Kendelse af 24-04-2023 - indlagt i TaxCons database den 07-06-2023

Journalnr. 17-0990205

SKAT har ændret selskabets tarifering af nippelrør, hvis længder var mere end to gange tværsnittets udvendige mål, fra KN-position 7307 til KN-position 7306. Ændringen indebærer, at varerne er pålagt antidumpingtold.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

SKAT foretog efterkontrol for perioden 1. juli 2014 til 6. marts 2017 af selskabets import af varer med oprindelse i Kina. SKAT konkluderede bl.a., at en del af selskabets import af nippelrør var tariferet forkert i KN-position 7307.

Der var tale om nippelrør, fremstillet af jern og stål, forzinkede og ikke forzinkede, og det var SKATs opfattelse, at de nippelrør, hvis længde var mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål, skulle betegnes som rør og derfor tariferes i toldtariffens position 7306.

Herefter tariferede SKAT disse nippelrør under KN-position 7306, som omfattede andre rør og hule profiler (f.eks. svejsede, nittede eller på lignende måde lukkede eller kun med sammensluttede kanter), af jern og stål. Nippelrørene blev herefter pålagt antidumpingtold.

I forbindelse med behandlingen af klagen har repræsentanten fremlagt en bindende tariferingsoplysning (BTO) datereret 18. maj 2018, hvoraf fremgår, at selskabets kunde har bedt om svar på tariferingen af usamlede tøjstativer pakket til detailsalg med det antal rør og fittings, der skal anvendes for at samle delene til et tøjstativ. SKAT har svaret, at denne vare skal tariferes under varekode 9403 20 80, hvilket omfatter møbler. Kunden ønskede varen placeret under varekode 7326, hvilket omfatter andre varer af jern og stål.

SKATs afgørelse

SKAT har ændret selskabets tarifering af nippelrør, hvis længde var mere end to gange tværsnittets udvendige mål, fra KN-position 7307 til KN-position 7306. Ændringen indebærer, at varerne er pålagt antidumpingtold.

"(...)

4. SKATS BEGRUNDELSE FOR ÆNDRINGEN

4.1. SKATs begrundelse for ændringen i kontrolperioden 1. juli 2014 til 30. april 2016

Af TL § 2 fremgår det blandt andet, at varer, der føres ind i det danske toldområde, behandles efter EU's retsakter, herunder toldkodeksen og EU-toldkodeksen. Der svares told i henhold til disse regler.

Ved import opstår der toldskyld, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning, se TK artikel 201, stk. 1 litra a.

Toldskylden opstår på tidspunktet for antagelsen af den pågældende toldangivelse, se TK artikel 201 stk. 2.

Hvis der opstår toldskyld, er grundlaget, for de skyldige toldbeløb, Toldtariffen, se TK artikel 20. stk. 1. stk. 3, litra a) til c) og g) og stk. 6.

4.2. SKATs begrundelse for ændringen i kontrolperioden 1. maj 2016 til 6. marts 2017

Af TL § 2 fremgår det blandt andet, at varer, der føres ind i det danske toldområde, behandles efter EU's retsakter, herunder EU-toldkodeksen. Der svares told i henhold til disse regler.

Ved import opstår der toldskyld, når en importafgiftspligtig vare overgår til fri omsætning, se EUTK artikel 77, stk. 1 litra a.

Toldskylden opstår på tidspunktet for antagelsen af den pågældende toldangiveles, se EUTK artikel 77, stk. 2.

Hvis der opstår toldskyld, er grundlaget, for de skyldige toldbeløb, Toldtariffen, se EUTK

artikel 56, stk. 1 og stk. 2, litra a) til c) og h) og artikel 57.

...

5. TARIFERING

...

5.3. Toldtariffens kapitel 73 - VARER AF JERN OG STÅL

5.3.1. Varer i toldtariffens position 7306

Generelt om rør/fittings fremstillet af jern og stål.

Af de forklarende bemærkninger til kapitel 73 varer af jern og stål, fremgår:

"Almindelige bemærkninger

Dette kapitel omfatter i pos 73.01 - 73.24 et antal nærmere angivne varer og i pos 73.25 og 73.26 en gruppe varer ikke specielt beskrevet i eller omfattet af kap 82 og 83 og som ikke hører under andre af nomenklaturens kapitler, bestående af jern (herunder støbejern som defineret i bestemmelse 1 til dette kapitel) eller af stål.

"I dette kapitel forstås ved betegnelserne "rør" og "hulprofiler":

1. Rør

Koncentriske hule produkter af ensartet tværsnit med kun et enkelt indesluttet hulrum i hele længden, og hvis indvendige og udvendige overflade har samme form. Stålrør har som hovedregel cirkelformet, ovalt, rektangulært eller kvadratisk tværsnit, men tværsnit i form af ligesidede trekanter eller andre regulære konvekse flersidede former kan også forekomme. Produkter med andet tværsnit end cirkelformet, med afrundede kanter i hele længden samt rør med opstukkede ender betragtes også som rør. De kan være polerede, overtrukne, bøjede (også spiralformede), gevindskårne eller med forskruning, gennemborede, forsnævrede, oprømmede, kegleformede eller forsynet med flanger, kraver eller bøjler."

2. Hule profiler

Hule produkter, der ikke svarer til ovennævnte definition, og fortrinsvis sådanne, hvis indvendige og udvendige flade ikke har samme form."

Toldtariffens kapitel 73 er inddelt således:

73.01 Spunsvægjern af jern og stål, også med borede eller lokkede huller eller sammensatte; svejsede profiler, af jern og stål.

73.02 Følgende materiel af jern og stål, til jernbaner og sporveje: skinner, kontraskinner og tandhjulsskinner, tunger, krydsninger, trækstænger og andet materiel til sporskifter, sveller, skinnelasker, skinnestole, kiler til skinnestole, underlagsplader, klemplader, langplader, sporstænger og andet specielt materiel til samling eller befæstelse af skinner.

73.03 Rør og hule profiler, af støbejern.

73.04 Rør og hule profiler, sømløse, af jern (bortset fra støbejern) og stål.

73.05 Andre rør (f.eks. svejsede, nittede eller på lignende måde lukkede), med cirkulært tværsnit, med udvendig diameter på over 406,4 mm, af jern og stål.

73.06 Andre rør og hule profiler (f.eks. svejsede, nittede eller på lignende måde lukkede eller kun med sammensluttede kanter), af jern og stål.

73.07 Rørfittings af jern og stål (f.eks. samleled, rørknæ, muffer).

Toldtariffens position 7306 er inddelt således:

? - Rør, af den art der anvendes til olie- og gasrørledninger.
? - Foringsrør og produktionsrør, af den art der anvendes ved udvinding af olie og gas.
? - Andre svejsede rør, med cirkulært tværsnit, af jern og ulegeret stål.

Af de forklarende bemærkninger til toldtariffens position 7306 fremgår blandt andet

Bemærkninger til KN-underpositioner - Generelt:

De forklarende bemærkninger til position 7304, anvendes med de fornødne tillempninger.

Af de forklarende bemærkninger til toldtariffens position 7304 fremgår blandt andet:

Bemærkninger til KN-underpositioner - Generelt:

Varer under denne position betragtes ikke som rør, hvis deres længde ikke er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål. Sådanne varer anses enten som rørfittings (position 7307) eller som skiver (position 7318).

Det vil sige, at:

? de nippelrør som selskabet importerer, der har en længde, der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål, betegnes som rør og skal tariferes i toldtariffens position 7306.
? de nippelrør som selskabet importerer, der har en længde, der er mindre end 2 gange tværsnittets udvendige mål, betegnes som rørfittings i toldtariffens position 7307.

Det skal bemærkes, som det fremgår af afsnit 4.4.1. - Tarifering generelt på side 14 og 15, ved tarifering af varer fra 3. lande, startes altid med at læse i toldtariffens kapitel 1, 2, 3, osv. Ved tarifering af rør/nippelrør, kommer man frem til toldtariffens kapitel 73, som omfatter varer af jern og stål.

Til brug for tarifering af nippelrør i toldtariffens position 7306 og 7307, har SKAT anvendt rørtommer svarende til 2 x udvendig millimeter som følgende:

1/8" svarende til 20,4 millimeter

1/4" svarende til 27,0 millimeter

3/8" svarende til 34,4 millimeter

1/2" svarende til 42,6 millimeter

3/4" svarende til 53,8 millimeter

1" svarende til 67,4 millimeter

1 1/4" svarende til 84,8 millimeter

1 1/2" svarende til 96,3 millimeter

2" svarende til 120,6 millimeter

2 1/2" svarende til 152,2 millimeter

3" svarende til 177,8 millimeter

4" svarende til 228,6 millimeter

5" svarende til 279,4 millimeter

6" svarende til 336,6 millimeter

Et nippelrør er et forbindelsesstykke mellem to rør, som kan være glat eller være forsynet med gevind på den ene eller begge sider. Nippelrør kan være fremstillet af forskellige materialer, metal og plast er de mest almindelige.

Rør der har en længde der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål skal tariferes som andre rør i toldtariffens position 7306. Der henvises til de forklarende bemærkninger til position 7304. Se under generelt om rør/fittings fremstillet af jern og stål på siderne 18, 19 og 20.

Nippelrør galvaniserede

Galvaniserede nippelrør fremstillet af jern og ulegeret stål, der har en længde der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål skal tariferes i toldtariffens position:

· 7306 30 72 80 - Tarifmæssig told 0 %

Andre rør og hule profiler (f.eks. svejsede, nittede eller på lignende måde lukkede eller kun med sammensluttede kanter), af jern og stål:

- Andre svejsede rør, med cirkulært tværsnit, af jern og ulegeret stål.

- - Andre rør.

- - - Andre rør, med udvendig diameter.

- - - - 168,3 mm og derunder.

- - - - - Forzinkede.

- - - - - - I andre tilfælde.

Antidumpingtold på galvaniserede nippelrør

Galvaniserede nippelrør fremstillet af jern og ulegeret stål, der har en længde der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål skal tariferes i toldtariffens position:

- 7306 30 72 80 med antidumpingtold 90,6 %

Reglerne om antidumpingtold fremgår af siderne 8, 9 og 10.

Nippelrør sorte

Sorte nippelrør fremstillet af jern og ulegeret stål, der har en længde der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål skal tariferes i toldtariffens position:

· 7306 30 77 80 - Tarifmæssig told 0 %

Andre rør og hule profiler (f.eks. svejsede, nittede eller på lignende måde lukkede eller kun med sammensluttede kanter), af jern og stål:

- Andre svejsede rør, med cirkulært tværsnit, af jern og ulegeret stål

- - Andre rør

- - - Andre rør, med udvendig diameter

- - - - 168,3 mm og derunder

- - - - - I andre tilfælde end forzinkede

- - - - - - Andre varer

- - - - - - - Rør af jern og ulegeret stål.

Antidumpingtold på sorte nippelrør

Sorte nippelrør fremstillet af jern og ulegeret stål, der har en længde der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål skal tariferes i toldtariffens position:

· 7306 30 77 80 med antidumpingtold 90,6 %

Reglerne om antidumpingtold fremgår af siderne 8, 9 og 10.

Nippelrør, gevindrør, svejsenippel, gennemføring af rustfrit stål

Nippelrør, gevindrør, svejsenipler og gennemføring fremstillet af rustfrit stål findes i forskellige længder og udvendige mål.

Nippelrør, gevindrør, svejsenipler og gennemføring fremstillet af rustfrit stål, der har en længde der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål skal tariferes i toldtariffens position:

· 7306 40 80 90 - Tarifmæssig told 0 %

Andre rør og hule profiler (f.eks. svejsede, nittede eller på lignende måde lukkede eller kun med sammensluttede kanter), af jern og stål:

- Andre svejsede rør, med cirkulært tværsnit, af rustfrit stål

- - I andre tilfælde end koldtrukket eller koldvalset.

..."

SKATs bemærkninger

SKAT er den 4. oktober 2017 fremkommet med følgende bemærkninger til klagen:

"...

2. SKATs bemærkninger til selskabets klage

SKAT skal indledningsvis nævne, at der ikke er kommet nye oplysninger til sagen, men har følgende bemærkninger til selskabets klage af 14. september 2017:

I forbindelse med kontrollen har SKAT den 7. september 2016 fået sendt selskabets varekatalog, hvoraf det fremgår, at selskabet er en af de største udbydere af fittings og ventiler i Danmark. SKAT skal bemærke, at der i kataloget under afsnittene "Gevindfittings sort" og" Gevindfittings galvaniseret" fremgår nippelrør i forskellige dimensioner.

Nippelrørene er importeret som en selvstændig vare. Og som EU-domstolen i sag C-336/11 anfører i præmis 31, er det afgørende kriterium for tarifering af varer, deres objektive karakteristika og egenskaber, hvilke i dette tilfælde er nippelrørenes fulde længde.

Det at nippelrørene efterfølgende bliver solgt til en kunde, som anvender nippelrørene til tøjstativer, gør ikke at nippelrørene ændrer deres karakteristika. Der er stadigvæk tale om nippelrør, når nippelrørene ankommer til EU.

SKAT kan endvidere oplyse, at selskabet ved angivelse til fortoldning den 18. juni 2016 (ekspeditions nummer 2016 1 20213811) selv er begyndt, at opdele nippelrørene og tarifere dem i toldtariffens position 7306.

SKAT anmoder først selskabet om indsendelse af fortoldningsdokumenter den 6. juli 2016, hvilket er efter selskabet selv er begyndt at opdele nippelrørene.

SKAT fastholder, at nippelrør tariferes, som anført i afsnit 5.3 i den endelige sagsfremstilling.

? Nippelrør som selskabet importerer, der har en længde, der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål, betegnes som rør og skal tariferes i toldtariffens position 7306.
? Nippelrør som selskabet importerer, der har en længde, der er mindre end 2 gange tværsnittets udvendige mål, betegnes som rørfittings i toldtariffens position 7307.

Der henvises til de forklarende bemærkninger

Af de forklarende bemærkninger til toldtariffens position 7306 fremgår blandt andet

Bemærkninger til KN-underpositioner - Generelt:

De forklarende bemærkninger til position 7304, anvendes med de fornødne tillempninger.

Af de forklarende bemærkninger til toldtariffens position 7304 fremgår blandt andet:

Bemærkninger til KN-underpositioner - Generelt:

Varer under denne position betragtes ikke som rør, hvis deres længde ikke er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål. Sådanne varer anses enten som rørfittings (position 7307) eller som skiver (position 7318).

Afslutningsvis skal SKAT nævne, at når SKAT træffer en afgørelse vedrørende en bindende tariferingsoplysning (BTO), er afgørelsen kun gældende fra datoen for afgørelsen og kun for de varer der på alle måder svare til de i afgørelsen beskrevne varer. Der henvises til EUTK artikel 33, stk. 3 og stk. 4, litra a).

..."

Toldstyrelsen har i brev af 22. februar 2023 bl.a. yderligere bemærket:

" ...

Den medsendte BTO på et tøjstativ finder Toldstyrelsen ikke har relevans i forhold til den konkrete sag, idet der ikke er tale om en sammenlignelig vare. Toldstyrelsen bemærker i den forbindelse, at BTO'en kun er gældende for virksomheden den er udstedt til og for den i BTO'en omhandlede vare.

... "

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKAT har angivet forkert toldposition for nippelrør. Selskabet har til støtte herfor gjort gældende, at nippelrørene skal tariferes under varekoder, der ikke udløser antidumpingtold.

Hertil er anført:

"...

SKAT har i sin afgørelse af 14. juni 2017 (bilag 1) bl.a. truffet afgørelse om, at selskabets import af nippelrør med oprindelse i Kina og fremstillet af jern og ulegeret stål med en længde, der er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål, er omfattet af antidumpingtold foranstaltningerne.

SKAT har samtidig truffet afgørelse om, at de nippelrør, der er forzinkede, skal tariferes under varekode: 7306 30 72 80, og dem, der ikke er forzinkede, skal tariferes under varekode: 7306 30 77 80. Begge tariferingspositioner udløser antidumpingtold ved import af sådanne rør med oprindelse i Kina.

Hovedparten af ovennævnte nippelrør har [virksomhed1] A/S indkøbt for en kunde, som udelukkende har anvendt dem til fremstilling af tøjstativer.

[virksomhed1] A/S har ved importen af nippelrørene ikke anvendt varekoderne: 7306 30 72 80 og 7306 30 77 80, jf. nærmere det opgørelsesskema, som SKAT har udfærdiget og vedlagt sin afgørelse.

...

Det gøres gældende, at nippelrørene ikke skal tariferes som afgjort af SKAT, men derimod under varekoder, som ikke udløser antidumpingtold ved import af nippelrør med oprindelse i Kina.

[virksomhed1] A/S' kunde, som udelukkende har anvendt nippelrørene til fremstilling af tøjstativer, jf. ovenfor under "Sagsfremstilling", har anmodet om bindende tariferingsoplysning (BTO) på disse nippelrør, jf. også SKATs afgørelse side 44. Kunden planlægger ifølge anmodningen om bindende tariferingsoplysning selv at importere rørene til brug for tøjstativer.

Kunden forventer, at nippelrørene skal tariferes under varekode: 7326 90 98 90. En varekode, som ikke udløser antidumpingtold ved import af nippelrør med oprindelse i Kina.

..."

Selskabets repræsentant har den 15. februar 2023 indsendt yderligere bemærkninger til klagen.

"... selskabet fastholder sin klage og fastholder dermed også, at ovennævnte rør skal tariferes under en anden KN-position end KN-position 7306.

Det er [virksomhed1] A/S' vurdering, at den korrekte KN-position enten er 7307 eller - såfremt

Landsskatteretten ikke måtte være enig heri - at rørene skal tariferes som dele til tøjstativ, jf. nedenfor.

[virksomhed1] A/S' kunde, [virksomhed2] ApS, der omtales i klagen af 14. september 2017, modtog afgørelse om bindende tariferingsoplysning den 18. maj 2018.

...

De rør, som [virksomhed2] ApS anmodede om bindende tariferingsoplysning på, var fuldstændig magen til de rør, som [virksomhed2] ApS købte af [virksomhed1] A/S, og som det daværende SKAT tariferede under KN-position 7306.

[virksomhed2] ApS anvendte rørene, som selskabet købte af [virksomhed1] A/S, udelukkende til de tøjstativer, som fremgår af billedet i afgørelsen om bindende tariferingsoplysning.

På fortoldningstidspunktet var det således allerede bestemt, at de rør, som [virksomhed1] A/S importerede, skulle anvendes til ovennævnte tøjstativer. På fortoldningstidspunktet var det iboende formål med rørene dermed at være dele til tøjstativer, og de skulle derfor også tariferes i overensstemmelse hermed.

..."

Landsskatterettens afgørelse

Klagen til Landsskatteretten angår, om selskabets import af nippelrør, hvis længde overstiger tværsnittets ydre mål mere end to gange, skal tariferes i KN-position 7306 eller 7307.

Reglerne om tarifering af varer fremgår af Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 om told- og statistiknomenklaturen (KN) og den fælles toldtarif med senere ændringer.

Ved tarifering tjener overskrifter til afsnit, kapitler og underkapitler i KN alene til orientering. Tariferingen skal ske med hjemmel i positionsteksterne og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser. Tariferingen af varer i underpositionerne inden for en position skal ske med hjemmel i underpositionsteksterne og de dertil hørende bestemmelser. Kun underpositioner på samme niveau er sammen- lignelige. Relevante afsnits- og kapitelbestemmelser finder anvendelse, medmindre andet følger af sammenhængen. Det fremgår af almindelig tariferingsbestemmelse 1 og 6 i KN.

Af EU-Domstolens faste praksis fremgår, at hensynet til retssikkerheden og myndighedernes kontrolmuligheder kræver, at det afgørende kriterium for varers tarifering i almindelighed skal søges i deres objektive karakteristika og kendetegn, således som disse fremgår af ordlyden af positionen i KN og de til afsnit og kapitler knyttede bestemmelser, og at disse objektive karakteristika og kendetegn ved varerne skal kunne kontrolleres på tidspunktet for fortoldningen. Varens anvendelse kan udgøre et objektivt kriterium ved tariferingen, såfremt varen og dens bestemmelse hænger uløseligt sammen, og denne sammenhæng kan påvises ud fra varens objektive karakteristika og kendetegn.

Varer af jern og stål tariferes i KN-kapitel 73. Andre rør og hule profiler (f.eks. svejsede, nittede eller på lignende måde lukkede eller kun med sammensluttede kanter, af jern og stål) tariferes i KN-position 7306. Rørfittings af jern og stål (f.eks. samleled, rørknæ, muffer) tariferes i KN-position 7307.

Af de forklarende bemærkninger til KN-position 7304, underpositioner, generelt, fremgår, at varer under denne position ikke betragtes som rør, hvis deres længde ikke er mere end 2 gange tværsnittets udvendige mål. Sådanne varer anses for rørfittings under KN-position 7307 eller for skiver under KN-position 7318. Af de forklarende bemærkninger til KN-position 7306, underpositioner generelt, fremgår, at de forklarende bemærkninger til KN-position 7304 anvendes med de fornødne tillempninger.

Af de forklarende bemærkninger til KN-position 7307 fremgår, at denne position omfatter rørfittings af jern eller stål, der hovedsagelig anvendes til samling af røråbninger, til at forbinde rør til apparater eller til lukning af røråbninger. Positionen omfatter ikke varer, der anvendes ved installation af rør, og som ikke udgør en integreret del af selve rørledningen (f.eks. bøjler, holdere og lignende hjælpeanordninger, der blot er beregnet til at fastholde og understøtte rørene på mure og vægge, spændebånd (slangebindere) eller kraver (slangebindere) til brug ved montering af rørslanger på stive rørledninger, haner, overgangsstykker m.v.).

Med hensyn til de forklarende bemærkninger til den fælles toldtarif bemærkes, at selvom de ikke er bindende, er det EU-Domstolens opfattelse, at disse indeholder vigtige bidrag til fortolkningen af de forskellige toldpositioner.

Landsskatteretten finder, at betingelsen for at nippelrørene kunne tariferes under KN-position 7307 var, at det iboende formål med varerne hovedsageligt skulle være at forbinde rør eller rørfittings eller sammenføje et rør og en anden anordning, hvilket fremgår af de forklarende bemærkninger til KN-position 7307. Retten har også henset til Domstolens afgørelse i C-306/18, Korado, der handler om svejsede stykker af stål, der blev fremstillet til radiatorer. Domstolen udtaler i præmis 50, at varen, for at henhøre under KN-position 7307, skulle have til formål at forbinde rør eller rørfittings eller sammenføje rør og en anden anordning.

Det lægges til grund, at de omhandlede nippelrør havde en længde, der var mere end to gange tværsnittets udvendige mål. Det iboende formål med de i sagen omhandlede nippelrør fremgik ikke som et objektivt kendetegn og karakteristika på fortoldningstidspunktet. Det af selskabet anførte, at nippelrørene blev solgt til en kunde, der samlede nippelrørene til et tøjstativ, kan ikke føre til andet resultat, idet det er nippelrørenes objektive kendetegn og karakteristika på fortoldningstidspunktet, der er afgørende for tariferingen.

På fortoldningstidspunktet forelå nippelrørene med umiddelbart målelige dimensioner, som var længder, der var mere end to gange tværsnittets udvendige mål. Dermed havde nippelrørene de objektive kendetegn og karakteristika af rør, henhørende under KN-position 7306, og det var således med rette, at SKAT tariferede rørene under denne position.

Den BTO, repræsentanten har fremlagt, hvorefter rør med lignende karakteristika forelå som varer i sæt sammen med fittings til samling af et tøjstativ, kan ikke føre til et andet resultat, idet nærværende sags rør forelå enkeltvis og dermed med de objektive kendetegn og karakteristika for rør henhørende under KN-position 7306.

Landsskatteretten stadfæster herefter SKATs afgørelse om tarifering af de omhandlede nippelrør i KN-position 7306.