Kendelse af 01-10-2018 - indlagt i TaxCons database den 03-11-2018

SKAT har opkrævet 390.416 kr. i registreringsafgift for køretøjet, idet SKAT har anset køretøjet for registreringspligtigt i Danmark, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1-3.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabets køretøj blev den 13. september 2017 standset under SKATs kontrol ved [by1] grænseovergang. Køretøjet var en ikke indregistreret Jaguar XF 3,0 V6 og selskabets faste prøveskilte med registreringsnummer [reg.nr.1] var påmonteret køretøjet. Føreren af køretøjet var [person1].

Køretøjet blev købt og importeret af selskabet fra Tyskland den 13. september 2017. Det er oplyst af selskabets repræsentant, at køretøjet skulle importeres til selskabets virksomhedsadresse og efterfølgende sælges til [virksomhed1] A/S. [virksomhed1] A/S (leasinggiver) havde indgået en aftale med [person2] (leasingtager) omkring flexleasing af køretøjet. [virksomhed1] A/S udarbejdede den 29. september 2017 en leasingaftale på køretøjet. Det fremgår af leasingaftalen, at leasingperioden er 1. oktober 2017 til 30. september 2018. Leasingaftalen er underskrevet af leasinggiver, men ikke af leasingtager.

Den 11. september 2017 blev der overført 90.000 kr. fra leasingtager til selskabet. Beløbet svarer til den engangsydelse der fremgår af leasingaftalen af 29. september 2017.

På standsningstidspunktet oplyste både [person1] og selskabets direktør, [person3], overfor SKAT, at [person1], grundet nogle pensionsmæssige forhold, ikke var ansat i selskabet.

SKAT inddrog de faste prøveskilte på standsningstidspunktet og SKAT har ved afgørelse af 1. februar 2018 opkrævet selskabet 390.416 kr. i registreringsafgift. Køretøjet blev beslaglagt.

Ved telefonsamtale senere den 13. september 2017 oplyste selskabets repræsentant overfor SKAT, at [person1] var ansat i selskabet. Den 14. september 2017 fremsendte selskabets repræsentant en samarbejdskontrakt mellem selskabet og [person1] til SKAT. Samarbejdskontrakten er dateret og underskrevet den 9. januar 2017.

Det fremgår af samarbejdskontrakten, at [person1] modtager vederlag for de ydelser, han udfører for selskabet. Vederlaget opgøres og udbetales en gang årligt på baggrund af rater, der fastsættes med udgangspunkt i ydelsens karakter, herunder kørselsafstanden og den tidsmæssige udstrækning af kørslen. Vederlaget indsættes, ifølge samarbejdskontrakten, på [person1]s pensionsopsparing hos [virksomhed2].

Selskabets repræsentant har fremlagt et bankbilag dateret den 24. april 2018, hvoraf det fremgår at selskabet har overført et vederlag til [person1]s pensionsopsparing hos [virksomhed2]. Der er ligeledes fremlagt en oversigt over [person1]s kørsler for selskabet i 2017.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet selskabet 390.416 kr. i registreringsafgift for køretøjet, idet SKAT har anset køretøjet for omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 7 stk. 1-3.

SKAT har bl.a. begrundet afgørelse med, at:

”(...)

Køretøjet har været anvendt i Danmark og er derfor omfattet af registreringspligten i Danmark. Køretøjet skulle derfor have været indregistreret på danske nummerplader i Danmark, og der skulle endvidere have været betalt registreringsafgift af køretøjet.

Under behandlingen af sagen er der konstateret disse forhold, der har relevans for sagen, og som indgår i den samlede vurdering:

(...)

SKAT bemærker vedrørende definition af ansat i relation til registreringsbekendtgørelsen

En ”ansat” skal i forhold til prøveskilte forstås som en person med en ansættelseskontrakt, lærlingekontrakt, osv.

Udtrykket ”ansat” kan ikke dække en frivillig hjælper m.v., dvs. en person, som hjælper i virksomheden og som ikke modtager løn i virksomheden i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 81.

Ordet ”ansat” leder til en strengere fortolkning end ordet ”arbejder i”, som anvendes i forbindelse med reglerne om mandskabsvogne. En person, der ”arbejder i” en virksomhed, kan eventuelt være en person, som ikke er lønnet af virksomheden, hvorimod en ”ansat” som altovervejende udgangspunkt er en lønnet medarbejder. Det vil sige, at den eksisterende praksis, hvorefter ulønnede medarbejdere som udgangspunkt ikke betragtes som ansatte, efter vores opfattelse er korrekt.

SKATs vurdering af de indkomne oplysninger

SKAT finder på baggrund heraf, at kørslen den 13. september 2017, ikke er omfattet af den undtagelse til registreringspligt, som gælder for kørsel på faste prøveskilte, hvorfor der er indtrådt pligt til registrering af køretøjet i Køretøjsregistret samt registreringsafgiftspligt ved køretøjets ibrugtagning på færdselslovens område.

SKAT har modtaget kontoudtog, der viser at der den 11. september 2017 er overført 288.796 kr. til [virksomhed3] GmbH samt modtaget 90.000 kr. fra [person2] og [person4].

Ved forespørgsel til [virksomhed1] A/S, er det blevet oplyst, at henvendelse til leasingselskabet med henblik på kreditvurdering og udfærdigelse af leasingtilbud er modtaget den 1. september 2017.

Der ses dog efterfølgende først at være fremlagt et leasingtilbud/kontrakt, dateret den 29. september 2017, som ses at være efter kontroltidspunktet og er underskrevet af leasinggiver.

Det er via [virksomhed1] A/S, oplyst at leasingtilbuddet/kontrakten aldrig blev til noget, idet køretøjet imellem tiden var blevet beslaglagt af SKAT.

Ved søgning på internetsiden [virksomhed4]ruteplan ses der at være en beregnet afstand på 945 km (via rute A7) mellem sælger i Tyskland ([adresse2], [by3]) og grænsen ved [by1].

På baggrund af ovenstående vejledende kilometerberegning anser SKAT ikke kørslen for at være bagatelagtig kørsel eller i øvrigt af helt ekstraordinær karakter, da selskabets prøveskilte er anvendt på ca. 945 km., jf. ovenstående vejledende km. beregning.

SKAT er således ikke af samme opfattelse som partsrepræsentanten, at der er tale om at kørslen falder ind under bagatelgrænsen og i øvrigt er af helt ekstraordinær karakter.

Dette begrundes med at prøveskiltene ses at være anvendt i strid med reglerne i registreringsbekendtgørelsen, hvor det uregistreret køretøj grundlæggende er ibrugtaget på færdselslovens område og derfor ifalder registreringsafgiftspligt og registreringsafgift.

SKAT mener på denne baggrund, at det fremlagte tilbud på leasing via [virksomhed1] A/S, ikke kan tillægges betydning da det på kontroltidspunktet, den 14. september 2017, ikke er dokumenteret, at [virksomhed1] A/S er ejer af køretøjet og dermed kan udbyde køretøjet på en leasingkontrakt, hvorfor leasingselskabet ikke kan anvende registreringsafgiftsloven § 3 b, stk. 1.

SKAT konkludere således sammenfattende, at køretøjet er ibrugtaget på færdselslovens område uden forudgående anmeldelse af ibrugtagningen til SKAT, jf. registreringsloven § 2, hvorfor køretøjet ifalder registreringspligt og tilhørende registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1.

SKATs kommentarer til de henviste SKM-domme m.v.

Partsrepræsentanten har endvidere i indsigelsen henvist til SKM2013.58, hvoraf det fremgår at der ikke var rejst straffesag mod føreren, idet denne ikke var ejer eller ansat i selskabet der ejede prøveskiltene.

Der var tale om 2 kørsler over korte strækning, i alt 31 km, hvor køretøjet skulle til reparation og at det var hensigten at køretøjet få måneder efter skulle indregistreres og afgiftsberigtiges.

Retten havde endvidere ikke rejst straffesag mod den person, der førte køretøjet og at formålet med den undtagelsesvise kørsel var sammenfaldende med et af de formål, som er tilladt at varetage ved kørsel med faste prøveskilte.

SKAT mener ikke at den dom der henvises til (SKM2013.58) er direkte sammenlignelig. Dette begrundes med at der i nærværende sag dels er tale om kørsel i et uregistreret køretøjet påsat selskabets faste prøveskilte, med ikke-ansat som fører, hvorfor prøveskiltene har været anvendt i strid med reglerne for brug af faste prøveskilte.

Endvidere har prøveskiltene været anvendt fra sælges adresse i Tyskland til grænseovergangen ved [by1], beregnet til i alt 945 km., hvilket SKAT ikke anser for bagatelagtig kørsel.

Oplysningen om at der i dommen ikke skulle være ført en straffesag mod føreren af køretøjet, ses ikke at vedrører problematikken i nærværende sag (ibrugtagning af ikke-afgiftsberigtiget køretøj), hvorfor dommen derfor ikke ses at være direkte sammenlignelig som henvisning til relevant dom.

Partsrepræsentanten henviser endvidere til SKM2011.371.ØLR , der vedrører ejerens frifindelse for betaling af registreringsafgift. Af dommen fremgår det at der er købt prøvemærker i MOTOR samt at kørslen væsentligt oversteg km. tallet i SKM2013.58.

Endvidere henvises der også til VLR U1977.179V, hvor der i dommen refereres til at der i hver enkelt tilfælde skal ske en konkret vurdering ud fra et proportionalitetsprincip.

Partsrepræsentanten henviser endvidere i indsigelsen til at SKAT i udsendte forslag til afgørelse har henvist til SKM2015.698.HR og SKM2011.658.ØLR, hvor der i den sidste afgørelse henvises til at ejeren havde overladt køretøjet til en bruger i en kommisionsaftale og at km. tallet i aftaleperioden var opgjort til i alt 5.386 km.

Højesteret fastslog i dommen at ibrugtagning skal vurderes konkret ud fra kørslens formål og omfang.

SKAT mener dog ikke at de to domme der henvises til er direkte sammenlignelig, idet SKM2011.658.ØLR vedrører en ejers køb af løse prøvemærker hos MOTOR, der således ikke vedrører problematikken omkring anvendelse af faste prøveskilte i strid med reglerne.

SKAT har endvidere, i den konkrete sag, dels ved selve beslaglæggelsen af køretøjet og efterfølgende pålæggelse af registreringsafgift, foretaget en konkret vurdering på baggrund af proportionalitetsprincippet.

(...)”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt principal påstand om, at der ikke er grundlag for at opkræve registreringsafgift, idet selskabets anvendelse af prøveskiltene har været i overensstemmelse med registreringsbekendtgørelsen. Subsidiært har repræsentanten nedlagt påstand om, at registreringsafgiften fastsættes til et lavere beløb.

Til støtte herfor har selskabet anført, at:

”1. Kørslen medfører ikke registrerings- og afgiftspligt, da kørslen skete ioverensstemmelse med reglerne om faste prøveskilte idagældende registreringsbekendtgørelses §§ 78-82:

(...)

For så vidt angår tredje punkt om kørslens karakter og formål bemærkes, at SKAT på side 5 i sin endelige sagsfremstilling anfører, at SKAT har konstateret, at Køretøjet er anvendt til privat kørsel. Dette er åbenbart forkert.

Det bestrides, at der skulle være tale om privat kørsel, eller i øvrigt at Køretøjet skulle være anvendt til et formål, der ikke er omfattet af lovlig kørsel med prøveskilte efter bestemmelserne i dagældende registreringsbekendtgørelses §§ 78- 82, idet formålet - kørsel i forbindelse med import af et køretøj til det sted her i landet, hvor importøren [[virksomhed4]] har adresse, herunder virksomhedsadresse - utvivlsomt er omfattet af reglen i dagældende registreringsbekendtgørelses § 79, stk. 2, nr. 2, og kørslen skete således udelukkende i [virksomhed4] interesse.

Kørslen kan endvidere ikke karakteriseres som "privat', idet [person1] reelt er - eller må sidestilles med en - ansat i [virksomhed4], jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 81 og nærmere herom nedenfor. Herudover fik [person1] intet "privat" behov dækket ved kørslen for [virksomhed4], idet han intet privat ærinde havde i hverken Tyskland eller Danmark. [person1] handlede ikke varer ved grænsen, han havde ingen passagerer i bilen, han foretog ingen svinkeærinder osv. I stedet foretog han en importkørsel for [virksomhed4] mod betaling.

(...)

I det følgende vil det blive behandlet; 1) hvilken betydning parternes opfattelse og forklaring om aftaleforholdet/samarbejdet har i retlig henseende, og 2) hvordan begrebet "ansat" defineres i dansk ret, herunder om det er et krav, at den "ansatte" har en ansættelseskontrakt og/eller får løbende lønudbetaling:

Ad 1) Parternes opfattelse af - og forklaring om - aftale forholdet:

Det er efter dansk ret ikke aftalens parter, der - ved deres beskrivelse af aftaleforholdet - afgør, om aftaleforholdet er et ansættelsesforhold eller noget helt tredje.

Er aftalen mellem parterne de facto indrettet, så den falder ind under dansk rets definition af et ansættelses-/tjenesteforhold, jf. nærmere herom nedenfor under pkt. 2, må dette lægges til grund uanset parternes modsatrettede opfattelse eller forklaringer, der kan være båret af misforståelser, andre hensyn og ikke mindst af de spørgsmål, der bliver besvaret.

SKAT kan med andre ord ikke lægge afgørende vægt på formaliteter, såsom parternes forklaringer og deres betegnelse af aftalegrundlaget, da disse kan være båret af andre hensyn, der ikke er relevante i forhold til nærværende vurdering af, om [virksomhed4] og [person1]s aftaleforhold reelt er - eller må sidestilles med - et ansættelsesforhold.

[person1] havde en konkret og begrundet interesse i at forklare, at han ikke skulle være ansat hos [virksomhed4], idet han frygtede, at en rubricering som "ansat" eller "lønmodtager" kunne få konsekvenser for ham som pensionist, hvilket [person1] havde oplevet ved en tidligere ansættelse.

[person3] kendte [person1] bekymring og ønske om ikke at fremstå som ansat/lønmodtager i forhold til de eventuelle konsekvenser, dette ville kunne have i forhold til hans pension, hvorfor han følte sig forpligtet til at forklare, at [person1] ikke formelt skulle være ansat som lønmodtager i [virksomhed4].

Da parternes formelle forklaring ikke kan lægges til grund som afgørende for, om aftaleforholdet og arbejdsrelationen mellem [virksomhed4] og [person1] kan defineres som et ansættelsesforhold, er det i stedet relevant at bestemme ud fra dansk rets definition af begrebet ansat og de faktuelle forhold i sagen, om aftaleforholdet og arbejdsrelationen mellem [virksomhed4] og [person1] reelt er - eller må sidestilles med - et ansættelsesforhold, jf. herom straks nedenfor.

Ad 2) Definition af begrebet " ansat" i retlig henseende:

(...)

Det bemærkes i den forbindelse, at der ikke i dansk ret findes en generel og entydig definition af et ansættelses-/tjenesteforhold. I stedet tager vurderingen sit udgangspunkt i en række overordnede kriterier, der er opstillet i teori og retspraksis.

Et af de vægtigste kriterier i denne vurdering er, om arbejdsgiveren besidder og udøver en løbende instruktionsbeføjelse i forhold til den ansatte, således at der eksisterer et egentlig over-underordnelsesforhold.

I nærværende tilfælde er det [virksomhed4], der som arbejdsgiver tilrettelægger indholdet af og tidspunktet for de arbejdsopgaver, som [person1] skal udføre, og [person1] har ikke ret til selvstændigt at fastlægge hverken sine arbejdstider eller -opgaver, herunder måden hvorpå de enkelte opgaver skal løses.

Det er [virksomhed4], der anviser hvilke biler, der skal afhentes, importeres eller transporteres, hvornår dette skal foregå, og ligeledes hvordan [person1] skal transporteres hen til den pågældende bil, der skal afhentes, importeres eller transporteres. [virksomhed4] instruerer således i hvert tilfælde [person1] om indholdet af den pågældende afhentning og import.

[person1] har derfor ingen selvstændig beslutningskompetence i relation til opgavernes udførelse, og [person1] er ikke bemyndiget til at indgå aftaler, der går udover de konkrete instrukser, som [virksomhed4] har givet om den pågældende opgave. Såfremt der bliver behov herfor, skal [person1] indhente godkendelse hos [virksomhed4].

[person1] er forpligtet til at stå til rådighed, når [virksomhed4] har konkret behov for dennes bistand til en transportopgave, der tidsmæssigt kan ligge både i hverdage og weekender, samt naturligvis indebære både kørsel i ind- og udland.

Endvidere har [person1] pligt til, i forbindelse med udførelsen af sine arbejdsopgaver, løbende at underrette [virksomhed4] om den pågældende transportopgaves udførelse og eventuelle problemer, der måtte opstå i forbindelse med transporten.

Det er [person1] personligt, der skal udføre arbejdsopgaverne for [virksomhed4], og [person1] kan derfor ikke antage andre, til at udføre de arbejdsopgaver, han får tildelt af [virksomhed4].

[person1] legitimerer sig i forbindelse med sine arbejdsopgaver, dels ved fuldmagt, jf. bilag 7, og dels ved fremvisning af sit visitkort, jf. bilag 8, blandt andet når han afhenter bilerne.

Det er [virksomhed4], der bærer risikoen og omkostningerne forbundet med alle de af [person1] udførte arbejdsopgaver og transporter, ligesom [person1] er omfattet af [virksomhed4] forsikring. [virksomhed4] er som arbejdsgiver tillige ansvarlig efter reglen om arbejdsgiveransvar i DL 3-19-2.

For så vidt angår arbejdsgiveransvaret i DL 3-19-2 bemærkes i øvrigt, at ansvaret ikke er betinget af, at arbejdstageren er fast ansat hos arbejdsgiveren eller at denne modtager vederlag for arbejdet. Arbejdsgiverens ansvar omfatter selv ganske kortvarige og vederlagsfri arbejdsydelser, jf. eksempelvis U 1954.639 H, hvor en gårdejer havde bedt sin nabo om at drive køerne hjem fra marken for sig, og U 1963.912/2 V hvor et feriebarn løb et byærinde for en gårdejer.

(...)

Hertil kommer, at [person1] tillige vederlægges ved en årlig engangsindbetaling på hans pensionskonto hos [virksomhed2] opgjort af [virksomhed4] revisor på baggrund af de i samarbejdskontrakten angivne lønsatser samt antallet af udførte kørsler det pågældende år, jf. bilag 4, pkt. 4.

For de kørsler, som [person1] har foretaget for [virksomhed4] i 2017, har han således i 2018 fået indbetalt kr. 10.750 på sin pensionsopsparing hos [virksomhed2] jf. bilag 5 og 6.

(...)

Det fremgår imidlertid intetsteds i dansk ret, at et ansættelsesforhold kræver en løbende lønudbetaling - eller modtagelse af løn overhovedet - og for timeløns­ og provisionsansatte forekommer dette som en selvfølge, eksempelvis i tilfælde hvor de henholdsvis ikke har haft nogen timer, eller ikke har opfyldt provisionskravene.

(...)

Endvidere lægger SKAT betydelig vægt på [person1]s oplysning om, at han ikke har en ansættelseskontrakt. Det er korrekt, at [person1] ikke har en ansættelseskontrakt, men i stedet en samarbejdskontrakt, jf. bilag 4.

I dansk ret er det ikke en gyldighedsbetingelse for et aftaleforhold, at den kontrakt, der definerer og regulerer aftaleforholdet, er affattet på skrift. Det samme er tilfældet for så vidt angår et ansættelsesforhold.

En person kan således godt være ansat i en virksomhed uden at have en ansættelseskontrakt, og den manglende ansættelseskontrakt medfører således ikke, at der ikke består et juridisk aftaleforhold. Den manglende ansættelseskontrakt kan dog medføre, at arbejdsgiveren pålægges at betale en godtgørelse til den ansatte, såfremt ansættelsesforholdet i øvrigt er omfattet af ansættelsesbevisloven, jf. lovens § 6.

I alle tilfælde har det dog ingen betydning i nærværende sag, at der ikke eksisterer et dokument, der formelt benævner sig ansættelseskontrakt, idet parternes arbejdsrelation og aftaleforhold er skriftligt reguleret ved parternes samarbejdskontrakt, jf. bilag 4.

(...)

Sammenfattende gøres det derfor gældende, at kørslen og anvendelsen af de faste prøveskilte ikke var i strid med reglerne i dagældende registreringsbekendtgørelses §§ 78-82;

Idetkørslen foregik i et uregistreret køretøj af en type, der skal registreres, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 79, stk. 1, og som ikke er farligt for færdselssikkerheden, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 80, stk. 1, og

idet kørslen var af midlertidig eller lejlighedsvis karakter og med et formål, der er omfattet af dagældende registreringsbekendtgørelses § 79, stk. 2, nærmere bestemt kørsel i forbindelse med import af et køretøj til det sted her i landet, hvor importøren [[virksomhed4]] har adresse, herunder virksomhedsadresse, jf. § 79, stk. 2, nr. 2, og

idet [person1] reelt er - eller må sidestilles med en - ansat i [virksomhed4], jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 81, stk. 1, og

idet [person1] således ikke var uvedkommende for formålet med kørslen, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 79, stk. 3, ligesom der ikke var tale om "overdragelse af retten til prøveskiltene til andre", jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 78, stk. 5.

(...)

2. Køretøjet er i alle tilfælde ikke registrerings- og afgiftspligtig, da Køretøjet ikke er taget i brug på færdselslovens område:

(...)

Det følger af lov om registrering af køretøjer § 2, at køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, "inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område."

Med andre ord er det ibrugtagningen af et køretøj inden for det afgrænsede område, hvor færdselsloven gælder, der trigger registreringspligten og den deraf afledte afgiftspligt, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Det er dog ikke enhver "egentlig ibrugtagning" af et køretøj, der medfører registreringspligtens indtræden. Det er eksempelvis næppe tilstrækkeligt, at køretøjet blot henstår på færdselslovens område.

At anse Køretøjet for at være ibrugtaget på færdselslovens område i nærværende tilfælde, hvor [person1] bliver standset ved [by1] grænseovergang efter få meters kørsel på danske veje, forekommer noget kunstigt, ligesom en sådan fortolkning af begrebet "ibrugtagning på færdselslovens område", strider mod gældende retspraksis.

(...)

Ad) Ibrugtaget på færdsel lovens område:

Det nærmere indhold af begrebet "ibrugtaget" har været genstand for fortolkning i en række afgørelser. På baggrund af disse afgørelser kan det udledes, at der skal foretages en konkret vurdering af den skete kørsel ud fra kørslens omfang, karakter og formål, jf. blandt andet afgørelserne SKM2015.698.HR, SKM2011.658.ØLR, SKM2011.371.ØLR og SKM2013.58, der alle behandles nærmere nedenfor, og retspraksis har i den forbindelse skabt en bagatelgrænse, således at kørsel i et omfang, der ligger under denne grænse, ikke udgør "ibrugtagning" i henhold til lov om registrering af køretøjer§ 2.

Som et illustrativt eksempel kan henvises til afgørelsen SKM2013.58, hvor faktum i sagen har mange ligheder med faktum i nærværende sag.

(...)

Retten foretog en konkret vurdering af den pågældende kørsel og lagde i den forbindelse særlig vægt på, at der alene var tale om to kørsler over korte strækninger, at kørslerne skete for at bringe bilen til reparation, og at formålet med denne undtagelsesvise kørsel derfor var sammenfaldende med et af de formål, som er tilladt at varetage ved kørsel med faste prøveskilte, at reparatøren efter det oplyste kunne have udført transporten af den bil, der få måneder senere blev dansk indregistreret og afgiftsberigtiget i forbindelse med et salg til et leasingselskab, og endelig at der efter det oplyste ikke var blevet rejst straffesag mod den person, der førte køretøjet.

På baggrund af den konkrete vurdering fandt retten, at de stedfundne kørsler var kendetegnet ved en række særegne omstændigheder, og at kørslernes undtagelsesvise karakter bevirkede, at der ikke var sket en ibrugtagning af bilen på færdselslovens område, som burde udløse registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift.

(...)

Faktum i nærværende sag har utrolig mange ligheder med faktum i afgørelsen SKM2013.58, hvor retten fandt, at køretøjet ikke var registrerings- og afgiftspligtigt.

I nærværende sag er der således i lighed med afgørelsen SKM2013.58 tale om, at kørslen havde et formål, der er sammenfaldende med et af de formål, som er tilladt at varetage ved kørsel med faste prøveskilte, nærmere bestemt importkørsel, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 79, stk. 2, nr. 2, at der ikke er rejst straffesag mod føreren, [person1], eller ejeren af Køretøjet og de faste prøveskilte, [virksomhed4], og at hensigten med importen af Køretøjet var, at Køretøjet skulle sælges til leasingselskabet [virksomhed1] A/S, og at Køretøjet i den forbindelse skulle indregistreres og afgiftsberigtiges, jf. bilag 2.

Oven i dette kommer, at kørslen på færdselslovens område i nærværende sag - hvis der overhovedet kan siges at have fundet kørsel sted på færdselslovens område - har et omfang, der ligger væsentligt under de 31 km., som retten i SKM2013.58 fandt var af så ringe og undtagelsesvis karakter, at køretøjet ikke kunne anses for ibrugtaget.

I en anden afgørelse SKM2011.371.ØLR, fandt landsretten ligeledes, at der skal foretages en konkret vurdering af den skete kørsel.

(...)

Det bemærkes endvidere om afgørelsen SKM2011.371.ØLR, at Østre Landsret udtrykkeligt udtalte, at SKATs afgørelser i relation til registreringsafgiftspligtens indtræden er underlagt de almindelige forvaltningsretlige regler, herunder proportionalitetsprincippet.

Dette er helt i tråd med den ældre Vestre Landsrets-afgørelse U 1977.179, hvor landsretten ligeledes afviste afgiftspligt begrundet i proportionalitetshensyn.

SKAT henviser på side 7 i sin endelige sagsfremstilling til afgørelsen SKM2015.698.HR, hvor Højesteret fandt, at 3 kørsler i et omfang af minimum 500 km. ikke kunne anses for bagatelagtigt, hvorfor køretøjet var ibrugtaget og dermed registrerings- og afgiftspligtigt.

Højesteret lagde i sin afgørelse endvidere betydelig vægt på, at kørslerne i køretøjet ikke havde et formål, der var omfattet af reglerne om kørsel med faste prøveskilte, jf. dagældende registreringsbekendtgørelses § 79 stk. 2, nr. 1-11.

Det interessante i afgørelsen er derfor ikke, at 500 kilometers kørsel ligger over bagatelgrænsen og derfor udgjorde "ibrugtagning" af køretøjet, der medførte, at køretøjet var registrerings- og afgiftspligtigt, særligt i et tilfælde hvor kørslen ovenikøbet ikke blev foretaget med et formål, der lovligt kan varetages efter reglerne om faste prøveskilte.

Det interessante er i stedet, at Højesteret fastslår, at "ibrugtagning" skal vurderes konkret ud fra kørslens formål og omfang, hvilket er helt i overensstemmelse med SKM2013.58 og landsrettens begrundelse i 2. instans, jf. Østre Landsrets dom af 5. november 2013 i afd. nr. [...].

(...)

Samtidig understøtter afgørelserne, som SKAT selv henviser til, det af [virksomhed4] anførte, nemlig at "ibrugtagning" skal vurderes konkret ud fra kørslens formål, karakter og omfang, og at opkrævning af registreringsafgift i øvrigt skal være proportionelt henset til kørslens omfang, karakter og formål.

På baggrund af retspraksis må det derfor konkluderes, at der gælder en undtagelse til udgangspunktet om, at enhver form for egentlig ibrugtagning på færdselslovens områder (ubetinget) medfører afgiftspligtens indtræden.

Det bemærkes afslutningsvis, at SKAT på side 24 i sin sagsfremstilling fremkommer med et nyt argument til støtte for, at Køretøjet er ibrugtaget og dermed ifalder registrerings- og afgiftspligt, idet SKAT anfører, at kørslen ikke kan anses for bagatelagtig, da kørslens samlede omfang fra sælgers forretningssted i Tyskland til grænseovergangen ved [by1] andrager 945 km.

Som det er anført ovenfor, indtræder registrerings- og afgiftspligten, når et køretøj er taget i brug på færdselslovens område, jf. lov om registrering af køretøjer § 2, stk. 1, nr. 1, og registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt.

Da færdselslovens område ikke omfatter veje uden for Danmark, kan de 945 km., som Køretøjet har kørt i Tyskland- med det i øvrigt lovlige formål at importere Køretøjet- ikke konstituere "ibrugtagning på færdselslovens område", og kørslen i Tyskland er således irrelevant for vurderingen af, om Køretøjet er registrerings- og afgiftspligtigt i Danmark.

(...)

På baggrund af ovenstående om kørslens omfang, karakter og formål, gøres det overordnet gældende, at Køretøjet ikke kan anses for ibrugtaget på færdselslovens område, hvorfor Køretøjet ikke er registrerings- og afgiftspligtigt, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om registrering af køretøjer § 2, stk. 1, nr. 1.

Dette, da kørslen på et par få hundrede meter på danske veje er af så begrænset et omfang, og i øvrigt af så ekstraordinær og undtagelsesvis karakter, at kørslen falder ind under den i retspraksis skabte bagatelgrænse for ibrugtagning på færdselslovens område.

Det gøres samtidig gældende, at den del afkørslen på ca. 945 km., der foregik i Tyskland med henblik på import af Køretøjet, ikke har betydning for vurderingen af, om Køretøjet er ibrugtaget på færdselslovens område, jf. lov om registrering af køretøjer § 2, stk. 1, nr. 1.

Det gøres endvidere gældende, at der var tale om midlertidig eller lejlighedsvis kørsel med et formål, der utvivlsomt er omfattet af reglerne om kørsel med faste prøveskilte, nemlig kørsel i forbindelse med import af et køretøj til det sted her i landet, hvor importøren ([virksomhed4]) har adresse, herunder virksomhedsadresse, jf. § 79, stk. 2, nr. 2.

Formålet med kørslen er det samme, uanset om Landsskatteretten måtte finde, at [person1] ikke er - eller kan sidestilles med en - ansat i [virksomhed4], og at kørslen derfor af denne grund var i strid med reglerne om prøveskilte i dagældende registreringsbekendtgørelses § 81, stk. 1.

Det gøres tillige gældende, at hensigten med importen utvivlsomt var, at Køretøjet efterfølgende skulle overdrages fra [virksomhed4] til [virksomhed1] A/S, der herefter ville lease Køretøjet til leasingtager [person2] på en flexleasingaftale, og at Køretøjet i den forbindelse ville blive indregistreret og afgiftsberigtiget efter gældende regler for leasingkøretøjer.

Henset til kørslens omfang, karakter og formål gøres det endelig gældende, at det ikke er proportionelt at kræve, at Køretøjet skal fuldt afgiftsberigtiges som følge af at have kørt et par få hundrede meter på danske veje, idet bemærkes, at omstændighederne i nærværende sag afviger væsentligt fra de sædvanlige registreringsafgiftssager, der er karakteriseret ved, at bilejerens intention har været at køre i bilen uden at betale registreringsafgift her i landet, med andre ord bevidst afgiftsunddragelse.”

SKATs udtalelse til klagen

SKAT har den 12. juni 2018 fremsendt bemærkninger til selskabets klage. Heraf fremgår bl.a., at:

”(...)

SKAT finder endvidere at det at klager påberåber sig, at køretøjet skulle leases ud til en kunde på standsningstidspunktet ikke ændre det faktum at ejerskabet til køretøjet på kontroltidspunktet er dokumenteret, via fremlagt faktura fra Tyskland, til at være , CVR-nr. [...1].

SKAT finder at der skal lægges vægt på, at ejer, der er professionel aktør i bilbranchen, er hjemmehørende i Danmark, og dermed burde vide at bilen var ibrugtaget på færdselslovens område, hvorefter bilen er registreringspligtig i Danmark.

SKAT finder derfor at ibrugtagningen af det uregistrerede køretøj, den 13. september 2017, bevirker at køretøjet er omfattet af registreringsafgiftsloven § 1, stk. 1.

(...)

Endvidere er det SKATs opfattelse, at den definition af begrebet ansat, der måtte anvendes i anden lovgivning, ikke binder SKAT i spørgsmål der vedrører registreringspligt og – registreringsafgift.

Fremlagt samarbejdskontrakt mellem klager og føreren af køretøjet på kontroltidspunktet, tillægger SKAT ikke afgørende vægt, idet indbetalt beløb på førerens pensionsordning, som er sket via bankoverførsel, den 24. april 2018, dvs. efter kontroltidspunktet, samt at det faktum at der indsættes beløb på førerens pensionskonto ikke anses for at falde ind under begrebet ansat i henhold til registreringsbekendtgørelsen.

(...)

Ud over overstående bemærkninger, finder SKAT ikke, at der er fremlagt nye faktiske oplysninger i klagen, der ikke tidligere har været behandlet i forbindelse med SKATs sagsbehandling, der kan begrunde en anden afgørelse, hvorfor det indstilles at SKATs afgørelse af den 1. februar 2018, fastholdes.”

Klagerens bemærkninger til SKATs udtalelse

Selskabets repræsentant har den 29. juni 2018 fremsendt bemærkninger til SKATs udtalelse af 12. juni 2018. Heraf fremgår bl.a., at:

”Idet SKATs udtalelse ikke giver anledning til yderligere bemærkningen, skal det afslutningsvist understreges, at [virksomhed4] fastholder, at arbejdsrelationen mellem [person1] og [virksomhed4] opfylder de kriterier, der er opstillet i dansk ret som normerende for, om der er tale om et ansættelsesforhold.

Da SKAT ikke har godtgjort, at der gælder en særlig definition af ansatte i registreringsbekendtgørelsen, er [person1] derfor reelt at anse for – eller må sidestilles med – en ansat i [virksomhed4].

Da kørslen i øvrigt var i overensstemmelse med reglerne om faste prøveskilte i dagældende registreringsbekendtgørelses §§ 78-82, jf. den nærmere forklaring herom i [virksomhed4]’ klage af 1. maj 2018, er Køretøjet ikke registrerings- og afgiftspligtigt.

Uanset om Landsskatteretten måtte finde, at [person1] ikke er – eller kan sidestilles med en – ansat i [virksomhed4], og at kørslen derfor var i strid med dagældende registreringsbekendtgørelses § 81, stk. 1, fastholdes det endvidere, at Køretøjet i alle tilfælde ikke er registrerings- og afgiftspligtigt, da der, henset til kørslens omfang, karakter og formål, ikke er tale om, at Køretøjet er ibrugtaget på færdselslovens område, hvorfor Køretøjet ikke er registrerings- og afgiftspligtigt, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om registrering af køretøjer § 2, stk. 1, nr. 1.

Dette, da kørslen på et par få hundrede meter på danske veje er af så begrænset et omfang, og i øvrigt af så ekstraordinær og undtagelsesvis karakter, at kørslen falder ind under den i retspraksis skabte bagatelgrænse for ibrugtagning på færdselslovens område.”

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skatteankestyrelsen har den 5. juli 2018 sendt Skatteankestyrelsens indstilling til udtalelse hos SKAT (Motorstyrelsen). SKAT (Motorstyrelsen) har bl.a. anført følgende i sin udtalelse af 18. juli 2018:

”(...)

Af bemærkningerne til LFF 2017-10-04 nr. 18 fremgår, at:

”Det foreslås i § 7 d, stk. 1, at et prøveskilt, med de undtagelser der følger af § 7 d, stk. 2 og 3, kun må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter § 7 a, og de der er ansat hos denne.

Det er kun personer, hvor der foreligger en ansættelseskontrakt på almindelige vilkår mellem den, der har fået udleveret prøveskiltet, og den pågældende person, eller personer, hvor indehaveren af prøveskiltet på anden måde kan dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold, der anses som ansat. Ansatte i koncernforbundne selskaber anses som ansat i samtlige koncernforbundne selskaber.

Formålet er at sikre, at uvedkommende ikke bruger prøveskilte, og at det ved kontrol kan undersøges, om føreren er berettiget til at bruge prøveskiltet. Hvis der ikke foreligger en ansættelseskontrakt, eller prøveskilteindehaveren ikke på anden måde kan dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold, har SKAT i realiteten ikke mulighed for at kontrollere, om der er tale om en ansat.

I medfør af den gældende regel i registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 1, må et prøveskilt med de undtagelser der følger af registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 2 og 3, kun bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter registreringsbekendtgørelsens § 78 og de hos denne ansatte. Indholdet af denne bestemmelse foreslås således videreført. ” (Min understregning).

Ovenstående trådte i kraft den 1. januar 2018, hvorfor det ikke var gældende på tidspunktet for afgørelsen den 20. september 2017. Det fremgår dog klart af lovforslaget, at det er en videreførelse af den tidligere registreringsbekendtgørelses § 81, stk. 1, der siger, at prøveskilte kun må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter registreringsbekendtgørelsens § 78 og de hos denne ansatte.

(...)

Ud fra ovenstående er det vores vurdering, at lovgiver har tænkt sig, at følgende betingelser skal gælde for ansættelsesbegrebet i henhold til prøveskilte:

- Der skal enten foreligge en ansættelseskontrakt på almindelige vilkår mellem den, der har fået udleveret prøveskiltet, og den pågældende person, eller

- indehaveren af prøveskiltet skal på anden måde kunne dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold

I denne konkrete sag foreligger der ikke en ansættelseskontrakt på almindelige vilkår. Det er således vores vurdering, at det konkret skal vurderes, om der er tale om et reelt ansættelsesforhold.

Det er ikke defineret nærmere af lovgiver, hvad der forstås ved et reelt ansættelsesforhold. Vi vurderer derfor, at man skal støtte sig op af retspraksis sammenholdt med de faktuelle oplysninger i sagen.

Vi bemærker, at både [person1] og begge starter med at sige, at [person1] ikke er ansat. Herudover siger begge, at han ikke har kontrakt, ikke får løn og transporterer køretøjerne for fornøjelsens skyld. Det må således have formodningen i mod sig, at [person1] var ansat på tidspunktet for kørslen.

Skatteankestyrelsen bruger selv følgende betingelser i sagsnr. 17-0891225:

I denne sag består vederlaget i en indbetaling til [person1]s pension. Vederlaget er ikke en del af en løbende fast betaling. Overførslen af pensionen sker da også først den 24. april 2018, det vil sige efter klagesagen opstår. Vi mener derfor ikke, at man kan lægge vægt på vederlaget.

Ansættelseskontrakten er en samarbejdskontrakt. Det er der aftalemæssigt intet i vejen med. (...)

Vi vurderer ud fra samarbejdskontrakten, at [person1] har fuld beføjelse over sin arbejdstid. Det er ham selv, der planlægger og tilrettelægger sin arbejdstid qua han altid kan takke nej til en opgave.

For så vidt angår hyppighed og arbejdstid er det i klagers repræsentants mail af 14. september 2017 anført, at:

”Det bemærkes at [person1] alene benyttes i de undtagelsestilfælde, hvor [virksomhed4]s egne ansatte på grund af travlhed ikke kan varetage opgaven. ”

(...)

Det er vores vurdering ud fra ovenstående, at Skatteankestyrelsen mener, at interesse og instruktionsbeføjelse kan sidestilles med at være ansat. Vi må her henvise til Skatteankestyrelsens egen afgørelse i sagsnr. 17-0891225. Parten i den sag handlede også i selskabets interesse, ligesom han var underlagt instruktion fra ejeren. Her kom Skatteankestyrelsen dog til et andet resultat.

Vi vurderer, at ovenstående gælder for afgiftsfritagelse af mandskabsvogne, hvor man tidligere havde samme problematik, men det kan ikke overføres til brugen af prøveskilte. Det fremgår af forarbejder til L18, at der skal gælde et ansættelseskrav ved prøveskilte. Samme fremgår ikke af betingelserne for afgiftsfritagelse af mandskabsvogne.

Samarbejdsaftalen, som er indgået mellem [person1] og , er en samarbejdsaftale. For det første gælder, at [person1] selv kan bestemme, hvornår han vil arbejde, jf. ”takke nej til opgaven/erne”. For det andet fremgår det af den løbende opgørelse, at beløbene ikke stemmer overens med samarbejdsaftalen. Det fremgår blandt andet af afregningen, at der er kørt flere ture til 200 kr., hvilket ikke fremgår af samarbejdsaftalen.

Det fremgår af klagen af 20. december 2017, at [person1] ikke ville klassificeres som ansat, da det kunne få konsekvenser for hans pension. Det virker som om, at [person1] kan vælge, hvornår han vil være ansat og hvornår han ikke vil, alt efter hvornår det er gunstig for ham. Vi mener derfor, at det ikke kan sidestilles med et reelt ansættelsesforhold.

Henset til ovenstående er det vores vurdering, at prøveskiltene korrekt blev inddraget. Vi henviser i det hele til SKATs afgørelse af 20. september 2017.

(...)”

Selskabets bemærkninger til SKATs udtalelse

Selskabets repræsentant har den 26. juli 2018 fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og SKATs (Motorstyrelsens) udtalelse af 18. juli 2018. Heraf fremgår bl.a.:

”I sin udtalelse henviser Motorstyrelsen som noget nyt til LFF 2017-10-04 nr. 18, der vedrører forslag til ændring af blandt andet lov om registrering af køretøjer, således at reglerne om brug af prøveskilte og prøvemærker i dagældende registreringsbekendtgørelse erstattes af lovregler, der indføres i lov om registrering af køretøjer.

Hermed ophøjes reglerne om brug af prøveskilte til lovniveau af hensyn til grundlovens § 43. Det forekommer i den forbindelse generelt kritisabelt, at Motorstyrelsen i en sag om et indgreb over for en borger/virksomhed på skatte- og afgiftsområdet primært læner sig op ad et lovforslag, der ikke var vedtaget – og end ikke fremsat – på tidspunktet for standsningen af Køretøjet i nærværende sag.

På baggrund heraf og da lovforslaget først trådte i kraft pr. 1. januar 2018, bemærkes det derfor overordnet, at bemærkningerne til LFF 2017-10-04 nr. 18, naturligvis ikke kan tillægges betydning til skade for [virksomhed4] i relation til nærværende sag, hvilket så meget desto mere må gælde, da lovforslaget ikke er vedtaget.(...)

Motorstyrelsen henviser herefter til Skatteankestyrelsens afgørelse i sagsnr. 17-08912225, som Motorstyrelsen blandt andet har citeret i uddrag på side 2 i sin udtalelse.

Om afgørelsen i sagsnr. 17-08912225 – hvor Skatteankestyrelsen fandt, at SKAT med rette havde inddraget et sæt prøveskilte – bemærkes, at forholdene i sagen på væsentlige punkter afviger fra de faktiske forhold i nærværende sag.

Det fremgår af sagen, at føreren af det køretøj, der var påført prøveskiltene, var faderen til direktøren i det selskab, der var indehaver af prøveskiltene. Det førte køretøj var – i lighed med forholdene i nærværende sag – købt i Tyskland på vegne af en kunde i Danmark, idet køretøjet skulle på en leasingkontrakt. Kørslen skete således som led i importen af køretøjet.

Uden at det er nærmere forklaret hvorfor, kørte selskabets direktør i et separat køretøj med trailer, og han ankom til grænsen 10-15 minutter efter sin fader. Det var direktøren, og ikke faderen, der opbevarede faktura og registreringsattest vedrørende det importerede køretøj.

Skatteankestyrelsen lægger i sin afgørelse vægt på, at faderen alene hjælper med at importere biler, hvis der er behov for det, at han ikke modtager vederlag for denne kørsel, og at der ikke foreligger en ansættelseskontrakt.

I nærværende sag vederlægges [person1] de facto for sine kørsler for [virksomhed4], hvilket også er lagt til grund af Skatteankestyrelsen i sin indstilling af 5. juli 2018, og Motorstyrelsen bestrider da heller ikke, at [person1] har modtaget vederlag for sit arbejde for [virksomhed4], men anfører som støtte for, at [person1] ikke skulle være ansat, at der ikke er tale om ”en løbende fast betaling”.

Motorstyrelsen redegør dog ikke nærmere for med støtte i hvilken hjemmel, at det skulle være en betingelse for, at der er tale om et ansættelsesforhold, at der sker løbende fast betaling for arbejdet. Det er utvivlsom ikke med støtte i bemærkningerne til LFF 2017-10-04 nr. 18, som Motorstyrelsen ellers primært støtter sine argumenter på, idet bemærkningerne i sin definition af ansatte ikke opstiller et krav om løbende vederlæggelse (eller vederlæggelse overhovedet for den sags skyld).

Det fremgår da heller ikke i øvrigt andre steder i dansk ret, at et ansættelsesforhold kræver en løbende lønudbetaling – eller modtagelse af løn overhovedet – og for timeløns- og provisionsansatte forekommer dette som en selvfølge.

Selvom det således ikke engang er en betingelse for at kunne blive kategoriseret som ansat, modtager [person1] dog de facto vederlag for sit arbejde for [virksomhed4].

(...)

Motorstyrelsen mener, at [person1]s mulighed for, efter en nærmere vurdering af den enkelte opgave, at takke nej til denne opgave, medfører, at denne har fuld beføjelse over sin arbejdstid.

Det er imidlertid helt normalt, at eksempelvis timelønnede kan takke nej til arbejdsopgaver, vagter eller lignende, hvis de ikke er ansat på en kontrakt, hvor de er forpligtet til at møde hver dag, men det er klart, at såfremt [person1] eller en anden timelønnet altid (eller i overvejende grad) takker nej til de opgaver eller vagter, som vedkommende tilbydes af sin arbejdsgiver, da kan det naturligvis få ansættelsesretlige konsekvenser i form af eksempelvis indskærpelser eller i sidste ende afskedigelse.

Motorstyrelsen henviser endvidere til arbejdets hyppighed og omfang, men der er (heller) ikke i dansk ret noget krav om, med hvilken hyppighed arbejdet skal udføres, herunder at der skulle gælde et krav om et minimumsantal af arbejdstimer ugentligt, førend man kan kategoriseres som ansat.

(...)

Det kan i den forbindelse undre, at Motorstyrelsen lægger vægt på, at [person1] tilsyneladende i enkelte tilfælde har fået udbetalt en sats (kr. 200) for enkelte kørsler, selvom denne sats ikke fremgår af samarbejdskontrakten.

Alt efter den enkelte kørsels omfang er det næppe urimeligt, at arbejdsgiveren og den ansatte kan lave en individuel aftale om vederlæggelsen for den konkrete kørsel, hvorefter den ansatte vederlægges ved en sats, der enten ligger over eller under ”standardsatsen” for kørsler inden for de geografiske afgrænsninger i samarbejdskontrakten.

(...)”

Indlæg på retsmøde

Motorstyrelsen har under retsmødet i sagen indstillet, at SKATs afgørelse ændres, jf. SKM2018.118.LSR.

Landsskatterettens afgørelse

I henhold til § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 1062 af 7. september 2017 om registreringsafgift af motorkøretøjer (registreringsafgiftsloven), skal der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer.

Af § 2, stk. 1, nr. 1, i lovbekendtgørelse nr. 720 af 30. maj 2017 om registrering af køretøjer m.v. (registreringsloven), som har samme ordlyd som registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, fremgår det, at:

”Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 3-5, og § 7, stk. 5:

(...)”

Det fremgår af § 7, stk. 5, i samme lov, at skatteministeriet kan fastsætte bestemmelser om brug af prøveskilte og prøvemærker til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel.

Med denne hjemmel gælder det i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, at motorkøretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, før de tages i brug på færdselslovens område.

SKAT kan under betingelserne i registreringsbekendtgørelsens §§ 76, stk. 2 – 5, udlevere nummerplader i form af prøveskilte til erhvervsdrivende fysiske og juridiske personer, der vedvarende og i ikke-uvæsentligt omfang har brug for skiltene i deres erhverv til kørsel som nævnt i registreringsbekendtgørelsens §§ 77 – 80, jf. registreringsbekendtgørelsens § 76, stk. 1.

Prøveskilte må i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 1, kun bruges til kørsel med uregistreret køretøj af en type, der skal registreres efter bekendtgørelsens kapitel 2.

Det fremgår endvidere af registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2, nr. 2, at:

”Prøveskilte må kun bruges til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel til følgende formål:

(...)

2. Kørsel i forbindelse med import eller eksport af et køretøj til/fra det sted her i landet, hvor importøren/eksportøren har adresse, herunder virksomhedsadresse.

(...)”

Videre fremgår det af registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 1, at et prøveskilt kun må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet og de hos denne ansatte.

Landsskatteretten har stadfæstet SKATs afgørelse om, at inddrage selskabets faste prøveskilte, idet prøveskiltene ansås for overdraget og anvendt af [person1], som ikke var ansat i selskabet på standsningstidspunktet.

Ved kørsel i køretøjet fra afhentningsstedet i Tyskland til standsningsstedet ved grænsen mellem Tyskland og Danmark blev selskabets faste prøveskilte anvendt, og køretøjet blev ført af [person1], der på standsningstidspunktet ikke var ansat i selskabet.

Landsskatteretten bemærker, at der alene foreligger en kørsel over en kort strækning, at kørslen skete i forbindelse med import af køretøjet til det sted her i landet, hvor importøren har virksomhedsadresse, og at der foreligger dokumentation på, at køretøjet skulle leases ud til en navngiven kunde i Danmark. Det er herefter Landsskatterettens vurdering, at kørslens undtagelsesvise karakter medfører, at der ikke er sket en ibrugtagning af køretøjet på færdselslovens område, som bør udløse registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1. Endelig bemærkes det, at formålet med kørslen er sammenfaldende med et af de formål som kørsel med faste prøveskilte efter registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2 tillader at varetage.

Landsskatteretten ændrer herefter SKATs afgørelse og giver medhold i den nedlagte påstand.