Landsskatterettens kendelse journalnr. 17-0992626 af 01-10-2018

Kendelse af 01-10-2018 - indlagt i TaxCons database den 03-11-2018

SKAT har inddraget selskabets faste prøveskilte, med henvisning til at skiltene er anvendt i strid med registreringsbekendtgørelsen.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabets køretøj blev den 13. september 2017, standset under SKATs kontrol ved [by1] grænseovergang. Køretøjet var en ikke indregistreret Jaguar XF 3,0 V6 og selskabets faste prøveskilte med registreringsnummer [reg.nr.1] var påmonteret. Føreren af køretøjet var [person1].

Køretøjet blev købt og importeret af selskabet fra Tyskland den 13. september 2017. Det er oplyst af selskabets repræsentant, at køretøjet skulle importeres til selskabets virksomhedsadresse og efterfølgende sælges til [virksomhed1] A/S. [virksomhed1] A/S (leasinggiver) havde indgået en aftale med [person2] (leasingtager) omkring flexleasing af køretøjet. [virksomhed1] A/S udarbejdede den 29. september 2017 en leasingaftale på køretøjet. Det fremgår af leasingaftalen, at leasingperioden er 1. oktober 2017 til 30. september 2018. Leasingaftalen er underskrevet af leasinggiver, men ikke af leasingtager.

Den 11. september 2017 blev der overført 90.000 kr. fra leasingtager til selskabet. Beløbet svarer til den engangsydelse der fremgår af leasingaftalen af 29. september 2017.

På standsningstidspunktet oplyste både [person1] og selskabets direktør, [person3], overfor SKAT, at [person1], grundet nogle pensionsmæssige forhold, ikke var ansat i selskabet.

SKAT inddrog de faste prøveskilte på standsningstidspunktet og SKAT har ved afgørelse af 1. februar 2018 opkrævet selskabet 390.416 kr. i registreringsafgift. Køretøjet blev beslaglagt.

Ved telefonsamtale senere den 13. september 2017 oplyste selskabets repræsentant overfor SKAT, at [person1] var ansat i selskabet. Den 14. september 2017 fremsendte selskabets repræsentant en samarbejdskontrakt mellem selskabet og [person1] til SKAT. Samarbejdskontrakten er dateret og underskrevet den 9. januar 2017.

Det fremgår af samarbejdskontrakten, at [person1] modtager vederlag for de ydelser, han udfører for selskabet. Vederlaget opgøres og udbetales en gang årligt på baggrund af rater, der fastsættes med udgangspunkt i ydelsens karakter, herunder kørselsafstanden og den tidsmæssige udstrækning af kørslen. Vederlaget indsættes, ifølge samarbejdskontrakten, på [person1]s pensionsopsparing hos [virksomhed2]

Selskabets repræsentant har fremlagt et bankbilag dateret den 24. april 2018, hvoraf det fremgår at selskabet har overført et vederlag til [person1]s pensionsopsparing hos [virksomhed2].Der er ligeledes fremlagt en oversigt over [person1]s kørsler for selskabet i 2017.

SKATs afgørelse

SKAT har inddraget selskabets faste prøveskilte med registreringsnummer [reg.nr.1], jf. § 78, stk. 6, i registreringsbekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 599 af 31. maj 2017 om registrering af køretøjer m.v.), idet selskabet har anvendt prøveskiltene i strid med reglerne i registreringsbekendtgørelsens §§ 78-82.

Som begrundelse for afgørelsen har SKAT bl.a. anført:

”[...]

SKAT finder, at [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...1] har overdraget rådigheden over omhandlende ikke afgiftsberigtigede og indregistrerede køretøj til [person1], CPR-nr. [...]XXXX.

Køretøjet var ved overdragelsen påmonteret faste prøveskilte, der er registreret til [virksomhed3] ApS. Anvendelsen ved udlånet af køretøjet til [person1] er ikke er omfattet af lovlig brug af prøveskilte, jf. registreringsbekendtgørelsen § 81, stk. 1.

SKAT er således af den opfattelse at der i henhold til ordet ansat i reglerne i Registreringsbekendtgørelsen forstås personer, som modtager vederlag for et personligt arbejde i et tjenesteforhold, jf. registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 1.

Endvidere overføres optjente vederlag (som opgøres en gang årligt) som pension til [person1]s opsparingskonto hos [virksomhed2]

SKAT mener således ikke at modtagne opgørelse for løbende kørsler i 2017 samt modtaget samarbejdskontrakt mellem [virksomhed3] ApS og [person1] kan sidestilles med at [person1] anses som ansat i selskabet i henhold til reglerne i Registreringsbekendtgørelsens forstand.

Prøveskilte kan ikke overdrages til andre, jf. registreringsbekendtgørelsen § 78, stk. 5, og de kan udelukkende anvendes af den der har fået skiltene udleveret og de hos denne ansatte, jf. registreringsbekendtgørelsen § 81, stk. 1. Der må ligeledes ikke befinde sig personer eller gods i køretøjet, som er uvedkommende for formålet med kørslen, jf. registreringsbekendtgørelsen § 79, stk. 3.

Et køretøj med prøveskilte kan alene anvendes af en person, som ikke er ansat i virksomheden, såfremt køretøjet udlånes til afprøvning i anledning af salg. Køretøjet kan kun udlånes til selvstændig afprøvning i op til 3 timer.

Det er således SKATs opfattelse, at prøveskiltene er anvendt i strid med bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsen. Ud fra en helhedsvurdering har SKAT ved afgørelsen om inddragelse lagt til grund, at køretøjet er anvendt til formål, der ikke er omfattet af lovlig kørsel efter bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsen §§ 78-82.

[...]”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at det er uberettiget, at SKAT har inddraget selskabets faste prøveskilte.

Til støtte for påstanden har repræsentanten anført:

”[...]

Det er således ikke korrekt, når SKAT i deres afgørelse side 2 anfører, at Køretøjet er anvendt til et formål, der ikke er omfattet af lovlig kørsel med prøveskilte efter bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsens §§ 78-82, idet formålet - kørsel i forbindelse med import af et køretøj til det sted her i landet, hvor importøren [[virksomhed3]] har adresse, herunder virksomhedsadresse - entydigt er omfattet af reglen i registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2, nr. 2

Tvisten består herefter i, om den pågældende kørsel er i strid med registreringsbekendtgørelsens § 81, idet SKAT mener, at kørslen med de faste prøveskilte ikke er foretaget af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter § 78, eller en hos denne ansat.

Den pågældende kørsel i Køretøjet er foretaget af [person1] den 13 september 2017, hvor denne førte Køretøjet - påsat de faste prøveskilte - over grænsen ved [by1] i forbindelse med importen af Køretøjet.

Importkørslen skete efter anmodning og instrukser fra [virksomhed3] med henblik på, at Køretøjet skulle på en flexleasingaftale, der allerede var indgået med leasingtager, og i hvilken forbindelse Køretøjet ville blive registreret og afgiftsberigtiget efter de gældende regler.

Materiale vedrørende den indgåede flexleasingaftale, herunder leasingkontrakt, legitimationsoplysninger på leasingtager, korrespondance og dokumentation for betaling af engangsydelse, er vedlagt som bilag 2.

SKAT er af den opfattelse, at [person1] ikke er ansat hos [virksomhed3], hvilket primært støttes på henholdsvis [person1] og [person3]s forklaringer, der blev afgivet i umiddelbar forbindelse med, at Køretøjet blev bragt til standsning ved [by1] grænseovergang. Her forklarede de begge, at [person1] ikke var ansat i [virksomhed3].

Der kan imidlertid ikke lægges afgørende vægt på indledende formaliteter, såsom parternes forklaringer og deres betegnelse af aftalegrundlaget, da disse kan være båret af andre hensyn, der ikke er relevante i forhold til nærværende vurdering af, om [virksomhed3] og [person1]s aftaleforhold reelt er - eller må sidestilles med - et ansættelsesforhold.

[person1] havde en konkret og begrundet interesse i at forklare, at han ikke skulle være ansat hos [virksomhed3], idet han frygtede, at en rubricering som "ansat" kunne få konsekvenser for ham som pensionist.

[person3], der er gode venner med [person1], vidste godt, at [person1] ikke ønskede, at han fremstod som ansat i forhold til de eventuelle konsekvenser, dette ville kunne have i forhold til hans pension, hvorfor han følte sig forpligtet til at forklare, at [person1] ikke skulle være ansat i [virksomhed3].

Forholdene omkring [person1]s pension og ønsket om, at arbejdsrelationen ikke fremstod som en egentlig ansættelse, var også baggrunden for, at [virksomhed3] og [person1] den 9. januar 2017, i forbindelse med deres formalisering af aftalegrundlaget, benævnte dette som en "samarbejdskontrakt".

Samarbejdskontrakten er vedlagt som bilag 3.

I kontrakten vederlægges [person1] ved, at [virksomhed3] afholder samtlige [person1]s udgifter i forbindelse med dennes arbejde for [virksomhed3], hvortil lægges en årlig pensionsindbetaling på [person1]s opsparingskonto, der beregnes efter antallet af kørsler for [virksomhed3], samt nogle nærmere angivne satser alt efter kørslens karakter og omfang.

Baggrunden for den af parterne valgte konstruktion skal findes i, at [person1] modtager tjenestemandspension, og at han i et tidligere ansættelsesforhold har benyttet en lignende konstruktion med indbetaling til sin opsparingskonto i pensionsselskabet.

I dansk ret er det ikke aftalens parter, der - ved deres beskrivelse af aftaleforholdet - afgør, om aftaleforholdet er et ansættelsesforhold.

Er aftalen mellem parterne de facto indrettet, så den falder ind under dansk rets definition af et ansættelses-/tjenesteforhold, må dette lægges til grund uanset parternes modsatrettede opfattelse eller forklaring.

Der gælder ikke en generel og entydig definition af et ansættelses- /tjenesteforhold i dansk ret, hvorfor det altid beror på en konkret vurdering af aftaleforhold herunder i relation til hvilken retsregel eller retsområde, der er tale om. Vurderingen bygger på en række overordnede kriterier, der er opstillet i teori og retspraksis.

Retsgrundlag i nærværende sag i form af registreringsbekendtgørelsen indeholder ikke nogen definition af begrebet "ansatte", eller hvorledes dette skal forstås, og SKAT har ikke dokumenteret, at der skulle gælde en særlig definition af ansatte i relation til registreringsbekendtgørelsen.

SKATs "opfattelse" af ordet "ansat" i registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. I, herunder at der herved skal forstås personer, som modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold, er udokumenteret, idet dog bemærkes, at [person1] faktisk konkret opfylder en sådan forståelse af ordet ansat, jf. herom nedenfor.

Det må således være de generelle kriterier, der er anvendelige i vurderingen af, om det pågældende aftaleforhold er et ansættelsesforhold.

Et af de vægtigste kriterier i denne vurdering er, om arbejdsgiveren besidder og udøver en løbende instruktionsbeføjelse i forhold til den ansatte, således at der eksisterer et egentlig over-underordnelsesforhold.

I nærværende tilfælde er det [virksomhed3], der som arbejdsgiver tilrettelægger indholdet af og tidspunktet for de arbejdsopgaver, som [person1] skal udføre, og denne har ikke ret til hverken selvstændigt at fastlægge sine arbejdstider eller - opgaver, herunder hvilken måde hvorpå de enkelte opgaver skal løses.

Det er [virksomhed3], der anviser hvilke biler, der skal afhentes og importeres, hvornår dette skal foregå, og ligeledes hvordan [person1] skal transporteres hen til den pågældende bil, der skal afhentes/importeres. [virksomhed3] instruerer således i hvert tilfælde [person1] om indholdet af den pågældende afhentning og import.

[person1] har derfor ingen selvstændig beslutningskompetence i relation til opgavernes udførelse, og [person1] er ikke bemyndiget til at indgå aftaler, der går udover de konkrete instrukser, som [virksomhed3] har givet om den pågældende opgave. Såfremt der bliver behov herfor, skal [person1] indhente godkendelse hos [virksomhed3].

[person1] er forpligtet til at stå til rådighed, når [virksomhed3] har konkret behov for dennes bistand til en transportopgave, der tidsmæssigt kan ligge både i hverdage og weekender, samt naturligvis indebære både kørsel i ind- og udland.

Endvidere har [person1] pligt til, i forbindelse med udførelsen af sine arbejdsopgaver, løbende at underrette [virksomhed3] om den pågældende transportopgaves udførelse og eventuelle problemer, der måtte opstå i forbindelse med transporten.

Det er [person1] personligt, der skal udføre arbejdsopgaverne for [virksomhed3], og [person1] kan derfor ikke antage andre, til at udføre de arbejdsopgaver, han får tildelt af [virksomhed3].

[person1] legitimerer sig i forbindelse med sine arbejdsopgaver, dels ved fuldmagt, jf. bilag 4, og dels ved fremvisning af sit visitkort, jf. bilag 5, blandt andet når han afhenter bilerne.

Det er [virksomhed3], der bærer risikoen og omkostningerne forbundet med alle de af [person1] udførte arbejdsopgaver og transporter.

[person1] får godtgjort og refunderet samtlige de omkostninger, han har haft under sine arbejdsopgaver for [virksomhed3], ligesom [person1] får stillet driftsmateriel - eksempelvis som i den konkrete sag, en lejebil hos [...], jf. bilag 6 - til rådighed. Udgifterne hertil bæres i alle tilfælde af [virksomhed3].

Hertil kommer, at [person1] tillige vederlægges ved en årlig indbetaling til hans pensionskonto på baggrund af de i samarbejdskontrakten angivne lønsatser samt antallet af udførte transportopgaver.

For så vidt angår vederlæggelsen for det arbejde, som [person1] udfører for [virksomhed3], bemærkes det, at SKAT synes at lægge afgørende vægt på, at [person1] ikke kan anses for ansat, fordi han ikke modtager (løbende) "vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold', jf. SKATs afgørelse side 2.

Det fremgår imidlertid intet steds, at et ansættelsesforhold kræver en løbende lønudbetaling, og for timeløns- og provisionsansatte forekommer dette som en selvfølge, eksempelvis i tilfælde hvor de henholdsvis ikke har haft nogen timer, eller ikke har opfyldt provisionskravene.

I stedet fremgår det modsatte af eksempelvis lov om arbejdsskadesikring § 2:

"Personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, er berettigede efter denne lov, jf. §§ 5-7. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående." [Mine understregninger]

Med andre ord kan en ansat - i lov om arbejdsskadesikrings forstand - godt udføre ulønnet arbejde, hvad enten dette er af varig, midlertidig eller forbigående karakter.

På baggrund af ovenstående om parternes arbejdsmæssige relation gøres det gældende, at aftaleforholdet opfylder de kriterier, der er opstillet i dansk ret som normerende for, om der er tale om et ansættelsesforhold, og da der ikke gælder en særlig definition af ansatte i registreringsbekendtgørelsen, gøres det endvidere gældende, at [person1] reelt er- eller må sidestilles med en - ansat i [virksomhed3].

Sammenfattende gøres det derfor gældende, at kørslen og anvendelsen af de faste prøveskilte ikke var i strid med reglerne i registreringsbekendtgørelsens §§ 78- 82;

idet kørslen foregik i et uregistreret køretøj af en type, der skal registreres, jf. registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 1, og

idetkørslen var af midlertidig eller lejlighedsvis karakter og med et formål, der er omfattet af registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2, nærmere bestemt kørsel i forbindelse med import af et køretøj til det sted her i landet, hvor importøren [[virksomhed3]] har adresse, herunder virksomhedsadresse, jf. § 79, stk. 2, nr. 2, og

idet [person1] reelt er - eller må sidestilles med en - ansat i [virksomhed3], jf. registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 1, og

idet [person1] således ikke var uvedkommende for formålet med kørslen, jf. registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 3, ligesom der ikke var tale om "overdragelse af retten til prøveskiltene til andre", jf. registreringsbekendtgørelsens § 78, stk. 5.

På baggrund af ovenstående påklages derfor SKATs afgørelse af 20. september 2017 om inddragelse af de faste prøveskilte med registreringsnummer [reg.nr.1] til Landsskatteretten.

I et tilfælde som dette, hvor problemstillingen ikke har været prøvet af domstolene, vil det i øvrigt være kritisabelt på nuværende tidspunkt at inddrage de faste prøveskilte.

[...]”

SKATs udtalelse

SKAT har i forbindelse med sagens behandling hos Skatteankestyrelsen bl.a. anført:

”[...]

SKAT finder, at [virksomhed3] ApS, CVR-nr. [...1] har overdraget selskabets prøveskilte, reg. nr. [reg.nr.1], [person1], CPR-nr. [...].

Føreren oplyste på kontroltidspunktet, at hanhverken fik løn, havde kontrakt eller var ansat i selskabet.

Føreren forklarede, at han var venner med ejeren, så han fik kun fornøjelsen af at køre i køretøjerne for firmaet og, at det var noget han havde gjort det sidste stykke tid.

Det fremgår af modtaget materiale fra partsrepræsentanten, at der overføres optjent vederlag (som opgøres en gang årligt) som pension til [person1]s opsparingskonto hos [virksomhed2]

SKAT var efterfølgende, på kontroltidspunktet, i telefonisk kontakt med [person3] fra [virksomhed3] ApS, der oplyste at føreren ikke var ansat i selskabet, grundet nogle pensionsmæssige problemstillinger, men at de havde drøftet med føreren om han fremadrettet skulle registreres som ansat i selskabet.

SKAT er således af den opfattelse at der i henhold til ordet ansat i reglerne i registreringsbekendtgørelsen forstås personer, som modtager vederlag for et personligt arbejde i et tjenesteforhold, jf. registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 1.

SKAT bemærker vedrørende definition af ansat i relation til registreringsbekendtgørelsen

(...)

En ”ansat” skal i forhold til prøveskilte forstås som en person med en ansættelseskontrakt, lærlingekontrakt, osv.

Udtrykket ”ansat” kan ikke dække en frivillig hjælper m.v., dvs. en person, som hjælper i virksomheden og som ikke modtager løn i virksomheden i medfør af registreringsbekendtgørelsens § 81.

Ordet ”ansat” leder til en strengere fortolkning end ordet ”arbejder i”, som anvendes i forbindelse med reglerne om mandskabsvogne. En person, der ”arbejder i” en virksomhed, kan eventuelt være en person, som ikke er lønnet af virksomheden, hvorimod en ”ansat” som altovervejende udgangspunkt er en lønnet medarbejder. Det vil sige, at den eksisterende praksis, hvorefter ulønnede medarbejdere som udgangspunkt ikke betragtes som ansatte, efter vores opfattelse er korrekt.

SKATs vurdering af de indkomne oplysninger

Ifølge registreringsbekendtgørelsens § 81, må et prøveskilt kun bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet og de hos denne ansatte.

[...]”

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skatteankestyrelsen har den 5. juli 2018 sendt Skatteankestyrelsens indstilling til udtalelse hos SKAT (Motorstyrelsen). SKAT (Motorstyrelsen) har bl.a. anført følgende i sin udtalelse af 18. juli 2018:

”(...)

Af bemærkningerne til LFF 2017-10-04 nr. 18 fremgår, at:

”Det foreslås i § 7 d, stk. 1, at et prøveskilt, med de undtagelser der følger af § 7 d, stk. 2 og 3, kun må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter § 7 a, og de der er ansat hos denne.

Det er kun personer, hvor der foreligger en ansættelseskontrakt på almindelige vilkår mellem den, der har fået udleveret prøveskiltet, og den pågældende person, eller personer, hvor indehaveren af prøveskiltet på anden måde kan dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold, der anses som ansat. Ansatte i koncernforbundne selskaber anses som ansat i samtlige koncernforbundne selskaber.

Formålet er at sikre, at uvedkommende ikke bruger prøveskilte, og at det ved kontrol kan undersøges, om føreren er berettiget til at bruge prøveskiltet. Hvis der ikke foreligger en ansættelseskontrakt, eller prøveskilteindehaveren ikke på anden måde kan dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold, har SKAT i realiteten ikke mulighed for at kontrollere, om der er tale om en ansat.

I medfør af den gældende regel i registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 1, må et prøveskilt med de undtagelser der følger af registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 2 og 3, kun bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter registreringsbekendtgørelsens § 78 og de hos denne ansatte. Indholdet af denne bestemmelse foreslås således videreført. ” (Min understregning).

Ovenstående trådte i kraft den 1. januar 2018, hvorfor det ikke var gældende på tidspunktet for afgørelsen den 20. september 2017. Det fremgår dog klart af lovforslaget, at det er en videreførelse af den tidligere registreringsbekendtgørelses § 81, stk. 1, der siger, at prøveskilte kun må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter registreringsbekendtgørelsens § 78 og de hos denne ansatte.

(...)

Ud fra ovenstående er det vores vurdering, at lovgiver har tænkt sig, at følgende betingelser skal gælde for ansættelsesbegrebet i henhold til prøveskilte:

- Der skal enten foreligge en ansættelseskontrakt på almindelige vilkår mellem den, der har fået udleveret prøveskiltet, og den pågældende person, eller

- indehaveren af prøveskiltet skal på anden måde kunne dokumentere, at der er tale om et reelt ansættelsesforhold

I denne konkrete sag foreligger der ikke en ansættelseskontrakt på almindelige vilkår. Det er således vores vurdering, at det konkret skal vurderes, om der er tale om et reelt ansættelsesforhold.

Det er ikke defineret nærmere af lovgiver, hvad der forstås ved et reelt ansættelsesforhold. Vi vurderer derfor, at man skal støtte sig op af retspraksis sammenholdt med de faktuelle oplysninger i sagen.

Vi bemærker, at både [person1] og [virksomhed3] ApS begge starter med at sige, at [person1] ikke er ansat. Herudover siger begge, at han ikke har kontrakt, ikke får løn og transporterer køretøjerne for fornøjelsens skyld. Det må således have formodningen i mod sig, at [person1] var ansat på tidspunktet for kørslen.

Skatteankestyrelsen bruger selv følgende betingelser i sagsnr. [...]:

•	Vederlag
•	Ansættelseskontrakt
•	Hyppighed
•	Arbejdstid

I denne sag består vederlaget i en indbetaling til [person1]s pension. Vederlaget er ikke en del af en løbende fast betaling. Overførslen af pensionen sker da også først den 24. april 2018, det vil sige efter klagesagen opstår. Vi mener derfor ikke, at man kan lægge vægt på vederlaget.

Ansættelseskontrakten er en samarbejdskontrakt. Det er der aftalemæssigt intet i vejen med. (...)

Vi vurderer ud fra samarbejdskontrakten, at [person1] har fuld beføjelse over sin arbejdstid. Det er ham selv, der planlægger og tilrettelægger sin arbejdstid qua han altid kan takke nej til en opgave.

For så vidt angår hyppighed og arbejdstid er det i klagers repræsentants mail af 14. september 2017 anført, at:

”Det bemærkes at [person1] alene benyttes i de undtagelsestilfælde, hvor [virksomhed3]s egne ansatte på grund af travlhed ikke kan varetage opgaven. ”

(...)

Det er vores vurdering ud fra ovenstående, at Skatteankestyrelsen mener, at interesse og instruktionsbeføjelse kan sidestilles med at være ansat. Vi må her henvise til Skatteankestyrelsens egen afgørelse i sagsnr. [...]. Parten i den sag handlede også i selskabets interesse, ligesom han var underlagt instruktion fra ejeren. Her kom Skatteankestyrelsen dog til et andet resultat.

Vi vurderer, at ovenstående gælder for afgiftsfritagelse af mandskabsvogne, hvor man tidligere havde samme problematik, men det kan ikke overføres til brugen af prøveskilte. Det fremgår af forarbejder til L18, at der skal gælde et ansættelseskrav ved prøveskilte. Samme fremgår ikke af betingelserne for afgiftsfritagelse af mandskabsvogne.

Samarbejdsaftalen, som er indgået mellem [person1] og [virksomhed3] ApS, er en samarbejdsaftale. For det første gælder, at [person1] selv kan bestemme, hvornår han vil arbejde, jf. ”takke nej til opgaven/erne”. For det andet fremgår det af den løbende opgørelse, at beløbene ikke stemmer overens med samarbejdsaftalen. Det fremgår blandt andet af afregningen, at der er kørt flere ture til 200 kr., hvilket ikke fremgår af samarbejdsaftalen.

Det fremgår af klagen af 20. december 2017, at [person1] ikke ville klassificeres som ansat, da det kunne få konsekvenser for hans pension. Det virker som om, at [person1] kan vælge, hvornår han vil være ansat og hvornår han ikke vil, alt efter hvornår det er gunstig for ham. Vi mener derfor, at det ikke kan sidestilles med et reelt ansættelsesforhold.

Henset til ovenstående er det vores vurdering, at prøveskiltene korrekt blev inddraget. Vi henviser i det hele til SKATs afgørelse af 20. september 2017.

(...)”

Selskabets bemærkninger til SKATs udtalelse

Selskabets repræsentant har den 26. juli 2018 fremsendt bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling og til SKATs (Motorstyrelsens) udtalelse af 18. juli 2018. Heraf fremgår bl.a.:

”I sin udtalelse henviser Motorstyrelsen som noget nyt til LFF 2017-10-04 nr. 18, der vedrører forslag til ændring af blandt andet lov om registrering af køretøjer, således at reglerne om brug af prøveskilte og prøvemærker i dagældende registreringsbekendtgørelse erstattes af lovregler, der indføres i lov om registrering af køretøjer.

Hermed ophøjes reglerne om brug af prøveskilte til lovniveau af hensyn til grundlovens § 43. Det forekommer i den forbindelse generelt kritisabelt, at Motorstyrelsen i en sag om et indgreb over for en borger/virksomhed på skatte- og afgiftsområdet primært læner sig op ad et lovforslag, der ikke var vedtaget – og end ikke fremsat – på tidspunktet for standsningen af Køretøjet i nærværende sag.

På baggrund heraf og da lovforslaget først trådte i kraft pr. 1. januar 2018, bemærkes det derfor overordnet, at bemærkningerne til LFF 2017-10-04 nr. 18, naturligvis ikke kan tillægges betydning til skade for [virksomhed3] i relation til nærværende sag, hvilket så meget desto mere må gælde, da lovforslaget ikke er vedtaget.(...)

Motorstyrelsen henviser herefter til Skatteankestyrelsens afgørelse i sagsnr. [...], som Motorstyrelsen blandt andet har citeret i uddrag på side 2 i sin udtalelse.

Om afgørelsen i sagsnr. [...] – hvor Skatteankestyrelsen fandt, at SKAT med rette havde inddraget et sæt prøveskilte – bemærkes, at forholdene i sagen på væsentlige punkter afviger fra de faktiske forhold i nærværende sag.

Det fremgår af sagen, at føreren af det køretøj, der var påført prøveskiltene, var faderen til direktøren i det selskab, der var indehaver af prøveskiltene. Det førte køretøj var – i lighed med forholdene i nærværende sag – købt i Tyskland på vegne af en kunde i Danmark, idet køretøjet skulle på en leasingkontrakt. Kørslen skete således som led i importen af køretøjet.

Uden at det er nærmere forklaret hvorfor, kørte selskabets direktør i et separat køretøj med trailer, og han ankom til grænsen 10-15 minutter efter sin fader. Det var direktøren, og ikke faderen, der opbevarede faktura og registreringsattest vedrørende det importerede køretøj.

Skatteankestyrelsen lægger i sin afgørelse vægt på, at faderen alene hjælper med at importere biler, hvis der er behov for det, at han ikke modtager vederlag for denne kørsel, og at der ikke foreligger en ansættelseskontrakt.

I nærværende sag vederlægges [person1] de facto for sine kørsler for [virksomhed3], hvilket også er lagt til grund af Skatteankestyrelsen i sin indstilling af 5. juli 2018, og Motorstyrelsen bestrider da heller ikke, at [person1] har modtaget vederlag for sit arbejde for [virksomhed3], men anfører som støtte for, at [person1] ikke skulle være ansat, at der ikke er tale om ”en løbende fast betaling”.

Motorstyrelsen redegør dog ikke nærmere for med støtte i hvilken hjemmel, at det skulle være en betingelse for, at der er tale om et ansættelsesforhold, at der sker løbende fast betaling for arbejdet. Det er utvivlsom ikke med støtte i bemærkningerne til LFF 2017-10-04 nr. 18, som Motorstyrelsen ellers primært støtter sine argumenter på, idet bemærkningerne i sin definition af ansatte ikke opstiller et krav om løbende vederlæggelse (eller vederlæggelse overhovedet for den sags skyld).

Det fremgår da heller ikke i øvrigt andre steder i dansk ret, at et ansættelsesforhold kræver en løbende lønudbetaling – eller modtagelse af løn overhovedet – og for timeløns- og provisionsansatte forekommer dette som en selvfølge.

Selvom det således ikke engang er en betingelse for at kunne blive kategoriseret som ansat, modtager [person1] dog de facto vederlag for sit arbejde for [virksomhed3].

(...)

Motorstyrelsen mener, at [person1]s mulighed for, efter en nærmere vurdering af den enkelte opgave, at takke nej til denne opgave, medfører, at denne har fuld beføjelse over sin arbejdstid.

Det er imidlertid helt normalt, at eksempelvis timelønnede kan takke nej til arbejdsopgaver, vagter eller lignende, hvis de ikke er ansat på en kontrakt, hvor de er forpligtet til at møde hver dag, men det er klart, at såfremt [person1] eller en anden timelønnet altid (eller i overvejende grad) takker nej til de opgaver eller vagter, som vedkommende tilbydes af sin arbejdsgiver, da kan det naturligvis få ansættelsesretlige konsekvenser i form af eksempelvis indskærpelser eller i sidste ende afskedigelse.

Motorstyrelsen henviser endvidere til arbejdets hyppighed og omfang, men der er (heller) ikke i dansk ret noget krav om, med hvilken hyppighed arbejdet skal udføres, herunder at der skulle gælde et krav om et minimumsantal af arbejdstimer ugentligt, førend man kan kategoriseres som ansat.

(...)

Det kan i den forbindelse undre, at Motorstyrelsen lægger vægt på, at [person1] tilsyneladende i enkelte tilfælde har fået udbetalt en sats (kr. 200) for enkelte kørsler, selvom denne sats ikke fremgår af samarbejdskontrakten.

Alt efter den enkelte kørsels omfang er det næppe urimeligt, at arbejdsgiveren og den ansatte kan lave en individuel aftale om vederlæggelsen for den konkrete kørsel, hvorefter den ansatte vederlægges ved en sats, der enten ligger over eller under ”standardsatsen” for kørsler inden for de geografiske afgrænsninger i samarbejdskontrakten.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af den dagældende registreringsbekendtgørelses § 78, stk. 1, at SKAT kan udlevere nummerplader i form af faste prøveskilte til erhvervsdrivende fysiske eller juridiske personer, der vedvarende og i et ikke uvæsentligt omfang har brug for skiltene i deres erhverv til kørsel som nævnt i §§ 79-82.

Det fremgår af § 78, stk. 5, at retten til et prøveskilt ikke kan overdrages. Hvis prøveskiltet anvendes i strid med §§ 77-82 kan SKAT inddrage udleverede prøveskilte. Dette fremgår af § 78 stk. 6.

Af registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2. nr. 2 fremgår, at prøveskilte kun må bruges til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel med følgende formål:

"(...)

2. Kørsel i forbindelse med import eller eksport af et køretøj til/fra det sted her i landet, hvor importøren/eksportøren har adresse, herunder virksomhedsadresse.

(...)”

Af registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 1 fremgår, at et prøveskilt kun må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter § 78 og de hos denne ansatte, med de undtagelser der følger af stk. 2 og 3.

[person1] førte det omhandlende køretøj på vegne af selskabet, idet køretøjet skulle importeres til selskabets virksomhedsadresse i Danmark, med det formål, at blive solgt til [virksomhed1] A/S og herefter indgå i en flexleasingaftale. [person1] havde indgået en samarbejdsaftale med selskabet forud for standsningstidspunktet den 13. september 2017. [person1] har den 24. april 2018 modtaget et samlet årligt vederlag i form af en indbetaling til sin pensionsopsparing. Indbetalingen er opgjort på baggrund af de opgaver han har udført for selskabet i 2017.

Tre retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder efter en konkret vurdering ikke, at [person1] kan anses for ansat i selskabet, da han blev standset i det omhandlende køretøj, der var påmonteret selskabets faste prøveskilte, jf. registreringsbekendtgørelsens § 81, stk. 1. Landsskatteretten finder ikke, at der ved samarbejdskontrakten og vederlaget i form af indbetaling til [person1]s pensionsopsparing, er dokumenteret, at [person1] var ansat på standsningstidspunktet. Der lægges herved vægt på, at [person1] selv kan bestemme hvilke arbejdsopgaver han påtager sig, at der ikke mellem parterne er aftalt et opsigelsesvarsel, jf. samarbejdskontrakten, og at der ikke er andre forhold der taler for et ansættelsesforhold.

Et retsmedlem finder, at det var i selskabets interesse og efter instruktioner fra selskabets direktør, at [person1] var fører af det omhandlende køretøj den pågældende dag. På denne baggrund finder retsmedlemmet, at [person1] var ansat hos selskabet. Dette er tillige dokumenteret ved den indgået samarbejdsaftale og selskabets årlige indbetaling på [person1]s pensionsopsparing. Retsmedlemmet finder herudover, at det er sandsynliggjort, at kørslen på standsningstidspunktet var foretaget i forbindelse med import af køretøjet, jf. registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2, nr. 2.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse.