Kendelse af 22-01-2020 - indlagt i TaxCons database den 21-03-2020

Journalnr. 18-0000225

SKAT har afgivet bindende svar til følgende spørgsmål:

1. Kan selskabet fordele den afgiftsbelagte indkøbte el og den afgiftsfritagne elproduktion fra VE-anlægget ud fra en månedsvis måling af hhv. indkøb, produktion og forbrug til de respektive formål?
2. Hvis spørgsmål 1 besvares med ”Ja”, skal selskabet så også opkræve og afregne elafgifter på den del af forbruget, der produceres på VE-anlægget og viderefaktureres til lejere i selskabets huse?

SKAT har til spørgsmål 1 svaret ”Nej, se dog SKATs begrundelse”.

SKAT har til spørgsmål 2 svaret ”Spørgsmålet bortfalder som følge af besvarelsen i spørgsmål 1”.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Spørgsmål 1 besvares herefter ”Ja”.

Spørgsmål 2 besvares ”Nej”.

Faktiske oplysninger

Selskabet ønsker en afklaring af, om selskabet kan fordele afgiftsfri elektricitet produceret på selskabets VE-anlæg og afgiftsbelagt elektricitet ud fra en samlet månedlig måling af henholdsvis indkøb, produktion og forbrug af elektricitet. Såfremt dette er muligt, ønsker selskabet en afklaring af, om selskabet skal opkræve og afregne elafgift af forbruget af elektricitet, der er produceret på selskabets VE-anlæg og fordelt til selskabets lejere.

Selskabet er resultatet af en fusion mellem [virksomhed1] A/S og [virksomhed2] I/S. I forbindelse med fusionen skulle der ske en omstrukturering i selskabet og dets datterselskaber med virkning fra 1. januar 2017. Den 21. december 2016 anmodede selskabet derfor SKAT om et bindende svar vedrørende de elafgiftsmæssige forhold i selskabet, i selskabets to datterselskaber, samt for tilknyttede og eksterne lejere.

Det ene datterselskab, [virksomhed3] A/S, har pr. 1. januar 2017 udelukkende aktiviteter med udlejning af ejendomme. [virksomhed3] A/S ejer bygningerne på driftsstederne Nupark 47, [by1] og [adresse1], [by2]. [virksomhed3] A/S og de hertil tilknyttede bygninger er ikke omfattet af klagen.

Det andet datterselskab, [virksomhed4] ApS, varetager driften af selskabets IT-installationer og leverer netværks- og serverydelser på markedsvilkår. [virksomhed4] ApS leverer tilsvarende ydelser til eksterne virksomheder. [virksomhed4] ApS bliver drevet fra lejede lokaler, herunder selskabets to adresser i [by3] og [by4]. [virksomhed4] ApS bruger elektricitet til serverdrift og proceskøling. Der er opsat bimålere, der måler dette elforbrug separat.

Selskabets aktiviteter består primært af traditionel landbrugsrådgivning. SKAT anser selskabets aktivitet for omfattet af begrebet ”liberalt erhverv”. Selskabet driver, som sekundær aktivitet, kantine og mødefaciliteter med tilknyttet køkkenfaciliteter i tre af selskabets driftssteder ([by2], [by3] og [by4]). Der er opsat bimålere til måling af elforbrug til driften af disse selvstændige enheder i selskabet.

Foruden leje af lokaler til [virksomhed4] ApS, udlejer selskabet kontorlokaler og fællesarealer m.v. til tilknyttede lejere, som har en tilknytning til selskabet, f.eks. [virksomhed5], [virksomhed6], og [virksomhed7] ApS. De tilknyttede lejere har ikke en eksklusiv brugsret til deres lejemål, da der udelukkende er tale om kontorpladser, der kan flyttes efter behov. Af denne grund betaler de tilknyttede lejere en fast leje, som ikke er afhængig af deres elforbrug. De tilknyttede lejere bliver derfor ikke opkrævet betaling for deres elforbrug.

Selskabet udlejer endvidere lokaler m.v. til eksterne virksomheder, hvor den eneste forretningsmæssige relation er lejemålet og køb relateret dertil, såsom kantineydelser, kontorartikler m.v. Kendetegnene for de eksterne lejere er, at de har en eksklusiv brugsret til de lejede kontorlokaler. Eksterne lejeres udgifter til elektricitet er opgjort efter fordelingsnøgler og opkræves særskilt via lejen.

Samtlige lejere har adgang til mødelokaler, kantiner, reception og omklædningsrum.

Selskabet producerer elektricitet på to solcelleanlæg. Solcelleanlæggene producerer elektricitet varierende hen over timen/døgnet/året. Anlæggene er placeret på selskabets adresser i henholdsvis [by3] og [by4]. Hvert anlæg har en effekt på 127,9 kWp, og begge anlæg er nettoafregnet på timebasis efter den såkaldte gruppe 2-ordning. Anlæggene er tilsluttet selskabets forbrugsinstallation på adresserne i henholdsvis [by3] og [by4]. Anlægget i [by3] blev net-tilsluttet den 8. januar 2014. Anlægget i [by4] blev net-tilsluttet den 4. marts 2014.

Selskabet er registreret for månedsmoms. Hver måned bliver selskabets køb og salg af elektricitet fra el-leverandøren opgjort og afregnet. Selskabets repræsentant har samtidig oplyst, at der inden for hver time foretages en måling af den samlede produktion af elektricitet fra solcelleanlæggene, den leverede mængde elektricitet til el-nettet, samt den modtagne mængde elektricitet fra el-nettet. En del af solcelleanlæggenes produktion af elektricitet sælges til el-nettet ([virksomhed8], tidligere [virksomhed8]) som overskudsproduktion. Den anden del forbruges af selskabet, datterselskabet, [virksomhed4] ApS, og af selskabets tilknyttede og eksterne lejere i de bygninger, hvor selskabets solcelleanlæg er placeret.

Selskabet har oplyst, at når de anvender elektricitet fra el-nettet, er det ikke teknisk muligt at måle, om det er afgiftsbelagt elektricitet eller elektricitet, der anvendes inden for samme time, hvor det er produceret på solcelleanlæggene, der bliver forbrugt til de enkelte formål. Selskabet har derfor anmodet SKAT om at anvende en anden form for opgørelse end måling til fordeling af det afgiftsfrie og afgiftsbelagte elforbrug.

Da selskabet er registreret med månedsmoms, og som konsekvens heraf fordeler elforbruget, opgør moms og godtgørelse af elafgift på månedsbasis, er det selskabets opfattelse, at en forholdsmæssig fordeling af egenproduktionen ud fra månedsaflæsning af henholdsvis indkøb, produktion fratrukket salg af overskudsproduktion og forbrug til de enkelte formål kan anses for en opgørelse, der ikke forlods allokerer egenproduktionen. SKAT er ikke enig i, at selskabet kan anvende denne form for opgørelse, og SKAT har endvidere henvist til Skatterådets bindende svar af 23. april 2013, offentliggjort i SKM2013.272.SR.

I forbindelse med selskabets anmodning om et bindende svar anmodede SKAT om yderligere oplysninger den 1. februar 2017. Selskabet sendte svar til SKAT den 15. februar 2017. På forespørgsel fra SKAT oplyste selskabet blandt andet, at selskabet er frivilligt registreret for udlejning af fast ejendom. Selskabet oplyste desuden, at selskabets lejere har adgang til mødelokaler, kantiner, reception, omklædnings- og badefaciliteter.

Selskabet har desuden oplyst, at efter selskabets omstrukturering måles elforbruget til nedenstående formål separat:

Forbrug til serverdrift – viderefaktureres til [virksomhed4] ApS (datterselskab)
Forbrug til proceskøleanlæg - viderefaktureres til [virksomhed4] ApS
Forbrug til selskabets komfortkøleanlæg
Forbrug til selskabets elvarmepumpe
Forbrug til selskabets kantine og mødefaciliteter

Det resterende elforbrug henføres til lys og drift af kontorlokalerne og fællesarealerne og behandles afgiftsmæssigt som forbrug af elektricitet til liberalt erhverv. Udgiften til dette elforbrug er for lejernes (såvel tilknyttede som eksterne) vedkommende indeholdt i den leje, som de betaler.

I selskabets høringssvar af 8. juni 2017 til SKATs udkast til bindende svar har selskabet opstillet et praktisk eksempel på, hvordan selskabet vil fordele det afgiftsbelagte og afgiftsfri elforbrug. Eksemplet er udarbejdet med udgangspunkt i fiktive forbrugsopgørelser for én måned på adressen i [by3]. Selskabet kender det samlede månedsvise målte elforbrug og det elforbrug, som månedsvis er aflæst på selskabets bimålere. Baseret på forholdet mellem det samlede forbrug og de enkelte bimålinger af elforbruget, vil selskabet foretage en ligelig fordeling af det afgiftsfrie elforbrug. Fordelingen foretages månedsvis. Eksemplet er gengivet nedenfor.

Eksempel på foreslået opgørelse – én måned

Målt forbrug

Afgiftsbelagt indkøb

Solcelleanlæg

kwh

Produktion

8.500

kwh

Solgt overskudsproduktion

-500

kwh

Netto på aftagenummer

19.500

11.500

8.000

kwh

[virksomhed4] servedrift

-3.000

-1.769

-1.231

kwh

[virksomhed4] proceskøl

-5.000

-2.949

-2.051

kwh

Andre lejere med eksklusiv råderet

-1.500

-885

-615

kwh

[virksomhed9] varmepumpe

-2.000

-1.179

-821

kwh

[virksomhed9] komfortkøling

-1.000

-590

-410

kwh

[virksomhed9] kantinedrift

-3.000

-1.769

-1.231

kwh

Lys og drift af kontorlokaler

-4.000

-2.359

-1.641

kwh

Sum

0

0

0

SKATs afgørelse

På selskabets anmodning om bindende svar har SKAT svaret ”Nej, se dog SKATs begrundelse” til selskabets spørgsmål 1. Selskabets spørgsmål 2 er bortfaldet, som følge af SKATs besvarelse af spørgsmål 1.

Som begrundelse har SKAT anført:

”...

Spørgsmål 1

I ønsker svar på, at [virksomhed9] kan fordele den afgiftsbelagte indkøbte el og den afgiftsfritagne elproduktion fra VE-anlægget ud fra en månedsvis måling af hhv. indkøb, produktion og forbrug til de respektive formål.

Af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, fremgår, at det kun er elektricitet som fremstilles på bl.a. solcelleanlæg, og som direkte forbruges af elproducenten eller en lejer i en udlejningsejendommen, der kan undtages for afgiften på elektricitet.

Af elafgiftslovens § 2, stk. 4, fremgår det endvidere, at en forudsætning for anvendelsen af § 2, stk. 3, er, at elektriciteten leveres til et aftagenummer, som kun vedrører forbrugere, der kan forbruge elektriciteten undtaget for afgift nævnt i stk. 3, 1. pkt.

Det er SKATs vurdering, at den foreslåede forholdsmæssige fordeling af egenproduktionen ud fra månedsaflæsning af henholdsvis indkøb, produktion fratrukket salg af overskudsproduktion og forbrug til de enkelte formål ikke kan anses for ”en anden form for opgørelse” der ikke forlods allokere egenproduktionen. Der kan endvidere alene opnås fritagelse for elafgiften for egenproduceret elektricitet, som forbruges direkte. Se hertil SKATs Juridiske Vejledning E.A.4.3.4. afsnittet ”Allokering af elproduktionen”.

Ved vurderingen har SKAT lagt til grund, at I har oplyst, at [virksomhed9] fremlejer kontorlokale og fællesarealer m.v. både til virksomheder der er ejermæssigt tilknyttet [virksomhed9] og til andre virksomheder, hvor den eneste relation er lejermålet og køb relateret dertil, så som kantineydelser, kontorartikler m.v. I har oplyst, at eksterne lejere har eksklusiv brugsret til de lejede kontorlokaler.

Det er SKATs opfattelse ud fra det oplyste, at der er tale om en samlet afregning vedrørende køb og salg af elektricitet, og forbrug af elektricitet ikke udelukkende kan henføres til [virksomhed9] I/S’s eget forbrug, idet eksterne lejere har eksklusiv råderet over deres lejede kontorlokaler. Se hertil SKM2013.272.LSR. Det er ligeledes SKATs opfattelse, at forbrug afregnes og opkræves hos lejerne.

Svaret på spørgsmål 1 er herefter ”nej”.

Spørgsmål 2

Hvis spørgsmål 1 besvares med ”Ja”, skal [virksomhed9] så også opkræve og afregne elafgifter på den del af forbruget der produceres på VE-anlægget og viderefaktureres til lejere i [virksomhed9] I/S’s huse.

Spørgsmålet bortfalder som følge af besvarelsen i spørgsmål 1.

...

SKATs bemærkninger til selskabets høringssvar

I har den 8. juni 2017 indsendt jeres bemærkninger til spørgsmål 1, 2, 4 og 5 i SKATs udkast til bindende svar.

Ad spørgsmål 1 og 2

...

I har anført, at SKM2013.272.SR omhandler en spørger, der vil modregne solcellens produktion i en varmepumpes forbrug før end det afgiftsbelagte strøm fordeles. I forlængelse heraf anfører I, at en fordeling som i det henviste bindende svar netop ikke, vil forholdsmæssig fordele solcellens produktion.

I har anført, at SKATs begrundelse om, at hele forbruget ikke udelukkende kan henføres til [virksomhed9] skal anses for irrelevant netop med henvisning til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c og uomtvisteligt SKATs Juridiske Vejledning E.A.4.3.4, som også fremgår af jeres begrundelse.

I har anført, at det er [virksomhed9], der ejer solcelleanlægget, det er placeret på forbrugsstedet og [virksomhed9] er elproducent. Det er ligeledes anført, at en del af solcelleanlæggets produktion sælges til nettet ([virksomhed8]) som overskudsproduktion og kan naturligt ikke hentes hjem afgiftsfrit. Den anden del forbruges enten af [virksomhed9] selv eller en lejer i den bygning som [virksomhed9] er udlejer af.

I har endvidere lavet en præcisering af den fordelingsmetode I påtænker at benytte som en ”anden opgørelse” end måling. Af præciseringen fremgår [virksomhed9] I/S’s samlede månedlige elforbrug er fordelt på bl.a. kantinedrift, lejere m.v. Af opgørelsen fremgår ligeledes, at afgiftsbelagte indkøb og produceret elektricitet er fordelt på bl.a. kantinedrift, lejere m.v.

SKAT vil nedenfor komme med nogle generelle bemærkninger, der relaterer sig både til spørgsmål

1 og 2.

Som det fremgår af afsnit E.A.4.3.4 2017-2 ”Elektricitet fremstillet af vedvarende energi, som I har henvist til, gælder følgende kriterier for at få fritagelse for elafgiften, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c:

elektriciteten skal produceres ved vedvarende energi
der skal være tale om direkte eget forbrug, der ikke leveres til det kollektive net – dog kan der søges om timeafregning hos [virksomhed8]
elektriciteten skal forbruges af producenten – der skal være tale om samme juridiske enhed

Disse kriterier fremgår ligeledes af bemærkningerne til lov nr. 1390 af 23. december 2012 (L86), hvor elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, fik nyt anvendelsesområde. Af bemærkningerne fremgår også, at princippet er, at når elproducent (ejer af produktionsanlægget) og elforbruger ikke er den samme person, eller produktionen ikke leveres direkte til ejerens egen installation, er der tale om salg af el, der skal pålægges tariffer, afgifter og moms.

Det følger af elafgiftslovens § 2, stk. 3, at stk. 1, litra c, finder anvendelse for et nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet. Forbruget skal opgøres pr. time. Det betyder, at eget forbrug og øvrig forbrug skal måles pr. time.

Det følger ligeledes, at både leverance til det kollektive net og leverance fra det kollektive net skal måles pr. time, herved fremkommer nettoleverance fra eller til det kollektive net. Det er ikke muligt, at allokere, dvs. al nettoleverance fra det kollektive net skal fordeles.

I det foreliggende tilfælde forbruges den afgiftsfrie elektricitet både af [virksomhed9] og [virksomhed9] I/S’s lejere. SKAT finder derfor ikke, at det er irrelevant, at forbruget af den producerede elektricitet ikke udelukkende kan henføres til [virksomhed9], jf. ovenfor kravet om, at den producerede elektricitet skal forbruges direkte af elproducenten for, at der kan opnås afgiftsfritagelse efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

Det er SKATs opfattelse, at [virksomhed9] ikke opfylder kravene i elafgiftslovens § 2, stk. 3 med de oplyste målinger og den beskrevne fordeling af afgiftspligtig og afgiftsfritaget elektricitet, idet der er tale om månedlige opgørelser. SKAT har her lagt til grund, at I har oplyst, at I nettoafregner i gruppe 2 (timebaseret nettoafregning).

Forbrug af elektricitet produceret på solcelleanlægget er undtaget fra elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, såfremt forbruget opgøres i overensstemmelse med elafgiftslovens § 2, stk. 3, og der er tale elektricitet forbrugt direkte af [virksomhed9].

Det er SKATs vurdering, at [virksomhed9] vil kunne fordele den afgiftsbelagte strøm som I har oplyst, men den producerede VE-energi vil ikke kunne fordeles på tilsvarende vis.

Jeres indsendte bemærkninger ændre således ikke SKATs besvarelse af spørgsmål 1. SKAT skal gøre opmærksom på, at det er SKATs vurdering, at [virksomhed9] har mulighed for at opnå afgiftsfritagelse for den del af forbruget som direkte forbruges af [virksomhed9], se SKATs Juridiske Vejledning 2017-2 afsnit E.A.4.3.4 ”Elektricitet fremstillet af vedvarende energi”.

For den del af den producerede elektricitet, som [virksomhed9] ikke direkte forbruger, er der tale om salg af el, der skal pålægges tariffer, afgifter og moms, se bemærkningerne til lov nr. 1390 af 23. december 2012.

...”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at spørgsmål 1 skal besvares med ”Ja”. Selskabets repræsentant har endvidere nedlagt påstand om, at spørgsmål 2 skal besvares med ”Nej”.

Som begrundelse herfor, har selskabets repræsentant anført:

”...

Spørgsmål 1 vedrører fordelingen af det elforbrug, som der hhv. forbruges af spørger selv og forbruges af tilknyttede og eksterne lejere.

Spørgsmål 2 vedrører afgiftsfritagelsen på den egenproducerede elektricitet. Vores begrundelser og argumenter til hvert spørgsmål er anført særskilt herunder.

Spørgsmål 1 – allokering af elproduktion

Spørgsmålet vedrører fordeling af elforbrug hos [virksomhed9]. Nærmere betegnet en fordeling af henholdsvis egenproduceret elektricitet og indkøbt elektricitet. Som det fremgår af ovenstående beskrivelse af de faktiske forhold, er det ikke muligt at opgøre ved målinger, om det er egenproduceret elektricitet eller indkøbt elektricitet, der anvendes til de enkelte formål, det være sig egne formål eller hos lejere. Derfor er det nødvendigt at foretage en anden form for opgørelse.

Som det fremgår af det bindende svar, vil [virksomhed9] lave en forholdsmæssig fordeling, hvor man først tager udgangspunkt i det samlede elforbrug, som kan henføres til de enkelte formål. Herefter fordeles den indkøbte elektricitet og den del af den egenproducerede elektricitet, der ikke er solgt til nettet, ligeligt ud på hvert af formålene. Der henvises i denne forbindelse til skemaet, som fremgår på side 7 af det bindende svar.

Fordelingen foretages månedsvis, idet der henvises til afregningsperioden overfor [virksomhed9] I/S’ elleverandør (elhandelsvirksomhed).

På denne måde opnår man en helt lige fordeling af henholdsvis indkøbt og egenproduceret elektricitet, hvor der ikke på forhånd allokeres elektricitet til hverken godtgørelses- eller ikke godtgørelsesberettigede formål.

Det kan udledes af Den juridiske vejledning 2017-2 E.A.4.3.4, afsnittet ”Allokering af elproduktionen”, at der i situationer hvor egenproduceret elektricitet anvendes til forskellige formål, kan der blive tale om en fordeling af den producerede elektricitet, og dermed elafgiften.

Dette er også tilfældet for [virksomhed9], hvor der netop skal foretages en sådan fordeling. Der har i denne sammenhæng ikke betydning om fordelingen skal foretages mellem privat/erhverv, godtgørelsesberettiget/ikke-godtgørelsesberettiget eller eget/lejeres forbrug.

Det afgørende er, at der skal foretages en fordeling af afgiftsbelagt og afgiftsfri elektricitet, og at denne fordeling ikke på forhånd fører til, at afgiftsfritaget elektricitet henføres til et ikke-godtgørelsesberettiget formål eller at et afgiftsbelagt forbrug på forhånd henføres til et godtgørelsesberettiget forbrug.

Det fremgår videre af det pågældende afsnit i Den juridiske vejledning:

”Hvis der skal ske en fordeling af elproduktionen skal det ske efter måling eller anden form for opgørelse. Det er ikke muligt at allokere den producerede elektricitet, så den først anses for at være anvendt i f.eks. privat regi.”

Denne formulering understreger netop, at formålet med fordelingen er, at der ikke på forhånd henføres afgiftsfrit elektricitet til ikke godtgørelsesberettigede formål.

Dernæst fremgår det af afsnittet, at der kan foretages en ”anden form for opgørelse”.

Det er netop det [virksomhed9] har gjort, og denne opgørelse fører netop ikke til en forlods allokering til hverken godtgørelsesberettigede formål eller ikke-godtgørelsesberettigede formål. Derimod fører den netop til en helt lige fordeling af den egenproducerede og indkøbte elektricitet til de forskellige formål.

SKAT vurderer, at denne fordeling ikke kan anses som en ”anden form for opgørelse”, der ikke forlods allokerer egenproduktionen. Henset til vores ovenstående argumenter er vi ikke enige heri. Den foreslåede fordeling fører netop ikke til en sådan forlods allokering af egenproduktionen, som menes i Den juridiske vejledning E.A.4.3.4, idet der i afsnittet menes en forlods allokering til ikke godtgørelsesberettigede formål. Derfor er det videre vores opfattelse, at [virksomhed9] I/S’ opgørelse uden tvivl må anses som en sådan ”anden form for opgørelse”, der ikke forlods allokerer egenproduktionen.

Hertil kan videre bemærkes, at SKM2013.272 netop vedrører forlods allokering af egenproduceret elektricitet til forbrug i en varmepumpe (ikke-godtgørelsesberettiget formål). Spørgsmålet heri er derfor ikke sammenligneligt til [virksomhed9] I/S’ situation.

Dermed er det vores opfattelse, at der ikke kan være tvivl om, at den opgørelsesmetode, som er omhandlet i spørgsmål 1 skal anses som en ”anden form for opgørelse”, som ikke forlods allokerer elproduktionen til formål, som ikke er godtgørelsesberettigede. Derfor skal spørgsmål 1 besvares med et ”ja”.

Spørgsmål 1 – afsluttende bemærkninger

SKAT nævner endvidere i begrundelsen for spørgsmål 1, at der alene kan opnås fritagelse for elafgiften for egenproduceret elektricitet, som forbruges direkte. Der henvises i denne forbindelse til Den juridiske vejledning 2017-2 E.A.4.3.4, Afsnittet ”Allokering af elpoduktionen”. I det pågældende afsnit henvises til det bindende svar SKM2013.272.SR. Det pågældende afsnit i Den juridiske vejledning omhandler for det første allokeringsspørgsmålet, og ikke spørgsmålet om afgiftsfritagelse. Dernæst skal det nævnes, at Skatterådet har afsagt det bindende svar i SKM2013.272.SR den 23. april 2013, hvilket er før vedtagelsen og ikrafttrædelsen af lov nr. 901 af 4. juli 2013, hvorved personkredsen, der kan opnå afgiftsfritagelse for elforbrug og dermed opnå nettoafregning vedrørende vedvarende energianlæg udvidet. SKATs henvisning findes derfor irrelevant.

SKAT henviser endvidere til, at forbrug af elektricitet ikke udelukkende kan henføres til [virksomhed9]. Der henvises også i denne forbindelse til SKM2013.272.SR. Af de samme grunde som nævnt ovenfor findes denne argumentation ikke relevant.

Spørgsmålet omkring afgiftsfritagelse er videre behandlet herunder i vores argumentation for spørgsmål 2.

Spørgsmål 2

Spørgsmål 2 vedrører fritagelse for elafgift vedrørende den egenproducerede elektricitet.

SKAT behandler til dels spørgsmålet under deres besvarelse af spørgsmål 1. Se i øvrigt også vores afsluttende bemærkninger til spørgsmål 1 herover.

SKAT bemærker indledningsvist til spørgsmål 1, at det af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, fremgår, at det kun er elektricitet, som fremstilles på bl.a. solcelleanlæg, og som direkte forbruges af elproducenten eller en lejer i en udlejningsejendom, der kan undtages for afgiften på elektricitet.

Videre fremgår det af SKATs begrundelse til spørgsmål 1, at det af elafgiftslovens § 2, stk. 4, fremgår, at det er en forudsætning for anvendelsen af § 2, stk. 3, at elektriciteten leveres til et aftagenummer, som kun vedrører forbrugere, der kan forbruge elektriciteten undtaget for afgift nævnt i stk. 3, 1. pkt.

Ovenstående er vi ikke uenige i. Dog er SKATs konklusioner omkring bestemmelserne efter vores opfattelse ikke korrekte.

Af elafgiftslovens § 2, stk. 3, 1. pkt. fremgår, at § 2, stk. 1, litra c, finder anvendelse for et nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet. Omfanget af forbruget svarer til den produktion af elektricitet fra elproduktionsanlægget, jf. stk. 1, litra c, der leveres til det kollektive net, og som opgjort inden for hver time ikke overstiger elproducentens og lejerens forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet i samme tidsrum.

Det kan endvidere bemærkes, at begge de omhandlede solcelleanlæg er omfattet af den timebaserede afregningsgruppe 2, som nævnt ovenfor.

Spørgsmålet er således herefter om den af [virksomhed9] I/S’ egenproducerede elektricitet kan omfattes af ovenstående fritagelsesbestemmelser.

Det bemærkes hertil indledningsvist, at personkredsen, der kan opnå afgiftsfritagelse for elforbrug og dermed opnå nettoafregning vedrørende vedvarende energianlæg blev udvidet ved lov nr. 901 af 4. juli 2013, som trådte i kraft den 1. august 2013. Herefter var det ikke et krav for afgiftsfritagelse, at den pågældende elektricitet udelukkende skulle forbruges af producenten selv. Afgiftsfritagelsen kunne herefter også finde anvendelse på elektricitet, som blev forbrugt af en lejer i en udlejningsejendom.

SKAT tager ikke højde for dette i deres begrundelser til spørgsmål 1. Der henvises samtidig til vores afsluttende bemærkninger vedr. spørgsmål 1.

I denne forbindelse kan endvidere henvises til bemærkningerne til lovforslag L221 af 23. maj. 2013. Lovforslaget blev senere vedtaget som lov nr. 901 af 4. juli 2013, som er omtalt ovenfor.

Heraf fremgår følgende i de almindelige bemærkninger, punkt 2:

Lovforslaget har til formål at muliggøre at en lejer eller udlejer kan nettoafregne efter henholdsvis en individuel eller en kollektiv model, afhængig af om anlægget, som kun kan tilsluttes èn forbrugsinstallation, er tilsluttet direkte til den enkelte lejers eller til udlejerens forbrugsinstallation”.

Videre fremgår det af de almindelige bemærkningers punkt 3.2.2.:

”Med lovforslaget udvides personkredsen af elforbrugere, som kan opnå denne afgiftsfritagelse for elforbrug. Efter forslaget skal fritagelsen også kunne opnås af lejere i en udlejningsejendom, i forbindelse med hvilken VE-anlægget er placeret, når det er udlejeren af udlejningsejendommen, som ejer VE-anlægget...”

Sluttelige henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, hvor følgende fremgår:

”Det forslås nærmere, at fritagelsen for forbrug af elektricitet fra denne type anlæg også skal kunne opnås af lejere af boliger eller erhvervslejemål m.v. i ejendommen, i forbindelse med hvilken anlægget er placeret, når det er udlejer, der ejer anlægget.”

Efter ovenstående kan det udledes, at fritagelsen for elafgift omfatter tilfælde, hvor der forbruges elektricitet af både udlejer selv og af lejere i en udlejningsejendom, når solcelleanlægget ejes af udlejer og er tilsluttet udlejerens forbrugsinstallation. Det er præcist tilfældet for [virksomhed9], idet der henvises til den omtalte kollektive model.

Det bemærkes hertil, at det vil være uden betydning for afgiftsfritagelsen om elektricitet, som forbruges af lejere, og ikke af [virksomhed9] selv, opgøres ved særskilt måling eller ved brug af eksempelvis fordelingsnøgler, idet der er tale om erhvervslejemål. Således fremgår følgende af de almindelige bemærkninger til L221, punkt 3.3.2:

”Der er ikke foreslået ændringer af erhvervslejeloven, da det overlades til parterne at træffe de fornødne aftaler”.

I forlængelse af ovenstående er det relevant at omtale, hvem der skal anses for forbrugere af elektriciteten.

Således forbruges der elektricitet af [virksomhed9] selv. Herudover forbruges der elektricitet af tilknyttede lejere, der ikke har en eksklusiv brugsret til deres lejemål, idet der udelukkende er tale om kontorpladser, som kan flyttes efter behov (kontorhotel). Herudover forbruges der elektricitet af eksterne lejere, der har en eksklusiv brugsret til deres lejemål. For nærmere beskrivelse af interne og eksterne lejere, henvises til det bindende svar.

Eksterne lejes elforbrug opgøres efter fordelingsnøgler, og opkræves særkilt via lejen. Elektricitet forbrugt af interne lejere opkræves ikke særskilt hos disse, idet der er tale om en fast leje, som ikke er afhængig af elforbrug.

I SKATs styresignal SKM2009.725.SKAT, som omhandler elektricitet forbrugt i kontorhoteller, er der taget stilling til, hvornår udlejer henholdsvis lejer, skal anses for at forbruge elektriciteten.

Således kan det ikke både være udlejer og lejer, der anses som forbruger heraf.

Det fremgår at styresignalet, at i tilfælde, hvor lejer har en eksklusiv brugsret over lejemålet, skal lejer, og ikke udlejer, anses som forbruger af elektriciteten. Dette forbrug kan, if. styresignalet, i øvrigt opgøres efter en fordelingsnøgle, som det er tilfældet for [virksomhed9].

I tilfælde, hvor lejer ikke har en eksklusiv brugsret, anses udlejer som udgangspunkt som forbruger af elektriciteten, med mindre udlejer særskilt viderefakturerer elektriciteten efter forbrug. I sidstnævnte tilfælde skal lejer anses som forbruger.

Således er der i styresignalet klart taget stilling til i hvilke situationer udlejer henholdsvis lejer skal anses som forbruger af elektriciteten. I relation til fritagelsen for elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, skal elektriciteten forbrugt af de eksterne lejere hos [virksomhed9] således anses som elektricitet forbrugt af ”lejer i en udlejningsejendom”, mens den øvrige elektricitet forbruges af [virksomhed9], og således i relation til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, af elproducenten selv.

Dermed er det samlet set vores opfattelse, at der ikke kan være tvivl om, at den elektricitet, som [virksomhed9] producerer på de to solcelleanlæg er afgiftsfritaget efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

De begrundelser, som SKAT anfører omkring dette spørgsmål, er endvidere baseret på lovgivningen før lov nr. 901 af 4. juli 2013.

Dermed skal spørgsmål 2 besvares med et ”nej”, idet den af [virksomhed9] producerede elektricitet er omfattet af afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

Afrunding

Samlet set er det vores opfattelse, at svarene på spørgsmål 1 og 2 i det bindende svar skal ændres i overensstemmelse med vores påstande, idet der samtidig henvises til ovenstående argumentation.

...”

Skattestyrelsens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling

Skatteankestyrelsen har indstillet, at besvarelsen af spørgsmål 1 ændres til ”ja” og at spørgsmål 2 besvares med ”nej”.

Skattestyrelsen har fremsendt følgende bemærkninger hertil:

”...

Hvad angår forslaget til afgørelse vedrørende spørgsmål 1, forudsætter en fordeling af et elforbrug på forbrugt afgiftspligtig el og forbrugt afgiftsundtaget elektricitet fra et solcelle-anlæg, at der for hver afgiftsperiode foreligger 3 kendte faktorer:

? A: Produktion på solcelleanlægget og som direkte forbruges (= den solcelle- produktion, der ikke har ikke været udvekslet med det kollektive el-net)
? B: Købt afgiftspligtig mængde el fra det kollektive el-net
? C: Modtaget afgiftsundtaget solcelle-el fra det kollektive el-net (= den mængde el, der de facto nettoafregnes).

Ud fra en ”alt andet lige” betragtning, herunder at afgiftspligtig el og solcelle-el medgår forholdsmæssigt i alt forbrug, dvs. der ikke må ske allokering af solcelle-el til ikke-godtgørelsesberettigede formål eller til formål, hvor der alene kan ske delvis godtgørelse - kan en fordeling opgøres således:

Andelen af afgiftsundtaget solcelleel udgør: (A+C)/(A+B+C)

Andelen af afgiftspligtig el udgør: B/(A+B+C)

Der er i den forbindelse forudsat, at den producerede (og forbrugte) el på solcelleanlægget (A+C) opfylder betingelserne for at være undtaget fra afgiftspligten efter el- afgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

En fordeling beregnet på ovennævnte måde, må anses for at være neutral i forholdet til spørgsmålet om allokering til bestemte formål.

Ved en fordeling af et målt forbrug på afgiftspligtig el og på afgiftsundtaget el, skal A, B og C være målt. Ud fra disse målinger kan en fordelingsnøgle fastsættes og an- vendes på alle bimålinger af et specifikt elforbrug og på alt andet elforbrug.

Der er i sagsfremstillingen til Skatteankestyrelsens forslag til afgørelse anført følgende:

”Da selskabet er registreret med månedsmoms, og som konsekvens heraf fordeler elforbruget, opgør moms og godtgørelse af elafgift på månedsbasis, er det selskabets opfattelse at en forholdsmæssig fordeling af egenproduktionen ud fra måneds-aflæsning af henholdsvis indkøb, produktion fratrukket salg af overskudsproduktion og forbrug til de enkelte formål kan anses for en opgørelse, der ikke forlods allokerer egenproduktionen.”

Dette tyder på, at virksomheden vil anvende en fordelingsnøgle, der svarer til den tidligere nævnte fordelingsnøgle.

Det er dog Skattestyrelsens opfattelse, at spørgsmål 1 er formuleret på en sådan måde, at der ikke kan svares ja eller nej, da en godkendelse af den ønskede fordelingsnøgle både forudsætter kendskab til hvordan faktorerne A, B, og C indgår i opgørelsen af fordelingsnøglen og til hvilken dokumentation, der ligger til grund for disse faktorer. Efter Skattestyrelsens opfattelse foreligger disse oplysninger i det bindende svar på en ufyldestgørende og uklar måde.

Det er herefter Skattestyrelsens indstilling, at Landsskatteretten bør afvise at besvare det pågældende spørgsmål, da spørgsmålet og de faktiske oplysninger i det bindende svar er af en sådan karakter, at det ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, jf. SKM2018.274.LSR

Hvad angår forslaget til afgørelse vedrørende spørgsmål 2, skal det bemærkes, at Skattestyrelsen ikke har taget stilling til dette spørgsmål, da spørgsmålet bortfaldt som følge af Skattestyrelsens svar på spørgsmål 1.

Det er Skattestyrelsens opfattelse, at Landsskatteretten ikke kan realitetsbehandle et spørgsmål i en anmodning om bindende svar som Skattestyrelsen ikke har truffet afgørelse om. Spørgsmål 2 bør derfor – hvis Landsskatteretten vælger at svare på spørgsmål 1 – hjemvises til Skattestyrelsen med henblik på en realitetsbehandling af spørgsmålet.

...”

I forbindelse med retsmøde ved Landsskatteretten har Skattestyrelsen i henhold til ovenstående udtalelse indstillet, at anmodningen om bindende svar afvises. Såfremt spørgsmål 1 besvares, har Skattestyrelsen indstillet, at spørgsmål 2 hjemvises til behandling i Skattestyrelsen.

Selskabets bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling

Selskabets repræsentant har fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og Skattestyrelsens bemærkninger hertil:

”...

Hertil skal indledningsvist bemærkes, at Skattestyrelsen selv har realitetsbehandlet og besvaret spørgsmålet ud fra de foreliggende oplysninger. Skattestyrelsen har i henhold til skatteforvaltningslovens § 24, stk. 1, har haft mulighed for at anmode om yderligere oplysninger, såfremt der var forhold af relevans for besvarelsen, der skulle beskrives yderligere.

Dernæst er vi af den klare opfattelse, at der uden tvivl er tilstrækkelige oplysninger til, at spørgsmålet kan besvares.

Skattestyrelsen nævner, at der ikke er fremlagt oplysninger om, hvorledes produktion som direkte forbruges, indkøbt afgiftsbelagt el m.v. konkret indgår i opgørelsen af fordelingsnøglen. Det er ikke korrekt.

For det første er fordelingen beskrevet i anmodningen om bindende svar, som Skattestyrelsen i udtalelsen også henviser til. Efter vores opfattelse, er der allerede her tale om en fyldestgørende beskrivelse af fremgangsmåden.

Derudover er der i høringssvaret til SKATs udkast til bindende svar, givet et konkret og uddybende eksempel på fordelingen i én måned. Dette fremgår tillige af det bindende svar, og SKAT har også taget stilling til eksemplet og kommenteret herpå i det bindende svar.

I dette eksempel på en månedlig opgørelse, indgår faktorerne, som Skattestyrelsen benævner ”A+C” som ”Solcelleanlæg” og faktoren, som Skattestyrelsen benævner ”B” som ”Afgiftsbelagt indkøb”, hvilket også fremstår helt klart sammen med beskrivelsen af metoden.

Slutteligt er der ved kontormødet hos Skatteankestyrelsen fremlagt et konkret eksempel på en månedlig opgørelse af produktion, indkøb m.v. samt fordeling heraf. Hertil er også fremlagt faktura og opgørelse over produktion m.v. fra selskabets el-leverandør [virksomhed10].

Derudover nævner Skattestyrelsen i udtalelsen, at det ikke nærmere fremgår hvilken dokumentation der ligger til grund for de pågældende faktorer. Dette er ikke korrekt jf. vores bemærkninger nedenfor. Derudover er det efter vores opfattelse ikke et krav, der kan opstilles, for at besvare spørgsmålet. Således må det indgå som en forudsætning, at en spørger sikrer sig den fornødne dokumentation og sikrer sig validiteten heraf, når der spørges til en specifik disposition.

Derudover fremgår det flere steder af anmodningen om bindende svar, at der foretages bimåling af elforbruget til de respektive formål, og at der sker månedsaflæsning.

Derudover er det oplyst, at solcelleanlæggene er omfattet af nettoafregningsgruppe 2, der pr. definition indebærer måling og opgørelse af de faktorer, der skal bruges til fordelingen.

Endelig er det oplyst, at der foretages månedlig fordeling samt opgørelser af forbrug og elafgifts- godtgørelse, hvilket i sagens natur udelukkende kan ske med baggrund i opgørelser samt fakturaer fra [virksomhed10].

Det er derfor på ingen måder korrekt, at spørgsmålet ikke kan besvares med fornøden sikkerhed, hvilket da heller ikke er blevet vurderet af hverken SKAT ved besvarelsen eller af Skatteankestyrelsen i forslaget til afgørelse.

Slutteligt skal det i denne forbindelse nævnes, at SKM2018.274.LSR, som Skattestyrelsen henviser til, ikke på nogen måde er sammenlignelig til nærværende sag, hvorfor den findes irrelevant.

Vi er derfor af den klare opfattelse, at Landsskatteretten bør følge Skatteankestyrelsens indstilling og ændre svaret til ”Ja”, idet beskrivelserne på ingen måder er hverken mangelfulde eller uklare.

Vedrørende spørgsmål 2

Efter vores klare opfattelse, er der intet til hinder for, at Landsskatteretten kan realitetsbehandle spørgsmål 2, såfremt svaret på spørgsmål 1 ændres til ”ja”.

Af vores klage til Landsskatteretten fremgår således for det første, at vi påklager SKATs besvarelse af såvel spørgsmål 1 og 2 i det bindende svar.

Det fremgår tillige af praksis, f.eks. i SKM2011.599.LSR, at Landsskatteretten kan realitetsbehandle et spørgsmål, selvom spørgsmålet bortfalder ved Skattestyrelsens besvarelse i første instans.

Desuden skal det nævnes, at spørgsmål 1 og 2 i deres besvarelse er så nært forbundne, at besvarelsen af spørgsmål 2 de facto allerede følger implicit af svaret på spørgsmål 1, når det besvares med ja, hvorfor der ikke efter vores opfattelse er grundlag for at hjemvise spørgsmålet til fornyet behandling hos Skattestyrelsen. Således er vurderingen de facto allerede foretaget.

Det er således vores klare opfattelse, at Landsskatteretten både kan og bør besvare spørgsmål 2 med ”Nej”.

...”

I forbindelse med retsmøde ved Landsskatteretten har selskabets repræsentant i henhold til ovenstående bemærkninger fastholdt påstanden om, at besvarelsen af spørgsmål 1 ændres til ”ja” og at spørgsmål 2 besvares med ”nej”.

Landsskatterettens afgørelse

Af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, jf. lovbekendtgørelse nr. 1165 af 1. september 2016 med senere ændringer, fremgår:

“Undtaget fra afgiften er elektricitet, som:

...

c. fremstilles på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi og geotermisk varme, og som direkte forbruges af elproducenten eller af en lejer i en udlejningsejendom, når anlægget er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten,”

Af elafgiftslovens § 2, stk. 3, følger:

”Stk. 1, litra c, finder anvendelse for et nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet. Omfanget af forbruget svarer til den produktion af elektricitet fra elproduktionsanlægget, jf. stk. 1, litra c, der leveres til det kollektive net, og som opgjort inden for hver time ikke overstiger elproducentens og lejerens forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet i samme tidsrum.”

Personkredsen nævnt i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, og § 2, stk. 3, blev udvidet ved § 1, nr. 1 og nr. 2, i lov nr. 901 af 4. juli 2013. Af de generelle bemærkninger til lovforslaget (2012/1 LSF 221) fremgår under pkt. 3.2.2. vedrørende lovforslagets udformning:

” ... Med forslaget udvides personkredsen af elforbrugere, som kan opnå denne afgiftsfritagelse for elforbrug. Efter forslaget skal fritagelsen også kunne opnås af lejere i en udlejningsejendom, i forbindelse med hvilken VE-anlægget er placeret, når det er udlejeren af udlejningsejendommen, som ejer VE-anlægget. Endvidere foreslås præciseringer af ordlyden af afgiftsfritagelsen. ...”

Af de specielle bemærkninger til ændring af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, i lovforslaget fremgår:

” ... Der foreslås en udvidelse af personkredsen, som kan opnå fritagelse for elafgifter for elforbrug i henhold til elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. Der er tale om en afgiftsfritagelse for elektricitet, som er fremstillet på solcelleanlæg og andre VE-anlæg, som er omfattet af bestemmelser i lov om fremme af vedvarende energi. I dag er det kun elproducenten (ejer af produktionsanlægget), som kan opnå afgiftsfritagelse for forbrug af elektricitet fra anlægget. Det foreslås nærmere, at fritagelsen for forbrug af elektricitet fra denne type anlæg skal nu også kunne opnås af lejere af boliger eller erhvervslejemål m.v. i ejendommen, i forbindelse med hvilken anlægget er placeret, når udlejeren ejer anlægget. ...”

Det er ubestridt, at selskabet ejer de omhandlede to solcelleanlæg. Det er endvidere ubestridt, at solcelleanlæggene er placeret i forbindelse med selskabets to ejendomme, der anvendes af selskabet og selskabets lejere. Det direkte forbrug af elektricitet fra selskabets solcelleanlæg hos såvel selskabet som selskabets lejere finder Landsskatteretten derfor er afgiftsfritaget, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

Elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, finder også anvendelse for et nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3.

Af de specielle bemærkninger til ændring af § 2, stk. 3, i lovforslaget fremgår:

” ... Med den nuværende bestemmelse i elafgiftslovens § 2, stk. 3, er det fastslået, at elektricitet, der er produceret på anlæg, som er omfattet af elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c (afgiftsfritagelsen), kan afregnes på timebasis efter regler udstedt i medfør af lov om elforsyning. Det betyder, at afgiftsfri elektricitet fra VE-anlæggene kan indsættes på og hæves til forbrug fra det kollektive elnet. Det er en betingelse, at det sker på timebasis, dvs. i samme tidsrum inden for en time. Det foreslås, at denne mulighed for afgiftsfri nettoafregning på timebasis fremgår direkte af bestemmelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 3. Der er udelukkende tale om en tydeliggørelse af bestemmelsens nuværende indhold. Bestemmelsen vil gælde for nettoafregnet elforbrug hos lejere, der, som nævnt i bemærkningen til nr. 1, foreslås omfattet af afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. ...”

Selskabet har oplyst, at der sker en nettoafregning efter gruppe 2 på timebasis mellem selskabet og selskabets el-leverandør. På denne baggrund finder Landsskatteretten, at selskabet opfylder betingelserne for afgiftsfritagelse af eget elforbrug, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c.

For så vidt angår lejernes forbrug af elektricitet er der hverken i ordlyden af elafgiftslovens § 2, stk. 3, eller forarbejderne til lov nr. 901 af 4. juli 2013 støtte for at fortolke reglerne således, at der skal ske nettoafregning direkte overfor den enkelte lejer. På denne baggrund finder Landsskatteretten, at selskabet som udlejer kan foretage nettoafregningen over for el-leverandøren på vegne af selskabets lejere. Dette ændres ikke af, at selskabet rent administrativt foretager en månedsvis aflæsning og opgørelse af lejernes elforbrug.

Af elafgiftslovens § 2, stk. 4, følger, at det er en forudsætning for anvendelse af elafgiftslovens § 2, stk. 3, at elektriciteten leveres til et aftagenummer, som kun vedrører forbrugere, der kan forbruge elektricitet undtaget fra afgift nævnt i elafgiftslovens § 2, stk. 3, 1. pkt.

Elafgiftslovens § 2, stk. 4, blev indsat ved § 1, nr. 2, i lov nr. 578 af 4. maj 2015 som følge af indførslen af engrosmodellen. Af de specielle bemærkninger til § 1, nr. 2, fremgår:

”... Med det nye stk. 4 foreslås, at afgiftsfritagelsen er betinget af, at den afgiftsfri elektricitet udleveres til et aftagenummer, som kun vedrører de forbrugere, som er berettigede til at modtage nævnte afgiftsfri elektricitet. Reglen skal medvirke til at sikre, at det kun er disse forbrugere, som faktisk forbruger den pågældende afgiftsfri elektricitet.

Baggrunden er, at under engrosmodellen vil der kunne være tilfælde, hvor flere forbrugere aftager elektricitet via det samme aftagenummer, eksempelvis fordi de har oprettet et system med bimålere, eller fordi den juridiske person, der er registreret på aftagenummeret, har aftalt en intern fordelingsnøgle med andre forbrugere, der aftager elektricitet via det samme aftagenummer uden brug af bimålere. ...”

I det omfang selskabet kan redegøre for, at den afgiftsfri elektricitet efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, og stk. 3, anvendes af selskabet selv eller selskabets lejere, finder Landsskatteretten, at selskabet opfylder betingelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 4.

I vurderingen af, hvorvidt selskabet og dets lejere kan anvende afgiftsfritaget elektricitet fra selskabets VE-anlæg, har Landsskatteretten lagt til grund, at tilknyttede lejeres elforbrug anses for selskabets (udlejers) forbrug i det omfang, hvor elforbruget til fællesfaciliteterne er indeholdt i den faste leje. I det omfang elforbruget fremgår særskilt via lejen, er det lejers forbrug, som det er tilfældet for de eksterne lejere i denne sag. Dette er også præciseret i SKATs styresignal af 30. november 2009, offentliggjort i SKM2009.725.SKAT. Landsskatteretten har ikke vurderet de enkelte lejeaftaleforhold.

Selskabet påtænker at foretage en forholdsmæssig fordeling af elforbruget. Selskabet vil tage udgangspunkt i det samlede elforbrug, som ved måling kan henføres til de enkelte aktiviteter hos selskabet eller selskabets eksterne lejere. Herefter påtænker selskabet at fordele den afgiftsbelagte og den afgiftsfrie elektricitet ligeligt ud på hver af aktiviteterne. Ved en ligelig fordeling af elforbruget, hvor fordelingen tager udgangspunkt i forholdet mellem det totale elforbrug og det ved brug af bimåleren målte elforbrug, finder Landsskatteretten, at der ikke sker en forlods allokering af det afgiftsfrie elforbrug.

Begge parter har henvist til Skatterådets bindende svar af 23. april 2013, offentliggjort i SKM2013.272.SR. Landsskatteretten finder ikke, at de konkrete omstændigheder er direkte sammenlignelige, hvorfor henvisningen til SKM2013.272.SR ikke ændrer herved.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse. Spørgsmål 1 besvares herefter med ”Ja”.

Ved besvarelsen af spørgsmål 2 forudsætter Landsskatteretten, at elektricitet, som er produceret på selskabets solcelleanlæg, er forbrugt af selskabet og selskabets lejere, samt fordelt efter forholdene som beskrevet i spørgsmål 1. Herefter finder Landsskatteretten, at selskabet ikke skal opkræve eller afregne afgifter vedrørende elektricitet produceret på selskabets solcelleanlæg, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, og § 2, stk. 3.

Landsskatteretten ændrer derfor SKATs afgørelse. Spørgsmål 2 besvares herefter med ”Nej”.

Landsskatteretten bemærker, at sagen er behandlet på det foreliggende grundlag, og eventuelle ændringer i sagens faktum kan få betydning for ovenstående vurdering. Afgørelsen er endvidere truffet på grundlag af det lovgrundlag, som var gældende på tidspunktet for selskabets anmodning om bindende svar. Efterfølgende lovændringer er af denne grund ikke inddraget i Landsskatterettens vurdering.