af afgiften, spørg jeg om der er mulighed for sæsonplader til sommeren, eftersom afgiften er så høj men får en afvisning.

Skat motor Styrelsen Grundlag til at jeg SKAL betale registreringsafgiften er, at jeg er blevet stoppet af politiet i et rutinetjek, hvor jeg viser en tilladelse med adresse [adresse2], 8680 RY og navn [person1]. Jeg har tilladelse til, at køre i bilen lovligt.
Og det er inde for perioden af de 30 dage til, at få bilen toldsynet og registreringsafgiften, dette vil sige jeg gøre intet forkert eller ulovligt efter jeres regler.

Politiet bliver underrettet, at bilen ikke er klar til toldsyn, som i også er blevet underrettet.

Men får så lavet bilen og toldsynet den og herefter får en afgift som jeg skal gør efter reglerne.
Derfor synes jeg ikke, at i kan være bekendt og afpres mig med afgiften, som jeg derefter også har sagt er for høj, og spørger til sæsonplader, som i oplyser i ikke kan.”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen har den 31. januar 2019 fremsendt følgende bemærkninger til klagen:

”Denne sag omhandler et køretøj, som er anmeldt til SKAT som ibrugtaget med henblik på registrering og afgiftsberigtigelse, jf. registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, men køretøjet er ikke blevet registreret og afgiftsberigtiget inden for den fastsatte frist på 30 dage efter ibrugtagningen.

Det er konstateret, at køretøjet har været anvendt til kørsel i Danmark, efter at ejer har anmeldt ibrugtagningen til SKAT, da ejer er blevet standset af [politiet] kørende i køretøjet den 1. juni 2018.

Det er konstateret den 7. juni 2018, at køretøjet end ikke var toldsynet på denne dato, som ligger efter de 30 dage efter anmeldelsen af ibrugtagningen, og SKAT fremsendte derfor et pålæg til ejer om at toldsyne køretøjet. Dette fremgår af det vedlagte sagsnotat.

Ejer anfører i sin klage, at han har valgmuligheden om at godkende vurderingen af køretøjet. Afgørelsen om værdifastsættelse er en endelig afgørelse, som der gives særskilt klagevejledning til.

Ejer har ved sin anmeldelse til SKAT og efterfølgende ibrugtagning af køretøjet til kørsel i Danmark forpligtet sig til at lade køretøjet registrere inden for 30 dage, efter at køretøjet er ibrugtaget i Danmark. Det fremgår således af registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2 at:

”Stk. 2. Hvis en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted her i landet ønsker at bruge et køretøj, der er registreret i udlandet, her i landet, skal Skatteforvaltningen, hvis køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, underrettes om ibrugtagningen på færdselslovens område, inden ibrugtagningen sker, med angivelse af dagen for ibrugtagningen på www.skat.dk/motor-udland. Skatteforvaltningen udsteder en elektronisk kvittering for anmeldelsen. Kvitteringen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller Skatteforvaltningen.

Køretøjet må her i landet kun føres af den, der har anmeldt ibrugtagningen til Skatteforvaltningen, og af personer, der tilhører den pågældendes husstand. Er anmelderen en virksomhed, må køretøjet føres af en ansat i den pågældende virksomhed.

Køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret senest 30 dage efter, at køretøjet er taget i brug.”

Denne forpligtigelse har ejer ikke overholdt, og Motorstyrelsen har derfor truffet afgørelse om, at køretøjet er registreringsafgiftspligtigt og registreringspligtigt.

Hvis ejer har søgt generel vejledning om værdifastsættelse af køretøjer, ville han kunne få oplyst, at han, hvis han finder, at vurderingen er for høj, kan undlade at registrere køretøjet, men ejer har fået oplyst telefonisk den 10. september 2018, at denne mulighed ikke foreligger i den givne situation, da køretøjet ER taget i brug.

Han har dog mulighed for at klage over afgørelsen herom, ligesom han kan klage over afgørelsen om værdifastsættelse. Dette fremgår af vedlagte notatark.

Motorstyrelsen indstiller derfor, at vores afgørelse stadfæstes.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker Motorstyrelsen at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.”

Landsskatterettens afgørelse

Der skal svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregistret efter registreringsloven. Dette fremgår af dagældende registreringsafgiftslov (lovbekendtgørelse nr. 1067 af 7. september 2017) § 1, stk. 1.

Motorkøretøjer skal, inden de tages i brug på færdselslovens område, registreres i Køretøjsregistret og forsynes med nummerplader. Dette fremgår af dagældende registreringslov (lovbekendtgørelse nr. 720 af 30. maj 2017) § 2, stk. 1, nr. 1.

Køretøjet skal registreres i Køretøjsregistret, hvis køretøjet har en ejer eller en bruger med bopæl eller hjemsted her i landet. Dette fremgår af dagældende registreringsbekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 818 af 20. juni 2018) § 5, stk. 1.

En person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, anses i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 6, stk. 1, for at have bopæl her i landet.

Det fremgår herudover af registreringsbekendtgørelsens § 15, stk. 1, at en person med bopæl i Danmark ikke må føre et udenlandsk indregistreret motorkøretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i § 15, stk. 2, § 10 om tilflytning, § 13, stk. 2, eller §§ 16-26 om vare- og lastbiler, busser, værkstedskørsel, taxa m.v.

Af registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2, fremgår:

”Hvis en fysisk eller juridisk person med bopæl eller hjemsted her i landet ønsker at bruge et køretøj, der er registreret i udlandet, her i landet, skal SKAT, hvis køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret, jf. kapitel 2 og 4, underrettes om ibrugtagningen på færdselslovens område, inden ibrugtagningen sker, med angivelse af dagen for ibrugtagningen på www.skat.dk/motor-udland. SKAT udsteder en elektronisk kvittering for anmeldelsen. Kvitteringen skal medbringes under kørslen og efter anmodning vises til politiet eller SKAT. Køretøjet må her i landet kun føres af den, der har anmeldt ibrugtagningen til SKAT, og af personer, der tilhører den pågældendes husstand. Er anmelderen en virksomhed, må køretøjet føres af en ansat i den pågældende virksomhed. Køretøjet skal registreres i Køretøjsregisteret senest 30 dage efter, at køretøjet er taget i brug. ”

Klageren anses for at have bopæl i landet, idet det er oplyst, at klageren er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl i Danmark, jf. bekendtgørelsens § 6, stk. 1. Sagens køretøj var på standsningstidspunktet den 1. juni 2018 et udenlandsk registreret køretøj, idet det blev ført med engelske nummerplader.

Klageren underrettede den 5. maj 2018 SKAT om ibrugtagning af køretøjet og fik på den baggrund køretilladelse i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 13, stk. 2. Køretilladelsen er betinget af, at det udenlandske køretøj synes og toldsynes, afgiftsberigtiges og indregistreres senest 30 dage efter, at køretøjet er taget i brug, jf. § 13, stk. 2, sidste pkt.

Landsskatteretten finder på baggrund af ovenstående, at der med anmeldelsen den 5. maj 2018 indtrådte en pligt for klageren til at anmelde og registrere køretøjet senest 30 dage efter, at køretøjet blev taget i brug. Landsskatteretten bemærker i den forbindelse, at der med kørslen den 1. juni 2018 utvivlsomt er indtrådt pligt til at betale registreringsafgift af køretøjet, idet køretøjet faktisk var taget i brug på færdselslovens område. Som ejer af køretøjet hæfter klageren for registreringsafgiften. Dette fremgår af registreringsafgiftslovens § 20, stk. 1.

Det af klageren anførte om, at køretøjet efterfølgende er sat på privat ejendom, kan ikke føre til et andet resultat, idet køretøjet har været taget i brug på færdselslovens område, og pligten til at indregistrere køretøjet dermed er indtrådt, jf. ovenfor.

Det kan endvidere ikke føre til et andet resultat, at sagens køretøj ikke kunne indregistreres i Danmark som følge af diverse fejl og mangler ved køretøjet. Der henvises i den forbindelse til SKM2015.698.HR. I sagen blev appellanten opkrævet registreringsafgift af sin tysk indregistrerede Ferrari. Appellanten gjorde gældende, at der ikke skulle betales registreringsafgift, eftersom køretøjet var specialopbygget i en sådan grad, at det ikke ville kunne godkendes ved syn og blive registreret i Danmark. Højesteret fandt, at det var uden betydning for afgiftspligtens indtræden, om køretøjer efterfølgende kan indregistreres eller bliver indregistreret i Danmark.

Landsskatteretten stadfæster derfor Motorstyrelsens afgørelse.