Kendelse af 01-03-2018 - indlagt i TaxCons database den 17-03-2018

SKAT har afkrævet klageren 14.381 kr. i registreringsafgift med henvisning til at køretøjet er omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 nr. 1, jf. § 7 stk. 1-3.

Skatteankestyrelsen stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

I forbindelse med SKATs kontrol den 11. juli 2017 på rastepladsen ved [grænsen] blev et motorkøretøj af mærket Volvo V40 med stelnummer [...] og registreringsnummer [reg.nr.1] bragt til standsning. Køretøjet var indregistreret i Polen og den 1. registreringsdato er 9. oktober 2001.

Klageren var på kontroltidspunktet fører af køretøjet og registreret som ejer.

I forbindelse med kontrollen oplyste klageren, at han bor og arbejder i Danmark.

Der er ikke udstedt køretilladelse af SKAT til kørsel i køretøjet.

Af udskrift fra Det Centrale Personregister fremgår, at klageren var registreret med bopæl i Danmark i perioden 16. marts 2016 – 12. oktober 2017, hvorefter klageren er udrejst til Polen.

Klageren har oplyst, at han kun har haft køretøjet i Danmark i 10 dage.

SKATs afgørelse

SKAT har afkrævet klageren 14.381 kr. i registreringsafgift med henvisning til, at køretøjet er omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1 nr. 1 jf. § 7 stk. 1-3.

Af SKATs sagsfremstilling fremgår:

”(...)

SKATs endelige afgørelse

SKAT træffer endelig afgørelse i overensstemmelse med det fremsendte forslag til afgørelse og afkræver [person1] registreringsafgift på den omhandlede Volvo V40 med stel nr. [...].

SKAT finder det dokumenteret, at [person1] har taget sit udenlandsk indregistrerede køretøj med til Danmark, og han har taget køretøjet i brug på færdselslovens område.

[person1] er bosiddende i Danmark, og han må derfor ikke anvende et udenlandsk indregistreret køretøj i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 1. Køretøjet skulle inden ibrugtagning have været afgiftsberigtiget og registreret i Køretøjsregistret, jf. registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1 og registreringsbekendtgørelsens § 3, jf. § 7, stk. 1.

Det at køretøjet efter det oplyste efterfølgende er blevet kørt ud af Danmark, og at [person1] ikke ønsker at have køretøjet i Danmark, fordi det er for dyrt for ham, fører ikke til en ændret vurdering af sagen.

Køretøjet har været anvendt til kørsel på færdselslovens område den 11. juli 2017, og der er derfor indtrådt pligt til at afregne registreringsafgift og pligt til at registrere køretøjet.

SKAT afkræver derfor [person1] registreringsafgift på 14.381 kr.

(...)”

Klagerens opfattelse

Klageren har nedlagt påstand om, at afgørelsen er truffet med urette, og at forhøjelsen af afgiften på 14.381 kr. nedsættes til 0 kr.

Til støtte for påstanden, har klageren anført:

“(...)

I would like to appeal the vehicle registration decision.

I do not intend to register a car in Denmark, it is too troublesome and unnecessary. There are several arguments according to which the registration procedure should not take place. Also, the clerk should not start the registration procedure.

The Volvo V40 was only available in 10 days.After that, I set off for Poland.

I tried to inform the clerk about this fact, but contact was difficult.

Obstacle is also the language barrier.

At the moment I’m finishing my job in Denmark this year.

I have been in Poland for over a dozen days, so registering a car in Denmark is too embarrassing and even impossible. I do not plan to go to Denmark this year. I enclose the decision and other necessary documents in the letter.

I would like to withdraw the decision and all costs and receivables.

(...)”

SKATs udtalelse

I forbindelse med sagens behandling ved Skatteankestyrelsen, har SKAT udtalt:

”(...)

Vi har følgende kommentarer til de nye oplysninger, som ikke står i sagsfremstillingen:

SKAT indstiller, at SKATs afgørelse stadfæstes.

Det fremgår af skemaet fra anmodning om forskudsregistrering for 2017, at [person1] arbejder på en tidsubegrænset kontrakt i Danmark. Det fremgår ligeledes, at han er ansat pr. 1. april 2017, og at han ikke har bevaret sin bolig i Polen.

Der er ikke indberettet løn for juli måned 2017, men ser man på timeantallet på lønsedlen for august 2017 udgør antallet af timer 458,5, hvilket indikerer, at der er udbetalt løn for mere end en måned. Det samme gør sig gældende for september måned 2017, hvor der er indberettet løn for 361 timer.

[person1] har ligeledes arbejdet i Danmark i 2016, selv om han i denne periode ikke har været registreret med fast bopæl. Der er indberettet løn for månederne 1. maj 2016 til 30. november 2016, men igen er der indberettet mange timer – 655,50 timer på lønsedlen for maj måned 2016, hvilket indikerer, at der er udbetalt løn for en længere periode.

Køretøjet, som ejes af [person1], er taget i brug på færdselslovens område i den periode, hvor ejer var bosiddende i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 1. Dette er dokumenteret, dels ved indberetningen fra Indsats Told i [by1], dels fra oplysninger fra politiets nummerpladegenkendelsessystem og dels ejers egne oplysninger.

SKAT finder, at der er indtrådt pligt til registrering af køretøjet og pligt til afregning af registreringsafgift.

Hvis der kommer yderligere oplysninger fra klager, ønsker SKAT at blive hørt i sagen igen, inden Skatteankestyrelsen træffer afgørelse i sagen.

(...)”

Skatteankestyrelsens afgørelse

Der skal svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer. Det fremgår af registreringsafgiftslovens (lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014) § 1, stk. 1.

Det følger af § 2 i lov om registrering af køretøjer (lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013), at motorkøretøjer m.v., skal registreres her i landet og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område.

Det følger af § 7 i registreringsbekendtgørelsen (BEK nr. 599 af 31. maj 2017), at et køretøj skal registreres i Centralregistret for Motorkøretøjer, hvis køretøjet har en ejer eller en bruger med bopæl eller, hjemsted her i landet. Af stk. 3 i samme bestemmelse fremgår, at selv om ingen ejer af et køretøj har bopæl eller hjemsted her i landet, skal køretøjet registreres i Køretøjsregisteret, hvis der er en bruger af køretøjet, og denne har bopæl eller hjemsted her i landet. Som bruger anses i denne sammenhæng en fysisk eller juridisk person, der i 30 dage eller mere råder over køretøjet på færdselslovens område. Pligten til at anmelde køretøjet til registrering i Køretøjsregisteret påhviler i disse tilfælde tillige brugeren af køretøjet.

I medfør af registreringsbekendtgørelsens § 8, stk. 1 anses en person, der er registreret i Det Centrale Personregister med bopæl her i landet, for at have bopæl her i landet.

Klageren var på kontroltidspunktet registreret i Det Centrale Personregister med bopæl i Danmark.

Idet klageren anses for at have bopæl i Danmark, og køretøjet utvivlsomt har været taget i brug på færdselslovens område, er registreringspligten samt afgiftspligten indtrådt. Der skulle således have været svaret afgift til statskassen, jf. den dagældende registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1, ligesom køretøjet skulle have været registreret i Centralregistret for Motorkøretøjer.

Det forhold, at klageren efterfølgende er flyttet tilbage til Polen, ændrer ikke herved. Det er ligeledes uden betydning for sagen, hvor mange dage klageren har benyttet køretøjet på færdselslovens område.

Det følger af registreringsbekendtgørelsens § 17, stk. 1, at en person med bopæl i Danmark ikke må føre et udenlandsk indregistreret motorkøretøj på færdselslovens område, medmindre kørslen sker som nævnt i stk. 2, § 12, § 15, stk. 2 eller §§ 18-25. §§ 18-25 vedrører visse former for godstransport, erhvervsmæssig personbefordring m.v.

Der er ubestridt, at kørslen ikke er omfattet af de ovennævnte bestemmelser.

Det fremgår af registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1, at den der ejer køretøjet på det tidspunkt, hvor afgiftspligten indtræder hæfter for betaling af afgiften.

Klageren hæfter derfor som ejer af køretøjet, jf. registreringsafgiftsloven § 20, stk. 1.

Skatteankestyrelsen stadfæster afgørelsen.