Kendelse af 13-09-2021 - indlagt i TaxCons database den 08-10-2021

Klagen skyldes, at SKAT har efteropkrævet samlet 52.683 kr. i moms hos klageren, da klageren i perioden fra den 17. juni 2016 til den 30. november 2016 har udstedt otte fakturaer med moms uden at angive og indbetale momsen til SKAT.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Virksomheden [virksomhed1], [adresse1], [Tyskland], har i perioden fra den 17. juni 2016 til den 30. november 2016 udstedt ti fakturaer til [virksomhed2] ApS (herefter [virksomhed2]) i [by1].

Fakturaerne vedrørte honorar og kørsel. Der var opkrævet moms på otte af de ti fakturaer.

Det fremgik af fakturaerne, at momsen blev opkrævet med 25 pct. af fakturabeløbet.

Der var ikke anført et dansk CVR-nr. på fakturaerne. Der var derimod anført et tysk momsnummer, [...1] og st.nr. [...32]. Det tyske momsnummer var pr. den 4. april 2018 ikke længere aktivt.

Af de udstedte fakturaer fremgik et bankkontonummer i [finans1] med registreringsnummer [...] og kontonummer [...09]. Ifølge SKATs oplysninger tilhørte dette kontonummer klageren.

De ti udstedte fakturaer fremgår af denne oversigt:

Klageren har senest været momsregistreret med virksomheden [virksomhed3] v/ [person1]. Denne virksomhed blev afmeldt for moms pr. 20 september 2012.

Klageren har tidligere heddet [person1], men klageren har i juli 2016 skiftet navn til [person2].

Byretten i [by2] har den 18. maj 2018 afsagt dom, hvori byretten vurderede, at der ikke bestod et ansættelsesforhold omfattet af funktionærloven mellem klageren og [virksomhed2]. Klageren har haft et samarbejde med [virksomhed2] i henhold til en samarbejdsaftale, og klageren har i den forbindelse løbende faktureret [virksomhed2] for honorar pålagt moms, som [virksomhed2] har betalt.

Der fremgår blandt andet følgende af byrettens dom:

”…

For så vidt angår sagsøgtes krav for uberettiget opkrævet moms finder retten ikke, at det er godtgjort, at momsen er opkrævet uberettiget, eller at der ikke skulle være betalt moms i overensstemmelse med den indgåede aftale og de fakturarer, som sagsøgeren har udstedt, dog undtaget lånet til bilen.

…”.

Vestre Landsret har den 1. marts 2019 stadfæstet byrettens dom med følgende begrundelse:

”…

Landsretten er enig med byretten i, at der ved afgørelsen af, om der foreligger et funktionærforhold, skal lægges særlig vægt på parternes samarbejdsaftale fra maj 2016 samt [person2]s udstedelse af fakturaer med moms. Landsretten tiltræder herefter på baggrund af en samlet bevisvurdering, at der ikke har bestået et ansættelsesforhold. Den arbejdsgivererklæring af 5. oktober 2016, som [virksomhed2] ApS udstedte efter [person2]s anmodning, kan ikke føre til et andet resultat.

…”.

SKATs afgørelse

SKAT (nu Skattestyrelsen) har den 26. juni 2018 truffet afgørelse om, at klageren skal betale den opkrævede moms på samlet 52.683 kr., som fremgår af otte fakturaer udstedt i perioden fra den 17. juni 2016 til den 30. november 2016.

Som begrundelse herfor er blandt andet anført følgende:

”…

1.4. SKATs bemærkninger og begrundelse

Du har udstedt fakturaer med moms uden at være momsregistreret i Danmark, og uden at angive og betale momsen til SKAT.

Du har oplyst til os, at du mener at momsen er fejlagtigt opkrævet, men du har ikke berigtiget den over for [virksomhed2] ApS.

Du skal betale den moms, du har opkrævet, jf. momslovens § 52a, stk. 7. Da du ikke har betalt den moms, du har opkrævet, afkræver vi denne moms efter opkrævningslovens § 5, stk. 1.

Du skal derfor betale mere i moms 52.683 kr.

…”.

SKAT har i forbindelse med indgivelse af klagen til Skatteankestyrelsen afgivet en udtalelse den 4. oktober 2018, hvoraf der blandt andet fremgår følgende:

”…

Der er ikke nye oplysninger i sagen, som ikke står i sagsfremstillingen.

Vi vil dog præcisere, at vi ikke i afgørelsen har taget stilling til, om [person2] er selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager. SKAT (nu Skattestyrelsen) har udelukkende opkrævet det

momsbeløb, som [person2] har anført på sine fakturaer.

…”.

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at kravet om betaling af moms til SKAT på samlet 52.683 kr. skal nedsættes til 0 kr., idet momsen er fejlagtigt opkrævet, da arbejdet hos [virksomhed2] havde karakter af et ansættelsesforhold.

Til støtte herfor har den tidligere repræsentant blandt andet anført:

”…

Det er min klients opfattelse, at momsen er fejlagtigt opkrævet, da min klients arbejde hos [virksomhed2] havde karakter af et ansættelsesforhold. Momsen er ikke berigtiget over for [virksomhed2], da der på nuværende tidspunkt verserer en civil retssag ved Vestre Landsret om netop dette spørgsmål, hvor min klient har nedlagt påstand om betaling af et krav, der klart overstiger det som moms opkrævede beløb.

Min klient har selv oplyst SKAT om sine indtægter, ligesom min klient selv har fremsendt fakturaerne til SKAT, der på den baggrund – og idet min klient er bosiddende i Tyskland – har hjulpet min klient med at lave årsopgørelsen for 2016, i hvilken forbindelse SKAT’s medarbejder vurderede, at min klient havde været lønmodtager hos [virksomhed2].

Min klient er således kun interesseret i at nå til bunds i problemstillingen og er naturligvis indstillet på at berigtige den opkrævede moms over for [virksomhed2], når der er afsagt endelig dom herom. I min klients krav mod [virksomhed2] er da også modregnet de fejlagtige opkrævninger.

I tilfælde af frifindelse af [virksomhed2] i den verserende sag er min klient naturligvis indstillet på at angive og betale moms for alle 10 fakturaer til SKAT.

…

Den 17. maj 2016 indgik min klient og [virksomhed2] aftale om, at min klient skulle bistå [virksomhed2], der driver som virksomhed at arrangere og afholde bolig- og livsstilsmesser, med at sælge standpladser på disse messer.

Som betaling skulle min klient modtage et fast månedligt beløb på kr. 35.000,00 ekskl. moms, hvilket kunne stige til kr. 37.000,00 ekskl. moms, hvis et salgsmål på kr. 300.000,00 blev nået inden for 3 måneder fra aftalens indgåelse og steg senere til kr. 40.000,00 ekskl. moms pr. måned.

Ved arbejdets begyndelse fik min klient fik titel af ”projektleder” og havde [virksomhed2]s adresse som fast arbejdssted, ligesom der var aftalt faste arbejdstider alle ugens hverdage.

Den 14. august 2016 blev min klient udnævnt til ”projektchef” hos [virksomhed2]. Dette med ansvaret for den daglige ledelse af projektlederne samt ansættelse og afskedigelse heraf.

Min klient blev hurtigt af den opfattelse, at samarbejdet nærmere havde karakter af en egentlig ansættelse og forsøgte at få en afklaring herpå med [virksomhed2].

Min klients opfattelse baserede sig bl.a. på, at min klient overfor tredjemand i sin ageren fremstod som ansat hos [virksomhed2], ligesom min klient i flere situationer underskrev bindende messeaftaler på vegne af [virksomhed2] med dennes kunder.

[virksomhed2] underskrev i oktober 2016 en såkaldt ”arbeitsgeberbescheinigung” – oversat til dansk et ”arbejdsgivercertifikat” – fra [tysk] borgerservice, der bekræftede, at min klient var ansat hos [virksomhed2] med en fast ugentlig arbejdstid på mindst 37 timer og en bruttoløn på eur. 5.369,00, svarende til ca. kr. 40.000,00.

Begrundelse

I praksis er det fastslået, at har man alene én kunde, som tilfældet er for min klient i nærværende situation, og taler tilstrækkeligt med øvrige faktorer for, at der reelt er tale om et ansættelsesforhold, da statueres der et ansættelsesforhold – også i situationer, hvor der er udstedt månedlige fakturaer for arbejdsindsatsen.

Af øvrige faktorer i nærværende sag skal opsummerende nævnes,

- at min klient har modtaget faste månedlige betalinger for sin arbejdsindsats,

- at min klient har haft faste ugentlige arbejdstider på [virksomhed2]s adresse,

- at min klient har været underlagt [virksomhed2]s ledelses instruktionsbeføjelse,

- at min klient, både ved sin ageren og i kraft af sin titel og sammensætning af arbejdsopgaver, overfor tredjemand har fremstået som ansat ved [virksomhed2],

- at min klient ved udnævnelsen som projektchef blev tillagt ansættelses- og afskedigelseskompetencer i [virksomhed2], og

- at [virksomhed2] har underskrevet et tysk arbejdsgivercertifikat, hvor min klients ansættelsesforhold under strafansvar bekræftes over for de tyske myndigheder.

På denne baggrund må det utvivlsom lægges til grund, at der har været tale om et ansættelsesforhold mellem min klient og [virksomhed2], hvorfor min klient ikke er pligtig at angive og betale moms til SKAT. Som nævnt vil min klient berigtige den fejlagtige opkrævning over for [virksomhed2] ved endelig domsafsigelse i det civile søgsmål.

…”.

Den tidligere repræsentant har den 28. november 2018 indsendt et supplerende indlæg. Der fremgår blandt andet følgende heraf:

”…

Skattestyrelsen oplyser i sin udtalelse, at man ikke har taget stilling til, hvorvidt min klient har været

selvstændig erhvervsdrivende eller lønmodtager.

Dette er dog af helt essentiel betydning for spørgsmålet om, hvorvidt der overhovedet er erlagt nogen momspligtig ydelse.

…

Herudover skal jeg bemærke, at min klient, som det ligeledes allerede er oplyst, alene opkrævede moms, idet han i starten af det pågældende arbejdsforhold var af den opfattelse, at han var selvstændigt erhvervsdrivende.

Hurtigt blev min klient dog, grundet den anden parts ageren, af den opfattelse, at han faktisk var lønmodtager på funktionærvilkår.

Grundet manglende samarbejdsvilje mht. at få problematikken løst, da anså min klient sig som nødsaget til fortsat at opkræve moms, i tilfælde af, at udfaldet blev, at han faktisk var selvstændigt erhvervsdrivende.

Inden problemet blev afklaret blev aftalen med min klient imidlertid opsagt, hvorfor sagen nu er indbragt for domstolene.

I den verserende retssag er det fejlagtigt opkrævede momsbeløb modregnet min klients krav på løn i opsigelsesperioden og godtgørelse for usaglig afskedigelse efter funktionærlovens § 2b.

Den fejlagtige opkrævning er således berigtiget, bare ikke i form af en tilbagebetaling til virksomheden, idet min klient, hvis han opnår medhold, har et væsentligt større beløb til gode hos sin tidligere arbejdsgiver.

Måtte Skatteankestyrelsen nå frem til, måske endda i strid med Vestre Landsrets afgørelse om, hvorvidt der overhovedet er ydet en mospligtig ydelse, at min klient skal betale det opkrævede beløb i form af moms, da vil min klient, hvis han opnår medhold i Vestre Landsret, af Skatteankestyrelsen reelt være blevet straffet for at have opkrævet moms på et tidspunkt, hvor han anså sig som forpligtet hertil.

Herudover vil staten opnå en berigelse i form af moms, hvor ingen momspligtig ydelse er leveret. Denne berigelse vil udelukkende ske på min klients bekostning.

Begge forhold forekommer åbenlyst urimelige og det gøres således gældende, at såfremt min klient af Vestre Landsret anses for at have været lønmodtager, da skal min klient ikke indbetale den fejlagtigt opkrævede moms, idet denne over for min klients tidligere arbejdsgiver er berigtiget ved modregning.

…”.

Klageren har den 23. august 2021 blandt andet oplyst følgende:

”…

Blandt andet at jeg allerede i november 2016 registrerede en enkeltvirksomhed for, at løse problemet med Konsulentrollen/faktura med moms. Virksomheden jeg arbejdede for insisterede på, at de forskellige "regninger" skulle være med moms da jeg solgte en ydelse. I november 2016 taler jeg med Skat som fortæller mig, at dette ikke er korrekt da jeg bor i Tyskland. Herefter stopper jeg fra min side med momsberegning. I februar 2017 tager jeg selv kontakt med Skat og sender dem oplysninger om "min moms" og anden indtægt, se bilag. Jeg får her hjælp til, at lave min selvangivelse da jeg ikke havde fuld adgang til at taste som eu-borger. Det var [navn udeladt] som hjalp med selvangivelsen og som fik alle bilag i sagen.

Jeg har handlet rettidigt og selv sørget for, at korrigere de fejl i samarbejde med Skat jeg lavede med hensyn faktureringen. I Skat´s øjne har jeg været ansat - i rettens øjne selvstændig/freelancer.

Skulle jeg lave selvangivelse eller skulle jeg lave regnskab med købs- og salgsmoms - Skat mente selvangivelse og derfor blev denne også lavet meget kort tid efter, at jeg stoppede som konsulent/ansat.

…”.

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT har efteropkrævet samlet 52.683 kr. i moms hos klageren, da klageren i perioden fra den 17. juni 2016 til den 30. november 2016 har udstedt otte fakturaer med moms uden at angive og indbetale momsen til SKAT.

Følgende fremgår af momslovens § 3, stk. 1, jf. lovbekendtgørelse nr. 106 af den 23. januar 2013 med efterfølgende ændringer:

”Afgiftspligtige personer er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed”.

Følgende fremgår af momslovens § 4, stk. 1:

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering”.

Af momslovens § 46, stk. 7, fremgår der at:

”Betaling af afgift påhviler enhver, der på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift”.

Følgende fremgår af momslovens § 52 a, stk. 6 og stk. 7:

”Stk. 6. Afgiftspligtige personer, der ikke er registreret, og afgiftspligtige personer, der leverer ikke afgiftspligtige varer eller ydelser, må ikke på fakturaen anføre afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. Hvis den afgiftspligtige person modtager en faktura, der er udstedt af en kunde eller af en tredjeperson, hvorpå der er anført afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at afregningen indbefatter afgift, skal den afgiftspligtige person gøre den, der har udstedt fakturaen, opmærksom herpå og tilbagebetale modtagne afgiftsbeløb.

Stk. 7. Afgiftspligtige personer, der i strid med stk. 6 på en faktura anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift, skal indbetale afgiftsbeløbet til told- og skatteforvaltningen. Det samme gælder, hvis en afgiftspligtig person på en faktura anfører afgift med et for stort beløb eller på en faktura over leverancer af varer eller ydelser, hvoraf der ikke skal betales afgift, anfører afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift. Indbetaling kan dog undlades, hvis fejlen berigtiges over for aftageren af varerne eller ydelserne”.

Klageren var ikke momsregistreret i Danmark i perioden fra den 17. juni 2016 til den 30. november 2016, hvor klageren udstedte otte fakturaer, der indeholdt samlet 52.683 kr. i moms.

Byretten i [by2] har i dom af den 18. maj 2018 vurderet, at der ikke bestod et ansættelsesforhold omfattet af funktionærloven mellem klageren og [virksomhed2]. Klageren har haft et samarbejde med [virksomhed2] i henhold til en samarbejdsaftale, og klageren har i den forbindelse løbende faktureret [virksomhed2] for honorar pålagt moms, som [virksomhed2] har betalt.

Derudover fremgår det af byrettens dom, at:

”…

For så vidt angår sagsøgtes krav for uberettiget opkrævet moms finder retten ikke, at det er godtgjort, at momsen er opkrævet uberettiget, eller at der ikke skulle være betalt moms i overensstemmelse med den indgåede aftale og de fakturarer, som sagsøgeren har udstedt, dog undtaget lånet til bilen.

…”.

Byrettens dom blev anket til Vestre Landsret, som den 1. marts 2019 stadfæstede byrettens dom. Der fremgår blandt andet følgende af landsrettens dom:

”…

Landsretten er enig med byretten i, at der ved afgørelsen af, om der foreligger et funktionærforhold, skal lægges særlig vægt på parternes samarbejdsaftale fra maj 2016 samt [person2]s udstedelse af fakturaer med moms. Landsretten tiltræder herefter på baggrund af en samlet bevisvurdering, at der ikke har bestået et ansættelsesforhold.

…”.

Det fremgår således af landsrettens dom, at klageren har ageret som en afgiftspligtig person, der har drevet selvstændig økonomisk virksomhed, jf. momslovens § 3, stk. 1, hvor han har leveret momspligtige ydelser i form af konsulentbistand til [virksomhed2] mod vederlag, jf. momslovens § 4, stk. 1.

Klageren har ikke været momsregistreret i den omhandlede periode, og klageren har derfor drevet uregistreret virksomhed, jf. momslovens § 47, stk. 1.

Det følger af momslovens § 52 a, stk. 6, at afgiftspligtige personer, der ikke er registreret, ikke på fakturaen må anføre afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift.

Klageren har på otte ud af ti udstedte fakturaer i den omhandlede periode angivet moms med et samlet beløb på 52.683 kr.

Ifølge momslovens § 52 a, stk. 7, skal afgiftspligtige personer, der i strid med stk. 6 på en faktura har anført afgiftsbeløb eller anden angivelse af, at fakturabeløbet indbefatter afgift, indbetale afgiftsbeløbet til told- og skatteforvaltningen.

På baggrund af bestemmelsen i momslovens § 52 a, stk. 7, har SKAT efteropkrævet 52.683 kr. som angivet i moms på de otte udstedte fakturaer hos klageren.

Indbetaling af den angivne moms kan dog undlades, hvis fejlen berigtiges over for aftageren af varerne eller ydelserne, jf. momslovens § 52 a, stk. 7, sidste led.

Klageren har imidlertid ikke berigtiget momsen over for [virksomhed2]. Klagerens tidligere repræsentant har gjort gældende, at der er sket berigtigelse af momsen over for [virksomhed2] som en del af modregningen af krav i forbindelse med det civile søgsmål for Byretten i [by2] og efterfølgende Vestre Landsret.

Det følger af EF-Domstolens praksis i C-454/98 (Schmeink & Strobel), at der kan ske berigtigelse af urigtig faktureret moms, såfremt udstederen af en faktura rettidigt og fuldstændigt har afværget risikoen for tab af afgiftsindtægter.

Landsskatteretten finder med henvisning til landsrettens dom, at der ikke er tale om berigtigelse af fejlagtig faktureret moms, idet klageren har drevet selvstændig økonomisk virksomhed med levering af momspligtige ydelser, jf. momslovens § 3, stk. 1, jf. § 4, stk. 1.

SKAT har således været berettiget til at efteropkræve den af klageren fakturerede moms på samlet 52.683 kr. for perioden fra den 17. juni 2016 til den 30. november 2016, jf. momslovens § 46, stk. 7.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.