Kendelse af 04-12-2019 - indlagt i TaxCons database den 12-01-2020

Klagepunkt

SKATs afgørelse

Klagerens opfattelse

Landsskatterettens afgørelse

Afgiftsperioden 2013

Forhøjelse af momstilsvar

23.540 kr.

0 kr.

0 kr.

Afgiftsperioden 2014

Forhøjelse af momstilsvar

32.911

11.251 kr.

11.251 kr.

Faktiske oplysninger

Virksomheden er startet den 7. september 2009 og er ophørt igen den 30. december 2014. Virksomhedens indehaver har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at virksomheden har solgt arbejdskraft i forbindelse med entreprenørarbejder. Virksomhedens indehaver har endvidere oplyst, at han i forbindelse med driften af virksomheden primært har haft udgifter til arbejdstøj, idet bil, materialer og værktøj m.m. ikke blev betalt af virksomhedens indehaver, men af den entreprenør han arbejdede for.

Virksomheden har ikke angivet moms for afgiftsperioden 2013. For afgiftsperioden 2014 har virksomheden angivet udgående moms på 18.782 kr.

SKAT har den 7. marts 2016 anmodet virksomheden om at fremsende momsregnskab. SKAT har ikke modtaget dette.

Virksomhedens indehaver har haft en lønindtægt på 77.630 kr. i afgiftsperioden 2013 og på 85.894 kr. i afgiftsperioden 2014. Virksomhedens indehaver har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at han i de påklagede afgiftsperioder har modtaget cirka 70.000 kr. i kontanter af sin farmor som gave. Virksomhedens indehaver har endvidere oplyst, at han har lånt penge fra sin søns børneopsparing.

SKAT har i forbindelse med en gennemgang af virksomhedens indehavers kontoudskrifter konstateret, at der i afgiftsperioderne 2013 og 2014 er indsat kontante beløb på virksomhedens indehavers bankkonto, som ikke er selvangivet. Det fremgår endvidere, at der er sket indbetalinger i henhold til fakturaer i afgiftsperioden 2014.

SKAT har opgjort de kontante indbetalinger på virksomhedens indehavers bankkonto til i alt 117.700 kr. for afgiftsperioden 2013. For afgiftsperioden 2014 har SKAT opgjort de kontante indbetalinger på virksomhedens indehavers bankkonto til i alt 108.300 kr. SKAT har opgjort indbetalinger i henhold til fakturaer til 98.474 kr.

SKAT har anset virksomheden for momspligtig af kontante indbetalinger på indehaverens konto samt af beløb indbetalt i henhold til fakturaer.

Virksomhedens repræsentant har oplyst, at de indsatte beløb er hævet via virksomhedens indehavers MasterCard Gold kort, hvorefter de er indsat på virksomhedens indehavers bankkonto. Repræsentanten har oplyst, at beløbene derfor har vedrørt interne overførsler. Repræsentanten har endvidere oplyst, at virksomhedens indehaver i forbindelse med en husrenovation fik oprettet en byggekonto, men at det ikke var muligt at hæve midler fra denne, før udgifterne var afholdt. Virksomhedens indehaver var derfor nødt til at hæve penge via sit MasterCard Gold kort, som fungerede som en 40 dages kassekredit, og indsætte dem på sin budgetkonto for at skabe likviditet. Virksomhedens indehaver har i forbindelse med klagesagsbehandlingen oplyst, at det var nemt at få frigivet penge fra byggekontoen, hvorfor denne også blev brugt til at finansiere virksomhedens indehavers privatforbrug. Når gælden på virksomhedens indehavers MasterCard Gold forfaldt, blev den tilskrevet byggelånet.

I forbindelse med klagesagsbehandlingen har klageren fremlagt billeder til dokumentation for omfanget af renovationen.

Virksomhedens repræsentant har fremlagt betalingsoversigter vedrørende hævninger foretaget via MasterCard Gold til dokumentation for, at de omhandlede beløb stammer herfra.

SKATs afgørelse

SKAT har forhøjet virksomhedens momstilsvar med 23.540 kr. for afgiftsperioden 2013 og med 32.911 kr. for afgiftsperioden 2014.

SKAT har som begrundelse for afgørelsen anført følgende:

”...

Det fremgår af momslovens § 4, stk. 1, at der skal betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

Hvis det konstateres, at en virksomhed har afgivet urigtige angivelser eller indberetning til indkomstregistret af beløb, hvorved at virksomheden enten har betalt for lidt i skatter eller afgifter m.v. eller har fået udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 14 dage efter påkrav. Det fremgår af opkrævningslovens § 5 stk. 1.

Kan størrelsen af det tilsvar, som påhviler virksomheden ikke opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan told- og skatteforvaltningen ansætte virksomhedens tilsvar skønsmæssigt. Det fremgår af opkrævningslovens § 5 stk. 2.

Du har ikke aflagt et regnskab, hvorfor SKAT har ansat virksomhedens tilsvar skønsmæssigt således:

Indkomståret 2013

Moms, jf. ovenstående indsætninger

23.540

Angivet udgående moms

0

Yderligere salgsmoms

23.540

Indkomståret 2014

Moms, jf. ovenstående indsætninger

51.693

Angivet udgående moms

18.782

Yderligere salgsmoms

32.911

Moms i alt:

Moms – indkomståret 2013

23.540

Moms – indkomståret 2014

32.911

Moms i alt til betaling

56.451

...”

I forbindelse med klagesagens behandling er Skattestyrelsen fremkommet med følgende bemærkninger:

”...

2014 skal nedsættes yderligere med 18.000 kr. da de 3 indsætninger og hævninger er identiske med overførsler.

Privatforbruget udgør ifølge r-75 for 2013 og 2014:

2013: 101.213 kr.

2014: negativt 539.011 kr.

Privatforbruget er ikke beskrevet yderligere, da der er usikkerhed omkring en evt. kursgevinst på et kontantlån (forsøgt indhentet uden held), samt evt. usikkerhed omkring omlægning af et kreditforeningslån. Der er ikke udarbejdet et regnskab udarbejdet på grundlag af en løbende bogføring, herunder et ført og afstemt kasseregnskab. Der foreligger heller ingen afstemt kapitalforklaring.

Da det er dokumenteret og skatteyder har erkendt, at der foreligger udeholdt omsætning, kan det ikke afvises, at der ikke er udeholdt yderligere.

SKAT har herefter forhøjet skatteyder med de hævninger, som ikke umiddelbar kan sidestilles med overførsler og på den måde tilgodeset skatteyder i forhold til det store negative privatforbrug i 2014.

Såfremt LSR nedsætter ansættelsen udover de 18.000 kr. bør det medføre et subsidiær skøn på privatforbruget, så dette bliver antageligt i begge indkomstår.

...”

Klagerens opfattelse

Virksomhedens repræsentant har nedlagt påstand om, at SKATs forhøjelse af virksomhedens momstilsvar nedsættes til 0 kr. for afgiftsperioden 2013, og at forhøjelsen af virksomhedens momstilsvar nedsættes til 11.251 kr. for afgiftsperioden 2014.

Som begrundelse for påstanden har repræsentanten anført følgende:

”...

SKATs forhøjelser er indsætninger fra kortnr. [...1] samt indsætninger i forlængelse af, at min klient har udstedt fakturaer, jf. bilag 6. Forhøjelserne vedrørende fakturaer påklages ikke. Der påberåbes dog et fradrag i forhøjelserne for skønnet udgifter, jf. nedenfor.

Min klient havde et MasterCard Gold tilknyttet kontoen, hvor der var 40 dages kredit. På byggekontoen kunne der ikke hæves midler før udgiften var afholdt, men min klient havde ingen midler til afholde udgiften, hvorfor han blev nødt til at hæve på MasterCard og indsætte på budgetkontoen. Min klient kunne maksimalt hæve kr. 6.000 pr. gang på MasterCard. Bemærk samtidig, at der kun bliver hævet og indsat på budgetkonto, når der er "lavvandet" i kassen. MasterCard har ikke tilknyttet en konto - det virker som en kassekredit. Da den ikke har sin egen konto, kan det ikke lade sig gøre at foretage overførsler fra kortet, hvorfor hævninger er nødvendige.

Af vedlagte betalingsoversigter, jf. bilag 7, kan ses hvornår min klient har foretaget hævninger på MasterCard. I de tilfælde, hvor min klients hævning stemmer overens på dato og beløb for indsætning på konto [...65] har SKAT anset det for en intern overførsel og ikke forhøjet min klients indtægt med disse beløb.

Det kan konstateres, at SKAT således ikke har forhøjet følgende indsætninger på konto

[...65]:

08.02.2013

Kr.

6.000,00

08.05.2013

Kr.

5.000,00

09.07.2013

Kr.

6.000,00

15.07.2013

Kr.

1.000,00

30.09.2013

Kr.

6.000,00

20.12.2013

Kr.

6.000,00

18.03.2014

Kr.

6.000,00

SKAT har dog overset følgende overensstemmelser:

06.01.2014

Kr.

6.000,00

10.01.2014

Kr.

6.000,00

14.01.2014

Kr.

6.000,00

Allerede af den grund bør indkomsten nedsættes med kr. 18.000,00.

Der er tale om interne overførsler i alle tilfælde hvor der på kontoen fremgår indsætninger fra

kortnr. [...1], men SKAT har alene godkendt i de tilfælde, hvor der er præcis overensstemmelse mellem beløb og dato. Imidlertid har praktiske forhold gjort, at det ikke har været muligt hver gang at hæve indenfor bankernes åbningstider, eller at min klient ikke kunne gå i banken umiddelbart direkte efter hævninger, hvorfor der ikke er eksakt overensstemmelse mellem alle hævninger og indsætninger. Det ændrer dog ikke ved, at det stadig er interne overførsler, der ikke skal beskattes.

F.eks. er der den 30. oktober 2013 hævet kr. 6.000,00 og den 31. oktober 2013 hævet kr.

6.000,00, og der er indsat kr. 12.000,00 den 31. oktober 2013. SKAT har ikke godkendt dette.

Der er den 30. januar 2014 hævet kr. 6.000,00 og den 31. januar 2014 hævet kr. 6.000,00, og der er indsat kr. 11.100,00 den 31. januar 2014. SKAT har ikke godkendt dette.

Der er den 15. februar 2014 hævet kr. 6.000,00 og den 17. februar 2014 indsat kr. 7.000,00.

SKAT har ikke godkendt dette.

Der er den 27. februar 2014 hævet kr. 6.000,00 og den 28. februar 2014 hævet kr. 6.000,00, og der er indsat kr. 12.100,00 den 28. februar 2014. SKAT har ikke godkendt dette.

Der er den 3. marts 2014 hævet kr. 6.000,00 og den 3. marts 2014 indsat kr. 6.400,00. SKAT har ikke godkendt dette.

Der er den 26. marts 2014 hævet kr. 6.000,00, den 27. marts 2014 hævet kr. 6.000,00 og den 28. marts 2014 hævet kr. 2.000,00, og der er indsat kr. 14.000,00 den 28. marts 2014. SKAT har ikke godkendt dette.

Der er den 2. september 2014 hævet kr. 2.500,00 og den 2. september 2014 indsat kr. 2.600,00. SKAT har ikke godkendt dette.

Der er den 30. september 2014 hævet kr. 6.000,00 og den 1. oktober 2014 hævet kr. 2.200,00 og der er den 1. oktober 2014 indsat kr. 8.200,00. SKAT har ikke godkendt dette.

Der er den 7. oktober 2014 hævet kr. 2.500,00 og der er den 7. oktober 2014 indsat kr. 2.400,00. SKAT har ikke godkendt dette.

Det er min klare opfattelse, at min klient ikke kan lastes for lange køer og korte åbningstider i bankerne, samt at det ikke skal komme ham til skade at se praktisk på tingene, og f.eks. vente med at foretage indsætninger til han kan samle flere beløb sammen, eller benytte kr. 100,00 af det hævede beløb til at betale en udgift undervejs i forløbet.

Pengestrømmene i min klients økonomi er klarlagt, og SKAT har ikke sandsynliggjort andre indtægter. SKAT har f.eks. ikke udarbejdet privatforbrugsopgørelser.

Konklusionen er, at der er ikke grundlag for at forhøje indkomsten med indsætninger fra

kortnr. [...1], som er SKATs eneste forhøjelse for indkomståret 2013, hvorfor indkomsten og moms skal tilbageføres til det selvangive for 2013, således at resultat af virksomhed forbliver et underskud på kr. 5.156,00 og at momsangivelsen ikke forhøjes med kr. 23.540,00.

For indkomståret 2014 er forhøjelserne af indkomsten med indsætninger fra kortnr. [...1] på i alt kr. 108.300,00, heraf moms kr. 21.660,00, hvorfor indkomsten skal nedsættes fra SKATs afgørelse på kr. 206.774,00 med kr. 86.640,00 til kr. 120.134,00 og SKATs forhøjelse af momsen fra kr. 51.693,65 til kr. 30.033,65.

...”

s afgørelse

Juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed er afgiftspligtige. Dette fremgår af momslovens § 3, stk. 1.

Varer og ydelser, som leveres mod vederlag her i landet er afgiftspligtige. Ved levering af en vare forstås at retten til som ejer at råde over et materielt gode overdrages. Levering af en ydelse omfatter enhver anden levering. Dette følger af momslovens § 4, stk. 1.

Af opkrævningslovens § 5, stk. 2 fremgår, at såfremt størrelsen af tilsvaret, som påhviler virksomheden, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber, kan tilsvaret fastsættes skønsmæssigt. Det samme gør sig gældende, såfremt virksomheden har modtaget et for stort beløb som godtgørelse, og størrelsen af beløbet, som virksomheden skal tilbagebetale, ikke kan opgøres på grundlag af virksomhedens regnskaber.

Landsskatteretten har dags dato truffet afgørelse vedrørende SKATs opgørelse af yderligere skattepligtig omsætning i virksomheden for indkomstårene 2013 og 2014, jf. j.nr. 17-0007797, som skal danne grundlag for opgørelsen af det skyldige momstilsvar for afgiftsperioderne 2013 og 2014.

Landsskatteretten finder, efter en konkret vurdering, at virksomhedens indehaver har godtgjort, at han har hævet beløb på sig MasterCard Gold, for derefter at indsætte dem på sin budgetkonto for at skabe likviditet. Virksomhedens indehaver har således godtgjort, at de omhandlede beløb er hans skatteansættelse uvedkommende, og således ikke har vedrørt omsætning i virksomheden. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at saldoen generelt har været lav på budgetkontoen på de tidspunkter hvor de omhandlede beløb er indsat, samt at det af de fremlagte betalingsoversiger og kontoudskrifter fremgår, at hævninger og indsætninger er sket i umiddelbar forlængelse af hinanden. Der er endvidere lagt vægt på, at der i overvejende grad er overensstemmelse mellem de beløb der er hævet via MasterCard Gold, og de beløb der er indsat på budgetkontoen.

Landsskatteretten finder herefter ikke, at virksomheden er afgiftspligtig af de omhandlede beløb.

Landsskatteretten tager herefter virksomhedens påstand til følge, og nedsætter SKATs forhøjelse til 0 kr. for afgiftsperioden 2013 og til 11.251 kr. for afgiftsperioden 2014.