Kendelse af 28-06-2018 - indlagt i TaxCons database den 06-08-2018

SKAT har genoptaget klagerens importsag for køretøjet Mazda MX-5 med stelnummer [...] og har foretaget en ny beregning af registreringsafgiften. SKAT har herefter tilbagebetalt 10.340 kr. i registreringsafgift.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse.

Faktiske oplysninger

Klageren erhvervede køretøjet af mærket Mazda MX-5, [...], stelnummer [...], den 4. maj 2013.

SKAT foretog, ved afgørelse af den 23. april 2015, en beregning af registreringsafgiften for klagerens køretøj. Beregningen var baseret på en værdiansættelse af køretøjets oprindelige nypris på 334.899 kr. og en handelspris på 120.000 kr. Den afgiftspligtig værdi blev beregnet til 49.362 kr. og som følge heraf blev registreringsafgiften fastsat til 68.234 kr.

Køretøjet er gennemgået en specialtest ved [virksomhed1], den 26. november 2015, hvor kilometerstanden var 123.633 km.

Ankenævn for biler traf den 19. februar 2016 afgørelse vedrørende køretøjets værdi og fastlagde, at klageren var forpligtet til at tilbagebetale 18.000 kr. til køretøjets nuværende ejer grundet udbedring af skader på køretøjet.

Klageren har som følge heraf, den 26. april 2016, anmodet SKAT om at foretage en regulering af den afgiftspligtige værdi, som blev beregnet i forbindelse med import af køretøjet.

SKAT foretog, ved afgørelse af den 3. august 2016, en genberegning af registreringsafgiften for klagerens køretøj. Beregningen var baseret på en værdiansættelse af køretøjets oprindelige nypris på 334.899 kr. og en handelspris på 102.000 kr. Den afgiftspligtig værdi blev beregnet til 41.904 kr. og som følge heraf blev registreringsafgiften fastsat til 57.894 kr.

SKATs afgørelse

SKAT har genoptaget klagerens importsag for køretøjet Mazda MX-5 med stelnummer [...] og har foretaget en ny beregning af registreringsafgiften. SKAT har herefter tilbagebetalt 10.340 kr. i registreringsafgift, jf. registreringsafgiftslovens § 10, stk. 1, jf. samme lovs § 4.

SKAT har som begrundelse herfor anført, at:

” ...

SKATs begrundelse

Ud fra en konkret vurdering imødekommer SKAT din anmodning. SKAT vurderer, at der er grundlag for at genoptage din importsag med henblik på fornyet beregning af registreringsafgiften. SKATs afgørelse er truffet på baggrund af afgørelsen fra Ankenævn for biler, herunder den specialtest som er foretaget af [virksomhed1].

Beregning af tilbagebetaling

SKATs tidligere beregning af registreringsafgift:

Handelspris

120.000 kr.

Nypris

334.899 kr.

Afgiftspligtig værdi

49.362 kr.

Registreringsafgift

68.234 kr.

Ny beregning af registreringsafgiften:

Handelspris

102.000 kr.

Nypris

334.899 kr.

Afgiftspligtig værdi

41.904 kr.

Registreringsafgift

57.894 kr.

Differencen udgør således (68.234 kr. – 57.894 kr.) 10.340 kr.


Klagerens opfattelse


Klageren har nedlagt påstand om, at SKATs beregning i forbindelse med genberegning af registreringsafgift ikke er korrekt, idet den afgiftspligtige værdi af SKAT er ansat for højt.

Til støtte for påstanden har klageren anført, at:

”Klage over beregningsprincip for tilbagebetaling af registreringsafgift

Det korte af det lange er, at jeg stadig ikke kan forstå beregningsprincippet for tilbagebetalingen af registreringsafgift. Se venligst alle bilag nedenfor.

? Rustskaden på bilen var tilstede inden jeg betalte registreringsafgiften.
? Den afgiftspligtige værdi af køretøjet må derfor have været ansat forkert, kr. 18000, - for højt
? Registreringsafgiften er således beregnet ud fra en forkert afgiftspligtig værdi
? Jeg mener, at den korrekte afgiftspligtige værdi, på det tidspunkt hvor registreringsafgiften betales, må være: (49362,00 -18000,00) kr. = 31362,00 kr.
? Registreringsafgiften bør således beregnes ud fra en afgiftspligtig værdi på kr. 31362, -, som jeg ser

sagen. ”

Landsskatterettens afgørelse

For brugte køretøjer fastsættes den afgiftspligtige værdi ved en vurdering. Ved vurderingen fastsættes køretøjets almindelige pris (handelsprisen), inklusiv moms, til bruger her i landet i den stand, hvori køretøjet skal registreres. Den afgiftspligtige værdi kan dog ikke overstige køretøjets oprindelige pris som nyt. Dette fremgår af dagældende registreringsafgiftslov § 10, stk. 1, lovbekendtgørelse nr. 29 af 10. januar 2014.

Af registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7, fremgår det, at registreringsafgiften for brugte køretøjer beregnes på samme måde som for nye køretøjer.

Den afgiftspligtige værdi beregnes med udgangspunkt i køretøjets oprindelige nypris inklusiv registreringsafgift og køretøjets handelspris på afgiftsberigtigelsestidspunktet, jf. registreringsafgiftslovens § 4, stk. 7. Det er således med rette, at SKAT har nedskrevet handelsværdien med 18.000 kr. i henhold til Ankenævnet for bilers afgørelse af den 19. februar 2016 om køretøjets handelspris. Således har SKAT med rette ved genberegningen af registreringsafgiften den 3. august 2016 fastsat køretøjets afgiftspligtige værdi til 41.904 kr.

Det bemærkes, at der beregningsteknisk regnes baglæns fra bilens handelsværdi, og den afgiftspligtige værdi fremkommer som resultat af denne beregning. Dette foregår ved, at der tages udgangspunkt i bilens oprindelige nypris inklusive registreringsafgift og bilens handelspris på afgiftsberigtigelsestidspunktet. Herefter beregnes en værdifaldsprocent, som anvendes ens på alle fradrag i eller tillæg til afgiften og den afgiftspligtige værdi. Der foretages en ”baglæns” beregning af, hvad afgiftsindholdet er i bilen, og hvad den afgiftspligtige værdi er. Der henvises i den forbindelse til SKM2014.427.HR, hvor Højesteret tiltrådte, at de af SKAT fulgte principper ved omberegningen af registreringsafgiften af brugte køretøjer har hjemmel i både ordlyden og forarbejderne, jf. dagældende registreringsafgiftslov, lov nr. 265 af 23. april 2008.

Landsskatteretten finder herefter, at den af SKAT foretagne omberegning af registreringsafgiften for det omhandlende køretøj er foretaget korrekt.

SKATs afgørelse stadfæstes derfor.