Kendelse af 22-02-2022 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2022

Journalnr. 17-0991944

Klagepunkt

SKAT

afgørelse

Klagerens

opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

Forhøjelse af virksomhedens salgsmoms for 1. – 4. kvartal 2015

20.664 kr.

10.175 kr.

10.175 kr.

Faktiske oplysninger

Indehaveren drev i indkomståret 2015 enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1] v/[person1], CVR-nr. [...1]. Indehaveren er registreret som fuldt ansvarlig deltager fra den 22. november 2004 til nu. Virksomheden er registreret under branchekoden 476100 Detailhandel med bøger.

SKAT har bedt om at se virksomhedens regnskabsmateriale for 2015 og har gennemgået den moms virksomheden har angivet for perioden 1. januar 2015 – 31. december 2015.

Virksomhedens revisor har indsendt følgende materiale til SKAT:

Årsrapport 2015
Specifikation
Bankkontoudtog for perioden 1. januar 2015 – 31. december 2015 for virksomhedens driftskonto [...07] i [finans1]

Salgsmoms er angivet med 304.050 kr.

SKAT har konstateret, at der ikke foreligger et ført og afstemt kasseregnskab, samt at bogføringen er udarbejdet på baggrund af årets indtægts- og udgiftsbilag samt bankkontoudskrifter. Dette er bekræftet af virksomhedens revisor.

Det har ikke været muligt for SKAT at afstemme regnskabet med saldobalancer og kontokort, ligesom det heller ikke har været muligt at foretage afstemning af indsætninger i banken med de indsendte specifikationer og årsregnskabet.

Der foreligger kopi af kontoudskrift vedrørende driftskonto, kontonummer [...07], i [finans1] tilhørende [virksomhed1] v/ [person1].

SKAT har udarbejdet en opgørelse over indsætninger på virksomhedens driftskonto. Af denne fremgår der bl.a. fire posteringer med teksten ”overførelse”. De er indsat på følgende datoer og med følgende beløb:

28. juli 2015: 8.500 kr.

16. september 2015: 52.444 kr.

28. september 2015: 1.100 kr.

19. oktober 2015: 1.400 kr.

I forbindelse med indsendelse af klagen har virksomhedens repræsentant fremlagt følgende materiale for Skatteankestyrelsen:

Der er vedrørende indsætningen den 16. september 2015 på 52.444 kr. fremlagt kontoudskrifter for følgende konti:

-Kontoudtog for perioden 28. december 2012 til den 30. december 2013 vedrørende kontonummer [...55] i [finans2]. Der er tale om en sikringskonto tilhørende klageren.

-Kontoudtog for perioden 30. maj 2014 til den 30. december 2014 samt opgørelse af konto pr. 16. september 2015 vedrørende kontonummer [...17] i [finans1]. Denne konto tilhører klageren og er en privat opsparingskonto. Kontoudtoget viser en indsætning den 2. oktober 2014 fra konto [...55] på 52.234,81 kr. Opgørelsen af kontoen den 16. september 2015 viser en overførsel af kontoens saldo på 52.444 kr. til kontonummer [...07] i [finans1].

Vedrørende indsætningen på 8.500 kr. den 28. juli 2015 er der fremlagt et skærmprint fra netbank der viser kontobevægelserne den 28. og 29. juli 2015 på konto [...36] i [finans1]. Kontoen er klagerens lønkonto. Der ses en overførsel til kontonummer [...07].
Vedrørende indsætningen på 1.100 kr. den 28. september 2015 er der fremlagt et skærmprint fra netbank, der viser kontobevægelserne den 28. og 29. september 2015 på konto [...08] i [finans1]. Kontoen er klagerens budgetkonto. Der ses en overførsel til kontonummer [...07].
Vedrørende indsætningen på 1.400 kr. den 19. oktober 2015 er der fremlagt et skærmprint fra netbank der viser kontobevægelserne den 19. og 20. oktober 2015 på konto [...08] i [finans1]. Kontoen er klagerens budgetkonto. Der ses en overførsel til kontonummer [...07].

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens salgsmoms for perioden 1. – 4. kvartal 2015 med 20.664 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

Moms

Der skal betales moms af varer og ydelser, der bliver leveret mod vederlag her i landet (momslovens § 4)

Vi har på grundlag af indsætninger i bank, opgjort den samlede omsætning til 1.671.241 kr., heraf udgør salgsmoms 334.248 kr.

Da der er angivet en salgsmoms for året på 304.050 kr. vil der ske en regulering af salgsmoms på 30.198 kr.

Regulering moms

Periode Beregnet moms Angivet Regulering

1. kvartal 86537 56544 29993

2. kvartal 52402 55496 - 3094

3. kvartal 71291 64550 6741

4. kvartal 124018 127460 - 3442

334248 304050 30198

Skats vurdering af indsigelse og afgørelse

Indsætninger/omsætning

Indbetalt privat

Der er ifølge dine oplysninger indbetalt privat for at nedbringe butikkens kassekredit:

29/1 44.900 kr.

28/7 8.500 kr.

16/9 52.444 kr.

Vedrørende indsætning den 16/9 2015

Der er indsendt indbetalingsnota fra [finans1] der viser, at der er foretaget overførelse til bankkonto. Det er ikke oplyst fra hvilken konto beløbet er overført fra, der er ikke indsendt bankkonto udtog fra den konto hvor beløbet er overført fra, eller anden form for bilag der kan dokumenterer at der er tale om lån eller andet.

Det er ikke dokumenteret hvorfra beløbet stammer, og dermed om der er tale om beskattede midler. Da virksomhedens omsætning, ifølge oplysninger fra din revisor, alene er opgjort ud fra bankkontoudtog, at der ikke er foretaget daglig optælling af kasseapparat, eller foretaget daglig bogføring af kontante salg, er det ikke dokumenteret, hvor stor omsætning virksomheden reelt har haft.

Under hensyn til ovenstående finder vi ikke, at det er dokumenteret, at det overførte beløb stammer fra beskattede midler.

Vedrørende indsætning den 28/7 2015

Der er indsendt udskrift fra regnskabssystem der viser at der er bogført et beløb på 8.500 kr. som overførelse. Du oplyser, at der er tale om et privat indskud fra din konto efter at du har fået skat retur. Det er ikke oplyst fra hvilken konto beløbet er overført fra, der er ikke indsendt bankkonto udtog fra den konto hvor beløbet er overført fra, eller anden form for bilag der kan dokumenterer at der er tale om lån eller andet.

Det er ikke dokumenteret hvorfra beløbet stammer, og dermed om der er tale om beskattede midler.

Da virksomhedens omsætning, ifølge oplysninger fra din revisor, alene er opgjort ud fra bankkontoudtog, at der ikke er foretaget daglig optælling af kasseapparat, eller foretaget daglig bogføring af kontante salg er det ikke dokumenteret, hvor stor omsætning virksomheden reelt har haft.

Under hensyn til ovenstående finder vi ikke, at det er dokumenteret, at det overførte beløb stammer fra beskattede midler.

Indsætning den 29/1 2015

Du har oplyst, at der er tale om et privat indskud som du har lånt af din svigerfar

Der er ikke indsendt dokumentation for dette forhold

Da det ikke er dokumenteret, at der er tale om indsætninger vedrørende beskattede midler, eller at indsætningerne stammer fra lån eller andet fastholdes det, at indsætninger den 29/1, 28/7 og den 16/9 anses som omsætning i virksomheden.

Der henvises endvidere til afsnittet vedrørende ”Regnskabsgrundlag”.

Ved eventuel anmodning om genoptagelse skal indsendes dokumentation for, at der ikke er tale om virksomhedens omsætning. Dette skal ske i form af kontoudtog vedrørende de konti hvorfra overførelse er foretaget, lånedokumenter eller andet der kan dokumenterer sporet for indsætningerne

(...)

Salgsmoms

Vi har gennemgået dine indsigelser og kommet frem til følgende reguleringer af den tidligere fremsendte opgørelse.

Indsætninger

Indbetalt privat

Det er ikke dokumenteret, at der er tale om indsætninger der ikke er momspligtige i henhold til momslovens § 4 – se ovenstående

Der vil derfor ikke ske ændring ag salgsmoms vedrørende disse indsætninger

Jobcenter [by1] og AUB præmie

Ud fra det indsendte dokumentation kan indsætninger accepteres som værende ikke momspligtig omsætning. Derfor nedsættes den opgjorte salgsmoms med 8.946 kr. – se ovenstående

[virksomhed2] – dobbelt hævet

Du har oplyst, at beløb på 2.380,74 kr. indsat den 27/1 2015 er fra [virksomhed2], der ved en fejl er blevet hævet 2 gange.

Ud fra de givne omstændigheder accepteres forklaringen. Derfor nedsættes den opgjorte omsætning med 1.905 kr. (moms 476 kr.).

Den opgjorte salgsmoms vil blive nedsat med 476 kr.

Forsyning

Du har oplyst, at indsætning fra [virksomhed3] den 2/2 2015 på 1.852,60 kr. vedrører tilbagebetaling af beløb vedrørende virksomhedens tidligere adresse.

Det er endvidere dokumenteret med en opgørelse fra [virksomhed3].

Derfor nedsættes den opgjorte købsmoms med 370 kr.

[virksomhed4]

Vedrørende indsætning den 2/2 2015 fra [virksomhed4] på 1.288,81 kr., har du oplyst, at der er tale om et beløb du har modtaget i forbindelse med opsigelse af aftale om at skifte til [virksomhed5] erhverv i stedet for.

Der er ikke indsendt yderligere dokumentation der kan vise hvad refusionen vedrører, hvilken periode eller hvad form for forsikring der er tale om. Da du oplyser at der er tale om en erhvervsforsikring, må det formodes, at refusion udbetales, idet forsikringen opsiges inden hele betalingsperioden er gået.

Det må endvidere formodes, at du allerede HAR fratrukket udgift til forsikring for hele forsikringsperioden.

Derfor skal refusionsbeløbet medregnes som indkomst, idet det tidligere fratrukne beløb til forsikring skal nedsættes.

Da der er tale om udgift til forsikring, er der ikke pålagt moms. Beløbet er ved vores opgørelse medtaget som momspligtigt. Da beløbet skal medregnes uden moms vil der blive foretaget regulering af opgørelse således:

Salgsmoms 0 kr.

Ifølge fremsendt opgørelse 258 kr.

Salgsmoms nedsættes med 258 kr.

Salgsmoms nedsættes med 258 kr.

Beløb vedr. omsætning december 2014 (nets)

Det er ikke dokumenteret, at der ikke er tale om momspligtig omsætning der ikke tidligere er blevet beskattet.

Den opgjorte salgsmoms vedrørende disse indsætninger fastholdes derfor – se ovenstående

Beløb vedrørende omsætning december 2014

Du har oplyst, at disse indsætninger vedrører indbetaling fra kunder. Disse indbetalinger skulle være bogført og faktureret til kunder i december 2014.

Det er ikke dokumenteret, at der ikke er tale om momspligtig omsætning der ikke tidligere er blevet beskattet.

Den opgjorte salgsmoms vedrørende disse indsætninger fastholdes derfor – se ovenstående

Beløb er bogført og medregnet i december 2014

Du har oplyst, at følgende beløb er tilbageført tilgodehavende fra en leverandør:

13. januar 7.586,23 kr.

30. januar 3.419,70 kr.

Såfremt der er tale om tilbagebetaling af et tilgodehavende skal det kunne dokumenteres, at disse beløb tidligere er medtaget som en omsætning/indkomst, eller ikke tidligere fratrukket som en udgift.

Det er ikke dokumenteret, at der er tale om et ikke skattepligtig beløb

Det fastholdes derfor, at beløb medregnes som momspligtig omsætning for år 2015

Ud fra ovenstående kan der godkendes følgende reguleringer i forhold til opgjort opgørelse:

Jobcenter [by1] 6.346 kr.

AUB 2.600 kr.

[virksomhed2] 476 kr.

[virksomhed3] 370 kr.

[virksomhed4] - 258 kr.

I alt regulering 9.534 kr.

Den beregnede moms er herefter godkendt således

Tidligere beregnet moms 334.248 kr.

Regulering jf. ovenstående - 9.534 kr.

I alt 324.714 kr.

Da der er angivet en salgsmoms på 304.050 kr. er der sket forhøjelse med (324.714 kr. – 304.050 kr.) = 20.664 kr.

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen kommet med følgende bemærkninger:

”(...)

Jeg har gennemgået det indsendte materiale og har følgende kommentarer vedrørende indsætninger på virksomhedens bankkonto.

Indsætning 16/9 2015, kr. 52.444

Ifølge indsendt dokumentation kan det anerkendes, at indsætning af 52.444 kr. kommer fra en deponeringskonto oprettet i år 2012, og dermed fra lånte midler.

Det kan derfor godkendes, at 41.955 kr. ikke skal medregnes som omsætning, og at salgsmoms skal nedsættes med 10.489 kr.

Indsætning 28/9 2015, kr. 1.100

Der er indsendt dokumentation der viser, at beløbet er overført fra budgetkonto [...08] til virksomhedens bankkonto. Ifølge vores oplysninger er der tale om en fælles konto med ægtefællen.

Vi har ikke set kontoudskrift vedrørende konto [...08], og kan derfor ikke konkluderer, at der er tale om allerede beskattede midler.

Det anses derfor ikke for dokumenteret, at der er tale om indsætning der ikke skal medregnes som omsætning.

Indsætning 19/10 2015, kr. 1.400

Der er indsendt dokumentation der viser, at beløbet er overført fra budgetkonto [...08] til virksomhedens bankkonto. Ifølge vores oplysninger er der tale om en fælles konto med ægtefællen.

Vi har ikke set kontoudskrift vedrørende konto [...08], og kan derfor ikke konkluderer, at der er tale om allerede beskattede midler.

Det anses derfor ikke for dokumenteret, at der er tale om indsætning der ikke skal medregnes som omsætning.

Indsætning 28/7 2015, kr. 8.500

Der er indsendt dokumentation der viser, at beløbet er overført fra budgetkonto [...08] til virksomhedens bankkonto. Ifølge vores oplysninger er der tale om en fælles konto med ægtefællen.

Vi har ikke set kontoudskrift vedrørende konto [...08], og kan derfor ikke konkluderer, at der er tale om allerede beskattede midler.

Det anses derfor ikke for dokumenteret, at der er tale om indsætning der ikke skal medregnes som omsætning.

(...)”

Klagerens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at forhøjelsen af virksomhedens salgsmoms nedsættes til 10.175 kr.

Virksomhedens repræsentant har anført følgende:

”(...)

Opgørelse af omsætning og den udgående moms

SKAT har ved fastsættelsen af virksomhedens indkomst medregnet alle indsætninger på virksomhedens driftskonto.

En del af disse indsætninger har virksomheden tidligere dokumenteret som værende ikke omsætning og derfor allerede beskattede midler. Eller dokumenteret som værende fra andre indtægter end momspligtig omsætning.

Dertil kan virksomheden nu yderligere dokumentere følgende indsætninger, som ikke skal medregnes som omsætning, men er indskud af private allerede beskattede midler:

Indsætning 16/9 2015, kr. 52.444,00.

Indsætningen kr. 52.444,00 stammer fra en deponeringskonto opr. kr. 669.000,00 hvor restdeponeringen den 16. september 2015 overføres til virksomhedens driftskonto, jf. vedlagte dokumentation. Denne indsætning er forsøgt imødegået og beskrevet i afgørelsen. Men dokumentationen var ved sagsbehandlingen mangelfuld.

Indsætning 28/9 2015, kr. 1.100,00

Der er tale om en overførsel fra en privat budgetkonto jf. vedhæftede dokumentation. Denne indsætning har ikke særskilt være omtalt i afgørelsen, men indgår i den i afgørelsen medtagede omsætning.

Indsætning 19/10 2015, kr. 1.400,00

Der er tale om en overførsel fra en privat budgetkonto jf. vedhæftede dokumentation. Denne indsætning har ikke særskilt være omtalt i afgørelsen, men indgår i den i afgørelsen medtagede omsætning.

Indsætning 28/7 2015, kr. 8.500,00

Der er tale om en overførsel fra en privat lønkonto jf. vedhæftede dokumentation. Denne indsætning har ikke særskilt være omtalt i afgørelsen, men indgår i den i afgørelsen medtagede omsætning.

Indkomst Udg. moms

Forhøjelse jf. afgørelsen 155.005 20.664

Overført fra deponering brutto kr. 52.444 -41.955 - 10.489

Overført fra budgetkonto, brutto kr. 1.100 - 825 - 275

Overført fra budgetkonto, brutto kr. 1.400 - 1.120 - 280

Overført fra budgetkonto, brutto kr. 8.500 -6.800 - 1.700

Forhøjelse som kan anerkendes 104.305 7.920

(...)”

Repræsentanten har den 20. december 2021 telefonisk meddelt følgende:

Repræsentanten anser det for vanskeligt at fremskaffe yderligere dokumentation vedrørende de tre indsætninger henholdsvis den 28. juli 2015, den 28. september 2015 og den 19. oktober 2015.
På baggrund af SKATs udtalelse til klagesagen vedrørende indsætningen den 16. september 2015 på 52.444 kr. ønsker repræsentanten derfor at ændre sin påstand.
Der er herefter nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af virksomhedens salgsmoms skal ansættes til 10.175 kr., idet indsætningen den 16. september 2015 på 52.444 kr. ikke skal medregnes som omsætning.

Landsskatterettens afgørelse

Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Det fremgår af momslovens § 3, stk. 1.

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Det fremgår af momslovens § 4.

Momsregistrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, til skatteforvaltningen, angive størrelsen af virksomhedens indgående og udgående merværdiafgift i perioden. Forskellen mellem den indgående og udgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar. Det fremgår af momslovens §§ 56, stk. 1 og 57, stk. 1.

Momsregistrerede virksomheder skal ifølge momslovens § 55, stk. 1, føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og kontrollen af merværdiafgiftens berigtigelse.

De nærmere krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven og årsregnskabsloven. Det fremgår bl.a. heraf, at regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, jf. bogføringsloven.

Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Det fremgår af bogføringslovens § 9, stk. 1. Den bogføringspligtige skal opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører. Det fremgår af bogføringslovens § 10, stk. 1.

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene eller hvis der ikke har været indsendt regnskab, været bogført, registreret eller angivet moms af virksomhedens omsætning og omkostninger for perioden, kan skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens afgiftstilsvar skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Retten har i afgørelse af samme dato som nærværende fundet, at SKAT har været berettiget til at forhøje indehaverens skattepligtige indkomst med overskud af virksomhed for indkomståret 2015 på baggrund af indsætninger på virksomhedens bankkonto anset for yderligere omsætning.

Indsætningen den 16. september 2015 (52.444 kr.)

Retten har i afgørelse af samme dato desuden fundet, at den af virksomhedens repræsentant fremlagte dokumentation godtgør, at der er tale om indehaverens private opsparing, der ikke skal anses som momspligtig omsætning.

Indsætningen på 52.444 kr. er indgået i SKATs opgørelse af grundlaget for ansættelsen af virksomhedens salgsmoms for perioderne 1. – 4. kvartal 2015, og momsbeløbet heraf udgør 10.489 kr., jf. SKATS udtalelse til klagen.

Landsskatteretten nedsætter dermed SKATs forhøjelse af virksomhedens salgsmoms for perioderne 1. – 4. kvartal 2015 med 10.489 kr. til 10.175 kr.