Kendelse af 08-06-2021 - indlagt i TaxCons database den 01-07-2021

Klagepunkt

Skattestyrelsens afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsperioden 1. juni 2017 – 31. december 2017

Forhøjelse af salgsmoms

40.003 kr.

0 kr.

40.003 kr.

Faktiske oplysninger

Det fremgår af det Centrale Virksomhedsregister (CVR), at selskabet [virksomhed1] (tidligere [virksomhed2]), CVR-nr. [...1], blev stiftet af [person1] og [person2] (tidligere [person3]) den 30. maj 2017.Selskabet er registreret under branchekoden ”561020 Pizzeriaer, grillbarer, isbarer m.v.” Selskabets formål er at drive restaurationsvirksomhed samt at besidde fast ejendom.

Fra stiftelsesdatoen til den 21. december 2017 havde [person1] og [person2] (herefter benævnt hovedanpartshaverne) hver en ejerandel på 50 %. Fra den 21. december 2017 til den 27. april 2020 var [person2] eneejer af selskabet.

Ved et kontrolbesøg hos selskabet den 20. november 2017 observerede Skattestyrelsen et telefonnummer til Mobilepay. Endvidere konstaterede Skattestyrelsen, at selskabet havde 0-angivet moms for 2. kvartal 2017, og at momsen for 3. kvartal 2017 ikke var angivet.

Efter kontrolbesøget indsendte selskabet en negativ moms efterangivelse for 2. kvartal 2017 på

-22.359 kr. samt positive momsangivelser for 3. og 4. kvartal 2017 på henholdsvis 6.325 kr. og 16.804 kr.

Efter kontrolbesøget anmodede Skattestyrelsen om regnskabsoplysninger, herunder opgørelser over kunder, som i indkomståret havde betalt via Mobilepay. I forbindelse hermed oplyste selskabets revisor, at der ifølge oplysninger fra anpartshaverne, ikke havde været anvendt Mobilepay i indkomståret 2017. Herefter anmodede Skattestyrelsen om bankudskrifter fra hovedanpartshavernes private bankkonti.

Ved en gennemgang af hovedanpartshavernes private bankkonti fra perioden 1. juni 2017 til den 31. december 2017 konstaterede Skattestyrelsen flere indsætninger foretaget via Mobilepay.

Skattestyrelsen har forhøjet den manglende angivelse af salgsmoms for de indsætninger, der er indgået via MobilePay på hovedanpartshavernes bankkonti på følgende måde:

MobilePay betalinger:

Beløb

[person1]s bankkonto

129.200,22 kr.

[person2]s bankkonto

70.895,50 kr.

I alt

200.015,50 kr.

Manglende angivelse af salgsmoms

(200.015,00 kr./5)

40.003,10 kr.

Skattestyrelsen har endvidere forhøjet klagerens salgsmoms i den påklagede afgiftsperiode med 2.968,20 kr. for manglende angivelse af bogføring af Z-boner og med 875,60 kr. for manglende bogføring af fakturaer fra [virksomhed3]. Denne del af forhøjelsen er ikke påklaget.

Der er ikke fremlagt nyt materiale i forbindelse med klagesagens behandling.

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen har forhøjet selskabets salgsmoms vedrørende salg via Mobilepay med i alt 40.003 kr. for afgiftsperioden 1. juni 2017 – 31. december 2017.

Som begrundelse for ændringerne har Skattestyrelsen anført følgende:

”(...)

1. Moms 2017

(...)

1.4. Skattestyrelsens bemærkninger og begrundelse

(...)

Mobil Pay

Salg betalt med mobil Pay er ikke bogført som varesalg. Kopi på sagen som bilag 1.

(...)

Manglende angivelse af moms i alt

Manglende bogføring af z-bonner

875,50 kr.

Manglende bogføring af [virksomhed3]

2.968,20 kr.

Manglende bogføring af mobil Pay

40.003,10 kr.

I alt

43.846,90 kr.

(...)

I henhold til momslovens § 4, stk. 1, skal der betales salgsmoms af ovennævnte varesalg. Momsen skal opgøres og angives i henhold til momslovens §§ 56 og 57. Selskabet har ikke opgjort og angivet momsen af ovennævnte beløb. SKAT opkræver moms med 43.846 kr. i henhold til opkrævningslovens § 5, stk. 1.

(...)”

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen fremkommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Som nævnt i skattestyrelsens afgørelse, blev der ved et kontrolbesøg den 20. november 2017, set et mobil Pay nummer i forretningen.

Ved dette kontrolbesøg oplyste [person3] desuden, at der ikke var angivet løn i selskabet, da begge ejere havde indskudt en hel del penge i selskabet og det som de havde fået overført til deres private bankkonti var tilbagebetalinger fra selskabet.

Skattestyrelsen fik ikke noteret det nummer til mobil Pay som vi så ved kontrolbesøget og indkaldte på den baggrund kontoudskrifter af begge hovedanpartshaveres private bankkonti.

Vi kunne ud fra disse bankkontoudskrifter konstatere, at der var gået mobil Pay indbetalinger ind på begge hovedanpartshaveres private bankkonti.

At skattestyrelsen ikke så 2 numre til mobil Pay ved kontrollen, har ikke haft betydning for vores afgørelse, da der på de 2 hovedanpartshaveres private bankkonti fremgår så mange indbetalinger via mobil Pay, at vi har anset, at der er skiftet mellem de 2 hovedanpartshaveres mobil Pay numre.

Posteringerne fra mobil Pay på hovedanpartshavernes private bankkonti blev ikke anset at være private grundet omfanget og hyppigheden.

På [person3]'s bankkonto er der indgået 70.895,50 kr. fordelt på 463 posteringer i perioden 1. juni 2017 - 31. december 2017. På [person1]s bankkonto er der indgået 129.120 kr. fordelt på 1.104 posteringer i perioden 1. juni 2017 - 20. juli 2017. Beløbene er betalt af mange forskellige personer, og beløbene er anset for værende atypiske i forhold til indsætninger af privat karakter.

[person1] har i sin klage til Skatteankestyrelsen desuden anført følgende omkring sine egne forhold:

[virksomhed1] lvS havde i etablerings/asen ikke en bankkonto, og der blev aftalt mellem [person1] og [person3], at [person1] ville stille sin private konto og mobil pay til rådighed for klienternes indbetalinger indtil man i selskabet fik oprettet en erhvervskonto.

Skattestyrelsen mener, at det er dokumenteret, at der ikke er tale om private indsætninger via mobil Pay på de 2 hovedanpartshaveres private bankkonti, men at indsætninger er kundernes betaling af vare købt i selskabets pizzariet.

Beløbene er hverken medtaget i selskabets bogføring eller selskabets beregningen af salgsmoms, hvorfor beløbet er tillagt beregningsgrundlaget for salgsmoms. Da der er tale om konkrete indsætninger anser Skattestyrelsen ændringen for omfattet af opkrævningslovens § 5, stk. 1, jf. opkrævningslovens § 2, stk. 1, 4. pkt.

(...)”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af selskabets salgsmoms på baggrund af indsætninger foretaget via mobilepay skal nedsættes til 0 kr. for afgiftsperioden 1. juni 2017 – 31. december 2017. (indsæt klageren påstand/påstande i rækkefølge – eks. ”klageren har principalt nedlagt påstand om xxxx, subsidiært om at xxxx…)

Repræsentanten har til støtte for sin påstand anført følgende:

”(...)

SAGENS FAKTISKE OMSTÆNDIGHEDER

Skattestyrelsen har truffet afgørelse af den 9. august 2018 hvoraf fremgår, at grundlaget for klagers moms er ændret.

Klager har ifølge Skattestyrelsens fastsættelse leveret varer og ydelser mod vederlag her i landet, som følge af at der er indgået 129.120 kr. via mobilepay på ejer [person4]s private bankkonto og kr. 70.895,50 via mobilepay på ejer [person3] private bankkonto.

Af disse beløb er ikke betalt salgsmoms, som samlet udgør kr. 40.003,10.

Fastsættelsen er på baggrund af et kontrolbesøg den 20. november 2017, hvorved SKAT havde set et telefonnummer til mobilepay. Herefter indkaldte SKAT bankkontoudskrifter af begge ejeres

private bankkonti.

DEN RETLIGE VURDERING OG ANBRINGENDER

Den retlige baggrund for opkrævningen er opkrævningslovens § 5, stk. 1, hvoraf fremgår, at hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af opkrævningslovens § 2, stk. 1, 4. pkt., således at virksomheden har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav.

I den konkrete sag foreligger ikke en konstatering af en urigtig angivelse eller indberetning af beløb omfattet af opkrævningslovens § 2, stk. 1, 4. pkt.

Der er ikke konstateret et mobilepay nummer med tilknytning til virksomheden, men til med tilknytning til virksomhedens respektive ejere.

På baggrund af sagens faktiske omstændigheder ses Skattestyrelsen ikke at have dokumenteret, at omsætningen i selskabet skulle være højere, jf. også SKM2005.368.HR.

Det afvises derfor helt overordnet, at der er dokumenteret grundlag for at sætte klagers momstilsvar op i 2017.

Skattestyrelsen kan herimod foretage en skønsmæssig ansættelse af virksomhedens tilsvar, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Denne skønsmæssige ansættelse må nødvendigvis være betydeligt lavere på baggrund af at SKAT fandt et telefonnummer til mobilepay ved kontrolbesøget den 20. november 2018, mens ejerne har hver deres telefonnummer, som samlet er to telefonnumre.

Disse telefonnumre er ligeledes private, hvorefter en betydelig del af mobilepay transaktionerne må antages at være af privat karakter, medmindre Skattestyrelsen kan fremlægge dokumentation for det modsatte.

Udøves skønnet på baggrund af begge ejernes private mobilepay numre, hvor det ikke er dokumenteret, at mobilepay nummeret har været i tilknytning til [virksomhed1], vil den skønsmæssige ansættelse været på baggrund af et klart fejlagtigt grundlag, som herefter kan tilsidesættes.

Skønnet må foretages ud fra momenterne angivet i SKM2003.407.ØLR som stadfæstet i SKM2005.368.HR sammenholdt med bankkontoudskriftet for det mobilepay nummer, som SKAT fandt ved kontrolbesøget den 20. november 2018.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1. (Lovbekendtgørelse 2013-01-23 nr. 106 med efterfølgende ændringer).

Der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Betaling af afgift påhviler som udgangspunkt den afgiftspligtige person, som foretager en afgiftspligtig levering af varer og ydelser her i landet, jf. momslovens § 46, stk. 1, 1. pkt.

I medfør af momslovens § 47, stk. 1, skal afgiftspligtige personer, der driver virksomhed med levering af varer og ydelser, anmelde deres virksomhed til registrering hos told- og skatteforvaltningen.

Virksomheder, der skal registreres efter bestemmelsen i § 47, stk. 1, skal føre et momsregnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for kontrollen med afgiftens berigtigelse, jf. momslovens § 55.

Kravene til regnskabet fremgår af kapitel 13 i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven og årsregnskabsloven (bekendtgørelsen og lovene kan findes på [...dk]).

Efter momslovens § 57, stk. 1, 1. og 2. pkt., skal virksomheder registreret efter § 47 efter udløbet af hver afgiftsperiode til told- og skatteforvaltningen angive størrelsen af virksomhedens udgående og indgående afgift i perioden. Beløbene angives i hele kroner, idet der bortses fra ørebeløb.

Såfremt størrelsen af det momstilsvar, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens momstilsvar skønsmæssigt, jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Landsskatteretten har ved afgørelse af 19. marts 2020 og ved afgørelse af samme dato som nærværende afgørelse fundet, at Skattestyrelsen, som følge af mobilepayindsætningerne på hovedanpartshavernes private bankkonti, har været berettiget til at forhøje hovedanpartshavernes skattepligtige indkomst med henholdsvis 129.120 kr. og 70.896 kr. Mobilepayindsætningerne er i disse afgørelser anset at udgøre yderligere omsætning i selskabet og er anset for at være tilgået hovedanpartshaverne som yderligere lønindkomst. Der henvises til Landsskatterettens j. nr. [...] og [...].

Som følge af, at retten i ovenstående afgørelse finder, at indsætningerne udgør yderligere omsætning i selskabet, skal der svares salgsmoms af denne omsætning. Retten har ved denne vurdering lagt vægt på, at der ikke er fremlagt dokumentation for, at selskabet allerede har indberettet og afregnet denne salgsmoms, hvorfor selskabets angivelse af salgsmoms skal forhøjes med indsætningerne på hovedanpartshavernes bankkonti.

Forhøjelsen af angivelsen af salgsmomsen er dermed opgjort korrekt til 40.003 kr., svarende til 20 % af indsætningerne, som er konstateret indsat via Mobilepay på hovedanpartshavernes bankkonti på i alt 200.016 kr. (129.120 kr. + 70.896 kr.) i den påklagede afgiftsperiode.

Landsskatteretten stadfæster herefter Skattestyrelsens afgørelse.