Kendelse af 07-03-2018 - indlagt i TaxCons database den 22-03-2018

SKAT har opkrævet 212.634 kr. i registreringsafgift for køretøjet, idet SKAT har anset køretøjet for registreringspligtigt i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 7, stk. 1-3

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Selskabets køretøj blev den 13. februar 2017, kl. 19.30, standset af SKAT afdeling Indsats Told på [...] Grænse i [by1]. Køretøjet var en ikke indregistreret Mercedes Benz E220 og selskabets faste prøveskilte med registreringsnummer [reg.nr.1] var påmonteret. Føreren af køretøjet var [person1], selskabets direktørs far, som ikke var ansat i selskabet.

Køretøjet var købt i Tyskland samme dag, og kørslen på standsningstidspunktet skete som led i hjemtransporten. Selskabet har oplyst, at køretøjet var solgt på leasingkontrakt og blev afhentet i Tyskland med dette formål.

Selskabets direktør, [person2], kørte i et separat køretøj med trailer, og ankom grænsen 10-15 minutter efter faren, med den ikke indregistrerede Mercedes Benz’ faktura og registreringsattest.

SKAT inddrog de faste prøveskilte på stedet og SKAT har i afgørelsen af 12. april 2017 opkrævet selskabet 212.634 kr. i registreringsafgift.

Selskabets repræsentant har fremlagt dokumentation på en navngive kunde i Danmark, som forud for importen af køretøjet, havde lavet en aftale på det pågældende køretøj. Køretøjet blev endvidere toldsynet den 15. februar 2017, og det fremgår af forslag til leasingaftale, at første leasingafgift skulle betales 1. marts 2017.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet selskabet 212.634 kr. i registreringsafgift for køretøjet, idet SKAT har anset køretøjet for omfattet af registreringspligten i Danmark, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, nr. 1, jf. § 7 stk. 1-3.

SKAT har bl.a. begrundet afgørelsen med, at:

”(...)

Der er ikke udstedt køretilladelse af SKAT til kørsel i Mercedes Benz med stel.nr. [...].

Køretøjet har været anvendt i Danmark og er derfor omfattet af registreringspligten i Danmark. Køretøjet skulle derfor have været indregistreret på danske nummerplader i Danmark, og der skulle endvidere have været betalt registreringsafgift af køretøjet.

Under behandlingen af sagen er der konstateret disse forhold, der har relevans for sagen, og som indgår i den samlede vurdering

(...)

Køretøjer som anvendes på Færdselslovens område, skal inden ibrugtagning være registeret i Køretøjsregistret, jf. registreringsbekendtgørelsens § 3, jf. § 7.

Køretøjet var påsat faste prøveskilte, men den foretagne kørsel skete ikke i overensstemmelse med reglerne for brug af faste prøveskilte, jf. registreringsbekendtgørelsens §§ 76 – 80. Heraf indtrådte registreringspligten.

Dette da køretøjet blev ført af pensionist [person1], som ikke er ansat i [virksomhed1] ApS. Det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 1, at et prøveskilt kun må bruges af den, der har fået prøveskiltet udleveret og de hos denne ansatte.

I indsigelse af den 23. februar 2017 gøres det dog gældende, at [person1] i medfør af arbejdsskadeforsikringslovens § 2, stk. 1 og § 4, stk. 2, skal anses som ansat i [virksomhed1] ApS.

SKAT er ikke enig i betragtningen af, at [person1] kan anses som ansat i [virksomhed1] ApS. Nedenstående er et udtryk for SKATs opfattelse af begrebet ”ansat”, som nævnt i registreringsbekendtgørelsens § 79 vedrørende prøveskilte.

”En ”ansat” skal i forhold til prøveskilte forstås som en person med en ansættelseskontrakt, lærlingekontrakt, osv.

Ordet ”ansat” leder til en strengere fortolkning end ordet ”arbejder i”, som anvendes i forbindelse med reglerne om mandskabsvogne. Hvorimod en person, der ”arbejder i” en virksomhed, eventuelt kan være en person, som ikke er lønnet af virksomheden, er en ”ansat” som altovervejende udgangspunkt en lønnet medarbejder. Det vil sige, at den eksisterende praksis, hvorefter ulønnede medarbejdere som udgangspunkt ikke betragtes som ansatte, efter vores opfattelse er korrekt.

Ved virksomhedens ansatte forstås personer, som modtager vederlag for personligt arbejde i et tjenesteforhold.

Udtrykket ”ansat” kan ikke dække en frivillig hjælper m.v., dvs. en person, som hjælper i virksomheden og som ikke modtager løn i virksomheden i medfør af registreringsbekendtgørelsens

§ 79.

Som det fremgår af registreringsbekendtgørelsens § 79, må et prøveskilt kun bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet og de hos denne ansatte.

Det er SKATs vurdering, at begrebet ansatte fordrer tilstedeværelsen af en reel ansættelse og en formel ansættelseskontrakt, der sædvanligvis også vil indebære en løbende lønudbetaling.

Der findes ikke en egentlig definition af, hvornår man er lønmodtager, men visse kriterier kan tillægges vægt, f.eks. risiko, instruktionsbeføjelse, fast arbejdstid og fast aflønning. Det vurderes efter de almindelige skatteretlige principper.

Som udgangspunkt anses en person som lønmodtager, hvis vedkommende modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold efter arbejdsgiverens anvisning og for dennes regning og risiko. Der er intet i registreringsbekendtgørelsen, lovens forarbejder eller anden retspraksis, der taler for en anderledes fortolkning af begrebet ”ansatte” end den almindelige forståelse. En gennemgang af de tidligere versioner af bekendtgørelsen (fra 1986 til nu) indeholder også ordet ”ansatte”, dvs. at der på trods af ændringer, ressortomlægninger m.v. ikke er ændret i ordlyden.

Da udtrykket ”ansatte” fordrer en formel ansættelse, kan en frivillig og ulønnet person som udgangspunkt ikke anses som ansat.

SKAT finder på baggrund heraf, at kørslen den 13. februar 2017, ikke er omfattet af den undtagelse

(...)”

Klagerens opfattelse

Selskabets repræsentant har nedlagt påstand om, at der ikke er grundlag for at opkræve registreringsafgift, idet selskabets anvendelse af prøveskiltene har været i overensstemmelse med registreringsbekendtgørelsen.

Til støtte herfor har selskabet anført, at:

”(...)

Til støtte herfor gøres det for det første gældende, at Klager har overholdt bestemmelserne for lovlig brug af prøveskilte, da Hovedanpartshaverens far må anses som værende ansat hos Klager, jf. arbejdsskadeforsikringslovens §§ 2, stk. 1 og 4, stk. 1.

Det gøres for det andet gældende, at inddragelsen af prøveskiltene og den efterfølgende registreringsafgift står i misforhold til den efter SKATs opfattelse mulige overtrædelse af brugen for prøveskilte. Inddragelsen og registreringsafgiften er således i strid med proportionalitetsgrund­ sætningen.

SKAT har under henvisning til registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 1 anført, at Hovedanpartshaverens far ikke er ansat i Klager, og at der derfor er tale om en overdragelse af prøve­ skiltene.

Det er således SKATs opfattelse, at prøveskiltene er anvendt i strid med bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsen.

Vi er enige med SKAT i, at retten til et prøveskilt ikke kan overdrages. Det fremgår således også af ordlyden af registreringsbekendtgørelsens § 76, stk. 5. Det gøres i forlængelse heraf gælden­ de, at prøveskiltene ikke har været overdraget.

Af registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 1 fremgår følgende:

"Et prøveskilt må, med de undtagelser der følger af stk. 2 og 3, kun bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet efter § 76, og de hos denne ansatte."

Det afgørende er således, om Klager, ved at lade Hovedanpartshaverens far føre den omhandlede bil med Klagers prøveskilte, har overladt prøveskiltene til en person, der ikke er omfattet af personkredsen nævnt i registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 1.

Det bemærkes, at bestemmelsen anvender ordet "ansatte". Spørgsmålet er herefter, hvornår man kan anses for ansat. Den juridiske vejledning giver ikke nogen fortolkningsbidrag til fastlæggelse af det nærmere indhold af begrebet i relation til bestemmelsen.

Af ansættelsesbevislovens § 1, stk. 1 fremgår følgende:

"Denne lov gælder for alle lønmodtagere, hvis ansættelsesforhold har en varighed på mere end 1 måned, og hvis den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid overstiger 8 timer. Loven gælder ikke for personer, som er omfattet af sømandsloven."

Af ansættelsesbevislovens § 1, stk. 2 fremgår følgende:

"Som lønmodtager anses personer, der modtager vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold."

For at blive betragtet som lønmodtager skal man således modtage vederlag, hvilket Hovedanpartshaverens far ikke gør. Han arbejder heller ikke mere end 8 timer om ugen i gennemsnit. Hovedanpartshaverens far hjælper blot til, når Hovedanpartshaveren har behov for det.

Af arbejdsskadeforsikringslovens § 2, stk. 1 fremgår følgende:

"Personer, der ansættes til at udføre arbejde her i landet for en arbejdsgiver, er berettigede efter denne lov, jf. §§ 5-7. Arbejdet kan være lønnet eller ulønnet og kan være varigt, midlertidigt eller forbigående."

Af arbejdsskadeforsikringslovens § 4, stk. 1 fremgår følgende:

''Alt arbejde for arbejdsgiveren er omfattet af arbejdsskadeforsikringen. Det gælder arbejde i dennes virksomhed, erhvervsmæssigt eller ej, og i arbejdsgiverens personlige husholdning samt udførelse af privat tjeneste for arbejdsgiveren og dennes familie."

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det for det første gældende, at Hovedanpartshaverens far i medfør af arbejdsskadeforsikringsloven anses som ansat. Det gøres derfor videre gældende, at Klagers anvendelse af prøveskiltene har været i overensstemmelse med reglerne i registreringsbekendtgørelsen.

Til støtte for den nedlagte påstand gøres for det andet gældende, at SKATs inddragelse af prøveskiltene synes ude af proportioner i forhold til nærværende sag. Havde der været tale om, at man havde standset Hovedanpartshaverens far i en Ferrari på [adresse2] nord for [by3] en søndag eftermiddag, havde det været en anden situation. Det er imidlertid ikke tilfældet.

Hvis der i øvrigt havde været tale om en vildfarelse for så vidt angår anvendelsen af prøveskilte, forekommer denne at være af en så bagatelagtig karakter, og vejledning i anvendelsen af prøveskilte havde været på sin plads. Inddragelse af prøveskiltene må derfor også anses for at være i strid med proportionalitetsgrundsætningen.

Det gøres derfor sammenfattende gældende, at Klagers brug af prøveskiltene har været i overensstemmelse med bestemmelserne i registreringsbekendtgørelsens §§ 76-79.

Da anvendelsen af prøveskiltene ikke var uretmæssig, er der heller ikke grundlag for at opkræve registreringsafgift. Det gøres derfor sammenfattende gældende, at der ikke er grundlag for at afkræve registreringsafgift.

(...)”

SKATs bemærkninger til nye bilag fra repræsentanten

SKAT har den 1. december 2017 fremsendt bemærkninger til nye bilag fra repræsentanten.

Heraf fremgår bl.a., at:

”(...)

SKAT finder det ubestridt at køretøjet er ibrugtaget på færdselslovens område af [person1], og det er uden betydning for sagen, hvad man havde til hensigt at gøre, f.eks. at indregistrere køretøjet efter ibrugtagningen, i forbindelse med indgåelse af en leasingkontrakt med [finans1].

SKAT finder det er ubestridt at køretøjet på kontroltidspunktet var ejet af [virksomhed1] ApS. Dette er dokumenteret via købsfaktura.

SKAT skal henvise til SKM2012.705ØLR, hvor det fremgår at når grundlaget for brug af faste prøveskilte ikke er tilstede, indtræder registreringsafgiftspligten.

Som følge af registreringsafgiftspligtens indtræden, skal der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregistret efter ”Lov om registrering af køretøjer, og af påhængs- og sættevogne til sådanne motorkøretøjer”.

Hovedreglen er at et køretøj kan afgiftsberigtiges efter af registreringsafgiftslovens § 3 b er at leasingkontrakten skal godkendes af SKAT inden ibrugtagning og at registreringsafgiften skal være betalt før køretøjet indregistreres. Det er endvidere en klar forudsætning, at leasingselskabet er ejer af køretøjet.

Da betaling via en leasingkontrakt er en undtagelse i forhold til hovedreglen i registreringsafgiftslovens § 1, finder SKAT ikke, at der rent faktuelt forelå en leasingaftale indgået mellem en leasingtager og leasingselskabet [finans1] på kontroltidspunktet.

Det fremgår af registreringsafgiftslovens § 3b, stk. 1 og 2, at køretøjer der skal afgiftsberigtiges efter denne bestemmelse med mellem 0,5 % eller 2 % i registreringsafgift, skal være indregistreret på danske plader førend en leasingkontrakt er gyldig.

Dette er ikke tilfældet i denne sag, da [finans1] ikke var ejer af køretøjet på ibrugtagningstidspunktet og der kan derfor ikke foreligge en gyldig leasingkontrakt.

Køretøjets ibrugtagning på færdselslovens område falder derfor ind under hovedreglen i § 1 i registreringsafgiftsloven.

Der er fremlagt et leasingforslag fra [finans1], hvor kunden er anført til [person4]. Dog skal det bemærkes, at klagers repræsentant oplyser, at der er tale om et leasingforslag fra [finans1]. SKAT skal bemærke, at der ikke er dato på, og finder ikke, at leasingforslaget har relevans for sagen.

Omkring repræsentantens fremlagte synsrapport fra den 15. februar 2017 skal hertil bemærkes, at SKAT den 13. februar 2017 ved brev, efter standsning af køretøjet ved grænsen, har pålagt virksomheden indenfor 7 dage fra den 13. februar 2017, at få toldsynet køretøjet. Dette for, at SKAT kan værdifastsætte køretøjet.

Brev om pålæg om toldsyn af udenlandsk køretøj vedlægges som bilag.

SKAT skal fremhæve, at de nye oplysninger er uden betydning for sagen, da [virksomhed1] ApS på kontroltidspunktet har ibrugtaget køretøjet. At virksomheden [virksomhed1] ApS havde til hensigt at få indregistreret køretøjet i forbindelse med indgåelse af en leasingkontrakt er ikke afgørende. Det afgørende er de fakta, som forelå på kontroltidspunktet. På kontroltidspunktet er køretøjet ikke registreret samtidig med, at der er sket kørsel med faste prøveskilte som ikke er opfattet af mulighederne for brug af prøveskilte.

Konsekvensen heraf er at der indtræder registreringspligt og dermed skal der svares afgift.

[virksomhed1] ApS har i medfør af sit erhverv som en professionel bilforhandler, et ansvar, og dermed en forpligtelse til og sætte sig ind i gældende retsregler på området.

SKAT finder, at der ikke er lovhjemlet en bagatelgrænse for kørsel i et ikke afgiftsberigtiget køretøj. En sådan grænse eksisterer ikke. Dette fremgår i øvrigt af s. 9 i SKM2013.58.BR, hvor skatteministeriet er citeret for følgende:” Det er af Skatteministeriet gjort gældende, at der ikke er tale om en bagatelagtig kørsel i den foreliggende sag, og at der i øvrigt ikke gælder en bagatelgrænse”.

SKAT finder ikke, at SKM2013.58.BR er sammenligning med omhandlende sag da SKM2013.58.BR omhandler et køretøj som på tidspunktet for kørslerne var indregistreret i Tyskland. Ved de to kørsler der blev anvendt faste prøveskilte og A og hans kone var i øvrigt ikke indehavere af de faste prøveskilte og var ikke ansat hos indehaveren af prøveskiltene.

Her fandt rette ud fra en bevismæssig vurdering at kørslen på faste prøveskilte ikke var i overensstemmelse med reglerne, men kørslen i det udenlandske køretøj havde undtagelsesvis karakter og dermed ikke udløste registreringspligt og med deraf følgende pligt til og betale registreringsafgift.

Østre Landsret har imidlertid allerede taget stilling til det konkrete tilfælde. SKAT skal henvise til SKM2012.705.ØLD, som netop omhandler ibrugtagning af et ikke afgiftsberigtiget køretøj ført med faste prøveskilte på Færdselslovens område –misbrug af prøveskilte der medførte betaling af fuld registreringsafgift.

(...)”

SKATs udtalelse til Skatteankestyrelsens indstilling

Skatteankestyrelsen har den 13. december 2017 sendt udkast til afgørelse i høring hos SKAT. SKAT har bl.a. anført følgende i sin udtalelse af 4. januar 2018:

”(...)

Det må lægges ubestridt til grund, at bilen er kørt fra afhentningsstedet/sælger adresse i [by4], Tyskland via [by5], ligeledes Tyskland til den tysk-danske grænse i [by1]. Fra grænsen skulle bilen herefter havde været kørt til klagers adresse i [by2]. Bilen blev midlertidig stoppet ved den tysk-danske grænse i [by1].

Fra [by4] via [by5] til grænsen er ifølge google map ca. 560 km. Fra grænsen til klagers adresse er ca. 120 km.

(...)

Da kørslen således ikke er sket i overensstemmelse med reglerne for brug af faste prøveskilte, jf. dagældende registreringsbekendtgørelsens §§ 76-80 indtræder afgiftspligten. Se registreringsafgiftslovens § 1.

Bilen må således anses for ibrugtaget på færdselslovens område.

De bemærkes, at kørslen efter SKATs opfattelse endvidere ikke overholder den tysk lovgivning på området. Der henvises til nyhedsbrev fra SKAT fra 16. marts 2010 om Prøveskilte og prøvemærkers anvendelse i Tyskland, som vedlægges.

Her fremgår det også klart, at kørsel i Tyskland med danske prøveskilte alene er tilladt, hvis den foretagne sker kørsel FRA Danmark OG i overensstemmelse med reglerne i (dagældende) registreringsbekendtgørelsens §§ 76-80. Dette er ikke tilfældet.

Det betyder at Tyskland alene har godkendt, at biler kan kører ud af Danmark og gennem Tyskland på danske prøveskilte og -mærker. Derimod tillader reglerne ikke, at man kan køre biler fra Tyskland til Danmark på danske prøveskilte og -mærker. I praksis betyder det, at virksomheder, der importerer brugte biler via Tyskland, skal betale for en tysk prøvenummerplade eller anvende en autotransporter. Vi henviser til bilbranchens egne oplysninger, se f.eks. https:// autobranchendanmark.dk/vaer-opmaerksom-paa-regler-proeveplader-ved-import-brugte-biler-via-tyskland/

SKAT finder også, at det ikke gør nogen forskel, at kørslen i strid med registreringsafgiftsloven finder sted udenfor Danmark. Når bilen er forsynet med danske prøveskilte eller nummerplader, skal den til stadighed opfylde betingelserne for registreringen, herunder også ved kørsel uden for landets grænser. Se SKM2013.342.SR.

Her fandt Skatterådet, at en dansk indregistreret varebil, der var afgiftsberigtiget med nedsat afgift efter registreringsafgiftslovens § 5, skulle, når den var indregistreret her i landet, opfylde betingelserne for afgiftsberigtigelsen. Det gjaldt også under kørsel i udlandet.

Allerede derfor er kørslen ikke i overensstemmelse med reglerne for anvendelse af danske prøveskilte

Således må det lægges til grund, at bilen er taget i brug i og har været benyttet på færdselslovens område i ikke indregistreret stand siden starten af kørslen fra sælgers sted til kontrolstedet.

SKAT er ikke enig i at strækningen er bagatelagtig. Efter SKATs opfattelse synes der ikke at være lovhjemlet en bagatelgrænse for kørsel med et ikke indregistreret køretøj i registreringsafgiftslovens forstand.

SKAT skal videre henvise til Højesteretsdom i SKM2015.698.HR. Her udtalte Højesteret, at efter ordlyden af og formålet med den dagældende færdselslovs § 72 er pligten til at betale registreringsafgift af biler, der er indrettet til kørsel på vej og omfattet af færdselslovens definition af motorkøretøjer, og som tages i brug på færdselslovens område, ikke betinget af, at bilen kan indregistreres eller bliver indregistreret.

Højesteret udtalte videre, at brugen af Ferrarien efter de 3 kørslers formål og omfang ikke kunne anses for bagatelagtig. Højesteret fandt derfor, at bilen var taget i brug, og at registreringspligten og dermed også pligten til at betale registreringsafgift var indtrådt.

Videre skal SKAT henvise til SKM2012.705.ØLR, som er fuldt ud sammenlignelig med nærværende sag. Østre Landsret fandt i sagen, at ibrugtagning af et ikke afgiftsberigtiget køretøj ført med faste prøveskilte på Færdselslovens område, hvor prøveskiltene var brugt i strid med reglerne, medførte betaling af fuld registreringsafgift.

Endelig skal vi henvise til Skatteankestyrelsen egen praksis, jf. SKM2014.793.SANST. Her stadfæstede Skatteankestyrelsens SKATs afgørelse om, at kørsel ikke var i overensstemmelse med reglerne om kørsel med faste prøveskilte, samt at bilen med rette var afgiftspligtig, da bilen var taget i brug på færdselslovens område. Kørslen i Danmark kunne ikke anses for bagatelagtig.

Bilen i SKM2014.793.SANST var omfattet af en leasingkontrakt, kørslen var ikke omfattet af reglerne for kørsel med prøveskilte, og at bilen havde kørt 512 km, hvorfor kørslen ikke kunne anses for bagatelagtigt.

Således er Skatteankestyrelsens afgørelse fuld ud sammenlignelig med klagers sag. Her skulle bilen også omfattes af en leasingkontrakt, kørslen var ikke omfattet af reglerne for kørsel med prøveskilte og bilen havde kørt 560 km i strid med reglerne. Tilsvarende skulle bilen havde været anvendt yderligere 120 km til klagers adresse.

Mht. leasingkontrakten i klager sag skal SKAT bemærke, at bilen modsat SKM2014.793.SANST ikke er solgt til et leasingselskab, lige som der ikke er indsendt eller godkendt en flexleasingkontrakt efter lovens § 3b. Derfor foreligger der ikke en gyldig leasingkontrakt. En sådanne skal i øvrigt foreligge før ibrugtagningen på færdselslovens område. At der foreligger et udateret forslag til leasingkontrakt kan derfor ikke lægges til grund.

SKAT finder ikke at det har betydning at formålet med kørslen evt. måtte være omfattet af de lovlige formål, der er angivet i registreringsbekendtgørelsens § 79, stk. 2. Dette er i øvrigt ikke tilfældes her. Vi bemærker at danske prøveskilte IKKE kan benyttes i Tyskland ved eksport fra Tyskland til Danmark.

(...)”

Klagerens bemærkninger til SKATs udtalelse

Klagerens repræsentant har den 10. januar 2018 fremsendt bemærkninger til SKATs udtalelse af den 4. januar 2018.

Repræsentanten er enig i Skatteankestyrelsens indstilling. Repræsentanten har bemærket, at SKATs henvisning til SKM2013.342.SR ikke har relevans, og at der opereres med en bagatelgrænse i praksis, jf. bl.a. SKM2015.698.HR og SKM2014.793.SANST.

Landsskatterettens afgørelse

I henhold til § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 29. af 10. januar 2014 om registreringsafgift af motorkøretøjer (registreringsafgiftsloven), skal der svares afgift til statskassen af motorkøretøjer, som skal registreres i Køretøjsregisteret efter lov om registrering af køretøjer.

Af § 2, stk. 1, nr. 1, i lovbekendtgørelse nr. 16 af 9. januar 2013 om registrering af køretøjer m.v. (registreringsloven), som har samme ordlyd som registreringsbekendtgørelsens § 3, stk. 1, fremgår det, at:

”Følgende køretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, inden køretøjet tages i brug på færdselslovens område, jf. dog stk. 3-5, og § 7, stk. 5:

Det fremgår af § 7, stk. 5, i samme lov, at skatteministeriet kan fastsætte bestemmelser om brug af prøveskilte og prøvemærker til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel.

Med denne hjemmel gælder det i henhold til § 3, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelse nr. 1315 af 9. september 2014 om registrering af køretøjer (registreringsbekendtgørelsen), at motorkøretøjer skal registreres i Køretøjsregisteret og forsynes med nummerplader, før de tages i brug på færdselslovens område.

SKAT kan under betingelserne i registreringsbekendtgørelsens §§ 76, stk. 2 – 5, udlevere nummerplader i form af prøveskilte til erhvervsdrivende fysiske og juridiske personer, der vedvarende og i ikke-uvæsentligt omfang har brug for skiltene i deres erhverv til kørsel som nævnt i registreringsbekendtgørelsens §§ 77 – 80, jf. registreringsbekendtgørelsens § 76, stk. 1.

Prøveskilte må i henhold til registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 1, kun bruges til kørsel med uregistreret køretøj af en type, der skal registreres efter bekendtgørelsens kapitel 2.

Det fremgår endvidere af registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2, at:

”Prøveskilte må kun bruges til midlertidig eller lejlighedsvis kørsel til følgende formål:

Videre fremgår det af § 79, stk. 1, at et prøveskilt kun må bruges af den, der har fået udleveret prøveskiltet og de hos denne ansatte.

Skatteankestyrelsen har ved afgørelse af 5. december 2017, jf. j. nr. 17-0891225, stadfæstet SKATs afgørelse om, at inddrage selskabets faste prøveskilte, idet prøveskiltene ansås for overdraget og anvendt af en person, som ikke var ansat i selskabet på standsningstidspunktet.

Ved kørsel i køretøjet fra afhentningsstedet i Tyskland til standsningsstedet i [by1] blev selskabets faste prøveskilte anvendt, og køretøjet blev ført af [person1], der på standsningstidspunktet ikke var ansat i selskabet.

Landsskatteretten bemærker, at der alene foreligger en kørsel over en kort strækning, at kørslen skete i forbindelse med import af køretøjet til det sted her i landet, hvor importøren har virksomhedsadresse, og at der foreligger dokumentation på, at køretøjet skulle leases ud til en navngiven kunde i Danmark. Det er herefter Landsskatterettens vurdering, at kørslens undtagelsesvise karakter medfører, at der ikke er sket en ibrugtagning af køretøjet på færdselslovens område, som bør udløse registreringspligt med deraf følgende pligt til at betale registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 1, stk. 1. Endelig bemærkes det, at formålet med kørslen er sammenfaldende med et af de formål som kørsel med faste prøveskilte efter registreringsbekendtgørelsens § 77, stk. 2 tillader at varetage.

Det er derfor ikke berettiget, at SKAT har opkrævet selskabet registreringsafgift for det omhandlede køretøj.

Landsskatteretten ændrer herefter SKATs afgørelse og giver medhold i den nedlagte påstand.