Kendelse af 17-01-2022 - indlagt i TaxCons database den 18-03-2022

Journalnr. 17-0991036

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Virksomhedens

opfattelse

Landsskatterettens

afgørelse

1. -4. kvartal 2015

Nedsættelse af købsmoms

171.777 kr.

0 kr.

171.777 kr.

Faktiske oplysninger

Indehaveren har i perioden 1. februar 2014 til 30. september 2017 drevet enkeltmandsvirksomheden [virksomhed1], cvr-nr. [...1] under branchekode 476420 Cykel- og knallertforretninger.

Indehaveren har for indkomståret 2015 indberettet følgende beløb til SKAT:

Overskud af virksomhed: 310.227 kr.

Salgsmoms: 271.471 kr.

Købsmoms: 171.777 kr.

SKAT har i brev af 2. marts 2017 og i rykker af 20. april 2017 til indehaveren udbedt sig regnskabsmateriale og tilhørende bilag herunder kontospecifikationer, saldobalancer, momsafstemninger og bankudskrifter for indkomståret 2015. Indehaveren har ikke indsendt det ønskede materiale.

SKAT sender forslag til afgørelse den 17. maj 2017 med forhøjelse af overskuddet på 775.657 kr. og en forhøjelse af virksomhedens momstilsvar på 171.777 kr.

Indehaveren har i mail af 24. maj meddelt at ville sende materiale. SKAT rykker for det lovede materiale i en mail af 15. juni 2017. Indehaveren indsender ikke materiale.

SKAT træffer afgørelse den 27. juni 2017 i overensstemmelse med forslaget af 17. maj 2017.

Skatteankestyrelsen har i brev af 10. november 2021 anmodet indehaveren om at fremsende materiale. Indehaveren har ikke reageret på henvendelsen.

SKATs afgørelse

SKAT har nedsat virksomhedens købsmoms for 1. – 4. kvartal 2015 med 171.777 kr.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”(...)

Købsmoms

Efter momslovens § 55 skal registrerede virksomheder føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelse af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og for SKATs kontrol med afgiftens berigtigelse. Registrerede virksomheder skal efter momslovens § 74, stk. 4, udlevere regnskabsmaterialet til SKAT, når SKAT anmoder herom.

Virksomheder kan efter momslovens§ 37 fratrække købsmoms af varer og ydelser, der udelukkende anvendes til brug for virksomhedens leverancer. Købsmomsen i en afgiftsperiode er afgiften på virksomhedens fradragsberettigede indkøb, ifølge momslovens§ 56, stk. 3.

Registrerede virksomheder skal til dokumentation for købsmoms kunne fremlægge fakturaer, her under forenklede fakturaer og afregningsbilag, jf. momsbekendtgørelsens § 82.

Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan SKAT ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt jf. opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Du har ikke indsendt regnskabsmaterialet, hvorfor vi ikke har mulighed for at efterprøve virksom hedens momstilsvar. SKAT kan derfor ikke godkende fradrag for virksomhedens angivne købsmoms på 171.777 kr. og virksomhedens købsmoms nedsættes med beløbet.

Moms

1. kvartal 2. kvartal 3. kvartal 4. kvartal I alt

Angivet købsmoms 22.293 55.908 35.800 57.776 171.777 kr.

Godkendt købsmoms 0 0 0 0 0 kr.

Købsmoms ændres med -22.293 -55.908 -35.800 -57.776 -171.777 kr.

(...)”

Virksomhedens opfattelse

Indehaveren har nedlagt påstand om, at købsmomsen ikke skal nedsættes.

Indehaveren har i sin klage anført følgende:

”(...)

Jeg vil klage overskattevæsnet afgørelsen for 2015, idet min indkomst og moms i 2015 var mindre end skattevæsnet har regnet ud, idet skattevæsnet nægter at godkend moms fradrag for varekøb.

(...)”

Landsskatterettens afgørelse

Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed, er afgiftspligtige. Det fremgår af momslovens § 3, stk. 1.

Der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet. Det fremgår af momslovens § 4.

I medfør af momslovens § 37, stk. 1, kan momsregistrerede virksomheder ved opgørelsen af afgiftstilsvaret få fuld fradragsret for indgående moms, i det omfang indkøbet relaterer sig til virksomhedens momsbelagte aktiviteter.

Momsregistrerede virksomheder skal efter udløbet af hver afgiftsperiode, til skatteforvaltningen, angive størrelsen af virksomhedens indgående og udgående merværdiafgift i perioden. Forskellen mellem den indgående og udgående afgift er virksomhedens afgiftstilsvar. Det fremgår af momslovens §§ 56, stk. 1 og 57, stk. 1.

Momsregistrerede virksomheder skal ifølge momslovens § 55, stk. 1, føre et regnskab, der kan danne grundlag for opgørelsen af afgiftstilsvaret for hver afgiftsperiode og kontrollen af merværdiafgiftens berigtigelse.

De nærmere krav til regnskabsgrundlaget er fastsat i momsbekendtgørelsen, bogføringsloven og årsregnskabsloven. Det fremgår bl.a. heraf, at regnskabet skal være udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab, jf. bogføringsloven.

Enhver registrering skal dokumenteres ved bilag. Det fremgår af bogføringslovens § 9, stk. 1. Den bogføringspligtige skal opbevare regnskabsmaterialet på betryggende vis i 5 år fra udgangen af det regnskabsår, materialet vedrører. Det fremgår af bogføringslovens § 10, stk. 1

Hvis regnskabet ikke opfylder kravene eller hvis der ikke har været indsendt regnskab, været bogført, registreret eller angivet moms af virksomhedens omsætning og omkostninger for perioden, kan skatteforvaltningen fastsætte virksomhedens afgiftstilsvar skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5, stk. 2.

Retten har i afgørelse af samme dato som nærværende fundet, at SKAT har været berettiget til at forhøje indehaverens skattepligtige indkomst med overskud af virksomhed for indkomståret 2015 idet der ikke er fremlagt dokumentation for driftsomkostninger.

SKAT har ikke godkendt fradrag for købsmoms på i alt 171.777 kr. for 1. – 4. kvartal 2015 på grund af manglende dokumentation for driftsomkostninger. Virksomheden har i forbindelse med klagesagen ikke fremlagt yderligere til SKATs ansættelser.

Retten konstaterer således, at virksomheden ikke har fremlagt dokumentation vedrørende fradrag for driftsomkostninger, og dermed heller ikke vedrørende fradrag for købsmoms. Retten bemærker desuden, at de regnskabsmæssige registreringer skal dokumenteres med bilag, jf. bogføringslovens § 9, stk. 1, og at virksomheden, som bogføringspligtig, skal opbevare sit regnskabsmateriale i 5 år fra udgangen af det relevante regnskabsår, jf. bogføringslovens § 10, stk. 1.

Landsskatteren stadfæster SKATs afgørelse om nedsættelse af købsmoms med 171.777 kr. for perioden 1. -4. kvartal 2015.