Kendelse af 30-04-2018 - indlagt i TaxCons database den 19-05-2018

SKAT har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2016 til dækning af klagerens gæld vedrørende B-skat samt tilhørende inddrivelsesrenter og efterfølgende udbetalt den resterende overskydende skat til klagerens NemKonto.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om modregning.

Landsskatteretten afviser klagen over, at den resterende overskydende skat blev udbetalt til klagerens NemKonto.

Faktiske oplysninger

Klageren havde forud for den påklagede afgørelse om modregning gæld til det offentlige vedrørende B-skat samt tilhørende inddrivelsesrenter. Den resterende overskydende skat blev udbetalt til klagerens NemKonto.

Gælden er opgjort således:

Fordring

Beløb

B-skat

511,00 kr.

Inddrivelsesrenter

5,64 kr.

B-skat

511,00 kr.

Inddrivelsesrenter

2,14 kr.

B-skat

511,00 kr.

B-skat

511,00 kr.

Dækket ved modregning i alt

2.051,78 kr.

Klagerens årsopgørelse for indkomståret 2016 udviste en overskydende skat på 73.499 kr.

Klageren havde den 23. juni 2016 anmodet SKAT om registrering af en specifik konto til udbetaling af overskydende skat.

Den 23. juni 2017 henvendte klageren sig til SKAT. Af henvendelsen fremgår bl.a., at klageren var utilfreds med, at det overskydende beløb var blevet udbetalt til hans NemKonto.

Den 2. juli 2017 fremsendte klageren sin klage.

Den 1. august 2017 ringede klageren til SKAT. Medarbejderen hos SKAT sendte efterfølgende følgende til klageren:

”Jeg har undersøgt sagsforløbet i forbindelse med behandling af din overskydende skat 2016 for så vidt angår modregningen samt udbetalingen. Som aftalt i forlængelse af vores telefonsamtale i dag, sender jeg dig også en skriftligt svar.

Status på dine B-skat rater 2017 var på modregningstidspunktet følgende:

Kr. 511,00 vedr. januar – Betalt den 27.02.17

Kr. 511,00 x 3 vedr. februar, marts, april – ej betalt og derfor sendt til inddrivelse.

Kr. 511,00 vedr. maj – Betalt den 19.06.17 (oplyst fejl til borger – fordring er dækket ved modregningen)

Din overskydende skat 2016 bliver på grund af ovennævnte restance overført til Inddrivelsen, hvorefter der sker modregning, og overskydende beløb udbetalt.

Som det fremgår af modregningsbrevet af 19.06.17, er der anvendt 3x 511,00 kr. til dækning af B-skat rater 2017 vedr. februar, marts og april, samt inddrivelsesrenter.

Den anviste specifikkonto til overskydende skat, vil ikke blive anvendt når der, efter modregning, er et overskydende beløb til udbetaling fra Inddrivelsen. Beløbet vil i stedet blive overført til din NemKonto. Inddrivelsen har efterfølgende ikke indflydelse på, hvem der har adgang eller retten til det udbetalte beløb.

Jeg håber, at ovenstående har besvaret dine spørgsmål”

Den 5. september 2017 sendte klageren følgende til SKAT:

”Jeg er uenig i jeres afgørelse og i har selv bevist det ved at overføre overskydende personlig skat til trods for der ingen restance har været til nemkonto 2 gange i 2017 med 511 kr. Faktum er at i har tilgodeset uberittigt kreditor ved at udbetalte til nemkonto hvor der ikke er transport.

Fakta var også at jeres medarbejde ikke kunne se betalingskort på at jeg skulle betale b-skat dette kan jeg ikke se i jeres afgørelse. derudover hvor står der i en lovtekst at i kan afvige fra at betalt til speifik konto ?

der er intet blevet oplyst om dette ved møde i 2016 og der står ikke noget i lovtekst om at inddrivelse kun må udbetalt til nemkonto ! ! ! !”

Den 5. september 2017 sendte SKAT et brev til klageren, som svar på klagen over modregningen af 19. juni 2017. Følgende fremgår bl.a.:

”For at kunne forstå spørgsmålet om udbetaling til enten NemKonto eller specifik konto er det vigtigt, at skelne mellem SKAT som fordringshaver og SKAT som inddrivelsesmyndighed.

Såfremt du ingen gæld har til inddrivelse, vil en eventuel overskydende skat blive udbetalt, fra SKAT som fordringshaver, til den anviste specifik konto.

Såfremt du har gæld til inddrivelse, vil et eventuelt overskydende beløb efter modregning, blive udbetalt, fra SKAT som inddrivelsesmyndighed, til din NemKonto.

SKAT Inddrivelse har den 19. juni 2017 truffet afgørelse om modregning i din overskydende skat for indkomståret 2016.

Overskydende skat for indkomståret 2016 udgør kr. 73.499,00. Der modregnes kr. 2.044,00 til B-skat 2017 samt kr. 7,78 til inddrivelsesrenter. Rest beløbet kr. 71.447,22 udbetales til din NemKonto.

Den 23. juni 2016 har du anmodet om registrering af specifik konto vedrørende udbetaling af overskydende skat.

Ifølge lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni 2007 om offentlige betalinger § 4 a, stk. 2 fremgår det: ”Udbetaling til betalingsmodtagerens Nemkonto eller til en anden konto finder ikke sted, hvis told- og skatteforvaltningen har anmodet om overførsel af udbetalingen med henblik på hel eller delvis modregning i udbetalingsbeløbet”.

Idet B-skat er overdraget til SKAT inddrivelse, foretager restanceinddrivelsesmyndigheden nu modregning, underretning til beløbsmodtager samt udbetaling af et eventuelt overskydende beløb.

Restanceinddrivelsesmyndigheden hos SKAT udbetaler alene overskydende beløb til NemKonto.

Ifølge § 4, stk. 3 fremgår det, at ”Ved overførsel af en udbetaling til told- og skatteforvaltningen efter stk. 2 anses betaling at være foretaget med frigørende virkning for den udbetalende myndighed”.

SKAT Inddrivelse har således ingen mulighed for at lave en tilbageførsel af udbetalingen til din NemKonto.

Ad 2:

Du skriver, at kravet vedrørende B-skat er uberettiget. Du anmoder i henvendelse af 5. august 2017 om fremsendelse af dokumentation for, at kravet om B-skat er til stede.

Vedlagt fremsendes kopi af din forskudsopgørelse for 2017. Du har senest ændret forskudsopgørelsen den 21. august 2017. Ifølge din forskudsopgørelse udgør betaling af B-skat for indeværende år samlet kr. 3.577,00.

B-skat er opkrævet i 7 rater a kr. 511,00.

Det fremgår af din forskudsopgørelse af 21. august 2017, at forfalden B-skat med kr. 3.577,00 forudsættes betalt.

SKAT Inddrivelse har registreret følgende betalinger fra dig:

Den 27. februar 2017 kr. 511,00
Den 22. maj 2017 kr. 511,00
Den 3. juli 2017 kr. 9.088,00. Af dette beløb er der anvist følgende beløb til udbetaling med hhv. kr. 8.066,00 den 18. juli 2017 samt kr. 511,00 den 30. august 2017.

Nettoindbetaling den 3. juli 2017 udgør hermed kr. 511,00.

Du har således samlet betalt 3 rater a kr. 511,00.

Afgørelse om modregning den 19. juni 2017 med samlet kr. 2.044,00 til B-skat (4 rater a kr. 511,00) anses hermed foretaget med rette.

SKAT har løbende sendt betalingspåmindelser for manglende betaling af B-skat 2017. Det fremgår af betalingspåmindelsen:

”Hvis du ikke betaler og heller ikke kontakter os inden fristen udløber, sender vi sagen til Inddrivelsen i SKAT uden at give dig besked. Det betyder, at der løber flere renter og gebyrer på beløbet... ”.

Det følger af gældsinddrivelseslovens § 5, stk. 1: ”Fordringer under inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden forrentes med en årlig rente i henhold til § 5, stk. 1 og 2 i lov om renter ved forsinket betaling. Renten tilskrives fra den 1. i måneden efter modtagelsen hos restanceinddrivelsesmyndigheden. ”

Inddrivelsesrenten udgør pt. 8,05 % p.a.

Kopi af seneste udsendte betalingspåmindelse af 6. juni 2017 vedlægges.

Såfremt du fastholder din klage over afgørelse om modregning, bedes du underrette undertegnede. I så fald skal sagen fremsendes til afgørelse i Skatteankestyrelsen. Skatteankestyrelsen tager alene stilling til, om modregningen er sket med rette.

(...)”

Den 10. september 2017 sendte klageren herefter til SKAT følgende bemærkninger:

”Hej som det kan se på nederstående lovtekst fra lovgivende myndighed er i forpligtet til at udbetale til den af borger givende konto herunder specifik konto jeres afkørelse og metoder er ulovlige.

Læs Nemkonto lovgivning

med venlig hilsen [person1]

hvad er en specifik konto?

En specifik konto er en konto, der er forskellig fra borgerens eller virksomhedens NemKonto, hvor specifikke ydelser kan udbetales til.

Hvis en borger eller virksomhed beder om at få oprettet en specifik konto, kan du foreslå kontooverførsel som alternativ. Hvis borgeren eller virksomheden fortsat insisterer på at få oprettet en specifik konto, er I som udbetalende myndighed forpligtet til at oprette en.

Til top

Hvordan indberettes eller ændres en specifik konto?

Specifikke konti er knyttet til den enkelte myndighed og kan derfor kun oprettes hos den myndighed, som udbetaler den pågældende ydelse. Der er ikke knyttet en aktiveringsprocedure til specifikke konti.

NemKonto-systemet bestemmer på baggrund af ydelsesarten om en betaling skal ske til NemKontoen eller til en specifik konto.

Når den specifikke konto først er anvist, kan borgeren/virksomheden godt selv slette den specifikke konto eller ændre kontonummeret, så den pågældende ydelse går ind på en anden konto.”

SKATs afgørelse

SKAT har foretaget modregning i klagerens overskydende skat for indkomståret 2016 med i alt 2.051,78 kr. til dækning af B-skat samt tilhørende inddrivelsesrenter. Restbeløbet på 71.447,22 kr. blev udbetalt til klageren NemKonto.

SKAT har ved genvurdering af sagen i forbindelse med klagen til Landsskatteretten fastholdt afgørelsen. SKAT har bl.a. anført følgende:

”SKAT, Inddrivelse har genvurderet sagen. Det er fortsat SKATs opfattelse, at betingelserne for at foretage modregning til dækning af klagers B-skatterestancer med tilhørende inddrivelsesrente var opfyldt på modregningstidspunktet.

Modregningen er gennemført efter dansk rets almindelige regler om modregning. Dette betyder, at krav og modkrav skal være udjævnelige, afviklingsmodne, gensidige og retskraftige.

Udjævnelig

Da både fordringen, der modregnes i og fordringen der modregnes til, er pengefordringer, er fordringerne udjævnelige.

Afviklingsmodne

Da fordringen, der modregnes i, er frigivet til udbetaling, og da fordringerne der modregnes til, er forfaldne, er fordringerne afviklingsmodne.

Gensidige

Da klager har krav på SKAT vedrørende den overskydende skat for 2016 og da SKAT har et krav på klager vedrørende B-skat for 2017 og tilhørende inddrivelsesrente er både krav og modkrav gensidige.

Retskraftig

Klagers B-skatterater til inddrivelse forælder tidligst fra den 20. februar 2020.

De tilhørende inddrivelsesrenter forælder tidligst fra den 1. maj 2020.

Da klagers B-skatterater og de tilhørende inddrivelsesrenter ikke var forældet den 19. november 2015 indtræder forældelsen tidligst den 20. november 2021 jf. lov nr. 1253 af 17. november 2015.

Da kravene ikke er forældet eller bortfaldet på anden måde, er disse fordringer retskraftige.

Klager anfører i klagen at kravene vedrørende B-skat er uberettiget, og klager anmoder om fremsendelse af dokumentation for at kravet om B-skat er til stede.

SKAT Inddrivelse har ved brev af 5. september 2017 oplyst klager om, at han ifølge sin forskudsopgørelse af 21. august 2017 (vedlagt) skulle betale B-skat for 2017 med på i alt 3.577,00 kr., der blev opkrævet i 7 rater af 511,00 kr.

Det blev videre oplyst, at SKAT har registreret følgende indbetalinger fra klager:

Den 27. februar 2017 511,00 kr.

Den 22. maj 2015 511,00 kr.

Den 3. juli 2017 9.088,00 kr. Af dette beløb er der anvist følgende beløb til udbetaling henholdsvis den 18. juli 2017, samt den 511,00 kr. den 30. august 2017.

Nettoindbetalingen den 3. juli 2017 udgør hermed 511,00 kr.

Der er således indbetalt 3 rater a 511,00 kr.

SKAT Inddrivelse oplyste klager om at afgørelsen om modregning med samlet 2.044,00 kr. til B-skat (4 rater a 511,00 kr.) anses for foretaget med rette, samt dersom klagen fastholdes vil sagen blive fremsendt til Skatteankestyrelsen til afgørelse. Klager blev samtidig underrettet om at Skatteankestyrelsen alene tager stilling til om modregningen er sket med rette.

Remonstrationen har ikke givet anledning til at fremkomme med yderligere bemærkninger til det af klager anførte, hvorfor afgørelsen fastholdes.”

Samt:

”Som vi tidligere har talt om, vil en specifik konto ikke blive anvendt når der, efter modregning, er et overskydende beløb til udbetaling (automatiske udbetalinger fra Inddrivelsen vil altid ske til Nemkonto). Mit svar vil derfor være med udgangspunkt i fast praksis, sammenholdt med en fortolkning af tidligere fremsendt lovstof.”

Klagerens opfattelse

Det er klagerens opfattelse, at modregningen skal ophæves, og at SKAT ved en fejl har udbetalt det overskydende beløb efter modregningen til klagerens NemKonto, i stedet for til den af klageren anviste specifikke konto. Klageren gør endvidere gældende, at han ikke har nogle restancer vedrørende B-skat.

Klageren har den 20. oktober 2017 fremsendt følgende bemærkninger til Skatteankestyrelsen:

”idet jeg henviser til at nem konto lovgivning der siger at såfremt borger ønsker et beløb overført til anden konto er den udbetalende myndighed forpligtet hertil.

Dette samt oprettelelse af konto i 2016 ved SKAT. viser at skat fast praksis ikke er gældende.

Derudover har SKAT efterrfølgende udbetalt for megwet indbetalt b-skat i 2017 tilbage på nemkonto dette er ligeledes i strid med lovgivning.

Personligt tror jeg at det skyldes at SKAT ikke har styr på Specifik konto udbetaling og at man ikke har været opmærksom på at dette skal ske.

fast procedure kan ikke bruges i dette tilfælde da Skat selv i været medvirkende til oprettelse af konto. Så fejl af Skat fastholdes”

Landsskatterettens afgørelse

Efter § 17 i inddrivelsesloven (lovbekendtgørelse nr. 29 af 12. januar 2015 om inddrivelse af gæld til det offentlige, som senest ændret ved lov nr. 285 af 29. marts 2017) kan klager over restanceinddrivelsesmyndighedens afgørelse om inddrivelse af fordringer m.v., herunder om kravets eksistens og størrelse, når spørgsmålet vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration af kravet, indbringes for Landsskatteretten.

Indsigelser vedrørende et kravs eksistens, som ikke vedrører restanceinddrivelsesmyndighedens administration, skal efter inddrivelseslovens § 2, stk. 2, rettes til fordringshaver.

Landsskatteretten kan således ikke tage stilling til klagerens indsigelse om, at der ikke har været nogle restancer vedrørende B-skat. Sådanne indsigelser skal rettes til fordringshaver – i dette tilfælde SKAT – hvortil SKAT har videresendt klagerens indsigelser.

Det fremgår af Højesterets dom af 5. november 1954, offentliggjort i U1955.13, at det ikke er en betingelse for at foretage modregning, at modfordringen, dvs. det krav, der er til inddrivelse, er erkendt af debitor.

Selv om klageren således bestrider kravene, hindrer det ikke, at der kan foretages modregning i den overskydende skat for indkomståret 2016.

Landsskatteretten kan alene tage stilling til, om den gennemførte modregning er foretaget under overholdelse af gældende ret vedrørende modregning.

Det fremgår af kildeskattelovens § 62, stk. 3, at der – inden tilbagebetaling af skat finder sted – skal ske modregning af eventuelle restancer af personlig skat med påløbne morarenter.

Der gælder ikke særlige modregningsregler vedrørende modregning i overskydende skat til dækning af inddrivelsesrenter. Modregningen kan derfor kun gennemføres, hvis kravene er udjævnelige, modfordringen er retskraftig, der foreligger gensidighed mellem fordringerne, hvis modfordringen er forfalden til betaling, samt hvis frigørelsestiden for tilgodehavendet er indtrådt.

Der er intet grundlag for at antage, at de opregnede betingelser ikke alle var opfyldt, da modregningen blev gennemført.

Klageren gør indsigelser om, at det overskydende beløb efter modregningen skulle have været udbetalt til den af ham anviste specifikke konto i stedet for NemKonto.

Landsskatteretten finder ikke, at SKAT ved afgørelsen af 19. juni 2017 eller ved brevet af 5. september 2017 har truffet en afgørelse vedrørende udbetaling af det overskydende beløb efter modregningen, som kan påklages til Landsskatteretten.

Der er lagt vægt på, at det følger af inddrivelseslovens § 17, at Landsskatteretten alene kan tage stilling til klager over restancemyndighedens afgørelser.

Det er hverken i inddrivelsesloven, i lovbekendtgørelse nr. 798 af 28. juni 200 om offentlige betalinger m.v. eller i forarbejderne hertil slået fast, hvorvidt beslutningen om udbetaling til en NemKonto eller specifik konto er en afgørelse.

Afgørelsesbegrebet i skatteforvaltningslovens § 11 defineres i forarbejderne til skatteforvaltningsloven på samme måde som definitionen i forvaltningslovens forarbejder af forvaltningslovens afgørelsesbegreb, dvs. det traditionelle afgørelsesbegreb. Afgørelsesbegrebet i inddrivelseslovens § 17 må derfor også fortolkes på grundlag af den traditionelle opfattelse af det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb

En forvaltningsafgørelse karakteriseres som en offentlig myndigheds ensidige og for borgerne bindende tilkendegivelse om forhold af væsentlig betydning for de berørte, medmindre andet fremgår eller forudsættes ved særlige lovbestemmelser.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i den forvaltningsretlige teori synes at være enighed om, at afgørelsesbegrebet skal fortolkes snævert.

Ud fra en konkret vurdering findes det, at udbetalingen af det overskydende beløb efter modregningen til klagerens NemKonto i stedet for den anviste specifikke konto har karakter af faktisk forvaltningsvirksomhed.

Landsskatteretten kan således ikke i nærværende sag tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt SKAT skulle have udbetalt det overskydende beløb efter modregning til den af klageren anviste specifikke konto i stedet for klagerens NemKonto.

Landsskatteretten stadfæster derfor SKATs afgørelse om modregning.

Endvidere afviser Landsskatteretten klagen over, at den resterende overskydende skat blev udbetalt til klagerens NemKonto.