Kendelse af 18-09-2019 - indlagt i TaxCons database den 18-10-2019

Klagen skyldes, at SKAT har undladt at imødekomme en ansøgning om momsgodtgørelse for perioden 1. januar 2017 til 30. juni 2017 på 2.080.000 kr. for momsbeløbet af sagsomkostninger, der er blevet pålagt selskabet i forbindelse med en retssag i Danmark.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

[virksomhed1] B.V. (herefter selskabet) er beliggende i Nederlandene. Selskabet blev ved Østre Landsrets dom af 14. marts 2017 dømt til at betale 10.000.000 kr. til Erhvervsstyrelsen, Moderniseringsstyrelsen og Forsvarsministeriet, samt sagsomkostninger for Landsretten på 404.000 kr., samlet 10.404.000 kr., heraf 4.000 kr. retsafgift. Selskabets repræsentant har oplyst, at selskabet betalte beløbet i marts 2017. Ved dom af 19. januar 2018 stadfæstede Højesteret dommen.

Selskabet ansøgte den 22. november 2017 om momsgodtgørelse for perioden 1. januar 2017 til 30. juni 2017 på 2.080.000 kr. for momsbeløbet af sagsomkostninger, der er blevet pålagt selskabet i forbindelse med de pålagte omkostninger vedrørende retssagen i Danmark. SKAT modtog ansøgningen den 27. november 2017.

SKATs afgørelse

SKAT har den 9. februar 2018 truffet afgørelse, hvorefter SKAT har undladt at imødekomme en ansøgning om momsgodtgørelse for perioden 1. januar 2017 til 30. juni 2017 på 2.080.000 kr. for momsbeløbet af sagsomkostninger, der er blevet pålagt selskabet i forbindelse med en retssag i Danmark.

SKAT har i deres begrundelse bl.a. anført følgende:

”(...)

SKAT is unable to grant the company’s application.

The applied amount concerns expenses regarding costs related to the [virksomhed2] case/judgment.

According to § 37 (1) of the Danish VAT Act, registered businesses may, when they calculate their input VAT due, deduct VAT on business purchases etc. of goods and services solely used for business supplies subject to output VAT.

In the present case, SKAT does not find that the VAT amount concerns an expense incurred by the applicant as part of his purchase of goods and services which are used solely for the company’s taxable deliveries.

A refund can only be granted for purchases of a nature which companies registered in Denmark may deduct pursuant to the Act when calculating the VAT amount due.

Thus the VAT amount, for which refund is requested, is not refundable pursuant to § 45 (1) of the VAT Act.

(...).”

SKAT har i en udtalelse til klagen bl.a. anført følgende:

”(...)

Ved afgørelsen af 9. februar 2018 har SKAT lagt til grund, at ansøger ikke har fradragsret for udgifter vedrørende sagsomkostninger afholdt i forbindelse med deltagelse i en retssag.

Retssagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt virksomheden, det hollandske selskab [virksomhed1] B.V., hæfter for eller er erstatningsansvarlig for de sagsomkostninger, som dets datterselskab [virksomhed2]. blev dømt til at betale i forbindelse med afgørelsen af en retssag, datterselskabet havde anlagt mod de danske myndigheder.

Det var således ikke tale om omkostninger, der relaterede sig til ansøgeren, men til ansøgers datterselskab.

SKAT har afvist refusionsansøgningen med den begrundelse, at de afholdteudgifter (advokatomkostninger og administrationshonorarer) ikke anses for udelukkende at være anvendt med henblik på ansøgeres momspligtige leverancer, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Der er ikke fradragsret for moms af sagsomkostninger, som en virksomhed blev pålagt at betale til modparten. Hverken modparten eller dennes advokat leverede momsbelagte varer eller ydelser til den virksomhed, der blev pålagt at betale sagsomkostninger til modparten. Virksomheden var derimod pålagt at betale modpartens skønnede udgifter.

(...).”

Selskabets opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at ansøgningen om momsgodtgørelse for perioden 1. januar 2017 til 30. juni 2017 på 2.080.000 kr. imødekommes, idet der er tale om udgifter, der giver ret til momsgodtgørelse.

Repræsentanten har til støtte herfor bl.a. anført følgende:

”(...)

[virksomhed1] B.V. is a Dutch limited liability company. [virksomhed1] B.V. is the head of a group of companies. One of these companies is [virksomhed2]. [virksomhed1] B.V. is the sole shareholder and sole director of [virksomhed2].

[virksomhed2]. is the entity within the [virksomhed1] group of companies which is specialized in leasing communication network systems to third parties. [virksomhed2]. especially had commercial activities in Denmark. In 2007 the Danish government set up a tender procedure which lead to loss of business activities for [virksomhed2] in Denmark. [virksomhed2] had objections against the tender procedure and initiated legal proceedings in Denmark against the Danish authorities. As a result of the tender procedure [virksomhed2] lost its activities in the years after 2007, slowly but surely.

Unfortunately [virksomhed2] lost the legal proceedings against the Danish authorities. The District Court decided on 4 April 2014 that [virksomhed2] had to pay the Danish authorities’ litigation costs and expenses including VAT in the amount of DKK 17.817.271,80. On 23 October 2015 the High Court decided to overrule this decision and decided that [virksomhed2] must pay the Danish authorities’ litigation costs in the amount of DKK 13.800.000 including VAT. Copies of both decisions are attached to this letter.

However, [virksomhed2] was not able to pay this amount. The Danish authorities claimed that in that case [virksomhed1] would have to pay these litigation costs including VAT. The Danish High Court decided on 14 March 2017 that indeed [virksomhed1] on behalf of [virksomhed2] would have to pay part of the Danish authorities’ litigation costs including VAT, i.e. DKK 10.404.000 including VAT. 25 % of this amount, i.e. DKK 2.080.000 concerns VAT as decided explicitly by the courts. [virksomhed1] paid this amount plus interest in March 2017. [virksomhed1] is entitled to reimbursement of the VAT amount it paid to the Danish authorities.

The Supreme court In its decision of 9 February 2018 confirmed the High Court’s decision.

SKAT decided that reimbursement of VAT cannot take place in this case because this VAT amount would not concern “an expense incurred by the applicant as part of his purchase of goods and services which are used solely for the companies taxable deliveries.” As stated above the [virksomhed2] activities were indeed taxable deliveries as defined in the Danish VAT act. This also applies to [virksomhed1]’s activities at present and in the past. Both [virksomhed1] and [virksomhed2] have always paid and received VAT for goods and services received and delivered and accounted for these VAT amounts with the tax authorities. The consideration in the SKAT decision that the VAT does not concern VAT activities is therefore not correct.

The VAT for which reimbursement is requested concerns VAT on business purchases of services used for business supplies subject to output VAT, in accordance with § 37 (1) of the Danish VAT act. With these purchases of services [virksomhed2] and [virksomhed1] intended to uphold [virksomhed2]’ activities in Denmark. Unfortunately this did not lead to success but nevertheless the VAT should of course be deductible and – in this case – has to be reimbursed pursuant to§ 45 (1) of the VAT act.

(...).”

Landsskatterettens afgørelse

Der skal tages stilling til, om det er med rette, at SKAT har undladt at imødekomme en ansøgning om momsgodtgørelse for perioden 1. januar 2017 til 30. juni 2017 på 2.080.000 kr. for momsbeløbet af sagsomkostninger, der er blevet pålagt selskabet i forbindelse med en retssag i Danmark.

Det fremgår af momssystemdirektivets artikel 170, første afsnit, litra a), at enhver afgiftspligtig person, der ifølge artikel 1 i direktiv 79/1072/EØF (nu direktiv 2008/9/EF) ikke er etableret i den medlemsstat, hvor han køber varer og ydelser eller indfører momspligtige varer, har ret til at få denne moms tilbagebetalt, såfremt varerne og ydelserne anvendes til de i artikel 169 omhandlede transaktioner.

Af momssystemdirektivets artikel 169, første afsnit, litra a), fremgår det, at foruden det i artikel 168 omhandlede fradrag har den afgiftspligtige person ret til at fradrage den i nævnte artikel omhandlede moms, såfremt varerne og ydelserne anvendes til hans transaktioner i forbindelse med de i artikel 9, stk. 1, andet afsnit, omhandlede former for virksomhed, som udføres uden for den medlemsstat, hvor afgiften skal betales eller er betalt, når de ville give ret til fradrag, såfremt de blev udført inden for denne medlemsstat.

Videre fremgår det af momssystemdirektivets artikel 171, at tilbagebetaling af momsen til afgiftspligtige personer, der ikke er etableret i den medlemsstat, hvor de køber varer og ydelser eller indfører momspligtige varer, men i en anden medlemsstat, foretages i henhold til de gennemførelsesbestemmelser, der er fastsat i direktiv 79/1072/EØF (nu direktiv 2008/9/EF).

Af artikel 6 i direktiv 2008/9/EF fremgår det, at for at være berettiget til tilbagebetaling i tilbagebetalingsmedlemsstaten skal en afgiftspligtig person, der ikke er etableret i tilbagebetalingsmedlemsstaten, gennemføre transaktioner, der giver ret til fradrag i den medlemsstat, hvor han er etableret. Videre fremgår det af artikel 5 i direktiv 2008/9/EF, at uanset artikel 6 fastsættes med henblik på dette direktiv retten til tilbagebetaling af en indgående afgift efter direktiv 2006/12/EF (momssystemdirektivet) som anvendt af tilbagebetalingsmedlemsstaten.

Det fremgår af den danske momslovs § 45, stk. 1, at afgiftspligtige personer, der ikke er etableret her i landet, ikke er registreringspligtige her i landet og hverken er valgfrit eller frivilligt registreret her i landet, kan få godtgjort den afgift, som er betalt her for varer og ydelser til virksomhedens erhvervsmæssige brug. Godtgørelse indrømmes dog kun, i det omfang den afgiftspligtige persons transaktioner berettiger til fradrag i det land, hvor vedkommende er etableret, og i det omfang virksomheder registreret her i landet kan foretage fradrag for afgift ved opgørelse af afgiftstilsvar efter loven, jf. 2. pkt.

For at afgiftspligtige personer omfattet af momslovens § 45, stk. 1, kan indrømmes godtgørelse af afgiften, skal der således være tale om en fradragsberettiget udgift, jf. momslovens § 37, stk. 1.

Af momslovens § 37, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, fremgår følgende:

”Virksomheder registreret efter §§ 47, 49, 51 eller 51 a kan ved opgørelsen af afgiftstilsvaret som indgående afgift, jf. § 56, stk. 3, fradrage afgiften efter denne lov for virksomhedens indkøb m.v. af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer, som ikke er fritaget for afgift efter § 13, herunder leverancer udført i udlandet, jf. dog stk. 6.

(...)

Stk. 2. Den fradragsberettigede afgift er

1) afgiften af varer og ydelser, der er leveret til virksomheden,

(...)”

Der skal således være foretaget en leverance til selskabet for, at selskabet kan få fradrag – og dermed momsgodtgørelse – for udgiften.

EU-Domstolen har i sag C-136/99 (Société Monte Dei Paschi Di Siena) udtalt, at ved bestemmelsen af størrelsen af en eventuel tilbagebetaling i henhold til Rådets ottende direktiv 79/1072/EØF (nu direktiv 2008/9/EF), må det undersøges, om de pågældende transaktioner giver ret til fradrag i den medlemsstat, der skal foretage tilbagebetalingen, jf. præmis 27.

Landsskatteretten fandt i SKM2001.457.LSR frem til, at en klager ikke havde fradragsret for momsen af sagsomkostninger, idet udgiften ikke kunne anses at vedrøre dennes indkøb af momsbelagte varer og ydelser som omhandlet i momslovens § 37, stk. 1. Landsskatteretten udtalte, at hverken klagerens modpart eller dennes advokat således havde leveret momsbelagte varer eller ydelser til klageren – klageren var derimod pålagt at betale modpartens skønnede udgifter til momsbelagte ydelser.

Det fremgår af sagens oplysninger, at Østre Landsret ved dom af 14. marts 2017 – som blev stadfæstet ved Højesterets dom af 19. januar 2018 – har afgjort, at selskabet skulle betale 10.404.000 kr., heraf 4.000 kr. i retsafgift, som følge af, at selskabet er blevet pålagt at skulle betale modpartens sagsomkostninger. Selskabet har anmodet om tilbagebetaling af moms på 2.080.000 kr.

Landsskatteretten finder, at selskabet ikke har ret til tilbagebetaling af den moms for de af de pålagte sagsomkostninger beregnede moms, idet selskabet ikke har fået leveret momspligtige ydelser. Selskabet er derimod blevet pålagt at betale modpartens skønnede udgifter til momsbelagte ydelser. Selskabets udgifter til pålagte sagsomkostninger kan således ikke anses at vedrøre dennes indkøb af momsbelagte varer og ydelser, som er leveret til ham af en anden afgiftspligtig person, som omhandlet i momslovens § 37, stk. 1, og momssystemdirektivets artikel 168, første afsnit, litra a).

Landsskatteretten bemærker, at det er en betingelse for tilbagebetaling af moms i henhold til direktiv 2008/9/EF, at de pågældende transaktioner giver ret til fradrag i den medlemsstat, der skal foretage tilbagebetalingen. Hertil bemærkes, at Landsskatteretten i den tidligere omtalte sag har taget stilling til, hvorvidt en klager havde ret til fradrag vedrørende momsen for pålagte sagsomkostninger. Landsskatteretten fandt, at der ikke var ret til fradrag vedrørende disse transaktioner, jf. SKM2001.457.LSR.

På baggrund af ovenstående stadfæster Landsskatteretten SKATs afgørelse.