Kendelse af 03-12-2018 - indlagt i TaxCons database den 18-01-2019

Afgiftsperioden 2016

SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 3.529 kr. for afgiftsperioden 2016.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse således, at virksomhedens momstilsvar nedsættes med 3.529 kr. for afgiftsperioden 2016.

Faktiske oplysninger

Virksomhedens indehaver startede virksomheden [virksomhed1] den 31. august 2014 med cvr-nr. [...1].

Klageren har ikke ansatte i virksomheden, men det fremgår af regnskabet for indkomståret 2016, at der har været en udgift på 267.046,10 kr. til fremmedarbejde, som bl.a. indeholder en post til leje af lærling samt udgifter til forskellige andre håndværkervirksomheder.

Udgifter til kaffemaskine

Klageren har i regnskabet for indkomståret 2016 fratrukket udgifter til køb af kaffemaskine. Momsen heraf udgør 3.529,79 kr.

Som dokumentation for den fratrukne udgift har klageren fremlagt en faktura dateret den 11. januar 2016. Det fremgår heraf, at klageren foruden kaffemaskinen Siemens TI907201RW EQ9 til 16.999 kr. inkl. moms tillige købte Siemens plejepakke til 649,95 kr. inkl. moms.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 3.529 kr. for afgiftsperioden 2016.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

Det er SKATs opfattelse, at udgifterne til kaffemaskine og stole er private udgifter. Der er ikke påvist en konkret erhvervsmæssig begrundelse for at afholde udgifterne. Det er SKATs opfattelse, at udgifterne ikke er afholdt for at sikre, erhverve og vedligeholde årets indkomst.

Din indkomst forhøjes med ikke godkendt fradrag for udgifter til kaffemaskine 14.119 kr. og stole til 36.000 kr., i alt 50.119 kr., jf. statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

Momsmæssigt kan der ikke godkendes fradrag for momsen af kaffemaskine 3.529 kr. og stole 9.000 kr., i alt 12.529 kr., jf. momslovens § 37, stk. 1.”

Klagerens opfattelse

Virksomhedsindehaveren har fremsat påstand om, at virksomhedens momstilsvar skal nedsættes med 3.529 kr.

Til støtte for påstanden er følgende anført:

”Kaffemaskinen bruges til såvel kunder som besøger byggepladserne i arbejdstiden, de folk jeg lejer ind til at udføre arbejder for mig til viderefakturering (fremmedarbejde) samt jeg selv udelukkende i skurvognen i arbejdshenseende. Derfor mener jeg, at denne er 100 % erhvervsmæssig og dermed fradragsberettiget. ”

Landsskatterettens afgørelse

Af momslovens § 4, stk. 1, fremgår følgende:

”Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Ved levering af en vare forstås overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode. (...)”

Af momslovens § 37, fremgår følgende:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.

(...)”.

Virksomhedsindehaveren har købt en Siemens kaffemaskine og en Siemens plejepakke til i alt 17.648 kr. inkl. moms. Momsen udgør 3.529 kr. Landsskatteretten finder, at anskaffelsen af kaffemaskine og plejepakke var erhvervsmæssigt begrundet. Der er henset til, at klageren har oplyst, at kaffemaskinen befandt sig i virksomhedens skurvogn, som blev anvendt i forbindelse med arbejde på byggepladser. Der er desuden henset til, at det fremgår af virksomhedens regnskab, at der er afholdt betydelige udgifter til fremmedarbejde, herunder leje af lærling. Det lægges derfor til grund, at disse også har anvendt kaffemaskinen.

Virksomheden er således berettiget til fradrag for købsmomsen på 3.529 kr. i henhold til momslovens § 37, stk. 1.

Den påklagede afgørelse ændres herefter således, at virksomhedens momstilsvar nedsættes med 3.529 kr.