Kendelse af 21-02-2022 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2022

Journalnr. 18-0003727

SKAT har givet afslag på selskabets anmodning om indregistrering af sagens køretøj i henhold til bestemmelserne i registreringsafgiftsloven, der var gældende før den 3. oktober 2017, jf. § 3, stk. 4, i lov nr. 1195 af 14. november 2017 om ændring af registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven, under henvisning til, at salget ikke er sket til en slutbruger.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse

Faktiske oplysninger

Selskabet driver virksomhed med detailhandel af personbiler, varebiler og minibusser.

Selskabet indgik en bindende aftale den 25. august 2017 om salg af køretøjet Opel Mokka X Innovation, stel.nr. [...], til [region1].

Den 26. januar 2018 anmodede selskabet told- og skatteforvaltningen om indregistrering af køretøjet i henhold til bestemmelserne i registreringsafgiftsloven, der var gældende før den 3. oktober 2017, jf. § 3, stk. 4, i lov nr. 1195 af 14. november 2017 om ændring af registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven.

Selskabet sendte sammen med anmodningen den 18. januar 2018 en slutseddel på salg af varebilen dateret og underskrevet den 25. august 2017 samt faktura dateret den 8. november 2017 med leveringsdato den 8. november 2017.

SKATs afgørelse

SKAT har givet afslag på selskabets anmodning om indregistrering af køretøjet i henhold til bestemmelserne i registreringsafgiftsloven, der var gældende før den 3. oktober 2017, jf. § 3, stk. 4, i lov om ændring af registreringsafgift og brændstofforbrugsafgiftsloven af 9. november 2017.

SKAT har som begrundelse anført følgende (uddrag):

”[...]

I har den 26. januar 2018 anmodet om at få en Opel Mokka, reg. nr. [reg.nr.1], registreret efter de regler, der var gældende før 3. oktober 2017. Køber og registrerede ejer er [region1].

Det fremgår af den nye lovgivning, at der skal foreligge en underskrevet bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger fra før 3. oktober 2017 for at kunne få køretøjet registreret efter de dagældende regler. Det fremgår af lovens forarbejder, at der ved slutbruger i denne sammenhæng forstås en forbruger.

Forbrugerbegrebet defineres i dansk ret som en køber, der hovedsageligt handler uden for sit erhverv, og som indgår aftale med en erhvervsdrivende sælger, der handler som led i sit erhverv.

I EU-retligt perspektiv har Generaladvokaten i en præjudiciel afgørelse (C- 541 /99 og C-542/99 om hvorvidt et selskab kan anses som forbruger) udtalt, at begrebet "forbruger" udelukkende sigter til fysiske personer.

[region1] kan således, efter SKATs opfattelse, ikke betragtes som forbruger, hvorfor der ikke kan gives tilladelse til at køretøjerne registreres efter reglerne fra før 3. oktober 2017.

[...]”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at selskabet har ret til at afgiftsberigtige køretøjet i overensstemmelse med de før den 3. oktober 2017 gældende regler i registreringsafgiftsloven.

Til støtte for påstanden har selskabets repræsentant anført følgende (uddrag):

”[...]

Den 25. august 2017 solgte Klager køretøjet MOKKA X INNO 1, 4T 152HK AT 4x4 med registreringsnummer [reg.nr.1], stel nr. [...] til [region1]. Kopi af underskrevet salgsopstilling af 25. oktober 2017 samt kopi af endelig salgsfaktura vedlægges som bilag 2 og 3.

Klager anmodede den 26. januar 2018 om tilladelse til anvendelse af de tidligere gældende regler i registreringsafgiftsloven i forbindelse med afgiftsberigtigelsen af køretøjet, jf. overgangsbestemmelsen i § 3, stk. 4, i lov nr. 1195 af 14. november 2017.

Ved afgørelse af 8. marts 2018 nægtede SKAT Klager tilladelse til at afgiftsberigtige køretøjet i overensstemmelse med de før 3. oktober 2017 gældende regler, idet reglerne ifølge SKAT alene finder anvendelse i forbindelse med salg af køretøjer til slutbruger i form af en privat forbruger. Henset til, at køretøjet er solgt til en offentlig myndighed i form af [region1], opfylder Klager ifølge SKAT ikke betingelserne for at støtte ret på overgangsreglen i § 3, stk. 4, i lov nr. nr. 1195 af 14. november 2017.

Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det gældende,

at bindende købsaftale om det i sagen omhandlede køretøj blev indgået in- den 3. oktober 2017.

at det i sagen omhandlede køretøj blev indregistreret inden 1. april 2018

at [region1] som køber af bilen skal anses som slutbruger i medfør af overgangsreglen i § 3, stk. 4, i lov nr. nr. 1195 af 14. november 2017.

[...]”

Motorstyrelsens udtalelse

Motorstyrelsen (tidligere SKAT) har den 20. juni 2018 fremsendt følgende udtalelse (uddrag):

”[...]

Klagen vedrører SKATs nægtelse af køretøjs registrering efter reglerne gældende før 3. oktober 2017. Det pågældende køretøj er Opel Mokka, varebil, med registreringsnummer [reg.nr.1].

Køretøjet er ifølge den fremsendte salgsopstilling solgt til [region1], CVR-nr. [...1] den 25. september 2017.

Køretøjet er blevet registreret 7. november 2017 med [region1], CVR-nr. [...1] som ejer og [region2], SE-nr. [...2] som bruger.

Klager har anført, at de er berettiget til at få køretøjet registreret med en afgiftsberegning efter reglerne fra før 3. oktober 2017.

Det fremgår af lovgivningen, at der skal foreligge en underskrevet bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger fra før 3. oktober 2017 for at kunne få køretøjet registreret efter de dagældende regler.

Dokumentation herfor skal sendes til SKAT senest i forbindelse med anmeldelse til registrering.

Den indsendte dokumentation indeholder en salgsopstilling/købstilbud dateret 25. august 2017 og underskrevet af [person1], som SKAT, for argumentationens skyld, antager er bemyndiget til at tegne Regionen i så henseende.

Det fremgår af salgsopstillingen, i øverste højre hjørne, at der er tale om et ”Erhvervskøb”.

Det fremgår desuden af lovens forarbejder, at ”Den foreslåede overgangsregel i § 3, stk. 4, omfatter kun bindende købsaftaler, som er indgået mellem en forhandler og en slutbruger.

Ved slutforbruger forstås en forbruger.”

Det er SKATs opfattelse at [region1] ikke kan betragtes som forbruger. Der henvises til SKATs argumentation i afslaget af 8. marts 2017.

Denne argumentation underbygges yderligere af [person2] i U.2011B.258: ”Afgrænsning af det civilretlige forbrugerbegreb”, som Karnovs noter til Købelovens § 4a, henviser til. Det fremgår heraf: ”Private erhvervsvirksomheder og offentlige virksomheder, som driver erhvervsvirksomhed, er ikke omfattet af forbrugerbegrebet.”

Der kan desuden henvises til Købelovudvalgets betænkning om forbrugerkøb, betænkning nr. 845, hvoraf det fremgår: ”Køb af driftsinventar og driftsmateriel til brug i en erhvervsvirksomhed kan derimod ikke anses som forbrugerkøb.”

På baggrund heraf vurderer SKAT, at [region1] ikke kan anses som forbruger, og følgelig ikke kan anvende overgangsreglerne i forbindelse med lovforslag L4 om registrering af køretøjet efter de regler, der var gældende før 3. oktober 2017.

[...]”

Klagerens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været sendt i høring hos selskabets repræsentant, der ikke inden tidsfristens udløb har fremsendt bemærkninger til sagsfremstillingen.

Motorstyrelsens bemærkninger

Skatteankestyrelsens sagsfremstilling har været sendt i høring hos Motorstyrelsen, der den 19. oktober 2021 har sendt følgende bemærkninger (uddrag):

”[...]

Motorstyrelsen kan ikke tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling og har følgende bemærkninger:

I lov nr. 1195 af 14. november 2017 er der i § 3, stk. 4, fastsat en overgangsordning, hvorefter visse køretøjer under visse nærmere betingelser kan afgiftsberigtiges efter de regler, der var gældende før den 3. oktober 2017, selvom de måtte blive indregistreret efter denne dato. Der skal være indgået en bindende købsaftale, der skal være anmodet om anvendelse af overgangsordningen, og købsaftalen skal være indgået mellem en forhandler og en slutbruger.

Klagen vedrører SKATs nægtelse af et køretøjs registrering under overgangsordningen i § 3, stk. 4, under henvisning til, at forhandleren ikke har indgået købsaftalen med en slutbruger i lovens forstand. Forhandleren havde indgået købsaftalen med [region1].

Det fremgår af lovens forarbejder, at ved en slutbruger skal forstås en forbruger. Motorstyrelsen anser dette for at være en henvisning til det køberetlige forbrugerbegreb, og finder derfor jf. den køberetlige definition af en forbruger, at salg til erhvervsdrivende ikke er omfattet af ordningen.

Motorstyrelsen finder det helt åbenbart, at henvisningen i forarbejderne til forbrugerbegrebet er til det køberetlige forbrugerbegreb. Det køberetlige forbrugerbegreb må anses for den gængse forståelse af ordet, og Motorstyrelsen er ikke bekendt med andre definitioner af ordet forbruger, som kunne være relevante i denne sammenhæng.

I EU-retligt perspektiv har Generaladvokaten i en præjudiciel afgørelse (C-541/99 og C 542/99 om hvorvidt et selskab kan anses som en forbruger) udtalt, at begrebet ”forbruger” udelukkende sigter til fysiske personer.

Denne argumentation underbygges yderligere af [person2] i U.2011B.258: ”Afgrænsning af det civilretlige forbrugerbegreb”, som Karnovs noter til købelovens § 4 a, henviser til. Det fremgår heraf: ”Private erhvervsvirksomheder og offentlige virksomheder, som driver erhvervsvirksomhed, er ikke omfattet af forbrugerbegrebet.”

Der kan desuden henvises til Købelovudvalgets betænkning om forbrugerkøb, betænkning nr. 845, hvoraf det fremgår: ”Køb af driftsinventar og driftsmateriel til brug i en erhvervsvirksomhed kan derimod ikke anses som forbrugerkøb.”

Motorstyrelsen finder derfor således, at [region1] ikke kan betragtes som forbruger, hvorfor der ikke kan gives tilladelse til at køretøjerne registreres efter reglerne fra før 3. oktober 2017.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af § 3, stk. 2, i lov nr. 1195 af 14. november 2017 om ændring af registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven, at de med loven indførte ændringer i registreringsafgiftsloven, træder i kræft den 1. januar 2018.

Det fremgår imidlertid af lovens § 3, stk. 4, at ændringerne i henhold til § 1, nr. 1, 15-19, 21-26, 28, 36-38 og 40, ikke har virkning for køretøjer, for hvilke der er underskrevet en bindende købsaftale mellem en forhandler og en slutbruger senest den 2. oktober 2017, og som i perioden fra og med den 3. oktober 2017 til og med den 1. april 2018 anmeldes til registrering, hvor der i forbindelse med registreringen anmodes om afgiftsberigtigelse efter de hidtil gældende regler.

Dokumentation for, at der er underskrevet en bindende købsaftale mellem forhandler og slutbruger senest den 2. oktober 2017, skal indsendes til told- og skatteforvaltningen senest i forbindelse med anmeldelse til registrering.

Af Skatteministeriets høringssvar af 19. oktober 2017, j.nr. 2017 – 5154, fremgår det, at Skatteministeriet på spørgsmål fra [organisation1] har svaret, at den foreslåede overgangsregel i § 3, stk. 4, kun omfatter bindende købsaftaler, som er indgået mellem en forhandler og en slutbruger. Ved slutforbruger forstås en forbruger.

Det lægges ved sagens afgørelse til grund som ubestridt, at der den 25. august 2017 er underskrevet en bindende købsaftale om varebilen mellem selskabet og [region1], og at selskabet den 26. januar 2018 har anmodet told- og skatteforvaltningen om afgiftsberigtigelse af varebilen i henhold til de hidtil gældende regler før den 3. oktober 2017. Det lægges ligeledes til grund som ubestridt, at selskabet den 26. januar 2018 har fremsendt tilstrækkelig dokumentation for, at der er underskrevet bindende købsaftale mellem selskabet og [region1].

Henset til ordlyden af bestemmelsen i § 3, stk. 4, jf. lov nr. 1195 af 14. november 2017, samt tidligere fortolkning af begrebet ”slutbruger”, jf. herved bl.a. Vestre Landsrets dom af 20. september 2000, offentliggjort i TfS2000.903, finder Landsskatteretten ikke tilstrækkeligt belæg for at fastslå, at der i § 3, stk. 4, skal indfortolkes, at en slutbruger skal været en forbruger i købelovens forstand. Det bemærkes herved, at der ikke i lovbemærkningerne er anført, at begrebet slutbruger skal forstås som en forbruger i købelovens forstand, ligesom det ikke fremgår klart af Skatteministeriets høringssvar af 19. oktober 2017, j.nr. 2017 – 5154, at der henvises til det køberetlige ”forbrugerbegreb”, der udelukker, at handel mellem erhvervsdrivende kan være omfattet af overgangsbestemmelsen i lovens § 3, stk. 4.

Landsskatteretten finder herefter, at en slutbruger i henhold til § 3, stk. 4, jf. lov nr. 1195 af 14. november 2017 om ændring af registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven, skal forstås som en køber af køretøj, der erhverver køretøjet med det formål at anvende køretøjet efter en afgiftsberigtigelse på færdselslovens område, uden videresalg for øje.

[region1] har erhvervet varebilen med det formål at anvende varebilen på færdselslovens område, uden videresalg for øje, hvorfor Landsskatteretten finder, at salget af varebilen er sket til en slutbruger. Varebilen skal derfor afgiftsberigtiges efter de hidtil gældende regler i registreringsafgiftsloven før den 3. oktober 2017, jf. § 3, stk. 4, i lov nr. 1195 af 14. november 2017 om ændring af registreringsafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven.

Landsskatteretten ændrer hermed SKATs afgørelse i overensstemmelse med selskabets påstand.