Kendelse af 20-09-2017 - indlagt i TaxCons database den 12-11-2017

SKAT har pålagt klageren yderligere registreringsafgift med 81.627 kr. som følge af benyttelse af autocamper på færdselslovens område uden alt campingudstyrets tilstedeværelse.

Landsskatteretten ændrer SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om afgiftspligt.

Faktiske oplysninger

Landsskatteretten har ved brev af 29. august 2016 meddelt klagerens repræsentant, at Landsskatterettens afgørelse af 23. august 2016, journalnr. [...], genoptages.

Afgørelse af 23. august 2016

”[...]

SKAT har pålagt klageren yderligere registreringsafgift med 81.627 kr. som følge af benyttelse af autocamper på færdselslovens område uden alt campingudstyrets tilstedeværelse.

Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse for så vidt angår spørgsmålet om afgiftspligt.

Faktiske oplysninger

I forbindelse med SKATs og politiets fælles kontrol den 24. september 2015 på [adresse1], [by1], blev VW Multivan 2,5 med stelnummer [...] og registreringsnummer [reg.nr.1] bragt til standsning af politiet. Føreren af køretøjet var [person1], som er ægtefælle til køretøjets ejer, [person2]. Køretøjet er registreret som såkaldt camper med nedsat afgift i henhold til registreringsafgiftslovens § 5a.

Føreren af køretøjet angav, at hun ikke var bekendt med, hvordan taget åbnedes, hvorfor klageren blev tilkaldt.

Da klageren ankom, åbnede han hævetaget og SKAT konstaterede, at der hverken var liggeunderlag eller madras til etablering af soveplads. Klageren oplyste, at sovepladsen var de to hårde plader, som også udgør loftet i kabinen. SKAT målte den største af pladerne, som målte 100 x 95 cm.

SKAT fandt herefter, at køretøjet ikke længere opfyldte kravene for, at være omfattet af registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 2, og derfor var omfattet af registreringspligten i Danmark som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 4, jf. § 4.

Køretøjets nummerplader blev herefter på SKATs foranledning inddraget af politiet.

SKATs afgørelse

SKAT har opkrævet 81.627 kr. i yderligere registreringsafgift, fordi SKAT har anset motorkøretøjet for omfattet af registreringsafgiftspligten i Danmark som personbil, jf. registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 4, jf. § 4, i lovbekendtgørelse nr. 221 af 26. februar 2013 om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. med senere ændringer.

Det fremgår af sagsfremstillingen, at:

”(...)

Køretøjet er indregistreret på nedsat registreringsafgift som en personbil med anvendelse beboelse (autocamper). Efter bestemmelserne i registreringsafgiftslovens § 5a, stk. 2, er det en betingelse for denne indregistrering, at køretøjet er konstrueret og indrettet til beboelse, samt har en tilladt totalvægt over 2 tons og er indrettet med adgang til opredning af egentlige sovepladser til mindst 4 personer. Det indebærer, at der skal være:

• Mindst 4 sovepladser inkl. udstyr til indretning af sovepladser. Der indrettes soveplads bagest i vognen til 2 personer, når sæderne klappes sammen. Over sæderne lægges 2 madrasser med en størrelse på 50 x 180 cm. Under hæve taget kan der desuden indrettes en soveplads på 100 x 180 cm til 2 personer.

• Fastmonteret køkkenarrangement med vand- og spildevandstank samt 1 spritblus

• Ved køkkenarrangementet er ståhøjde 201 cm.

• I kabinen er anbragt et bord på 51 x 41 cm

Indretningen af køretøjet samt evt. tilstedeværende campingudstyr er dokumenteret til sagen med fotos.

På kontroltidspunktet anmodede SKAT om at få fremvist det lovpligtige campingudstyr. Fører og ejer kunne ikke fremvise nedenstående, hvorved det kunne konstateres, at udstyret ikke var medbragt i køretøjet under kørslen.

• Madrassen, der skal anvendes ved indretning af sovepladsen på 100 x 180 cm til 2 personer under hævetaget, var ikke medbragt.

(...)

SKATs bemærkninger

Køretøjet er ombygget her i landet til autocamper. Køretøjet er godkendt med maks. 7 siddepladser. Heraf 2 sæder i førerkabinen, bag førerkabinen er anbragt 2 enkeltsæder, og bagest i kabinen er der yderligere en bænk med plads til 3 personer. Mellem sæderne er anbragt et køkken på en skinne i gulvet.

I henhold til godkendelsen (Fortegnelse nr. 10/2006, som er gyldig fra 15. juni 2006) indrettes soveplads bagest i vognen til 2 personer, når sæderne klappes sammen. Over sæderne lægges der 2 madrasser med en størrelse på 50 x 180 cm. Under hævetaget kan der desuden indrettes en soveplads på 100 x 180 cm til 2 personer.

SKAT finder, at når madrassen på 100 x 180 cm til indretning af sovepladsen til 2 personer under hævetaget, ikke var medbragt under kørslen, kunne køretøjet ikke indrettes til beboelse med adgang til opredning af egentlige sovepladser til mindst 4 personer.

(...)”

I forbindelse med klagesagen hos Landsskatteretten har SKAT angivet i sin udtalelse, at der efter deres opfattelse ikke er fremkommet nye oplysninger, som ændrer på deres opfattelse. Derfor indstiller SKAT, at afgørelsen stadfæstes.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den yderligere pålagte registreringsafgift nedsættes til 0 kr.

Repræsentanten har indsendt klage til Landsskatteretten den 25. november 2015, hvori han henviser til skrivelse sendt til SKAT dateret 2. november 2015. Af brevet af 2. november 2015 fremgår følgende:

”Som advokat for [person2] har jeg modtaget SKAT’s forslag af 22. oktober 2015 til afkrævning af registreringsafgift.

Min klient kan naturligvis ikke acceptere indholdet af forslaget og har følgende bemærkninger til punkterne om pligt til omregistrering af køretøj og betaling af yderligere registreringsafgift med kr. 81.627,00.

Min klient bestrider således pligten til omregistrering af køretøjet, da alt campingudstyr var i bilen på kontroltidspunktet.

Herunder fremhæver jeg, at campingudstyret overholdt kravet om indretning med adgang til opredning af sovepladser til mindst 4 personer.

I den forbindelse fremhæver jeg, at hverken højesteretsdom af 17. september 2014 eller SKAT’s generelle vejledninger eller de konkrete tolddokumenter indeholder et krav om 3 eller 4 madrasser til indretning af sovepladser.

Tværtimod angiver højesteretsdommen blot, at campingudstyret skal medbringes under kørsel, hvilket det netop blev af min klient.

SKAT’s egen uddybning og supplering af beskrivelsen af praksis om, hvilket udstyr, der skal være i en campingbil, der netop var relevant i forlængelse af højesteretsdommen, indeholder heller ikke et så klart og enkelt madraskrav, det ville ellers have været naturligt.

Tværtimod angiver SKAT’s egen vejledning blot, at der altid skal medbringes udstyr, så der kan etableres sovepladser, herunder nødvendige plader, madrasser, liggeunderlag m.v. I det hele blot for at sikre, at der med rimelighed kan soves på en etableret soveplads.

Her er det vigtigt at understrege, at en soveplads pr. definition altså ikke forudsætter anvendelse af en medbragt madras. Det kan lige så vel være et liggeunderlag m.v. og herunder naturligvis også gode og fyldige stolesæder nedslået i vandret stilling.

Samlet er der slet ingen tvivl om, at min klient derfor overholdte campingudstyrskravet på kontroltidspunktet med to sæder i bilen og yderligere to madrasser, i det hele oplagt anvendeligt og egnet til etablering af sovepladser til mindst 4 personer.

Jeg forventer herefter, at SKAT opgiver kravet om registrering og genudlevere pladerne i løbet af meget kort tid.

I modsat fald og for god ordens skyld skal jeg gøre opmærksom på at foretagne værdiansættelse af min klients bil er alt for høj.

Som dokumentation vedlægger jeg prisbilag og herunder med konklusion om en markedsværdi på ikke højere end kr. 130.000,00.

[...]”

Landsskatterettens afgørelse

Det er ubestridt, at det omhandlede køretøj er registreringspligtigt i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 1, jf. lov om registrering af køretøjer § 2.

Det anses endvidere for ubestridt, at køretøjet ved første indregistrering er afgiftsberigtiget efter de særlige regler i den tidligere gældende § 5a i registreringsafgiftsloven, der var formuleret således (uddrag):

”[...]

For følgende køretøjer udgør afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 pct. af resten:

1) køretøjer med en egenvægt over 2 t, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer,

[...]

Stk. 3. Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 60 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr.

[...]”

Den citerede § 5a, stk. 1, i registreringsafgiftsloven er indført ved lov nr. 463 af 31. maj 2000.

Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at det af bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse vedrørende campingbiler fremgår, at ”køretøjet skal have en passende loftshøjde, og skal være indrettet med sovepladser, køkken, vand- og spildevandstank m.m.”, og at dette ved den foreslåede ændring ønskes præciseret med krav om mindst 4 sovepladser og en ændring med hensyn til størrelsen af bilerne fra 2 ton tilladt totalvægt til 2 ton egenvægt.

Højesteret har ved dom af 17. september 2014 taget stilling til forståelsen af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, nr. 1. Af dommen fremgår blandt andet:

”[...]

Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

[...]”

Det er ubestridt, at to madrasser eller liggeunderlag ikke var medbragt til etablering af sovepladser i køretøjet på standsningstidspunktet, hvorfor køretøjet ikke kan anses for ”utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse”. Klagerens køretøj opfyldte derfor ikke betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, på kontroltidspunktet.

Det følger af registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3, at et køretøj, som er berigtiget efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt.

SKATs afgørelse stadfæstes herefter for så vidt angår den yderligere pålagte registreringsafgift.

[...]”

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant har nedlagt påstand om, at den i sagen omhandlede VW Multivan med reg. nr. [reg.nr.1] på standsningstidspunktet den 24. september 2015 opfyldte betingelserne for afgiftsberigtigelse som autocamper efter tidligere gældende bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 5a.

Repræsentanten har anført følgende i klageskrivelsen til støtte for påstanden:

”[...]

Sagsfremstilling

Om den i sagen omhandlede VW Multivan kan det oplyses, at bilen er indregistreret første gang den 25. juni 2007 som autocamper. Som sagens bilag 1 fremlægges bilens registreringspapirer, herunder registreringsattest, toldattest osv.

[person2] leasede den omhandlede VW Multivan fra [virksomhed1] i [by2] i starten af januar 2008. [person2] købte bilen af leasingselskabet i maj 2013.

I forbindelse med erhvervelsen af bilen i januar 2008 gennemgik [person2] bilen sammen med sælgeren fra [virksomhed1] i [by2]. I forbindelse med denne gennemgang fremviste sælgeren alt det camper-udstyr, som bilen var indrettet med.

Den af importøren og ombyggeren udarbejdede udstyrsliste fremlægges som sagens bilag 2. Udstyrslisten er godkendt af SKAT i 2006 i tilknytning til godkendelsesfortegnelsen af den 15. juni 2015, jf. herom nedenfor.

Af udstyrslisten fremgår alt det udstyr, som den omhandlede VW Multivan var indrettet med på erhvervelsestidspunktet i januar 2008.

Det kan oplyses, at [person2] på intet tidspunkt har udtaget udstyr af den omhandlede VW Multivan, der således har været har været indrettet med det i udstyrslisten anført udstyr i hele den periode, hvor [person2] har haft den omhandlede VW Multivan til rådighed.

Af den som bilag 2 fremlagt udstyrsliste fremgår, at den omhandlede VW Multivan var indrettet med 2 luftmadrasser på erhvervelsestidspunktet, samt at der ikke var yderligere luftmadrasser i bilen. Som anført ovenfor har [person2] på intet tidspunkt udtaget luftmadrasserne af bilen.

... ...

Den omhandlede VW Multivan er ombygget her i landet til autocamper af ombyggeren [virksomhed2] A/S.

Som sagens bilag 3 fremlægges godkendelsesfortegnelse dateret den 15. juni 2006. Godkendelsesfortegnelsen vedrører autocampere svarende til den omhandlede VW Multivan. Af godkendelsesfortegnelsen fremgår følgende:

”Køretøjet ombygges her i landet til autocamper. Køretøjet er herfra godkendt med maks. 7 siddepladser. Heraf 2 sæder i førerkabinen, bag førerkabinen er der anbragt 2 enkeltsæder, og bagest i kabinen er der yderligere en bænk med plads til 3 personer. Mellem sæderne er anbragt et køkken på en skinne i gulvet.

Der indrettes soveplads bagest i vognen til 2 personer, når sæderne klappes sammen. Over sæderne lægges der 2 madrasser med en størrelse på 50 x 180 cm. Under hævetaget kan der desuden indrettes en soveplads på 100 x 180 cm til 2 personer.

Køkkenmodulet er indrettet med 1 spritblus og køkkenvask tilsluttet vand og spildevandstank. Ved køkkenarrangementet er ståhøjden 201 cm.

Alt campingudstyret skal medbringes ved kørsel. I kabinen er anbragt et bord 51 x 41 cm.

Totalvægten er 300 kg.

Egenvægt er angivet til 2175 kg.”[Vores fremhævning]

Som sagens bilag 4 fremlægges endvidere fotos vedlagt den som bilag 3 fremlagte godkendelsesfortegnelse.

Endvidere fremlægges som sagens bilag 5 annoncemateriale fra [virksomhed3]. Heraf fremgår det, hvorledes de bagerste sæder kan omdannes til soveplads, når sæderne ligges ned. Det kan oplyses, at sædehynderne har en tykkelse på ca. 7 cm.

Standsningen den 24. september 2015

Om standsningen den 24. september 2015 kan det oplyses, at bilen blev standset af SKAT og politiet ved [...] på [adresse1] i [by1].

Føreren af bilen på standsningstidspunktet var [person2]s ægtefælle, [person1].

[person1] fremviste under kontrollen bilens camper-udstyr, der var pakket i henholdsvis bilens køkken, bilens bord og under bilens bagsæder.

Det skal for god ordens skyld påpeges, at alt det udstyr, der fremgår af den som bilag 2 fremlagte udstyrsliste, var til stede i bilen på kontroltidspunktet. Dette har SKAT heller ikke bestridt i afgørelsen af den 19. november 2015.

Som sagens bilag 6-18 fremlægges SKATs billeder af kontrollen den 24. september 2015. Af billedet fremlagt som sagens bilag 14 fremgår bl.a. 2 luftmadrasser. Om de omhandlede luftmadrasser kan det oplyses, at luftmadrasserne har et mål på 55 x 170 cm.

Idet ægteparrets børn og nyfødte hundehvalpe på standsningstidspunktet var alene hjemme, fortsatte kontrollen ved familiens bopæl, hvortil også [person2] ankom og var behjælpelig med at åbne taget på den omhandlede VW Multivan.

Det var i forlængelse af besigtigelsen af tagrummet, at SKAT – uagtet ovennævnte 2 luftmadrasser – hævdede, at der manglende yderligere madrasser til indretning af soveplads i tagrummet.

... ...

I forlængelse af kontrollen den 24. september 2015 tog [person2] på eget initiativ kontakt til 6 ejere af tilsvarende biler af typen VW Multivan, der havde sat deres biler til salg til på [...] ([...]).

Fire af disse ejere oplyste, at deres bil – tilsvarende [person2]s – alene var indrettet med 2 madrasser. Disse ejere var ikke bekendt med, at bilen kunne indrettes med 4 madrasser. Den femte af ovennævnte ejere havde 2 madrasser i tagrummet og var ikke bekendt med, at det var påkrævet at have 4 madrasser i bilen. Den sjette og sidste ejer var ikke bekendt med regelsættet og interesserede sig ikke herfor, idet vedkommende alene solgte bilen i kommission.

Foruden at kontakte ovennævnte ejere af tilsvarende biler har [person2] endvidere har kontakt med [virksomhed3], der har oplyst, at den omhandlede VW Multivan efter [virksomhed3] opfattelse opfylder kravene til indregistrering som autocamper, jf. mailkorrespondance fremlagt som sagens bilag 19.

Anbringender

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for den af SKAT gennemførte afkrævning af registreringsafgift vedrørende den i sagen omhandlede VW Multivan, idet bilen på standsningstidspunktet utvivlsomt opfyldte betingelserne for afgiftsberigtigelsen som autocamper, og idet der ikke som hævdet af SKAT er grundlag for at opstille et krav om, at bilen skulle indrettes med yderligere 2 madrasser.

Vi vil nedenfor uddybe ovennævnte anbringender.

Retsgrundlaget

Af den tidligere gældende bestemmelse i registreringsafgiftslovens § 5a, hvis formulering blev indført ved lov nr. 463 af den 31. maj 2000, fremgik følgende:

”Stk. 1. For følgende køretøjer udgør afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 pct. af resten:

1)Køretøjer med en egenvægt over 2 t, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer,

[...]

Stk. 3. Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 60 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr.” [vores fremhævninger]

I praksis er opstillet en række specifikke krav til køretøjet konstruktion og indretning efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 2.

SKAT har ved et styresignal dateret den 16. juni 2015, der er offentliggjort i SKM2015.411.SKAT og indarbejdet i Den Juridiske Vejledning 2015-2, afsnit E.A.8.1.4.4, stillet følgende krav til sovepladser:

”Ad sovepladser

Campingbilen skal være indrettet med sovepladser.

For campingbiler, der er anmeldt til registrering første gang efter den 1. september 2000, skal campingbilen være indrettet med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer.

[...]

Sovepladserne kan indgå i kombination med køretøjets opholds- og spiseplads.

[...]

- Konsekvenser, hvis udstyret ikke er med i campingbilen

Det er et krav, for at campingbilen fortsat kan være indregistreret efter de tidligere gældende regler om 60 pct. afgift, at

•der ikke må ske fjernelse af fastmonteret udstyr.

•alt løst campingudstyr, der hører til den sædvanlige brug af campingbilen altid og til enhver tid skal medbringes i campingbilen under kørsel.

F.eks. skal der altid medbringes udstyr, så der kan etableres sovepladser, herunder nødvendige plader, madrasser, liggeunderlag m.v. Der stilles ikke krav om, at der medbringes sengetøj, soveposer m.v., hvis det blot med rimelig- hed er muligt at sove på den etablerede soveplads.” [vores fremhævninger]

Om ændringer i bilen i forhold til den oprindelige godkendelsesfortegnelse fremgår følgende af samme afsnit i Den Juridiske Vejledning 2015-2:

[...]

- Ad ændringer i forhold til SKATs godkendelse som campingbil

SKATs godkendelse af en bil som campingbil ("Camperfortegnelsen") indeholder udover oplysninger om mærke, type og model også en beskrivelse af campingbilens indretning, det vil sige oplysninger om antal siddepladser, sovepladser, køkkenmodulet, bord m.v.

Det kan forekomme, at f.eks. den oprindelige fastgørelse af et bord, eller placering af bordet, er ændret i forhold til SKATs oprindelige godkendelse af campingbilen.

Hvis en sådan campingbil fortsat opfylder kravet om, at den utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, som beskrevet i dette afsnit af den Juridiske Vejledning, er det ikke afgørende om der er sket ændringer af indretningen f.eks. af et bords placering, således at indretningen ikke længere er identisk med det anførte i SKATs godkendelse. Det afgørende er, at campingbilen, efter en konkret vurdering, opfylder de krav, der er beskrevet i dette afsnit af Den Juridiske Vejledning.” [vores fremhævninger]

Opmærksomheden henledes på det sidste afsnit i det ovenfor refererede uddrag fra Den Juridiske Vejledning, hvoraf fremgår, at der skal foretages en konkret vurdering af, om autocamperen ikke længere kan anses for indrettet til ophold og beboelse, jf. registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 2.

Mindre ændringer eller tilretninger i en autocamper medfører omvendt ikke, at den omhandlede autocamper ændrer status i afgiftsmæssig henseende.

... ...

Fra praksis skal henvises til Landsskatterettens afgørelse dateret den 24. maj 2016, der er offentliggjort i TfS 2016.396.

I sagen havde SKAT i forlængelse af en standsning af en autocamper gennemført efteropkrævning af registreringsafgift under henvisning til, at det påkrævede camper-udstyr ikke var til stede, at køkkenudstyr ikke var monteret, samt at rosetten til montering af bordben ikke var monteret og aldrig havde været pakket ud af emballagen.

Landsskatteretten fandt efter en konkret bevisvurdering, at alt nødvendigt camperudstyr var til stede i bilen. For så vidt angik køkkenudstyret og rossette, anførte Landsskatteretten følgende:

”Landsskatteretten finder ikke, at det kan kræves som betingelse for afgiftsfritagelsen, at rosette og køkkenudstyr altid skal være monteret i bilen.

Landsskatteretten finder, at det er afgørende om rosetten og køkkenudstyr har været til stede i bilen og anvendeligt til sit formål, hvilket er tilfældet i nærværende sag. Klageren gives derfor medhold i sin påstand.”

Af Landsskatterettens afgørelse fremgår for det første, at Landsskatteretten lagde afgørende vægt om det tilstedeværende udstyr var anvendeligt til formålet, og ikke om udstyret rent faktisk havde været anvendt til formålet.

For det andet fremgår det af Landsskatterettens afgørelse, at det efter Landsskatterettens opfattelse ikke er en betingelse, at den omhandlede autocamper rent faktiske anvendes eller har været anvendt til campering.

... ...

Til støtte for den nedlagte påstand gøres det overordnet gældende, at der ikke er grundlag for den af SKAT gennemførte afkrævning af registreringsafgift vedrørende den i sagen omhandlede VW Multivan, idet bilen på standsningstidspunktet utvivlsomt opfyldte betingelserne for afgiftsberigtigelsen som autocamper, og idet der ikke som hævdet af SKAT er grundlag for at opstille et krav om, at bilen skulle indrettes med yderligere 2 madrasser.

Det gøres gældende, at den omhandlede VW Multivan på standsningstidspunktet var indrettet med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer, jf. den dagældende § 5a i registreringsafgiftsloven.

Der henvises i den forbindelse til, at der – ubestridt – fandtes 2 luftmadrasser i bilen på standsningstidspunktet, og at disse som anført i sagsfremstillingen hver havde et mål på 55 x 170 cm.

Ved at lægge ovennævnte luftmadrasser på sovepladsen i bilens tagrum, der havde et mål på 100 x 180 cm, opstod ubestrideligt 2 sovepladser.

Foruden ovennævnte 2 sovepladser var der bagest i bilen mulighed for opredning af 2 sovepladser, der fremkom ved at lægge sæderne ned. Som anført i sagsfremstillingen havde sæderne hynder med en tykkelse på ca. 7 cm., der således ikke var noget problem i at anvende sæderne uden at lægge madrasser ovenpå. Dette understøttes også af det som bilag 5 fremlagte annoncemateriale.

Der var således ikke noget behov for, at have yderligere 2 madrasser i bilen. Ovennævnte 2 madrasser var fuldt ud tilstrækkelige til indretning af 4 sovepladser.

Det bemærkes endvidere, at det ikke er korrekt, når SKAT ved afgørelsen af den 19. november 2015, side 11, har anført, at ”målene på disse luftmadrasser gør, at de ikke kan anvendes til indretning af sovepladserne på 100 x 180 cm under hævetaget”. Det bemærkes for det første, at målene på sovepladserne under hævetaget henholdsvis bagest i bilen er ens. For det andet bemærkes, at det ikke udgjorde noget problem, om madrasserne overlappede.

Opmærksomheden henledes endvidere på det ovenfor citerede afsnit fra Den Juridiske Vejledning, hvoraf fremgår, at der alene kræves, at det ”blot med rimelighed er muligt at sove på den etablerede soveplads”, og at sovepladserne kan indgå ”i kombination med køretøjets opholds- og spiseplads”.

Endvidere skal det fremhæves, at det intet sted i Den Juridiske Vejledning er anført, at der skal medbringes 4 madrasser. Det er alene et krav, at der medbringes de madrasser, der er nødvendige for at kunne etablere 4 sovepladser. Som anført ovenfor forudsatte etableringen af 4 sovepladser i den omhandlede VW Multivan alene 2 madrasser.

Det er endvidere uden betydning, at det i godkendelsesfortegnelsen fremlagt som bilag 3 fremgår, at der over sovepladsen bagest i vognen kan lægges 2 yderligere madrasser. Det bemærkes for det første, at angivelsen i godkendelsesfortegnelsen må bero på en fejl, idet de anførte madrasser utvivlsomt er tiltænkt sovepladsen i bilens tagrum, der ikke er polstret – i modsætning til sovepladsen bagest i bilen. For det andet bemærkes det, at mindre ændringer eller tilretninger af bilen i forhold til den oprindelige godkendelsesfortegnelse ikke i sig selv indebærer, at bilen ikke længere kan anses for en autocamper i afgiftsmæssig henseende, da det alene er afgørende, om bilen efter en konkret vurdering må anses for konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, hvilket utvivlsom er tilfældet i nærværende sag.

Sammenfattende gøres det således gældende, at den i sagen omhandlede VW Multivan på standsningstidspunktet den 24. september 2015 utvivlsomt var konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer, jf. den tidligere gældende bestemmelse i registrerings- afgiftslovens§ 5a.

Idet den omhandlede VW Multivan således opfyldte betingelserne for afgiftsberigtigelsen som autocamper, er der således ikke grundlag for den af SKAT gennemførte afkrævning af yderligere registreringsafgift vedrørende den omhandlede VW Multivan, hvorfor registreringsafgiftskravet skal bortfalde.

[...]”

SKATs udtalelse af 23. januar 2017

”[...]

I klagesagen vedrørende ovennævnte har Skatteankestyrelsen i brev fra 11. januar 2017 bedt om en udtalelse til sagen, der skal afgøres af Landsskatteretten.

SKAT kan tiltræde Skatteankestyrelsens indstilling med følgende bemærkninger:

Det var efter dagældende registreringsafgiftslov § 5 a, stk. 1, nr. 1, en betingelse for den lempelige afgiftsberigtigelse, at køretøjet utvivlsomt var konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer.

I SKM2015.655.ØLR fastslog Landsretten med henvisning til Højesteret dom fra 17. september 2014, jf. SKM2014.728.HR, at de indstævntes køretøjer på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne for den lempelige afgiftsberigtigelse efter registreringslovens § 5 a, stk. 1.

Højesteret fandt at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

Som det fremgår af dommen er det Højesterets opfattelse, at der efter § 5 a, stk. 1, nr. 1, er en betingelse for den lempelige afgiftsberigtigelse, at køretøjet utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer.

Højesteret fandt således, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

Efterfølgende bemærker Østre Landsret, jf. SKM2015.655.ØLR fra 15. september 2015 under henvisning til Højesterets dom, jf. SKM2014.728.HR, at de indstævntes køretøjer på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne for den lempelige afgiftsberigtigelse efter registreringslovens § 5 a, stk. 1.

Landsretten afviste de indstævntes synspunkt om, at opkrævning af yderligere registreringsafgift fordrede en konstruktiv ændring af køretøjerne, jf. registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 3. Landsretten henviste i den forbindelse til bestemmelsens ordlyd og forarbejder. Det forhold, at der efter de indstævntes forklaringer alene havde været tale om enkeltstående kørsler uden campingudstyret, kunne navnlig efter bestemmelsens formål heller ikke føre til, at der ikke skulle opkræves afgift.

Det er ubestridt at der på standsningstidspunktet i bilen befandt sig 2 luftmadrasser på hver 170 cm x 55 cm.

Efter SKATs opfattelse er det således alene muligt at indrette 2 sovepladser; 2 ved hjælp af sæderne bag i bilen – hvortil liggeunderlagene ifølge typegodkendelse er bestemt til, – og 2 under hævetaget, hvor der også skal etableret 2 sovepladser.

Med det udstyr der var i bilen på standsningstidspunktet, er det således alene muligt at etablere 2 sovepladser og ikke 4 pladser, jf. SKM 2014.728.HR. Her slår Højesteret utvivlsomt fast, at der skal kunne indrettes til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer.

Efter SKATs opfattelse er der alene mulighed for opredning til 2 personer og ikke 4.

Det fremgår endvidere klart af autocamperfortegnelsen jf. typegodkende nr. 10/2006 fra 15. juni 2006, at luftmadrasser er bestemt til anvendelse ved etablering af sovepladserne bag i bilen ved hjælp af sæderne, og ikke i forbindelse med sovepladserne under taget. At klager evt. har anvendt sæderne bag i bilen uden liggeunderlag kan derfor ikke lægges til grund.

SKAT skal endvidere bemærke at den fremsendte udstyrsliste, jf. klagers brev fra 27. oktober 2016, bilag 2 ikke kan lægges til grund. Denne liste ikke er udarbejdet til ved tydegodkendelsen af en bil i stil med klagers. Udstyrslisten er muligvis udarbejdet til en tidligere model og typegodkendelse, jf. nr. 8/2003 fra 26. august 2003. Således fremgår det også klart at bordet i bilen jf. tegningen vist på udstyrslisten er magen til bordet i typegodkendelse, jf. nr. 8/2003 fra 26. august 2003, idet bordet er rundt.

Typegodkende nr. 8/2003 fra 26. august 2003 er vedhæftet denne udtalelse.

Den aktuelle bil i nærværende sag er ikke indrettet med rundt bord, men et firkantet bord, som er en rektangel i sammenslået tilstand.

Allerede fordi at udstyret ikke var tilstede, var køretøjet på standsningstidspunktet således ikke utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse til mindst 4 personer på standsningstidspunktet, og betingelserne for afgiftsreduktion ikke opfyldt

Det bemærkes at det synes ubestridt at klager er bekendt med de særlige regler for camperbiler, herunder at udstyret skal være i køretøjet. At al udstyret skal være tilstede fremgår også klart af toldattesten, som skal medbringes i bilen.

Af Toldattesten, jf. klagers bilag 1 til brev fra 27. oktober 2016, fremgår det at bilen skal være utvivlsomt konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer.

Det er uoplyst hvorvidt toldattesten befandt sig i bilen på standsningstidspunktet.

SKAT fastholder at bilen skal afgiftsberigtiges efter registreringslovens § 4, da klagers køretøj på kontroltidspunktet ikke opfyldte betingelserne for at bilen kunne afgiftsberigtiges som autocamper. Da klager var registreret som den primære ejer af bilen, hæfter denne for betaling af registreringsafgiften, jf. REGAL § 20, stk. 1.

[...]”

Af Typegodkende nr. 8/2003 fra 26. august 2003 fremgår, at:

”Der indrettes soveplads bagest i vognen til 2 personer, når sæderne klappes sammen. Over sæderne lægges der 2 madrasser med en størrelse på 50 x 180 cm. Under hævetaget kan der desuden indrettes en soveplads på 100 x 180 cm til 2 personer.”

Repræsentantens bemærkninger til Skatteankestyrelsens indstilling

Repræsentanten er afgørende uenig i det udsendte forslag til afgørelse samt SKATs udtalelse, og fastholder begæring om retsmøde.

Repræsentantens bemærkninger på retsmødet

Repræsentanten oplyste, at der ikke er foretaget nogle ændringer på bilen i den tid klageren har haft råden over køretøjet, og at alt oprindeligt udstyr var med i bilen. Der blev henvist til udstyrslisten, der, sammen med godkendelsesfortegnelsen, er givet til klageren af SKAT. Heraf fremgår, at der er krav om, at der medbringes to luftmadrasser.

Repræsentanten præciserede at SKATs fortolkning om, at der skal medbringes fire madrasser, ikke kan indfortolkes i loven, ligesom det ikke fremgår af SKATs juridiske vejledning, hvordan eller med hvilket udstyr sovepladserne skal indrettes, men blot at der er krav om, at der kan indrettes fire sovepladser.

Klageren forklarede, at køretøjet kan indrettes med fire sovepladser ved, at de to madrasser anvendes under hævetaget og sæderne i kabinen vendes og ryglænet lægges ned. Sæderne i kabinen har et skumunderlag på ca. syv cm og kan derfor anvendes som soveplads uden yderligere underlag.

Landsskatterettens afgørelse

Det er ubestridt, at det omhandlede køretøj er registreringspligtigt i Danmark, jf. registreringsafgiftslovens § 1, jf. lov om registrering af køretøjer § 2.

Det anses endvidere for ubestridt, at køretøjet ved første indregistrering er afgiftsberigtiget efter de særlige regler i den tidligere gældende § 5a i registreringsafgiftsloven, der var formuleret således (uddrag):

”[...]

For følgende køretøjer udgør afgiften 0 kr. af de første 12.100 kr. af den afgiftspligtige værdi og 60 pct. af resten:

1) køretøjer med en egenvægt over 2 t, som utvivlsomt er konstrueret og indrettet til ophold og beboelse, herunder med adgang til opredning af egentlige sovepladser for mindst 4 personer,

[...]

Stk. 3. Et køretøj, som er berigtiget med afgift efter stk. 1, afgiftsberigtiges efter § 4, når betingelserne for den foretagne afgiftsberigtigelse ikke længere er opfyldt. Afgiften nedsættes dog med 60 pct. af den del af køretøjets afgiftspligtige værdi, der overstiger 12.100 kr.

[...]”

Den citerede § 5a, stk. 1, i registreringsafgiftsloven er indført ved lov nr. 463 af 31. maj 2000.

Det fremgår af bemærkningerne til denne lov, at det af bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse vedrørende campingbiler fremgår, at ”køretøjet skal have en passende loftshøjde, og skal være indrettet med sovepladser, køkken, vand- og spildevandstank m.m.”, og at dette ved den foreslåede ændring ønskes præciseret med krav om mindst 4 sovepladser og en ændring med hensyn til størrelsen af bilerne fra 2 ton tilladt totalvægt til 2 ton egenvægt.

Højesteret har ved dom af 17. september 2014 taget stilling til forståelsen af bestemmelsen i registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, nr. 1. Af dommen fremgår blandt andet:

”[...]

Højesteret finder, at det er i overensstemmelse med lovens ordlyd, forarbejder og formål at stille krav om, at bilens camperudstyr skal medbringes under kørsel i en autocamper, for at den kan anses for ikke alene konstrueret, men også utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse.

[...]”

Af godtgørelsesfortegnelsen for køretøjet fremgår det, at

”[...]

Der indrettes soveplads bagest i vognen til 2 personer, når sæderne klappes sammen. Over sæderne lægges der 2 madrasser med en størrelse på 50 x 180 cm. Under hævetaget kan der desuden indrettes en soveplads på 100 x 180 cm til 2 personer.[...]”

På standsningstidspunktet var der alene medbragt to luftmadrasser til brug for opredning af to sovepladser. Det er anført, at disse madrasser skulle anvendes til sovepladserne under hævetaget, mens to øvrige sovepladser kunne etableres uden anvendelse af yderligere madrasser ved at lægge sæderne i kabinen ned.

Med henvisning til, at det af godkendelsesfortegnelsen for køretøjet, som fremlagt af SKAT, samt den tilhørende udstyrsliste, hvoraf det fremgår, at der alene skal medbringes to madrasser, finder Landsskatteretten, at det nødvendige camperudstyr var medbragt i køretøjet på standsningstidspunktet, idet der til enhver tid vil kunne etableres fire sovepladser ved brug af de to madrasser samt sæderne bagest i køretøjet.

Ved afgørelsen er der tillige lagt vægt på klagerens forklaring om, at han ikke i den periode, han har haft råden over køretøjet, har foretaget konstruktive eller indretningsmæssige ændringer i køretøjet, herunder fjernet camperudstyr.

Køretøjet anses herefter for ”utvivlsomt indrettet til ophold og beboelse” og opfyldte derfor betingelserne for afgiftsberigtigelse efter registreringsafgiftslovens § 5 a, stk. 1, på kontroltidspunktet.

Klageren gives herefter medhold i den nedlagte påstand.